Lyt til artiklen:

Hjemmekirken

• mødes i Susanne og Cyril Wiik Kalvågs hjem i Nøddebo, Nordsjælland
• hun har en baggrund i Adventistkirken
• en evangelikal, karismatisk kirke
• 20 deltagere
• mødes fire gange om måneden, to lørdage til gudstjeneste og to onsdage til bibelstudie

Susanne og Cyril har haft hjemmekirke i deres hjem de seneste 20 år. De var oprindelig med til at skabe Café-kirken i København, en ung nybygger adventistkirke. Susannes første kirkeplantning lejede sig ind i Lyngby Baptistkirke. Det passede fint, for adventisterne har gudstjeneste om lørdagen. ”Det er jo den dag, Jesus som jøde fejrede sabbat”, forklarer hun.

På et tidspunkt blev det til en kirke i deres hjem – dengang et almindeligt parcelhus, nu er huset større. Oprindelig var de otte – nu svinger deltagerantallet mellem 12 og 24. Konceptet er, at man mødes to lørdage om måneden kl. 11. Alle tager noget med til brunch-bordet. Når de har spist, synger de lovsange i ca. 20 minutter. Et oplæg fra en af deltagerne indleder en samtale, og så slutter de med at bede sammen.

Hun opfordrer alle til at komme med et oplæg: ”Typisk tager vi et emne fra Bibelen og taler om, hvad vores erfaringer er omkring det. For det meste er det mig, vores søn Philip (36), eller min mor, der har holdt oplæg,” fortæller Susanne. Hun henviser til 1. Korintherbrev kap. 14, vers 26, hvor der står: ”Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet.”

”Det var ikke sundt”

Susanne er en driftig kvinde. Hun er privatpraktiserende psykoterapeut, har tre gospelkor og leder hjemmekirken i deres hjem. Men selv hun har en grænse, og den nåede hun i foråret 2023: ”Jeg tog for meget på mig. Det er typisk, at jeg tager ’faklen’ og gør det meste selv. Struktur er ikke mit stærke kort. Det er faktisk imponerende, at det gik i 20 år. Men så gik jeg ind i en væg. Folk havde vænnet sig til at komme, og så var alt parat. De har været gavmilde i tjenester og tid, så det var mit ansvar, at jeg ikke var mere uddelegerende. Det var ikke sundt for mig eller kirken, at jeg både ledte mødet og ledte lovsangen.”

”Nu har Philip overtaget ledelsen af kirken. Han har været med altid og er også mere struktureret end mig”, forklarer hun. ”Nu er der grupper, der hver har ansvar for et område, bl.a. et team, der har ansvaret for den åndelige ledelse af hjemmekirken.”

Mennesker kommer til tro

Det sunde i vores kirke er, at mennesker kommer til tro.

”Det sunde i vores kirke er, at mennesker kommer til tro. Vi oplever, at Gud er nær”, fortsætter Susanne og forklarer sit syn på en sund kirke: ”Det er, at man beder, beder og beder, lovsynger i bøn og er autentiske og ærlige. Vi skal være personlige og dele vores liv. Budskabet skal være helt nede på jorden, så alle kan forstå det. Så kendetegnene er stærk bøn og lovsang. I en sund kirke kender man Helligånden og inviterer Helligånden ind: Det er det, der giver frugten.”

Sårbarhed

I en sådan kirke er der plads til sårbarhed. Susanne fortæller, at der ofte er nogle, der græder – og det er ikke de samme hver gang: ”Der kom en ung pige, og hun syntes, det var pinligt at græde. Så sagde en anden til hende: ’Bare rolig, jeg græd i et helt år’.”

I en sådan kirke er der plads til sårbarhed.

Lige nu er halvdelen af deltagerne ikke kirkevante. Susanne inviterer i sine kor, mennesker hun møder, og andre inviterer fra deres arbejdsplads. Alle mulige relationer. ”Vi vokser ikke i antal, fordi vi har en lille lokation. Det er begrænset, hvor mange vi kan være. Derfor er vi også i gang med at netværke – dels med min søster Bettina Anker Wiik, som er præst, og dels med Cafékirken, der er i gang igen. Så vil vi samles én gang om måneden i en større sammenhæng. Det er vigtigt, at hjemmekirken ikke bliver en iltfattig dam”, slutter hun.

Læs også ‘Opbrud til sundt menighedsliv førte til martyriet …’

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Lyt til artiklen:

Citykirken i Aarhus:

• et selvstændigt trossamfund
• 530 medlemmer + børn og unge
• fem præster
• 3-400 til gudstjeneste

Jürgen Galonska er ledende præst i en af Danmarks største frikirker, Citykirken i Aarhus. Selv beskriver han en sund kirke således: ”Den er som en menneskekrop. Kroppe ser meget forskellige ud, men spiser du ordentligt, sover godt, får motion, så kan din krop udfylde sit formål. Det samme med kirken. Så kan kirken følge sit kald på alle områder. ”

Siden fusionen mellem to apostolske og en pinsekirke i 2010 har de samme tre præster været ansat, og to er kommet til siden. ”Vi supplerer hinanden godt”, siger Jürgen og fortæller: ”Vores mission knytter sig til Fadervor: ’Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i himlen’. Vi havde også en målsætning, men det stressede os. I stedet fandt vi hen ad vejen 12 værdier. De beskriver, hvordan vi er og gerne vil være. Ligesom i en familie forandrer vi os, når der kommer nye medlemmer.”

Kirken startede med 300 medlemmer. Nu går der i nogle uger op til 1000 mennesker igennem kirken.

Citykirkens værdier:

Vi ønsker at være

• for Jesus fordi vi tror på ham!
• for respekt fordi alle fortjener det!
• for potentiale fordi du kan!
• for forskellighed fordi vi ikke er ens!
• for hverdagen fordi livet har flest af dem!
• for generøsitet fordi vi ligner Gud mest, når vi giver!
• for kvalitet fordi vi er skabt til det!
• for enhed fordi der kun er én kirke!
• for verden fordi vi elsker verden!
• for fremtiden fordi den er lys!
• for livet fordi vi tror på et liv før døden!
• for autenticitet fordi sandheden sætter fri!

Go-More

De huser Østjyllands største gospelkor, Go-More, med 250 medlemmer – ét af dem genkendte Jürgen på en Go-More tur til København. ”Hun startede med ’Hej præst…’ og talte hele vejen til København om sin kirke og sit gospelkor. Hun er ikke medlem. Jeg havde ikke mødt hende før. Men Citykirken var hendes kirke.

Sundhed er mere end kultur. Du skal føle dig hjemme. Vi ønsker at gennemsyre vores by med kristne. Vi opfordrer alle til at leve deres liv med Gud i hverdagen. Sygeplejersken, chefen og dagplejeren er lige så meget i tjeneste som dem, der synger lovsang fra scenen. Vi vil væk fra scene-halløjsaen.” De har adskilt dåb og medlemskab, så man bliver optaget på bekendelse af tro på Jesus, men prædiker og praktiserer kun troendes dåb.

Tættere på hinanden

Hvert år har de et tema. I 2024 er det ”Tættere på hinanden, Gud og verden”. ”Vi har helt klart potentiale for udvikling omkring medvandring og discipelskab. Alle gudstjenester og alt, vi har gang i, skal gennemsyres af temaet. Kirkens grupper, der mødes en gang om ugen eller hver 14. dag, får fx tilsendt refleksioner.

Vi vil gerne undgå, at folk bliver overfyldt med kirkelige aktiviteter. Der skal være tid til andet end kirke.

Derfor respekterer vi et nej. Folk skal ikke blive stressede af kirke.” Det har de erfaringer med. Derfor holder de fx kun så meget børnekirke, som de har medarbejdere til. ”Nu har vi flere sunde og rimeligt tilfredse medarbejdere”, konstaterer præsten.

De unge flytter

Menighedens udvikling, den åndelige og daglige ledelse styres af præster og lederteam, i alt ni personer. Fire gange om året er der generalforsamling. Kirken har en udfordring, som gælder mange storbyer. Mange studerende bliver en del af kirken, men når de skal etablere sig, flytter de, fordi de ikke har råd til at bo i Aarhus.

Jürgen slutter: ”Vi velsigner kirkerne i Aarhus og omegn med gode medarbejdere. Vi siger til dem: ’Find et godt fællesskab og sørg for at jeres børn får en god kirke dér’.” Citykirken prøver at være en alle-generationskirke med alle racer og køn. ”Det er Jesus, der binder os sammen.”

Læs også ‘Bøn, bøn, bøn og lovsang’.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Lyt til artiklen:

Ole Lundegaard:

• præst i Herlev Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser i bl.a. Ny Testamente og græsk på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Paulus ønskede, at de menigheder, han havde grundlagt, skulle være sunde og være gode vidnesbyrd om Kristus. Det var de ikke altid, og derfor skriver han til dem.

Problemer var der nok af

I menigheden i Korinth fx var der meget, der ikke var sundt. Der var kliker i menigheden,[i] og hverken nadverfejring[ii] eller gudstjenestefejring var noget godt forbillede. Det var noget roderi, som udenforstående ikke kunne få noget ud af.[iii] Tilsyneladende var der nogle af mændene, der besøgte prostituerede,[iv] og der forekom sågar incestuøse forhold i menigheden.[v] Og listen er længere. Vi har to breve fra Paulus´ hånd til menigheden i Korinth, men vi kan læse os frem til, at der har været flere breve. De er gået tabt, men de vidner om en alvorlig indsats fra Paulus´ side for at vejlede og nogle gange irettesætte menigheden.

Paulus’ vejledning

Hvis vi læser på tværs af brevene, får vi et klart indtryk af de afgørende punkter i Paulus´ formaninger.

En del af en helhed

Et af de vigtigste billeder, Paulus benytter sig af, er billedet af menigheden som en krop med mange lemmer. Netop til menigheden i Korinth med alle dens interne stridigheder, udfolder han det mest udførligt.[vi] Billedet af legemet og lemmerne bruger Paulus til at minde menigheden om, at de til trods for deres forskelle og variation af talenter, gaver og funktioner, først og fremmest er ét. Enheden betyder meget præcist, at de skal respektere hinanden og drage omsorg for hinanden. Han slår et særligt slag for, at dem, der – efter menneskelig målestok – er de mindst vigtige i fællesskabet, skal vises den største respekt. I baggrunden klinger Jesus´ undervisning om, at Guds rige hører de mindste til.[vii] Sammenvævningen af mange i én menighed – jøder og grækere, slave eller frie, mænd eller kvinder[viii] – betyder, at man tager del i hinandens glæder og sorger.[ix]

Én og samme Herre

En afgørende del af billedet er, at legemet har et hoved – Kristus. Man kan ikke læse Paulus´ breve og udsondre en særlig lære om lederskab. Ikke andet – men heller ikke mindre – end dette: Kristus er legemets hoved! Det betyder, at alle lemmer på legemet uanset funktion – synlig eller mindre synlig – skal ligne Kristus. Især i Andet Korintherbrev bliver det tydeligt, at Paulus´ vejledning af menigheden ikke er gået helt efter planen, for menigheden fortsætter med at være optaget af bestemte lederskikkelser fremfor at tjene Kristus. Ledere er tjenere, ikke herrer.[x]

Selvhengivelse

Billedet af legemet rummer altså den forståelse, at man er givet til hinanden. Vi er ikke bare lemmer på Kristus, men på hinanden – ja legemet, menigheden, er Kristus´ legeme. Det understreger Paulus yderligere i Romerbrevet og Filipperbrevet, hvor han taler om at bringe et offer. Til menigheden i Rom skriver han, at de skal bringe deres legemer som et helligt offer, der er Gud til behag.[xi] I deres tjeneste skal de give sig selv til hinanden og til Gud. Overfor korintherne bruger Paulus samme billede af selvhengivelse, når han fremhæver de kristne i Makedonien, fordi ”de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os.”[xii] Vi må konkludere, at han anser det at hengive sig til Herren og til sine trosfæller for at være den sunde model.

Når Paulus taler om den selvopofrende tjeneste, klinger Jesus´ ord og eksempel med. Det refererer han specifikt til i brevet til menigheden i Filippi, hvor han siger, at de skal se på Jesus og gøre som ham. Han gav sig selv hen. Han var netop en tjener, og i menigheden skal Kristus´ eksempel følges.[xiii] Det er en særlig glæde for Paulus, når de gør sådan.[xiv]

