Læs eller lyt til artiklen her:

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen:

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 1000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Lyt til artiklen:

I 1700-tallet nægtede flere forældre at lade deres nyfødte børn døbe, som loven krævede indenfor otte dage. Kongen befalede, at præsterne i København – hemmeligt – skulle finde ud af, hvor mange det drejede sig om. Der var ’snesevis af forældre’.

Simon og Maren Bølle

Blandt dem var Simon og Maren, der fra 1739 ledte en husgruppe. Han brød også loven på to andre punkter: Han holdt nadver og foretog en vielse. Det viser, at han ville skabe en ’fri kirke’, der intet fællesskab skulle have med den lutherske – ’frafaldne’ – kulturkirke.

Kongen udstedte tre love, der skulle styre det vakte lægfolk. Den første tillod, at dåben kunne udskydes seks uger. Blev loven overtrådt, skulle familierne rejse til fristaden Fredericia – eller landsforvises. Den anden påbød, at husmøderne skulle kontrolleres af præsterne. Den tredje handlede direkte om døbere: ’Reskriptet af 5. Marts 1745 mod Separatister og Anabaptister’.

Fra nu af måtte ingen ’bo og opholde sig her i landet, som er henfalden til den anabaptistiske vildfarelse og ikke vil lade sine børn døbe efter loven inden 8 dage, efter de er fødte’. Hvis døberne overtrådte loven, blev de forvist til fristæderne, hvortil ’de inden påske 1746 skal forføje sig’. Hvis de nægtede, ’hensættes de i tugthuset’.

Simon Bølle og den lille københavnske menigheds skæbne med ca. 20 deltagere fortaber sig i mørket.

Anniken og Søren Bølle

I Norge gik det anderledes med Søren Bølle og hans store menighed. Han blev teologisk kandidat i København i 1740. To år efter lod han sig døbe sammen med otte andre i Drammen, hvor de stiftede en døbermenighed. Hans tre brud på loven ligner til forveksling Simon Bølles.

Døbermenighedens ledere blev landsforviste som ’forførere og oprørere’.

Det førte til en forgæves ’omskoling’ i fængslet i Oslo. I 1743 døbte han 25 voksne i elven ved Drammen. En af de unge kvinder døde, og han begravede hende i haven. Følgerne blev himmelråbende. Menighedens ledere blev landsforviste som ’forførere og oprørere’, hvorpå de søgte ophold i fristæderne. De blev sejlet til Fredericia, hvorfra de blev forvist. Det samme skete i Frederiksstad: ’En mand førte os straks ud af byen og lod os gå, hvorhen vi selv kunne, fremmede og fattige’.

Beslutsomt rejste de til Drammen igen for at bringe menigheden til Altona på et skib, som de selv lejede. Listen over emigranter, som de afleverede i Drammen, talte 101 døbte og 27 børn – men nu nægtede bystyret dem at rejse.

Hvem var ’bøllerne’?

Med list adskilte myndighederne derpå menighedens medlemmer. De udviste syv ledere med familier, mens resten skulle forblive i Drammen, hvor ’de nok med tiden ved fornuftige læreres opbyggelige opførsel kan blive førte på den rette vej igen’. Døberne tog sagen i egen hånd.

Med list adskilte myndighederne nu menighedens medlemmer.

Midt om natten gik de fra Drammen ’vestpå for at sejle efter de andre’. To uger senere opholdt der sig 60 døbere i Altona, inkl. ’kvinder og børn’. Heller ikke her fik de fred. Efter endnu en vielse i menigheden påbød kong Christian VI alle baptister at forlade ’Fristaden’ (!).

Byens præsident ændrede kongens ordre efter døbernes ønske, hvis de ville fjerne alle særpræg: Langt skæg, rem om livet og deres hvide dragter. Deres ydre identitet blev dem berøvet. Menigheden gik efter 1744 i opløsning.

I 1747 gav kong Frederik V en lov, der ændrede Altonas status. Døberne fik indrømmelser, der gav dem nogle af de rettigheder, som brødrene Bølle havde kæmpet for at indføre i København og Drammen. Men da var det for sent. Nogle tog til Drammen, hvor de efter omskoling gik ind i statskirken. Andre flyttede rundt i Slesvig. Søren Bølle døde i Altona i 1780’erne, hvor ’nogle barmhjertige familier årligt gav ham noget bistand’.

Styrker fromhed riget?

Statsledere har ofte forsøgt at beholde magten ved at stække andres frihed – under dække af kristen fromhed. Sker det også i Europa i dag, hvor ’kristne lande’ forsøger at udøve sindelagskontrol? Kan åndsliv reguleres med tvang?

Læs også “Never again – heller ikke i Danmark”.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald
• 21. jul. 2025 - Dogmer eller økonomisk vækst?

Find flere

Lyt til kronikken:

I Danmark hører man ofte sætningen: “Tro er en privat sag.” Den er blevet en næsten uantastelig sandhed i folkemunde – et argument, der bruges til at lukke munden på kristne, som vover at bekende deres tro offentligt. Mange tænker, at dette udsagn er udtryk for tolerance og respekt. Men sandheden er, at det hverken har sit ophav i Grundloven eller i Bibelen. Tværtimod er det et levn fra oplysningstidens fjendskab mod kristendommen, og i dag fungerer det som en subtil, men reel form for kristendomsforfølgelse.

Oplysningstidens arv

For at forstå udtrykkets oprindelse må vi tilbage til 1700-tallet. Oplysningstidens filosoffer i Frankrig og Tyskland gjorde op med kirkens autoritet. Voltaire hånede kristendommen og udtalte berømt: “Knus den skændige!” – hvor “den skændige” var kirken. Rousseau ville afskaffe den kristne kirke til fordel for en borgerreligion. I Danmark vandt disse tanker indpas i akademiske og politiske kredse, hvor religion i stigende grad blev reduceret til en individuel overbevisning.

Udgangspunktet var tilsyneladende frihed: ingen skulle tvinges til at bekende tro. Men under overfladen lå en dybere mistillid og i mange tilfælde et had til Bibelens Gud.

Udgangspunktet var tilsyneladende frihed: ingen skulle tvinges til at bekende tro. Men under overfladen lå en dybere mistillid og i mange tilfælde et had til Bibelens Gud. Det blev ikke bare et forsvar for individets ret – det blev et krav om, at tro skulle forvises til privatsfæren. Dermed blev tro gjort tavs i det offentlige rum.

Fra folkekirke til kulturkristendom

Denne tanke har siden formet Danmark. Grundloven af 1849 sikrede både religionsfrihed og ytringsfrihed, men samtidig fastholdt den folkekirkens særlige stilling. I praksis betød det, at danskerne kunne tilhøre en kirke uden nødvendigvis at bekende troen offentligt. Med tiden gled folkekirken ind i en rolle som kulturbærer frem for forkyndende menighed. Dåb, konfirmation, bryllup og begravelse blev livsritualer snarere end trosbekendelser.

Resultatet blev en dobbelthed: formelt set religionsfrihed, men kulturelt en forventning om, at tro skulle holdes privat.

Skolereformen i 1975 – et vendepunkt

Et af de tydeligste eksempler på denne udvikling er skolereformen i 1975. Frem til da havde faget kristendomskundskab et forkyndende element. Børn skulle ikke blot lære om kristendommen, men også i kristendommen.

Med lovændringen blev forkyndelsen fjernet. Kristendom blev reduceret til et kultur- og oplysningsfag på linje med andre religioner. Dermed blev tro ikke længere betragtet som noget, samfundet kunne stå ved i fællesskab, men som et privat valg. Dette var ikke et resultat af Grundloven, men af en sekulær kulturstrømning, der mente, at tro ikke måtte fylde i fællesskabet.

Jeg var en del af den første generation med den nye reform, og oplevede at der hvor Kristendommen ikke længere måtte forkyndes, fik venstreorienterede politiske partier forkyndelsesfrihed på selvsamme skoler, sammen med diverse organisationer, der delte synspunkter med den liberale venstrefløj.

Anders Fogh Rasmussens udmelding i 2006

Et af de mest markante ekkoer af oplysningstidens tankegang i nyere dansk historie kom i 2006. Midt i den ophedede debat om Muhammed-tegningerne udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at “religion skal ud af det offentlige rum og ind i det private rum.”

Det var en bemærkelsesværdig udmelding, fordi den ikke blot afspejlede en folkelig tendens, men blev fremsat på højeste politiske niveau. Udtalelsen blev stående som en politisk normdannelse: Den fastslog, at religion ikke blot skulle være adskilt fra staten – hvilket de fleste i et moderne demokrati kan enes om – men at religion slet ikke burde fylde i det fælles offentlige rum.

Med ét slag blev en kulturel forestilling til en formuleret politisk doktrin: Tro måtte gerne findes, men helst bag lukkede døre. Staten, medierne og uddannelsessystemet skulle være religiøst neutrale – men i praksis blev det ofte oversat til, at borgerne heller ikke måtte trække deres tro ind i fællesskabet.

Grundlovens klare ord

Ironisk nok er udtrykket “tro er en privat sag” i direkte modstrid med Grundloven.

• 67: “Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”
• 77: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker.”

Grundloven beskytter altså netop den offentlige bekendelse af tro. Der står intet sted, at tro kun må være privat. Tværtimod er retten til at udtrykke tro offentligt en grundpille i vores demokrati. Når nogen kræver, at kristne holder deres tro for sig selv, undergraver de selve fundamentet i dansk frihedstradition.

Et brud med Grundlovens ånd

Fogh Rasmussens udmelding gik dermed længere, end Grundloven nogensinde har tilsagt. Grundloven sikrer borgernes frihed til at forene sig, til at bekende troen offentligt og til at udtrykke deres religiøse overbevisning i skrift og tale. Den danske demokratiske tradition hviler ikke på en udelukkelse af religion, men på en pluralisme, hvor forskellige stemmer – også religiøse – kan høres i debatten.

Når landets statsminister alligevel udtrykte, at religion ikke hører hjemme i det offentlige rum, blev der sendt et signal til befolkningen: Offentlig tro er ikke velkommen. Mange danskere har siden henholdt sig til netop denne udmelding, når de hævder, at kristne og andre troende skal tie stille om deres tro uden for hjem og kirke.

Langsigtet effekt

Anders Fogh Rasmussens ord har haft en stærk efterklang i dansk offentlighed. De har været med til at forme en social norm, hvor religiøs tale ofte mødes med mistillid, og hvor troende oplever at skulle forsvare deres ret til overhovedet at udtrykke sig.

På den måde blev statsministerens citat en form for legitimering af det sociale pres, der i forvejen eksisterede: “Tro er en privatsag.” Nu var det ikke længere kun en folkelig vending, men et politisk budskab fra øverste hold. Dermed kom sekulariseringens kulturarv til at fremstå som selve demokratiets norm – selvom den i virkeligheden står i skærende kontrast til demokratiets grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Tro er personlig, ja – men aldrig kun privat. Den kristne tro er kaldet til offentlig bekendelse og fællesskab. Den kan ikke reduceres til en indre følelse eller en privat overbevisning

Bibelens vidnesbyrd

Endnu vigtigere er, at Bibelen selv modsiger idéen om, at tro skal være privat.

Jesus siger: “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. (Matt. 10:32). Paulus skriver: “For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse” (Rom. 1:16). Og apostlene i Apostlenes Gerninger erklærer: “Vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt” (ApG. 4:20).

Tro er personlig, ja – men aldrig kun privat. Den kristne tro er kaldet til offentlig bekendelse og fællesskab. Den kan ikke reduceres til en indre følelse eller en privat overbevisning.

En moderne form for forfølgelse

Når kristne i dagens Danmark mødes med påstanden: “Din tro er en privatsag – hold den for dig selv,” er det ikke blot en neutral kulturregel. Det er i virkeligheden en form for kristendomsforfølgelse – mild, men ikke mindre reel.

Denne forfølgelse viser sig ikke i fængsler eller forbud, men i socialt pres, latterliggørelse og marginalisering. Det er en forfølgelse, der udspringer af oplysningstidens fjendskab mod Gud, forklædt som tolerance. Frihed til tro er blevet til tvang til tavshed.

At være lys og salt i Danmark

Men netop her må vi kristne rejse os med frimodighed. Vi lever i et land, hvor Grundloven giver os retten til at udtrykke vores tro offentligt. Og endnu vigtigere: vi lever under en Gud, der kalder os til at bekende Kristus åbent.

At bekende troen er ikke at påtvinge andre noget. Det er at være sandfærdig om den glæde og det håb, der bærer vores liv. Det er at være lys i mørket og salt i en verden, der har brug for bevarelse.

En pastoral opmuntring

Kære kristne brødre og søstre: Lad jer ikke skræmme af kulturens stemme, der siger, at tro er en privatsag. Troen er personlig – men den er ikke privat.

• Del evangeliet i ord og handling.
• Lev et liv, der naturligt vidner om Kristus.
• Vær ikke bange for at nævne Gud i samtalen, selv når andre tier.
• Skam jer ikke over jeres tro – for evangeliet er Guds kraft til frelse.

At bekende Kristus offentligt er ikke blot en juridisk ret. Det er vores åndelige privilegium og kald.

Så lad os i Danmark ikke skjule lyset under en skæppe. Lad os stå frem som kristne, frimodige og kærlige, vidnende om Jesus Kristus, verdens frelser.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Lyt til artiklen:

Her skildrer vi nogle af de første danske døberes kamp i en læresag blandt præster og i en håndfuld frie byer, der sikrede, at de anabaptistiske tanker aldrig helt forsvandt fra Danmark.

Odense-sagen 1551-54

Kirkeordinansen fra 1537 fortalte om, hvordan gudstjenesten skulle afholdes i kongerigerne Danmark og Norge samt i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Med Kirkeordinansen blev folkekirkepræster pålagt at prædike imod anabaptister én gang årligt – nemlig Skt. Hansaften.

Efter reformationen blev den nye lutherske kirkes grundlov beskrevet i Kirkeordinansen fra 1537. Men i Skt. Knuds Kloster i Odense lød bønnerne stadig som i den katolske tid. Det fik sognepræst Laurits Hellisen og lektor Christoffer Mikkelsen, begge teologer, til at se rødt. Fra prædikestolen kaldte de biskop Jørgen Sadolin for vranglærer.

Kirkens disciplinære maskineri reagerede prompte. Provsteretten fyrede begge teologer, men sagen voksede. Et tykt anklageskrift blev sendt til Christian III, der bad universitetets professorer undersøge, om de to kritikere var ’sværmere’ – datidens samlebetegnelse for alle, der rokkede ved dogmerne eller ved kirkens hierarki.

Hellisen og Mikkelsen stod fast, og de nægtede at trække deres kritik af biskop Sadolin tilbage. Først fik de en dødsdom for majestætsfornærmelse. Senere blev dommen mildnet til livsvarigt fængsel. I januar 1554 blev de begge fængslet for at stå fast på deres tro.

Senere kilder fortæller, at de lod Hellisens voksne søn døbe ved kongens slot i København for at provokere. Om den dåb styrkede sagen mod Hellisen og Mikkelsen er usikkert, men Christian III skrev i samme periode tre tekster imod anabaptister, så der har været røre i ’døberdammen’!

Da de to præster fra Odense lod den enes næsten voksne søn døbe ved stranden nær Københavns Slot, var det tydeligt at se, at dåben med stor sikkerhed ikke kun var en religiøs handling, men også en direkte provokation over for kongen.

At staten havde vundet, var tydeligt nok. Men idéerne levede videre sammen med historien om de to gejstlige fra Odense, der hellere ville miste friheden end gå på kompromis med deres tro.

Christian III skrev tre tekster imod anabaptister, så der har været røre i ’døberdammen’!

Fristæderne – når penge vejer tungere end dogmer

Efter Fremmedartiklerne fra 1569 blev enhver fremmed teolog forhørt ved ankomsten til riget: Hvad mener du om dåben og nadveren? Mens kongen holdt døberne ude, begyndte hertugerne i de slesvig-holstenske områder at lokke dem til. Begrundelsen var jordnær: skat, handel og vækst.

Mens kongen holdt døberne ude, begyndte hertugerne i de slesvig-holstenske områder at lokke dem til. Begrundelsen var jordnær: skat, handel og vækst.

Byen Altona blev det første vendepunkt. Allerede fra 1580 var døbere, calvinister[1] og andre ’sværmere’ tålt i byen. I begyndelsen af 1600-tallet gjorde grev Ernst af Schauenburg byen til handelsfristad. Det betød ingen told på varer, og ingen indblanding i samvittigheden, så længe de ikke lavede ballade. Friheden gjaldt ikke alle, men især de fredelige døbere og calvinister fra Nederlandene, som tidligere var blevet fordrevet, fik lov til at slå sig ned i byen. Få år senere blev der også plads til katolikker og jøder, og fra 1664 var der religions- og handelsfrihed i Altona.

Omkring 1621 grundlagde hertug Frederik III af Gottorp kanalbyen Friedrichstadt på marsken mellem Ejderen og Trenen. Han indskrev religionsfrihed direkte i byens identitet med Altona som forbillede. Til gengæld skulle indvandrerne, især remonstranter og enkelte mennonitter[2], investere kapital, holde handelen i gang og naturligvis betale skatter til hertugen. Det var en lille pris for at kunne udleve deres tro. I årene efter voksede antallet af fristæder, og i flere af dem blomstrede mennonitkirker i en periode. Enkelte steder i kongeriger stod en lille port altså på klem for døberne, men der skulle gå mange år, før de kunne leve frit.

Har vi lært noget siden da?

Når nye religiøse strømninger banker på i dag, spørger vi stadigvæk først: Hvilken uddannelse har de, og hvad bidrager de med til samfundet? Er vi blevet mere åbne, eller tager vi kun imod dem, der har de uddannelser, vi mangler, så vi sikrer vækst og velstand, mens vi skubber resten af de fremmede fra os?

Læs også “Desperat hetz mod døbere på pietismens tid”.

[1] Calvinister: Reformerte kristne, der fremhæver Guds suveræne forudbestemmelse (prædestination) og et enketl gudstjenesteliv.

[2] Mennonitter: Anabaptister, der voksendøber og er kendt for pacifisme og et stærkt menighedsliv.
Remonstranter: Hollandsk modreaktion mod calvinismen; betoner menneskets frie vilje og frelse for alle.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. okt. 2025 - Desperat hetz mod døbere på pietismens tid
• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald

Find flere

Lyt til artiklen:

1500-tallets anabaptister krævede trosfrihed for alle. Det satte Europa på den anden ende. Bevægelsen fik aldrig fodfæste i Danmark på grund af forbud, censur og forfølgelse – en udvikling, der tog fart allerede i døbernes tidlige historie.

Religiøs tolerance

Frederik I tillod i begyndelsen af reformationen prædikanter at arbejde frit. Kongemagten beskyttede dem med værnebreve, som gav dem immunitet mod kirkelig censur. Det var nødvendigt, da kampen med den gamle katolske kirke og dens støtter var i fuld gang. Men den tolerance var ikke ubegrænset. Den gjaldt kun, så længe prædikanterne ikke skabte uro.

Men tolerancen var ikke ubegrænset. Den gjaldt kun, så længe prædikanterne ikke skabte uro.

Døberen Melchior Hoffman, der virkede i Danmark.

Den tyske anabaptist Melchior Hoffman var blandt dem, der fik beskyttelse, selvom han ikke var lutheraner. Frederik I havde hørt Hoffmans prædikener og var begejstret for dem. Derfor tillod kongen, at Hoffman blev præst i Slesvig. Men Hoffman var mere end en dygtig prædikant; han var en karismatisk skikkelse, der bragte reformatoriske døberidéer med sig.

Hans prædikener vakte opsigt, fordi han forkyndte nadveren symbolsk, i modsætning til den lutherske lære. Det blev for meget for de lokale autoriteter. I 1529 blev Hoffman indkaldt til en teologisk læresag i Flensborg. Under ledelse af den senere Christian III blev han dømt som kætter og forvist. Hans trykpresse blev konfiskeret, og hans tilhængere blev udvist.

Hans trykpresse blev konfiskeret, og hans tilhængere blev udvist.

Det blev et vendepunkt: Den kortvarige religiøse tolerance i Danmark var slut for dem, der stod udenfor den lutherske bevægelse. På få år gik Danmark fra at have en lovligt virkende præst med anabaptistiske tanker til udvisning.

Haderslev-artiklerne og forfølgelse

Christian III, der gjorde ‘danerne til lutheranere’ og forbød døberne at opholde sig i Danmark.

I 1528 fik den senere Christian III formuleret Haderslev-artiklerne. Artiklerne pålagde præsterne at bekæmpe ’sekter (&) falsk lære’. De nævnte ikke anabaptister direkte, men det stod klart, at enhver, der afviste barnedåben, ikke var velkommen. At lade sig gendøbe var at spotte Helligånden, og præsterne skulle aflægge dette præsteløfte: “Jeg N. sværger…, at jeg hverken åbenbart eller hemmeligt vil vedkende mig, forsvare eller lære nogen sætning af… gendøbernes… vildfarende lære…”.

Christian III’s magtovertagelse i 1536 cementerede den linje. Med Kirkeordinansen af 1537 blev lutherdommen statsreligion, og al afvigelse blev forbudt. Kort efter indførte kongen censur. Ingen bog måtte trykkes uden kongelig tilladelse, og skrifter, der afveg fra den lutherske lære, blev bandlyst.

Forvist, fængslet og henrettet

Tårnet af Sankt Lamberti-kirken i Münster i Nordtyskland. Efter døbernes ledere blev henrettet i 1535, blev deres lig hængt op i tårnet i de tre bure over uret. Da tårnet blev fornyet i 1887, blev burene erstattet med nye – og de hænger der stadig til skræk og advarsel.

I årene 1553-1555 udsendte Christian III forordninger imod anabaptisterne, der forbød dem at opholde sig i Danmark. Myndighederne blev instrueret om at afhøre alle fremmede om deres tro, og ingen måtte slå sig ned uden at bekræfte, at de forkastede deres tidligere anskuelser. Gendøbere blev forfulgt, og der blev indført forbud mod enhver forståelse og udførelse af sakramenter, der afveg fra den nye lutherske kongekirkes opfattelse.

Den danske forfølgelse var en del af en større europæisk tendens. Efter Münster-oprøret (1534-1535), hvor anabaptister kortvarigt tog magten i den tyske by Münster, blev anabaptister i hele Europa mødt med brutal undertrykkelse, herunder også i Danmark. Det endelige søm i kisten for døberne i Danmark blev Fremmedartiklerne, som Frederik II indførte i 1569. Hermed blev Christian III’s tanker stadfæstet: Anabaptister skulle forhøres ud fra 25 artikler inden for de første dage efter deres ankomst.

Døbernes reformation blev slået ned.

Døbernes reformation blev slået ned. Men deres idéer levede videre, og i løbet af de næste 300 år kom flere bølger af døbere, som magthaverne igen måtte forholde sig til. På samme måde som det danske samfund i dag hele tiden skal forholde sig til nye religiøse strømninger og tendenser. Spørgsmålet er, om vi er blevet klogere, eller om vi fortsat har vanskeligt ved at tolerere det, vi ikke kender?

Læs også “Dogmer eller økonomisk vækst?”

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. okt. 2025 - Desperat hetz mod døbere på pietismens tid
• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald

Find flere

Lyt til artiklen her:

Genstart1525 – markering af 500-året for døbere i Europa og Danmark
Hvorfor førte døbernes fremkomst i 1525 ikke til døbermenigheder i Danmark før 1839?
Det spørgsmål om danske døberes grumme skæbne vil vi belyse i fire artikler i 2025.

Døberbevægelsen opstod i Zürich i det nordlige Schweiz. Byens reformator hed Ulrich Zwingli. De første døbere mødtes fra 1519 i en studiegruppe, hvor Zwingli lærte dem at læse Bibelen på grundsprogene.

Det, der gik forud – samtaler om tro

I 1523 indledte Zwingli ’trossamtaler’ på byens rådhus med teologer fra Den katolske Kirke. Zwingli fremlagde 67 teser, hvor han skelnede mellem bibelsk sandhed og kætterier, som kirken senere vedtog. I 1524 kom barnedåben i centrum.

De, der blev døbere kort efter, hævdede, at ’barnedåben er en meningsløs, blasfemisk vederstyggelighed, i modstrid med hele Skriften’. De ville gøre troskab mod Ny Testamente til den eneste målestok for både tanke og handling – modsat Zwingli og byrådet, der bestemte den trosform, der skulle være tilladt i Zürich. Døberne skulle rette ind – eller forlade byen.

Det, der skete – dåb og flugt

Spredning fra byer, hvor anabaptisterne opstod. Udvalgte centre, hvor anabaptisterne levede. Områder med flere menigheder af anabaptister.

Døberne blev i Zürich! Her døbte de hinanden ved bestænkning med vand, mens de knælede, hvorpå de lovede hinanden troskab og dannede menighed efter de første kristnes forbillede. De havde nu forladt samtidens kirkemodel, hvor kirke og (by)stat skulle være én ubrydelig enhed på et givet geografisk område. De havde forkastet statens ret til at bestemme over alle borgere i religiøse spørgsmål. Kristen tro kræver frihed.[1]

Bruddet betød også, at døberne selv ville udbrede evangeliet. Det skulle ikke ske med politisk magt, men i kraft af deres ord og eksempel. Deres mission fandt sted i landsbyer nær Zürich, hvor flere hundrede blev døbt på få uger. Allerede her ses et omrids af de vilkår, der mødte døberne i flere århundreder: Hvor de forkyndte evangeliet, der blev modtaget ved personlig overbevisning og dåb, opstod der nye menigheder, som øvrigheden bekæmpede med magt. Døberne blev forvist, fængslet og i yderste konsekvens dødsdømt.

Det, de blev udsat for – nye love

Sidst på året 1525 blev de første døbere pågrebet nord for Zürich. De blev stillet for retten – anklaget for både oprør og vranglære – og dømt til fængsel i isolation på ubestemt tid. I marts 1526 lød dommen på fængsel på livstid. Samtidig indførte byrådet i Zürich en lov, der gjorde ’gendåb’ til en kriminel handling, der skulle straffes med døden.

Den første dødsdom blev udført i januar 1527, hvor døbernes leder blev druknet i Zürich. Af de ca. 800 døbte fra by og opland levede kun de færreste efter forfølgelsen i 1528. Året før lykkedes det dog ’nogle af Guds børn’ under flugt at fastholde døbernes teologi i et lejlighedsskrift – kendt som ’Bekendelsen fra Schleitheim’.[2]

Kejser Karl V bestemte i 1528, at alle døbere var fredløse og kunne henrettes.

Det, de blev til – kirke under jorden

Døbernes flugt tog til, da kejser Karl V i 1528 bestemte, at alle døbere var fredløse og kunne henrettes. Martin Luther protesterede ikke. Ved ’religionsfreden’ i 1555 blev det fastlagt, at alle kongens undersåtter skulle tro som kongen, og hvis nogle nægtede, skulle de have ret til at emigrere. Det sidste kom aldrig til at gælde de fredløse døbere. De blev et folk på flugt i Europa, hvor de slog sig ned på steder med størst frihed. Flere tusinde blev brændt, hængt eller druknet i Mellemeuropa inden 1555 – og det fortsatte.

Flere tusinde blev brændt, hængt eller druknet i Mellemeuropa inden 1555 – og det fortsatte.

Når katolikker opsøger deres rødder, tager de til Rom. Når lutheranere gør det, mødes de i Wittenberg. Reformerte tager til Zürich eller Geneve. Hvad gør vi som døbere? Vi må ty til ’naturens katedraler’, hvor de mødtes. Et af de steder, hvor Zürichs døbere tog tilflugt, var i ’Døberhulen’ ved Bäretswil. I den klippehule fejrede flere hundrede døbere, der var på flugt, ofte gudstjeneste. Et bevægende sted at besøge også i dag.

Læs også “Forvist og forbudt – Anabaptister i Danmark”.

[1] Et af døbernes kirkekendetegn handlede om religionsfrihed for alle. Læs mere i denne artikel.

[2] Schleitheimbekendelsen kan læses her: https://baptistkirken.dk/wp-content/uploads/pdf/anabaptist.pdf. Læs også denne artikel.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. okt. 2025 - Desperat hetz mod døbere på pietismens tid
• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald

Find flere

Lyt til artiklen:

Forestil dig, at det banker på hoveddøren. Du åbner og ind træder folkekirkepræsten sammen med politiet. Myndighederne skal hente jeres barn! I er ”døbere” – baptister. I har studeret bibelen sammen med andre troende og mener nu, at dåben er for den, der selv kan bekende sin tro. I døber ikke spædbørn. Politiet holder jer tilbage og truer med anholdelse, mens præsten bærer barnet til kirken og døber det.

Det var virkeligheden for baptister før trosfriheden blev indført med grundloven af 5. juni 1849.

Danmarks Riges Grundlov

Retten til at praktisere sin tro

Som baptister har vi altid kæmpet for retten til både den frie tanke og den frie tro. Når det gælder troen, står vi kun til regnskab for Gud. Hverken statsmagten eller statsmagtens kirke skal bestemme, hvad vi tror eller hvordan vi praktiserer vores tro. Frihedstanken er fundamental for baptister.

Trosfriheden er sikret gennem grundlovens §67: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Friheden til at tro

Den 3. december 2024 afholder Foreningen Åndsfrihed debatseminaret “Friheden til at tro” i Vartov. Seminaret fokuserer på trosfrihedens rolle i det offentlige rum og de udfordringer, den står overfor i lyset af stigende polarisering og en kommende revision af trossamfundsloven.

Seminaret byder på et bredt program med oplæg fra eksperter, paneldebatter med religiøse aktører, politikere og repræsentanter fra kommunerne.

• Nogle af de emner, der vil blive behandlet, er:
• Trosfrihed i et dansk og europæisk retligt lys
• Rammerne for trosfrihed i kommunerne
• Religionens rolle i det offentlige rum
• Trossamfundslovens revision

Tag del i debatten og deltag!

Detaljeret program og tilmelding findes her

Fra trosfrihed til trossamfundslov

Fra 1849 og frem til 2017 levede religiøse samfund udenfor Folkekirken i Danmark stort set uden indblanding fra statsmagten. Deres forhold blev kun sporadisk reguleret i forskellige love og bekendtgørelser.

Det sluttede med vedtagelsen af trossamfundsloven, også kendt som ”Lov om trossamfund uden for folkekirken”, der blev vedtaget af Folketinget den 19. december 2017.

Trossamfundsloven opfylder løftet i grundlovens §69, der siger, at “De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.”

Trosfriheden under pres

Desværre er trosfriheden under pres i dag. Den øgede religiøse og kulturelle polarisering skaber et politisk pres for at stramme trossamfundsloven. Tidligere formand for BaptistKirken, Per Beck, udtrykker det:
“Problemet er ikke, at der er nogen, der vil begrænse vores trosfrihed… Men begrænsningen ligger i, at man gennem trossamfundsloven gang på gang prøver at lægge begrænsninger ind. Ikke så meget for at ramme de kristne kirker, som måske for at ramme andre trossamfund. Men da vi jo er et samfund, hvor man ikke må diskriminere efter religion, så rammer det os alle.”

I modsætning til mange politikere ser Per Beck religion som en potentiel løsning på samfundsproblemer. Han ønsker at fremme en positiv opfattelse af religion og dens rolle i samfundet. Derfor var Per også deltager i høringen om forskellig tro uden polarisering som Folketingets Kirkeudvalg afholdt den 20. november i samarbejde med organisationen Religion og Samfund (Resam).

Kan religionen spille en positiv rolle i forhold til polarisering i samfundet?

Høringen lagde op til at tale om tro og religiøsitet som et konstruktivt udgangspunkt for at fremme gensidig forståelse og respekt og modvirke polarisering i samfundet.

Repræsentanter for forskellige religioner var inviteret til at give et kort indlæg om tro uden polarisering.

Kirkeudvalget og Resams høring om religion og polarisering den 20. november 2024 (Foto: Folketingets TV)

Jair Melchior, overrabbiner i Det Jødiske Samfund sagde blandt andet: “Religionen, som så mange taler om som kilden og nøglen til udfordringer og til konflikter, kan også være nøglen til løsningen.” Jair Melchior gav udtryk for, at religioner har potentiale til at bygge bro og skabe koalitioner netop på grund af forskellighed.

Naveed Baig, imam i Dansk-Islamisk Center havde fokus på det gode mellem mennesker: “Vi kan møde hinanden igennem godhed. Godhed er et ord, som er svært at definere, men jeg tror, vi alle ved, hvad det betyder. For igennem godhed kan vi også mødes på tværs af skellene i en tid, hvor der er meget polarisering.” Naveed Baig understreger vigtigheden af dialog og omsorgsfuld sameksistens for at mindske polariseringen.

Høringen gav også plads til andre stemmer end de religiøse. For eksempel sagde Eva Marie Lassen, seniorforsker hos Institut for Menneskerettigheder: “Der er ingen tvivl om, at religiøse aktører kan spille en meget vigtig rolle i kamp mod polarisering på grund af religion.” Hun pegede også på, at staten kan spille en aktiv rolle i at bekæmpe polarisering ved at inkludere religiøse stemmer i den demokratiske samtale.

Rune Løkkeberg, chefredaktør for Information bidrog med analysen: “Uenigheden i sig selv er ikke et problem. Uenigheden er, at vi står forskellige steder. Hver sin pol er heller ikke problem. Problemet opstår, når samtalen forstummer.” Hvis samtalen kan fastholdes argumenterede Rune Løkkeberg for, at polarisering kan være positiv, når den afspejler reelle konflikter i samfundet.

Trossamfundslovens indledning

Staten bør være medspiller

Per Beck er glad for høringens positive tilgang til at se religiøse samfund som bidragydere til mindre polarisering i samfundet. Derfor undrer det ham endnu mere, at staten gennem administrationen af trossamfundsloven i praksis lægger hindringer i vejen for de samme religiøse samfund:
”… det har ikke lige ramt os: Men i et tilsvarende trossamfund har en menighed fået frataget deres godkendelse, fordi de havde brugt et forkert ord i regnskabet. De har kaldt det menighedsbidrag i stedet for gaver.“

Det er Pers oplevelse, at kirkeministeriet fokuserer på kontrol i stedet for at vejlede trossamfundene. Hans ønske er:
”…at kirkeministeriet i højere grad ville se sig som vejleder end som kontrollant.”

BaptistKirken er med i kampen flere steder

I kampen for at sikre trosfriheden er Per Beck bestyrelsesmedlem i Foreningen Åndsfrihed. På BaptistKirkens vegne kæmper han her for, at ”Åndsfriheden forsvares ved at blive brugt. Den indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret til samme frihed.” Foreningen siger også, at ”Åndsfriheden kan fremmes eller begrænses med lovgivning, men den kan – og skal – ikke sikres alene ved lov.”

Foreningen Åndsfrihed er medarrangør af debatseminaret: ”Friheden til at tro” i Vartov, København, den 3. december 2024. Her er der blandt andet fokus på en bred og grundlæggende samtale om religionens plads i det offentlige rum, og hvilke grænser der eventuelt er for trosfriheden. Seminaret stiller spørgsmålet: Hvordan skaber vi et samfund og lokalmiljøer, hvor der er plads til religiøs frihed uden at de religiøse udtryk skaber unødvendig konflikt?

Per opfordrer alle, der deler interessen for trosfrihed, til at møde op. Seminaret er gratis.

En kamp der aldrig slutter

Kampen for trosfrihed er en kamp, der aldrig slutter. BaptistKirken kæmper for at sikre, at alle har retten til at tro og tænke frit – nu og i fremtiden.

I foråret 2025 skal Folketinget revidere trossamfundsloven. Trossamfundene er blevet hørt. Men ingen ved om revisionen medfører stramninger i forhold til at være kirkesamfund og kristen menighed. Om trossamfundsloven i praksis begrænser trosfriheden. Der er fortsat en kamp at kæmpe.

Per Beck siger: ”Det er formålet med indsatsen at prøve at påvirke holdningerne derhen, at religionen ikke er et problem, men kan være en del af løsningen. Derfor er det vores opgave at være med hvor vi kan, for at prøve at påvirke, at trosfriheden fortsat er gældende.”

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser
• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt

Find flere

Lyt til artiklen:

”Det er en mørk og kold morgen…”

– den 27. oktober 1839: Blæsende og kun lidt over frysepunktet, da gravør Peter Christian Mønster som den første bliver døbt af baptist-pioneren fra Hamburg, Johann Gerhard Oncken, i Lersøen nordvest for København. En gudelig kreds har siden 1837 holdt regelmæssige møder og diskuteret skriftens syn på dåb og menighed. Elleve af kredsens trofaste medlemmer bliver døbt ved fuld neddykkelse i Lersøens plumrede vand. Den 30. oktober 1839 stifter de ”Daabsmenigheden i Kjøbenhavn” med P.C. Mønster som ”Forstander”.

Kig forbi Lersøparken
– hvis din vej falder forbi. Man kan gå ad Lersøstien, der findes lige over for Bispebjerg Station – eller fra krydset Lersø Park Allé/Strødamsvej. Stenen er også markeret på Google Maps.

Mindestenen i Lersøparken

I 1964 forærer baptistspejderne BaptistKirken en mindesten i anledning af 125-års jubilæet. Inskriptionen er enkel, men den bærer hele historien om de første danske baptister: ”27. oktober 1839 døbtes i Lersøen de første danske baptister.” I lange perioder har stenen været næsten glemt – tilgroet og smykket med graffiti af begrænset kunstnerisk kvalitet.

Samtaler ved stenen

Mindestenen er i mange år blevet passet af Ole Engel fra Korskirken i Herlev. 185-året for de første baptisters dåb er ingen undtagelse. Sammen med en stenhugger fik Ole i foråret renset stenen og malet inskriptionen op.

L.A. Ring: Lersøen – Landskab omkring Tagensvej (fra 1903).

Selv om stenen ikke taler giver den alligevel anledning til samtale. Om sit seneste besøg ved Mindestenen i Lersøparken fortæller Ole:
”Som det så ofte sker, når jeg er ved stenen, påkalder min aktivitet lidt nysgerrighed blandt de forbipasserende. Denne gang blev jeg blandt andet kontaktet af et midaldrende ægtepar, som meget gerne ville høre mere om baggrunden for mindestenen. Vi fik os en lang og god samtale: Jeg tror, at vi talte sammen en halv times tid. Det er virkelig både opløftende og inspirerende med den slags samtaler. Det skal I bare vide! Jeg tænker tit på, at den samme oplevelse vil andre sikkert også kunne få ved at besøge stenen i den smukke park.”

Mod til modstand

I dag er det 185 år siden de første baptister blev døbt. Flere fulgte og baptisterne blev en del af den åndelige vækkelse i midten af 1800-tallet. Det er svært at forestille sig de udfordringer, de første baptister mødte. Der var enevælde og den almindelige borgers rettigheder var stærkt begrænsede. Der var ikke frihed til hverken at tale eller tro. Statskirken havde monopol på troen og Statskirken delte ikke den lille gudelige kreds’ opfattelse af, at barnedåben ikke var bibelsk begrundet. At den enkelte personligt skulle bekende sin tro på Jesus Kristus som Herre inden dåben lå fjernt fra Statskirkens anskuelser.

Den første menighed blev forfulgt og straffet af myndighederne. Børn blev tvangsdøbt og P.C. Mønster blev flere gange fængslet for sin tro. Først med Grundloven i 1849 fik danskerne religionsfrihed.

Fra drikkevandsforsyning til kloak!

I 1839 var Lersøen en større sø, der lå udenfor det senere Nørrebro. Søen var tidligt en del af Københavns vandforsyning. Dens vand blev ledt gennem Lygteåen og Ladegårdsåen til Sankt Jørgens Sø, der fungerede som reservoir. I slutningen af 1800-tallet var søen efterhånden tørlagt. Omkring Rosbækken, der løb gennem området, blev der uden større succes plantet rør og pil til Københavns kurvemagere. Senere overtog Københavns Renovationskompagni søområdet for at bruge det til losseplads og depot for latrin fra byens lokummer. Området ved Lersøen blev hjemsted for ”lersøbøllerne”: Byens “skæve” eksistenser, der fandt et fristed udenfor byen.

Bare en sten?

Mindesmærket over den første dåb og de første døbte er blot en gammel sten i en offentlig park på et sted, hvor københavnernes lokummer blev tømt og byens bøller satte dagsordenen. Stenen fylder ikke meget i den store historie, men den bærer på en vigtig fortælling om en tid, hvor det kostede at tro: De første baptister var kriminelle og blev dømt og behandlet derefter. De mistede arbejde, position i samfundet og deres tro blev opfattet som forsøg på oprør mod statsmagten.

For 185 år siden kostede det at tro. Måske mere end de fleste af os er klar til at ofre i dag?

Læs også:
”Oktober-dage er historiske dag” (Nyhedsbrevet den 25. oktober 2023)
“En jubilæumstanke” af Bente Christa Hansen (baptist.dk, 27. oktober 2019)

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark

Find flere

Lyt til artiklen her:

Tidligere formand i BaptistKirken, Per Beck, fortæller, at BaptistKirken har tilsluttet sig støttekredsen for Foreningen Åndsfrihed, ”fordi det svarer helt til vores DNA.”

DNA-test på foreninger

Nu er det svært at DNA-teste foreninger for at se, hvor stor del af arvemassen der er fælles. Men på Foreningen Åndsfriheds webside, kan man blandt andet læse, at:
”Åndsfrihed i et samfund betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, politiske, livssynsmæssige og ideologiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed.”

Per Beck siger:
”Det var netop det, vi som baptister kæmpede for op i 1830’erne og 1840’erne. Som baptister ønskede vi frihed til at praktisere vores tro og dele den med andre. Men vi har aldrig ønsket at påtvinge andre den samme tro. Andre mennesker har samme ret til frihed som os.”

Grundlovssikret åndsfrihed eller…

Grundloven af femte juni 1849 satte troen fri med ordene: ”Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbeviisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller i den offentlige Orden.”

Per Beck peger på, at friheden til at tro og tænke frit de senere år har været under pres. For eksempel  havde baptister og andre trossamfund i mange år efterlyst, at Grundlovens §69, ”De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov” blev realiseret. Det skete med Trossamfundsloven i 2017. En lov, der har det klare politiske formål at kontrollere i stedet for at sætte fri.

Åndsfrihed contra sindelagskontrol

Foreningen Åndsfrihed mener i deres grundlag, at ”det modsatte af åndsfrihed er sindelagskontrol, dvs. at staten eller en anden magt forsøger at kontrollere, hvad mennesker tænker, føler, mener og tror.” Videre hævder foreningen, at ”Åndsfrihed er ikke blot forudsætning for den enkelte borgers uafhængighed, men er også forudsætning for et frit fællesskab.”

Åndsfrihed er mange ting

Det er måske sat på spidsen, at Trossamfundsloven er et forsøg på sindelagskontrol. Men på Foreningen Åndsfriheds webside findes links til artikler og udgivelser, der behandler og kommenterer en række tiltag i samfundet, der efter foreningens mening begrænser åndsfriheden. Foreningen dækker et bredt spektrum. Det handler ikke kun om politik men fx også om ”at søge viden de steder, der ikke bekræfter dig” og være opmærksom på at udbredelsen af ”fake news”, ”alternative fakta” mv. også er med til at begrænse åndsfriheden.

27 forslag til åndsfrihed

Tilbage til foreningens 27 forslag om mere åndsfrihed. Du finder dem på foreningens hjemmeside. De spænder fra krav om at maskeringsforbuddet skal afskaffes: ”I et frit samfund bestemmer borgerne selv, hvordan de vil klæde sig” til krav om, at navnelovgivningen skal liberaliseres, ”så navne ikke er bundet til køn”. Der er forslag om mere åndsfrihed i friskoler, på ungdomsuddannelser og universiteter. Og krav om at techgiganter som Google og Meta ”skal bygge på de demokratisk vedtagne principper for ytringsfrihed.”

Foreningen Åndsfrihed er et for forum for idealister. Men også et forum, hvor meninger kan brydes: ”Åndsfrihed giver ikke frihed fra at blive modsagt og kritiseret, herunder gennem satire.”

Et godt tilbud – men du skal være hurtig!

Foreningen Åndsfrihed inviterer til samtale om ånd og frihed i det offentlige rum tirsdag den 30. januar 2024, kl. 14-17 på Vartov i København. Der er enkelte ledige pladser. Tilmelding kan ske til Per Beck på per.beck@baptisk.dk eller mobil 24477668. Tilmeldingsfristen senest den 27. januar 2024.

Programmet har overskriften:
” Danmark efter koranafbrændinger – om ånd og frihed i det offentlige rum.”

Kl. 14.00

• Velkomst v. Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed
• Danmark efter koranafbrændinger – om ånd og frihed i det offentlige rum. Samtale mellem Jakob Holtermann, lektor i retsfilosofi, og Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed.
  Moderator: Michael Agerbo Mørch, næstformand i Foreningen Åndsfrihed.
• Drøftelse: Hvad betyder bevægelserne i opfattelser af ånd og frihed i det offentlige rum i de sammenhænge vi er i og arbejder i?

Kl. 15.30

• Kaffe og noget. Tid til at møde hinanden.

Kl. 16.00

• Orientering om initiativer i 2024 i Foreningen Åndsfrihed inden for foreningens tre ben: Forskning, Formidling & Debat v. næstformand Michael Agerbo Mørch
• Tid til diskussion, spørgsmål, input til foreningens arbejde – og tid til at møde bestyrelsen for Foreningen Åndsfrihed og hinanden

Kl. 17.00

• Tak for i dag

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere