I Apostlenes Gerninger følger vi disciplene i Jerusalem, da de pinsedag får Helligånden, og hvad det medfører i Jerusalem-menigheden den følgende tid.
Menigheden i Jerusalem oplever forskellige ’konflikter’ med myndighederne, et par af dem fængsles, og det ender med kristendommens første martyr, da Stefanus stenes[1] under overværelse af Saulus. Det får forfølgelsen til at bryde ud i lys lue, og nogle flygter til Judæa og Samaria.
Senere er Saulus på vej til Damaskus[2] på jagt efter de kristne, da han overvældes af et stort lys, der blænder ham – og omvender Saulus til troen på Jesus Kristus, så vi i dag kender ham som Paulus. Samtidig har apostlen Peter et syn[3] om, at Kristus også er for hedninge, dvs. ikke-jøder, og både Paulus og Peter prædiker og omvender hedninge. Det fører til, at der opstår spændinger mellem den jødisk prægede menighed i Jerusalem og de nye hedninge-menigheder.
Samtale skaber basis fællesskab om arbejdet
Spørgsmålet er, om evangeliet kun er for jøder, eller det også er for hedninge? Det får Paulus og Barnabas, der arbejder som missionærer blandt hedninge, til at drage op til Jerusalem for at mødes med apostlene. Og derved viser de vejen til konfliktløsning gennem samtale.
Apostelmødet i Jerusalem[4] ender med, at hedningemissionærerne velsigner Jerusalem-menigheden og omvendt. De vil holde sammen under bekendelsen af Jesus som Frelser og Helligåndens vejledning. Jerusalem-menigheden fokuserer på jøderne, mens Paulus og Barnabas – hver for sig – drager tilbage og forkynder i områder med hedninge. Og Paulus – ham kan vi følge i mange af de efterfølgende breve, som han skrev for at holde sammen på menighederne – forkynder inden for bekendelsen af Jesus som Herre.
1 Apostlenes Gerninger kap. 8
2 Apostlenes Gerninger kap. 9
3 Apostlenes Gerninger kap. 10
4 Apostlenes Gerninger kap. 15
Giv din mening til kende