Inspireret til fremtidens kirke

Inspireret til fremtidens kirke

”Jeg forlader denne konference med en tro på fremtiden”, siger BBU formand Nicolas Fromsejer om BaptistKirkens lederkonference.

Samlet af Lone Møller-Hansen,  

Hovedtaleren fredag, Søren Østergaard fra CUR, stod stadig på Københavns Hovedbanegård kort før lederkonferencen skulle starte i Fredericia. DSB var lammet, og det var for sent at finde alternative transportformer. Men den lidt akavede start på BaptistKirkens lederkonference var snart glemt. Med 89 deltagere og kun to afbud pga Corona, blev det en stor succes, stemningsmættet og alle drog hjem med nye tanker om fremtidens kirke.

Formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund Nicolas Fromsejer siger: ”Jeg forlod dette års konference med en tro på fremtiden – en tro på, at vi i fællesskab kan være med til at forme vores kirker rundt om i landet. Tak for et godt døgn og et godt program.”

To ting gjorde størst indtryk. Fredag aften bad vi for de mange burmesere, der var til stede, men også for de endnu flere, der lider i Burma/Myanmar. Der fortælles om nedbrændte byer, nedslagtning af dyr og mennesker, tusindvis af flygtninge i junglen og i Indien, hvor de heldigvis bliver taget imod i den kristne enklave Mizoram. Det var rørende at mærke taknemmeligheden fra burmeserne ved at være en del af et forbedende fællesskab her i Danmark.

I Guds hus er der mange boliger

Charlotte og Maria Thaarup, mor og datter, begge præster i Metodistkirken, holdt et meget rost oplæg om ”I Guds hus er der mange boliger”.

Det andet var lørdagens hovedindlæg af præsterne Maria og Charlotte Thaarup, datter og mor, fra Metodistkirken. De var velforberedte og havde nogle vigtige pointer ud fra overskriften ”I Gud hus er der mange boliger”. De betegnede vores kirker som et hjem med tre rum, entreen, stuen og køkkenet.

Entreen betegner indgangen til kirken og fællesskabet. Hvor velkommende er vi? Stuen er fællesrummet, gudstjenesten og her man bliver integreret, hvis man vil. Og køkkenet er stedet for de dybe og nære samtaler og indføring i tro og liv med Jesus. Ingen kunne tage fra denne del af konferencen uden at tænke på, hvordan vores egen kirke har det i de tre ”rum”.

Positiv stemning

Vibeke Dalsgaard, næstformand i BaptistKirken siger:
”Jeg oplevede en stor glæde allerede fra starten af konferencen. Lasse Åbom gav et lille indblik i præstekonventet, som var afholdt døgnet inden konferencen. Det havde været meget givende og positivt var udmeldingen, og jeg kunne reelt mærke på hele stemningen, at det havde været rigtig godt. Det smittede i den grad af på konferencen, hvor hele atmosfæren var præget af både samhørighed og kærlighed. Foredraget ”I min fars hus er der mange boliger” med Charlotte og Maria Thaarup og den senere workshop om Equmeniakyrkan havde utrolig mange gode pointer, som virkelig satte fingeren på vigtige punkter om rummelighed og mangfoldighed i kirken. Jeg tog beriget hjem med et stort håb for BaptistKirkens fremtid.”

Jeg tog beriget hjem med et stort håb for BaptistKirkens fremtid.

Udfordringer i mangfoldighed

Formand Per Beck supplerer:
Det var en hyggelig og givende lederkonference. Den gav mulighed for gode kontakter, en hyggelig middag og vægtige indlæg.

På konferencen skulle der vælges to seminarer, men dermed også vælges fire seminarer fra. Jeg valgte at høre om Equmeniakyrkan i Sverige og om migrantmenigheder (chinmenigheder) i BaptistKirken. Her er et par korte sætninger:

Vi har som danske baptister muligheder og udfordringer i mangfoldighed, herunder etniske forskelligheder. Vi skal lære af hinanden, og støtte og hjælpe hinanden i at finde vores plads i et samfund, hvor kontrol synes at være i højsædet, og hvor kirken ikke mødes med den største politiske interesse.

Fremtidens kirke vil i et eller andet omfang blive økumenisk.

Fremtidens kirke vil i et eller andet omfang blive økumenisk. Ved vi selv, hvad vi tror, kan vi bidrage til større fællesforståelse, og jeg tror, at det økumeniske samarbejde i høj grad bliver styrket gennem handlingsfælleskab.

Rammerne var fine på Trinity, og med 89 deltagere må vi sige, at det lidt højere prisniveau end vi har været vant til, ikke har været alt for afskrækkende.”

Nicolas Fromsejer

Tak at vi unge må være med

Nicolas Fromsejer havde glædet sig til at deltage i denne weekend. ”Som ung og som kristen er det vigtigt for mig, men især også BBU, at vi kan få lov til at være med til at forme og måske også udfordre den måde, hvorpå vi tænker, at fremtidens kirke ser ud. Det er nemlig i sammenspillet på tværs af generationer, at der kan ske gode tanker og ideer, som ikke kun sikrer nutiden, men også fremtiden. Jeg tror, det er vigtigt, at vi får lov til at være med til at forme fremtidens kirke, for hvis BaptistKirken skal have en fremtid, kræver det også de unges ideer og tanker.”

Vi er brødre og søstre

Dawt Hlei Kai

Dawt Hlei Kai, præst i Lai Baptist Church i Ringe, siger:
”Jeg er rigtig glad for at kunne deltage i sådan en konference. Alle workshops var motiverende. Jeg fik lyst til, at vi snakker sammen og beder for hinanden hver anden måned. Og i samarbejde med ungdomsledere planlægge og arbejde med, hvordan unge fra både vores egen kirke og andre forskellige nationaliteter kan komme til at interessere sig for Gud og kirken.
Jeg vil først og fremmest sige tak, fordi jeg kunne mærke jeres varme hjerter og det rørte mig helt, da I bad for os og for Myanmar. Vi er ikke bare kristne og ikke bare baptister; vi er “ brødre og søstre”. Det følte jeg helt ind i mit hjerte. Gud velsigne jer.

Læs også ‘Meget at arbejde med‘.

URL: https://baptist.dk/inspireret-til-fremtidens-kirke/