Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Og så bad guvernøren mig bede…

Og så bad guvernøren mig bede…

”Det ville aldrig ske i Danmark”, ler Per Beck. Efter et høflighedsvisit hos guvernøren i Kayanza i Burundi blev han bedt om at bede for landet.

Per Beck, formand for BaptistKirken er netop vendt hjem mange gode oplevelser rigere efter en tur til Rwanda og Burundi. Lande, hvor man ikke er bange for at vise sin tro offentligt.
Faktisk var Per og rejsefællen Jytte Kjølby fortrop for ikke mindre end 25 andre danskere, der i efterårsferien rejste til vores afrikanske samarbejdslande. De andre kom fra Bethelkirken, Roskilde, KvindeNetværket og Rotary. Og sluttede sig til Jonas Mortensen, vores udsendte i de to lande og hans familie, samt tre unge volontører fra BBU og spejderkorpset. Men alle var ikke samlet på ét sted på noget tidspunkt. Nogle skulle undervise på præsteskolen, andre besøge kvindeprojekter.

”Det hjælper virkelig”

Per og Jytte mødtes sammen med Morten Kofoed med talrige ledelser, og Per var især meget imponeret over effekten af låne-spare-grupperne og landbrugsprojekterne.
”De ændrer virkelig folks liv. Vi hørte fra mange, at de nu ikke behøvede at købe så meget mad, fordi de selv kunne dyrke det. Og at de havde råd til børnenes skoleuniform og bøger.”
I Burundi var fokus mest på uddannelse. Regeringerne i både Burundi og Rwanda begynder at stille større krav til bl.a. præsternes uddannelse. De skal have noget, der ligner en bachelor, for at blive ansat som ledere i menighederne. Det kræver en overbygning på præsteskolen i Rubura. Og så stilles der nye krav til kirkerne, bl.a. toiletter og p-pladser!
Samtidig er der en enorm vækst i de to kirkesamfund, som planter mange nye menigheder, og det kræver flere præster, end de kan nå at uddanne.

Vandprojektet indviet

Det primære formål med rejsen var indvielsen af vandforsyningen i Rubura i fredags. Rotary  har betalt langt størstedelen af vandprojektet, der har et budget på 600.000 kr., hvor BaptistKirken har bidraget med godt 50.000 kr.
Projektet giver vand til 8000 mennesker og strækker sig over knap 10 km, med et tappested ca. hver 500 meter. Der er i alt 20 tappesteder, foruden at vandet ledes direkte ind i sygeklinikken, tre skoler og præsteskolen.

”Det var et værre cirkus ved indvielsen. Vi havde først fået at vide, at det ville starte kl. 11, så kl. 12 – og kl. 16 begyndte vi ceremonien i kirken. Der kom en viceminister, og så var der nationalt fjernsyn på. Sandsynligvis var det årsagen til, at det kun var mig af danskerne, der fik lov til at tale, mens Rotarys danske repræsentant Peter Eigenbroth, blev erstattet af repræsentant for den lokale Rotary Club. Men der var ligesom ikke andre, der kunne repræsentere BaptistKirken i Danmark end mig”, spøger Per.

Containeren

Efter at have stået to måneder på en kaj i Bujumbura ankom sygeudstyret fra Danmark netop til Rubura, mens danskerne var der. Det var godt nok, for der var brug for autoritet, så indholdet af containeren landede de rigtige steder. I containeren var også en ambulance, som fik nummerplader på, så hurtigt som bureaukratiet tillod, men da var viceministeren netop kørt…

”Jeg kommer hjem endnu mere overbevist om vigtigheden i gensidighed og ligeværd i vores samarbejde. Vi skal finde former for respekt, og det er vigtigt, at vi ikke sender noget signal om at her kommer ’herrefolket’. Heldigvis virker det til, at vi har fælles mål for vores prioriteringer i den kommende periode. Det er godt at vide”, slutter Per Beck.

Giv din mening til kende