”Nu er det jul igen, nu er det jul igen”… Det lyder allevegne – senest 1. december.
Men det er jo ikke jul – endnu. Det er advent!
Jeg synes, vi har glemt at fejre advent og går direkte til julen.
I min kirke må jeg med skam melde, at vi ikke længere har adventsfest og julefesten er i år den 15. december. For vi kan ikke samle folk til en julefest efter juleaften.
Vores utålmodighed gør, at vi som oftest tager forskud på glæderne. Faren er, at glæden mister sin værdi.
Hvad blev der af forventningen? Advent betyder komme. Det er jo Jesus’ komme, vi forbereder os til. Den åndelige forberedelse på julen kan alt for nemt drukne i mad og gaver. Jeg griber i egen barm.
Så ser jeg minsandten, at der på en bornholmsk hjemmeside med reklame for brugsen i Gudhjem står:
”Advent kan være en tid, hvor vi stopper op og reflekterer over, hvad julen betyder for os personligt, og hvordan vi kan bringe lys og håb ind i vores egen og andres hverdag.”
Tak.
Glædelig advent.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende