Lyt til artiklen:

Fokus var på forandringsledelse, bibelbrug og baptisters opfattelse af frelse igennem tiden.
Altså til dels praktiske tilgange til det at være præst. Og det var helsebringende og befriende at være sammen om disse emner.
Desværre var der en del af kirkesamfundets præster, der på forhånd havde meldt ud, at de ikke magtede eller havde lyst til at være en del af fællesskabet. Det skyldes givetvis, at det de seneste år har været et meget splittet præstefællesskab, og det har været svært for nogle at være en del af. Og for andre har det ikke givet mening. Det er trist. Men dette års præstekonvent var anderledes. Der var ikke fokus på vores forskelle, men en lyst til at være sammen, tale sammen, bede sammen, synge sammen, læse i Bibelen sammen. Vores forskelle er der selvfølgelig stadig. Men det var ikke dem, der var vigtige. Og skuldrene sænkedes.

Maria Bjørsted fra Vrå og Lars Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg i samtale over kaffen (Foto: Lone Møller-Hansen)

Tak for BaptistKirken

Det var befriende den første eftermiddag at stifte bekendtskab med Carsten Lind fra Vineyard. Han er konsulent i forandringsledelse, og førte os erfarent igennem de første samtaler, som blandt andet handlede om, hvordan vi har det med konflikter. Kan vi leve på kanten af kaos uden at gå i panik? Kan vi overleve, når vi bliver ”beskudt”. Kan vi tænke klart under pres? Er vi i stand til at se tingene fra den andens perspektiv? Og så havde han en sætning, som bed sig fast: ”Byd angsten velkommen. Gør den til din ven.” Det er vi nok mange, der har brug for at lære, hvordan man gør…

Men det var især hans hjertelige hilsen til os præster, der varmede. Han lagde vægt på, at han havde en stor kærlighed til BaptistKirken, virkelig gerne ville hjælpe os og sagde: ”Alle vi andre frikirker står jo på jeres skuldre. Det er vigtigt, at I kommer igennem den krise, I er i.”

Sådan en mand helt udefra, der ser værdien i vores kirkesamfund. Det var stort.

Kærlighed til Biblen

Andendagen blev brugt sammen med Bent Bjerring-Nielsen fra Apostolsk Kirke. Han kendte flere af deltagerne, fordi han har undervist dem på SALT, Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi, som lukkede for 15 år siden (virkelig?).

Han er nu ansat i missionsorganisationen Areopagos.

Han underviste ud fra sin bog ”Indblæst af Gud” om bibelbrug. Årsagen til vores uenigheder i BaptistKirken og baptistkirkerne er ikke nødvendigvis vores bibelsyn, men vores bibelbrug. Hvad gør vi med det, vi læser? Og hvordan forholder vi os til dem, der får noget andet ud af det end os?

Bent Bjerring-Nielsen slog fast, at vi skal sige nej til fundamentalismen:
”Vi skal genfinde kærligheden til Bibelen. Alt for ofte bliver vores bibellæsning til pligt, glædesløs, fantasiløs og åndløs.

”Det er også en udfordring, at rigtig mange – især unge – ikke længere læser i Biblen. Det er bevist, at man husker bedst det, man læser på papir i stedet for på en skærm,” kunne han fortælle.

Han slog til lyd for en ”generøs ortodoksi”, hvor vi erkender, at vi ikke forstår det hele og derfor ikke kan gøre os til dommere over hinandens forståelse af de bibelske sandheder. Men at vi kan være nysgerrige på, hvad den anden har forstået.

Læs Biblen sammen

Han talte om den ”anden naivitet”. Den første naivitet er sikkert det, vi kalder barnetro. Men selvom vi har læst mere i Biblen og fået nye indsigter, skal vi stadig være åbne for at læse og forstå med et åbent sind. Så Helligånden kan tale til os og give os nye, måske endda banale, indsigter.

Endelig opfordrede han til, at vi revitaliserer vores menigheder som et sted, hvor vi sammen fortolker skriften. At vi ikke overlader det til en eventuel præst, men at det er vores allesammens gave og opgave. Især os, der hylder det almene præstedømme – at vi alle er en form for præster.

Johannes Aakjær Steenbuch i samtale med Anne-Marie Winther fra Brande. Bente Højris fra Brovst i baggrunden (Foto: Lone Møller-Hansen.

Baptister og frelse

Torsdag, sidste dag, kom Johannes Steenbuch, medlem af BaptistKirkens Teologisk Forum. Han er filosof med speciale i tidlig kristendom – og et utroligt vidende menneske.

Han beskrev de mange forskellige opfattelser af frelse, der har været baptisternes igennem de sidste 500 år. Nogle af de tidlige europæiske baptister mente, at Gud havde frelst alle de udvalgte på forhånd, man kunne hverken gøre fra eller til. Andre mente, at man skal være medarbejder på sin frelse. Internationalt har baptisterne været delt i generalbaptister, der har ment, at frelsen tilbydes alle. Det afgørende er, om man modtager frelsen. Og partikulærbaptisterne, der mente, at kun nogle var udvalgt til frelse. Så var der dem, der mente, at Missionsbefalingen i Matthæusevangeliet var opfyldt af apostlene, så det angik ikke os. Først i 1800-tallet opstod missionstanken – og at troen var et resultat af Helligånden og en genfødsel i det enkelte menneske. Men stadig Guds værk. I 1900-tallet opstod splittelsen med pinsevækkelsen og her slog førende baptister på, at det ikke kom an på personlige erfaringer. Det er Jesu død og opstandelse, der frelser. Ikke vores tro.

I de seneste årtier har fokus været på Guds rige og troens liv, mere end hvordan man bliver frelst.

Johannes’ konklusion var, at vores kirkesamfund altid har rummet alle de forskellige teologier, der findes i frikirkedanmark.

15 ud af 37

Der er 37 ansatte præster i BaptistKirken – heraf er ca. en tredjedel præster i en af vores menigheder med en anden etnisk baggrund end dansk.

Vi var 15 baptistpræster, der mødtes til dette års præstekonvent fra 9.-11. september i Højby på Sjællands Odde. Sambuh Langle var den nye i ”klassen” og den eneste med en anden etnisk baggrund. Og han er præst i Odense Baptistmenighed. Der var desværre ingen repræsentation fra alle vores andre etniske menigheder.

På det møde undervejs, som peger fremad, blev der lagt vægt på den gensidige omsorg. Hanne Kiel og Lone Møller-Hansen sidder som præsternes repræsentanter i Personaleudvalget. Og Bodil Højbak Møller, Christian Sofussen og Ulrick Refsager Dam står for programmet til næste præstekonvent, der bliver 12.-14. marts 2026. Torsdag aften til lørdag, så de deltidsansatte har større chance for at deltage.

Deltagerne – fra venstre. Bodil Højbak Møller (generalsekretær), Bente Højris Pedersen (Brovst), Anne-Marie Winther (Brande), Bagerst: Christian Sofussen (Østhimmerland), Forrest: Lone Møller-Hansen (Bornholm), Hanne Kiel (magasinet baptist.dk), Ole Lundegaard (Herlev), Bagerst: Ulrick Refsager Dam (Holbæk), Forrest: Sambuh Langle (Odense), Lars Midtgaard (Bethelkirken, Aalborg), Anders Hyldgaard (Hjørring), Rune Funch (Lyngby), Christian Bylund (Tølløse), Gert Bjørsted (Vrå) – Maria Bjørsted (Vrå) var fraværende, da billedet blev taget (Foto: Johannes Aakjær Steenbuch)

Relateret

• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug

Find flere

Lyt til artiklen:

Vi er lige hjemvendt fra årets præstekonvent. Det var et par skønne dage fyldt med dybe samtaler, teologisk fordybelse og gode kolleger.

Et af de temaer, der satte sig fast hos mig, var idéen om, at vi lever i paradokser. Og jeg tror på, det kan være en nøgle til at åbne for noget, som ofte føles fastlåst lige nu. Både i vores relationer til hinanden og i den måde, vi taler teologi og kirke på.

For hvad betyder det egentlig at leve i paradokset? Det betyder, at jeg kan stå fast på det, jeg oplever som sandt og vigtigt, og kæmpe for det, jeg oplever som Helligåndens inspiration samtidig med, at jeg anerkender, at du gør præcis det samme fra dit ståsted. Paradokset er, at vi begge har ret og begge tager fejl. Det er ikke enten eller – men både og.

Det er en krævende vej at gå. Men det er også befriende.

Og måske er det netop den vej, vi som baptister er kaldet til at gå.

At stå fast – og samtidig lytte

Vi lever i en tid præget af skarpe fronter. Polarisering fylder i den offentlige debat, på sociale medier og i mange menneskers hverdag. Der er ofte kun plads til én sandhed ad gangen. At indrømme, at vi kan tage fejl, lyder næsten som et svaghedstegn.

Men måske kan vi som kirke være et anderledes rum. Et sted, hvor vi både tør stå fast og samtidig lytte. Hvor vi kan bekende tro, overbevisning og kald – uden at det betyder, at vi afviser andres.

Paradokset er ikke bare et teoretisk greb. Det er en livsform.

Og at leve med paradokser er faktisk meget baptistisk.

Baptisternes kald til at leve i spændingsfeltet

Som baptister tror vi på den enkeltes frihed under ansvar. Vi tror på, at hver enkelt troende har ret og pligt til at søge Guds vilje. Og vi tror på, at Helligånden leder – ikke kun i systemer eller hierarkier, men i den enkeltes samvittighed og i den enkelte menighed.

Det betyder, at vi igen og igen kommer til at lande forskelligt. Nogle menigheder vælger én vej, andre en anden. Nogle ser Helligåndens inspiration i at gå frem mod en fuldt inkluderende kirke. Andre er overbeviste om, at Helligånden leder i en mere traditionel retning.

Det kan opleves udfordrende. Men det er ikke et tegn på svaghed. Det er et udtryk for, hvem vi er. Vi har aldrig været et folk, der tænkte ens. Vi har altid levet i spændingen mellem frihed og fællesskab.

At leve i paradokset betyder ikke, at vi skal gemme os for diskussionerne. Tværtimod.

At kæmpe uden fjender

Hvis jeg oplever, at Helligånden kalder mig til at kæmpe for en fuldt inkluderende kirke, så må jeg gøre det – åbent og med alt hvad jeg har i mig. Det betyder ikke, at jeg skal holde min mening for mig selv, eller at jeg skal blive ligeglad med teologi og etik.

Under konventet blev jeg mindet om Christian Richardts salme ”Altid frejdig, når du går”, der starter med at minde os om, at vi altid skal gå ’frejdigt’, når vi går på Guds kald og slutter af med at minde os om, at vi skal ”Kæmpe for alt, hvad vi har kært”.

Men kamp betyder ikke, at jeg ser dem, der tænker anderledes, som fjender. Kampen er ikke imod hinanden, men for det, vi oplever som sandt og helligt. Og lige dér bliver paradokset levende: Jeg kæmper for min sandhed, og jeg respekterer, at du kæmper for din. Jeg tror, Helligånden inspirerer mig – og jeg må samtidig tro, at Ånden også inspirerer dig, selv når vi står forskellige steder.

Det er krævende. For det betyder, at jeg må være villig til at indgå i offentlig debat, i teologiske diskussioner og i konkrete valg med både mod og ydmyghed. Ikke med en hånd, der afviser, men med en hånd, der rækker ud.

Når forskellighed bliver en gave

Noget af det mest udfordrende – og smukkeste – ved paradokset er, at vi må tro, at Helligånden virker på tværs af vores forskellighed.

Den samme Ånd, der taler til mig om inklusion, kan tale til en anden om tradition. Den samme Ånd, der leder én menighed til at åbne for nye praksisser, kan lede en anden menighed til at fastholde det kendte.

Vi kan opleve det som splittelse. Men hvad nu, hvis det faktisk er rigdom?

Paulus skriver i andet Korintherbrev: “Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” (2. Korintherbrev, kapitel 3, vers 17) og går videre til at sige, at vi forvandles, efter det vi oplever, når vi søger Guds Herlighed igennem Helligånden (vers 18). Friheden er ikke fravær af retning. Friheden er søgen efter at skabe Guds Herlighed – Guds Rige – netop i vores lokalområde. Friheden er Guds eget rum, hvor vi må gå forskelligt, efter hver vores samvittighed og alligevel være bundet sammen af Kristus.

Kirken som modbillede i en sort-hvid verden

Når verden er splittet i hårde fronter, må kirken netop vise en anden vej.

Vi kan vise, at det er muligt at kæmpe – og stadig lytte. At stå fast – og stadig være åbne. At mene noget stærkt – uden at det lukker samtalen.

Det er ikke bare en praktisk øvelse i tolerance. Det er et vidnesbyrd om Gud selv. For Gud er altid større end vores sandheder. Gud rummer mere end vores systemer. Gud kan kalde os forskelligt – og stadig samle os i Kristus.

At leve paradokset kan derfor være et profetisk kald. Vi lever i en tid, hvor alt skal placeres i “rigtigt” og “forkert.” Måske er vores vidnesbyrd netop, at vi tror på en Gud, der er større end det.

Paradokset i praksis er ikke nemt

Jeg mærker det selv, når jeg taler med kolleger, som står et andet sted end jeg. Jeg er overbevist om, at en fuldt inkluderende kirke er vejen frem. Jeg tror på, at Helligånden kalder os til det. Det er det, jeg har samvittighed til, med de mennesker jeg er præst for og de livshistorier, jeg vandrer med i. Og samtidig tror jeg, at Helligånden også virker i dem, der oplever det modsatte.

Det paradoks er ikke nemt. Men det gør samtalen dybere. Det kalder mig til at lytte – ikke for at opgive min overbevisning, men for at lade min sandhed møde andres.

Og måske er det netop dér, vi bliver kirke: Ikke i enighed, men i fællesskab midt i uenighed. Ikke i ensartethed, men i mangfoldighed.

Evangeliet er selv et paradoks

I sidste ende er evangeliet selv et paradoks. Vi tror på liv gennem død. Vi tror på styrke i svaghed. Vi tror på en Gud, der er både sandhed og mysterium.

Så måske er vi allermest tro mod evangeliet, når vi tør leve paradokset. Når vi kæmper og lytter. Når vi står fast og er åbne. Når vi både tager fejl og har ret – på én og samme tid.

Det er ikke let. Men det er profetisk. Og det kan være vores gave til hinanden – og til verden.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/02/praestekonvent-2024-artikel.mp3

Det årlige præstekonvent i uge fem samlede 18 baptistpræster på Hotel Højbysø i Odsherred. Programmet bød på undervisning i kristen etik ved den amerikanske præst, teolog og etiker David Gushee. Men der var også plads til nadvergudstjeneste, gåture i naturen, Taizéandagt, besøg fra Frikirkenet og samtale om Genstart2025-processen.

David Gushee, der underviste på præstekonventet (Foto: Torben Andersen)

Om årets underviser

David Gushee er en af de ledende stemmer i den amerikanske offentlighed for en nutidig kristen etik. Senest har han arbejdet meget med kirkens rolle i et sekulariseret samfund. Han kommer med glimrende bud på, hvordan vi kan føre en nuanceret og grundig teologisk baseret debat om de store etiske problemstillinger, der ofte deler kirken i dag.

Til daglig underviser David Gushee på Mercer University i Georgia, USA. Han er også tilknyttet International Baptist Theological Study Centre (IBTS) i Amsterdam som ekstern forsker og underviser.

Plads til diskussion og samtale

Annemette Høgsbro fra Baptistkirken Nørresundby|Vodskov deltog for første gang i præstekonventet. Hun fortæller, at det var de gode diskussioner med præstekolleger og underviser, der gjorde størst indtryk.

Det er ikke første gang Bodil Højbak Møller fra Korskirken i Herlev er på præstekonvent. Hun er også begejstret for samtalen og diskussionerne: ”Der var flere førstegangsdeltagere og de bød virkelig ind. Det var så godt, at der var et miljø, hvor det var naturligt at byde ind og dele sine meninger.”

Det var især David Gushees undervisning om kristen etik, der indbød til diskussion og samtale. Bodil forklarer:
”Det er lidt som en pyramide. Det mest spændende og det vi altid diskuterer i kristen etik, er toppen af pyramiden. Kontroversielle spørgsmål om homoseksualitet, sex før ægteskab og så videre. Gushee peger på bunden af pyramiden. Hele det fundament, der skal bære alle de andre diskussioner. Alt det, der skal være på plads, før vi kommer til det, vi er uenige om.”

David Gushee, lærde skrifter og CocaCola (ikke light!).

Særlige øjeblikke

Præstekonventet begyndte med en nadvergudstjeneste. Bodil fremhæver øjeblikket:
”Lige der oplevede jeg et rum, hvor vi bare var sammen – i Kristus og om Kristus. Vi kommer med så meget forskelligt, men i gudstjenesten oplevede jeg en særlig harmoni. Det lyder mærkeligt, men det gav mig en helt særlig fornemmelse af fællesskab.”

På spørgsmålet om, hvad der overraskede mest under præstekonventet, siger Annemette:
”At opdage, at hvad jeg fremhævede om folkekirkens udfordringer i en pluralistisk virkelighed, da jeg skrev speciale på teologistudiet i 2009, i høj grad også gælder baptistkirkerne i Danmark i dag.”

Hvad tog I med hjem?

Det er menighederne, der sender præsterne på konvent. Præsterne får frisk luft, god mad og kollegialt fællesskab. Men hvad tager de med hjem til menighederne?

Bodil fortæller, at hun i forbindelse med David Gushees undervisning blev påmindet om, at man som præst har en forpligtelse til at følge med og søge ny viden:
”Vi skal være lidt oppe på beat’et og forholde os til verden omkring os. Det lyder måske lidt voldsomt, men vi skal også følge med i forskningen. Det er godt med noget udsyn.”

Bodils refleksion er også, at hun ikke udelukkende kan diskutere kristen etik ved at søge dybere ned i teologien. Det skal være en forbindelse til det samfund, der omgiver menigheden:
”Vi er ikke kustoder – kirkerne er ikke museer.  Selvfølgelig er bibelen og den kristne tradition ikke museumsgenstande, og vi skal sørge for at budskabet altid er relevant for samtiden.”

Som førstegangsdeltager fremhæver Annemette, at hun har fået en masse information med hjem om baptismen og baptistmenighederne i Danmark i dag. Men også en masse inspiration til diskussion af både menighedernes og BaptistKirkens fremtid. Annemette fremhæver også, at præstekonventet har givet hende stof, inspiration og konkrete metoder til diskussion af vores virke fremover.

Genstart2025-processen

Som medlem af BaptistKirkens ledelse glæder Bodil sig også over kollegernes engagement i Genstart2025-processen. Den afsatte tid i programmet rakte ikke, men der var enighed om at bruge mere tid og fortsætte samtalen.

”Det var rart at opleve, at folk havde så meget, de gerne ville dele. Det var en god oplevelse, som jeg tager med hjem. Præsterne er også kulturbærere og ledelsen kan ikke bære Genstart2025 igennem uden præsternes engagement. Alle havde noget at byde ind med. Det var godt.”

Michael Wandt Laursen, Frikirkenets generalsekretær, gæstede præstekonventet

Frikirkenet på besøg

Præstekonventet fik også besøg af Michael Wandt Laursen, generalsekretær i Frikirkenet. Michael fortalte engageret om projektet ”Lad os tale om tro”. Et projekt som BaptistKirken også deltager i: I løbet af foråret 2024 udkommer en række videoer med samtaler, der kan bruges som inspiration til samtale med kirkefremmede. Michael fortalte også om sin rolle som tovholder på de ugentlige andagter for folketingspolitikere på Christiansborg.

Bodil får det sidste ord

Præstekonventet har givet anledning til mange refleksioner. En af Bodils lyder således:
”Man bliver mindet om, at det kollegiale fællesskab er vigtigt, når man mødes med andre i samme situation. Det er virkelig vigtigt for os at mødes – som fællesskab og som kirkesamfund.”

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Et døgn forud for lederkonferencen på Trinity i Fredericia sidste weekend mødtes baptistpræsterne – for første gang siden oktober 2019. Grunden har været Corona, for der har været planlagt to præstekonventer, som måtte aflyses.

Programmet i år var alsidigt; Henrik Holmgaard fra SCMT (Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi) opfordrede os til at fremme mere positiv omtale af det at være præst. Der er en del præster, der stopper i de kommende år, og der er pt. kun et par baptister, der læser teologi. Vi kunne dog glæde os over, at der var seks nye, fortrinsvis præster med til præstekonventet.

Jan Kornholt holdt oplæg til samtale om at være fri til at tjene – eller det modsatte, ikke at være fri. Oplægget var inspireret af Magnus Malms bog og Jans egne erfaringer.

Fredag kom sognepræst Kristian Bøcker, som har skrevet en bog for Bibelselskabet om ”synd for både begyndere” – og viderekomne. Her var konklusionen – ikke overraskende – at synd er kommet for at blive.

Endelig holdt Bodil Højbak Møller et oplæg ud fra sin bachelor-opgave på teologistudiet. Det handler om, hvorfor vi næsten ikke døber nogle i vores menigheder. En meget stor del af baptistkirkerne har ikke døbt en eneste de sidste tre år. Læs mere i Christian Bylunds artikel om ”Hvorfor døber vi ingen?”

Generelt er der al mulig grund til at glæde sig over præstekonventet. Der var en fornyet ånd og et afslappet fællesskab, som lover godt for fremtidens præstekollegium.

Læs også ‘Inspireret til fremtidens kirke‘ om lederkonferencen.

Relateret

• 15. sep. 2025 - At leve paradokset – en profetisk vej for kirken?
• 05. nov. 2024 - Mange danskere til ”Gi Jesus Videre”-konferencen i Kristiansand
• 18. apr. 2024 - Ondt i maven – eller ej?
• 07. feb. 2024 - ”Man bliver mindet om, at det kollegiale fællesskab er vigtigt”
• 17. mar. 2022 - Håb, når det er håbløst

Find flere

Det var mandag den 27. maj. Vi skulle egentlig have været på præstekonvent i tre dage på retrætestedet Ådalen, men der tegnede sig et afbud på afbud. Arrangørerne af præstekonventet kontaktede mig og spurgte, hvad vi skulle gøre, og vi fandt ud af, at det bedste var at skære konventet ned til én dag, lægge det i København og satse på ved personlig invitation, at mange så ville deltage. Og det gjorde de. Stort set alle fastansatte præster i danske baptistmenigheder plus de internationale menigheder var samlet. 23 i alt.

Mange af os kender hinanden igennem mange år, men der var også nye ansigter imellem, Niels Erik Nielsen, der er præst i FIBC, den engelsktalende menighed i København, havde aldrig været med til en præstesamling før. Rune Funch, ny præst i Lyngby Baptistmenighed var også med for første gang.

Ingen samhørighed

Men der har ikke været en egentlig samhørighed blandt præsterne i de seneste år. De fleste har andre netværk og vi koncentrerer os om tjenesten i vores menigheder. Der er netværk på kryds og tværs, oftest ud fra samstemmende teologiske holdninger eller spiritualitet. Men man kan ikke tale om et egentlig ”kollegium” af præster. Spørgsmålet forud for dagen var, om vi ”vil hinanden” og om vi sammen vil styrke vores fælles kirkesamfund, BaptistKirken.

Henrik Holmgaard, én af arrangørerne fordi han er med i Tjeneste- og Uddannelsesudvalget, indledte dagen med et ord fra Paulus’ brev til Timotheus[1]: ”Vær stærk i nåden” og en bøn om, at få styrke og nåde til at forlade det, der bremser fællesskabet.

Samtalen mellem de 22 baptistpræster blev flot styret af David Viftrup fra Aarhus Valgmenighed, mens Henrik Holmgaard fra Tjeneste- og Uddannelsesudvalget indledte og afsluttede.

Stor forsigtighed

Der var stor forsigtighed fra starten, når vi skulle fortælle om vores forventninger til dagen. Mange sagde, at de blot ville lytte – men som en så indvendte: ”Hvis ingen taler, er der ikke noget at lytte til.”
Og talen kom på gled. Ud fra tegninger. Vi skulle tegne efter bedste evne, vores billede af BaptistKirken. Det var ikke alt for opmuntrende. En mand på glatis. Et hav af kompas-nåle, som pegede i hver sin retning og ikke kunne finde magneten. Nogle få, som krampagtigt bygger på ruinerne, mennesker, der står stejlt overfor hinanden. Kraftige streger omkring menighederne og tynde streger til fællesskabet.
Vi reflekterede over tegningerne og fik sat ord på frustrationer. Jeg sad med følelsen af, at vi havde svært ved at se, at alle her ville Kristus. Men at vi har meget forskelligt sprog at udtrykke det på, i ord og handling.

Stemningen vendte

Købnerkirken var vært og stillede en forløsende frokost op og samtalen begyndte at blomstre. Og over middag vendte stemningen. Jeg sad med følelsen ”Se, hvor de elsker hinanden”. Forskellige som vi er. ”Jeg tror, jeg genkender Kristus i hver enkelt af jer”, skrev jeg på min computer. Somme tider irriterende, bedrevidende… men jeg elsker jer faktisk.”

Fokus om eftermiddagen var BaptistKirkens succes’er. Vi var inddelt i fire grupper, og den jeg var i, havde nemt ved at identificere 12 succes’er. Måske fordi to af os i gruppen sidder i BaptistKirkens ledelse… Andre grupper havde ikke så nemt ved det og en enkelt kunne slet ikke skrive noget ned.

Mangfoldighed

De hang fast i ordet ”Mangfoldighed”. Er det noget positivt eller negativt afhænger af øjnene der ser.
Nogle efterlyser homogenitet, at vi vil det samme. ”Der er ingen fremdrift, hvis ikke vi er enige om retningen.”

Andre glædede sig over mangfoldigheden; i hudfarve, spiritualitet, sprog. Og hæftede sig ved at der, hvor der tales om mangfoldighed i Bibelen, anvendes udtrykker ”Guds mangfoldige nåde”[2] – netop nåden, som Henrik havde indledt med at pege på.

Niels Erik Nielsen fra FIBC, First International Baptist Church, der holder til i Kristuskirken på Nørrebro i samtale med Torben Andersen fra Hjørring Baptistmenighed og næstformand i BaptistKirken.

Hvad er vores rolle?

Spørgsmålet, der hang i luften, er: ”Hvad er præstekollegiets rolle på landsplan? Når vi taler om BaptistKirkens udvikling er det ikke områder, vi har ansvar for.”

Det positive blev konkluderet til sidst: ”Det er sundt at begynde at dele det svære ved at være en del af fællesskabet.” ”Det giver energi bare det at mødes, for der har været lav tillid til hinanden. Vi har brugt al for lidt tid sammen, så vi kender ikke hinanden.” Og de to nye følte sig velkomne. ”Jeg troede ikke, jeg som international præst havde særlig meget til fælles med jer præster i danske menigheder, men det kan jeg nu se, at jeg har”, sluttede Niels Erik med at sige.

Mødes igen

Vi aftalte at mødes igen den 28. oktober, samme sted. TU (Lasse Åbom og Henrik Holmgaard suppleret med flere) tager ansvar for dagen, og alle nikkede ja til at komme.

Måske blev det et vendepunkt for præsterne i baptistkirken og synet på fællesskabet – også det nationale? Næste gang kan vi håbe, at migrantpræsterne også har lyst til og mulighed for at være med.

[1] 2. Timoteusbrev kap. 2, vers 1

[2] 1. Petersbrev kap. 4, vers 10

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

IBTSC i Amsterdam, det baptistiske hus med det nye europæiske teologiske studiecenter, er værd at rejse efter. Årets konvent for de danske baptistpræster er henlagt hertil. Ni præster deltager, stort set alle fra Jylland, bortset fra skribenten, som kommer fra Bornholm.

Programmet for præstekonventet er alsidigt og spændende, sammensat af David McMillan fra IBTSC, det europæiske teologiske studiecenter. Første dag blev brugt sammen med Andrew Clarke. En englænder, bosat i Aberdeen, Skotland, der igennem mange år har været underviser i Det Nye Testamente på universitetet. Han er taget til Amsterdam udelukkende for at undervise os danske baptistpræster.

Menighed rundt om spisebordet

Andrew Clarke havde taget Legoklodser med til illustration af menigheden omkring spisebordet.

Med udgangspunkt i Paulus og de første menigheder trækker han streger til praktisk menighedsliv og -ledelse i dag, og er faktisk selv menighedsplanter i Aberdeen. Hans udgangspunkt er, at kristne kun er disciple, når de fortsætter med at lære hele livet. Han har erfaret, at både børn, unge, voksne og ældre sammen kan udforske, hvad der står i Bibelen. Og at det sker bedst i mindre forsamlinger, gerne rundt om spisebordet.

Sådan har det foregået i hans menighed de sidste 10-11 år. Én gang om måneden samles alle til gudstjeneste. Alle andre søndage samles man rundt i hjemmene, og størrelsen af spisebordet afgør, hvor stor husmenigheden kan være.

Danmarkskortet blev fundet frem. Sibbele og Andrew ses til højre.

”Når vi sammen åbner Bibelen og studerer den, kan selv børnene være med. De stiller spørgsmål og så leder vi efter svarene sammen. Senest har vi efter påske undersøgt, hvordan opstandelses-legemet ser ud, ud fra, hvad vi læser om, hvordan Jesus var, efter han var opstået. Børnene og de unge er meget optaget af det,” fortæller Andrew, og det starter en teologisk samtale om opstandelsen.

Som ledere i kirkerne, skal I have øje for dem, der ikke passer ind. De kan meget vel være menighedsplantere. Og jeres opgave er at dække deres ryg, når de rykker ud og står som pionerer ude i verden.

Oeds Blok, Holland

Et moderne kirkecenter

Rammen for præstekonventet er det nye center, som rummer både sekretariatet for det hollandske baptistsamfund, det hollandske teologiske seminarium og IBTSC. En kirke fra 60’erne er ombygget til et moderne kirkecenter. Beliggende 15 minutter fra Schiphol lufthavn.

Tirsdag var vi på udflugt til et menighedsplanter-projekt i Rotterdam, en time fra Amsterdam. Her var guiden Oeds Blok, som er ansat af det hollandske baptistsamfund til at undervise og coache syv menighedsplantere eller menighedsplanter-teams, som er i gang lige nu med at udforske nye måder at være kirke på.

Håb for både ny og gammel kirke

Sibbele er menighedsplanter i Rotterdam, støttet af flere lokale baptistmenigheder. Her er han i et ældre-center, som er vakt til live, bl.a. fordi mennesker fra menighedsplantningen investerer tid på stedet.

Sibbele Meinderstma, en ung mand på 34 år, har sammen med sin kone Mincke – og deres to små børn – bosat sig i et udsat område i Rotterdam for at starte menighed. Han er også ansat i en af de gamle menigheder i byen med 40 medlemmer.

Vi mødtes i hans hjem, men fandt senere ud af, at han var lige så meget ”hjemme” på legepladsen, i den fælles ”urban garden”, hvor han sammen med muslimer dyrker fælles grøntsager, og i et ældres-hjem, hvor han er blevet bedt om at være med i center-rådet, fordi de har tillid til ham som præst.

Nu har den gamle menighed oven i købet rakt alt ned indendørs i deres kirke, for dels at lave en slags café. Kirken ligger tæt på Rotterdam centralstation. Og dels indretter de en kommunitet, et bofællesskab, for seks unge oven på kirken. ”Det giver håb”, slutter Sibbele.

Relateret

• 15. sep. 2025 - At leve paradokset – en profetisk vej for kirken?
• 07. feb. 2024 - ”Man bliver mindet om, at det kollegiale fællesskab er vigtigt”
• 09. feb. 2022 - Præsterne endelig sammen igen
• 03. jun. 2019 - ”Se, hvor de elsker hinanden”
• 20. nov. 2018 - Kald til forskning og udrustning

Find flere

Temaet var ’Kald og identitet’. Lederen af retrætecenteret, Johannes Pedersen, fortalte sin historie om bl.a. udbrændthed – en historie som jeg og mange af mine kollegaer selv bærer på! Han underviste om ’tårernes gave’ og opmuntrede os til at gå en tur sammen med Simon Peter – ud fra teksten om Jesus, der – efter Peters svigt og fornægtelse – tager imod Peter og fornyer hans tjeneste. Vores tjeneste er en relation mere end en position eller funktion. Vi inviteres til at møde én, vi holder af, og som holder af os!

Eftertiden arver altid vores historie!

Brudthed – og opstandelse

Henrik Holmgaard beskrev, hvordan han som ’ny’ i BaptistKirken på nogle måder har oplevet vores kirkesamfund som en dysfunktionel familie, hvor samtalen mellem nogle er hørt op. Samme brudthed finder vi i beretningerne om fx Kain og Abel samt Josef og hans brødre. Eftertiden arver altid vores historie! At kunne bevare samtalen er et vidnesbyrd for verden om en enhed, der er større end os selv og vores holdning. Der blev også nævnt, at vi skal se alt det, som Gud har givet os. Vi skal glæde os over og forkynde Kristus som den opstandne iblandt os! Det er vigtigere end det, der skiller os! Vi mættes ikke af, hvad vi gør for Gud, men hvad Gud gør for os!

Der blev også tid til at dele nye salmer og kendte salmer på nye melodier. Dele, hvad vi finder inspiration i hver især, så vi bruger vore netværk til at styrke vores tjeneste for menighederne.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 15. sep. 2025 - Et præstefællesskab uden skarpe kanter

Find flere