Et ranglet håb
Thaw Dar er en ranglet pige på 16 år, smilende og med musikalsk talent. Hun har boet i Faith House fra hun var 12 år. Hendes forældre blev skilt, da hun var et år gammel. Moderen flyttede med sin datter til Thailand, men blev psykisk syg og kunne ikke arbejde. En lærer holdt øje med Thaw Dar og henvendte sig til Maria Papps, om pigen kunne få lov til at bo hos hende.
Thaw Dar er et eksempel på den klemme, de illegale flygtninge er i – for hun er i praksis statsløs, har hverken burmesisk eller thailandsk statsborgerskab. Og hun ved ikke, hvor hendes forældre er. Men hun vil gerne være stewardesse, siger hun og betror mig, at hun aldrig har været oppe at flyve.
Siden da har hun oprettet et hjem for i alt 30 piger, der sikkert var endt i prostitution uden hende og de andre frivillige hjælpere, såsom Grace og Gigi, begge også baptister, fra Filippinerne og enlige kvinder.
De startede i et hus mindre end et almindeligt dansk parcelhus. Her boede ca. 20 piger sammen med to voksne kvinder de første ti år. Pigerne var ofte blevet forladt af deres forældre, eller boede sammen med en mor eller far, der ikke kunne tage vare på dem. En bedstemor var indstillet på at sælge sit barnebarn for 500 bath, ca. 100 kr. Nogle af pigerne var seksuelt misbrugte. Alle var de karenske flygtninge.
Et hus af tro
Hjemmet, som Maria har opbygget, bliver kaldet Faith House, Huset af tro – og det er virkelig en bekræftelse på bønner og på en tro på en Gud, der handler i virkeligheden.
En generøs canadisk nabo tilbød for fire år siden at bygge et hus til Maria og hendes piger, og i dag bor de lidt uden for Mae Sot, dels i et pigehus, med plads til ca. 28 piger, fire på hvert værelse og dertil eget toilet, og dels bor de to voksne, som tager sig af pigerne, i deres eget lille hus. Køkkenet er uden vægge, med spiseplads til alle pigerne. Derforuden fik de et bibliotek, her er både vægge og dør! Og en – igen åben, men overdækket – mødeplads.
Maria og Grace hjemme hos en gæstfri karensk flygtningefamilie.
Byggede en skole
Maria opdagede hurtigt, at det var et problem med skolegang, så hun fik bygget en skole, hvor der nu er 300 elever – alle migranter uden opholdstilladelse. Myndigheder går ikke efter børnene, men de kan finde på at følge efter dem på vej hjem fra skole for at anholde deres illegale forældre, som givetvis arbejder for en ussel løn hos et thai-firma.
Af samme grund – fordi de illegale migranter udnyttes af virksomhederne – var det ikke populært, da den thailandske regering for nylig bekendtgjorde, at nu ville man anholde illegale migranter. Det førte til en strøm ud af landet, og mange virksomheder opdagede, hvor afhængige de er af de illegale arbejdere. Så nu er der pres på regeringen for at omgøre loven. Imens raser frygten mellem de mange illegale migranter.
Blandt muslimer
Men ikke nok med skole og Faith House. For fire år siden kom Gigi til Mae Sot, og tilbød sin arbejdskraft. Hun har startet et lille hjem for seks piger inde i Mae Sots muslimske bydel. De sælger is, kaffe og kager fra det, de kalder Blessing, Velsignelse. Og her kommer selv de muslimske naboer og beder de kristne om hjælp, med at passe børn, eller med forbøn i tilfælde af sygdom.
Mad til 40 familier
De tre kvinder og deres ansatte hjælpere gør virkelig en forskel i det ellers mistrøstige liv, der leves som flygtning. Det var regntid, mens jeg besøgte stedet. Det forhindrede ikke disse kvinder og de store piger (pigerne er i alderen 9-21 år) i hver uge at sørge for en madration til ca. 40 familier, som bor i bakkerne omkring Mae Sot. De bor i blikskure, måske med en smule land, de kan dyrke, og arbejder for en meget lille løn, måske 1600 bath om måneden, ca. 320 kr.
Søndag havde vi brugt timer på at købe ind og få mest mulig ud af de penge, der var til rådighed; 10 kg ris pr. familie, en pose sukker og en pose salt, en flaske olie og en flaske fiskesovs, to dåser sardiner og et kilo tørrede fisk (puh, hvor de lugter!) samt lidt nudler og bønner. Alt sammen fik de for ca. 100 kr. pr. familie.
Kvinder, mænd og børn stod og ventede i regnen mandag eftermiddag, da vi kom i varebilen, som var tungt læsset. På ladet var foruden poser med ris og mad også fem af de store piger, som hjalp til med uddelingen. Alt foregik meget værdigt, og det var tydeligt, hvor glade familierne var for den hjælp, de fik. Og børnene var glade for de kiks og en brik mælk, som der også var blevet råd til.
Ingen curling
Og der er ikke noget curling over disse piger… de står selv for madlavning, rengøring og tøjvask i fællesskab. Uden et kny. Måske især de store piger tænker over, hvad der havde været deres alternativ.
Giv din mening til kende