facts]Jakob Vagner

• præst i Roskilde Baptistkirke
• tidligere lærer på Skovbo Efterskole, ungdomspræst i Pinsekirken København, lærer på Mariager Højskole
• BA i praktisk teologi fra SALT København og MA i praktisk teologi fra Harvest University Australien[/facts]

Den kristne dåb rummer så utrolig mange aspekter, og dåben for den enkelte kan betyde vidt forskellige ting. Hvilken rigdom!

Det er en udfordring, at vi skal forkynde evangeliet for en ny generation, og helst på en sund og kulturel relevant måde. Det betyder, at i enhver kultur og generation må forskellige aspekter af dåben betones.

Den mystiske dåb

Et kirkesamfund eller en lokal kirke er lidt som en udvidet familie. Der findes både gode og dårlige vaner. Vi kan ikke være perfekte eller skabe fejlfri fællesskaber. Der vil være tænkning, der er skæv, og handlingsmønstre, der er uhensigtsmæssige.

Reflekterer vi over dåben i frikirkelige sammenhænge, så er vi baptister historisk set en reaktion på middelalderens katolicisme – og til dels også den lutherske bevægelse. Katolikkerne havde det, man kan kalde et magisk forhold til både dåb og nadver. Blev et barn døbt, så var ’den hellige grav vel bevaret’. Vandet havde på magisk vis fjernet al arvesynd, og barnet var i al evighed frelst.

De første frikirkefolk reagerede under reformationen på det ved at gå i den modsatte grøft. Som en reaktion på religiøsitet og manipulation røg de over i en rent symbolsk forståelse af dåben. Dåben blev betragtet udelukkende som en bekræftende symbolsk handling, der stadfæstede det frelsende værk, som Gud allerede havde gjort i dåbskandidaten.

På forunderlig vis handler Gud med mennesket i dåben.

Her kan vi altså tale om, at vores kirkefamilie, baptismen, har en ubalance med sig. I reaktionen mod katolicismen fik vi ’smidt barnet ud med badevandet’, da vi mistede sansen for Guds mystiske tilstedeværelse i dåben. Vandet er selvfølgelig ikke magisk, men på forunderlig vis handler Gud med mennesket i dåben, og ofte er det faktisk også den oplevede virkelighed hos den, der døbes. Det er væsentligt at holde fast i!

Den omvendte dåb

En af deltagerne i vores gospelkor har fortalt, at hun er vokset op i et stærkt religiøst hjem med et meget hårdt gudsbillede. Desværre har rigtig mange mennesker det indtryk, at kristendommen er en lovreligion, og Gud er ’ude efter os’. Derfor har vi betonet den kærlige og rummelige Gud. Vi forkynder en barmhjertig Gud, der ønsker at tilgive og genoprette os, og glemmer måske ind imellem Guds hellighed og retfærdighed.

I forbindelse med dåben kan vi glemme omvendelsesperspektivet. At dåb er commitment – en forpligtelse – til Jesus; en omvendelse fra det gamle liv og opstandelse til et liv med Ham som Herre.

Derfor giver vi dåbskandidaterne mulighed for at skrive en liste med ting fra det gamle liv, som de ønsker at lægge bag sig, når de bliver døbt. Den seddel tager de så i lommen og med ned i dåbsgraven for at markere deres omvendelse til Gud. For mange er det særdeles meningsfuldt og giver en oplevelse af ny frihed.

Den sociale dåb

En ung mand, der gerne ville døbes, ønskede sidste år at blive døbt i Roskilde Fjord ved en dåb med kun præsten og ham selv. Som han selv udtrykte det: ”Det her er jo en sag mellem Gud og mig”. Vi valgte at sige nej til det scenarium, fordi det sociale aspekt af dåben blev overset. Heldigvis endte det med, at den unge mand blev døbt ved en gudstjeneste i kirken.

Dåb er også commitment til Guds kirke.

Det er selvfølgelig rigtigt, at dåben først og fremmest er en overgivelse til Gud, men i Bibelen er det sociale aspekt også stærkt understreget. Dåb er også commitment – en forpligtelse til Guds kirke. En tydelig tilkendegivelse af, at man hører til i Guds store familie, og at man er med i sin lokale menighed. I en meget individualistisk vestlig kultur er det perspektiv særdeles vigtigt at understrege.

Dåben har altså mange aspekter i sig, og mennesker har ofte mange forskellige grunde til at lade sig døbe. Dåb er både mystisk, omvendelse og en social handling.

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 16. dec. 2024 - Camilla Steengaard fortæller om sin dåb
• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 10. jul. 2024 - Min dåb

Find flere

Det følgende er overvejelser over to kirkehistoriske oktober-begivenheder: Markeringen af 500-året for reformationen, idet Martin Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg den 31. oktober 1517, og dannelsen af den første danske frikirke den 30. oktober 1839, da BaptistKirken blev stiftet i København.

Kirken

Kirkehistorien lærer os, at der egentlig kun findes to modeller at være kirke på. Den ene kender vi i en dansk sammenhæng fra Folkekirken og dens forløbere som konge- og statskirke – et eksempel på de store kulturbærende kirker. Den anden finder vi i frikirkerne, der i nyere tid opstod på reformationstiden. Her i landet fik de dog først lov til at etablere sig, da vi fik religionsfrihed med Grundloven af 1849.

Alle kirker er til for at pege på det, Jesus sagde og gjorde.

Kirke er et begreb, vi kender fra Ny Testamente. Kirke betyder ’dét, der hører Herren til’. Alle kirker er til for at pege på det, Jesus sagde og gjorde. Hans budskab handler om, hvad der sker, hvor Guds herredømme vinder frem. Hans egen programerklæring lød: ’Tiden er inde, Guds Rige er kommet nær. Omvend jer og tro på Evangeliet’[1]. Herpå gik han i gang med at engagere mennesker, der reagerede positivt på den udfordring. Sådan blev kirken til – ’Guds folk’ blev synligt i ’det nationale folk’.

Ordet kirke betegnede altså fra begyndelsen en gruppe mennesker, der ’kaldtes ud’ af den sammenhæng, de levede i. Når de havde erfaret og lært, hvad Evangeliet gik ud på, sendte Jesus dem tilbage til deres kultur med den opgave at forandre menneskers livsvilkår. Kristne skulle fremme det gode, det glade og alt dét, der allerede nu fremelsker, at Guds Rige kommer. Det var meningen med at bygge kirke – være Guds folk – i de kulturer, hvor de kristne levede. Sådan blev kirkens opgave – dét, der kaldes mission – defineret af Jesus[2].

Forløbet

De første 300 år blev kirken forfulgt i Romerriget. I 300-tallet tog kejserne kirken i deres tjeneste. Først fik den en række privilegier, herpå blev den kejsernes redskab til at undertrykke andre. Over to generationer skiftede kirken position. Fra at være en forfulgt ’fri kirke’ blev kirken efter år 400 brugt som ’kejserkirke’ til at forfølge alle andre. Den oprindelige ’frie kirke’ blev til ’konge- og statskirker’, hvor herskerne udøvede tvang over deres undersåtter, der alle var blevet døbt som spæde og nu skulle fastholdes som ’kulturkristne’.

Indtil oplysningstiden ca. år 1800 blev Europa domineret af kirker, der var blevet ét med den kultur, de levede i. Disse ’storkirker’ blev oftest brugt af magthaverne til at dæmme op for andre trosformer – også for andre kristne, der ønskede at danne frikirker. Det gjaldt fx døberne på reformationstiden, da baptisterne – i datiden kaldet anabaptister – fra 1525 forsøgte at danne de første ’frie kirker’ i nyere tid. På samme måde forfulgte den lutherske statskirke her i landet andre trosopfattelser, indtil vi fik religionsfrihed i 1849.

Det er derimod døbernes fortjeneste, at kirken blev genopdaget.

Det er Martin Luthers fortjeneste, at Evangeliet om Guds nåde blev frigjort fra alle former for menneskers præstationer. Luthers reformation gjaldt menneskets frelse ved troen alene. Det er derimod døbernes fortjeneste, at kirken blev genopdaget. Døberne ville ikke blot reformere kirken ved at afskaffe misbrug. De ville ’restaurere’ kirken – dvs. genskabe dens oprindelige form bagom den udvikling, som de romerske kejsere begyndte i 300-tallet, og som blev videreført af paver, konger og fyrster op igennem middelalderen. De ville sætte kirken fri ved at tage den ud af hænderne på øvrigheden, der misbrugte kirken til at herske over folket. Døberne ville skabe frie kirker.

Flugten

Denne udvikling forklarer, hvorfor det blev frikirke-kristne, der oftest kæmpede for samvittigheds- og religionsfrihed. Det gjorde de ikke kun for selv at overleve. Den frihed, de ønskede, skulle gælde alle trostyper. I 1500-tallet lød en af døbernes teser: ’En tyrk (muslim) eller en kætter kan ikke overvindes med magtmidler, hverken ved sværd eller bål og brand, men alene ved tålmodighed og forbøn’[3]. Døbernes kirke-forståelse var hverken protestantisk eller katolsk. De skabte fra 1525 ’fri-kirke’ med tre træk: 1) Kirken skal være fri af enhver form for øvrighed, hvad enten det var fyrsten, kejseren eller byrådet. 2) Kirken et er fællesskab, som den enkelte tilslutter sig af ’egen fri vilje’ på baggrund af forkyndelse, tro, dåb og tjeneste. Og 3) Evangeliet sætter mennesker i frihed; det tvinger ingen, hvorfor der skal være religionsfrihed for alle på lige vilkår – for såvel kristne, jøder som muslimer.

I 1500-tallets kristendomskultur blev døberne fordømt som både kættere (dåbssyn) og oprørere (frikirke). Rigsdagen i Speyer vedtog i 1529, at alle døbere i Romerriget skulle henrettes. På kejserens side stod både katolikker, lutheranere og reformerte kristne. I 1531 skrev Luther, at fyrsten skal ‘straffe anabaptisterne med sværdet’. Ved den såkaldte ’religionsfred’ i 1555 vedtog storkirkerne to retningslinjer: Den, der regerer, bestemmer religionen, og dem, der regeres, skal rette ind efter regentens trosopfattelse – eller emigrere! Men alt dette gjaldt kun for katolikker og lutheranere – efter trediveårskrigen i 1648 også for de reformerte. Derimod fik døberne ingen rettigheder. De blev hverken regnet for katolikker eller protestanter. Som ’afvigere’ gik de døden i møde og blev martyrer – eller flygtninge.

Døbernes kamp for samvittigheds- og religionsfrihed slog altså ikke igennem.

Døbernes kamp for samvittigheds- og religionsfrihed slog altså ikke igennem. Tidens stats- og fyrstekirker fortsatte krigen mod muslimerne og forfølgelsen af døberne. Religionsfrihedens fortalere blev som følge heraf ofte døbere, der emigrerede og satte deres ønske om trosfrihed igennem efter flugten til Amerika. Her var plads til ’frie kirker’, der ville leve i en anden kirkemodel end ’statskirken’. Den første af slagsen med religionsfrihed for alle blev dannet af baptisten Roger Williams i den amerikanske stat Rhode Island i 1639.

Tvangen

I løbet af 1820rne slog vækkelsen igennem i den danske bondekultur. Kongen forsøgte at tvinge de vakte, så de blev indenfor statskirken. Men flere frisindede, bl.a. Grundtvig, gik i brechen for tros- og samvittigheds-friheden. Det lykkedes dog at holde de fleste vakte indenfor kongekirkens rammer. Men i 1839 brød et fåtal ud af statskirken og dannede den første frikirke. I tiåret, inden Grundloven sikrede religionsfriheden for alle, blev baptisternes præster fængslet, og deres spædbørn, der ’henlå udøbte’, blev tvangsdøbt af kongens embedsmænd – dvs. af politi og lutherske præster i skøn forening.

Alt og alle skulle rette ind efter kongens trosopfattelse og forblive i hans statskirke.

Hvis man ønskede trosfrihed og ville bryde med statskirkens tvang, kunne man emigrere – evt. flytte til fristaden Fredericia. Sådan var vilkårene i landet for kun 180 år siden. Alt og alle skulle rette ind efter kongens trosopfattelse og forblive i hans statskirke. I en dansk sammenhæng blev det også en baptist – P. C. Mønster – der som den første appellerede til kongen for at få religionsfriheden indført for alle her i landet. Men hans andragende blev standset i Stænderforsamlingen i Roskilde – af den lutherske kongekirkes øverste biskop![4]

Opgaven

I dag hører vi ofte i en dansk sammenhæng, at frikirkerne står i skyggen af Folkekirken. Det er korrekt i ét perspektiv, nemlig hvad størrelser angår – i Danmark. Men ikke når det gælder den sag, vi som kirker er fælles om: At sætte Evangeliet i spil i det danske folk. Her står vi som kirker side om side. På den måde optræder vi ’økumenisk’, dvs. vi er optaget af at få Evangeliet forkyndt og efterlevet her og på resten af ’den beboede jord’ – dét perspektiv, Jesus gjorde til det væsentligste for alle, der ønsker at høre til Guds folk. I kirken består opgaven i at ville tjene andre[5] – at ville være til stede som Guds folk for at gøre godt mod ’alt andet godtfolk’[6].

I lyset af Evangeliet består kirkernes mission i at tjene den kultur, vi som kristne er en del af.

I lyset af Evangeliet består kirkernes mission i at tjene den kultur, vi som kristne er en del af. I dag kommer mange kristne til vort land som migranter og flygtninge. Halvdelen af disse arbejder ud fra frikirkerne. Hvad enten vi er etniske danske kristne eller farverige kristne fra kirker langt herfra, er opgaven den samme: At tjene Guds Rige til bedste for de kulturer, vi er en del af. Og at række så langt ud i verden, som ressourcerne tillader – sammen med alle andre kristne – til ’den beboede jord’. Den opgave er begge kirkeformer i dag optaget af at løse – ofte i fællesskab.

Friheden

Frihed er for den del af Guds folk, der hører til i den frikirkelige model, helt afgørende. At være frikirke betyder således flere ting:

• At værne om kirkens frihed til om nødvendigt at tale enhver statsform midt imod.
• At virke for samvittigheds- og religionsfrihed for alle mennesker.
• At den enkelte altid tilslutter sig kirkens fællesskab af egen fri vilje.
• At være engageret i mission nær og fjern uden at udøve tvang over mennesker.
• At sikre kirkers og trossamfunds frihed til at arbejde på tværs af nationale grænser.
• At forsvare alle kristnes frihed til overalt at vidne om Kirkens opstandne Herre.
• At vidne så mennesker alle steder kan erfare ’den frihed, hvortil Kristus har befriet os’[7].

I dag har vi – Gud ske tak og lov! – ingen former for ’tvang til tro’ her i landet. Både folkekirke og frikirker virker som ’Guds folk’ blandt ’alt andet godtfolk’ for, at Evangeliet må blive hørt og troet. På den måde skabes der ’kirker’, der arbejder for, at Guds Riges virkelighed – med tro, håb og kærlighed – sættes i spil i folket. Det er det, kirke går ud på! Og den slags sker aldrig ved magtens ånd. Det sker kun ved ’Ånden magt’ – ved Guds Ånd, der sætter mennesker i frihed.

Hvad fremtiden byder på af kirke-modeller er svært at sige. Men folkekirke-modellen er på retur, hvor den har stået stærkest. Også i Skandinavien. Alt tyder på, at det er den ’frie kirke’-model, der har fremtiden for sig.  

[1]  Se Markus-evangeliet kap. 1, vers 15

[2]  Se Matthæus-evangeliet kap. 28, vers 16-20

[3]  Se ’Anabaptist!’, Forlaget Apophasis, 2017.

[4]  Se http://www.baptisthistorie.dk/2016/12/20/bent-hylleberg-p-c-moensters-ansoegning-om-religionsfrihed-1840/

[5]  Markus-evangeliet kap. 10, vers 20-24.

[6]  Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 13-16.

[7]  Paulus’ brev til Galaterne, kap. 5, vers 1.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Temaet for årets sommerstævne var Reformation – rødder og retning. Og lige præcis dét med rødder og retning er faktisk årsagen til, at Jan Christensen, Camilla Gaarden, Victor Printz Agerskov og Miriam Sembach kommer igen år efter år.

Forventningens glæde

Jan Christensen, 58 år, Sæby Baptistkirke

For Jan, som har været på sommerstævner og årsmøder i mere end 30 år, begynder forventningerne tidligt: ”Allerede når vi slutter det foregående stævne, begynder jeg at glæde mig. I år havde vi et menighedstelt med, hvor vi alle kunne samles. Det havde jeg store forventninger til, for det skaber et godt fællesskab at kunne dele de gode input, der gives gennem ugen.”

Også Camilla havde høje forventninger: ”For mig er sommerstævnet en bekræftelse på, at vi som baptister er én familie, uanset om vi er genetisk forbundet. Jeg bruger hvert år de fleste af mine timer i Hyggehjørnet, og det et privilegium at glæde andre med pølser, is og kaffe.”

For Victor og Miriam var det især fællesskabet, de havde glædet sig til. Miriam fortæller: ”Jeg har glædet mig til fællesskab med min kirke. Til at snakke med folk, jeg ikke snakker med så tit, og til at se, hvad Gud vil gøre i mit og andres liv.”

Dåben var årets oplevelse

Både Camilla og Victor nævner dåben som den største oplevelse. Camilla fortæller: ”Dåb er altid noget særligt. Den er bekræftelsen på vores tro og inkluderer endnu flere i vores familie. Hver gang jeg oplever en dåb, genoplever jeg min egen, og husker på, hvorfor jeg valgte at blive døbt.”

Victor Printz Agerskov, 14 år, Holbæk Baptistkirke

Victor uddyber: ”Min største oplevelse i år var da min ven Jonas, blev døbt. Vi skulle faktisk begge to have været døbt sidste år på stævnet, men Jonas var uheldig at brække benet og havde derfor ikke mulighed for at være med. Så det var stort at få lov til at være med til hans dåb.”

Helligånden leder ad nye veje

Miriam Sembach, 30 år, Roskilde Baptistkirke

For Miriam var den største oplevelse, at Gud talte til hende på en hel ny måde: ”At gå til forbøn har altid været svært for mig, men på stævnet lod jeg Helligånden lede mig. Jeg følte, at prædikerne talte ind i mit liv og var derfor til forbøn de fleste aftener. Jeg véd nu, at Gud har en plan for mit liv, at jeg er elsket, som jeg er, og at jeg ikke behøver lave mig selv om. Og så fik jeg også en fornemmelse af, hvor jeg gerne vil tjene i min menighed.”

Overlad tøjlerne til Gud

Jan fortæller, at det især var Thomas Sjödins undervisning om, hvordan vi forsøger at gøre mange ting uden at overlade noget til Gud, der ramte noget i ham: ”Nogen gange har vi som menighed travlt med at sætte noget i gang og bare arbejde og arbejde. Men vi bør måske standse op – hvile – og se, om der ikke findes en løsning eller vej, som vi er blevet blinde for i vores travlhed. Jeg har i hvert fald oplevet at ting, der gik i hårdknude, løste sig ved, at jeg sov på det!”

Hvad med næste år?

Camilla Gaarden, 39 år, Baptistkirken Pandrup-Birkelse

Alle fire er enige om, at de skal på sommerstævnet næste år. De glæder sig allerede nu til fællesskabet, til at blive udfordret i deres tro og til at udforske Guds mangfoldighed. På stævnet oplever man nemlig, at vi har rødder i vores store tilvalgte familie, som Camilla kalder det, og retning som fællesskab, når Guds Hellige Ånd sender os ad nye veje.

Relateret

• 24. okt. 2017 - Guds folk – og andet godtfolk
• 19. jul. 2017 - Nåden rækker
• 10. jul. 2017 - Noget om den kristne tro
• 06. jul. 2017 - Noget at komme efter på sommerstævnet
• 06. jul. 2017 - Troens rollemodel

Find flere

Den 31. oktober 1517 slog Luther sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det startede en række begivenheder, som hverken Luther eller andre havde forudset. I løbet af få årtier havde Vesteuropas kirkelige landskab ændret sig, da man så opkomsten af lutherske, reformerte, anglikanske og anabaptistiske menigheder. Den udvikling fortsatte i de næste århundreder op mod vor tid, så der i dag eksisterer tusindvis af kirkesamfund. Det vil være en pæn underdrivelse at sige, at disse kirkesamfund altid har haft de bedste relationer. Det billede har ændret sig drastisk de sidste årtier, hvilket både skyldes mange års økumenisk arbejde og utallige samarbejdsrelationer på græsrodsplan på tværs af kirkesamfund.

Kirkerne i Danmark står over for en række store udfordringer. Den generelle viden om kristendommen i befolkningen er utroligt lille. I Danmark, som i Vesteuropa generelt, har der været et kolossalt tros-, kultur- og traditionstab. Der er derfor et stort behov for en introduktion til den kristne tro og det er det, der er formålet med Noget om den kristne tro.

Der er gennem årene skrevet mange økumeniske dokumenter – af teologer til teologer; Noget om den kristne tro vil henvende sig ”den almindelige dansker”. Alle kirker i Danske Kirkers Råd, med undtagelse af de ortodokse kirker, står bag ved hæftet og formålet har været at præsentere kernen i kristendommen; dét alle kirker er fælles om. Man kan kalde det klassisk kristendom.

Processen har været i gang i flere år i en arbejdsgruppe under Danske Kirkers Råd med repræsentanter fra Den Katolske Kirke, adskillige frikirker og diverse lutherske grupperinger for at sikre, at den endelige tekst blev noget, alle kunne stå inde for.

Fadervor

Udgangspunktet har været Fadervor. Det er der flere grunde til. For det første kender rigtig mange danskere til Fadervor, selv om deres kendskab til kristendommen i øvrigt er meget begrænset. Det er også væsentligt, at udgangspunktet for præsentationen af kristendommen er en bøn, dvs. en praksis, hvad der understreger, at kristendommen ikke er en teoretisk konstruktion, men en relation til den Levende Gud. Endelig er Fadervor givet os af Jesus selv og derfor en bøn, som alle kristne kan være med til at bede.

Fadervor er rygraden i teksten.

Noget om den kristne tro er ikke en introduktion til Fadervor. Fadervor er rygraden i teksten, som med det udgangspunkt er en introduktion til kristendommen som sådan. Det er tilstræbt at bruge et sprog, som den almindelige dansker kan forholde sig til. Der introduceres naturligvis til kristne kernebegreber som f.eks. treenigheden, men der sættes altid billeder på de begreber, der introduceres, for at undgå det abstrakte og teoretiske.

Rejsen og vandringen

De gennemgående metaforer i Noget om den kristne tro er rejsen og vandringen. Teksten inviterer læseren på en rejse ind i Fadervors univers og indbyder til at fortsætte rejsen i konkrete fællesskaber sammen med andre kristne.

Det er fuldstændigt unikt, at en så bred gruppe af kirker har kunnet gå sammen om en henvendelse til danskerne.

I Noget om den kristne tro fokuseres på den højeste fællesnævner; Hvad vi som kirker er fælles og enige om. Det betyder så også, at der er teologiske spørgsmål, som kun omtales perifært. Noget om den kristne tro kan ikke stå alene, men er netop en første introduktion til kristendommen, der kan suppleres med materiale, der går mere i dybden  og behandler det specifikke ved de enkelte trossamfund. Samtidig er det fuldstændigt unikt, at en så bred gruppe af kirker har kunnet gå sammen om en henvendelse til danskerne. Det er mig bekendt aldrig sket før, hverken i Danmark eller andre steder.

Hvordan skal det bruges?

Noget om den kristne tro vil udkomme til efteråret og udgives i et samarbejde mellem Danske Kirkers Råd, Det mellemkirkelige Råd og Bibelselskabet. Det økumeniske aspekt er på plads. Det er nu op til de enkelte kirkesamfund og lokale menigheder at finde ud af, hvordan teksten kan bruges til mission og trosoplæring. Det er en udfordring, jeg håber, alle baptistkirker i Danmark vil tage op.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Læs interview med Stuart Murray her: http://anabaptist.dk/2017/04/26/den-afklaedte-doeber-interview-med-stuart-murray/

Han gav følgende udfordringer til nutidens kristne fællesskaber:

Vi mødes for at opbygge hinanden. Vi er ikke kaldet til at være individuelle helte, men til en rejse i fællesskab. Menighedens fællesskab er vigtigt. Det omgivende samfund udøver et stort pres, så vi har brug for fællesskabets støtte til efterfølgelse.

Vi skal se på kirken som det sted, hvor vi sammen vurderer kulturen og samtiden og tager stilling dertil. I fællesskab må vi stille spørgsmålene:

• hvad er i tråd med evangeliet? Det skal vi støtte!
• hvad er i modstrid med evangeliet? Det tager vi afstand fra!

Konkrete forslag

1. Kirken kan invitere til samtale om udfordringer på arbejdspladsen: Hvordan kan man være discipel i den sammenhæng?
2. Man kan analysere tv-reklamer eller et klip fra en film i gudstjenesten og reflektere over dem. Vi har brug for at bringe vores kultur ind i menigheden/gudstjenesten, så vi kan reflektere over kulturen.
3. Menigheden vælger månedens afgud – som man derefter griner af i fællesskab.
4. Medlemmerne bliver bedt om at fortælle vidnesbyrd med temaet: Hvor har vi set Guds virke i den forløbne uge?
5. Kirken skal have mange udtryk, som det er beskrevet i 1. Korintherbrev kap. 14.

Henvisning til relaterede artikler:

http://anabaptist.dk/2017/04/26/den-afklaedte-doeber-interview-med-stuart-murray/

Den nærmeste familie?

Værdier, vi vil bygge på

Martyr-fortællinger – og kristne reflekser

Kulturen efter kristendommen

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Anabaptisterne har en narrativ tradition, dvs. at væsentlig indsigt ikke formidles gennem dogmer og regler, men gennem fortællinger med relevans for nutiden. Det drejer sig først og fremmest om de bibelhistoriske fortællinger, men også martyrernes livshistorier og de nutidige historier, de aktuelle vidnesbyrd er væsentlige. Det skal fortælles, ikke fordi det skete engang, men fordi det, der engang skete, kan gøre os klogere på den virkelighed, vi står midt i. Det er historiske beretninger, der skal få os til at reflektere over troen generelt og vores egen tro specielt.

To anabaptist-historier

Stuart Murray fortalte på BaptistKirkens lederkonference i 2017 to historier, der illustrerer troens indflydelse på den troende.

Dirk Willems var en hollandsk anabaptist, der levede i 1500-tallet. Han lod sig døbe og lod dåbshandlinger udføre i sit hjem. Det var imod både den katolske, calvinske og den lutherske opfattelse af dåben som barnedåb. Derfor blev han arresteret. Det lykkedes ham at flygte fra fængslet. Under flugten kom han til en sø, der var dækket af tynd is. Han havde tabt sig i løbet af sit fængselsophold, så han kom sikkert over på den anden side. En fængselsbetjent satte efter ham ud over søen, men han var mere korpulent, så isen brast under ham, og han råbte på hjælp. Dirk Willems stoppede op, vendte om og hjalp betjenten op af vandet. De øvrige betjente kom til, og de insisterede på arrestation af Dirk Willems, der blev brændt som kætter den 16. maj 1569.

Spørgsmålet er: Hvad fik Dirk Willems til at stoppe op og redde sin forfølger?

Svaret er at finde i anabaptisternes brug af bjergprædikenen[1], hvor Jesus bl.a. taler om fjendekærlighed. De læste den og prædikede meget ofte over den som rettesnor for et kristent menneskes liv.

Men det er mere interessant, hvordan vi reagerer, når vi ikke har tid til at tænke.

Vores principper og vores gennemtænkte tro er ikke uvæsentlige, men det er mere interessant, hvordan vi reagerer, når vi ikke har tid til at tænke. Vores kristne reflekser så at sige. Historierne besidder en magt over os. Derfor må vi spørge os selv: Hvilke historier fortæller vi, og hvilke reflekser fremmer og nærer vores menighed?

Skoleskyderi i et Amish-samfund[2]

En ung mand trængte ind i skolen og begyndte at skyde. Han dræbte en pige, sårede adskillige andre og skød derefter sig selv.

Amish-samfundet reagerede med chok og meget hurtigt derefter med at udtrykke tilgivelse. Reaktionen var så markant, at den af pressen blev betegnet som falsk.

Amish-samfundets medlemmer gik på kondolencebesøg hos drabsmandens mor og vedblev at bygge relationer til drabsmandens familie. Drabsmandens mor er nu – mange år efter – i tæt kontakt med amish-samfundet. Hun kommer ofte på besøg og sidder hos en pige, der blev invalideret i skoleskyderiet.

Årsagen til Amish-samfundets hurtige og dybt mente reaktion med tilgivelse er formentlig at finde i det forhold, at medlemmerne meget ofte beder Fadervor. Her lyder en af bønnerne som bekendt: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.[3]

Det ser ud til, at den bøn er blevet en integreret del af deres liv.

Henvisning til relaterede artikler:

Den nærmeste familie?

Fokus på fællesskabet

Værdier, vi vil bygge på

Kulturen efter kristendommen

http://anabaptist.dk/2017/04/26/den-afklaedte-doeber-interview-med-stuart-murray/

[1]   Matthæus-evangeliet kap. 5 – 7

[2]   Amerikansk bevægelse med rødder i den europæiske anabaptisme. De lever efter ‘the Ordnung’ og afviser moderne teknologi.

[3]   Matthæus-evangeliet kap. 6, vers 9 – 13

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Blandt andre professor Frederik Stjernfelt har peget på, at Luther var hårdkogt modstander af frihedsrettigheder, og at reformationen i flere lande førte til en tæt sammenknytning af kirke og stat, øget social ulighed, ufrihed og så videre.

Luthers helt store fortjeneste var at sætte fokus på Guds nåde – mennesket kan ikke frelse sig selv, men frelses helt og aldeles ufortjent af nåden, Kristus og troen alene. Kirken har derfor ikke brug for alle dens institutioner og hierarkier af præster og paver.

En ”skjult gud”?

Mange peger på, at alle mennesker ifølge Luther er lige overfor Gud, og at den tanke kan have ført til frihedstanker og demokrati, selvom Luther selv var modstander deraf. Så enkel er sagen dog ikke.

Alle mennesker er nemlig ikke skabt ens, mente Luther. Ikke alle er lige lige overfor Gud, kunne man sige. Nogle er nemlig skabt med evnen til at tro, mens andre ikke besidder denne evne.

Den tanke formulerede Luther blandt andet i sit opgør med Erasmus af Rotterdam, der havde forsvaret den opfattelse, at mennesker selv kan bestemme sig for at tro.[1]

Gud vil ifølge Erasmus frelse alle, men mennesker afgør i sidste ende selv deres frelse.

Gud ønsker at frelse alle mennesker, mente Erasmus, så når det i Bibelen fx hedder, at Gud ”hader” mennesker, skal det forstås sådan, at han hader synden og tugter mennesker for at omvende dem, så de vælger at tro. Gud vil frelse alle, men mennesker afgør i sidste ende selv deres frelse.

Luther var uenig.

Luther udlægger historien om Jakob og Esau sådan, at Gud fra evighed hader nogle, mens han elsker andre, uden nærmere begrundelse. Jesus er i princippet død for alle, men kun dem, som Gud har forudbestemt til at blive frelst, er skabt med en evne til at tro, så de kan få gavn deraf.

Når det i Bibelen hedder, at det er Guds vilje at frelse alle mennesker, og at Gud ikke ønsker en synders død, er det altså kun én side af sagen. Gud er nemlig ifølge Luther ikke bundet af sit ord. Udenfor åbenbaringen findes der en ‘skjult gud’, hvis vilje er en ganske anden end den, vi kender fra det åbenbarede ord.

Derfor er de udvalgte ifølge Luther skabt med evnen til at tro. Resten er skabt med henblik på fortabelse.

Ifølge Bibelen er det Guds vilje at frelse alle, men ‘den skjulte gud’ ønsker kun at frelse få udvalgte, mente Luther. Derfor er de udvalgte skabt med evnen til at tro. Resten er skabt med henblik på fortabelse.

Det var blandt andet den opfattelse, der lå bag mange protestanters afvisning af missionsarbejde.[2] Men også genindførslen af slaveri, der ellers var blevet afskaffet med henvisning til alle menneskers ligeværd, blev forsvaret ud fra den opfattelse, at hele slægter kunne være forbandede.

Døberne

Langt de fleste af døberne vendte sig mod Luthers synspunkter. I stedet bekræftede man Erasmus’ opfattelse, at det er Guds vilje at frelse alle, men også at mennesker har frihed til at vælge troen til eller fra.

Derfor bør vi ivrigt forkynde og missionere for alle mennesker, mente mange af døberne. Allerede under reformationen overvejede grupper af døbere således at rejse til Amerika for at missionere.

Melchior Hoffmann[3] skriver, at ”Kristus har givet sig selv for alle folk, ja for hvert eneste individ, og har betalt for hele verdens synd, taget den væk, skaffet den af vejen, og fremskaffet evig frelse. Og nu er det igen tid til at forkyndelsen af Guds Ord skal nå ud til alle folkeslag, uden undtagelse.”

Mission var afgørende for døberne, for nok var alle mennesker kaldede, men kun ved aktivt at efterfølge Kristus kunne man få gavn deraf. Mens nogle, herunder Hans Denck[4], forsøgte at finde en mellemvej mellem Erasmus og Luther, mente mange døbere ligesom Erasmus, at mennesket havde en fri vilje og selv kunne og skulle afgøre sig overfor Gud.

Begge opfattelser risikerer at føre os ud i afgudsdyrkelse, hvis vi følger dem ud i deres logiske konsekvens.

Det er Guds vilje, at alle får gavn af Jesu offer. Om det faktisk sker, afhænger ifølge døberne af, hvordan mennesker selv forholder sig til evangeliet. Kun når mennesker selv vælger at afvise evangeliet, møder de den mørke side af Gud, ‘den skjulte Gud’, skrev således Balthasar Hubmaier[5]. Men det er altså ikke med Guds gode vilje, at han straffer dem, der afviser ham.

Døberne var altså i mange henseender, som Erasmus, humanister, der lagde vægt på menneskets værdighed. Det kom også til udtryk i deres syn på sociale forhold og krav om trosfrihed.

Men humanismen betød også, at mennesket ifølge døberne i bund og grund var ansvarligt for sin egen skæbne. Det, der afgør sagen er nemlig, om mennesker aktivt vælger at tro og efterfølge Kristus. Forudbestemmelsen til frelse var ikke som hos Luther ubetinget, men betinget af, om Gud har forudset, at mennesker af sig selv ville vælge at tro.

Jesus er Herre!

Luthers fortjeneste ligger i, at han alene vil lade Gud råde. Menneskers skæbne afgøres alene af Gud. Det er ikke mennesker, der vælger Gud, men Gud, der vælger mennesker. Døbernes fortjeneste ligger i, at de mente, at Guds kærlighed gjaldt alle, og at ingen var skabt til at gå fortabt.

Men hvem skal man så vælge? Valget gøres ikke nemmere af, at begge opfattelser risikerer at føre os ud i afgudsdyrkelse, hvis vi følger dem ud i deres logiske konsekvens.

Hvordan det? Jo, hvis Kristus er det sande billede af Guds væsen, må ‘den skjulte gud’ afvises som en afgud. Hvis vi kender Gud fra Kristus, kan der ikke være nogen gud udenfor åbenbaringen.

Svaret er som altid Jesus Kristus.

Men hvis mennesket som hos døberne gøres ansvarlige for deres egen skæbne, er vi lige vidt – for så er mennesket gjort til sin egen gud. Også humanismens tro på menneskets fri vilje må afvises som afgudsdyrkelse.

Mange teologer har før og efter reformationen peget på en – sådan set – ret indlysende løsning på det dilemma. Ifølge kristendommen er det nemlig hverken en ‘skjult gud’ eller mennesket selv, der afgør menneskets skæbne. Men hvem er det så?

Svaret er som altid Jesus Kristus.

Ifølge evangeliet er Jesus Kristus indsat som herre og konge over hele universet. Det er derfor alene ham, der afgør menneskers skæbne. Alt er givet den Jesus, der har lovet, at han ikke vil miste noget af det, han har fået.

Vi skal altså ikke frygte en ‘skjult gud’, hvis vilje er en helt anden end den, vi kender fra Bibelen. Men vi skal heller ikke frygte, at vi selv vælger forkert, for sagen er, at det er Jesus, der vælger for os.

Evangeliet er derfor godt nyt, fordi det forsikrer os om, at uanset hvad der sker, er alt i Jesu hænder.

[1]      Martin Luther, Om den trælbudne vilje.

[2]      Se Shenk, et al., Anabaptism and Mission.

[3]      Melchior Hoffmann (1495-1543) var blandt andet aktiv i Skandinavien, Baltikum, Nordtyskland og Nederlandene, hvor hans profetiske og mystiske døberteologi blev udbredt.

[4]      Hans Denck (1500-1527) var sydtysk døber inspireret af middelaldermystik. Blev en overgang omtalt af modstandere som ”gendøbernes pave”. Døde ung i 1527 efter at være blevet forvist fra Nürnberg.

[5]      Balthasar Hubmaier (1480-1528) var en tidligere katolsk præst, der blev en af de vigtigste døberteologer i sydtyskland under reformationen. Blev henrettet i 1528.

Relateret

• 01. dec. 2020 - Dåben har flere betydninger
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 24. okt. 2017 - Guds folk – og andet godtfolk
• 29. sep. 2017 - Et stævne med rødder og retning
• 10. jul. 2017 - Noget om den kristne tro

Find flere

Bent Hylleberg:

• formand for Baptistkirken i Danmark
• tidligere studieleder på Skandinavisk Akademi for Ledelse og Teologi og rektor på BaptistKirkens teologiske Seminarium

• cand. theol. fra Aarhus Universitet

De første danske baptister blev af myndighederne i 1840´erne afkrævet svar på, hvad de troede.  P.C. Mønster ville ikke skrive en trosbekendelse for baptisterne. Derimod fastslog han, at ‘Det nye Testamente … helt og holdent er vor eneste Trosregel’. Samtidig afleverede han ‘Den lutherske Bekendelse’ (CA) fra 1530 til myndighederne med sine egne kommentarer. Vi véd altså, hvordan Mønster vurderede den vigtigste af de lutherske bekendelser. Heraf fremgik bl.a.:

• Mønster anerkendte CAs udsagn om Gud, om Jesus og om frelsen. Luthers grundlæggende lære om frelsen, der alene gives af Guds nåde, var også baptisternes tro.
• Mønster så ikke CAs omtale af kirken som ‘de helliges forsamling’ virkeliggjort i det danske folk. Den stats- og kongekirke, han erfarede, tog han afstand fra. Tanken om kirken som ‘en fri kirke’ udtrykte han ved at hævde, at hverken kongen eller dennes biskopper, men ‘alene Menigheden har Ret til, lovlig og redelig, at beskikke til embederne i Kirken’.
• Når det gælder sakramenterne – et begreb, Mønster brugte! – var han enig med CA om, at disse ‘skal være tegn og vidnesbyrd om Guds vilje mod os, fremsat til at vække og styrke troen i dem, der bruger dem’. Derimod var han ikke enig i den lutherske kirkes praksis. Dåben er ikke for børn, og nadveren må kun nydes af dem, der er døbt efter Det nye Testamentes forskrift – derimod ikke forskelsløst af alle barnedøbte.[1]

Den lutherske Reformation er efter sit inderste Væsen en Personalhistorie omsat i Kirke- og Verdenshistorie.

I den danske baptisme blev der snart stridigheder om, hvorvidt man skulle bekende sig til den calvinsk prægede udgave af baptismen, der kom hertil fra udlandet med J.G. Oncken og J. Købner. De medbragte en trosbekendelse fra 1847, som Købner havde forfattet. To år senere blev den formelt alle danske baptisters officielle bekendelse – bortset fra Mønsters menighed. Menigheden i Aalborg rettede senest ind og opgav kun hårdt presset deres lutherske tolkning af nadveren som et sakramente, der formidler Guds nåde, til fordel for en mere calvinsk nadveropfattelse.

For 100 år siden – i 1917

For 100 år siden, da 400-året for reformationen nærmede sig, skrev dansk baptismes mest betydende teolog P. Olsen et lejlighedsskrift med titlen: Martin Luther og hans Reformation. Han begyndte således: ”Den lutherske Reformation er efter sit inderste Væsen en Personalhistorie omsat i Kirke- og Verdenshistorie. Deri ligger baade dens Fortrin og dens Begrænsning.” Allerede her antyder P. Olsen, hvor han står i gæld til Luther, og hvor han ikke kunne følge ham. Han skriver bl.a.:

• ”Meget i Luthers Væsen forklares ud fra hans Afstamning og Barndomsoplevelser. Strengheden i Hjemmet og i Skolen hjalp til at skabe i ham ‘Angst’ – Angst for Gud og den dybeste Respekt for Myndigheder af enhver Art.” Også ”Luthers Grovhed i Tale og hans Voldsomhed over for Modstandere kan føres tilbage til alt dette.” (s. 5)
• Luthers opdagelse af betydningen af Romerbrevet 1,17[2] forvandlede ham ifølge P. Olsen: ”Det var det, Skriften kalder Genfødelse, Luther oplevede, da han ved Troen kunde gribe Guds Naade i Kristus, og det forvandlede ham til en fri og glad Kristen. Hele hans følgende Liv er særpræget af denne store Oplevelse.” (s. 8)
• Efter bondekrigen i 1525, hvor titusinder af bønder blev dræbt med Luthers billigelse, fastslår P. Olsen kritisk om den reformator, der fulgte tiden mere end Skriften: ”Sin Reformations aandelige Karakter reddede han ud af Krisen; men Folket vendte sig fra ham, og han selv tabte Troen paa, at det evnede at ordne sit eget religiøse Liv. Den Ordning mente han nu at maatte overlade til Fyrstemagten.” (s. 32f) Og P. Olsen konkluderer: ”Dette hører til den halvgjorte Side af Luthers Reformationsværk.” (s. 35)
• På trods af Luthers forlis, når det gælder kirkens fornyelse, anerkender P. Olsen hans storhed som reformator af evangeliet: ”Vi staar alle i dyb Gæld til den Luther, der gennemkæmpede sin store Kamp med Gerningshelligheden og fandt frem til Troen paa Guds frie Naade og brød med Pavekirken og forkyndte Samvittighedernes og Sjælenes Frihed paa Grundlag af det guddommelige Ord. Saa langt kan vi alle istemme Løsenet: Tilbage til Luther! Thi det betyder det samme som: Tilbage til det ny Testamente!” (s.35)[3]

For 40 år siden – i 1977

Da jeg skrev mit speciale om luthersk og baptistisk dåbsforståelse[4], opdagede jeg i hvor høj grad, danske baptister er præget af Luthers teologi. Det kommer til udtryk på bl.a. disse områder:

• Luthers tanke, at alt i evangeliet bygger på Guds løfter – både når nåden rækkes os via ordet og gennem sakramenterne – er et afgørende grundlag for danske baptister i dag. Blandt andet dette blev baggrunden for, at jeg i 1980´erne blev fortaler for ‘det overførte medlemskab’, hvorved en barnedøbt kan optages i en baptistmenighed uden fornyet dåb.
• Luthers påpegning af, at ‘gode gerninger ikke gør en mand god, men at en god mand gør gode gerninger’ har også sat spor hos danske baptister. Al tale om efterfølgelse og om at være Jesus’ disciple bygger på Guds gerning. Herudaf springer både spiritualitet og etik. Først når vi hviler i Guds nåde, kan vi slippe for at sætte fokus på os selv, rette troens tak til Gud og begynde at tjene vort medmenneske. Leve frit og glad – med ansvar for næsten.
• Det er en tanke værd, at danske baptister stort set har modstået både syndfrihedslære og forskellige former for herlighedsteologi. Bag det ligger, tror jeg, en ‘luthersk baptisme’, hvor Luthers realistiske syn på ‘et kristenmenneske’ er fastholdt: En kristen er ‘på samme tid både synder og retfærdiggjort’.
• Luthers berømte udsagn, om at alle kristne – ‘alt, hvad der er krøbet ud af dåben, er viet til præst, biskop og pave’ – kan træde frem for Gud for andre med bøn om tilgivelse og livsmod, har sat dybe spor hos os. Det gælder forståelsen af nådegaverne, der gives hver enkelt til fælles gavn, men også at menighedsmødet er det centrale sted, hvor ligestillede søstre og brødre inspireret af Helligånden tager beslutninger om fællesskabets liv og virke. Hvad kirkeforståelsen angår, gennemfører den ‘lutherske baptisme’ reformatorens ærinde i langt højere grad end Luther selv og hans efterfølgere.

Luthers tanke, at alt i evangeliet bygger på Guds løfter – både når nåden rækkes os via ordet og gennem sakramenterne – er et afgørende grundlag for danske baptister i dag.

Hvorfor taler præsten ikke om Jesus?

Da vi opholdt os i Bosten, USA, først i 1980´erne med vores drenge på 6 og 8 år, tilhørte vi en af byens baptistkirker. Drengene forstod ikke meget engelsk, men nok til at stille dette spørgsmål en søndag, vi gik fra kirke: ”Far, hvorfor taler præsten ikke om Jesus?” Fra kirkegang i Danmark var de vant til at høre om Jesus – både i søndagsskolen og i prædikenen, der knyttede til ved ‘søndagens evangelium’. Så meget ‘luthersk baptist’ var deres far, at han som præst fulgte Folkekirkens læsninger, hvor en tekst fra evangelierne sætter fokus på Jesus. I Bosten skete det sjældent. Her blev prædikenens emne slået op foran kirken, hvor det i ugens løb skulle pirre folks nysgerrighed. Om søndagen prædikede præsten om emnet ud fra en frit valgt passende tekst – ofte fra Det gamle Testamente. Selv små drenge kunne lytte sig til denne baptist-spiritualitet, der lå langt fra en dansk ‘luthersk baptist’-prædiken – baseret på et evangelium med Guds nåde i centrum.

Hvad kirkeforståelsen angår, gennemfører den ‘lutherske baptisme’ reformatorens ærinde i langt højere grad end Luther selv og hans efterfølgere.

Jesus i centrum – uden varme?

Som i Bosten forholder det sig naturligvis ikke blandt baptister, som de er flest udenfor landets grænser. Generelt står Jesus centralt i de fleste baptisters forkyndelse, mens det treenige aspekt hos Gud er sjældnere at træffe. Hvis Gud som Skaber og som Helligånd præger dansk baptisme, skyldes det Grundtvig mere end Luther. Luthers virkningshistorie er generelt svag, når det gælder den treenige Guds handlen. Derimod står loven (synden) og evangeliet (frelsen) centralt.

Den klassiske danske baptist-gudstjeneste, der er bygget op med en temmelig forudsigelig liturgi, giver gudstjenesten et ‘luthersk præg’, som jeg ofte savner, når jeg besøger baptister i udlandet. Derimod præges deres gudstjeneste sædvanligvis af stor begejstring og en gæstfri atmosfære. Vores ‘lutherske baptisme’ kan vinde stort ved at blive beriget af andre baptisters åndspræg. Det behøver vi – uden at vi derfor skal opgive vores eget grundlag i den ‘lutherske baptisme’.

Summa summarum – amen!

Uden plads til de mange nuancer vil jeg svare ‘Ja’ på spørgsmålet i overskriften! I hvert fald så længe evangeliet om Guds nåde er grundlaget for troen og kærligheden hos os. Troen vender sig med tak mod Gud. Og kærligheden udfolder sig som tjeneste overfor alle, vi møder – i kirke og i mission, i hjem og i hverdag. Hvor det er ‘dansk baptisme’, har vi meget at takke Martin Luther for!

[1] Se http://baptistteologi.dk/2016/11/07/et-kirkesamfund-bliver-til-danske-baptisters-historie-gennem-150-aar/ s. 22f

[2] I evangeliet ”åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro’”.

[3] I 400-året for den lutherske reformation i Danmark skrev P. Olsen en kort ‘læreopfattelse’ for danske baptister. Heraf fremgår min pointe meget tydeligt: Vi er Luther dybt taknemlige for hans reform af evangeliets kerne, men kritiske når det gælder hans manglende reform af kirken, se http://baptistteologi.dk/2016/04/25/p-olsen-danske-baptisters-almindelige-laereopfattelse-1936/

[4] ‘Én dåb. Forholdet mellem luthersk og baptistisk dåbsforståelse – den aktuelle spænding mellem det teologiske indhold i den lutherske kirkes tolkning af barnedåben og baptistkirkens tolkning af bekendelsesdåben belyst på baggrund af konfrontationen mellem Martin Luther og døberbevægelen på reformationstiden’, Århus Universitet 1977.

Relateret

• 07. mar. 2024 - Al den snak om ’faste’ frustrerer mig …
• 29. jul. 2022 - Det, vi er enige om
• 25. maj. 2022 - Kirken den er… økumenisk
• 01. dec. 2020 - Dåben har flere betydninger
• 05. maj. 2020 - En doktordisputats værdig

Find flere

Han nåede frem til sin trosoverbevisning midt i en vedvarende troskamp. Midt på marken, oppe i klostertårnet eller foran kejseren og de pavelige udsendinge holdt han fast i, at der ikke er grund til at frygte hverken djævlen, sig selv eller ydre autoriteter. Det eneste holdepunkt i liv og død er forholdet til Kristus, der sætter os fri fra falske bindinger til alverdens autoriteter, afguder og politiske magthavere.

Hvis Luther dukker op til de mange markeringer af reformationsjubilæet i årets løb, så vil han helt klart gentage julens og påskens budskab: Frygt ikke. Hans udgangspunkt vil være det samme som for 500 år siden. Vi er blevet bange for os selv, hinanden og fremtiden.

Fanget ind af drømmen om succes

Dengang var det afladshandlens store frelses-økonomiske maskineri, som folk blev fanget ind af. I dag er det penge-økonomiens hamsterhjul, der bestemmer alt, hvad vi foretager os, og hvordan vi indretter os i samfundet. Vores gudsforhold hænger sammen med det, som vi lader vores liv bestemme af. Hvor bruger vi vores tid, hvad er vi optaget af, og hvordan bruger vi vores energi, engagement og penge? Luther ville kalde os afgudsdyrkere, fordi vi har gjort økonomi til Økonomi. Den er blevet vores Gud, som skal skænke os det, der i Økonomien svarer til kristendommens frelse: Succes. Vi lader os styre af drømmen om succes, lader vores familiemønstre, boligmønstre, uddannelsesmønstre, arbejdsmønstre, fritidsmønstre indrette efter drømmen om succes.

Luther ville kalde os afgudsdyrkere, fordi vi har gjort økonomi til Økonomi. Den er blevet vores Gud, som skal skænke os det, der i Økonomien svarer til kristendommens frelse: Succes.

Alt retter sig mod vores egen succes, fordi vi er bange for vor tids djævel: Fiasko, konkurs, social stigmatisering og økonomisk fattigdom. Den bekæmper vi ved at stå tidligt op om morgenen, arbejde til langt ud på aftenen og altid være online og i kontakt med vores arbejdsplads.

Når succes bliver vor tids udtryk for frelse, så er vi indstillet på at ville gøre alt for at opnå den. Det tydeligste eksempel er de mange reality-shows med deres mange stjerner for et døgn eller to. Men også på arbejdspladsen tillader vi i dag ting, som var utænkeligt tidligere. Velmenende kostrådgivere og coaches blander sig i vores livsstil, spisevaner og konditionsappetit, når vi er til medarbejderudviklingssamtaler. Formålet er altid, at vi selv skal præstere bedre, så vi kan få succes på arbejdet og tjene endnu mere.

Han ville udfordre kirken til at have visioner om, hvordan samfundet skal indrettes i fast tillid til, at det nok skal gå.

Stress er nutidens djævelskab

Luthers kritik af et samfund, der tolererer, at mennesker går ned med stress, ville være teologisk, fordi han ville betragte stress som udtryk for nutidens djævelskab. Stress gør mennesker bange, ensomme, udsatte og handlingslammede. At være skabt i Guds billede er præcis det modsatte af den menneskeopfattelse, der ligger til grund for, at vi ikke laver grundlæggende om på et samfund, hvor stress er en livsødelæggende realitet.

Kirken må have visioner for samfundet

”Frygt ikke”, ville Luther sige til en kirke, der er kommet i tvivl om sin egen bestemmelse og opgave i et globaliseret og multikulturelt samfund. Han ville udfordre kirken til at have visioner om, hvordan samfundet skal indrettes i fast tillid til, at det nok skal gå. Luther ville være meget kritisk over for ethvert forsøg på at begrunde kirkens nødvendighed med hensynet til et forsvar for kristne værdier, danskhed eller en særlig politisk ordning.

Sondringen mellem at tro og have én Gud ville Luther bringe ind i nutidens debat og udfordre kirken til at gennemtænke, hvad den betyder i religionssamtalen.

Nok er ordningerne vigtige, men de må aldrig stå i vejen for, at evangeliet om Guds retfærdighed og frelse i troen på Kristus skal forkyndes og efterleves i næstekærlighed. Han ville ikke nødvendigvis hilse det multikulturelle samfund velkomment, men han ville tage det som en kærkommen lejlighed til at få forkyndt budskabet om troen på Kristus.

Vi har den samme Gud – også jøder og muslimer

Selv var han umådelig kritisk – for ikke at sige fjendtlig – over for muslimer og jøder. Set i et religionsteologisk perspektiv er det i midlertidig interessant, at vi hos Luther ikke så meget møder en diskussion, om vi tror på den samme Gud, men en betoning af, at vi alle har den samme Gud. Han forfægter i Den Store Katekismus, at alle – også jøder og muslimer – har den samme Gud, for der er kun én Gud, selvom de ikke tror ham eller dyrker ham. Uden Kristus ser vi ifølge Luther kun Gud som den vrede dommer, og uden Helligånden kan vi ikke forvente Guds kærlighed og velsignelse.

I dag er det penge-økonomiens hamsterhjul, der bestemmer alt, hvad vi foretager os, og hvordan vi indretter os i samfundet. Vores gudsforhold hænger sammen med det, som vi lader vores liv bestemme af.

Sondringen mellem at tro og have én Gud ville Luther bringe ind i nutidens debat og udfordre kirken til at gennemtænke, hvad den betyder i religionssamtalen. Dermed vil han forsøge at betone både mission og religionssamtale, selvom netop disse to begreber ikke optræder i hans oprindelige tekster. Men selv en reformator må vel være i stand til at reformere sig selv og sine egne synspunkter under indtryk af, hvad der tjener evangeliets sag?

Og så til sidst

Jeg tror, vi skal være glade for, at Luther er død og borte. Nok virker han som en inspirationskilde, og hans skrifter virker fortsat ferske og udfordrende på flere områder. Men vil det ikke være i reformatorens ånd, at vi på eget og hinandens ansvar i fællesskab udfolder, hvad der i dag er den kristne tro, og hvorfor vi ikke kan undvære at høre og leve evangeliet på tværs af reformationstidens kirkeskel? Det tror jeg.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Luthers 95 teser udgjorde en kritisk kommentar til kirkens liv og teologi. Enhedskirken i Vesteuropa blev splittet på kritikken og delt i fire hovedstrømninger: Den katolske, den lutherske, den reformerte og anabaptisterne. En anden konsekvens var 30-års krigen. Det er 500 år siden, og det er stadig ikke lykkedes at klinke skårene. Er det værd at fejre?

Måske ikke at fejre, men der er god grund til at fastholde bevidstheden om reformationens betydning, for den præger i dag alle kirker. Den blev skelsættende for kirkens liv. De protestantiske kirker blev etableret med reformationen som forudsætning, og den katolske kirke gennemførte en gennemgribende fornyelse. Konklusionen er, at reformationen bar frugt – også god frugt.

Rettidig omhu

Luthers ærinde var ikke en splittelse af kirken, men et ønske om, at kirken skulle vende sig til Bibelen og på den baggrund tage sin teologi og trospraksis op til revision. Havde kirken reageret positivt på reformatorernes synspunkter fremfor at afvise dem totalt, var kirkens opsplitning – og ikke mindst 30 års krig – måske blevet undgået.

Mod til uenighed

”Der er nogen, der skal dø først”, lyder det undertiden, når vi privat taler om udvikling. Det er ikke holdbart. Ingen organisation – heller ikke en menighed – kan udvikle sig, hvis muligheder parkeres på ubestemt tid, fordi man ikke har mod til samtalen om uenighed.

500-året for reformationen er en påmindelse til enhver menighed og kirke om, at det er vigtigt at tage kritik alvorligt. Ingen nok så kærlig kritik har ret i alt, men al seriøs kritik rummer en kerne, der er berettiget og må føre til revision af praksis og teologi.

Relateret

• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 24. okt. 2017 - Guds folk – og andet godtfolk
• 29. sep. 2017 - Et stævne med rødder og retning
• 10. jul. 2017 - Noget om den kristne tro
• 23. maj. 2017 - Fokus på fællesskabet

Find flere