Bøn, bøn, bøn og lovsang

Lyt til artiklen:

Hjemmekirken

• mødes i Susanne og Cyril Wiik Kalvågs hjem i Nøddebo, Nordsjælland
• hun har en baggrund i Adventistkirken
• en evangelikal, karismatisk kirke
• 20 deltagere
• mødes fire gange om måneden, to lørdage til gudstjeneste og to onsdage til bibelstudie

Susanne og Cyril har haft hjemmekirke i deres hjem de seneste 20 år. De var oprindelig med til at skabe Café-kirken i København, en ung nybygger adventistkirke. Susannes første kirkeplantning lejede sig ind i Lyngby Baptistkirke. Det passede fint, for adventisterne har gudstjeneste om lørdagen. ”Det er jo den dag, Jesus som jøde fejrede sabbat”, forklarer hun.

På et tidspunkt blev det til en kirke i deres hjem – dengang et almindeligt parcelhus, nu er huset større. Oprindelig var de otte – nu svinger deltagerantallet mellem 12 og 24. Konceptet er, at man mødes to lørdage om måneden kl. 11. Alle tager noget med til brunch-bordet. Når de har spist, synger de lovsange i ca. 20 minutter. Et oplæg fra en af deltagerne indleder en samtale, og så slutter de med at bede sammen.

Hun opfordrer alle til at komme med et oplæg: ”Typisk tager vi et emne fra Bibelen og taler om, hvad vores erfaringer er omkring det. For det meste er det mig, vores søn Philip (36), eller min mor, der har holdt oplæg,” fortæller Susanne. Hun henviser til 1. Korintherbrev kap. 14, vers 26, hvor der står: ”Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet.”

”Det var ikke sundt”

Susanne er en driftig kvinde. Hun er privatpraktiserende psykoterapeut, har tre gospelkor og leder hjemmekirken i deres hjem. Men selv hun har en grænse, og den nåede hun i foråret 2023: ”Jeg tog for meget på mig. Det er typisk, at jeg tager ’faklen’ og gør det meste selv. Struktur er ikke mit stærke kort. Det er faktisk imponerende, at det gik i 20 år. Men så gik jeg ind i en væg. Folk havde vænnet sig til at komme, og så var alt parat. De har været gavmilde i tjenester og tid, så det var mit ansvar, at jeg ikke var mere uddelegerende. Det var ikke sundt for mig eller kirken, at jeg både ledte mødet og ledte lovsangen.”

”Nu har Philip overtaget ledelsen af kirken. Han har været med altid og er også mere struktureret end mig”, forklarer hun. ”Nu er der grupper, der hver har ansvar for et område, bl.a. et team, der har ansvaret for den åndelige ledelse af hjemmekirken.”

Mennesker kommer til tro

Det sunde i vores kirke er, at mennesker kommer til tro.

”Det sunde i vores kirke er, at mennesker kommer til tro. Vi oplever, at Gud er nær”, fortsætter Susanne og forklarer sit syn på en sund kirke: ”Det er, at man beder, beder og beder, lovsynger i bøn og er autentiske og ærlige. Vi skal være personlige og dele vores liv. Budskabet skal være helt nede på jorden, så alle kan forstå det. Så kendetegnene er stærk bøn og lovsang. I en sund kirke kender man Helligånden og inviterer Helligånden ind: Det er det, der giver frugten.”

Sårbarhed

I en sådan kirke er der plads til sårbarhed. Susanne fortæller, at der ofte er nogle, der græder – og det er ikke de samme hver gang: ”Der kom en ung pige, og hun syntes, det var pinligt at græde. Så sagde en anden til hende: ’Bare rolig, jeg græd i et helt år’.”

I en sådan kirke er der plads til sårbarhed.

Lige nu er halvdelen af deltagerne ikke kirkevante. Susanne inviterer i sine kor, mennesker hun møder, og andre inviterer fra deres arbejdsplads. Alle mulige relationer. ”Vi vokser ikke i antal, fordi vi har en lille lokation. Det er begrænset, hvor mange vi kan være. Derfor er vi også i gang med at netværke – dels med min søster Bettina Anker Wiik, som er præst, og dels med Cafékirken, der er i gang igen. Så vil vi samles én gang om måneden i en større sammenhæng. Det er vigtigt, at hjemmekirken ikke bliver en iltfattig dam”, slutter hun.

Læs også ‘Opbrud til sundt menighedsliv førte til martyriet …’