Ikke én model for menigheden

Som nævnt kan man ikke ud fra Paulus´ breve sammenstille ét billede af, hvordan en (sund) menighed er struktureret, eller hvordan den ledes. Der er forskellige bud i alle brevene, men de udgør ikke til sammen et bestemt system. Hvorfor mon ikke? Paulus synes at acceptere, at menigheder har forskelle i deres struktur og organisation. En af teorierne er, at Paulus i de tidlige breve (fx Thessaloniker- og Korintherbrevene) stadig har forventningen, at Jesus meget snart kommer til syne, og så vil hele verden forandres. Derfor går han ikke meget op i organisation og struktur. Det kan godt være, det er sandt. I de sene breve i samlingen af paulinske breve (fx Timoteusbrevene) ser vi tydelige spor af begyndende klarere strukturer og embeder.[xv]

I et af de seneste udsagn i Paulus´ breve vender han tilbage til sin vigtigste pointe hele vejen igennem: Kristus! Han skriver, at hvis man vil færdes i Guds hus, den levende Guds kirke, er der en ”sandhedens søjle og grundvold” – hvorpå der følger en lovprisning af Kristus![xvi] For Paulus er en sund menighed en menighed, der i et og alt ser hen til Kristus som sit forbillede – og ser ham i et selvhengivende liv.

Læs også ‘Rejseberetning fra to uger med post-evangelikale kristne i USA’.

[i] 1. Korintherbrev kap. 1, vers 10-17

[ii] 1. Korintherbrev kap. 11, vers 17-26

[iii] 1. Korintherbrev kap. 14, vers 26-33

[iv] 1. Korintherbrev kap. 6, vers 12-20

[v] 1. Korintherbrev kap. 5, vers 1-5

[vi] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 12-31, men se også Romerbrevet kap. 12, vers 4-6 og Efeserbrevet kap. 4, vers 11-16

[vii] Se fx Matthæusevangeliet kap. 18, vers 1-5

[viii] Galaterbrevet kap. 3, vers 28

[ix] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 26

[x] Læs 2. Korintherbrev

[xi] Romerbrevet kap. 12, vers 1-2

[xii] 2. Korintherbrev kap. 8, vers 5

[xiii] Filipperbrevet kap. 2, vers 5-7

[xiv] Filipperbrevet kap. 2, vers 1-2

[xv] Se fx 1. Timotheusbrev kap. 3

[xvi] 1. Timotheusbrev kap. 3, vers 15-16

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Lyt til artiklen:

Vestermarkskirken i Grindsted:

Del af Evangelisk Frikirke Danmark
240 medlemmer
Fire ansatte på deltid
Præst Charley Stephansen på fuld tid

”En sund kirke ser forvandlede liv. Mennesker kommer til tro i vores kirke, og de oplever, at deres liv forandrer sig.” Det glæder Henrik Dam, menighedsrådsformand i Vestermarkskirken i Grindsted, at fortælle det. Menigheden vokser. Det seneste halve år er der kommet 15-20 nye mennesker til. Et velkomstteam bygger relation til de nye og spørger, hvad de kan gøre for, at de bliver en del af kirken.

Menigheden vokser. Det seneste halve år er der kommet 15-20 nye mennesker til.

Charley Stephansen, der har været præst i kirken i 13 år, supplerer: ”Vi er blevet meget bedre til at tage imod og integrere nye i vores kirke.” Således lavede de en ny smågruppe på det helt rigtige tidspunkt. De bruger et ’Lectio Divina’-koncept: Læser en bibeltekst i flere oversættelser, og alle fortæller, hvad de fik ud af det. Midtvejs er der kaffepause, og de beder for hinanden til slut.

Bibelen i fokus

”Bibelen er kommet mere i fokus”, siger Henrik Dam videre. ”Vi kan ikke gå ud fra, at alle kender Bibelen.” De oplever i højere grad Guds nærvær i gudstjenesterne. ”Vi kan bede om mirakler, og Gud handler.” Man kan høre begejstringen på hans stemme.

Gudstjenesten har været på slankekur.

Gudstjenesten har været på slankekur. ”Der var alt for mange ting, der skulle siges i gudstjenesten,” pointerer Charley Stephansen. Henrik Dam tilføjer: ”Det var gode ting”. Men de er enige om, at slankekuren hjalp. Nu er der mere fokus.

Parat til vækst

”Menigheden har været parat til vækst. Vi bliver begejstrede, når der kommer nye, og vi ser dem vokse. Det rykker virkelig”, forklarer Charley Stephansen. Vestermarkskirken har været igennem Vital-processen og er derfor bevidst om de ti kendetegn på en sund, missional kirke. Menighedens tema sidste år var ’Gud i hverdagen’.

