Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Oversvømmelser i Burundi

Oversvømmelser i Burundi

Klimaforandringerne er over os! I Burundi er det barsk hverdag for de 12 millioner indbyggere i det lille land.

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vindue

Jævnlige oversvømmelser og jordskred forårsaget af kraftig regn lægger pres på Burundis skrøbelige økosystemer. Det gør landet til et af de mest sårbare over for klimaforandringer globalt set.

Støt arbejdet ved at sende et beløb på MobilePay 911 118 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’Nødhjælp Burundi’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Regn og oversvømmelser i Burundi

Burundi blev ramt igen i marts 2024. Der er jævnligt ekstrem regn i området, og denne gang forårsagede regnen jordskred og forhøjet vandstand i Tanganyika-søen, som landets største by Bujumbura ligger ud til. Det betød oversvømmelser, som påvirkede familier langs søens bredder, bl.a. i forstaden Gatumba. Huse blev oversvømmet, og veje var ufremkommelige. Mere end 30.000 fik deres hjem helt eller delvist ødelagt. Jordskred syd for byen var årsag til dødsfald og sårede; mere end 500 huse blev ødelagt. Ofrene blev indkvarteret på en lokal skole og senere flyttet til en lejr for såkaldt internt fordrevne.

Mere end 30.000 fik deres hjem helt eller delvist ødelagt.

Nødhjælp

Netop indbyggerne i lejren for internt fordrevne har Baptistkirken i Danmark, i samarbejde med vores partnere i Burundi, hjulpet. Vi fik 700.000 kroner[1] til at afhjælpe den værste nød. Mere end 1.500 familier, eller over 7.500 personer, blev hjulpet. I praksis fik familierne overført penge via en slags MobilePay system, og så havde de mad og andre fornødenheder til cirka en måned. ”Sammen med vores partner i Burundi, besluttede vi at uddele kontanter og benytte overførsler til telefoner”, fortæller Jean-Marie Bukeyenza, der er BaptistKirkens ansatte i Burundi, efter Lise Emming Weber-Hansen er taget hjem.

Sundhedscenter i lejren.

”Fordelen er, at familierne selv kan beslutte, hvad de vil købe, afhængigt af hvad de har brug for”, fortæller Jean-Marie videre. Det sparer også på udgifterne til at indkøbe og transportere varer og personale til at uddele tingene. Ulempen er udbuddet i nærområdet af flygtningelejren samt lokale prisstigninger. I lejren er der et midlertidigt sundhedscenter, hvor beboerne kan blive behandlet for de mest almindelige sygdomme, men de mange børn må gå fem kilometer til den nærmeste skole!

Besøg i lejrene

I oktober 2024 besøgte missionssekretær Morten Kofoed og Jean-Marie Bukeyenza den oversvømmede forstad Gatumba og lejren, der har fået hjælp. I lejren, der ligger på toppen af et goldt og vindblæst bjerg, mødte vi Kabura, der har kone og otte børn. Han havde brugt pengene på at købe mad til sin familie. På spørgsmålet om, hvad han vil gøre fremover, bliver han fjern i blikket og svarer, at det er svært at planlægge. Men han håber, han kan tjene lidt penge og starte noget forretning op, så han kan forsørge sin familie. Indtil da må han forlade sig på støtte fra andre og meget dyre lån. Hvor længe det varer, ved han ikke.

Fremtiden

Desværre er de fleste af ofrene for oversvømmelsen fortsat i lejren. De venter på, at regeringen skal tildele dem et nyt sted, hvor de kan bo. Men det er ikke lige til at finde i et land med Afrikas højeste befolkningstæthed. Myndighederne har nemlig erklæret Gatumba ubeboelig og vil ikke hjælpe dem, der alligevel genbosætter sig i den ødelagte forstad. Vi kunne se de skader, vandet havde forårsaget, men også at mange af husene fortsat var beboet. Nogen havde lavet interimistiske huse på pinde, mens andre havde lavet volde omkring deres hus.

Myndighederne har erklæret Gatumba ubeboelig og vil ikke hjælpe dem, der alligevel genbosætter sig.

”Det er hjerteskærende at se ødelæggelserne i forstaden, men vi glæder os over, at vi har hjulpet mange, og at vores støtte måske har været det, der holdt modet op hos de mange familier i den periode, hvor de havde det allerhårdest”, slutter Jean-Marie Bukeyenza af, inden vi forlader forstaden Gatumba, hvor han i øvrigt selv er fra.

Lejrens toiletter.


[1] Fra DERF, Danish Emergency Relief Fund

Giv din mening til kende