De sidste 30 år har Cynthia Maung brugt på at opbygge en klinik for flygtninge og illegale indvandrere og hjælpe dem på mange andre måder. På Mae Tao klinikken behandles over 100.000 personer årligt og der fødes 2500 børn. For et år siden flyttede klinikken ind i nye bygninger kun fem kilometer fra den thailandske-burmesiske grænse. Burmesere kommer også gående over grænsen for at komme på hospitalet. Tidligere måtte de krydse en flod i små både. Nu er forholdene så de kan gå over broen – men stadig med risiko for at blive anholdt.
Cynthia Maung fik BWA, Baptisternes Verdens Alliances menneskerettighedspris ved BWAs årsmøde i Bangkok i juli 2017.
Seks frivillige
”I 1989 startede jeg med seks frivillige sundhedsarbejdere. I dag er der over 500 ansatte og frivillige, som arbejder på sundhedsklinikken og med at uddanne sundhedsarbejdere.
Der er et enormt behov for hjælp til de 300.000 migranter og illegale flygtninge, som bor i området omkring Mae Sot”, fortæller Cynthia Maung.
Mae Sot er den by i det nordlige Thailand, hvor klinikken ligger. Mindre end 10% af de burmesiske flygtninge er registrerede, og de registrerede lever under kummerlige forhold i syv flygtningelejre langs grænsen. De har meget begrænset bevægelsesfrihed, de har ingen jord, de kan dyrke og er derfor afhængige af hjælp udefra.
Det er lykkedes Cynthia Maung at opbygge den nye klinik med plads til 200 patienter og dertil lige så mange pårørende, fordi myndighederne har brug for aflastning af de offentlige sygehuse.
Under radaren
”Vi går under radaren. Men vi kunne ikke godkendes som hospital, så derfor hedder det en klinik, og alvorlige tilfælde henvises til de omkringliggende hospitaler”, fortsætter hun.
Det standser ikke den driftige læge, at de ikke er godkendt. Hun har nu planer om nye bygninger ved siden af hospitalet, som skal bruges til uddannelsen af sundhedsarbejdere, sygeplejersker og læger. Der kommer et stort antal læger og lægestuderende fra hele verden hvert år og giver frivillig tid på klinikken.
På klinikken er bl.a. afdelinger for fødsler, børnesygdomme, underernæring, diarre, lungebetændelse og fysioterapi. Der kommer også patienter fra Burma, som er sårede efter at have trådt på landminer. Netop landminer er en af grundene til, at de mange flygtninge ikke kan vende hjem til deres landsbyer i Karen i Burma. Hver eneste dag bespiser hun og hendes medarbejdere 500 mennesker.
Malaria-tilfældene er nu stærkt reduceret – ikke mindst pga. Cynthia Maungs klinik. Tuberkulose, kræft og lignende henvises til de thailandske hospitaler, ligesom de ikke kan give medicin til nye hiv-patienter. De behandler i forvejen 50 patienter med den livreddende, men dyre medicin.
Vold i hjemmene
Den lille, gråhårede kvinde med den stærke udstråling har også taget ansvar for et arbejde mod vold i hjemmene, som er udbredt blandt de illegale migranter. Hun og hendes mange medarbejdere arbejder i praksis med menneskerettigheder hvert eneste minut af dagen.
Cynthia Maungs arbejde støttes af kirker, internationale organisationer og individuelle donorer fra hele verden. Hun har tidligere modtaget adskillige priser og blev i 2003 udnævnt af Time Magazine til at være en af Asiens Helte.
Giv din mening til kende