Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
AI må ikke erstatte Helligånden

AI må ikke erstatte Helligånden

”Kunstig intelligens kan være et godt redskab i mission”, skriver Carsten Riis Jensen, der har brugt AI i flere år.

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vindue

 

Carsten Riis Jensen:

  • uddannet teolog.
  • har været sognepræst, efterskolelærer, STU-pædagog og konsulent
  • tidligere formand for KLF Kirke&Medier
  • driver hjemmesiderne kirkegpt.dk og www.riisjensen.dk

Kan kunstig intelligens bruges til mission? – Ja!

AI og Helligånd

Jeg har brugt kunstig intelligens (AI) i nogle år, og jeg er kommet frem til, at den eneste reelle målestok for kristen brug af AI er, om du erstatter Helligånden med AI. Bruger du AI som erstatning for noget, du tidligere var afhængig af Helligånden for at kunne gøre? – Hvis ja, så er det afgudsdyrkelse. Hvis nej, så er det effektivitet.

Hvis ja, så er det afgudsdyrkelse. Hvis nej, så er det effektivitet.

Hvis du kan forestille dig en måde, som AI kan effektivisere din og din kirkes mission på, så brug det! Og hvis det, du vil gøre med AI, fratager Helligånden sin opgave eller gør, at du ikke bruger tid i bøn, på bibellæsning eller fysisk fællesskab, så lad være. For så er det afgudsdyrkelse. Så bruger du nemlig AI som erstatning for alt det andet.

Hvis du kan forestille dig en måde, som AI kan effektivisere din og din kirkes mission på, så brug det!

Eksempler på effektiv brug af AI til mission:

  1. AI kan analysere demografiske data, som kan hjælpe kirker med at identificere områder og befolkningsgrupper både i Danmark og udlandet, hvor der er særligt behov for mission og kirkeplantning.
  2. AI kan hjælpe dig med at lære et sprog – og AI kan oversætte bøger, prædikener og studiematerialer, så det hurtigt og prisbilligt når bredere ud.
  3. AI kan analysere sociale medier og online trends for at hjælpe kirker med at tilpasse deres kommunikation og formidling til forskellige målgrupper, især unge mennesker der primært er online.
  4. Chatbots på kirkernes hjemmesider og sociale medier kan besvare grundlæggende spørgsmål om kristendom, gudstjenester og kirkens aktiviteter døgnet rundt. Det kan være særligt nyttigt for søgende personer som foretrækker anonym kontakt.
  5. AI kan analysere prædikener – både i tekstform og på video – og lave færdige andagter og samtalespørgsmål. Pointen med det er ikke at gøre noget smart med AI, men at engagere mennesker – som finder din prædiken eller lytter til den – i en samtale, der fører dem tættere på Kristus.
  6. AI kan ’live’ – altså med det samme – oversætte jeres præsts prædiken til andre sprog, sådan at folk, som taler andre sprog øjeblikkeligt får det oversat, uanset om de sidder i salen eller deltager online.
  7. Hvis du gerne vil illustrere noget visuelt, måske i form af en tegning, men ikke har de kunstneriske evner, så kan AI skabe illustrationerne og billederne for dig.
  8. AI kan give forslag til ugentlige Facebook/Instagram/TikTok-opslag og også skabe opslagene for dig, så du kan fokusere på det, der betyder noget, nemlig samværet med mennesker i din menighed og omgangskreds.
  9. AI er i det hele taget rigtig god til at hjælpe med at ’automatisere’ opgaver, fx kalender og planlægning. Men igen – så du kan fokusere på det, der betyder noget, nemlig samværet med andre mennesker.

I min opsummering af muligheder forsøger jeg bevidst at efterleve den nøglesætning, jeg nævnte før: Den eneste reelle målestok for kristen brug af AI er: Erstatter den noget, du tidligere var afhængig af Helligånden for at kunne gøre? – Hvis ja, så er det afgudsdyrkelse. Hvis nej, så er det effektivitet.

Muligheder med AI

Lyt til “Muligheder med AI”:

Åbn lyd i nyt vindue

Lige for øjeblikket bruger jeg AI til at lave spilbaserede undervisningsmaterialer til kirker og skoler. Det er ret nyskabende.

Jeg har før lavet spil til konfirmander, og nu er jeg ved hjælp af AI i gang med at udvikle opdaterede udgaver, hvor eleverne skal gå online og løse dilemmaer blandt en gruppe unge kristne i en fiktiv historie, som jeg har ’fodret’ AI med.

Når eleverne går online, spiller AI simpelthen rollerne som de personer, der optræder i den fiktive historie, og de personer præsenterer eleverne for forskellige dilemmaer med udgangspunkt i Bibelen, som eleverne sammen skal løse.

Hvis du er nysgerrig efter, hvad AI generelt kan i en kristen og kirkelig sammenhæng, så tag et kig på min hjemmeside. På forsiden er der adskillige eksempler, du kan gå i gang med.

Flere anvendelsesmuligheder:

Læs også “Min kunstigt intelligente assistent skrev en artikel…”

Giv din mening til kende