Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/hanne-kiels-interview-med-fyodot-raychynets.mp3

Da Fyodor Raychynets, baptistpræst i Bucha i Ukraine, underviste på årets sommerstævne, sagde han: ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen.” Derfor spurgte jeg ham:

Fyodor Raychynets:

• siden 2008 præst ved baptistkirken i byen Bucha udenfor Kiev – byen blev hårdt ramt af russisk besættelse i 2022
• i 2021 hædret af det ukrainske bibelselskab med prisen: ”En mand, der forandrer verden”
• fra 1995 har han undervist teologistuderende
• uddannet baptistpræst i Ukraine 1992, Master of Theology i Prag 2001, Ph.D. i anvendt teologi i Amsterdam 2018

”Hvad sker der med vores opfattelse af Gud, når krigen bliver menneskers virkelighed?”

”’Gud beskytter os mod det onde’; ’Gud tager sig af vores behov som en god far’; ‘Gud  er allestedsnærværende og almægtig’. Alle de forestillinger bliver rystet, for i krigen oplever du, at du beder Gud hjælpe og beskytte dig, men det gør Gud ikke. Krig gør det onde meget virkeligt. Pludselig er det onde ikke længere abstrakt. Det onde får et konkret ansigt og en konkret lugt, og du undrer dig over, at Gud ikke forhindrer det onde. Især for dem, der bliver personligt ramt af krigen, bliver troen på Guds almagt og nærvær rystet.

Stillet overfor krigen forandrer alle de forestillinger om Gud sig. Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig. Vi må gentænke de forestillinger, vi havde om Gud før krigen. Det er let at forestille sig, at Gud stopper det onde, når det onde ikke er nærværende, men når det onde bryder ind i dit liv, dit hjem, dit land, uden at det bliver stoppet, så er Gud enten ikke almægtig, eller også er dine tanker om Gud ikke tilstrækkeligt præcise og dybtgående.

”Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig.”

I krigstid forandrer din opfattelse af Gud sig ikke nødvendigvis, men du bliver udfordret til at tænke dybere og bredere om Gud. Krigsoplevelsen kan være positiv og drage mennesker nærmere til Gud, men den kan også være negativ, fordi mennesker bliver skuffede – ikke over Gud, men over deres egne forestillinger om Gud.

Spørgsmålet er ikke, om der er krig. Der er altid krig – jeg har ikke oplevet en dag i mit liv uden krig. Det drejer sig om, hvor tæt på krigen du er, og hvor meget krigen berører dig. Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?

”Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?”

Jeg vil ikke generalisere. Generaliseringer taler aldrig sandt. Alle mister ikke troen på Gud i krigen – nogle gør. Alle kommer ikke til at leve Gud mere nær, men nogle gør. Man kan ikke tale generelt om, hvad krigen gør ved vores tanker om Gud, for krigen gør meget forskelligt.”

“Gud med os” – er Gud med dit land i krigen eller med fjenden? Vælger Gud side?

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?’ For jeg er ikke sikker på, at Gud vælger side i krigen. Ofte fordrer alle krigens parter, at Gud er på deres side. Selvfølgelig må man overveje, om Gud er på vores side, men for mig er det langt mere relevant at spørge:  ’Vælger jeg at være på Guds side midt i krigen?’

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?”

For mig er den alvorligste udfordring at undgå at miste sin menneskelighed midt i umenneskeligheden. Derfor bliver det vigtigste spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?’ Det gør man ved ikke blot at elske sine venner, men også sin fjende – og dermed vise sig som et menneske. Sådan kan man være sikker på at være på Guds side – midt i helvede.”

”Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?”

Hvad gør krigen ved overvejelserne om at elske sin næste – for slet ikke at tale om at elske sin fjende?

”Jesus taler om at elske sine fjender i en konkret sammenhæng. Næsten – eller naboen, som det normalt oversættes på engelsk – er den potentielle fjende. Man kan også sige: Den farligste fjende er din nærmeste ven. Sådan er livet. Den, vi stoler på og tør være sårbar overfor, er også det menneske, der kan vende vores sårbarhed og åbenhed imod os.

Fyodor Raychynets (tv) på scenen i Mariager, hvor Lars Midtgaard tolker (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Når Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹  Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”[i] – så er mit første spørgsmål: ’Er det to forskellige personer?’ Det næste er: ’Taler Jesus om at elske abstrakt eller konkret?’ Endelig taler Jesus også om, at ’I vil blive forfulgt af regeringen og religiøse ledere, men fjenden er din familie’. Det rejser det næste spørgsmål: ’Taler Jesus om at elske et menneske, vi aldrig har mødt, eller taler han om igen at elske et menneske, som har vendt sig imod os?’ Sådan læser jeg ordene om at elske sin fjende. Det drejer sig om igen at elske et menneske, der har vendt sig imod dig. Det drejer sig ikke om en abstrakt fjende, men om at elske en konkret person, som jeg har en relation til.

Buddet om at elske sin fjende handler ikke om en krigssituation, men om hverdagslivet, hvor jeg er nødt til at genopbygge en relation, der er blevet brudt. Jesus udfordrer os til at tilgive og genopbygge fællesskabet den ene gang efter den anden – for sådan handler Gud overfor os.”

Livet på krigens betingelser kalder på handling snarere end på følelser – hvordan udtrykker man næstekærlighed i handling?

”Vi besluttede, at vi ville hjælpe enhver, der har brug for hjælp – hvad enten det er fjender eller ej – bringe vand til de tørstige, mad til de sultne og dele det, vi har med dem. På den måde bevarer vi vores menneskelighed midt i umenneskelighed og krig. Det har vi gennemført. Kirken er netop kaldet til at tage hånd om de lidende, og når vi gør det, kan de lidende se Gud.”

[i] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 43-44

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”

Find flere

Lyt til historien her:

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den tredje historie om Fyodors menighed i Bucha efter den russiske besættelse.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om menigheden i Bucha efter besættelsen

Fyodor beretter:
”Vores menighed og kirke ligger lige midt i Bucha. Vi har den bedste beliggenhed. Da den russiske besættelse af Bucha begyndte, var kirken nærmest et epicenter. Den 22. februar 2022, to dage før den russiske invasion, havde vi et menighedsmøde. På det møde tænkte vi ligesom alle andre på det tidspunkt: ”Hvad nu hvis…?” Hvad gør vi som kirke, hvis det sker? Vi besluttede os for, at kirken skulle have et lager af mad og vand og kunne lave strøm. Hvis der skete noget, kunne kirken tage mod mennesker og forsyne dem med de mest basale ting for at overleve.

Og som I ved: Det skete jo!

Krigens første dage

I krigens første dage fandt 174 mennesker beskyttelse i kirkens kælder. De allerfleste af dem var ikke medlemmer i vores kirke. Men det var præcis det, vi ønskede, da vi forberedte os: Vi ønskede at tjene byens befolkning.

Mit personlige problem var, at jeg boede inde i Kiev kun ti kilometer fra Bucha. Og den 25. februar – inden jeg nåede tilbage til Bucha – sprængte vores soldater alle broerne på de veje, der fører til Bucha for at forhindre russerne i at rykke frem mod Kiev.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Fyodors udfordring

Jeg kunne ikke rejse hjem til Bucha, det var helt umuligt. Russerne var i Bucha, broerne var væk og mellem Kiev og Bucha var der slagmark og ingenmandsland. Og mobilnettet var næsten brudt sammen. Alligevel fik jeg en aften en opringning fra en af kirketjenerne i Bucha. Han sagde: ”Der er flere end 100 mennesker i kirkens kælder, og de er alle sammen syge. Vi har brug for det mest nødvendige medicin.”

Jeg sidder inde i Kiev – kun ti kilometer væk – og jeg har tilgang til alt den medicin, de mangler i Bucha. Men jeg kan ikke få det til Bucha. Jeg forsøgte flere gange, men vores soldater ville ikke tillade det.

Soldaterne sagde:
”Er du ude på at blive slået ihjel? Du ved, du ikke kan krydse slagmarken, og selv hvis det skulle lykkes, så venter russerne i Bucha. Og de lader dig ikke komme videre!”

Hvordan ville du have det, hvis du havde alt det til rådighed, som dine venner og din menighed mangler desperat, men du kan ikke hjælpe?

En helt ny menighed

Tak Gud, at besættelsen sluttede! I Bucha varede den nøjagtig 32 dage og det var 32 dage i helvede! Vi kom styrtende ind med hjælp. Og da vi kom ind i Bucha, troede jeg, at jeg var kommet til apokalypsen – altings endeligt.  Jeg kom til vores kirke og den var fuld af mennesker. Der var flere end 800 mennesker i kirken. Vi kender faktisk det nøjagtige antal, for vi delte madpakker ud til dem alle sammen. Da jeg kom ind i bygningen, begyndte jeg at kigge efter mennesker, jeg kendte, mennesker fra menigheden. Før krigen var vi omkring 200 medlemmer i menigheden, nu var der pludselig 800 mennesker i kirken. Jeg ledte efter de 200 kendte ansigter, men jeg genkendte kun 37. Så mit første spørgsmål var selvfølgelig: ”Hvor er resten af min menighed? Hvad er der sket med dem? Har de overlevet? Hvor er de?”

Det var sådan livet i vores kirke i Bucha, forandrede sig fuldstændigt.

Nu er det sådan, at 60% af dem, der kommer til søndagsgudstjenesten, er nye i vores kirke. Det er mennesker, der fandt et tilflugtssted i kirken i krigens allerførste frygtelige dage. Det er mennesker, der har mistet noget eller mistet nogen. De har mistet alt hvad de ejer, eller dem de elsker – eller begge dele. De er dybt traumatiseret.

Pludselig er mere end halvdelen af vores menighed fuldstændig ny for os. Det er mennesker, der ingen baptistisk tradition har med sig – overhovedet. Vi var nødt til at forandre vores måde at tilbede på og vores måde at prædike på.

Et nyt formål med at være menighed

Vi indså, at vi er her for at tjene mennesker, der har haft de værste oplevelser i livet. Og vi gør vores bedste for at tjene disse mennesker, der slet ikke har fortjent deres skæbne. Mennesker, der er gået gennem helvede på jord, selv om de bestemt ikke var de største syndere.

Vores kirke har nu besluttet at tjene soldaternes familier og familier, der er socialt udsatte. Deres børn og deres unge, men også børn og unge, der har mistet deres forældre. Vi har militærpersoner til at undervise børnene og de unge: Ikke i at kæmpe eller slå ihjel, men i at undgå de miner, som russerne har efterladt overalt i og udenfor Bucha, og som ikke er fjernet endnu.

Bucha er blevet håbets sted

Når jeg deler disse historier med jer, så er det ikke kun for at fortælle om elendigheden, men også for at fortælle, at vi som menighed har besluttet, at vi vil være et håbets sted. Vi er nødt til at dele det håb, vi har i Kristus, det håb vi finder i de profetiske skrifter, selv om vi lever midt i en håbløs verden.

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

• Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid.
• Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
• Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den var den sidste af Fyodors beretninger fra Bucha. Vi håber, at du er blevet klogere på livet, troen og krigen i Ukraine af at læse dem.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til fortællingen her:

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den anden historie, der handler om tro.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Historien om tro

Fyodor fortæller:
“Da Bucha blev befriet efter 32 dages russisk besættelse skyndte vi os alle sammen tilbage. Vi blev forfærdet over det, vi så. Sammen med os, der rejste hjem, kom også 140 udenlandske journalister, der skulle bevidne russernes forbrydelser.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

”Hvordan kan man tro efter…”

Og så rejste debatten sig: Hvordan kan vi tro på Gud efter Bucha?

Jeg blev involveret i teologiske samtaler og jeg blev interviewet om emnet. Jeg måtte minde mennesker om, at det, der skete i Bucha ikke skete for første gang i historien. Og – er jeg bange for – heller ikke for sidste gang. Spørgsmålet: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?” er lige så gammelt som vores kristne historie. Hvordan skal vi tro på Gud efter Auschwitz? Efter Rwanda? Efter Srebrenica? Jeg kan blive ved… og vi kan altid spørge: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?”

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

En hilsen

En af mine venner kom til mig en søndag og sagde: ”Jeg har en hilsen til dig.”
”Fra hvem?” spurgte jeg.

Det at bringe hilsner i krigstid er noget ganske særligt positivt. Du bliver klar over, at din ven fortsat er i live – og han eller hun husker dig stadig! Nu ved jeg ikke, hvordan det er i danske baptistkirker, men i ukrainske baptistkirker har vi et næsten helligt ritual: Når gudstjenesten er ved at være forbi, spørger vi altid: ”Er der nogle til stede, der besøger vores kirke for første gang? Måske I vil bringe en hilsen til os?” Så sker det, at folk rejser sig og bringer hilsner fra deres kirke eller det land, de kommer fra. Og så beder vi gæsterne tage hilsner med hjem fra os. Det er blevet en del af vores liturgi at bringe hilsner.

Min ven kom altså med en hilsen og jeg spurgte: ”Fra hvem?”. Og han svarede:
”Det er fra et menneske, du kender rigtig godt. Og det er ikke bare en hilsen, det er en hilsen med et særligt billede.” Så viste han mig et billede af en soldat på sin telefon. En soldat i fuld kampuniform med et stort gevær foran brystet. Min ven sagde: ”Hilsenen fra soldaten på billedet lyder: ”Fortæl Fyodor, at efter Bucha, så tror jeg ikke længere på Gud. Det er det her, jeg tror på.”

En hilsen, der er umulig at besvare

Soldaten på billedet, ham der sendte hilsenen, var en af mine studenter. En, jeg har undervist i teologi.

Jeg ved ikke, hvad min ven forventede jeg skulle sige til den hilsen, han bragte. Men lige i det øjeblik sagde jeg: ”Fortæl ham, at jeg elsker ham, giv ham et kram fra mig og giv ham mit hjerte. Og sig til ham, at jeg håber, at den tilstand han er i, må være midlertidig.”

I krigstid har vi en umiddelbar reaktion mod vores tidligere overbevisninger – og mange ting som tidligere har givet mening, mister deres betydning. Men jeg håber for min student, at hans nye overbevisning er midlertidig.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

• Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid-
• Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
• Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om menigheden i Bucha efter besættelsen.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til historien her:

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den første historie om to mænd her og bliv klogere på livet og krigen i Ukraine.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om to mænd

Fyodor fortalte:
”Jeg vil starte med en historie om to mænd i vores menighed. Men først en betragtning om krigen: Det er meget farligt, når krigen kommer til dit land. For nylig fejrede en af mine venner 60 års fødselsdag og han sagde spøgefuldt: ”Ved du hvad, Fyodor? Den eneste fordel for en mand i min alder er, at man ikke kan blive indkaldt til hæren og man kan rejse frit.”

Helten

Fortællingen handler om to jævnaldrende medlemmer – to mænd – i menigheden. Ved fortællingens begyndelse var de begge omkring 40 år gamle. Præcis den alder, hvor hæren er interesseret i dig. De to mænd levede vidt forskellige liv. Den ene var soldat i en af hærens specialenheder. Han havde kæmpet ved den østlige grænse siden 2014, siden kampene begyndte derude. Han havde gennemført flere militære operationer med stort mod. Manden var en helt. Han havde mange medaljer hen over brystet på uniformen. Da den russiske invasion begyndte i februar 2022, forsvandt han. Ingen vidste, hvad der var blevet af ham: Nogle mente at vide, at han havde tilsluttet sig en ny kampenhed, andre var sikre på, at han var taget tilbage til sin egen hærenhed i det østlige Ukraine. Men ingen vidste noget med sikkerhed.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Narkomanen

Den anden mand havde været narkotikamisbruger hele sit liv. Narkotikamisbrug har konsekvenser. Umiddelbart før invasionen i 2022 gik han til sin læge. Og lægen fortalte ham, at han var dødssyg og kun havde få måneder tilbage af sit liv. Så han besluttede sig for at dø som en helt. Han tænkte: ”Eftersom jeg har spildt mit liv og levet på en upassende måde, så kan jeg i det mindste dø på en passende måde!”

Han besluttede sig for, at han hver dag under den russiske besættelse af Bucha ville gå hen til den russiske forpost og provokere de russiske soldater. Og det gjorde han. Hver dag gik han hen og råbte forbandelser til dem. Han brugte sprogets værste gloser. Slet ikke ord, vi havde lært ham i kirken! Han tænkte, at ved at provokere russerne kunne han få dem til at slå sig ihjel. Han ville dø som en helt: Dræbt af russerne under krigen! Det er der såmænd mange ukrainere, der drømmer om: At dø som en helt.

Men ved I, hvad russerne gjorde? De råbte bare efter ham: ”Skrid, gå hjem – lad være med at spilde vores tid.” Manden blev ikke skudt og han døde ikke som en helt. Tværtimod overlevede han den russiske besættelse af Bucha.

Til sidst fandt vi soldaten

Da russerne rykkede ind i Bucha vidste vi stadig ikke, hvor den første mand – soldaten – var forsvundet hen. Men i maj måned 2022, næsten to måneder efter russerne havde forladt Bucha, så fandt vi den unge mand. Eller rettere: Vi fandt forskellige dele af hans lig forskellige steder rundt omkring i Bucha. Russerne havde besluttet, at det ikke var tilstrækkeligt at slå ham ihjel. De havde parteret hans lig og begravet det forskellige steder.

Soldatens mor

Men det er ikke russernes udåd, der er sagens kerne. For soldatens mor er også medlem af vores menighed. Og hun spurgte mig: ”Hvorfor? Hvorfor min søn, helten? Ikke bare en, der foregav at være helt ved at råbe ad russerne, men en ægte helt? Hvorfor skulle han myrdes på en så bestialsk måde, når en anden, der har levet et nyttesløst liv som narkoman, overlever. Hvordan vil du forklare det, Fyodor?”

Det kan jeg ikke!

For halvandet år siden mistede jeg min søn. Ikke i krigen – han døde i sin seng, mens han sov.

Ved en søndagsgudstjeneste efter min søns død kom soldatens mor til mig og gav mig et knus og sagde til mig: ”Måske forstår du mig bedre nu.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

• Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid
• Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig
• Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om tro.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Men noget af det værste er at gå med den alene. Ingen tør at spørge ind. Ofte er det, fordi de er bange for at gøre det værre. Men det at spørge ind kan ikke gøre det værre, end det allerede er. Til gengæld kan man tilbyde som ven eller bekendt at gå et lille stykke ad sorgens vej sammen, så vedkommende ikke skal gå den helt alene. Det kræver blot, at man lytter. Man kan gøre en kæmpe forskel for den, der går dér på sorgens vej.

Bryd tavsheden. Spørg ind til dem, der har mistet. Spørg hvordan livet er, når den, de var tæt på, nu ikke er længere. Spørg selvom det er år siden, for sorg og afsavn er ikke noget, der bare forsvinder efter et år eller to. Sorgen varer ved, og der er behov for, at der bliver talt om den.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Klaus Høgh-Lefholm
– gift med Sigrid siden 2004
– far til fire drenge. Mathias, Noah, Daniel og Theo
– lærer på Tølløse Privat- og Efterskole
– kirkesanger i 16 år
– sanger og guitarist både som lærer, kirkesanger, foredragsholder og privat

Mathias var kørt fra sin kammerat hen ad vejen og over jernbanen, hvor han blev ramt af toget. Det liv, som vi kendte og elskede, var forbi.

Vi havde tre drenge, livet var godt, og vi var det, man vel kan kalde lykkelige. Vi havde ikke overvejet at forholde os til døden. Vi skulle forholde os til livet!

Da min hustru og jeg blev viet, sang jeg ’Stand by me’ – ’Vær hos mig’ – til hende, og nu, midt i fortvivlelsen og alt det håbløst uoverskuelige, blev sangen og dens tekst endnu vigtigere end nogensinde før. Det blev vigtigt for os at stå sammen, holde sammen, på os selv, på vores familie og som kvinde og mand at forstå hinanden. Det sidste hjalp vores præst os med, for vi, min hustru og jeg, var meget forskellige i vores måde at håndtere sorgen på.

Vores børn havde deres helt egen unikke måde at håndtere sorgen på; de var, som børn er, ubeskriveligt gode til at bevæge sig ind og ud af sorgen. Vores ene søn kom fx tre dage efter Mathias’ død løbende fuld af glæde, med alle Mathias’ sparepenge i hænderne og råbte: ”Mor, nu, når Mathias er død, må jeg godt få hans sparepenge, ikke?”

”Så snakker I sammen …”

Vi læste bøger om sorg med vores børn, og det gav mange fine, men også – for os – hårde samtaler. En aften var en af vores drenge særligt ked af det og havde grædt længe over savnet. Hans mor var hos ham. De var både stille i sorgen sammen, og de talte også om savnet. Da hans gråd stilnede af, sagde han: ”Det er ligesom, når du og far er kede af det; så græder I, og så snakker I sammen, og så går det alligevel”. Det var for os et tegn på, at vi havde fået givet vores børn vigtige værktøjer til at håndtere sorgen. Vi griber de muligheder, der er, og taler med vores børn om Mathias. Hvordan ville han have set ud, hvor gammel ville han have været nu, hvad ville han have lavet, og alle de andre spørgsmål, som vi alle sammen ønsker, at vi ikke behøvede at spørge os selv og hinanden om.

Det er ligesom, når du og far er kede af det; så græder I, og så snakker I sammen, og så går det alligevel.

Sigrid og Klaus, Mathias’ forældre.

Da vi vovede os ud i virkeligheden på ny, lignede den sig selv; mennesker grinede, blev forelskede, kørte i biler og levede livet, som man jo gør. Jeg selv så verden gennem et slør af sorg, hvor de alle repræsenterede det, vi ville have; det normale, at vi skulle tage os af små problemer, og ikke død og sorg. Men vi havde brug for at tale om sorgen med hinanden og andre. Vi mødtes i sorggruppe, talte med en psykolog og med vores præst.

”En aften om at miste”

Præsten foreslog, at jeg skulle tage ud og fortælle andre om det. Sammen med ham stykkede jeg ’En aften om at miste’ sammen, som for mig blev en helende proces og en mulighed for, at andre kunne spejle sig i mig, og lige som jeg opdage, at de ikke stod alene med oplevelsen og opgaven.

Da vi vovede os ud i virkeligheden på ny, lignede den sig selv.

Halvandet år efter vi havde mistet Mathias, fik vi vores søn, Theo. Vi kunne ikke komme af med vores kærlighed til Mathias mere, den var blevet til ren sorg. Men med Theos komme til verden kunne lidt af den kærlighed, vi ikke kunne komme af med, blive forløst til Theo. I dag ved Theo, at han kom med kærlighed, og det er en god fortælling for ham, for han ved også, at han kom, fordi vi havde mistet Mathias.

På hans fødselsdag

Hvert år på Mathias’ fødselsdag mødes vi til en mindestund ved graven. Her synger vi ”Himmelbuens Herre”, der er blevet vores sang. Vi mødes med dem, der gerne vil mødes med os. Når vi har været sammen ved graven, går vi hjem og spiser sammen. At mødes, synge og spise sammen betyder, at vi alle får en følelse af, at Mathias ikke er glemt. Vi har ikke glemt hinanden. Ingen behøver at være alene med sorgen. På den måde har vi som familie forsøgt at åbne dørene for dem, der gerne vil tage del i vores verden og stå sammen med os og hinanden.

Læs også

“Når sjælen forsvinder” – Lone Møller-Hansens tanker om døden.

Relateret

• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 09. okt. 2025 - Vælg side – eller?
• 22. maj. 2025 - Fællesskab
• 15. maj. 2025 - Ikke altid let at være forælder 

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Raymond Jensen:

• theol. og tidligere præst i Silkeborg (1987-92), Karmelkirken i Aalborg (1993-2003) og Østhimmerland (2005-21)
• medarbejder på oversættelsen af Det Nye Testamente til Bibelen 2020

Når menneskeliv smadres i krigens gru eller når migranter dør i Middelhavets bølger, rammes vi af sorg og medfølelse. Det er ikke neutralt eller ligegyldigt, selv om det er fremmede mennesker, der sætter livet til.

Men døden har også andre ansigter. Jeg har i de seneste år mistet tre af mine allernærmeste familiemedlemmer. De var gamle af år og mætte af dage, og døden var en vemodig, men naturlig hændelse.

Menneskekroppen er natur.

Naturlig, ja. Menneskekroppen er natur. Dømt til at forgå. Kroppen dannes i mors liv, den fødes, den modnes og den dør på et tidspunkt. Det er vilkåret for ethvert menneske.

Valget

Vi har muligheden for at leve livet efter vores umiddelbare drifter, men som kristne kaldes vi til at knytte vores naturlige krop og vores liv til Kristus. Vi er inviteret med i et fællesskab, som ikke har tilfredsstillelsen af vores egne behov i centrum, men medfølelsen og kærligheden.

Jesus var født som menneske. Paulus skriver til menigheden i Rom: ”Som menneske nedstammede Kristus fra Kong David, og ved hjælp af Helligånden og med guddommelig kraft blev det understreget, at han også var Guds søn, da han stod op fra de døde.”[1]

Invitationen

Vi inviteres til at knytte vores liv til Kristus: ”Vi er døde i forhold til det liv, vi før levede i afstand til Gud. Da vi blev døbt til at tilhøre Jesus Kristus, døde vi jo sammen med ham. I dåben blev vi begravet sammen med Kristus, og ligesom Gud lod Kristus stå op fra de døde, er vi også begyndt på et nyt liv. Vi er døde sammen med Kristus, og vi vil stå op af graven sammen med ham.”[2]

Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus.

Hos Paulus ser vi altså, at begreberne død og opstandelse sættes fri af vores biologiske begrænsninger. Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus og den kraftanstrengelse, han gjorde for at frisætte os: ”Vores gamle jeg døde sammen med Kristus på korset, for at modstanden mod Gud og den selvoptagethed, der styrede vores krop, ikke skulle have magt over os. Nu behøver vi ikke længere at være slaver af vores selvoptagethed, for når man er død, kan man ikke længere gøre noget ondt. Vi døde altså sammen med Kristus, og derfor tror vi også på, at vi skal leve sammen med ham.”[3]

Den kristne påske

For 2000 år siden gennemlevede Jesus og hans disciple den første kristne påske. Jesus bekræftede fællesskabet med disciplene skærtorsdag; han bar selv korset mod Golgata, hvor han blev slået ihjel. Han befandt sig i dødsriget, og påskedag blev han ved Guds kraft og hellige ånd befriet fra den fysiske død og vandrede på jorden igen som et lyslevende vidne om, at dødens magt er brudt.

Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.

Vi er kaldede til at drikke af det liv, der strømmer fra den første kristne påske. Og netop derfor kan vi reagere med forfærdelse og medfølelse overfor vores medmenneskers nød. Ingen menneskelig lidelse er os ligegyldig. Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.

Hjertet i vores tro

Paulus skriver: ”Kristus stod op fra de døde og vil aldrig dø igen. Derfor har døden ikke længere magt over ham. Han døde én gang for alle, og det gjorde han på grund af vores selvoptagethed og modstand mod Gud.”[4]

Jesus er den første, som er oprejst fra de døde til evigt liv. Men ikke den sidste. Jesus´ opstandelse er vores opstandelse. Som Jesus opstod som Guds søn, sådan skal vi alle opstå som Guds børn.

Læs også

“Bøn ved bisættelse” – fra Raymond Jensens pen.

[1] Romerbrevet kap. 1, vers 3-4
[2] Romerbrevet kap. 6, vers 2b-5
[3] Romerbrevet kap. 6, vers 6-8
[4] Romerbrevet kap. 6, vers 9-10. Alle citater er fra Bibelen 2020

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Vi lever i et samfund, hvor sorgen skal pakkes væk. Hvor vi forventes at komme os over den, nærmest før vi har haft mulighed for at føle den. Hvor vi for alt i verden ikke må tale om den.

Men som mennesker har vi brug for at føle vores sorg, og vi har brug for andre at dele den med.

Vi er ikke bedre i kirken. Også hos os, er det svært at tale om sorgen, svært at tale med dem, vi ved sørger – og svært at sige, at vi er i sorg. Alt for ofte tyer vi til halvtomme floskler, fremfor virkeligt nærvær.

Jesus græder med de grædende, han sørger med de sørgende. Jeg er blevet mindet om, at det skal jeg også gøre.

Så min opfordring er – hvis du kender en, der er i sorg – spørg dem, hvordan de har det. Og lyt til dem, når de siger, at de ikke har det godt.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Før eller siden bliver vi alle ramt af dyb sorg. Den sorg vi oplever, når vi mister et menneske, vi elsker. Vi betaler kærlighedens pris.

Selv har jeg mistet min mor for nylig. Hun ville ikke mere, hun ville have fred. Så man kan ikke sige, at døden kom bag på mig.

Selvom jeg kunne se meningen med hendes død, blev jeg alligevel ramt af livets boomerang, når den slår hårdest. Alt gik i stå, og jeg blev træt som et alderdomshjem. Ordene ”aldrig mere” var og er stadig så svære at forstå.

Sorgen giver også bevidsthed om vigtigheden af at huske at leve i overensstemmelse med os selv. Så vi lever livet fuldt ud, griber lykkens øjeblikke og glæder os over de små ting i livet.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

En sorgens dagbog, C.S. Lewis, ProRex, 129,95 kr.

Djævelske breve, C.S. Lewis, ProRex, 199,95 kr.

C.S. Lewis er nok mest kendt for Narnia-bøgerne, der er af den slags børnebøger som også voksne kan blive kloge af at læse. Lidt ligesom H.C. Andersens eventyr. Han er det, man kalder en apologet – et kristent menneske, der taler tro med ikke-troende på et intellektuelt niveau. En missionær med litterær og kulturel tyngde. Det kommer bl.a. til udtryk i hans anden bog, som ProRex også har fået dygtigt nyoversat af cand. phil. Helge Hoffmann; ’Djævelske breve’, som tidligere hed ’Fra helvedes blækhus’ og oprindeligt er oversat til dansk i 1945.

Med ’En sorgens dagbog’ er det den voksne og reflekterende læser, Lewis henvender sig til. Bogen er egentlig ikke skrevet til udgivelse. Han skrev den i fire kladdehæfter i en afsindig periode lige efter, hans elskede hustru var død. De fik kun fire år sammen og han fandt kærligheden sent i livet, som 57-årig. Hun var hans soul-mate, ligeværdig intellektuelt og trosmæssigt. Selv døde han kun tre år efter, hustruen var død af knoglekræft.

Han skrev den i fire kladdehæfter i en afsindig periode lige efter, hans elskede hustru var død.

Indledningen i bogen er skrevet af den ene af hans stedsønner; Helen Joy Davidman havde to små drenge med sig ind i ægteskabet, og Douglas giver et smukt og kærligt indblik i hans mors og Jacks, som C.S. Lewis blev kaldt, ægteskab.

Netop fordi Lewis er så dybt troende et menneske og som har overbevist andre troværdigt om den kristne tros bæredygtighed, gør det stort indtryk, når man læser om hans åndelige kamp. Os, der ikke selv har mistet en elsket ægtefælle, kan måske forholde os mere distanceret til den dybe smerte, han beskriver så levende. Og dog ikke, hvis man virkelig elsker.

Tænker tanken til ende

Overvejelserne om Guds karakter handler ikke om, hvorvidt der er en gud, men om denne Gud nu også er så kærlig og god, som mange siger, han er. Han tænker tanker til ende, som vi andre ikke magter.

Han skildrer også frygten for at miste billedet af den elskede i sit sind. Hvordan hukommelsen spiller os et puds.

Heldigvis fandt han også det fjerde, næsten tomme kladdehæfte i huset. Han skriver, at han kunne blive ved, men han ville ikke købe flere kladdehæfter…

Midt i tredje kladdehæfte sker kairos, skiftet: en tidlig morgen, hvor han for første gang føler sig lettere om hjertet. ”Nu husker han hende bedre, fordi han delvist er kommet over sin sorg”.

Nu husker han hende bedre, fordi han delvist er kommet over sin sorg.

Han får dårlig samvittighed over at have så ondt af sig selv og næsten glemme at have ondt af H., som han kalder Helen. Når han har tænkt, om hun bare kunne komme tilbage, tænker han nu, at det burde han ikke ønske for hende – for så skal hun jo dø igen.

Hjemløs kærlighed

Lewis reflekterer hudløst ærligt om den hjemløse kærlighed og den dybe kærligheds uundgåelige konsekvens, smerte, savn og sorg. I hvert fald for den efterladte.

Dette er ubetinget godt og livgivende.

Og så taler han håbefuldt om det at være bundet af sit ægteskab – på trods af døden.  Og hvordan glæden igen kan gøre sit indtog: ”Da står hun ikke for mig som i mine sorteste stunder, begrænset af min elendighed og badet i tragediens patetiske lys, men som hun var og er i sin egen ret. Dette er ubetinget godt og livgivende.”

Han konkluderer, at sorgen er en proces og selvom man skal være hurtig i tanken, eller læse mange gange for at følge Lewis blændende tankegang, så slutter bogen håbefuldt.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere