Lyt til artiklen:

”Det er bedre, at de er lidt sjove for børn. Så man ikke bare får læst sådan en kedelig historie op for sig,” siger Ludvig Martens på 10 år. Lillebror Sigurd på 7 år mener også, at han husker historierne: ”Fordi jeg har hørt det for sjov.” Drengene er gået med til interviewet om de skøre historier, der i et par uger har været godnatfortællinger i hjemmet. Historien om Elias og Kong Akab i Første Kongebog, kapitel 18, er et hit. Når Akab byder Elias velkommen på slottet med ordene: ”Du er lige så velkommen, som et myggestik på min ene balle!” synes drengene, at det tager godnathistorierne til nye højder.

Jakob Svendsen

Jakob Svendsen (født 1980) er en dansk standupkomiker, der har vundet Danish Open og tre gange været nomineret til Årets Talent ved Zulu Comedy Galla. Han er uddannet cand.scient. og har undervist i matematik og datalogi på Gladsaxe Gymnasium. Jakob debuterede som komiker i 2009. Med udgangspunkt i sin kristne tro har han lavet de to shows ’Kristen i krise’ og ’Næste(n)kærlig’.

Jakob Svendsen (Foto: Christine Louw)

Har Gud humor?

Det spørgsmål stillede ”Anne” engang på religion.dk.  ”Humor er en menneskelig egenskab … Men så snart du vil overføre en menneskelig egenskab til Gud, skaber du Gud i dit eget billede,” var svaret. Når man læser Jakob Svendsens ”Bibelen for sjov”, er det svært ikke at tro, at det faktisk forholder sig omvendt: Gud har humor, vi er skabt i Guds billede og derfor har vi også humor! Måske er Jakob Svendsen skabt i et billede med særlig indramning, hans humor er i hvert fald lidt ud over det sædvanlige.

Formidling i børnehøjde

”Formålet er at formidle glæden ved noget, der betyder utrolig meget for mig,” siger Jakob om bogen. I sin formidling bruger han moderne sprog og referencer, som børn kan forstå. Det bringer bibelhistorierne ned i børnehøjde. I næsten alle historierne inddrager Jakob Svendsen elementer fra hverdagen og populærkulturen. På den måde bliver fortællingerne genkendelige og underholdende.

Dyreperspektiv og forskydning er et par af de andre tricks Jakob bruger til at fange børnenes opmærksomhed: Når Jesus renser templet, er det duerne, Thilde og Sanne, der fortæller historien fra deres bur på tempelpladsen.

Sigurd (tv) og Ludvig (th) (Foto: Jakob Martens)

Standup med respekt

Standup-genrens hurtige opbygning til en vittighed gennem to tre replikker går igen i mange historier. Det er måske bogens største svaghed: At historierne egner sig langt bedre til at fremføre på en scene end til traditionel højtlæsning for børn.

I Aalborg fortæller Ludvig og Sigurds far, Jakob Martens, at han hurtigt blev klar over, at drengene fik meget mere ud af historierne, når han ”spillede” de forskellige figurer.
”Men det krævede lige en gennemlæsning eller to, før jeg fik alle detaljer, ordspil og underliggende meninger med,” siger Jakob Martens.

Uanset virkemidler sker formidlingen gennem hele bogen med stor respekt for de bibelske fortællinger. Humoren fordrejer ikke budskaberne, men medvirker nogle steder til, at bogen virker en smule overfladisk.  Men det ændrer ikke ved, at ”Bibelen for sjov” har et stort potentiale i forhold til forkyndelse for børn.

Illustrationerne

Bogen er rigt illustreret med detaljerige sort/hvide stregtegninger, der hver for sig fortæller en historie. En lang række af de mere morsomme replikker er fremhævet med en iøjnefaldende skrifttype. Det er umuligt at overse, at hyrden Lukas i juleevangeliet ikke forstår de tre vise mænd:

”WHAT?!” hviskede Lukas til de andre. ”Guld er da okay – men MYRRA? Og så har de taget røgelse med herind? Der er fuld af hø? Det er super-brandfarligt… Hvad tænker de på?”

Mikkel Straarup Møllers illustrationer understøtter fortællingerne på en fantasifuld og levende måde, der bidrager til formidlingen af budskaberne til børn. Et eksempel på Mikkel Straarups humoristiske stil er en illustration af Gud, der fumler med en limpistol og æsker med øjne og fjer, mens han skaber dyrene. Et andet sjovt eksempel er bogens forside, hvor flasken med ”Kildevand” har undergået et mirakel og indeholder en rød væske…

Køkkenet er fyldt med latter

I køkkenet hos familien Martens er far Jakob efterhånden ved at overtage rollen som interviewperson. Vi får læst højt af flere af historierne. Drengene foreslår på skift de sjoveste replikker. Sigurd er vild med historien om David og Goliat:
”Den er sygt sjov. Når Goliat råber gi’r det ekko. Så råber David bare ’Hvad drikker Møller’…”
I Flugten fra Ægypten er det illustrationen af de delte vande, der er sjovest, mener Sigurd:
”Der er en hale fra en hval og en ubåd.” Vi kigger på tegningen og ser en kvinde, der bærer på en mikrobølgeovn og et vejskilt med ”Glat i vådt føre.” Nu er det pludselig de voksne i selskaber, der griner højest.

I historien om Babelstårnet spiller Jakob Svendsen på den dobbelte betydning af ordet grund – når man bygger, skal der både være en grund til at bygge og en grund at bygge på. Både Ludvig og Sigurd griner højt, da de skal forklare vittigheden: Den har de nemlig fanget.

En Gud for børn

“Bibelen for sjov” præsenterer en Gud, der er både magtfuld og kærlig. Men også en Gud der er humoristisk på et plan, børn forstår. I køkkenet er Ludvig og Sigurd meget bevidste om bogens formål: ”Den laver ikke grin med Gud,” siger Ludvig og Sigurd fortsætter: ”Den laver bare sjov.”

Bogen fokuserer på Guds positive egenskaber. Den præsenterer Gud som en, børn kan elske og ikke behøver bekymre sig om at frygte. Ludvig og Sigurd holder meget af den Gud, de møder i ”Bibelen for sjov.”

Hvordan får jeg fat i “Bibelen for sjov”

Køb “Bibelen for sjov” der, hvor du plejer at købe bibler – eller bestil direkte hos Bibelselskabets Forlag

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Maria Bjørsted, 46 år og frikirkepræst i Vrå Baptistkirke, har selv været med de to første gange via Ung Mosaik. I sommer fik hun lyst til at trække BaptistKirkens og Evangeliske Frikirke Danmarks ledere med.

Billetterne solgte næsten sig selv

– da vi slog et slag for det på sommerstævnet. Sidste aften på sommerstævnet i Mariager prædikede Maria under overskriften ”Nåde til de næste” om nødvendigheden af, at vi som kirker forstår at få næste generation bevaret. Bagdøren har i årevis stået alt for åben. Det er en hjertesag for mig, at vi laver kirke for alle generationer og ikke bare kun tænker i traditionskirke. Efter stævnet så vi meget glædeligt, hvordan ivrige præster greb opfordringen til at sende deres ledere på ”Gi Jesus Videre”-konferencen i Norge. I weekenden var der både præster, menighedsrådsmedlemmer og børne- og unge-medarbejdere afsted fra Danmark.

Missionskirkens initiativtager til “Gi Jesus Videre”-konferencen – også kaldet konferencens mor – Linda Andernarch (Foto: Gert Bjørsted)

”Gi Jesus Videre”-konferencen i år samlede omkring 1.000 deltagere i Filadelfias fine faciliteter. Kristiansands kirker er en væsentlig del af det norske bibelbælte med mange inspirerende menighedsplantninger i nyere tid. Kristiansand midtby, der med få kvadratiske streger blev anlagt af danske Kong Christian den fjerde, bliver i daglig tale ofte kaldt Kvadraturen. Her ligger kirker placeret på næsten ethvert gadehjørne. De blev traditionen tro også i år taget i brug til de mere end 50 seminarer, der på to døgn skulle afvikles for de 1.000 fremmødte. Overskriften var hele tiden på norsk: ”PLASS TIL EN TIL”.

Unge nepalesere fra Brovst (Foto: Gert Bjørsted)

Hvad fik danskerne med sig hjem?

Unge nepalesere fra Brovst Baptistkirke udtaler:
”Vi vil især huske, at vi altid skal have plads til en mere i fællesskabet. At det er vigtigt, at vi faktisk har et etableret fællesskab. Vi fik nogle værktøjer til, hvordan vi kan give Jesus videre.

Vi må have mere målrettet fokus på børn. Børnene er kirkens fremtid, men det starter i nutid, for de er jo næste generation. Vi skal turde at give dem ansvar, træne dem, så de tidligt kan vokse åndeligt.”

Var der noget der var anderledes?

Der var mange nordmænd! I Danmark er vi ikke vant til at være i så store fora. Nordmændene samler langt flere, end vi kender til i Danmark. Vores kirker er ofte meget små i sammenligning med Norge.

Heidi Kristiansen

Nordmænd synes meget mere påvirket nationalt af den kristne tro, end vi måske oplever i Danmark. Men konferencen blev jo afholdt i det norske bibelbælte, så måske derfor.

Heidi Kristiansen, 52 år, fra Roskilde Baptistkirke fortæller:
”Jeg føler mig så opmuntret og velsignet. Jeg har meget nydt at være i Guds nærvær. Jeg er imponeret over den åndelige og praktiske kvalitet, der var over konferencen. Det var dejligt at mærke, at vi var mange fra både Danmark og Norge, der hører sammen i et større fællesskab. Vi fik god inspiration til arbejdet med børn.

Henvender det her sig til alle generationer?

Heidi svarer videre:
”Ja, jeg er imponeret over, at de kan lave et program, som kan ramme så bredt. Uanset om man er teenager, ung eller halv-gammel som jeg, kan man finde noget, der er målrettet os alle hver især.

Jeg er selv lærer på Professionshøjskolen og må jo sige, jeg er imponeret over, hvor veldokumenterede seminarernes oplægsholdere var. De har jo forsket i tingene, så der er jo virkelig god viden, det er ikke bare de der teser, man typisk møder. De har jo forsket i deres påstande og har en PhD.”

Philip Fodgaard (Foto: Gert Bjørsted)

Philip Fodgaard, 40 år, præst i Bethaniakirken Aalborg fortæller:
”Det er første gang, jeg er med. Jeg har fået en masse inspiration om, hvordan vi kan lave fællesskab. Det er vigtigt, at vi discipelgør børn og unge. Fik et nyt syn for, hvor vigtigt det er, at vi arbejder med det relationelle i vores kirker. At vi brænder for at ’connecte’ med mennesker om Jesus.

Jeg kan se, at dem vi har haft med fra Aalborg, de har fået rigtig meget ud af det her.

Selv er jeg blevet bekræftet i flere af de ting, jeg arbejder med derhjemme, at det er noget, der virkelig giver mening, ja at jeg trofast skal fortsætte med at holde kursen.”

Gitte Madsen (Foto: Gert Bjørsted)

Mere begejstring!

Gitte Madsen, 57 år fra Frikirken Sæby, er også begejstret:
”Dejligt at se alle de unge mennesker, og se hvor vildt de går op i det, de gør.

Der var mange nye input, der udfordrede den måde, vi typisk har formuleret os på, som pludselig gav god mening. For eksempel måden vi inviterer til familiegudstjeneste på: Det er uheldigt, at vi ureflekteret i årevis ikke har forstået, at det let kan opfattes som kun værende for børnefamilier. Hvorfor finder vi ikke et langt mere inkluderende ord, der favner mere bredt? Måske skulle vi kalde det fællesskabsgudstjeneste eller ’alle sammen gudstjeneste’.

Sådanne detaljer var de gode til at italesætte og komme med input omkring.

På spørgsmålet om det er en konference, flere danskere skal deltage på, er Gitte helt klar:
”Ja, jeg synes, det er fedt at se mennesker blive inspireret på tværs, ikke mindst at opleve den store gruppe af danskere, som har været afsted. Det har været lærerigt at snakke sammen på tværs”.

Joachim Baldur (Foto: Gert Bjørsted)

“Vi burde få dette til Danmark”

Joachim Baldur, 21 år fra Vadum Kirkecenter:
”Jeg har fået et godt perspektiv på, hvordan man åbner kirken. At vi skal træde ud af kirken, så vi ikke bare venter på, at folk kommer til os. Kirken er en base, et sted hvor vi kan motivere os selv til at komme ud af kirken.

Super, hyggeligt, at være her i Norge, sproget kræver lidt koncentration, men vi skal da afsted igen!”

Henrik Dam (Foto: Gert Bjørsted)

Henrik Dam 49 år, formand for Vestermarkskirken i Grindsted får lov til at slutte beretningerne fra konferencen:
”Jeg kan godt lide helheden her, at de unge ikke bare er nogen, vi skal sende ind i børnekirken under en given gudstjeneste. Vi skal tænke i helhed og tænke næste generation som samlet menighed. Vi skal være en ambassade, hvor mennesker kan opleve himlen. Jeg synes seminarerne i Norge kobler godt med os i Danmark. Vi skal helt klart afsted om to år. Vi burde få dette til Danmark.”

”Gi Jesus Videre”-konferencen afholdes for fjerde gang i Norge den 23.-24. oktober 2026.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten

Find flere

Lyt til artiklen:

Der har været Sommerhøjskole i Rebild siden 1987. Fra begyndelsen har der været rift om pladserne, og mange år har der været venteliste for at komme med. Hvert år lægger staben et stort arbejde i at sammensætte et spændende program med lærerige foredrag, spændende udflugter, sang og musik og ikke mindst tid til fællesskab med nye bekendte og gamle venner.

Opdækning til den afsluttende festmiddag og -aften (Foto: Bjarne Bjørn Nielsen)

Fællesskabet betyder alt

Bente Wenborg fra Aarhus er en erfaren deltager på Sommerhøjskolen. Hun har været med seks gange sammen med en lille gruppe fra Aarhus, der er vokset fra fem – seks deltagere til otte i år.

Det nære fællesskab fylder, når Bente fortæller, hvorfor hun tager på Sommerhøjskole:
”Jeg tager på højskole, blandt andet fordi jeg synes, det er dejligt at få lov til at være sammen med nogen, man kender i forvejen. Jeg er jo sammen med dem fra Aarhus til hverdag, men her får vi mange flere timer sammen. Så kommer vi til at snakke meget dybere, end vi gør i hverdagen derhjemme.”

Koncert i Mariager Kirke med Dorthe Zilke og Søren Johannsen (Foto: Bjarne Bjørn Nielsen)

”Men det er også dejligt at møde nye mennesker, som man kommer i snak med. Det er altid interessant at se, hvad de andre er for nogle. Vi er en meget blandet flok på Sommerhøjskolen og det er fint,” siger Bente.

Johannes var nybegynder

Muligheden for at møde både gamle venner og få nye, var også det, der fik førstegangsdeltageren Johannes Kjær fra Fårup med på Sommerhøjskole:
”Jeg var jo nybegynder. Og som nybegynder vidste jeg jo ikke rigtig, hvad der ventede mig. Jeg kendte jo programmet og vidste, at det var i kristeligt regi blandt andet med både morgen- og aftenandagt. Den første foredragsholder var skuespilleren Lone Hertz, der talte om det nye bud: I skal elske hinanden. Og det var sådan, jeg oplevede højskolen: At selv om man ikke kendte hinanden alle sammen, så var forventningen, at man holder af hinanden.”

Johannes fortæller, at han havde modtaget flere opfordringer til at tage på Sommerhøjskole. Først efter han er blevet enkemand, har han fulgt opfordringerne. Det blev til glæde og inspiration:
”I min ungdom boede jeg på Sjælland og nu mødte jeg nogle af dem, jeg kendte fra dengang. Vi har ikke set hinanden i måske 40 år. Det er venner og bekendte, som jeg har fået gennem kirken og nu talte vi sammen, som om vi senest mødtes for en uge siden.”

Foredrag med tv- og radiovært med meget mere, Georg Julin (Foto: Bjarne Bjørn Nielsen)

Johannes fremhæver også muligheden for at udvikle nye venskaber. Alle kommer fra vidt forskellige personlige situationer og det giver mulighed for at dele både det, der er hårdt og det, der er nemt og glædeligt:
”Man kommer til at kende nogle, man ikke kendte så nært tidligere. Det synes jeg, er en vigtig ting ved Sommerhøjskolen.”

Indholdsrigt program

Sommerhøjskolen bød også i år på et omfattende og indholdsrigt program. Formiddage og aftener med foredrag om så forskellige emner som ”Uægte børn” og ”Lykke-Per”: Jan Kornholt fortalte om sin far og morfar, der ikke skulle have været født og Fleming Kloster Poulsens delte ud af sin viden om Henrik Pontoppidans romanfigur.

Indgangstunnel til Regan Vest (Foto: Bjarne Bjørn Nielsen)

Ugen bød også på udflugt til Regan Vest dybt nede under Rold skov. Her skulle regering og kongehus søge tilflugt, hvis fronterne i fortidens kolde krig pludselig tøede op. En tankevækkende oplevelse, når man selv har oplevet den kolde krig.

Eftermiddage med meningsfuld aktivitet

Eftermiddagene gik med aktiviteter. Johannes fik mulighed for at tage skak-spillet op igen – i hvert fald et enkelt parti. Og Bente fremhæver ”Gå Banko” som en meningsfuld aktivitet:
”Du går en tur og finder små sedler, som du krydser af på din bankoplade. Hvis du er heldig, får du banko, når du er nået turen rundt. Og så vinder du en lille bitte gevinst, men du har været ude at gå en tur, og det er også en gevinst.”

”Præstens værksted” var aktiviteten hvor Raymond Jensen var tovholder. Johannes fortæller om sin oplevelse:
”Her sad vi en mindre kreds – en syv – otte stykker og talte sammen efter oplæg fra Raymond. Det var virkelig givende.”

Musikken fyldte – til koncerter, fællessang og ved foredrag (Foto: Bjarne Bjørn Nielsen)

Musikken fyldte

Både Bente og Johannes er fulde af lovord om programmet. Begge fremhæver de musikalske indslag. Onsdag blev afsluttet i Mariager kirke, hvor trompetisten Dorthe Zilke og organisten Søren Johannsen gav en fantastisk koncert.

Undervejs var der sangaften med Karen Grarup akkompagneret af Johannes Aaen Jensen. Et arrangement, Johannes satte stor pris på:
”Jeg har hørt Karen Grarup flere gange. Det er jo hendes egen musik og hendes egne tekster, hun synger. Det glædede jeg mig til på forhånd.”
Det blev lige præcis den sangaften Johannes havde håbet på. En musikalsk oplevelse sammen med gode venner.

Musikken fylder meget på Sommerhøjskolen. Bente fremhæver især Alice Baks musikledsagelse til fællesanledninger og siger det meget præcist:
”Noget af det bedste er, at vi synger så meget!”

Rebild Efterskole – kun et (kort) stenkast fra bakkerne og naturen (Foto: Bjarne Bjørn Nielsen)

Den frivillige indsats

Det er en stab af frivillige, der arrangerer Sommerhøjskole i samarbejde med BaptistKirken. Og netop de frivillige får mange rosende ord med på vejen fra både Bente og Johannes.

Johannes reflekterer over indsatsen:
”Det er et kæmpearbejde for de frivillige, der kommer og gør det behageligt for os som gæster. Både staben og køkkenfolket. Det er jeg meget imponeret over. Og det hele var virkelig godt tilrettelagt. Det vidner det jo også om, når folk kommer igen og igen.”

Bente er også imponeret over det frivillige arbejde:
”Jeg synes, det er en helt forrygende indsats. Ledelsen har jo rigtig meget arbejde både før og under Sommerhøjskolen. Og så er der rigtig mange, der kommer til undervejs. For eksempel seks – syv stykker i køkkenet: Og de er trætte, når vi er færdige! Men de kunne godt få et par Michelin-stjerner for det, de laver.”

I en tid hvor det kirkelige foreningsliv har svært ved at finde frivillig arbejdskraft kan både deltagerne på Sommerhøjskolen og BaptistKirken glæde sig over, at Sommerhøjskolen kan samle frivillige, der finder glæde ved at gøre andre glade. Blandt meget at glæde sig over fremhæver Bente en enkelt detalje:
”De frivillige har altid øje på den enkelte.”

Igen til næste år?

Sommerhøjskolen er kommet for at blive. Vi lever i en verden, hvor vi taler om de vigtige relationer mellem mennesker, men ikke forstår at bevare dem. Her er Sommerhøjskolen et stille pust til debatten. Det handler om vilje. Vilje til at finde oplægsholdere, der taler ind i menneskers liv, vilje til at skabe et fællesskab, hvor relationer kan vokse og vilje til at give mulighed for at søge den dybere mening i tilværelsen.

Følg med når Sommerhøjskolen 2025 bliver udbudt. Der bliver hurtigt udsolgt.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Første gang, vi mødte de unge kvinder, var de indadvendte, stille og kiggede ned i jorden”, fortæller Esperance, projektets psykolog og rådgiver. ”De har både i skolen, hjemme og i kirken hørt, at de er syndere og uværdige, og at de bør skamme sig. Mange er blevet udstødt af deres menigheder, måske smidt ud af skolen, og én af dem fortalte, at hun godt måtte bo hjemme, men ikke spise sammen med de andre i familien. Først når de havde spist, kunne hun sidde alene med sit lille barn og spise.”

Værdig i Guds øjne

Støt de unge kvinder ved at indbetale et beløb på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ’unge mødre’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Esperance kigger rundt på de to hold, der er i gang med træning i syning eller ’hairdressing’.  Det er unge kvinder, som ikke har gjort skolen færdig, og som gennem træningen forhåbentlig kan få arbejde og indtægt, så de kan forsørge sig selv og deres børn. Træningen er et ekstra element i projektet, der er støttet af blandt andet Bethelkirken i Aalborg. Her er det ene hold i gang med at sy nederdele, og det andet er i gang med at flette lange fletninger på en af deltagerne. Når man ser dem arbejde og snakke og grine, ligner de typiske unge kvinder, måske lige bortset fra alle de små børn, som leger under opsyn af barnepiger.

For mig er forandringen meget tydelig. Før troede de ikke, at de var noget værd.

”Det er ikke sikkert, at andre kan se det”, fortsætter Esperance. ”Men for mig er forandringen meget tydelig. Før troede de ikke, at de var noget værd. Men gennem undervisning og arbejde med deres selvværd og selvforståelse, og ved fortælling om Guds kærlighed til alle mennesker, er de langsomt blomstret op og har fået mere tro på, at de også er værdige i Guds øjne!”

Der er også undervisning i familieplanlægning, godt forældreskab og børns udvikling. Det foregår på centeret LLCCM, hvor kvinderne kommer med deres børn to gange om måneden i hold på omkring 30. Man lægger straks mærke til den kærlige og nærværende måde, de er sammen med deres børn på. Undervisningen har haft betydning for den måde, de ser sig selv på som mødre, og at deres børn ikke er noget, de skal skamme sig over.

Tilbage til lokalsamfundet

En stor del af projektet arbejder med kvindernes forældre, præsterne i deres kirker og de lokale myndigheder. Her handler det om konfliktløsning i hjemmene og med at få de unge kvinder tilbage i kirkerne og skolerne, så de kan få deres uddannelse færdiggjort. En af metoderne til at knytte de unge kvinder til deres lokalområde er spare-låne grupper. Her er kvinderne med i hver sin gruppe, og flere er med i bestyrelserne i grupperne.

Leonard Ndayishimiye er leder i projektet. ”Selvfølgelig er der stadig udfordringer”, fortæller han. ”Ikke alt er gode fortællinger, men vi kan se, at mange af pigerne langsomt får vendt deres liv til noget mere positivt og tager aktivt del i at skabe en bedre fremtid for sig selv og deres børn. Vi har stadig en stor opgave – ikke mindst i form af oplysning. Her skal vi ud på sekundærskoler sammen med nogle af de unge kvinder og fortælle om projektet, undervise i familieplanlægning og prævention. På den måde når vi også ud til unge mænd, som har en stor rolle i problemet med mange uønskede graviditeter hos unge piger. Vi skal flytte fokus fra, at det er pigernes skyld, og det kan vi kun gennem oplysning.”

Vi skal flytte fokus fra, at det er pigernes skyld, og det kan vi kun gennem oplysning.

Senest har der været en udsendelse i både lokalradio og Radio Rwanda om projektet. Her medvirkede Esperance, Leonard og nogle af de unge mødre. Udsendelsen gav virkelig meget respons. ”Jeg er blevet ringet op af mange præster efter udsendelsen”, fortæller Leonard. ”De roste projektet og efterlyste mere information rundt om i kirkerne.”

Projektet er nu halvvejs, og det bliver spændende at følge de unge kvinders rejse og udvikling. Fra udstødte og udskammede – til kvinder, som tør tro på, at vi alle er værdige og skabte i Guds billede.

Læs mere om projektet i artiklen “Young Single Mothers’ – projektet, der giver enlige mødre nyt liv.”

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!

Find flere

Lyt til artiklen her:

Det var Bodil Højbak Møller, præst i Korskirken i Herlev og medlem af BaptistKirkens ledelse, der havde kastet sig over undervisningsopgaven. Det skete, mens hun besøgte Burundi og Rwanda fra den 19. februar til den 4. marts 2024. Besøget bragte Bodil vidt omkring: Fra præsteskolen i Rubura over Korskirkens projekter i Musema til BaptistKirkens projekt for unge enlige mødre nær Butare.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Afrika begejstrer

Der går kun få sekunder fra Bodil svarer på opkaldet, til telefonforbindelsen er fyldt med begejstring. Hun har oplevet mere varme, glæde og begejstring på sin tur til Afrika, end hun nogensinde havde drømt om. Det smitter af på hele interviewet.

Mange interesser skulle plejes

”Jamen, det var jo nærmest sådan en ’joint-venture’-tur,” fortæller Bodil, og tilføjer hurtigt: ”Nej, det må du altså ikke skrive!” Men det gør vi alligevel. For der var tale om en tur, hvor mange interessenter og mange interesser skulle tilgodeses.

I to landsbyer uden for Musema er Korskirken med til at drive et projekt blandt batwaerne: De fattigste blandt de fattige i Burundi. Menigheden i Musema blev selvfølgelig også besøgt og Bodil prædikede ved gudstjenesten.

Herhjemme havde Bodil holdt et oplæg for Kvindenetværket om at bringe evangeliet til marginaliserede grupper. Det ville Kvindenetværket gerne, at Bodil delte med samarbejdspartnerne i Burundi. Derfor havde de – sammen med BaptistKirkens ledelse – opfordret Bodil til at undervise på præsteskolen i Rubura.

BaptistKirken arbejder også for, at flere kvinder får en mere synlig plads i menighederne i Burundi. Præsteskolen er et godt sted at så frø, der måske senere kan spire og skabe forandring.

BaptistKirkens ledelse har en særlig forpligtelse

Bodil peger også på, at BaptistKirken har en forpligtelse som organisation til at følge op på de projekter, vi støtter. Det sker, når Lise Emming Weber-Hansen rejser rundt i Burundi og Rwanda og besøger projekterne og når Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed, rejser ud og møder partnere og projektansvarlige. Men ledelsen er også nødt til selv at rejse ud og få førstehåndskendskab og vise samarbejdspartnerne, at BaptistKirkens ledelse prioriterer samarbejdet.

Undervisning på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Hårdt arbejde

Selv om solen skinner og klimaet er mere behageligt end i Danmark, så er det hårdt arbejde at være rejsende repræsentant for BaptistKirken. Besøget hos batwaerne og undervisningen på præsteskolen fyldte meget i programmet. Undervisningen havde også fyldt meget inden rejsen, fortæller Bodil. Det tager tid at forberede tre dages undervisning. Både fordi det hele skulle foregå på engelsk og der skulle være tid til oversættelse, og fordi undervisningen skulle give mening og være relevant for mennesker i en helt anden kultur. Men Bodil oplevede også en udfordring af en helt anden karakter:

”Jeg var faktisk nervøs for at undervise på præsteskolen. Mig bekendt var jeg den første kvindelige teolog fra Danmark, der skulle undervise. Og jeg tror ikke, at de tidligere har modtaget undervisning af en kvindelig teolog,” fortæller Bodil om sine overvejelser og fortsætter: ”Jeg vidste på forhånd, at både mit budskab og det, at jeg er kvinde, ville være udfordrende.”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Evangeliet er virkelig gode nyheder

Bodils undervisning på præsteskolen stillede spørgsmålet: ”Hvordan er evangeliet virkelig de gode nyheder – for alle?” Bodil uddyber budskabet:
”Jeg spurgte: Hvordan er evangeliet ”truly the good news”? For jeg mener virkelig, at evangeliet er gode nyheder – også for alle marginaliserede grupper. Men det er bare ikke altid det budskab, kirken kommer ud med.”

Bodil spørger retorisk og glemmer helt, at det er hende, der skal svare på spørgsmålene:
”Hvornår er evangeliet virkelig de gode nyheder? Fx for kvinder i et mandsdomineret samfund? Eller for batwaerne, der virkelig er marginaliserede. Mennesker som ingen andre i samfundet bryder sig om. Kvinderne i Young Single Mothers-projektet, der er blevet smidt ud af kirken og familierne: Hvordan kan evangeliet nogensinde blive en god nyhed for dem, hvis kirken bruger det til at undertrykke dem?”

Bodil og de præstestuderende i Rubura (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Udfordrede præstespirer

Det er ikke svært at forstå, hvis eleverne på præsteskolen blev udfordret af spørgsmålene. Og de fik mere at tænke over, for Bodil udfordrede også ved at spørge dem, hvad det var, Jesus kom med? Var Jesus’ evangelium ikke også et opgør mod den kultur, der var på hans tid? Og er meningen med evangeliet i dag ikke fortsat at udfordre den styrende kultur? Hvis kulturen fx er at udelukke og se ned på kvinder, der bliver gravide udenfor ægteskab, så er evangeliet den modkultur, der prædiker omsorg og tilgivelse.

”Vi må jo ikke tilpasse evangeliet, så det passer ind i vores kultur. Som kirke er vi kaldet til at være en modkultur og holde fast i det oprindelige budskab,” siger Bodil.

Det samme budskab overalt

Bodil fremhæver, at hendes undervisning selvfølgelig var rettet mod de mænd, der studerer på præsteskolen i Rubura. Alle studerende på præsteskolen er mænd, for man kan kun være baptistpræst i Burundi, hvis man er mand – og gift. Men budskabet kan ikke isoleres til kulturen i Burundi og Rwanda. Budskabet gælder også i Danmark:
”Vores udfordring herhjemme er, at Jesus taler rigtig meget om nøjsomhed. Jesus er jo ikke fortaler for overforbrug eller for, at vi ikke deler med de fattige. Det er jo det, der gør ondt hos os. Vi er ikke bedre end præsteaspiranterne, men vi har forskellige udfordringer at kæmpe med i forhold til at være modkultur.”

Inspirationen fra Galaterbrevet

Bodil fortæller hvor inspirationen til undervisningen kom fra:
”Jeg er meget optaget af Paulus’ budskab i Galaterbrevet, kapitel 3, fra vers 27-28, hvor der står ’Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til…’. Det har vi slet ikke taget alvorligt som vestlig kirke. Hos os har der sandelig været forskel på, om man var ’jøde eller græker’ eller sort eller hvid. Så vi har bestemt ikke nogen grund til at hæve os over vores brødre og søstre i Afrika. Det var vigtigt for mig at undervise i, at for Jesus er der ikke forskel på mennesker.”

Et intenst forløb

Bodil fortæller, at forløbet på præsteskolen var meget intenst. Det var hårdt at være ”på” i adskillige timer. Flere gange undervejs blev hun bevæget over elevernes engagement og lyst til at forstå budskabet:
”Det gjorde enormt stort indtryk på mig. Når man prædiker, prædiker man jo også for sig selv. Og jeg kom undervejs til at reflektere over de eksempler i vores kultur, hvor vi heller ikke behandler de marginaliserede ordentligt. Jeg blev ramt af tanken om, hvor stærkt og hvor kærligt evangeliet vitterligt er.”

Anerkendelse på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Anerkendelse

Eleverne på præsteskolen var virkelig overraskede over undervisningen. Både over at modtage undervisning af en kvinde, men også over budskabet. Efter den første dag med undervisning, hvor alle var ved at pakke sammen, er der en af de studerende, der siger: ”She is really a pastor” – ”hun er virkelig en præst…”.

”Jeg opfattede det som en anerkendelse. At man godt kunne have respekt på trods af, at jeg er kvinde. Dagen efter spurgte jeg, om det havde været for stor en mundfuld og alt for udfordrende. Så er der en, der rejser sig op og siger, at ja, det havde været en udfordring, men han ville bare ønske at jeg kunne blive der under hele deres uddannelse.”

Efter et par sekunder fortsætter Bodil med et tydeligt smil i telefonen: ”Bum! Den skulle lige synke ind…. Men så gav jeg den også gas resten af tiden!”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Batwaerne

Burundi er et af verdens fattigste lande målt på næsten alle kendte parametre. Bodil besøgte to batwa-landsbyer udenfor Musema, hvor Korskirken støtter forskellige projekter:
”Når man besøger de fattigste mennesker i det fattigste distrikt i verdens fattigste land… Så er folk vitterligt meget fattige. Selv om jeg har set billeder og været involveret i arbejdet meget længe, så gjorde det et ufatteligt stort indtryk at besøge de her mennesker.”

Selv om vores økonomiske bidrag kan virke beskedne, så gør det en meget stor forskel for en batwa-familie, om de bor i en hytte af jord og palmeblade eller en lerklinet hytte med fast tag og ildsted.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

De sendte en dame

Bodil fortæller om en hændelse, der ledte tankerne hen på Lise Nørgaards ikoniske bogtitel. Ved ankomsten til menigheden i Musema virkede modtagelses-komiteen med menighedens forstander i spidsen temmelig uinteresserede i gæsterne. Bodil genkendte flere fra sin årelange e-mailkorrespondance med menigheden, men det virkede ikke som om kendskabet var gensidigt. Efter lidt tid kommer spørgsmålet: ”Hvornår kommer mændene? I skrev jo, at der ville komme en præst?” Herefter var det lidt svært for Bodil og rejsemakkeren Lise Emming Weber-Hansen at holde masken. Lise måtte forklare, at ”det er Bodil, der er præsten.” Det vakte en del bestyrtelse, at de danske baptister ”sendte en dame.”

På falderebet

– ligger det Bodil meget på sinde, at vi husker Young Single Mothers-projektet i Huye nær Butare:
”Det handler både om menneskesyn og ansvarsforflygtigelse: Kulturen er, at man ekskluderer de gravide kvinder og lader mændene stikke af fra ansvaret. Mens jeg var der, var flere skoleledere inviteret på besøg for at åbne op for en samtale om, at det ikke løser nogle problemer at smide pigerne ud af skolerne – tværtimod. I den sammenhæng er projektet med syskolen, som blandt andre Bethelkirken støtter, også et virkelig vigtigt arbejde.”

Så er vi tilbage ved evangeliet som modkultur. For dem, der udstøder de unge kvinder fra kirken og familien er evangeliet, at det skal de holde op med – de må ændre kulturen. For os er evangeliet at møde denne kultur med tilgivelse og kærlighed og hjælp til forandring i stedet for fordømmelse.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Bethelkirken fra BaptistKirken og Bethaniakirken og Vadum Frikirke fra Evangelisk Frikirke Danmark er gået sammen om at tilbyde undervisning i den kristne tro til teenagere i syvende klasse.

Tilbuddet er bredt og menighederne træder ind og ud af fællesskabet i det omfang, de har unge i syvende klasse, der ønsker at deltage. I år er der 11 deltagere på K-holdet. Nora er en af dem. Hun er vokset op i Bethelkirken. Her er hun er kommet hele sit liv sammen med forældrene, Jette og Rik*. Nora har mødt kirken gennem børnekirken, baptistspejderne og utallige andre aktiviteter.

Fra skepsis til begejstring

K-holdet arbejder koncentreret – Foto: Jakob Martens

Selv om K-holdet lød spændende, var Nora ikke helt sikker på, at det var noget, hun skulle bruge tid på:
”Jeg var lidt skeptisk til at starte med,” fortæller Nora. ”Det lød jo fint, men jeg var også glad for, at det kun var hver anden uge. Nu må det gerne være hver uge, for jeg glæder mig hver gang. Jeg glæder mig til at lære mere på en måde, så vi forstår det. Ikke som i børnekirken og ikke så voksenagtigt. Og så er det bare hyggeligt at være sammen med nogle andre, der er ved at lære det samme.”

Formålet med K-holdet

Kirkerne bag K-holdet har opstillet en række formål med undervisningen. De skal sikre, at teenagerne bliver klogere både på deres egen tro og på det at være en del af en kirke. Formålene er at

• få et større kendskab til Jesus (bruge hovedet)
• blive trænet i at genkende Guds nærvær i jeres liv og i verden (mærke hjertet)
• lære at følge efter Jesus (flytte fødderne)
• øve sig at tjene i familie, kirke og samfund (bevæge hænderne)
• blive bevidstgjort om jeres nådegaver og virke i kirken (blive en del af kroppen)

Forældrenes forventning

Rik fortæller, at de har et håb om, at K-holdet giver Nora et fundament i livet. Jette supplerer og fortæller, at både hun og Rik kommer fra kristne familier. Håbet om, at børnene vil tage troen op, ligger dybt i dem. Rik uddyber:

”Vores håb er, at K-holdet får de unge til at læse bibelen og forstå den, men også tænke kritisk over budskabet.”

Der undervises på mange forskellige måder – Foto: Jakob Martens

Jette supplerer:

”Jeg håber jo, at K-holdet kommer til at give Nora et skub ind i at få sin egen voksentro og et personligt forhold til Gud. Jeg ser, at K-holdet bygger videre på det, Nora har fået med fra børnekirken. Men det flytter de unge fra at lytte til bibelhistorier til selv at tage stilling.”

Jette og Rik håber også, at K-holdet kan ”trække troen ned på jorden”: Lære de unge noget om, hvordan man kan bruge sin tro i praksis og leve den ud i hverdagen.

Sammen med troen håber Jette og Rik også, at K-holdet skaber relationer:
”Jeg håber også, at de unge får nogle relationer, der rækker ud over deres egen kirke og som hjælper til at fastholde dem både i troen og i fællesskabet,” lyder det fra Jette.

BaptistKirkens drøm om fremtiden

Da BaptistKirkens formand, Vibeke Dalsgaard præsenterede ledelsens første tanker om ”Genstart 2025” (tidligere kaldet ”Revitalisering”) på Landskonference 1 i Lindenborg, var der også fokus på de unges undervisning i menighederne. Vibeke sagde blandt andet:

”En særlig presserende udfordring er kristendomsklasserne. Alt for mange steder sidder enkelte eller ganske få unge alene med en underviser. Det er ikke attraktivt for teenagere, der har brug for socialt fællesskab.”

Vibeke fremhævede også, at det manglende ungdomsfællesskab kunne være det første skridt væk fra menighedsfællesskabet i baptistkirken:

”Der er ikke nogen enkel løsning på denne udfordring. Fakta er, at hvis det bliver for besværligt, så vælger de unge at følge deres klassekammerater til konfirmationsforberedelse i Folkekirken.”

K-holdet er et bud på BaptistKirkens ønske

På K-holdet er der ingen fare for, at man kommer til at sidde alene og kede sig. Det er lige før begejstringen løber af med Nora, når hun fortæller:

”Vi starter altid med noget sjovt – en leg eller sådan. Så har vi vores emne, som vi ofte diskuterer i to grupper, hvor der er en voksen med i hver gruppe. Vi slutter med at læse i Bibelen, inden vi laver noget praktisk. Da vi havde om bøn, kunne man lave et bønnearmbånd eller skrive et brev som en bøn. Og så spiser vi altid sammen.”

Der er plads til variation fortæller Nora:
”Vi deler os også nogle gange op i mindre grupper og arbejder med forskellige spørgsmål, som vi får. Vi arbejder meget selv, men de voksne er der jo og hjælper os.”

Der arbejdes i store og små grupper – Foto: Jakob Martens

Når bøn bliver konkret

Jette fortæller om den dag, emnet havde været bøn. Nora kom hjem fra K-hold og fortalte begejstret. Nora afbryder med en forklaring:

”Det havde bare været rart! Vi fik snakket om bøn og prøvet en masse forskellige ting. Man behøver ikke kunne sige alle mulige hellige ord, man kan snakke med Gud ligesom man normalt vil snakke med andre. Det er dejligt at vide.”

Meget bedre end skole!

Selv om det er undervisning, og det minder lidt om skole, er det bare meget bedre end skole, forklarer Nora. På K-holdet er der ikke lektier, der er K-holds-bingo, fortæller Nora:
”Vi har fået nogle opgaver, vi kan lave. Det kan være at læse i bibelen eller lave en selfie med præsterne efter gudstjenesten. Hvis man når igennem alle opgaverne, er der K-holds-bingo og præmie.”

”Det er fedt, rigtig fedt. Man lærer så meget og man får nye venner. Jeg har mange, men man kan altid bruge flere!”

Efter kun tre gange er Noras konklusion krystalklar:
”Det er fedt, rigtig fedt. Man lærer så meget og man får nye venner. Jeg har mange, men man kan altid bruge flere!”

På tværs af traditionelle grænser

På spørgsmålet om samarbejdet på tværs af trossamfund og menigheder giver anledning til forbehold, svarer Rik:
”Vi har talt om, at det er meget positivt, at de unge møder unge fra andre kirker og skaber relationer.”

Jette supplerer:
”Det gør også, at udsynet bliver bredere. For Noras vedkommende kommer hun til at møde andre holdninger end dem, vi har i Bethelkirken. Få andre vinkler på. Så er det også rigtig godt, at det tværgående gør, at der kan samles et større hold.”

”Vi har talt om, at det er meget positivt, at de unge møder unge fra andre kirker og skaber relationer.”

Eventuelle teologiske forskelle mellem de to trossamfund fylder ikke ret meget, fortæller Jette:
”Vi ser det mere som en styrke for K-holdet, at man kan få lov til at opleve troen bredere end bare i sin egen kirke. Verden er større end bare os selv.”

Nora tager tråden op og fortsætter:
”Det er spændende med forskellige meninger, som man kan have holdninger til.”

Hvad så hvis græsset er grønnere…?

Det tværgående samarbejde betyder måske, at de unge finder nye veje og søger derhen, hvor fællesskabet er større eller lovsangen bedre. Det synes heller ikke at skræmme forældrene:
”Det handler ikke om, at Nora skal blive i Bethelkirken, men om, at hun finder sin egen tro,” siger Rik og Jette fortsætter:

”For ti eller femten år siden ville jeg nok have sagt, at det var vigtigt, at Nora fortsatte med at komme i en baptistkirke, men sådan føler jeg faktisk ikke i dag. Det vigtigste for mig er, at Nora har en personlig tro og har et personligt forhold til Gud og Jesus og får nogle relationer og et netværk at dele sin tro med. Det er det vigtigste.”

Forældreinddragelse

Jette og Rik fremhæver forældreinddragelsen som en af K-holdets store styrker.

”K-hold er ikke bare noget, vi sender vores børn til. Jeg føler, at man rigtig gerne vil forældreinddragelse. Ikke bare i forhold til at lave mad, men også i forhold til at være aktive i starten på vores børns trosvandring. Det er rigtig værdifuldt.”

Jette fortæller også om dialogen med Jakob Martens, der er børne- og teenageleder i Bethelkirken og medarrangør af K-holdet. De har talt om, hvordan man kan give de fire K-holds-deltagere fra Bethelkirken en mere aktiv rolle i kirken. Jette fortæller:

Undervisning for hele K-holdet – Foto: Privat

”Vi skal gentænke ”kristendomsklassen” i Bethel, så K-holdet er andet end et programpunkt til en gudstjeneste, når forløbet er slut. Det skal leve i løbet af året og menigheden skal have en bevidsthed om, at nogle unge mennesker er begyndt på en trosvandring. Det er vigtigt, at vi som menighed støtter op om de unge og får dem til at føle sig velkomne.”

Jakob Martens har en idé om at sende de unge fra K-holdet i ”kirkepraktik”: Give dem opgaver i hverdagen og til gudstjenesten, så de oplever glæden ved at tjene og være en del at af et fællesskab gennem tjeneste.

Vi skal være relevante i de unges liv

Jakob Martens glæder sig over, at BaptistKirken nu sætter børn og unge på dagsordenen:
”Der var engang, hvor baptisternes søndagsskoler samlede hundredevis af børn i Aalborg. Det er der mange forklaringer på, men en af dem er, at kirken var relevant – både for børn og voksne. Vores udfordring er, at vores traditionelle tilbud ikke længere er relevante. Vi skal tænke nyt og blive meget bedre til at gøre en positiv forskel i børn og unges liv – og i deres forældres liv.”

K-holdet er et brud med den traditionelle kristendomsklasse og tidligere tiders udenadslære. Det er undervisning i tro og liv. Det er relevant for de unge.

*Redaktionen kender familiens efternavn

Se video med den fælles kristendomsklasse på Sjælland og Bornholm.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Lyt til artiklen:

En regnbygeramt onsdag eftermiddag i slutningen af august byder Cynthia Padi, Jan Andreasen og Henrik Søndergaard velkommen i kirken på Islandsvej 5 i Vejles nordlige industrikvarter. Der er kager og kaffe og stemningen er på grænsen til det løsslupne, da Jan kommer for sent og bliver venskabeligt mobbet.

Daglig ledelse i Vejle Baptistkirke – fra venstre: Cynthia Padi, Jan Andreasen og Henrik Søndergaard (Privatfoto)

De tre udgør ledelsen i den nyplantede Vejle Baptistkirke og de er mere end klar til at dele historien og visionerne for menigheden.

”Vi vil være en kirke, der…”

Vi er ikke langt inde i samtalen, før det er står klart, at menigheden sætter fællesskabet højt.
”Vi tager imod fra dag et med et kram. Vi er nogle, der kommer fra Nordjylland, som synes, det er i overkanten,” griner Jan, inden han fortsætter lidt mere alvorligt:
”Kærligheden til hinanden, det skal være den, der gennemsyrer alt. Det skal bare være rart at komme og mærke, at folk bryder sig om en. Man skal føle sig velkommen, ikke kun første gang, man kommer.  Men også femte gang og sjette gang…”

I mødelokalet, hvor menigheden drikker kirkekaffe, er bordene stillet op i en hestesko. Så er det sværere at sidde for sig selv kun med dem, man plejer at drikke kaffe med. Der er tænkt over detaljerne i bestræbelserne på at skabe fællesskab.

Deltagere i åbningsgudstjenesten den 20. august 2023 (Privatfoto)

Fællesskabet viser sig også, når opgaverne skal fordeles og når der skal tages beslutninger blandt menighedens 20 medlemmer.
”Når vi har menighedsmøder – eller kvartalsmøder, som vi kalder det – så møder folk fuldtalligt op,” fortæller Jan. Henrik og Cynthia fremhæver, at det også er svært at få folk til at gå hjem efter kirkekaffen:
”Selv om gudstjenesten starter kl. 14 sidder folk ofte og snakker efter kaffen til klokken 18,” beretter Cynthia.

Offervilje

Fællesskabet rækker længere end til kærlighed og kirkekaffe. En nyplantet menighed har brug for både frivillig arbejdskraft og penge. Medlemmerne har været gode til at bidrage med arbejdskraft fra dag et. Og ikke kun medlemmerne. Til en arbejdsdag dukkede en bekendt af kirken op for at hjælpe. Hun gik uden yderligere opfordring i gang med at gøre rent på toilettet.

Henrik fortæller, at man taler åbent om behovet for økonomiske bidrag fra medlemmerne:
”Hvis alle baptister gav lige så meget som vores medlemmer, så var der ikke økonomiske problemer nogen steder. Det er ikke sådan, at folk forventer, at det hele skal blive serveret udefra. Man giver virkelig. Og vi besluttede at tale åbent om det fra starten. Vi spurgte hver enkelt: Hvor meget kan du tænke dig at give?  Vi har været åbne omkring, at vi har fællesudgifter, som skal dækkes ind af menigheden selv.”

Visioner, mål og drømme

Det skal være sjovt at være i kirke i Vejle! (Privatfoto)

Ved åbningsgudstjenesten fortalte Jan om menighedens visioner, mål og drømme. Intet er gjort mere kompliceret end højst nødvendigt, og tankerne er til at forstå for alle.

Jan bruger et øjeblik på at finde videooptagelsen fra åbningsgudstjenesten frem på mobiltelefonen. Optagelsen er selvfølgelig ikke offentlig tilgængelig – man har vel styr på persondatalovgivningen. På den lille skærm toner Jan frem med budskabet om, at ”Vi vil være en kirke,… ”

• der er for alle, der elsker Jesus
• hvor folk, der ønsker at vide mere om Jesus, kan komme og studere Bibelen sammen med os
• hvor alle føler sig velkomne, hvor vi glæder os med de glade og græder med grædende
• hvor vi bryder ud i fryderåb for Ham, lovsynger hans herlige navn og hvor vi giver Ham ære og pris
• hvor vi vil bære budskabet videre om Guds store kærlighed til alle os mennesker
• som hjælper de socialt udsatte – en kirke der giver livsvigtigt indhold i deres liv – nemlig Jesus
• der ofte fejrer nadver, fordi vi har forventningen om, at Jesus kommer igen
• hvor vi viser baptister i hele Danmark, at det kan lade sig gøre at lave en helt ny kirke
• der spreder sig til Kolding, Horsens, Billund, Middelfart – og mange andre byer

Videoklippet fra åbningsgudstjenesten slutter med budskabet om, at ”Vi vil være en levende kirke” og metoden er lige så nem at forstå, som resten af visionen: ”Alt det kræver er en person, der finder en anden person og som sætter sig ned og siger: ”Kære Gud, det her vil vi gerne gøre for dig,” – og så ved vi at det lykkes.”

Som de første baptister

Cynthia, Jan og Henrik er meget bevidste om hvilken identitet, de ønsker for den nye menighed. Henrik tager udgangspunkt i historien om de første baptister i Danmark:

”Vi læner os meget op ad historien og BaptistKirkens udgangspunkt. Baptistkirken startede jo ved, at nogle mennesker læste Biblen. Og det de læste, det var jo det, der formede kirken. Der er sket mange ting undervejs – også i BaptistKirkens historie. Men vi vil gerne tilbage til begyndelsen, til en praksis, hvor vi læser i vores Bibel sammen, snakker med hinanden om teksten og finder ud af, hvad det her betyder for vores liv i dag.”

Lovsangere fra Odense deltager i åbningsgudstjenesten den 20. august 2023 (Privatfoto)

Inspirationen til at starte en selvstændig menighed hænger også sammen med et behov hos mennesker for at læse i Bibelen. Et behov, som Cynthia, Henrik og Jan alle har oplevet de senere år.

Jan fortæller om sin erfaring:
”Vi kan se og mærke, der er en søgen efter at læse i Bibelen i vores område. Og jeg nægter at tro på, at det kun er tilfældet i Vejle. Jeg tror, der generelt er en higen efter at forstå Bibelen. At få lov til at læse i Bibelen sammen med andre. Det er også utroligt livgivende. Når jeg har været til bibelstudie, er jeg bare så glad, når jeg kommer hjem.”

Begyndelsen

Selv om der kun er gået lidt mere end et halvt år fra beslutningen om at starte menighed til åbningsgudstjenesten har tilløbet været langt.

”Kolding-gruppen” blev etableret i 2016. En bibelstudiegruppe i Kolding, hvor både Cynthia og Henrik var aktive. Medlemmerne kom fra forskellige kirkesamfund men havde et fælles ønske om at læse Bibelen sammen. Allerede dengang var der samtaler om bibelgruppens fremtid. Men menighed, det ønskede man ikke at blive.

I 2018 deltog Cynthia i en kirkeplanter konference i Litauen og vendte hjem med et brændende ønske om, at ”Kolding-gruppen” kunne blive en menighed i mission Resten af gruppen var fortsat ikke interesseret.

I 2020 bliver Jan Andreasen en del af ”Kolding-gruppen” samtidig med, at han lægger stue til en bibelgruppe i Vejle. Ønsket om at etablere en ny menighed er nu meget stærkt hos Cynthia, Henrik og Jan, men i efteråret 2022 afviser de øvrige medlemmer i ”Kolding-gruppen” igen at deltage i menighedsplantning.

Henrik fortæller om de efterfølgende overvejelser:
”Det er jo heller ikke sikkert, at man skal vente på, at alle bliver 100% enige om, at nu er det det, vi gør.  Men hvis vi kan blive enige om, at der er nogen fra den her menighed, der har lyst til at lave det her, så vil vi gerne være med til at velsigne dem i det. Det synes jeg er et rigtig godt princip. Det er jo sådan set det, der skete både i forhold til menigheden i Odense, ”Kolding-gruppen” og Sydøstjyllandskredsen i Vejle.”

Hårdt arbejde

Menighedsfællesskab i forbindelse med dåbsgudstjeneste den 11. juni 2023, hvor to blev døbt (Privatfoto)

I november 2022 tog planerne fart, og de tre initiativtagere erfarede, at det var hårdt arbejde at starte kirke. Cynthia fortæller:
”Det har også været hårdt for os: Alle de møder, vi har deltaget i. Vi mødtes flere gange om ugen og havde masser af telefonsamtaler. Og der var en dag e-mails’ne bare blev ved med at komme. Hvornår holder det op!”

Jan supplerer:
”Der var en uge, hvor vi fik 21 mails, som vi skulle forholde os til. Besøg fra kirkeplanter team’et, samtale med ledelsen, budget og alt muligt.”

I januar 2023 holdt man en ”prøveaften” i Jans rækkehus med 31 deltagere. Det stod ret hurtigt klart, at Jan – trods indkøb af ekstra service, så der var tallerkner til alle – ikke kunne fortsætte med at lægge hus til projektet. Efter en del søgen fandt man plads i erhvervsejendommen på Islandsvej 5. Her er der nu indrettet kirkesal og mødelokale i et godt samarbejde med de øvrige lejere.

Menighedens ledelse fremhæver det gode samarbejde med BaptistKirkens ledelse og BaptistKirkens kirkeplanterteam. Selv om ”Vejle-modellen” i hastighed og omfang falder helt ved siden af de fleste teorier om kirkeplantning, har der været en vilje til at finde løsninger hele vejen.

I dag er Vejle Baptistkirke fortsat en del af menigheden i Odense. Her har man påtaget sig at være såkaldt modermenighed for projektet: Odense bidrager økonomisk i en årrække, løser en række administrative opgaver og udlåner Henrik Søndergaard til en kvarttidsansættelse – som i øvrigt er  finansieret af BaptistKirken.

Menighedshygge inden åbningsgudstjenesten den 20. august 2023 (Privatfoto)

”Vi havde ikke engang en stol…”

”Folk vil altså gerne have en stol at sidde på i kirken – og vi ejede ikke en stol til at starte med,” fortæller Jan og Henrik supplerer: ”Du skrev det så fint, Jan: Vi ejer ingenting, ikke engang en stol at sidde på. Vi havde heller ikke guitar eller klaver – vi havde ingenting, da vi startede.”

Derfor er taknemmeligheden også stor. Til Odense menighed, der støtter og hjælper, til den nu nedlagte menighed i Viborg, der donerede lydudstyr fra deres kirke, til Sydøstjyllandskredsen, der har givet kollektkurve og til alle andre, der har støttet økonomisk, med arbejdskraft og med forbøn.

Da Henrik læste, at der var mulighed for at få et nadversæt fra den nedlagte menighed i Nibe, skrev han til BaptistKirkens formand, Per Beck, og forespurgte, om det kunne være en løsning. Svaret var en blank afvisning! Dog med den tilføjelse, at BaptistKirken gerne ville give et nyt nadversæt!

Fremtiden

Søren Grarup overrækker en gave ved åbningsgudstjenesten den 20. august 2023: En kalk fra 1871 fra den første baptistkirke i Vejle (Privatfoto)

I Vejle Baptistkirke ønsker man sig brændende to støttemenigheder. BaptistKirken opfordrer nyplantede menigheder til at søge såvel økonomisk som al mulig anden opbakning hos menigheder i nærheden. Det har endnu ikke været muligt at få etableret sådan et samarbejde, selv om der er arbejdet på sagen.

Henrik fortæller:
”På sommerstævnet blev jeg mødt af spørgsmålet om, hvorfor man som støttemenighed skal støtte økonomisk, når nu BaptistKirken har fået en del penge fra nedlagte menigheder. Men det handler jo ikke kun om penge, det handler også om nogle, der bakker os op og beder for os. Det kan man godt se, men man kan ikke forstå, at man skal støtte økonomisk, når BaptistKirken har penge nok. Ledelsen lægger heller ikke skjul på, at de både kan og vil støtte økonomisk.”

I den nærmeste fremtid har menigheden nok at gøre med at arrangere to månedlige gudstjenester, to månedlige ALPHA-møder, et bibelstudie hver måned og bedemøder hver uge. Og så alt ”det løse” fx en foredragsaften sammen med ”Kolding-gruppen” under overskriften ”Jesus, Qumran og Dødehavsrullerne” og en enkelt eller to filmaftener.

Kaffen er drukket og smørrebrødet er spist og vi er klar til at gå hver til sit. Men Cynthia har haft en drøm, som hun bliver nødt til at dele med os:
”Jeg har tænkt på det længe og den anden dag drømte jeg om, at der kom nogle unge mennesker, måske fra en skole, og spurgte: ”Må vi synge for jer” og vi sagde bare: ”Kom, kom, kom…”. Det er bare en drøm jeg har.”

Om tre år udløber lejekontrakten til de nuværende lokaler på Islandsvej.

I Vejle drømmer de om fremtiden.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Der er intet galt med den måde, menighederne skaber fællesskab med Gud og hinanden, ifølge John McGinley. Men ”høsten er stor”, og der er brug for flere arbejdere til at høste![1] Vi skal blive bedre til at bede over høsten og dens arbejdere.

Har jeg selv kraft og autoritet?

Der er ingen tvivl om, at John McGinley og hans team har store visioner. Den engelske stifter af Myriad, et projekt med målet om at re-evangelisere Church of England med 10.000 nye menigheder indenfor ti år, underviste over to dage på Sommerstævne ’23 på Lindenborg Efterskole.[2] Den vision har de i fællesskab bedt rigtig meget over, og en lignende vision mener de, Gud har for Danmark – en vækkelse er på vej.

Men med de historisk lave medlemstal i kirkerne over hele Europa ”er arbejderne få”.[3] Hos McGinley og hans team er håbet dog stort. For med afsæt i blandt andet Lukasevangeliets kapitel 10, mener John McGinley, at der er bibelsk belæg for, at noget er gået tabt gennem kirkens historie siden de oprindelige disciple døde. Beretningen om de 72, der blev klædt på alene i Jesus’ navn, i hans kraft og autoritet, og sendt ud to og to, gemmer på et vigtigt budskab:

Gud bruger helt almindelige mennesker til at vise på en overnaturlig måde, at hans rige allerede er iblandt os. Og ifølge den stilfærdige engelske sognepræst, der har vakt stor opsigt iblandt de anglikanske biskopper,[4] har vi samme evner og samme kald som både de 12 og de 72 havde dengang. Men vi skal træne i menighedens fællesskab.

John McGinley, teamet og tolk Lars Midtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ligesom et barn lærer at gå

De fleste kristne, som har bekendt deres tro personligt, er godt klar over, at vi alle har en iboende evne til at kommunikere med Gud. Vi kan vise andre Guds kærlighed og Guds rige via vores ord og handlinger. Vi har jo trænet det i en eller anden grad, som regel igennem bøn, tjeneste og relationerne i menigheden.

John McGinley mener, at den evne skal trænes og udvikles på samme måde, som et barn lærer at gå. Evnen er barnet født med, men den skal trænes for at evnen bliver stærk og holdbar. Således også med bøn og deling af, hvordan vejen med Jesus Kristus forvandler vores liv.

Lederne har glemt, at kirken er en træningsbane

Men McGinley oplever i Church of England, at mange kirkeledere har overset eller glemt, at menigheden og kirken ER en træningsbane for Jesus’ disciple, nye som erfarne. Kirken må gerne ligne en træningsbane med plads til lidt kaos. McGinley oplever, at medlemmerne overlader al åndelig kraft og autoritet til præsten som en slags stedfortræder, når der skal bedes for de fortabte eller handles i forhold til de svage.

Traditionen og organisationen, ja selve det religiøse sprog og liturgien, har gjort det sværere for mange i det post-sekulære samfund at nærme sig deres medfødte forbindelse til Gud. De har mistet lysten til at træne i det tilsyneladende passive fællesskab, de møder om søndagen. Ifølge McGinley viser statistik, at mennesker, der endnu ikke har mødt Jesus eller er aktivt tilknyttet et trossamfund, søger åndelighed! Høsten er stor!

I Jesus’ kraft og autoritet

Lignende statistik og tendens ses også i Danmark. Og man kunne være fristet til at tro, at John McGinleys forslag til en re-evangelisering af de skrumpende og aldrende menigheder, der drømmer om flere medlemmer, er at gøre kirken smartere og oprette nye aktiviteter for at lokke folk til.

Det er det IKKE!

Ifølge McGinley ligger løsningen hos dig og mig. Mennesket har et basalt behov for at opleve samhørighed og fællesskab med Gud og med hinanden – det som vi blev skabt til. Fællesskab og samhørighed behøver ikke at foregå i en kirke eller efter et bestemt format! Faktisk er bøn og mad i små grupper i højsædet, når Myriad planter nye menigheder med 20-30 personer. Små menigheder tilknyttet modermenigheden og tildelt en kvalificeret tilsynsperson.

Kirken er en træningsbane… (Foto: Tim Gouw / Pexels)

Vi er ude af træning

McGinley mener, at vores nuværende menigheder spiller en afgørende rolle uanset ressourceniveau. Men både vores ledere og vi selv er ude af træning i forhold til at bede konkret sammen og dele vidnesbyrd om Guds riges nærvær i vores liv. Vi skal først trænes op i fællesskab med Gud og med hinanden, før vi forsøger at høste eller plante nye enheder.

Men både vores ledere og vi selv er ude af træning…

Myriads team underviste fra Sommerstævnets Store Scene i nogle helt basale, bibelsk baserede øvelser i bøn. Det udfordrede sandsynligvis den del af salen, der havde en mere konservativ opfattelse af begrebet undervisning. Det var dog mit klare indtryk, at de omsorgsfulde og enkle øvelser med nedslag flere steder i Evangeliet overvandt selv de mest skeptiske tilhørere.

Bed, men hvordan?

Den kompetente John McGinley vejledte salens tilhørere i tre konkrete slags bøn. Den første øvelse var en konkret bøn om, hvor Gud vil sende dig hen og til hvem. For ifølge Efeserbrevet, kapitel 2, vers 10 har Gud forberedt et konkret kald og en vej til dig i netop din by.

Den anden øvelse handlede om at befale sygdom eller smerter at forsvinde fra en anden person. For både sygdom og dæmoner adlød Jesus og disciplene.

Den sidste øvelse handlede om at smide facaden og turde bede i ægte desperation, helst højlydt, for dem vi kender eller for vores by, som ikke har opdaget Guds kærlighed og Guds ønske om fællesskab med dem.

Tre konkrete øvelser

Øvelse 1: Hvor og hvem er jeg sendt til?
Sig: ”Gud, vis mig hvor i byen og hvem jeg skal øse din fred over ved at bede over det område og de personer. Jesus, hvem kalder du mig til for at forbinde mig med, som endnu ikke kender dig? Og hvordan kalder du mig til at forbinde mig med denne person?”
Der er mange eksempler på, at Jesus drager ud til folk, møder dem, der hvor de er og har måltidsfællesskab med dem. Derfor foreslog teamet på scenen at starte med en kop kaffe eller noget mad.

Øvelse 2: Befal sygdom forsvind!
Som forbeder skal du først sikre dig accept fra den, du vil bede for: Må jeg bede for dig? Må jeg lægge hånden på din skulder skulder? Sig derefter med overbevisning: ”Hvad hedder du, og hvad ønsker du, at jeg skal bede for?… Tak Jesus, fordi du elsker [navn]. Tak fordi hendes smerter betyder noget for dig. Jeg befaler smerterne at forsvinde! Kom Helligånd og fyld dette menneske med din fred.” Teamet foreslog kønsopdelt forbøn for at tage højde for eventuelle traumer eller tidligere oplevelser af overgreb.

Øvelse 3: Bed i desperation.
Der er ingen format for denne type bøn. Tanken er, at Herren ønsker, at vi overgiver hele vores person til ham, også smerter og svigt. Guds følelser dækker hele følelsesregisteret. Det kan vi se ved, at Jesus græd, blev vred, viste mildhed, venlighed og kærlighed. Og fordi vi kæmper (man råber i kamp) og skal dele hele Guds hjerte, må bøn også gerne være spontan, larmende, uhøflig, forstyrrende og insisterende! Jesus blev på sin vej ofte forstyrret af desperate mennesker, fx den blinde tigger, Bartimæus, i Markusevangeliets kapitel 10. Det var netop deres vedholdenhed og insisterende forstyrrelse, der forvandlede deres situation totalt.

Referencer

[1] Lukasevangeliet kp. 10, vers 2

[2] The Gregory Center for Church Multiplication, Myriad. Fundet den 24-07-2023 på https://ccx.org.uk/myriad/.

[3] Lukasevangeliet kp. 10, vers 2

[4] Anglican.ink, dateret 13. juli 2021: “Do the Church of England’s bishops want 10,000 new churches or not?”. Fundet den 24-07-2023 på https://anglican.ink/2021/07/13/do-the-church-of-englands-bishops-want-10000-new-churches-or-not.

Læs mere om John McGinley på Sommerstævne ’23

“Sendt ud af vores komfortzone” af Hanne Kiel
“Kald til at plante” af Hanne Kiel
Lyt eller se Hanne Kiels interview om “Kald til at plante” med John McGinley på Youtube. Interviewet er på engelsk uden undertekster.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten

Find flere

John McGinley tog i sin undervisning udgangspunkt Lukasevangeliet kap. 10, hvor Jesus sender 72 andre i forvejen til de byer, han planlægger at gå til. Vi får ikke at vide, hvem de er, men Jesus sender dem på samme måde, som han udsendte disciplene: Med sin kraft og autoritet! Det vil sige med både evnen og retten til at handle. To og to får de til opgave at gå til de nærliggende byer, helbrede de syge og forkynde, at Guds rige er kommet nær!

Sådan er vi også sendt til vores omgivelser – med evne og ret til at handle på Guds vegne!

En ny reformation af kirken

John McGinley er overbevist om, at Gud arbejder på en reformation af kirken i vores samtid.

Den kirke, vi kender til, er skabt til en anden tid og et andet samfund. Den har skabt meget godt, men samfundet og tiden – og dermed mennesker – har ændret sig, og vi har brug for at genskabe kirken.

Vi må finde en måde at være kirke på i vores tid. I den forandringsproces må vi give slip på vestens tillærte evne til at planlægge strategisk, fokusere på det finansielle og bygge strukturer op. Det er fristende at gøre, som vi plejer, men i stedet må vi (gen)lære at forlade os på Jesus Kristus og den kraft og autoritet, han har udrustet os med – på samme måde, som han udrustede disciplene og 72 andre.

Denne undervisning blev fulgt op af opfordring til at gå frem til forbøn. Selv er jeg ikke meget for denne sammenblanding af undervisning og evangelisk møde, men det blev gennemført fint og sobert – og rigtig mange gik frem til forbøn, som konsekvens af en undervisning, der oplevedes vedkommende.

David Vincent underviser (Tolk: Lars Midtgaard) (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Menighedsplantning

Enhver kirke er blevet plantet – engang! Nogle er flere hundrede år gamle, andre er måske 10 år, men de er alle blevet plantet på et tidspunkt. Danmark har tusindvis af kirker, så hvorfor plante nye?

Tre gode grunde til at plante en ny kirke:

• Gud elsker alle – også din nabo
• kirken skal være så tæt på, at man kan gå dertil
• en nyplantet menighed ejer en friskhed

Gud elsker alle – også din nabo
Det behøver ingen uddybning.

Kirken skal være tæt på
Kirken skal være så tæt på, at mennesker kan opleve et autentisk fællesskab, hvor medlemmerne elsker hinanden. Det gælder både geografisk og kulturelt. Ingen kører 50 kilometer for at opleve, at andre har et nært fællesskab, men der er heller ingen, der kan få øje på den indbyrdes kærlighed, når de først skal overkomme en fremmed og uforståelig kultur.

En nyplantet menighed ejer en friskhed
Det er langt lettere at skabe en ny kirkekultur i en nydannet menighed. Vi forsøger ofte at trække i mennesker for at få dem ind i den eksisterende kirke ved at tilpasse den kirkes eksisterende kultur. Det kommer der kun modstand ud af.

Dem, der elsker den eksisterende menigheds kultur, mister en væsentlig værdi, og dem, der er fremmede for den menigheds kultur, får heller ikke deres behov dækket. Derfor skal vi etablere nye kristne parallelsamfund til den eksisterende kirke. Vi skal plante noget nyt ved siden af.

John McGinley, teamet og tolk Lars Midtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hvem mangler du?

Spørg dig selv: Hvem er her ikke? Vi kan ikke blive ved med at være kirke uden at række ud til dem, der ikke kommer. I stedet for at trække i dem skal vi gå ud og være kirke på deres præmisser.

Vi skal etablere kristne fællesskaber i deres komfortzone. Kirken skal være, som kirkens kontekst fordrer det. Vi skal være autentisk kirke og dække moderne menneskers behov.

Trin-for-trin træning

John McGinley påpegede, at Jesus i Lukasevangeliet kap. 10 giver de 72, han sender ud, en trin-for-trin træning i at bringe Guds rige til mennesker. Først skal de finde ’fredens barn’, bo hos dem og spise sammen med dem. Dernæst skal de helbrede de syge og endelig skal de sige til folk: Guds rige er kommet nær til jer!

Et menneske at knytte sammen med dig

Vi er sendt ud med den samme opgave, påpegede John McGinley, og dernæst begyndte han at træne deltagerne i at løse opgaven. Udgangspunktet er, at vi bærer Jesus Kristus´ nærvær med os og kan forløse det nærvær for et andet menneske.

Første trin er at finde frem til det menneske, Gud ønsker, at du skal forbinde dig med. Begynd med at bede om fred for din familie, din menighed og dine omgivelser. Bed dernæst Gud om at vise dig, hvem du er kaldet til at knytte til dig: ’Jesus, hvem vil du knytte til mig?’ Guds svar vil komme til dig i al stilfærdighed som et navn eller billedet af pågældende.

Dernæst skal du kontakte vedkommende. Det kan forekomme en uoverstigelig forhindring, men du kan også gøre det helt enkelt. Send en SMS! Hvis du tør, kan du skrive: ’Guds rige er kommet dig nær!’ Men du kan også holde dig til: ’Jeg kom til at tænke på dig – skal vi drikke en kop kaffe sammen?’ Eller måske: ’Skal jeg bede for dig?’ Din SMS vil fortælle modtageren, at du har lagt mærke til ham/hende og har omsorg for vedkommende.

Vi fik ikke kun anvisningen på, hvordan vi kunne gøre det. Vi blev opfordret til at gøre det her og nu – og alle, der deltog, oplevede det som givende.

Vi fik ikke kun anvisningen på, hvordan vi kunne gøre det. Vi blev opfordret til at gøre det her og nu…

Fortæl at Guds rige er kommet nær

Meningen er ikke, at vi skal holde teologisk velforberedte, gennemtænkte prædikener, hver gang vi er sammen med andre mennesker. Det drejer sig om det simple, at vi skal fortælle, hvad vi selv har oplevet. Vi skal have modet til at dele med andre, hvad troen betyder i vores eget liv.

Igen blev vi opfordret til at deltage i en øvelse. Vi fik til opgave at henvende os til en tilstedeværende, som vi ikke kendte på forhånd, og fortælle om en god oplevelse på stævnet. Også i denne øvelse deltog mange og vi fik en god oplevelse af at samle mod til at dele noget personligt med en fremmed.

Helbred de syge

Indledningsvis gav John McGinley os en model for konkret bøn for helbredelse:

• spørg den syge, hvad vedkommende hedder, og hvad problemet er

Her vil jeg bruge navnet Anne for nemheds skyld.

• læg hånden på skulderen – og kun på skulderen – af den syge (Anne) og bed:
  • tak Jesus, fordi du elsker Anne
  • tak, fordi du har omsorg for Anne
  • i Jesus´ navn befaler jeg, at sygdommen skal forlade Anne
  • kom, Gud Helligånd, og udvirk, at det sker.
  • Amen
  • bliv ved med at bede
• tag imod helbredelsen med glæde eller accepter, at helbredelsen ikke sker.

John McGinley påpegede, at det er de kristne, der oplever det som et problem, når helbredelsen udebliver. De syge har derimod ofte den holdning, at de jo ikke kan miste noget ved det. Ofte er de også overvældede over, at vi tror på, at det er en mulighed.

En personlig refleksion

Selve undervisningen var givende, og bøn om helbredelse er en rigdom for den kristne menighed, men den skal praktiseres personligt og i et mindre forum. Andre deltagere oplevede det berigende og rigtigt, men er det i orden at ’træne’ det, ved at lade uerfarne deltagere bede for tilstedeværende syge? Kan vi tillade os at udstille andre menneskers sygdom og skrøbelighed og gøre dem til genstand for offentlige forsøg? Vi ved erfaringsmæssigt, at ikke alle bliver helbredt – hvem skal samle de skuffede op bagefter, når forbederen er ’i lære’ i en træningssession?

Mere inspiration

“Kald til at plante” – Hanne Kiels interview med John McGinley før Sommerstævne ’23
Læs mere om “The Gregory Centre for Church Multiplication”

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten

Find flere

Jesse Za Iap – der kom til Danmark som flygtningebarn. Nu brænder han for at undervise børn og unge og guide dem igennem uddannelsessystemet (Privat foto)

Jesse Za Iap er syv år, da han i 2004 kommer til Danmark sammen med sine forældre. De er kvoteflygtninge, på flugt fra diktaturet og borgerkrigen i Myanmar. Familien kommer til Varde og bliver en del af Calvary Mission Church.

Der går ikke mange år, før Jesse opdager, at uddannelse er vejen frem i Danmark. Ikke kun for ham selv, men også for de chin-børn, der er født i Danmark. Prædikatet ”anden-generations-indvandrer” giver måske opmærksomhed, men ikke automatisk adgang til det gode liv.

De unge skal have en uddannelse

Det vil Jesse ændre på. Men han er også grebet af en lille smule mismod. Jesse fortæller:
”Det er ikke ligesom dengang, jeg voksede op og gik i folkeskole. Der var der hverken smartphones eller computere eller noget som helst, der stjal opmærksomheden. De unge i dag bruger bare ikke så meget tid på skolen, som vi gjorde dengang.”

Det bekymrer Jesse, at alt for mange af de chin-børn, der er født og opvokset i Danmark og i dag er teenagere og unge, ikke får en videregående uddannelse.
”De kan sagtens klare det, hvis de brugte lidt mere tid i skolen. Men de har behov for, at der er nogen, der sidder med dem og hjælper dem, fx med matematik,” fortæller Jesse.

Fra lektiecafé til virksomhedsidé

Jesse engagerede sig tidligt i lektiecaféer, hvor børn og unge kunne få hjælp. Oplevelserne var langt fra positive:
”I Ringe havde vi en lektiecafé: Den blev aldrig blev nogen succes! Da jeg flyttede til København, prøvede vi også med et program for anden og tredje G’ere – men der var ikke nogen, der gad deltage.”

Jesse fortæller, at han var glad for de opfordringer han fik som teenager til at læse videre. Dengang var der ikke mange i chin-samfundet, der havde en videregående uddannelse. Kun få kunne vejlede ham på baggrund af egen erfaringer.

”Efter jeg blev færdiguddannet og fik et job, sagde min far altid, at jeg skulle tænke på den yngre generation”

”Efter jeg blev færdiguddannet og fik et job, sagde min far altid, at jeg skulle tænke på den yngre generation,” fortæller Jesse. Han kunne ikke slippe ideen om, at de unge chin’er trængte til et kærligt skub og hjælp med lektierne og fortsætter:
”Så tænkte jeg på det her lektiecafé igen, men så bare køre det som en hobbyvirksomhed. Så ville det også være mere forpligtende at deltage.”

Fra idé til virkelighed

Ideen var der, nu skulle den realiseres. Jesse fortæller: ”Mens jeg læste min kandidat som kemiingeniør på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i København, boede jeg hos en af mine nære venner. Vi talte om min idé og hvordan den kunne realiseres.”

Sammen med vennen, Tony Tha Cung Mang, starter Jesse virksomheden ”Brave Chin Mentor” i september 2022. Forbilledet er en norsk virksomhed, der i efteråret 2022 har omkring 40 elever.  ”Brave Chin Mentor” fokuserer på at støtte chin-elever i 7. – 9. klasse i matematik. Undervisningen skal ruste eleverne til eksamen, guide dem ind i uddannelsessystemet og motivere dem til at få en videregående uddannelse. Hver måned inviterer ”Brave Chin Mentor” en ”ekspert” på besøg. ”Eksperten” fortæller om sin egen vej gennem uddannelsessystemet og inspirerer de unge chin’er til at sætte sig mål. I skrivende stund følger et hold elever på 7. – 8. klasse-niveau undervisningen i matematik to timer to gange om ugen.

“Brave Chin Mentor” på udflugt til Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Copenhagen Business School (CBS) og gudstjeneste hos Copenhagen Chin Christian Fellowship (Foto fra “Brave Chiin Mentors” Facebookside)

En eller to gange om året er ”Brave Chin Mentor” på udflugt til de uddannelsesinstitutioner, de unge gerne skal fortsætte på. På ”Brave Chin Mentor”s Facebook-side kan man læse om den seneste udflugt, hvor turen gik til Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Copenhagen Business School (CBS) og gudstjeneste hos Copenhagen Chin Christian Fellowship. Billederne taler deres tydelige sprog: Det behøver slet ikke være kedeligt at uddanne sig!

Viden giver respekt – og bedre jobs

Jesse reflekterer over udviklingen:
”Nu er jeg på den anden side af uddannelsen og har fast arbejde. Men under uddannelsen har jeg haft ufaglært arbejde, kørt med aviser og arbejdet som SOSU i en sommerperiode og jeg har arbejdet sammen med min far på et lager. Jeg kender lidt til arbejdsmarkedet. Når jeg sammenligner de jobs, jeg har haft, med dem man kan få med en videregående uddannelse, så er det nemt at se, at det betaler sig at tage en lidt længere uddannelse: Af økonomiske årsager, men også fordi det ikke er så fysisk nedslidende. Man bliver også behandlet med mere respekt, når man ved noget.”

… det betaler sig at tage en lidt længere uddannelse

Et tilbud til alle unge

I første omgang er virksomhedens aktiviteter målrettet de unge i chin-samfundet, men ambitionerne rækker videre. Inspireret både af det norske forbillede og af en af ”ekspert-gæsterne”. Efter at have holdt et indlæg i ”Brave Chin Mentor” opfordrede Nicolas Fromsejer, formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, til at udvide målgruppen til at omfatte alle interesserede.
”Det har vi slet ingen problemer med,” fortæller Jesse. ”I første omgang fokuserede vi på de unge chin’er, fordi de har brug for støtte. Undervisningen foregår alligevel på dansk, så alle er velkomne.”

Du kan læse mere om ”Brave Chin Mentor”-virksomheden på deres Facebook-side her

Relateret

• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 27. jan. 2025 - Henry hjælper unge med at finde deres identitet i Kristus

Find flere