Vi kører 45 km fra Mae Sot for at komme ud til en fattig flygtningelandsby. En ung præst har ringet til Maria Pepps og spurgt, om to piger kunne komme til Faith House og bo. De var efter sigende seks og ni år gamle og boede hos deres bedstemor.
Imidlertid møder der os en mor på 26 år. Den ældste af pigerne, hende på ni år, ser væsentlig yngre ud. Den yngste er til gengæld kun fire år gammel. De to piger klynger sig til deres mor, som om de ved, hvad der er på færde – hvad de nok også gør.
En klods om benet?
Det viser sig, at den unge mor, en flygtning fra Myanmar/Burma, også har en søn på et års tid. Og i hjemmet, som er en slags garage, hvor de lejer sig ind i to rum og har opholdsrum/køkken i depotet, hvor udlejeren også opbevarer byggematerialer, er også en helt ung pige. Hun er svigerinde, 16 år gammel og har en søn på et års tid.
Og bedsteforældrene bor her også, fortæller de. De er bare gået på arbejde.
Problemet er, at kvindens mand har forladt hende. Hun skal arbejde og vil gerne af med pigerne. Selvom de i dagtimerne faktisk går i skole.
Formentlig skyldes hendes ønske, at hun igen gerne vil giftes – det er nemmere, hvis hun kun har ét barn, sønnen.
Kvinderne fra Mae Sot, Maria Pepps i grøn t-shirt, Gigi længst til venstre og Grace længst til højre sammen med pigerne, deres mor og lillebror i den garage, som er flygtningefamiliens hjem i Nordthailand.
Bedst for pigerne
Maria taler med den unge præst, som siger, at de er medlemmer af menigheden, men ikke har nogen uddannelse og arbejder som daglejere. Hun taler også med den store af pigerne, der siger, at hun helst vil blive og hjælpe sin mor.
Efter kort tids overvejelse svarer Maria præsten og kvinden, mens hun holder om de to piger, der tillidsfuldt læner sig ind til hende, at pigerne har bedst af at blive i hjemmet. De vil senere bebrejde deres mor, hvis hun sender dem væk. Hun kender til piger, der er blevet forkastet. Hun har selv 23 af dem hjemme i Faith House i Mae Sot.
”Men hvis de er i fare, og hvis moren vil sælge dem, så tager vi dem til os. Men vi vil hellere hjælpe familien på anden vis”, slutter Maria – inden familien får en stor pakke dagligvarer, så de kan klare sig lidt, foruden lidt thai-fastfood, vi havde købt på vejen dertil og ikke nået at spise endnu.
Vi slutter med at bede for familien og ikke mindst pigernes fremtid.
Tankevækkende og skrækindjagende. Dette er virkeligheden for tusindvis af børn verden over.
Giv din mening til kende