”Vi vil gribe det nye ’Lad os tale om tro’. Det er en kæmpe hjælp til os. Det er fint, at Charley prædiker. Vi har gode gudstjenester, men det skal jo leves i hverdagen,” som Henrik Dam siger, og så glæder det ham, at ”dét, vi fokuserer på, er dér, Gud arbejder”.

Vi skal opleve, at vi er forankrede i Gud.

Fokus for det indeværende år er ’Forankret’. ”Det handler om Guds ord og Guds kraft. Vi skal opleve, at vi er forankrede i Gud”, fortæller Henrik Dam og beretter, hvordan menighedsrådet og de ansatte havde en ”fed aften”, da det nye årstema stod klart for alle.

Op, ind, ud

10 kendetegn på en sund menighed:

Bibelen er central
Livsforandrende vandring med Jesus
Troen på Kristus deles med andre
Diakoni i lokalsamfundet
Internationalt missionsengagement
Imødekommende fællesskab
Inderlig tilbedelse
Opofrende og generøs livsstil og tjeneste
Åndeligt lederskab
Frugtbar organisation

Lige nu arbejder de også med en ny ledelsesstruktur. Charley Stephansen forklarer: ”Da vi var en mindre menighed, kendte alle hinanden, og alle kunne involveres. Når menigheden vokser, skal der uddelegeres mere. Den overgang er ikke altid nem. De ting, vi arbejder med nu, er nødvendige. Ellers ville det være en stopklods.”
Henrik Dam supplerer: ”Det står i vores vedtægter, at menighedsrådet er åndelig ledelse. Men er vi det?”

Når menigheden vokser, skal der uddelegeres mere. Den overgang er ikke altid nem.

Nu er der ryddet en time til menighedsrådsmøderne, hvor rådet er ’i helikopteren’. Det handler om menighedens DNA, som de kalder ’op-ind-ud’. ’Op’ er relationen til Gud, ’ind’ er menighedens interne liv og ’ud’ er relationen til det omgivende samfund.” Det praktiske kan fylde rigtig meget. Det åndelige skal have plads,” præciserer han. Derfor prøver de at skabe et nyt mellemled, der skal sørge for, at det praktiske fungerer.

Skal de to nøglepersoner nævne noget, menigheden kan blive bedre til, er det omsorgsfulde relationer.

”I enhver familie er der dysfunktion. Men vi kan godt være os selv bekendt, sagt på jysk”, konkluderer Charley Stephansen.

Læs også ‘En sund kirke er som en menneskekrop’.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Lyt til artiklen:

Kristian Bonde-Nielsen:

• præst i Købnerkirken
• medvært på podcasten Spadestik
• har udgivet flere lovsange hos Stille Stunder

Når kirke er bedst, er den som ingen andre fællesskaber i verden. Når den er bedst, er det fællesskaber, hvor vi møder dem, vi ellers aldrig ville møde. Når den er bedst, er det dér, vi får bonusbedsteforældre, bonusonkler og -tanter. Når den er bedst, er det dér, mennesker bliver budt velkommen, som de er, uden forbehold. Når kirke er bedst, er den et sted, hvor mennesker får lov til at opdage Guds uendelige kærlighed til dem.

Men nogle gange er kirken ikke bedst. Nogle gange er det frustrerende og det, der er værre.

Den postevangelikale bevægelse

Derfor var der noget i mig, der fik ny energi, da jeg for et par år siden for første gang stødte på den postevangelikale bevægelse i USA og andre steder i verden. Det blev jeg nødt til at undersøge nærmere – og det gjorde jeg to uger i foråret sammen med min gode ven og kollega, Lasse Åbom.

Når kirke er bedst, er det et sted, hvor mennesker får lov til at opdage Guds uendelige kærlighed til dem.

Jeg kunne skrive om amerikansk kultur, om hvor hurtigt alting går, og hvordan en introvert dansker kommer til kort i det tempo, som alle samtaler foregår i. Jeg kunne også skrive om madkultur (læs: tacos, tacos, tacos!), eller den særlige ’sydstats-hospitality’ som gør, at det er praktisk talt umuligt at få lov til at betale, når man er ude at spise eller få en øl.

Men det skal handle om noget andet

Det, jeg mere end noget andet tager med mig hjem fra vores tur, er, at den kirke, jeg – og måske andre – længes efter, faktisk er ved at blive til. De spørgsmål og længsler og drømme, som jeg og andre har, findes på tværs af landegrænser og kulturer. Længsler efter en kirke, som er mere engageret i verden, mere inkluderende, mere klar på at lære fra en bred vifte af kirkelige traditioner og mere optaget af, hvordan man agerer nådigt, især hvor uenigheden er størst. Alt sammen insisterende på, at kirken stadig er værd at kæmpe for, og at Jesus-historien stadig er den væsentligste historie at fortælle.

Ganske særligt insisterer den postevangelikale bevægelse på, at det er vigtigere, hvem vi gerne vil være, og hvordan vi er overfor hinanden, end hvad vi tror på. Mennesker i bevægelsen forenes ikke af læremæssige spørgsmål, men af en længsel efter en kultur og nogle værdier, der skal kendetegne vores kirker. Ikke fordi kirkelige læresætninger ikke er vigtige, men måske i anerkendelse af, at der faktisk er noget, der er vigtigere: Nemlig, hvordan vi er sammen, fremfor hvilke holdninger vi måtte have? Det er måske også derfor, at bevægelsen rummer en bred vifte af kirkelige traditioner. Det er ikke længere vores syn på særskilte teologiske spørgsmål om dåb eller nadver, der får os til at hænge sammen.

Faktisk er der noget, der er vigtigere: Nemlig, hvordan vi er sammen, fremfor hvilke holdninger vi måtte have?

Mit eget ambivalente forhold til kirke har gjort, at jeg af og til har haft lyst til at finde noget andet at bruge mit krudt på. Alligevel bliver jeg ved, fordi noget ved kirken er værd at kæmpe for at bevare. Eller måske snarere: Værd at prøve at skabe en forandring i. Jeg holder så meget af mange ting i kirken – og det vil jeg gøre mit for at bevare. Samtidig har jeg også lyst til, at vi efterlader noget i fortiden.

En stor opmuntring

Jeg mødte mennesker, som havde mange af de samme overvejelser som jeg. Det var en stor opmuntring, fordi jeg de sidste par år har haft mange samtaler med folk, som er på den samme vandring. Overvejelser om alt fra hvad vi stiller op med Bibelen, om gudsbilleder, om hvordan man taler om tro med børn og unge, hvordan god kirkeledelse ser ud, og særligt hvordan vi kan få Jesus-historien tilbage i centrum af den kristne fortælling. Overvejelser om musik, spiritualitet, økonomi, socialt ansvar, racisme, Guds vilje blandt meget andet. Og selvfølgelig overvejelser om seksualetik og seksualitet. Overvejelser om, hvordan vi bliver bedre kirker for vores LGBT+-søskende. Overvejelser om, hvordan vi taler med mennesker, vi er uenige med. Kritisk selvrefleksion over de sår, som mennesker har fået i kirkelige sammenhænge, og hvordan vi kan gøre bedre plads til tvivl og undren.

I de seneste 20-30 år har mange andre bevægelser i og omkring den kristne tro stillet store spørgsmål, men det er ofte endt i en mere kynisk ’det-hele-kan-være-lige-meget’-tilgang. Det gælder ikke den postevangelikale bevægelse. Den er hverken en postkristen eller postkirke-bevægelse. Det helt særlige er, at den består af mennesker, der har bevaret troen på både kirke og Jesus Kristus som kirkens Herre. For mig er det den afgørende forskel.

Noget andet, der også er helt særligt, er den generøse attitude, vi har mødt hos alle involverede. Vi er blevet mødt med åbne arme alle vegne, og de fleste har stillet spørgsmålet: Hvordan kan jeg hjælpe jer?

Så hvad skal du med alt det?

Siden du har læst med så langt, må du have en interesse i dansk kirkeliv. Hvis du har lyst til at fortsætte samtalen, har vi nogle samlinger i Danmark i noget, vi har kaldt ’3rd way collective’. Du er også altid velkommen til at række ud til mig, hvis du er nysgerrig eller gerne vil høre mere.

Læs også ‘En helt almindelig juleaften – og dog anderledes’.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Lyt til artiklen:

Bent Hylleberg

cand.theol., tidligere præst, leder af BaptistKirkens præsteuddannelse og formand for BaptistKirken.

Vi skal tilbage til reformationstidens Mellemeuropa. I januar 2025 er det 500 år siden, de første baptister prøvede at danne menigheder efter Det Nye Testamentes forlæg. Det skete i en 1000-år gammel ’kristendomskultur’, som de ville vride sig ud af. Midt i dén kultur ville de skabe ’sunde’ menigheder. Bruddet med datidens kulturkirke skete i Zürich den 21. januar 1525.

Datidens samfund – og kirke

Forholdet mellem kristne menigheder og den kultur, de opstår i, har altid været til diskussion. Hvor meget kan vi som kristne ligne det samfund, vi lever i, uden at miste vores nye identitet? Kristne bør vel primært tage farve af det budskab, som Jesus forkyndte for at ændre de gamle livsmønstre? Det mente de første døbere i 1500-tallets Europa at kunne læse i Det Nye Testamente.

Hvor meget kan vi som kristne ligne det samfund, vi lever i, uden at miste vores nye identitet?

Den nævnte ’kristendomskultur’, der omgav dem, havde sammenblandet kirke og kultur – eller kirke og magt – på en sådan måde, at kirken blev borte i kulturen. I forordet til døbernes første bekendelse fra 1527 lyder det derfor: ”Vi skal være adskilt fra verden i alt, hvad vi gør og ikke gør.”[i] At markere og fastholde ’skellet’ mellem kirken og den omliggende kultur var dengang det helt afgørende for døberne.

Sammenblandingen var i samtiden så gennemført, at døberne blev dømt for to forbrydelser. De blev idømt dødsstraf som kættere, der gik imod den officielle troslære. Samtidig fastholdt de, at Jesus-disciple ikke kan og må bære våben og aflægge ed til øvrigheden. Deres ed havde de én gang for alle aflagt til Jesus i deres dåb! De blev derfor også dømt som oprørere. Begge domme førte dem til martyriet. De, der slap med livet i behold, blev fredløse flygtninge i det datidige Europa.

En alternativ vej

Ulrich Zwingli (1484-1531) med Bibel og sværd – parat til kamp. Statuen står i dag i Zürich.

Døberne mente, at det var barnedåben, der siden 300-tallet havde nedbrudt ’skellet’ mellem kirken og kulturen. Derfor kaldte de barnedåben for ”pavedømmets første og højeste vederstyggelighed”. Fra begyndelsen af 1520’erne havde Zwingli samlet unge studerende, som hos ham læste græske klassikere, Det Nye Testamente, den latinske Bibel og kirkefædrene.

De studerende blev mere radikale end både Zwingli og Luther. Snart indså de, at kirken oprindeligt bestod af troende, der var blevet døbt på deres egen personlige bekendelse. Derfor skred de til de epokeskabende dåbshandlinger, der fandt sted i Limmat, floden der løber gennem Zürich. Her blev der døbt ca. 800, hvoraf kun få levede efter forfølgelsen i 1528.

’Sundt’ menighedsliv?

Den vision, der driver os som døbere i dag, bør fastholde, at kirken er en del af kulturen omkring os og samtidig forskellig fra den. Hvordan finder vi den balance? En væsentlig inspiration hertil fra reformationens døbere kan udtrykkes sådan: ”Kirken behøver ikke at definere sig negativt til den omgivende kultur, men den skal holde fast ved sin særlige identitet som Gudsfolket sendt til verden. Udgangspunktet er, at der ikke længere eksisterer et fuldt ud sammenfald mellem kirke og folk. Kirken må både udleve sin identitet som et særligt folk, der er adskilt fra verden, og sin mission som sendt til verden.”[ii]

Kirken er en del af kulturen omkring os og samtidig forskellig fra den. Hvordan finder vi den balance?

Som ’Guds folk’ er vi sendt af Jesus med evangeliet om, at han er Herre – og vi bliver sendt til de ’nationale folk’, som vi lever i. Den forståelse er efter 500 år blevet en fælles indsigt for (de fleste) kristne i Danmark, uanset dåbspraksis. Martyrerne er blevet stuerene. Men hvad med os? Fastholder vi den identitet og mission, når vi bliver sendt til vores verdsliggjorte kultur?

Læs også ‘Én krop’.

[i] Schleitheimbekendelsen kan læses her: https://baptistkirken.dk/wp-content/uploads/pdf/anabaptist.pdf

[ii] Bent Bjerring-Nielsen: Visning af: Anabaptismens kirke- og kultursyn og dets aktuelle teologiske relevans

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere