Indimellem ligger Kristi Himmelfartsdag. I de fleste menigheder er dagen en temmelig overset helligdag. På gudstjenestelisten på baptistkirken.dk er der ikke én eneste gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag.

Men læser man beretningen i Apostlenes Gerninger 1,3-12, er det svært at forstå, at dagen ikke fylder mere.

Jesus lover disciplene, at de skal døbes med Helligånden “om ikke mange dage”. Forventningen griber dem, og de spørger: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene får ikke en dato, men et løfte og en opgave: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer…” Og Jesus gentager løftet om, at der vil ske store ting, når Helligånden kommer.

Og så sker det: Jesus forlader disciplene – på en sky. To mænd i hvide dragter dukker op og forklarer, at Jesus vil komme tilbage på samme måde, som de så ham stige til himmels.

Det er en tekst, der har det hele: drama, store løfter, uforklarlige hændelser og en ‘cliffhanger’ af en afslutning.

Jesus levede som menneske på jorden. Han overvandt døden og opstod fra graven. Men himmelfarten fortæller os, at han ikke bare vender tilbage til den samme begrænsede tilstedeværelse som før. Som menneske på jorden var Jesus ét sted ad gangen. Med himmelfarten peger han frem mod en anden og større nærhed – gennem Helligånden.

Derfor er Kristi Himmelfartsdag ikke bare en mærkelig mellemdag mellem påske og pinse. Den minder os om, at vi lever mellem løftet og opfyldelsen. Vi venter – men vi skal handle, mens vi venter. Vi venter med en opgave: at leve og dele budskabet om Gud, der blev menneske af kærlighed til os.

Kristi Himmelfartsdag er en overset helligdag. Men den rummer både løftet, opgaven og ventetiden. Den er værd at fejre.

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Jeg synes, vi har glemt at fejre advent og går direkte til julen.

I min kirke må jeg med skam melde, at vi ikke længere har adventsfest og julefesten er i år den 15. december. For vi kan ikke samle folk til en julefest efter juleaften.

Vores utålmodighed gør, at vi som oftest tager forskud på glæderne. Faren er, at glæden mister sin værdi.

Hvad blev der af forventningen? Advent betyder komme. Det er jo Jesus’ komme, vi forbereder os til. Den åndelige forberedelse på julen kan alt for nemt drukne i mad og gaver. Jeg griber i egen barm.

Så ser jeg minsandten, at der på en bornholmsk hjemmeside med reklame for brugsen i Gudhjem står:
”Advent kan være en tid, hvor vi stopper op og reflekterer over, hvad julen betyder for os personligt, og hvordan vi kan bringe lys og håb ind i vores egen og andres hverdag.”

Tak.
Glædelig advent.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Ventetiden gør os tavse.

Mens vi venter i tavshed, har tankerne frit spil til at tænke på alt det, der ikke blev eller blev helt forkert. Mens vi venter, har vi tid til at tænke på, at livet kunne have været anderledes. Mens vi venter på julen, opdager vi måske, at heller ikke denne jul giver os en ny og anderledes tilværelse.

Brister håbet, mens vi venter?

Nej!

Det må vi insistere på.

Håbet er ikke noget, der kommer. Håbet er allerede. Livet er fuldt af håb. Håbet brister ikke. Englen Gabriel kom med håbet til Maria: ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.” Og håbet kom til os alle ni måneder senere i Betlehem.

Vi kan være utrygge og frygte: For os selv og for verdens fremtid. Men frygten må ikke tage livet af håbet. ”Frygt ikke” sagde englen til hyrderne på marken. De blev nok skræmt, men gik alligevel til stalden, hvor de fandt håbet. Frygten må ikke sætte sig i os, så vi mister håbet. Når vi holder fast i håbet, kommer glæden. Den glæde, der skal være for hele folket, for ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

Lyset er på vej tilbage om få dage. Håbet er her allerede.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Drømmene blev slået i stykker, da Jesus blev hamret fast på et kors langfredag. Disciplene stod tilbage i undren og frustration, for alle deres forventninger var knyttet til det, Jesus sagde og gjorde. De havde efterladt alt for at følge ham og være med i den revolution, han var ved at starte.

Nu var det hele forbi. Jesus var død og deres følelser var i oprør. Den ene havde sladret om ham for 30 sølvpenge og kunne ikke leve med det. En anden havde nægtet at kende ham, og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere sin fejhed.

Deres liv var vendt på hovedet i løbet af en eneste dag og nu sad de sammen og forsøgte at finde mening i bare noget af det, der var sket. Mon ikke der har været en trykket atmosfære? – for hvad skulle de nu?

De havde givet slip på alt for at følge håbet om noget nyt og bedre – og var sikkert blevet grinet ud af familie og gode venner for at forfølge en absurd drøm. og nu fik de ret, dem der havde sagt, de hellere skulle koncentrere sig om at fange fisk i Genesaret sø.

Det var så virkeligt, da Jesus talte om Gudsriget

Men det var så virkeligt, da Jesus talte om Gudsriget, som han ville indføre. Det var det, de gerne ville være en del af. Det bankede på en særlig måde i deres hjerte, når han talte om, hvordan alle ville være lige og ingen mere værd end andre. De så, at Guds kraft kunne gøre mirakler i menneskers liv – og det ville de gerne være en del af, sammen med Jesus.

Noget nyt var født i dem – selv om de ikke helt vidste, hvad det var, eller hvad det kunne betyde. De vidste bare, at de ikke kunne opgive deres nye liv. Det havde været så rigtigt og de drømte stort om, hvordan det kunne udfolde sig.

Indtil denne morgen, hvor status var, at Jesus var død og hang på et kors – til grin for hele Jerusalem. Disciplene havde mest lyst til at gemme sig, og det gjorde de så, mens de tænkte over fremtiden. For de kendte ikke slutningen på påskens fortælling – som vi gør.

Det er lige her, jeg bedst kan relatere til påskens ord om døden. Her, hvor alt er umuligt at overskue og mine drømme er slået i så små stykker, at jeg skammer mig over nogen sinde at have troet på, at de kunne blive til virkelighed.

Fotograf Bent L. Hansen har taget billederne af den dansk/islandske kunstner Olafur Eliassons installation i Strandparken i Holbæk.

Jeg føler mig til grin for at have troet på en bedre verden, hvor der var plads til alle slags mennesker. Hvor vi behandlede hinanden med værdighed. Hvor vi ville hinandens bedste, i både små og store fællesskaber.

For alt det, jeg troede på, der kunne vokse frem i Gudsriget – når Gud fik magt og mulighed i menneskers liv – var det bare fantasi?

Har jeg misforstået, hvad livet handler om? – og spildt det undervejs? Når alt er slået i stykker og jeg ikke kender hverken det næste kapitel af mit livs fortælling – eller slutningen.

Jesu disciple anede intet om påskemorgen og det mirakel, vi fejrer i kirkerne, når vi siger “Han er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden!” Disciplene måtte forholde sig til den virkelighed, at Jesus var død og alle hans løfter om en bedre verden var væk.

Jesu disciple anede intet om påskemorgen

Mange kunstnere har beskrevet mørket på den dag, som vi kalder langfredag, men vi hopper hellere videre til påskemorgens lys – selv om vi lever langt flere dage i mørket – måske i et mismod, som vi skammer os over. For vi har jo hørt om det mirakel, Gud gjorde i opstandelsen.

Vi er i ventetiden, som er svær, for hvor længe vil den vare? Vi venter på, at noget nyt skal spire frem af det, vi har lagt i Guds hænder, som små frø, der ligger i jorden, til de er klar til at spire frem, bryde jordoverfladen og blive synlige.

Ventetidens usikkerhed vælter mange. Vi opgiver troen, for den er oppe mod ulige odds. Vi opgiver måske også håbet, for det gør ondt at mærke smerten ved erkendelsen af, at jeg kan have taget fejl. Så jeg venter videre i blanding af tro, håb og mismod, som jeg helst ikke taler om.

Der er et billede i biblen af hvedekornet, der må lægges i jorden for at kunne spire, vokse op og bære frugt. Det er fint at henvise til, når vi ser de første forårsblomster spire frem. Men det er mindre fint, når den overførte betydning rammer os – når det er mig og mit liv, der må lægges ned i kold jord for – måske – at spire efter lang tid i ubemærket mørke og i fugtig jord.

Alt det kommer før, vi når til påskemorgens fejring af Jesu opstandelse. Før vi synger de elskede påskesalmer om livets sejr over døden og mærker, at vi er en del af Guds vinderhold. Før vi glæder os over at sige “Han er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.”

Men påsken er ikke en engangsforestilling i vores liv, som den er i biblens fortælling. Den er et tema, vi møder livet igennem og et vilkår for ethvert menneske.

Vi må investere os selv i livet – og tro på, at det giver udbytte, for os selv og for andre. Historien er fuld af eksempler på, hvor meget verden kan ændres gennem små tiltag og minimale indsatser.

Det er vigtigt, vi kommer med selv de mindste bidrag, for der sker noget helt forunderligt, når de bliver lagt i Guds hænder og han planter det i Gudsrigets jord, hvor småt bliver stort.

Gud overrasker mig igen og igen med det, der vokser frem af de små frø, jeg kommer med. Det kan være småbidder af det, jeg har evner til at gøre – eller stumperne af noget, jeg har ødelagt. Gud forvandler det og skaber mere liv, når han klinker skårene af det, jeg har slået i stykker.

Gud genrejste Jesus fra døden.

Gud ønsker at genrejse os, genoprette vores liv og gøre os til velsignelse.

.

Andre artikler om påsken: 

Påsken er en bevægelig fest

Påsken kommer med håbet

Påskens brændende kærlighed

God påske

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere