Lyt til artiklen:

Hvad gør en menighed, hvis unge mennesker kommer til tro, men ikke ønsker medlemskab? Hvad betyder det, hvis de unge fortæller, at de har været til gudstjeneste – men taler om en oplevelse online, et møde i cellegruppen eller kristent indhold på sociale medier?

Det er nogle af de spørgsmål, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 rejser. Rapporten har sat gang i samtalen om unge, tro og kirke. Den peger på markant større åbenhed over for kristendommen – især blandt unge mænd. Men flere kritikere advarer mod at bruge tallene som dokumentation for en vækkelse.

For BaptistKirken rejser Trosanalysen 2026 spørgsmålet: Hvordan møder vi de unge, der ikke finder vej til kirken ad de traditionelle veje, men alligevel søger mening, tro og fællesskab?

Tallene, der vakte opsigt

Der er noget i bevægelse. Det er en af de tendenser, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 peger på. Rapporten undersøger danskernes forhold til Gud, tro, kirke og Bibelen.

Rapporten bygger på en nationalt repræsentativ stikprøve på 2.000 respondenter. Derudover har undersøgelsen inddraget 1.000 ekstra respondenter i alderen 16–30 år. Konsulenthuset Holst Mouritzen har gennemført undersøgelsen, mens firmaet Bilendi har indsamlet data.

Rapporten peger på, at unge under 30 år virker mere åbne over for kristen tro og Bibelen end ældre generationer. Blandt de 16–30-årige svarer 48,6 procent, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. Næsten to ud af tre unge svarer, at de søger efter en følelse af mening med livet.

Trosanalysen 2026 kort fortalt

• Udgivet af Bibelselskabet i 2026.
• Gennemført af konsulenthuset Holst Mouritzen.
• Data er indsamlet af Bilendi.
• Rapporten bygger på 2.000 respondenter i en national stikprøve.
• Derudover indgår 1.000 ekstra respondenter mellem 16 og 30 år.
• 48,6 procent af de unge svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt.
• 41,3 procent af de unge vil gerne lære mere om Bibelen.
• 33,8 procent af unge mænd siger, at de har deltaget i gudstjeneste den seneste måned.
• Tallene skal læses med forbehold om fx selvrapportering og frikirkelig overrepræsentation.

Interessen for Bibelen er også markant. Ifølge rapporten vil 41,3 procent af de unge mellem 16 og 30 år gerne lære mere om Bibelen. For danskerne som helhed gælder det 21,8 procent.

Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun, understreger i en pressemeddelelse, at rapporten ikke viser, at Danmark som helhed er blevet religiøst, eller at alle unge er på vej i kirke. Men rapporten kan, siger han, kvalificere samtalen om “tro, dannelse, kultur og fællesskab i Danmark”.

Unge mænd skiller sig ud

Tallene for unge mænd har vakt mest opsigt: 54,5 procent af de unge mænd svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. 36 procent siger, at religion er vigtig i deres hverdag.

Men det mest overraskende er, at 33,8 procent af de unge mænd mellem 16 og 30 år oplyser, at de har deltaget i en kristen gudstjeneste inden for den seneste måned – enten online eller fysisk.

Kritikken: En strømpil er ikke et bevis

Kristeligt Dagblad bragte samme dag som offentliggørelsen af undersøgelsen en kritisk artikel med Brian Arly Jacobsen, lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet. Han advarer mod at bruge rapporten som bevis for, at der er en særlig vækkelse blandt unge mænd.

“Ud fra denne rapport vil jeg være varsom med at konkludere, at der er en vækkelse blandt unge mænd,” siger Brian Arly Jacobsen til Kristeligt Dagblad.

Kritikken handler især om tre forhold: Undersøgelsen bygger på selvrapportering, data kommer fra et onlinepanel, og frikirkelige respondenter var oprindeligt overrepræsenterede i materialet.

Virksomheden Bilendi foretager markedsundersøgelser ved hjælp af spørgepaneler, hvor deltagerne selv har meldt sig. I rapporten står der, at metoden ”altid indebærer en risiko for bias”. Den oprindelige stikprøve havde samtidig en overrepræsentation af personer, der identificerede sig med frikirker, og en underrepræsentation af personer, der identificerede sig med folkekirken.

For at korrigere for skævheden blev respondenter, der primært identificerede sig med Adventistkirken, Baptistkirken, Apostolsk Kirke og Evangelisk Frikirke, sorteret fra. Rapporten vurderer, at frasorteringen giver “et langt mere repræsentativt udtryk”, men tilføjer, at rapporten “naturligvis” skal læses med dette forbehold.

Frikirkerne og den ømme pointe

Forbeholdet gør ikke rapporten ubrugelig. Men resultatet betyder, at den ikke kan bruges som bevis for frikirkelig fremgang. Derimod kan den bruges som anledning til at overveje, om unge i dag søger kristent fællesskab på måder, der ikke passer ind i fx BaptistKirkens traditionelle medlemsopfattelse.

Når “gudstjeneste” ikke nødvendigvis betyder søndag formiddag

Et andet centralt forbehold i kritikken handler om, hvad unge forstår ved “gudstjeneste”. Rapportens spørgsmål nævner både online og fysisk deltagelse. Derfor kan svarene ikke uden videre oversættes til ”unge på en kirkebænk søndag formiddag”.

I Kristeligt Dagblad bliver Jacob Holst Mouritzen spurgt, om det virkelig kan passe, at hver tredje unge mand har været i kirke inden for den seneste måned?

Han nævner flere mulige forklaringer på tallene: Unge følger danske eller udenlandske kirker på nettet. Ordet “gudstjeneste” kan blive fortolket forskelligt. Og nogle tæller måske noget “gudstjenesteagtigt” på TikTok med som en gudstjeneste. Han peger også på selvrapportering som forklaring.

På baggrund af rapporten vil det være “en fuldstændig forkert konklusion” at sige, at hver tredje ung mand har siddet på en kirkebænk den seneste måned, siger han til Kristeligt Dagblad.

Semper Magasin peger på samme forbehold. Kathrine Kjær Schmidt skriver, at ”selvforståelse og virkelighed er desværre to forskellige ting”. Pointen er, at tallene ikke nødvendigvis viser faktisk gudstjenestedeltagelse, men at det i sig selv er interessant, at unge mænd siger, at de går i kirke.

Kirke.dk: Skvulp eller tendens?

Hos kirke.dk læser Danske Kirkers Råds generalsekretær, Emil Hilton Saggau, rapporten som en indikation – ikke som en konklusion.

“Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse,” siger han til kirke.dk og henviser til anekdoter om unge mænd på trosrejser.

Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse

Men han tilføjer også et vigtigt forbehold:
“Udfordringen ved undersøgelsen er, at man ikke kan se, om det blot er et skvulp eller en reel tendens.”

Emil Hilton Saggau advarer også mod at tænke for fast i klassiske kirkelige kategorier. Når ældre generationer hører, at unge går i kirke, tænker de ofte på søndag formiddag. Men for unge kan kristen praksis også være bibelgruppe, onlinegudstjeneste eller Kristus-influencere.

“Når vi tænker, at de går meget i kirke, tænker vi automatisk på søndag formiddag. Sådan er det ikke nødvendigvis for de unge,” siger han til kirke.dk.

Hvad skal kirken gøre med nysgerrigheden?

Rapporten peger på en åbenhed hos de unge, som kirkerne bør tage alvorligt. Ikke så meget på grund af de absolutte tal i rapporten, som de spørgsmål, den rejser: For hvad er det, de unge søger, når de svarer, at tro, Bibel og gudstjeneste betyder noget for dem?

Søger de et fællesskab? Søger de en praksis? Søger de et sprog for mening, skyld, håb, identitet og retning? Søger de kristendom på nettet, i bibelgrupper, i frikirkelige fællesskaber, i folkekirken – eller på tværs af det hele?

For baptistmenigheder er spørgsmålet relevant: Baptister lægger vægt på det konkrete gudstjenestefællesskab, et stærkt frivilligt engagement i menighedens liv, det personlige ”ja” til Jesus som Herre og Frelser og dåben i den åbne dåbsgrav.

Derfor er det værd at spørge, om unge altid genkender disse værdier, når de selv taler om kirke og kristen praksis. For nogle søgende unge kan kirke være noget, man opsøger, prøver af og gør til sit eget i en kortere eller længere periode. ”At tilhøre en menighed” giver ikke altid mening på forhånd.

Derfor kræver samtalen ydmyghed. Det handler om at lytte til, hvordan de unge tænker kirke, før vi tæller dem på bænkerækkerne søndag formiddag.

Ikke vækkelse som facit – men heller ikke ingenting

Der er god grund til at læse Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 med forbehold. Rapporten bygger på selvrapportering og et onlinepanel, og datamaterialet er korrigeret på grund af en markant overrepræsentation af frikirkelige respondenter. De mest opsigtsvækkende tal om gudstjenestedeltagelse kan ikke oversættes direkte til mennesker på kirkebænkene søndag formiddag.

Alligevel er der grund til at læse rapporten.

…tallene kan ses som “en form for signal”

Brian Arly Jacobsen siger til Kristeligt Dagblad, at tallene kan ses som “en form for signal”. Emil Hilton Saggau kalder rapporten en indikation, ikke en endelig konklusion.

Den mest redelige konklusion er måske, at det er for tidligt at tale om vækkelse. Men det er ikke for tidligt at lytte til de unge.

Når unge søger efter mening, undersøger troen og læser Bibelen, er kirkens første opgave ikke at diskutere beviserne. Kirkens opgave er at spørge, om den er klar til at tage samtalen med de unge.

Efterskrift

Efter udgivelsen af denne artikel har Thomas Willer, forfatter på bibelselskabets rapport ”Gud og danskerne – Trosanalysen 2026,” skrevet en artikel på webmediet kirkeforalle.dk, hvor han gennemgår tallene i rapporten og kommenterer på rapportens forbehold. Den er værd at læse!

Kilder:

• Bibelselskabet: Gud og danskerne – Trosanalysen 2026.
• Bibelselskabet: “Unge søger mening: Ny analyse viser markant åbenhed over for tro og kirke”, pressemeddelelse, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ny undersøgelse fra Bibelselskabet: Flere unge søger mening i Bibelen og kirken”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ekspert er skeptisk over for undersøgelse, der viser eksplosion i mænds forhold til kristendom”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• kirke.dk: “Er der en vækkelse blandt de unge? Omdiskuteret undersøgelse drøftes på årsmøde i Danske Kirkers Råd”, 29. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Semper Magasin: “Hver tredje unge mand siger, at han har været til gudstjeneste den seneste måned”, 28. maj 2026.

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed

Find flere

Lyt til pinseinspirationen:

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Lyt til artiklen:

Det er fredag aften i Købnerkirken. Der bliver tændt levende lys som en del af en liturgi for mennesker, der kommer med træthed, sorg og længsel i kroppen.

Fredag aften rummer bibelmeditationer, bøn, lovsange, Taizé-sange, gamle salmer, digte, stilhed og musik. Der er plads til det, der er brudt, og til håbet om, at noget nyt kan spire frem.

“Fredag aften var mere til hjertet,” fortæller præst i Købnerkirken, Kristian Bonde-Nielsen, der var en af initiativtagerne til Genklang.

Kristian fortæller, at aftenen gav sorg, træthed og længsel et sted at være. For at kunne lægge det svære i livet frem for Gud.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

“Det er jo kristendommens grundidé, at når vi lægger noget i jorden, så spirer der noget nyt frem,” siger han.

Lørdag var mere “til hovedet”, som Kristian formulerer det: oplæg, samtaler og gruppedrøftelser om spørgsmål, der fylder for mennesker, som stadig har troen og vil kirken – men som har svært ved at finde sig til rette i de kendte former.

“Det handlede om mødet mellem mennesker. Det var det vigtigste,” siger Kristian.

For dem, der fortsat søger kirkens fællesskab

Genklang var arrangeret af ’3rd way collective’, et dansk græsrodsfællesskab, der er inspireret af postevangelikale bevægelser i USA.

Postevangelikal? Kristian forklarer det enkelt:
”Det handler om mennesker med rødder i evangelikale, frikirkelige eller folkekirkelige miljøer, som ikke længere kan se sig selv i de kirkeformer, de kender – men som stadig ønsker at holde fast i troen og fællesskabet.”

Genklang?

Genklang fandt sted i weekenden fredag 17. og lørdag 18. april 2026 i Købnerkirken i København.

Genklang blev arrangeret af ’3rd way collective’ – et dansk græsrodsfællesskab inspireret af postevangelikale kristne og ønsket om at udforske en tredje vej for kirken. Efter samlingen har initiativtagerne talt om, at fællesskabet fremover skal hedde Genklang: Et rum, hvor mennesker kan genkende deres egen længsel efter tro, fællesskab og kirke hos andre.

Invitationen til Genklang blev delt i forskellige onlinefora, blandt andet på Facebook og i artiklen “En tredje vej for kirken?” på kirkeforalle.dk.

“Det er mennesker, der siger: Den måde at være kristen på kan vi ikke se os selv i. Men vi er ikke færdige med kristendommen,” siger han.

I USA er bevægelsen i høj grad vokset frem som en reaktion på en evangelikal kristendom, som mange synes er for tæt forbundet med bestemte politiske dagsordener. Dansk kirkeliv er meget anderledes, men Kristian og de øvrige initiativtagere genkender noget af længslen.

Nogle har dekonstrueret den tro, de voksede op med. For nogle har svar, de engang fik, mistet mening. Nogle føler sig hjemløse i kirken, selv om de stadig længes efter fællesskab, bøn, nadver, sang og efterfølgelse af Jesus.

“Genklang er drømmen om at skabe et sted, hvor dem, der tror, de sidder alene rundt omkring i kirkerne eller uden for kirkerne, kan mærke, at de ikke er alene,” siger Kristian.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En tredje vej

’3rd way collective’ begyndte for nogle år siden med samtaler mellem mennesker fra forskellige kirkelige sammenhænge. Baptister, metodister, folk fra Evangelisk Frikirke Danmark, pentekostale og karismatiske miljøer og lutherske sammenhænge.

”Det er ikke tænkt som et nyt kirkesamfund! Det kan jeg berolige alle med: Det er vi slet ikke organiserede nok til,” siger Kristian med et smil.

’En tredje vej’ er en søgen efter et nyt rum for mennesker, der ser noget værdifuldt i forskellige kirkelige traditioner, men mangler rum for deres tro i de kendte former.

“Der er nogle ting fra den frikirkelige tradition og kultur i Danmark, vi er rigtig glade for. Og der er nogle ting fra den lutherske folkekirkelige tradition, vi er enormt glade for. Men der er ikke noget, der rigtig passer til os,” siger Kristian.

Han pointerer, at der ikke er tale om et opgør med det eksisterende eller en dom over andre kirker. Men en søgen efter et sted, hvor længsler kan få sprog og fællesskab.

Værdier frem for facit

Fællesskabet ’3rd way collective’ har formuleret en række fælles værdier i forhold til: nåde, socialt ansvar, generøs ortodoksi, discipelskab og fuld inklusion.

Med andre ord: Et kristent fællesskab, hvor nåden bærer, hvor troen har sociale konsekvenser, hvor man lærer af andre traditioner, følger Jesus i praksis og arbejder for, at alle kan høre til.

Kristian understreger, at alle i princippet er inviteret. Værdierne giver fællesskabet retning:  “Hvis man synes, det lyder spændende, så er det nok noget for en. Og hvis man synes, det lyder mærkeligt, så giver man det nok bare lov til at blive liggende,” siger han.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

Skuldre, der sænkede sig

Efter Genklang beskrev en deltager samlingen på Facebook som “et lettelsens suk”. En anden som “et afvæbnet fællesskab”. Et sted uden facitliste for tro. Hvor ingen skulle præstere, men hvor man kunne stille sig åben for Guds nærvær sammen med andre.

Kristian genkender oplevelsen:
“Jeg har sjældent stået for noget, hvor jeg har haft en så god fornemmelse af atmosfæren undervejs. Og jeg har fået så mange udelukkende positive kommentarer,” siger han.

Det, der overraskede ham mest, var tilliden blandt deltagerne:
“Jeg var meget overrasket over, hvor trygt og tillidsfuldt folk, jeg ikke havde mødt før, gik ind i rummet. Det var nærmest sådan, at vi bare lige sagde hej og sang en sang, og så var man klar til at dele ud af sit indre,” siger han.

Der blev grædt. Der blev lyttet. Der blev lavet kaffeaftaler. “Det var en del af drømmen,” siger Kristian: at mennesker, der troede, de stod alene, opdager andre med samme længsel.

Når kirken gør ondt

Nogle kom til Genklang, fordi de havde slået sig på kirken. Nogle kom af nysgerrighed. Nogle af længsel efter et bredere kirkeligt samtalerum. Nogle, fordi de genkendte værdierne.

Kristian fortæller, at mange samtaler kredser om kirkelige sår:
“Jeg har masser af eksempler med mennesker, som har slået sig så meget på kirke, at deres krop reagerer fysisk, bare de træder ind til en gudstjeneste,” siger han.

Han nævner skuffelser over ledelse, dogmer, bibelsyn, spørgsmål om himmel og helvede, erfaringer med ’purity culture’ – stærk kontrol med seksualitet – og kirkers syn på LGBT+.

For Kristian handler det om at tage de mennesker alvorligt, som stadig længes efter kirke, selv når kirken har gjort ondt.

“De mennesker, som har slået sig på kirken, men stadig vil kirken, det er jo dem, jeg brænder for,” siger han og fortsætter:
“Det er godt for os alle at lægge os de mennesker på sinde. For det kunne jo være os selv. Vi må arbejde med, hvordan kirken ikke er et sted, hvor man kommer til skade.”

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En kirke at invitere venner med i

For Kristian handler arbejdet om at være med til at skabe noget nyt:
“En af mine drivkræfter som præst i Købnerkirken er at være med til at skabe en kirke, jeg ville have lyst til at komme i, hvis jeg ikke var præst – og som jeg ville være stolt af at invitere mine venner med i,” siger han.

Noget, der giver genklang

’3rd way collective’ og Genklang er vokset frem nedefra. Det er åbent, offentligt og tilgængeligt – og stadig småt. Fællesskabet vokser gennem samtaler mere end gennem kampagner. Der er mere mund til øre end kommunikationsstrategi.

Den tredje vej begynder med mennesker, der længes efter noget andet – og opdager, at længslen giver genklang hos andre.

Fredag aften i Købnerkirken blev der tændt lys.

Nogle kom trætte. Nogle kom tvivlende. Nogle kom med kærlighed til kirken. Nogle kom med sår fra den. Nogle kom måske uden helt at vide, hvad de kom efter.

Men i stilheden, sangene, samtalerne og de sænkede skuldre opstod der et rum, hvor der var plads til at være på vej.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission

Find flere

Indimellem ligger Kristi Himmelfartsdag. I de fleste menigheder er dagen en temmelig overset helligdag. På gudstjenestelisten på baptistkirken.dk er der ikke én eneste gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag.

Men læser man beretningen i Apostlenes Gerninger 1,3-12, er det svært at forstå, at dagen ikke fylder mere.

Jesus lover disciplene, at de skal døbes med Helligånden “om ikke mange dage”. Forventningen griber dem, og de spørger: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene får ikke en dato, men et løfte og en opgave: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer…” Og Jesus gentager løftet om, at der vil ske store ting, når Helligånden kommer.

Og så sker det: Jesus forlader disciplene – på en sky. To mænd i hvide dragter dukker op og forklarer, at Jesus vil komme tilbage på samme måde, som de så ham stige til himmels.

Det er en tekst, der har det hele: drama, store løfter, uforklarlige hændelser og en ‘cliffhanger’ af en afslutning.

Jesus levede som menneske på jorden. Han overvandt døden og opstod fra graven. Men himmelfarten fortæller os, at han ikke bare vender tilbage til den samme begrænsede tilstedeværelse som før. Som menneske på jorden var Jesus ét sted ad gangen. Med himmelfarten peger han frem mod en anden og større nærhed – gennem Helligånden.

Derfor er Kristi Himmelfartsdag ikke bare en mærkelig mellemdag mellem påske og pinse. Den minder os om, at vi lever mellem løftet og opfyldelsen. Vi venter – men vi skal handle, mens vi venter. Vi venter med en opgave: at leve og dele budskabet om Gud, der blev menneske af kærlighed til os.

Kristi Himmelfartsdag er en overset helligdag. Men den rummer både løftet, opgaven og ventetiden. Den er værd at fejre.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig

Find flere

Lyt til artiklen:

Velsignelsen er afslutningen på vores gudstjeneste, og ikke kun fordi den ligger sidst. Den giver styrke og ro, som kan hjælpe én igennem den kommende hverdag.

Dog er det ikke kun ved gudstjenesten, jeg føler mig velsignet, for jeg er så heldig, at jeg ret ofte føler mig velsignet. Når jeg står op, føler jeg mig velsignet over, at jeg har tag over hovedet og en familie at stå op til. Når jeg tager på arbejde som pædagogmedhjælper, føler jeg mig velsignet, når de sødeste og mest ærlige små børn kommer og giver mig kærlighed. Når jeg har det svært, føler jeg mig velsignet, for jeg har mange venner og en familie, som kan hjælpe, og som jeg kan snakke med. Og hver eneste dag er jeg velsignet med en ny dag på denne jord.

Og hver eneste dag er jeg velsignet med en ny dag på denne jord.

Ikke en garanti

Alle de ting, jeg nævner, er ikke garantier, men jeg tror, at hvis man lader Gud ”lyse sit ansigt over dig og være dig nådig”, så vil Gud velsigne alle sine børn på hver deres måde. Ikke alle kan relatere til dette, men nogle kan.

At forstå sit forhold til Gud

Jeg skriver fra mit eget perspektiv som 21-årig, men jeg mener ikke, at velsignelsen har noget med alder eller andet at gøre. Det handler i stedet om at forstå sit eget personlige forhold til Gud. Jeg tror ikke, man mærker velsignelsen ved at måle sig med andre, men ved at være glad for alle de små ting i hverdagen, som ikke er selvfølgelige. Ved at lægge mærke til og værdsætte de små ting, kan man ikke alene opleve sig velsignet, men man bliver også mere positiv over det liv, vi allerede har.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

For mig er én ting sikkert. Dét, at jeg er kristen, gør, at jeg kan fokusere på andet end mig selv. Når jeg husker at se på Jesus, så kan jeg sænke skuldrene, for han har styr på det hele. Jeg er ikke længere afhængig af min egen formåen og mine egne kræfter. Jeg bliver mindet om, at det ikke handler om mig men om ham. Det har jeg brug for i denne verden, hvor der sker så meget, jeg ikke kan gøre noget ved og hvor der er alt for meget fokus på os selv, vores udseende og præstation.

Det blev jeg mindet om til Alpha. Det er vigtigt at komme i et fællesskab, hvor man kan blive mindet om, at vi er elsket, og om at det ikke handler om os, eller hvad vi kan, men hvad Gud kan.

Hvis du ikke er i et kristent fællesskab, vil jeg virkelig anbefale det, for uden et fællesskab kan man fare vild i denne verden, også selvom bøn og bibellæsning er en fast disciplin. Det kristne fællesskab er vigtigt.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Hvad laver du, hvis jeg møder dig en helt tilfældig aften?” Spørgsmålet får Sebastian til at grine højt:
”Hvis jeg ikke laver et eller andet bestyrelsesarbejde eller sidder til møde, kan jeg godt lide bare at være social sammen med andre. Min kæreste spiller klaver og nogle gange synger vi sammen, selvom det ikke altid lyder så godt, når jeg synger med.”

Liv i fællesskab fylder meget for Sebastian. Ved siden af statskundskabsstudiet på Københavns Universitet handler livet om kæresten, bofællesskabet, fællesskabet i den kristne fodboldklub FC Udfordringen og vennerne. Men lige nu er det især én opgave, der trækker: Sebastian er ny formand for BBU. Og han har et mål med arbejdet:
”Jeg tror meget på fællesskaber, der er inkluderende og attraktive, som er trygge og sjove at komme i. Det er det, der skal få børn og unge i kirken, fastholde dem, og få dem til at vokse i tro.”

“Der fik jeg lidt formandskasketten…”

Sebastian blev valgt til formandsposten i september 2025, men hans vej ind i BBU-ledelsen begyndte tidligere. I 2023 blev han næstformand, og da den daværende formand, Nicolas Fromsejer, rejste til Honduras i et halvt år, fik Sebastian “formandskasketten” i praksis.

“Der fik jeg prøvet det. Jeg kunne godt fornemme, at Nicolas godt ville give posten videre på en god måde. Så valget kom lidt naturligt. Jeg har svært ved ikke at engagere mig, når jeg først er i det,” siger han.

Sebastian Bækgaard

• Formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund siden september 2025.
• 24 år gammel, bor i København i et bofællesskab og læser statskundskab på 4. semester på Københavns universitet.
• Har rødder i Roskilde Baptistkirke, var ung i Pinsekirken i Odense i gymnasietiden og er i dag medlem af Kristuskirken på Nørrebro.
• Har gennem flere år været en del af BBU’s miljø – sommerstævner, ledertræning og som næstformand.
• Bestyrelsesmedlem i den kristne fodboldklub FC Udfordringen.
• Forsøger at dyrke sport, når lektierne ikke fylder for meget.

BBU som hjem – og en vej tilbage

Sebastian er vokset op i Roskilde Baptistkirke og BBU er næsten skrevet ind i familiehistorien. Både hans far og storebror har været engageret:
”Min far var med i ’gamle dage’, og min bror har også siddet som næstformand i en periode. Det var nok allerede dengang, da jeg var barn og teenager og kom med på Sommerstævne, at jeg for alvor fandt ud af, hvad BBU var”.

Sebastian peger på Sommerstævnerne og discipelskabs- og lederkurset SHIP som oplevelser, der har bidraget til hans udvikling som leder. Men også oplevelser, der har givet relationer på tværs af landet og oplevelsen af at være en del af noget større end kun den lokale hverdag.

Sebastian bruger sig selv som eksempel, da han peger på vigtigheden af at fastholde unge i foreningsarbejdet. ”Jeg flyttede med familien til Odense i 2019 og skiftede kirkesamfund til Pinsekirken. Men fordi BBU altid har været en del af mit tros- og kirkeliv, var det ikke svært at vende tilbage, da Nicolas opfordrede mig til at gå ind i arbejdet.”

“Det kan godt være, jeg sidder for bordenden…”

Sebastian er meget bevidst om sin manglende erfaring som formand. Netop derfor har han allerede gjort sig en del tanker om udfordringerne. På spørgsmålet: ”Hvilken type leder vil du gerne være?” svarer han:
”Det er vigtigt for mig at være inkluderende, når vi mødes i ledelsen. Jeg er nysgerrig på, hvad andre har at sige, og hvad vi hver især kan byde ind med. Det kan godt være, at det er mig, der sidder for bordenden, men det betyder ikke, at det er mine ord, der skal vægtes højst, eller at det er mig, der har ret”.

BBU rammer plet! (Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Han er bevidst om sine egne kompetencer i forhold til økonomi og drift, men lige så bevidst om, at han ikke har den store erfaring fra livet i lokalforeningerne eller som leder på Sommerstævnerne:
”Det er jo noget af det, jeg som leder skal være god til: At se de kvaliteter, som vi hver især har i ledelsen, sådan at de kan blive brugt. Det tænker jeg over, hver gang jeg sidder og styrer en dagsorden eller et møde”.

Hvad er BBU? “Alt sammen starter jo ude lokalt”

Når Sebastian skal forklare formålet med BBU, har han fokus på det lokale arbejde. Det er i lokalforeningerne, i menighederne, de unge møder fællesskabet første gang:

”Jeg synes, at vi nogle gange overser det lokale arbejde: Det, der sker ude i kirkerne. Det er jo der, langt de fleste har det første møde med BBU. Sådan skal det også være! Vi er jo en organisation for lokalforeninger”.

Sebastian fortæller videre om bestyrelsens arbejde, der har fokus på to spor: et nationalt spor med kurser og lederskabstilbud – og et internationalt spor med projekter, der rækker ud over Danmark.

Men logikken er den samme, uanset om man vil noget i sin egen by eller i et andet land: BBU skal hjælpe med at gøre det muligt. “Vi har et slogan,” siger Sebastian, “der hedder: Vi tror på det, du brænder for.” Han folder betydningen ud: BBU er forbundet, der har midler, ansatte og kompetencer, som kan sættes i spil og understøtte lokale drømme, dér, hvor nogen vil noget.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Frivillige og synlighed

Mange ungdomsorganisationer er presset på medlemstal. Når Sebastian kigger fremad i “100 dage, 1 år, 3 år” er det ikke medlemstal, der bekymrer ham mest.

Udfordringen er det frivillige engagement.

”Det er noget, vi snakker meget om. Vi har et lederskabstræningskursus, KEFAS, hvor vi lige nu mangler en stab. Noget af det, som jeg rigtig godt kunne tænke mig, var at finde en god løsning til at få engageret nogle flere frivillige. Vi har mange gode tilbud, men vi mangler nogle gange de frivillige til at køre dem”.

Sebastian peger også på synlighed som et andet fokusområde for bestyrelsen:
”Der er nogle lokalmenigheder og foreninger, som er rigtig gode til at bruge BBU, både vores støttepuljer og andre tilbud. Der mange foreninger, som har deres lokale liv, men måske mangler engagement i de nationale og internationale tilbud, som BBU har”.

Sebastian peger på, at BBU især har haft svært ved at engagere lokalforeningerne i Chin-menighederne på nationalt plan, selv om de er meget velfungerende lokalt.
”Det er noget af det, jeg drømmer om, at vi har fokus på hen over det næste år, måske to år. Vi har allerede fået to repræsentanter med i ledelsen, som også er aktive Chin Christian Association Denmarks (CCADK) ungdomsafdeling”.

Samarbejde

Sebastian glæder sig over samarbejdet med Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) om YEGOs arbejde i Rwanda. ”Der er faktisk lige blevet underskrevet et nyt projekt” fortæller han.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

”I forhold til BaptistKirken var det et lidt turbulent tidspunkt, jeg kom ind i ledelsen på. Sommerstævnet, som jo ikke er der længere, var jo der, hvor vi havde vores primære samarbejde. Men jeg oplever, at vi stadig holder kontakten. BaptistKirkens ledelse har en kontaktperson til BBU, som jeg for nylig har haft møde med. Men vi skal finde en ny måde at samarbejde på, når nu Sommerstævnet ikke er der længere.”

Et nyt samarbejdsområde er Inspirationsdøgnet den 24.-25. april 2026 på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia:
”Vi har en ansat med i planlægningen af Inspirationsdøgnet, og vi giver tilskud til deltagelse,” fortæller Sebastian, der fortsætter: ”Vi reklamerer for Inspirationsdøgnet på vores sociale medier og håber, at mange vil deltage.”

Demokrati som en del af traditionen

Til sidst i interviewet vender Sebastian tilbage til kultur og tro: det handler om demokrati. BBU har arbejdet med, hvordan flere kan deltage i demokratiet, når alt for få fx møder op til landsmødet. Nu er vedtægterne blevet ændret, så delegerede skal repræsentere de enkelte lokalforeninger. For Sebastian handler det om at værne om en demokratisk tradition – også i en baptistisk forstand, hvor forskellige stemmer bliver hørt og ansvaret løftet i fællesskab. Derfor sender Sebastian en opfordring til sine medlemmer: Mød op, når der er generalforsamling, når der skal tages beslutninger, både lokalt og nationalt.

En organisation, der vil dig og dit trosliv

”Hvis jeg kun møder BBU en enkelt gang: Til en konference eller ved et besøg i en lokalforening – hvad ønsker du så, jeg skal tage med mig videre i livet?” Sebastian bliver en smule overrasket over spørgsmålet, men svaret kræver ikke meget refleksion. Det kommer hurtigt:
”Jamen, så vil jeg gerne have, at du tager med, at du har mødt et forbund, en organisation, som gerne vil dig og vil dit trosliv, som støtter og underbygger det, du brænder for. Jeg tror, at vores slogan, at vi tror på det, du brænder for, fanger det meget godt: Vi skal være med til at understøtte alle de gode aktiviteter og alt det gode trosliv, som er forskellige steder, lokalt eller internationalt.”

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”

Find flere

Lyt til artiklen:

Jesus’ disciple oplevede alt andet end tryghed, da de en nat på Genesaret Sø blev fanget i et voldsomt stormvejr. Midt i deres desperation blev de mødt af Jesus, der opmuntrende kaldte: “Kom ud til mig!”

For i enhver situation – uanset om den er spændende eller hverdagskedelig – kalder Jesus os med et kærligt og opmuntrende kom. Jesus’ invitation til at gå på vandet må have været udfordrende. Det stred mod al menneskelig erfaring. Alligevel havde Peter tillid til Jesus og gik ud på hans ord.[1]

Meget af det, vi før oplevede som sikkert, er i opbrud. Usikkerheden præger vores samfund og påvirker os på mange niveauer. Mange mennesker søger tro, håb og tryghed. Det kræver mod at tage nye skridt i troen – for nogle føles det lige så usikkert som at træde ud af en båd midt ude på søen!

Peter blev ramt af tvivl og flyttede blikket væk fra Jesus – og han begyndte at synke. Men Jesus lod ham ikke synke. Han rakte hånden frem og løftede ham op. Sådan er vores frelser: Han griber ud og rejser os op, når omstændighederne, prøvelserne og synden er ved at tage magten over os.

Kirken som Kristus’ krop

I Jesus’ udstrakte hånd ser vi også det kald, han giver til sin kirke. Som Kristus’ krop på jorden er vi sat til at række ud med den samme bevægelse af nåde, løft og fællesskab. Men ligesom Peter kan vi miste fokus på Jesus og blive overvældet af omgivelserne. Vi værner om det kendte, det trygge, det velafprøvede. Vi holder af ’vores måde’ at gøre tingene på.

Uden helt at opdage det, risikerer vi at stille os tilfredse med at være en lukket forsamling for dem, der allerede er inde. Men kirken er ikke kaldet til at lukke sig om sig selv. Jesus’ fællesskab er altid på vej ud. Jesus spiser med dem, andre sorterer fra. Han inviterer dem, der står udenfor. Han taler troens ord til mennesker, som ingen andre regner med.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at vokse i troen på Gud og spejle Guds kærlighed i livet.

En kirke med åbne døre

Fællesskab i Kristus handler ikke om at ensrette mennesker, men om at møde dem med evangeliet.

Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til at troen kan deles ærligt.

Et åbent fællesskab er ikke uforpligtende, men vi tør tværtimod dele det, der betyder noget: tro, håb, tvivl og liv. Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til, at troen kan deles ærligt. Det kræver generøsitet at give plads til, at andre kan komme med deres spørgsmål, erfaringer og egne måder at udtrykke troen på.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop. Mindre optaget af at bevare det velkendte og mere optaget af at være et fællesskab, der spejler Guds gæstfrihed. Det betyder, at vi skal åbne vores hjem, vores gudstjenester, vores bibelstudier og vores liv – ikke som arrangementer, men som steder, hvor mennesker kan finde tilhør og troens sprog.

Når vi tør lade fællesskabet være både åbent og trofast, sker der noget smukt: Kirken bliver et sted, hvor mennesker ikke bare ’kommer’, men hører til. Hvor vi ikke kun deler aktiviteter, men deler liv. Og hvor Kristus bliver synlig midt iblandt os, fordi vi gør, hvad han gjorde: åbner døren, inviterer ind og går sammen.

Lad os tage skridtet sammen

Jesus kalder stadig: “Kom!” – ikke ind i det velkendte, men ud i det levende fællesskab, hvor troen får plads til at vokse. Han rækker hånden frem, og vi er kaldet til at gøre det samme. Lad os blive kirke, der åbner døre og hjerter. Lad os invitere mennesker ind – ikke til en klub, men til et fællesskab, hvor vi deler liv, håb og tro.

Det kræver mod. Det kræver generøsitet. Men det er her, vi ser Guds rige vokse: når vi tør stå ud af båden og sammen finde fodfæste i hans nåde. Så lad os tage skridtet – og række hånden ud. For Kristus går foran.

[1] Matthæusevangeliet kap. 14, vers 22-32

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Lyt til artiklen:

Daniel Øhrstrøm har skrevet en let læst, men ikke letbenet bog om sygdom, tro og uventede velsignelser. Den hedder ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Vi følger ham igennem godt tre års hospitalsindlæggelser og utallige operationer, op og nedture, frygten for at dø fra sine tre, nu fire børn og sin kone. Mest af alt er det en trosvandring med store velsignelser i mørket – større end det er de fleste forundt.

Daniel Øhrstrøm, 46, er journalist ved Kristeligt Dagblad, en elsket foredragsholder, musiker og sangskriver.

Forfatter Daniel Øhrstrøm (Foto: Pelle Rink / Bibelselskabet)

Han fortæller i bogen om flere store åndelige oplevelser midt i mørket. Bl.a. møder han Jesus i menneskers ansigter – og sin elskede afdøde farmor – i en MR-scanners klaustrofobiske indre. Møder, der blev til velsignelser, gav trøst og håb.

Fangekoret

Det mest bevægende afsnit i bogen handler om Louise Adrian, der var Fangekorets ”mor” i 30 år og som døde i 2024. Hun og Daniel var hinandens livsvidner – Louise fik kræft et halvt år efter Daniel blev syg, og de fulgte hinandens liv tæt. Hendes sidste hilsen til ham handlede om hans nyfødte datter, Gerda Rose, der er født med Downs syndrom. En hilsen han fik kun få dage før Louise døde.

Jesus-bønnen er gennemgående i bogen, fra allerførste side til den sidste. Bønnen, han begiver sig ind i narkosen med, hver gang han skal opereres, og for det meste vågner han med en salme i tankerne.

Jesusbønnen stifter Daniel netop bekendtskab med, da han følger Fangekoret i et halvt år for at skrive en bog om koret og Louise i 2012.

Han skriver: ”Livets dybeste mening er fællesskab. Vi fødes og dør alene, men vi lever sammen og har brug for hinanden. Fællesskab fordriver frygt, fordi næstekærlighed fordriver frygt. Uden kærlighed er vi intet. For alting er ingenting uden kærlighed.”

Netop Louise Adrian formåede at se de store kriminelle bamser som mennesker, der er elskede uanset deres fortid.

Bogens omslag (Bibelselskabet)

Daniel skriver: ”Vi kan hurtigt dømme hinanden og alt for mange lever livet som korrekturlæsere, der kun går op i at finde andres fejl. (…) Louise var en tingfinder efter det gode i dem, der allerede var blevet stemplet som onde.”

Slægtninge i troen

Daniel bor med sin familie på Bornholm, hvor han også prædiker i Baptistkirken Bornholm. Netop her sætter han pris på fællesskabet. ”Det er gode folk i den kirke. Et utroligt godt fællesskab, fordi de lever som slægtninge i troen. Det er der noget smukt i.”

Jeg fanger ham på telefonen i en pause på pastoralseminariet, hvor han læser lige for øjeblikket. Han håber på at blive præst.

”Jeg vil være med til at formidle Guds kærlighed, trøst og håb. Vi lever i en frygtsom tid. Der bliver talt om åndelig oprustning og samtidig nedlægger regeringen Store Bededag. I stedet er der brug for flere foldede hænder og hænder, der rækker ud.”

Guds spørgsmål

I bogen sætter han ord på de to spørgsmål, Gud stiller mennesker allerførst i Bibelen. Han spørger Adam, der netop har forrådt Gud: ”Hvor er du?” og Kain spørger Han, efter at Kain har slået sin bror Abel ihjel: ”Hvor er din bror?” Det er de spørgsmål, Gud også stiller os. Han søger fællesskab med os uanset og ønsker, at vi står i relation til hinanden.

Daniel siger: ”Vi skal søge tilbage i fællesskab med Gud og med hinanden. Der er mange ensomme mennesker og kirke handler om fællesskab, når vi er bedst.”

Om ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Forfatter: Daniel Øhrstrøm
Sidetal: 198 sider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-338-1
Mål: 14 x 20 cm.

https://www.bibelselskabet.dk/Webshop

Terapi at skrive

Han fortæller, at det med at skrive er en måde at tænke på for ham. Det er nærmest terapeutisk. Allerede da han lå på intensiv afdeling på sygehuset i Rønne begyndte han at skrive om sin sygdom på Facebook.

”Jeg vidste jo ikke, om jeg overlevede. Jeg læste min egen journal: der var mistanke om leverkræft. Det var det ikke, men jeg fik en blodforgiftning efter en kikkertoperation, der i stedet afslørede en autoimmun sygdom. Og siden fik jeg konstateret kræft i både tolvfingertarmen og blindtarmen, så den blev fjernet. Men jeg troede først, det var en dødsdom. Egentlig var det derfor et eksistentielt testamente til mine børn, jeg skrev. Jeg skrev mine pointer ned, så børnene kunne bruge dem, hvis jeg ikke var der længere. En slags flaskepost.

På Facebook fik jeg mange hilsner fra folk, der kunne bruge det, jeg skrev. Så da jeg kunne, begyndte jeg at holde foredrag om livsmod under alvorlig sygdom, og om håbet om evigheden…”

Det var disse Facebook-skriverier, der blev basis for både bogen og foredragene rundt i Danmark.

Sygehus som kirke

En af hans pointer er glæden over det danske sygehusvæsen, hvor man ikke regnes efter status. Her er fattig og rig lige værdige, og der sendes en helikopter efter dem begge.

”Når vi går ind i sygehuset, er det som at gå ind i kirken. Vi hænger vores titler i våbenhuset, og tager ens tøj på. Jeg har bedt aftenbøn med mange medpatienter, både direktører og førtidspensionister.”

Udtrykket ”Det er om natten, man ser nordlys” fik han fra frikirkepræsten Poul Kirk, som er en anden af Daniels livslange venner.

Den seneste skanning fra februar viser, at han nu stadig er kræftfri. Og lige nu er han glad og taknemmelig over at gå på pastoralseminariet – selvom det betyder, at han igen er væk fra familien i lang tid. Han har efterhånden rig erfaring i at prædike, og dog vil hans udfordring som folkekirkepræst nok være, siger han, at han skal skrive sine prædikener ned.

”Normalt har jeg bare en disposition, ligesom et foredrag, hvor jeg taler mere frit. Men jeg skriver hver eneste dag. Det er min måde at tænke på.”

Og det har altså manifesteret sig i mere end 15 bøger om andre mennesker, mens den seneste altså handler om ham selv. Jeg var ved at skrive sidste. Det håber jeg ikke, det bliver!

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig

Find flere

Hos ASJ Honduras, en kristen organisation der arbejder for et mere retfærdigt samfund, bliver dette kald levet ud hver dag. Ordene fra Mikas Bog kapitel 6 vers 8 – ”handle retfærdigt… vandre med din Gud” – og Esajas’ Bog kapitel 1 vers 17 – ”stræb efter ret, hjælp den undertrykte” – er blevet et personligt kompas.

Retfærdighed sker ikke af sig selv. Den bæres af mennesker, der bruger deres stemme og ansvar. Derfor føltes det vigtigt og helt naturligt at støtte honduranernes demokratiske ret. Og selvom landet endnu ikke har en ny præsident, oplevede jeg en stille fred på valgdagen – et glimt af håb midt i kampen for retfærdighed i et ellers skrøbeligt samfund.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere