Lyt til artiklen:

Uddannelse af flere kvinder kan støttes ved indbetaling på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ’Unge mødre’.

Unge enlige mødre udgør en af de mest udsatte grupper. Mange kæmper med stigma, fattigdom og isolation. I Butare i det sydlige Rwanda har Ngirankugire-projektet formået at vende mørke til lys for over 300 kvinder. De har gennem forløbet fået ny selvrespekt, økonomisk selvstændighed og håb for fremtiden.

Min søster – min stolthed

En vigtig indsats i projektet har været skolekampagnen ’My Sister – My Pride’. Psykolog i projektet Esperance Nyigema fortæller, at både piger og drenge har lært om ligestilling, respekt og forebyggelse af tidlige graviditeter. ”Vi gør op med den forestilling blandt unge mænd, at unge kvinder er mindre værd og blot skal efterkomme mændenes ønsker.” Esperance stiller de unge mænd spørgsmålet: ”Hvad nu, hvis det var din søster, som en ung mand ville i seng med?” Det bryder de sig ikke om.

Hvad nu, hvis det var din søster, som en ung mand ville i seng med?

Esperance fremhæver også elevklubber, hvor engagerede elever mødes for at udtrykke sig gennem drama, digte og sange. Det er med til at ændre de unges holdninger, når budskaber om ligestilling og forebyggelse af tidlige graviditeter formidles på denne måde. Mange unge mænd har haft en forkvaklet forståelse af, hvad et nej betyder. Det har ført til dybt nødvendige samtaler om samtykke, grænser og respekt. Nu tager de unge mænd aktivt del i dialogerne, og der opstår en ny form for medansvar i elevfællesskabet.

Forældrenes roller

Nu lærer fædrene af deres børn, at køn ikke bestemmer værdien.

Men indsatsen rækker ud over klasselokalerne. Også forældre er nu engageret i børnenes opdragelse med et nyt fokus på respekt, ansvar og ligeværd. Fædre, som tidligere opfattede piger som underlegne, har ændret holdning. Nu lærer de af deres børn, at køn ikke bestemmer værdien – drenge og piger har lige rettigheder og potentiale.

Blandt de voksne har forandringerne sat dybe spor. Gennem programmet ’Families for Life’ har over 100 forældrepar til de unge mødre lært at styrke deres forhold gennem gensidig respekt, kærlighed og åben dialog. Par, som tidligere var separeret, er nu genforenet. Hver søndag samles parrene, hvor mænd og kvinder hver for sig diskuterer familieroller, seksualitet og alkohol – og de mødes for at udveksle perspektiver. Det skaber rum for ærlig samtale og gensidig forståelse og bidrager til en mere harmonisk hverdag i hjemmene.

Spare- og lånegrupper og håndværksuddannelse

En vigtig aktivitet i projektet er oprettelsen af spare- og lånegrupper, hvor kvinderne lærer at spare op og tage små lån. Der er nu 128 grupper med mere end 3.000 medlemmer. For mange har det betydet farvel til afhængighed og goddag til en mere stabil tilværelse. Mere end 300 kvinder er blevet uddannet som enten frisør eller syerske, og yderligere 30 er under optræning. Sammen med adgang til lån har det ændret deres liv. En af de unge mødre arbejder nu som sælger på markedet. Hun havde sparet over 10.000 kr. op fra sit arbejde på en restaurant, investerede dem i en tøjbutik og kan nu betale skolepenge for sin søn. En anden kvinde, Clemence (se billede), har købt sin egen symaskine gennem opsparing og driver nu en lille systue.

Farvel til afhængighed og goddag til en mere stabil tilværelse.

Ud af de 300 unge mødre arbejder 96 nu selvstændigt som frisører eller skræddere, 40 kvinder har små butikker, og derudover er 39 kvinder valgt som ledere i deres spare- og lånegrupper – et tegn på stigende selvtillid og samfundsengagement. Andre er tilbage i skole – eller er blevet gift!

Håb

Ngirankugire betyder ’hjælp mig’. Projektet har lært kvinderne at hjælpe både sig selv og hinanden. Deres rejse fra håbløshed til håb er ikke blot en individuel sejr, men et skridt mod et mere inkluderende og ligestillet samfund, hvor kvinders position stille og roligt ændres til det bedre.

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Første gang, vi mødte de unge kvinder, var de indadvendte, stille og kiggede ned i jorden”, fortæller Esperance, projektets psykolog og rådgiver. ”De har både i skolen, hjemme og i kirken hørt, at de er syndere og uværdige, og at de bør skamme sig. Mange er blevet udstødt af deres menigheder, måske smidt ud af skolen, og én af dem fortalte, at hun godt måtte bo hjemme, men ikke spise sammen med de andre i familien. Først når de havde spist, kunne hun sidde alene med sit lille barn og spise.”

Værdig i Guds øjne

Støt de unge kvinder ved at indbetale et beløb på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ’unge mødre’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Esperance kigger rundt på de to hold, der er i gang med træning i syning eller ’hairdressing’.  Det er unge kvinder, som ikke har gjort skolen færdig, og som gennem træningen forhåbentlig kan få arbejde og indtægt, så de kan forsørge sig selv og deres børn. Træningen er et ekstra element i projektet, der er støttet af blandt andet Bethelkirken i Aalborg. Her er det ene hold i gang med at sy nederdele, og det andet er i gang med at flette lange fletninger på en af deltagerne. Når man ser dem arbejde og snakke og grine, ligner de typiske unge kvinder, måske lige bortset fra alle de små børn, som leger under opsyn af barnepiger.

For mig er forandringen meget tydelig. Før troede de ikke, at de var noget værd.

”Det er ikke sikkert, at andre kan se det”, fortsætter Esperance. ”Men for mig er forandringen meget tydelig. Før troede de ikke, at de var noget værd. Men gennem undervisning og arbejde med deres selvværd og selvforståelse, og ved fortælling om Guds kærlighed til alle mennesker, er de langsomt blomstret op og har fået mere tro på, at de også er værdige i Guds øjne!”

Der er også undervisning i familieplanlægning, godt forældreskab og børns udvikling. Det foregår på centeret LLCCM, hvor kvinderne kommer med deres børn to gange om måneden i hold på omkring 30. Man lægger straks mærke til den kærlige og nærværende måde, de er sammen med deres børn på. Undervisningen har haft betydning for den måde, de ser sig selv på som mødre, og at deres børn ikke er noget, de skal skamme sig over.

Tilbage til lokalsamfundet

En stor del af projektet arbejder med kvindernes forældre, præsterne i deres kirker og de lokale myndigheder. Her handler det om konfliktløsning i hjemmene og med at få de unge kvinder tilbage i kirkerne og skolerne, så de kan få deres uddannelse færdiggjort. En af metoderne til at knytte de unge kvinder til deres lokalområde er spare-låne grupper. Her er kvinderne med i hver sin gruppe, og flere er med i bestyrelserne i grupperne.

Leonard Ndayishimiye er leder i projektet. ”Selvfølgelig er der stadig udfordringer”, fortæller han. ”Ikke alt er gode fortællinger, men vi kan se, at mange af pigerne langsomt får vendt deres liv til noget mere positivt og tager aktivt del i at skabe en bedre fremtid for sig selv og deres børn. Vi har stadig en stor opgave – ikke mindst i form af oplysning. Her skal vi ud på sekundærskoler sammen med nogle af de unge kvinder og fortælle om projektet, undervise i familieplanlægning og prævention. På den måde når vi også ud til unge mænd, som har en stor rolle i problemet med mange uønskede graviditeter hos unge piger. Vi skal flytte fokus fra, at det er pigernes skyld, og det kan vi kun gennem oplysning.”

Vi skal flytte fokus fra, at det er pigernes skyld, og det kan vi kun gennem oplysning.

Senest har der været en udsendelse i både lokalradio og Radio Rwanda om projektet. Her medvirkede Esperance, Leonard og nogle af de unge mødre. Udsendelsen gav virkelig meget respons. ”Jeg er blevet ringet op af mange præster efter udsendelsen”, fortæller Leonard. ”De roste projektet og efterlyste mere information rundt om i kirkerne.”

Projektet er nu halvvejs, og det bliver spændende at følge de unge kvinders rejse og udvikling. Fra udstødte og udskammede – til kvinder, som tør tro på, at vi alle er værdige og skabte i Guds billede.

Læs mere om projektet i artiklen “Young Single Mothers’ – projektet, der giver enlige mødre nyt liv.”

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Oline Norgaard Mortensen har tidligere boet i Rwanda med sin familie

Jakob Sandahl Ørskou er i Rwanda for første gang

De er volontører i Rwanda for at oplyse om BaptistKirkens arbejde.

Se mere:

• https://www.instagram.com/bidirwanda
• https://www.bidirwanda.com[/facts%5D

Fordi en tidlig, uønsket graviditet er ilde set, bliver unge, ugifte kvinder ofte ekskluderet fra samfundet, skolen, kirken og familien. De mister deres sociale liv og deres fremtidsmuligheder. Derfor er Ngirankugire-projektet etableret. Gennem træning og undervisning i sundhed, gode forældrevaner og opbygning af selvtillid, psykologisk og økonomisk rådgivning samt spare-lånegrupper søger projektet at løfte kvinderne ud af fattigdom og mod et mere værdigt liv.

Projektet søger at løfte kvinderne ud af fattigdom og mod et mere værdigt liv.

Ngirankugire skaber inklusion

I alt 300 unge enlige mødre fra 16 forskellige landsbyer i det sydlige Rwanda deltager. Aktiviteterne foregår primært i LLCCMs[1] center nær Butare, men der bliver også gjort en stor indsats gennem hjemmebesøg og i kirken. Medarbejderne ønsker at udvide projektet og i fremtiden inkludere flere kvinder og også tilbyde fx håndværkeruddannelse. Alene i ét område skulle man udvælge 89 kvinder ud af 1.500 mulige. Det vidner om et massivt problem i samfundet, og det er netop drivkraften.

Målrettet træning

”Vi er vildt imponerede over den undervisning, kvinderne modtager, og det engagement, de møder op med. Træning og undervisning af kvinder foregår oftest på projektkontoret. Kvinderne møder op, og programmet for dagen er nøje planlagt. Der er tænkt over hver eneste detalje, og ofte er der inviteret professionelle udefra til at medvirke til træningen – fx en sygeplejerske fra det lokale hospital til sundheds- og hygiejnetræning. Det medvirker til, at kvinderne er positive og undervisningsparate. De er glade og vil gerne undervises, og de deltager aktivt både i plenum og i gruppearbejde”, fortæller Jakob.

Kvinderne er positive og undervisningsparate.

Begyndelsen til et nyt liv

Oline fortsætter: ”I forbindelse med undervisningen i reproduktiv sundhed talte vi med Vanessa. Hun blev gravid som 16-årig som følge af en voldtægt begået af en bekendt, hun var på besøg hos. Manden flygtede, inden sagen kom for retten, og i dag ved hun ikke, hvor han befinder sig. Siden graviditeten har Vanessa været deprimeret, og hun har haft svært ved at se, hvordan hendes og datteren Ellas liv nogensinde skulle blive godt. Men projektet og især den undervisning, hun har modtaget, er et lyspunkt for hende.”

Ngirankugire-projektet – ’Young Single Mothers’

• støttet af CISU[2] fra 2022-2024 med ca. 2,3 mio. kr.
• BaptistKirken bidrager også

Støt arbejdet på konto 3201 10042879 eller MobilePay 911 118 mærket ’YSM’.

Vanessa fortæller: “Ngirankugire har lært mig, at det er vigtigt at være positiv. Jeg har fået mere tro på mig selv, og jeg er begyndt at drømme om i fremtiden at kunne hjælpe unge piger med at undgå at blive gravide. Og hvis de bliver gravide, kan jeg hjælpe nu, for jeg har lært, at det kræver mod at være gravid. Det er det vigtigste.”. Da vi snakker om fremtiden og muligheden for at blive gift og stifte mere familie, svarer Vanessa hurtigt og præcist: “Jeg kan ikke tænke på familie nu. Jeg kan kun tænke på Ella og mig selv. Når jeg har fået mere styr på min egen situation, kan jeg måske overveje det.”

En ny verden

”Ngirankugire har givet os indblik i en helt anden verden end den, vi kender. Folk lever fra dag til dag, og har – set fra et dansk synspunkt – ikke særligt meget at glæde sig over. Men de har alligevel gåpåmod og vil et bedre liv med rigere muligheder for deres børn. Vi ser frem til – med stor beundring – fortsat at følge de stærke og modige kvinder i Ngirankugire, også efter vi er rejst hjem i slutningen af maj”, slutter Oline og Jakob.

[1] LLCCM-organisationen tog oprindelig hånd om børn, der var forældreløse pga. aids, men arbejder nu mere generelt med at hjælp udsatte i Butare i det sydlige Rwanda.

[2] CISU er Civilsamfund i Udvikling, se https://www.cisu.dk/

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

Siden jeg kom til personlig tro, har to vers fulgt mig og været min motivation til at gøre det, jeg gør i dag.

Det første vers er fra Jakobs Brev, kap. 2, vers 14a: “Hvad får man ud af at have en tro, som man ikke giver udtryk for i handling?”

Tre bevidst valgte handlinger

Der er tre actions, jeg gør med vilje, fordi jeg tror på Jesus Kristus som min personlige frelser.

Nr. 1: Jeg træner min tro

For at kunne udleve min tro i handling, træner jeg den, som jeg træner min krop. På min weekend løbetur hører jeg danske og engelske podcasts med bibelundervisning eller prædikener. Her har jeg fået et rum, hvor jeg kan holde fokus på både at lytte og at løbe. Det er også her, jeg gerne tager en diskussion med Gud, skælder Ham ud og takker Ham.

I har fået det for intet, giv det for intet.

Nr. 2: At tro og at dele

Min cellegruppe er vigtig for mig, for her vokser jeg. Her kan jeg dele min tro og blive udfordret. Min tro vokser, når jeg sammen med nære trosvenner læser og studerer Bibelen. Jeg er overbevist om, at troen visner, hvis ikke den deles med andre.

Nr. 3: At tro er at favne

Jeg oplever, at jeg er i stand til at se et behov for opmuntring, og til at kunne favne dem, der ikke har meget, eller rumme dem, der har et lidt skævt sind. Mine rejser til lande udenfor det trygge Danmark har åbnet mit hjerte for at give og hjælpe. Det er i tidens løb blevet klart for mig, at jeg har brug for både at lytte til Gud og at træne min tro for at kunne gøre.

Det andet vers er fra Matthæus-evangeliet kap. 10, vers 8b, hvor Jesus siger: ”I har fået det for intet, giv det for intet”.

Disse to vers har fulgt mig, siden jeg for snart mange år siden blev døbt i Odense Baptistkirke. Jesus sender mig afsted med mine gaver, talenter og overskud, for at jeg skal dele dem med andre. Jeg har oplevet, at det at tro og det at gøre hænger sammen som ærtehalm. Jo stærkere en tro, jo større er lysten til at gøre – og jo mere jeg gør, jo stærkere er mit behov for tro.

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere