Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Ester Haslund-Gjerrild, 28 år, sangskriver og bachelor i musikterapi

Ester Haslund-Gjerrild er træt, da jeg snakker med hende. Men jeg kan se, at hun er glad. På ni dage har hun haft 12 koncerter, hvor ni af dem var på plejehjem. ”Men de kom ikke til at handle så meget om døden. Det ville blive for meget. Vi valgte de mere lette sange…”. Til gengæld tog hun hul på konceptet med ni sange skrevet under temaet ’Ventesorg’ ved koncerten i Vor Frelsers Kirke i Aalborg. En koncert, hvor det er forbudt at klappe mellem numrene. Her skal stilheden gøre sit arbejde.

Ideen fik Ester under en praktik på et hospice under studiet til musikterapeut. Hun kom ind til en meget svækket kvinde, der næsten ikke havde kræfter til at tale. ”Det slog mig, at der var så meget, man gerne ville sige, men ikke kunne – både de pårørende og kvinden selv. Jeg fik lyst til at skrive sange om livet og døden, som er til stede på samme tid. Vi har mange sange til tiden efter et tab, men hvad med sorgen over vores dødelighed. Lige dér bliver livet mere intenst i kraft af døden. Åhr, det gad jeg godt skrive om”, fortæller Ester, der er sangskriver og tidligere har udgivet bl.a. en EP med duoen ”Gå i stå”.

Jeg fik lyst til at skrive sange om livet og døden, som er til stede på samme tid.

Klichéer

Men helt overraskende blev det meget, meget svært at skrive de sange. Hun prøvede, men det var bare klichéer. ”Jeg kunne ikke skrive overbevisende, for jeg forstod jo ikke, hvad jeg skrev om. Der gik to år – og i løbet af den tid døde min mormor. Jeg blev mindet om lysten til at skrive de sange.”

Til sin bachelor-opgave på studiet valgte hun at undersøge ventesorg. Hun fandt ud af, at der ikke var meget teori om det. ”Det er jo en ret ny problematik, for vi er blevet så gode til at forlænge livet, og samtidig har vi mistet alle ritualerne omkring døden. Den er blevet steril, pakket ind på hospitalerne. Så vi ved ikke, hvordan vi skal håndtere vores følelser. Som pårørende bliver vi jo mødt af vores egen dødelighed, og det får os til at trække os. Dem, der mister, oplever, at venner og andre, de havde troet ville være der for dem, trækker sig. Vi mangler ord.”

Som pårørende bliver vi jo mødt af vores egen dødelighed, og det får os til at trække os.

Så det skrev hun sin bachelor-opgave om – og opdagede, at hun havde fået en akademisk tilgang til emnet. Hun gav op, og begyndte at skrive sine ’normale’ sange – med pop-opbygningen: En fortælling i verset, et c-stykke og så svaret i omkvædet. Altid en pointe.

Ingen kur

Og så opdagede hun, at der ikke er nogen pointe i forhold til døden. Hun ville ikke kunne sige noget genialt. Der er ingen kur mod ventesorg. ”Så begyndte jeg at tænke på sangene om ventesorg som et fysisk rum, man kan træde ind i. Jeg måtte tage udgangspunkt i mit eget liv og min egen dødelighed for at kunne skrive relevant. Og så blev jeg skræmt. Som helt ung har man et distanceret forhold til døden, men jo ældre man bliver, jo tættere kommer det på. Det har taget meget energi, for det er så intenst. Også at opføre sangene.”

De havde nok forventet sig noget meget dystert, men sangene handler om livet. Det overrasker folk.

Ester Haslund-Gjerrild fortæller, at ved koncerterne i kirkerne er folk meget rørte. De havde nok forventet sig noget meget dystert, men sangene handler om livet. Det overrasker folk. I en time er der plads til at forholde sig til at være et dødeligt menneske. Og at man er sammen om det i kirkens rum. Foreløbig har hun aftale om yderligere to koncerter på den måde. Hun har undervejs haft et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og organisationen Skyggebørn: For børn, der er ved eller har mistet. Hun har også fundet andre samarbejdspartnere – hun skal bl.a. optræde i Tingbæk Kalkminer.

Ventesorg
Ventesorg er den sorg, man kan opleve, mens man venter på at miste en, der er alvorligt syg eller døende. Ventesorg kan også indbefatte sorg over de forandringer, der kan ske hos et menneske, som har en demenssygdom eller anden alvorlig sygdom.

Rumme tabuet

”Jeg vil gerne udforske mellemrummet mellem det terapeutiske og det kunstneriske. Som jeg har det nu, skal jeg ikke arbejde som terapeut. Men det er knaldhamrende hårdt – jeg er fuldstændig brugt emotionelt efter en koncert. Jeg kan mærke tabuet og skal rumme det. Men det er også hårdt, fordi det er mig, der skal skaffe pengene. Lige nu er jeg i gang med at indspille de ni sange, der alle handler om ventesorg. Det er en lang proces og dyrt, men jeg håber at kunne udgive i 2024.”

Er du så færdig med Ventesorg?

”Det er lidt mærkeligt. Jeg har følt det som en længsel at skrive de sange og tænker nu: Var det så det? Sangene er utrolig enkle. Hverdagsfortællinger, der placerer store tanker mellem støvsugning og indkøb. Var det det? Men samtidig er det gået op for mig, at tingene ikke behøver at være så komplicerede. Ikke så dramatiske. Bare små ting.” – Indkapslet i ni enkle sange.

Nyvasket lufttørret sengetøj
Hvis en himmel eksisterer
og det at dø føles ligesom
at lægge sig i nyvasket lufttørret sengetøj
Så føles det ikke så skræmmende
for mig at tænke på
En måde skal jeg jo dø på

Hvis en himmel eksisterer
håber jeg at der findes
kaffe som er ristet lyst
serveret i en porcelænskop
med en hank og med en tynd kant
For jeg elsker kopper med en tynd kant
Og jeg håber at det er lidt sandt
At en himmel eksisterer
At en himmel eksisterer
At en himmel eksisterer

Læs også

“Mødet med døden” – Jens Kvist fortæller om arbejdet på Hospice Vangen i Nørresundby.

Relateret

• 09. sep. 2024 - Fra ”bikere” i Texas til Bethelkirken i Aalborg: Irene Bjerres liv er en lovsang til Gud
• 16. jul. 2024 - Fællesskabet betyder alt på Sommerhøjskolen i Rebild
• 27. jul. 2023 - ”Jeg har gjort død til liv for dig”
• 27. jul. 2023 - Stand by me
• 27. jul. 2023 - Når sjælen forsvinder

Find flere

Thea Lillebæk, 23 år
Jurastuderende
Bor på Østerbro i København
Medlem af Baptistkirken Bornholm
Theas blog: https://www.detsomikkeses.com
Link til ”Ekkokammeret” her

I mange baptistmenigheder er der tavshed, når det handler om sex – også når det gælder sex før ægteskab.

I andre menigheder og især på ungdomslejre, er der undervisning, som i Amerika kaldes ”Purity Culture”. Det går ud på, at sex før ægteskabet gør dig uren og mindre attraktiv som ægtefælle. Der bliver brugt illustrationer, som at man har givet sine roser bort til andre. Eller at man er som to stykker papir, der er limet sammen og revet fra hinanden – altså at man er gået i stykker.

Thea Lillebæk (23) er en af dem, der hæver røsten imod det, hun har lært som teenager. Hun gør det dels på sin egen blog, og dels inviteret ind i en podcast ”Ekkokammeret”, som er lavet at to unge mænd med rødder i Indre Mission.

Når kirken svigter

Hendes stemme er ikke mindst aktuel i den kirkelige selvransagelse, som bl.a. har vist sig i forbindelse med konferencen ’Når kirken svigter’.

Og Thea tager afstand fra ”Purity Culture”. Hun siger:

”Det er en kultur, som stammer fra USA, hvor man prædiker afholdenhed fra sex, hvilket en masse anerkendt research har vist, direkte medfører, at (særligt) kvinder oplever mindre nydelse i deres seksuelle voksne liv, samt at de oplever skam omkring deres seksualitet og mange andre psykiske følgevirkninger.”

I danske baptistmenigheder har det også været forventningen, at sex hørte hjemme i ægteskabet. At det ikke altid var virkeligheden, viser de mange graviditeter – som tidligere har ført til eksklusion fra menigheden.

Mere fundamentalistisk

Thea fortæller: ”Jeg er vokset op i en klassisk baptistfamilie. Vi gik i kirke, især på Bornholm (hvor familien har sommerhus), og blev døbt som 13-årig. Jeg havde dengang en mere fundamentalistisk tro, som jeg havde fået ved de ting, jeg har hørt i kirken og på sommerlejrene.

Så kom jeg i gymnasiet. Det var et kreativt gymnasium med mange typer, andre kønsidentiteter og unge, der levede alternativt. Jeg tog afstand fra kirken, udviklede mig med fester og alt muligt og kom i tvivl, om jeg havde lyst til at være en del af kirken. Jeg var stadig troende, det er en stor del af min identitet. Men jeg skulle finde ud af, hvordan jeg kunne være i det.

Jeg er sådan skruet sammen, at jeg griber det videnskabeligt an, så jeg begyndte at studere Bibelen så godt jeg kunne på grundsprogene. I dag vil jeg kalde mig progressiv kristen.”

På sommerlejrene på Lindenborg var hun blevet undervist fortrinsvis af unge mænd om bl.a. forholdet til sex.

Hjemme i menigheden var undervisningen fraværende. Man talte ikke om sex. Heller ikke om man skulle afholde sig fra sex før ægteskab, og så kom undervisningen på Lindenborg til at stå alene.

Traumereaktioner

Som kvinde oplever Thea stadig, at der er stor forskel på, hvad der er tabubelagt i vores kredse og i samfundet generelt.

”En ung mand, der fortæller om sin pornoafhængighed anses for at være modig. En ung kvinde, der snakker om at have haft sex, anses for at være mere farlig. Det er indenfor det samme område, men der bliver forskelsbehandlet. Jeg anser onani og porno for at være lige så privat som et seksuelt forhold.”

Hun tænker, at der er en indlejret forskel på, hvad man ser som mest skamfuldt – både i vores samfund generelt, men også i kirken. Derfor mener hun, at kirken skal være særligt opmærksom på ikke at fodre en kultur, der har risiko for at kunne frembringe seksuel skam. Der er få kristne, der tør fortælle ærligt om deres seksuelle rejse, og specielt ikke kvinder. Måske fordi der er en større risiko for at blive stigmatiseret. Men hun tør:

”Jeg havde en indre konflikt, om jeg skulle have sex med min kæreste. Det valgte jeg så. Derefter fik jeg traumereaktioner. Jeg skulle hele tiden i bad, bad hele tiden om tilgivelse. Jeg var konstant bange for at være gravid på magisk vis – vi havde beskyttet os. Jeg følte, at jeg ikke kunne være en del af troen længere.”

”Så blev jeg feminist”

”Jeg måtte finde en anden teologisk måde at læse Bibelen på. Så det gjorde jeg historisk-kritisk.

Og så gik jeg altså videnskabeligt til værks og så på, hvordan Purity Culture påvirker særligt kvinder i deres fremtidige seksuelle liv. Det er direkte skadeligt.

Samtidig lavede jeg i gymnasiet et studie i transkønnedes mentale helbred. De havde mere angst, depression og flere selvmord. De snævre rammer, vi lægger ned over dem, påvirker dem psykisk. Det måtte jeg gøre op med. Så blev jeg feminist. Læste om opgøret med Purity Culture og kunne genkende mig selv fuldstændig i det.”

I dag hviler Thea i sin kristne tro, læser i Bibelen, snakker med venner udenfor kirken om tro og har ikke meget skam tilbage. ”For jeg ved, at Gud elsker mig, som jeg er.”

Hvem bestemmer reglerne?

Hun spørger i dag til ungdomskulturen i BaptistKirken: ”Hvem bestemmer, hvad der skal til for at være leder? Hvorfor er det vigtigere, om man bor sammen med en kæreste, end om man f.eks. lyver, sladrer, mobber eller snyder?

Jeg tænker, at efter den seksuelle frigørelse, er det med sex før ægteskabet kommet til at fylde for meget.”

Artiklen har været forelagt både Nicolas Fromsejer, formand for BBU, som fortæller, at BBUs ledelse er i gang med samtaler om bl.a. dette emne og at det er for tidligt for dem, at svare på de spørgsmål, Thea rejser.

Hun opfordrer BaptistKirkens ledelse til at lave nogle etiske retningslinjer for, hvordan der tales om sex i kirken. ”Vi skal være sikre på, at vi ikke underviser unge mennesker i noget, som kan medføre skam. Unge ledere har ikke kompetencer til at undervise unge mennesker i så sensitive emner uden at have nogle helt konkrete retningslinjer for, hvordan den undervisning skal foregå. Ledelsen bør ikke alene overlade det her til Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, hvis BaptistKirken for alvor vil tage ansvar for alt det, der følger med ’Når Kirken Svigter’. Undervisningen af børn og unge er i den debat fuldstændig centralt og enormt vigtigt, og jeg mener, at så mange som muligt skal tage ansvar i den sammenhæng.”

Endelig slår hun på, at kirken skal være bedre til at leve op til samfundets generelle krav til seksualundervisning, hvis det er noget, som vi vil praktisere. ”Kirken skal være bedre til at følge med samfundsudviklingen, hvis de ønsker at beholde deres mere progressive medlemmer,” siger hun og slutter med at glæde sig over, at ”der er så mange gode ting, der tales om i kirken; Klima, flygtninge, integration – hvordan man er overfor andre.”

Relateret

• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 27. jul. 2023 - Ventesorg
• 22. jun. 2023 - Kom og del Guds glæde
• 18. aug. 2021 - Konference: Når kirken svigter
• 05. feb. 2021 - Sex i Det nye Testamente

Find flere

Lad mig dø

Tekst: Stine i 2013

Gud, min kære Gud
Lyt nu til bønnen i mit indre
Tag mig væk fra dette liv
For kun det vil kunne lindre

Smerten bider indeni
og river mig itu
Ingen tilflugt at finde
for al min barndoms gru

Hver dag er en kamp
Hvert minut, hvert sekund
Kan det virk’lig være sandt?
Skal livet gøre så ondt?

Krop og sjæl er så forpint
Mine kræfter ebber ud
Kun i døden findes hvile
Så sæt mig fri, min Gud

Dette liv er alt for svært
Og smerten ikke til at bære
I din himmel, kære Gud,
vil jeg hvile og være

Kom nu og sluk min flamme
Lad mit liv ebbe ud
Jeg be’r dig, lad det slutte
Tag mig op til dig, min Gud

Stop nu blidt mit åndedræt
Lad lidelsen få ende
Kun i døden er der fred
Og pinen vil forsvinde

Kald nu min sjæl til dig
Kald mig stille ved mit navn
Spred nu dine varme arme
Hold mig tæt i din favn

Giv mig lov at tage bort
Her mens jeg ligger og sover
Lad mig ikke vågne op
Klip nu blot min livsstreng over.

Jeg kunne ikke klare tanken om, at der ville komme en dag igen i morgen. Min indre smerte og lidelse var så altfortærende, at det var ganske ubærligt at være i live. Døden sås som den eneste udvej for at finde fred i mit sind. At være låst inde på lukket psykiatrisk afsnit var i lange perioder nødvendigt for at forhindre mig i at ende mit liv.

Når jeg vågnede op efter mine selvmordsforsøg, følte jeg mig snydt for døden og kunne ikke begribe, hvorfor Gud ikke ville have mig. I dag er jeg taknemmelig for, at han var stædig og holdt mig i live. Forleden sad jeg med min præst, Lone Møller-Hansen, og talte om netop denne kronik, hun havde spurgt mig om at skrive.

Tegning: Stine 

Lone har fulgt mig i mange år, og hun fortalte mig nu om en episode, hun erindrede, da hun stod ved min seng på hospitalet, hvori jeg lå bevidstløs efter et selvmordsforsøg: ”Og så tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige til din begravelse”. Lones stemme knækker over, og tårerne pibler frem: ”Og nu sidder du her i dag”, siger Lone, ”og har et helt andet liv. Det havde jeg aldrig turdet håbe på. Det er et mirakel!” Og det er det i sandhed. Ingen – slet ikke jeg selv – troede, jeg ville nå dertil, hvor jeg er i dag. Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.

Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.

Incest-offer

Fra jeg var ca. tre til tolv år, blev jeg udsat for incest af min psykisk syge farfar, der ind imellem også boede hos os i uger ad gangen. Så – nu er dét tabu også brudt. Der blev aldrig taget hånd om det, og jeg fik aldrig hjælp til at få bearbejdet traumerne. Jeg forsøgte derfor at lade som om, det ikke var sket. På overfladen så det fint ud. God uddannelse, godt job, rejste rundt i verden, blev gift med en udenlandsk mand osv.

Men på trods af det havde jeg det forfærdeligt, og det blev kun værre med årene. Ikke mindst tærede også fire års fertilitetsbehandlinger på krop og psyke. Mit største sammenbrud skete efter fødslen af min datter, hvor jeg for alvor blev konfronteret med min egen bagage og sårbarhed.
Jeg forstod og anerkendte dog ikke, at min barndoms traumer var skyld i, at jeg havde det så forfærdeligt, så jeg gjorde mig hård og bagatelliserede det. Jeg måtte jo bare være mærkelig, når jeg havde det så dårligt over dét. Jeg var blot et forkert, usselt menneske – en forfejlet mor, der ikke fortjente mit barn – hun var bedre tjent uden mig. Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.

Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.

Flashbacks

I 2012 blev jeg derfor indlagt på psykiatrisk center og fik endelig intens hjælp, men det var en ekstrem barsk tid. Jeg kæmpede bl.a. med Kompleks PTSD, depression, dybt selvhad, selvskade og grumme selvmordstanker og -forsøg. Mange gange om dagen – igennem fem år – genoplevede jeg med alle sanser voldsomme flashbacks af min barndoms værste overgreb. Det var som at være lille igen og gennemgå alle pinslerne på ny – mange gange dagligt. Hvordan holder man det ud?

Tegning: Stine 

Et dybt dysfunktionelt ægteskab og mangelfuld familiestøtte gjorde ikke tingene lettere. Min uforløste indre smerte åd mig op indefra og til sidst i en sådan grad, at lidelsen blev komplet ubærlig. Jeg så ingen anden udvej end døden. Det var som konstant at have hånden bundet til en tændt kogeplade. Du kan ikke komme væk, og hvis kun dét at dø kan gøre, at du slipper for smerten, er du villig til netop det.

Det kan være svært at forstå for andre, hvordan man kan nå dertil, at man ikke ønsker livet mere, især når man lige har fået en vidunderlig lille datter. Jeg tror ikke, man fuldt kan sætte sig ind i den desperate følelse og intense indre smerte, med mindre man selv har været der.

Min uforløste indre smerte åd mig op indefra.

Unormal lang indlæggelse

Det blev til en unormal lang indlæggelse på tre et halvt år, for så lang tid tog det at få bearbejdet de dybe og voldsomme traumer, nå til de rette erkendelser omkring det og få samlet mit fragmenterede jeg til et mere helt menneske. Jeg skulle lære at rumme mit indre, svigtede barn og tage hende i hånden fremfor at være vred på hende.

Lidelsen har været ubærlig, men ved at få kigget på den og delt den, har den mistet noget af sin kraft Heldigvis oplevede jeg under indlæggelsen, at jeg med hjælp tog de første skridt på min lange rejse mod heling af mit indre. Især én fantastisk dygtig og empatisk sygeplejerske, Dorte, vandt min skrøbelige tillid, og hun investerede sig selv personligt ud over det sædvanlige.

Pseudo-mor

Dorte har holdt min hånd hele vejen og turdet være i smerten med mig. Hun er stadig min faste støtte og en form for følelsesmæssig ‘pseudomor’, jeg altid kan ringe til, selvom det er tre et halvt år, siden jeg blev udskrevet. Jeg kom hjem, blev skilt og fik mit eget hus til min datter og mig. På trods af lidelsen valgte jeg heldigvis igennem hele indlæggelsen at være sammen med min vidunderlige datter hver eneste dag. Det var meget vigtigt for mig, og vi har derfor et tæt og kærligt bånd.

For lidt over to år siden skete det, jeg aldrig havde troet – jeg fandt kærligheden. En dejlig, mild og kærlig mand, der rummer mig, som den jeg er, med den bagage og de ar, jeg har med mig på krop og sjæl. Det har hjulpet mig til at gøre det samme. Mine flashbacks er nu endelig forsvundet, i og med jeg har gennemarbejdet min fortid og fundet tryghed, ro, tillid og kærlighed – følelser og begreber, der har været meget svære for mig.

Det er i erkendelsen af min sårbarhed, jeg skal finde min styrke.

Styrken i sårbarheden

Langsomt har jeg lært, at jeg skal finde min styrke i erkendelsen af min sårbarhed. Jeg har erfaret, at det ikke nødvendigvis handler om at få alt det svære til at gå væk, men om at lære at leve med det, jeg har med mig og acceptere mig selv. Jeg lever med min PTSD og min skrøbelighed og er blevet bedre til at tage hensyn til den. Min historie er blevet en mere integreret del af mig, og jeg har sluttet fred med den og dermed også med mig selv.

Jeg har en ambition om at være med til at bryde tabuer og et ønske om, at mine erfaringer ikke skal være spildte, men kan bidrage med noget. Derfor tager jeg i dag undertiden ud og holder oplæg, bl.a. for personale i psykiatrien, på akutmodtagelsen, pårørendegrupper mv.

Fred i livet

Jeg bliver stærkere dag for dag og er taknemmelig for al den hjælp og kærlighed, jeg heldigvis også har mødt i mit liv. Jeg nyder min nyvundne lille familie på fem, hvor min datter også glædes over sine to dejlige bonussøskende. Gud er god! Der er håb for selv den håbløse.

Før ønskede jeg kun at finde fred i døden – nu finder jeg fred i livet.

Hjælpeorganisationer, hvis du har været udsat for misbrug og søger hjælp

kris-dk.dk eller facebook.com/Landsorganisationen-KRIS-191946597599923/
landsforeningen-spor.dk eller facebook.com/LandsforeningenSpor/
Csm-danmark.dk

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig

Find flere