Evangeliet skal aldrig bruges som et forstørrelsesglas til studium af andre menneskers liv, men derimod altid som et spejl, hvor man kan se sig selv og sit eget liv i evangeliets perspektiv.
Gud frelser os fra at tabe livet på gulvet. Vi skal blot tro på Guds kærlighed i Jesus Kristus og acceptere hans kærlighed som livets grundvilkår: Altså noget, der ikke afhænger af mig, og som jeg ikke kan ændre på.
Jesus understreger i en række lignelser, at vi skal bruge vores liv rigtigt, fordi vi ellers vil tabe livet på gulvet. Det er en understregning af, at jeg bør besinde mig på, om mit liv leves efter en målestok, der gør det muligt for mig at bestå, når jeg stilles ansigt til ansigt med den levende Gud.
Det er altså til hver en tid en kommentar til, hvordan jeg forvalter det faktum, at jeg er dåbs-begravet og dåbs-opstanden til et helt nyt liv[2], hvor virkeligheden er Guds, og hvor jeg blot skal leve ud af min dåbspagts nåde. I sikker forvisning om, at Gud har taget imod mig i sin nye virkelighed.
At vide sig sat under Guds vurdering er et vigtigt memento til måden at bruge livet på. Vores liv er en kostelig gave, så det skal leves fuldt ud. Vi skal gribe Guds kærlighed med ivrige hænder, suge til os af dens næring og dele rigeligt ud til alle, vi lever sammen med.
Og ingen anden end vor Herre Jesus Kristus skal vurdere resultatet. Ikke vores omgivelser og heldigvis heller ikke os selv. Det er kærlighedens Gud, der dømmer.
1 Se 1. Korintherbrev kap. 13, vers 12
2 Se Romerbrevet kap. 6, vers 3-11
Giv din mening til kende