En forenet kirke ærer Jesus ved at anerkende ham som Herre og følge hans kald. I Johannesevangeliet kapitel 17, vers 21 beder Jesus om, at vi må være et.

Hvordan kalder Gud dig til at bringe enhed til Kristi legeme?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen her:

Den 31. december 2024 opløses en af baptisternes ældste menigheder officielt. Midtsjællands Baptistmenighed i Nyrup har på to på hinanden følgende ordinære menighedsmøder vedtaget at opløse menigheden ved årets udgang. De glæder sig dog over, at de handlede rettidigt og ordentligt overfor hinanden, selv om ikke alle ønskede lukningen. De kan se hinanden i øjnene vel vidende, at de har samarbejdet i en god tone og haft omsorg for hinanden.

De handlede rettidigt og ordentligt overfor hinanden, selv om ikke alle ønskede lukningen.

Samlingspunkt

Som så mange andre landmenigheder, der engang samlede mange børn og unge i søndagsskole, til spejdermøde og ungdomsforening, er også Midtsjællands menighed i dag stærkt forandret på grund af den almene demografiske udvikling. Menighedsfællesskabet består nu primært af ældre og har et vigende medlemstal.

Pyramidesalen er nærmest blevet et mindesmærke over menighedens samlingskraft.

Kirkebygningens store udvidelse i 70’erne, Pyramidesalen, er nærmest blevet et mindesmærke over menighedens samlingskraft, og lokalerne er områdets mest eftertragtede samlingssted. Derfor er det ikke uden vemod, menigheden forlader de lokaler, der betød så meget for fællesskabets sammenhold. De håber på, at bygningen fortsat kan blive brugt til kristne formål, men ”den må hellere blive revet ned fremfor at stå og forfalde”, siger fjerde-generations baptist, Anni Kofoed.

Alt det praktiske

Det er tydeligt under interviewene, at medlemmerne holder enormt meget af hinanden og har en stærk baptistisk tradition. Selv om de fleste er langt over pensionsalderen, så er de heldigvis mobile nok til at køre ca. 15-20 kilometer til andre menigheder i Tølløse, Holbæk, Ringsted, Osted[1] eller en folkekirke.

Medlemmernes generelle helbred har gjort omsorgstjenesten i menigheden lettere, da kun få har haft brug for besøg, men helbredet holder ikke for evigt, og der er for få unge kræfter til at bære de knap halvtreds medlemmer selvstændigt videre.

Flere har kunnet klare at besøge de syge i en præsteløs tid, men de praktiske opgaver med bygningens vedligehold fylder mere, end de fleste bryder sig om. Menigheden samles dog fortsat til gudstjeneste om søndagen med skiftende prædikanter. Nogle få synger morgensang sammen om onsdagen, og nogle, der normalt ikke kommer i kirken, nyder fællesskabsaftener. Derudover har menigheden en lille gruppe i Kvindenetværket samt to cellegrupper.

På nuværende tidspunkt ser det ud til, at alle de forskellige forsamlinger stopper til januar, da opsætning af stole og bord, madlavning og oprydning er blevet for tungt. Men de længes stadig efter Gud og efter andre, de kan dele Gud med.

Ordentlighed

Det skulle gøres ordentligt og med omsorg, og derfor blev beslutningen først taget i 2023.

Menighedens trofaste kerne fik i hast dannet et menighedsråd med fem medlemmer tilbage i 2017 efter flere turbulente år og overvejelser om at lukke allerede i 2016. Det skulle gøres ordentligt og med omsorg, og derfor blev beslutningen først taget i 2023. I den svære erkendelse og processen frem mod en nedlæggelse af Midtsjællands Baptistmenighed har netop ordentlighed været en bærende værdi. Alle var enige om at holde fokus på en god tone og koncentrere sig om nedlukningen. Endelig ønskede de at holde en takkefest for menigheden, der gennem generationer har været et fast samlingssted og dannet udgangspunkt for andre sjællandske menigheder.

Det stærke sammenhold og den fælles forståelse for den svære situation betyder rigtig meget for dem, der har været en aktiv del af processen. De håber, at alle bliver velsignet i deres fremtidige menigheder og åndelige fællesskaber, og at menighedens penge kan blive til velsignelse for BaptistKirkens projekter og forvaltning. Der er også et underliggende håb om, at eventuelle gamle sår læges, når frøet lægges i Nyrups muld.

[1] Evangelisk Frikirke Danmark

Se video fra besøg i Midtsjællands menighed i 2014, hvor Aage og Margith Sprotte fortæller.

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission

Find flere

Vi logger os på mødet og lytter til ugens oplæg fra en af de andre deltagere eller diskuterer den seneste prædiken. Måske har vi set en film, hørt en podcast eller også er der et aktuelt spørgsmål, der kræver opmærksomhed. Der er plads til bøn, forbøn og forskellige meninger. Især det sidste. For vi har ofte meget forskellige meninger. Både om det vi tror på, og det vi stemmer på. Fællesskabets eneste regel er, at vi vil prioritere det.

Det var meningen, at vi skulle være et ”rigtigt” fællesskab – med fysiske møder. Det tog under fem minutter at aflive den idé. Vi er så forskellige steder både i livet og i verden, at afbud ville blive reglen. Men onlinemøder var en mulighed – og den bruger vi. Uanset om det er i bilen på vej hjem fra en arbejdsopgave, fra et hotel under en forretningsrejse eller bare som en pause under et besøg hos svigermor!

Hvis den kristne kirke skal have en chance i fremtiden, skal vi turde tro på relationer frem for traditioner. Hvis vi ikke tør udfordre traditionerne og få livet i kirken til at fungere sammen med livet i verden – så bliver vi nemt af verden i stedet for at være i verden.

PS… Vi mødes også IRL (”in real life” – nydansk for i virkeligheden) af og til. Så ser vi Aalborg spille håndbold eller drikker en øl sammen. Lige om lidt er der sommerafslutning – med ”stalddyrsbuffet” og EM-fodbold.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

I mange menigheder fejrer man påske med gudstjeneste palmesøndag, fællesspisning eller nadverfejring skærtorsdag og opstandelsesfejring påskedag. Sådan er det ikke i Chin-menighederne. Her er der undervisning, møder for hele menigheden, undervisning og “camp” for børn og teenagere og fællesskab for alle – hele påsken.

Biak Chin Par Lian (Chin Chin) beretter om påskefejringerne 2023 i Chin-menighederne:

I Lai Baptist Church i Ringe har de inviteret Za Thawng Cin, der er amerikansk ungdomspræst. Hele menigheden mødes fra skærtorsdag til påskelørdag til undervisning ved både dag- og aftenmøder. Påskedag er der gudstjeneste fra kl. 12 og bagefter er der festmåltid for hele menigheden.

Chin Baptist Church i Ringe er inviteret til påskefest hos menighedsmedlemmet Phun Mang og hans familie. De har inviteret hele menigheden! Chin Chin fortæller, at familien betaler alle udgifterne: Det er en tradition, hvor man viser taknemmelighed over Guds velsignelse, man giver med glæde og man deler med den menighed, man er en del af. Menigheden fejrer gudstjeneste påskedag kl. 12.30

Nordjylland Chin Church fejrer også påsken med møder fra skærtorsdag til påskelørdag – både dag og aften. Her kommer Ni Cia, kvindelig chin-præst fra Norge på besøg og underviser. Menighedens kasserer Van Hmun Thawng og hans familie holder påskefest for menigheden. Nordjylland Chin Church ser frem til at fejre dåb påskedag.

I Chin Bethel Church i Skjern er det forpersonen for menighedens kvindegruppe, Mah Khin Sui og hendes mand, der holder påskefest for menigheden. Der er fuld fart på påsken i Skjern med møder fra skærtorsdag til påskelørdag. Hver dag fra kl. 10 – 16 og igen kl. 18.30 . Taler og undervisning står den amerikanske chinpræst Van Ni for.

Påsken er ikke kun for de voksne i Chin Bethel Church: Menigheden inviterer også til  børnemøder og teenagemøder, hvor deres egen præst Emmanuel Cinzah og flittige børnekirkeledere står for festlighederne. Det giver god mening at have fokus på de yngste, når over halvdelen af de 235 deltagere i menighedens aktiviteter er børn og unge.

Dåb i påsken er en tradition

I påsken gentager Chin Baptist Church Esbjerg succesen fra juleferien med at samle menighedens børn og unge til Ungdoms Camp på Frøstruphave Efterskole. Menighedens egne præster og ressourcepersoner står for bibelundervisningen om frelsen i Kristus.

Menigheden har tradition for dåb i påsken – helst udendørs i en sø. Traditionen holder i år, hvor mange har ønsket at blive døbt. Hele menigheden holder også fast i de traditionelle gudstjenester langfredag kl. 15. og påskedag kl. 14.

Chin Chin slutter med at fortælle, at socialt samvær og fællesspisning altid er en del af chinmenighedernes fejring af kirkelige højtider.

Hvordan fejrer I påsken i din menighed? Med lige så meget fest og undervisning som i Chin-menighederne eller med ro, fordybelse og eftertanke alene eller i mindre grupper? Kommentarsporet er åbent og alle er velkomne til at bidrage.

.

Andre artikler om påske:

.

Ikke den slags konge – og ikke den slags magt!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Ulrick Refsager Dam p.Ba. 3K, Kristendom, Kultur og Kommunikation, er i gang med en Master i Ledelse og Menighedsudvikling (cand.theol.). Ulrick har erfaring fra bl.a. Amagerbro Frikirke, hvor han var præsteaspirant, og fra Brorsons Kirke, hvor han har været frivillig og projektleder.

Der har været meget debat om, hvorvidt kirker skal betale Koda-afgift. Senest er Vor Frue og Trinitatis kirker i København blevet idømt at betale Koda for deres natkirkearrangementer. Københavns Byrets dom lyder, at det væsentligste i natkirkearrangementerne er musikken, og de kan derfor ikke anses som gudstjenester.

Spørgsmålet er, hvorvidt kirker er begyndt at lægge for meget vægt på musikken og underholdningen og for lidt fokus på forkyndelsen, traditionen og det sakramentale? Mens mange kirker arbejder meget målrettet med at skabe moderne udtryk og inkludere populærmusikken, er der samtidig en del, der peger mod, at det, der efterspørges, ikke er nyere musik og bedre underholdning, men derimod dybde og tradition. Sådan er det i hvert fald i USA.

Stop med at gøre kirken ”cool”

I 2015 skrev den amerikanske forfatter og blogger Rachel Held Evans en leder til The Washington Post, med titlen Want millennials back in the pews? Stop trying to make church ’cool’, hvor hun netop sætter fokus på tendensen med at gøre kirken mere trendy, og hvorfor dette kan være problematisk. I denne leder, pointerer Evans, at du jo sagtens kan tage en kop kaffe med dine venner på en hvilken som helst café, men kirken er det eneste sted, hvor du kan få aske smurt på panden som en påmindelse om din dødelighed. Du kan få masser af gratis brand loyalty swag[1] online, men kirken er det eneste sted, hvor du benævnes Guds elskede barn gennem et koldt dyk ned i vandet. Du kan dele mad med den sultne på ethvert hjemløse-herberg, men kirken er stedet, der lærer os, at et delt måltid bringer os ind i selveste Guds nærvær.

Millenials

Evans har selv rødder i den evangelikale kirke og hendes leder bygger på hendes egne erfaringer, samt en undersøgelse af amerikanske Barna Group, der udkom i 2014 under titlen Making Space for Millennials. De satte sig for at undersøge millennials og deres forbindelse til kirke og tro. Millennials, også kaldet generation Y, er generationen, der er født ca. fra 1980 til slutningen af 90’erne. Millennials er en ret interessant generation, da de er den første generation, der stort set er født med og har været naturlige brugere af internettet og mobiltelefoner. De har altså fået hele denne nye eksplosion af informationsteknologi ind med modermælken. Det betyder også, at de har lært, at de helt naturligt kan standse op og lynhurtigt få en second-opinion fra Google. Hvad end det så handler om, hvad de skal have til aftensmad, lægens diagnose eller præstens prædiken.

Fællesskab er det vigtigste

Barna Groups undersøgelse af relationen mellem millennials og kirken har enormt mange spændende pointer. Men især én hæfter jeg mig ved; Man bad nemlig interviewpersonerne beskrive deres ideelle kirke. Det spørgsmål viser nogle meget interessante svar. Nogle af de vigtigste værdier for millennials er nemlig: Community (78%) over Privacy (22%), Sanctuary (77%) over Auditorium (23%), Classic (67%) over Trendy (33%) og Quiet (65%) over Loud (35%)[2].

Disse svar er tankevækkende i en tid, hvor mange søger at gentænke gudstjenesten. Hillsong søger f.eks. mod at være trendy kirke i auditorie-omgivelser, store lysshows, røgmaskiner og projektorer. I Hillsong sigtes der efter store bands og koncertstemning. Gudstjenesten skal være et højt og flot show. Selvom stilen er en anden, kunne natkirkerne nogle gange ligge under for noget af samme kritik, hvor indholdet af gudstjenesten baseres på musik og flot lys.

Dette lægger op til en selvrefleksion. Det er oplagt at spørge: Hvorfor skal kirkens musik ud og byens musik ind? Hvorfor vælger vi mere moderne og trendy udtryksformer? Hvad er det egentlig, vi vil tilbyde menigheden? Og hvorfor?

Søgte sakramenterne

I hendes førnævnte leder, reflekterer Rachel Held Evans over, hvad der bragte hende tilbage til kirken, efter hun selv havde afskrevet denne i nogle år. Evans siger at, det der endeligt bragte hende tilbage, efter flere års flugt fra kirkelivet, var ikke café lattes eller skinny jeans; det var sakramenterne. Dåben, bekendelsen, nadveren, forkyndelsen af Ordet, salvelsen af de syge. Alle de der sære og skøre ritualer og traditioner, som har overlevet i den kristne kirke og er blevet praktiseret gennem de sidste 2000 år. Evans hævder, at det netop er sakramenterne, der gør kirken relevant. Uanset kultur eller tid. Traditionerne og sakramenterne skal ikke pakkes ind på ny eller rebrandes – de har blot brug for at blive praktiseret, udført og forklaret i konteksten af et kærligt, autentisk og inkluderende fællesskab.

Liturgi, der giver sjælen sprog

Evans’ egen oplevelse taler fuldstændigt ind i undersøgelsen fra Barna Group. Hele 67% ser hellere traditionel kirke end trendy. Det var netop sakramenterne og traditionerne, der bragte Evans tilbage til kirken. I vores verden, hvor alt skal ske i dobbelttempo, og vi alle er på vej mod at blive totalt historie- og rodløse, søger millennials rodfæste i traditionen. Det, Evans udtrykker, er, at hun længtes efter noget større at tage del i. En liturgi, som kunne hjælpe med at give sjælen sprog.

Det kunne for eksempel være at fejre kyndelmisse, mindes lyset og livet i foråret, og også fejre Allehelgen og mindes om mørket og døden i efteråret. Millennials ønsker dybde og ’bas-toner’ i livet. Ikke bare overflade og skrattende diskant.

At dele liv – hele livet

Barna Groups studie viser også vigtigheden af fællesskab. Hele 78% foretrækker ’Community’ frem for ’Privacy’. Derfor må det være helt i centrum for en kirke, der ønsker millennials i menigheden, at sætte fokus på fællesskabet. Det kunne for eksempel være at have nære, små grupper, som menigheden mødes gennem. Netop at have det løbende fællesskab gennem livets forandringer og udfordringer. Det fællesskab, hvor man kan dele liv, dele sine udfordringer og få støtte, feedback og åndelig omsorg.

Dermed bliver også sjælesorg vigtig. Ikke bare den sjælesorg, der går fra præsten til menighedsmedlemmet, men særligt også den der går fra medlemmet til medlemmet. For netop her bliver menigheden til en slags udvidet familie. Et sted, vi kan vende os mod, når livet bliver svært og vi har brug for støtte, omsorg og hjælp. Men samtidig også et sted, hvor vi kan fejre de store ting sammen og dele glæden. Det er altså vigtigt, der er en støttende og forpligtende kultur, hvor vi internt står klar til at tage en kop kaffe, bede sammen, dele nadver, salve den syge eller hvad der ellers måtte være nødvendigt. Menigheden skal være som en familie uden for familien, som er koblet op på den større dimension, der findes i Gud.

Tilbage til traditionerne

Nu ser vi Københavns byret komme frem til: ”at det væsentlige ved natkirkearrangementerne er musikken, og at arrangementerne i ophavsretslovens forstand ikke kan anses som gudstjenester.” Bør der så være en lille alarmklokke, der begynder at ringe? Er det et tegn på, at vi er dykket for langt ned i postmodernismens aftraditionalisering? Nærmer denne type gudstjeneste sig mere et koncert- eller kulturhus-event?

Hvis man skal tage Evans’ leder og Barna Groups studie for troende, så bør vi retraditionalisere kirken og i større grad søge at skabe fællesskab end events. Jeg sidder absolut ikke med et endelig svar på, hvordan dette skal gøres, men denne dom bør i hvert fald være en reminder om, at vi altid skal have formålet i fokus.

[1] Det, du får smidt i hovedet, hvis du er loyal overfor et firma.

[2] Fællesskab mere end privatliv, helligdom mere end auditorium, klassisk mere end smart, stille mere end højt.

Relateret

• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 27. jun. 2025 - “Hvis ikke du mener det samme som mig, så…” – og andre måder at ødelægge fællesskabet på
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”
• 14. mar. 2025 - Kirken dør, når autenticiteten udebliver

Find flere

For det første bliver Safiyah introduceret for bøn, ikke tvunget. Muslimer beder kun fem gange om dagen, hvilket Walid (far) ikke gør. Desuden vil Amira (mor) tvinge ateisme over pigen. Interessant. Til sidst, bliver præstens barnebarn tvangsdøbt af ham uden ateist-morens tilladelse og uden den store konsekvens!

Når nogen fortæller livligt om, hvordan de deler juletraditioner med deres børnebørn, og dømmer overførsel af andre traditioner som tvang og middelalderlig, kalder jeg det for hykleri. Jesus krævede netop et opgør med hykleri og regler, der isolerer folk fra fællesskabet.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

 Johannes Aakjær Steenbuch

• ph.d. i patristik
• formand for Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark

Danske baptister har fra begyndelsen i 1839 med rette insisteret på, at evangeliet altid er nyt, og at det personlige gudsforhold ikke kan reduceres til stive rammer. ”På ny! mit løsen hedder” begynder således en af Julius Købners salmer.[1]

Baptister har været gode til at gennemføre et af reformationens grundprincipper: Ad fontes – til kilderne! Man har som reformationstidens døbere ikke villet nøjes med at reformere kirken, men ville i stedet tilbage til dens nytestamentlige form. Så måtte traditionerne komme i anden række.

Alligevel er der gode grunde til at besinde sig på sin historie og sine rødder.

Vi har brug for ”rødder”

Evangeliet rammer ”lodret fra oven”, som Karl Barth udtrykte det. Men kirken lever dog stadig i tiden, på historiens vilkår. At evangeliet fornyer alt, når det virkelig høres, ændrer ikke ved, at vi stadigvæk er mennesker i verden, af kød og blod.

Derfor har vi brug for historie, tradition og rødder. Det er netop i krydspunktet mellem historie og evangeliet, at kirken opstår. Vi har brug for begge dele, for mennesket er ikke et historieløst væsen.

Den bibelske fortælling om Guds historie med mennesker rummer begge aspekter. Som den reformerte teolog Jürgen Moltmann bemærker, bliver Gud i bibelen ”forstået gennem erindret historie, og erindret historie fører til håbet om kommende historie.”

Det er netop i krydspunktet mellem historie og evangeliet, at kirken opstår.

At stilstand er død, er en udbredt tanke i et konkurrencepræget samfund, hvor man for alt i verden ikke må sakke bagud.

Men bør kirken ikke her være en modkultur eller i hvert fald et sted, hvor det er ok ikke at kunne følge med udviklingen, og hvor vi ikke hele tiden behøver at være ”på vej”, men i stedet kan hvile vores trætte fødder?

Bekendelsesdåben er det centrale for baptister

Vi er som mennesker fejlbarlige, og det gælder også vores teologi. Vi ser kun stykkevis forklarer Paulus, og det betyder, at vi hos enhver teolog, selv den største, kan finde både skidt og kanel.

Baptisters helt store fortjeneste er, for mig at se, at man ikke har villet identificere sig med en bestemt teolog, men at man har villet tage udgangspunkt alene i evangeliet om Jesus Kristus.

At være baptist handler ikke om at bekende sig til en systematisk teologi eller en kompliceret trosbekendelse, for dåben er alene vores trosbekendelse.

Dåben er alene vores trosbekendelse.

I bekendelsesdåben bekender vi os som myndige mennesker overfor Gud, der i sin Søn allerede har gjort alt, hvad der skal til for at sætte mennesker fri.

Den frihed betyder også frihed i fællesskab med andre kristne, og baptisters dåbssyn indebærer således et anti-autoritært kirkesyn.

Hvad kan vi så lære af historien?

Men for at forstå, hvad det så videre betyder, er vi nødt til at tænke teologisk. Og der kan inspirationen fra historien være gavnlig.

Vi kan lære af historien, for historien giver os et sprog, som gør det muligt at tænke klart og præcist. Den kan ikke fortælle os, hvordan vi skal bære os ad i dag, og den kan ikke gøre det ud for god, aktuel forkyndelse. Men historien kan relativere stejle synspunkter, lære os at tænke kritisk og oplyse os, når vi mangler en brugbar synsvinkel.

Som en ”hjemmegroet bevægelse” har danske baptister mulighed for at rumme flere teologiske traditioner.

Fra reformationstidens døbere kan vi lære at tage Jesu ord og forkyndelse alvorligt, uden at forsøge at bortforklare den med spekulativ teologi og filosofi. Når Jesus forbyder sine disciple at herske og regere, at dømme og fordømme, og at lade andre kalde sig ”fader” eller ”lærer”, så mener han det.

Reformationstidens døbere lagde også særlig vægt på, at kirken med missionsbefalingen er sendt til verden for at forkynde Guds altomfattende kærlighed. Den tanke har inspireret mange baptister siden.
Dog mener jeg, at vi skal passe på med at identificere os alt for entydigt med reformationstidens døbere.

En hjemmegroet bevægelse

Danske baptister er historisk en ”hjemmegroet” bevægelse med rødder i 1800-tallets vækkelse, herunder også den grundtvigske. Men hurtigt vandt tyske og engelske ”partukularbaptister” indflydelse blandt danske baptister.

Partikularbaptisterne havde en reformert og på mange måder calvinsk teologi. Derved stod man på flere punkter i modsætning til reformationstidens døbere.

For mig at se er partikularbaptisternes helt store teologiske indsigt, at det alene er Jesus, der frelser. Det er ikke os, der vælger Gud, men Gud, der vælger os. Troen er ikke en betingelse, men et tegn på nåden.

Kan vi finde ud af at kombinere den indsigt med reformationstidens døberes vægtlægning på Guds kærlighed, er vi nået langt.

Som en ”hjemmegroet bevægelse” har danske baptister mulighed for at rumme flere teologiske traditioner.

Derved kan vi udfolde det potentiale, som i særlig grad findes hos baptister, nemlig at være et sandt økumenisk fællesskab, med plads til forskellighed i kraft af den enhed, der alene findes i Kristus.

[1]     Baptisternes salmebog nr. 372

Relateret

• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 23. jan. 2025 - Enhed
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand

Find flere