Vi har i en tid været afskåret fra at mødes. Gudstjenester har været aflyst. Det har ikke været muligt at gå ind i kirkerummet og tænde et lys eller bede en bøn. Mange af os er henvist til et liv i isolation.
Det er ikke første gang i historien noget sådant sker. Gennem alle tider har mennesker kendt til at være i isolation. Det har afstedkommet angst og mismod, men også givet anledning til at tænke nye tanker og tiden er blevet fyldt med en ny opmærksomhed. Under alle omstændigheder har det været en sorg ikke at kunne være sammen med sine kære.
Men selv om vi ikke kan nå hinanden fysisk, kan vi stadig være inderligt forbundne. Og selv i isolation, kan vi stadig være del af et fællesskab i kærlighed og ånd. Det giver historien mange eksempler på.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende