Lyt til artiklen:

Efter at have været lagt på hylden af protestanter i små 500 år, er pilgrimsvandring de seneste 20 år igen blevet populært. Den mest kendte er Camino de Santiago, som har over 200.000 årlige vandrere, men der er utallige ruter andre steder, og nye pilgrimsruter dukker også op i Danmark. Som pilgrimsvandrer går man ofte alene, men alligevel føler man en stor samhørighed med andre pilgrimsvandrere, som følger de samme spor, både dem, som er gået før, og dem, som kommer.

Sporene

Sporene flytter os. Nogle vandrere går for at efterlade smertefulde oplevelser, andre går i længslen efter en ny start, mens andre igen blot vil inspireres og opmuntres. ”Spor at gå” er titlen på det samtalemateriale, som mange af os er sammen om i øjeblikket. Der er mange spor at gå, der er mange trin at gå – og ligesom på en pilgrimsvandring er det nogle gange svært og sårbart.

Når man er på pilgrimsvandring, handler det ikke om bare at komme fra A til B, for så havde man valgt andre mere komfortable transportmidler. Men selve vandringen – det der sker, når man går med trætte ben og mest af alt har lyst til at sætte sig, men alligevel bliver ved med at gå, selvom det er tungt og svært – dét gør noget særligt ved en. De tanker og oplevelser fæster sig anderledes end normalt.

BaptistKirkens værdier

Vi er i ledelsen blevet spurgt om, hvorfor vi ikke selv kan formulere de værdier, som, vi mener, er BaptistKirkens fælles DNA, eller hvorfor vi ikke vil udstikke en klar kurs, som andre kan tilslutte sig eller kritisere eller helt tage afstand fra?

Hvad lod man ligge på vandringsstien eller skilte sig af med?

Et af svarene er, at vi hver især – som enkeltpersoner og menigheder – har brug for at gå på pilgrimsruten med de forskellige spor og finde ud af, hvilke erfaringer og lærdomme man tager med sig. Hvad lod man ligge på vandringsstien eller skilte sig af med? Og hvilke nye erfaringer – måske endda åbenbaringer – fik man?

Det må vi tale med hinanden om, og ligesom pilgrimsvandrere oplever fællesskab med de andre vandrere ved at træde de samme stier, håber vi, at vi vil samtale og lytte til hinanden og til Åndens vejledning, så vi sammen kan formulere de værdier, som er umistelige for os i fællesskabet i BaptistKirken.

Vi er et folk på vandring

De første kristne blev kaldt ’de, som følger vejen’, og selv kaldte de kirken for ’Vejen’. Det er et gennemgående tema i Bibelen, at det at være troende er at være i bevægelse. Vi ser det, når Jesus kalder de første disciple til at forlade det sted, hvor de er, og følge Ham. Jesus kaldte og kalder også os med ’kom, følg mig’.

At være troende er at være i bevægelse.

At være en levende kristen, en levende kirke, kræver også i dag bevægelse. Alting omkring os bevæger sig, og hvis vi som kirke skal være relevant og aktuel, må vi være åben for fornyelse og forandring. Vi må have åbne sind og hjerter overfor det, som Ordet og Ånden åbenbarer for os. Åbne arme og rum for de mennesker, som Han leder til vores kirker, spejdergrupper, ungdomsgrupper, varmestuer og socialt arbejde. Men vi skal også være villige til selv at bevæge os og lade Ham lede os på nye veje, til nye opgaver og nye mennesker.

Vi må have åbne sind og hjerter overfor det, som Ordet og Ånden åbenbarer for os.

”Kirken er kun kirke, når den eksisterer for andres skyld”

Dette citat af den tyske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer er med i ”Spor at gå” og minder os om, at vi ikke bare er her for vores egen skyld. Et vigtigt spørgsmål, som vi kan stille hinanden, som lokale menigheder og som kirkesamfund er derfor: Hvad vil folk udenfor vores kirke savne, hvis vi ikke er her? Hvilke værdier og handlemåder kendetegner egentlig vores fællesskaber?

Genstart2025 har fra begyndelsen været et stort ønske om en værdiproces, hvor vi bliver skarpe på de værdier, vi vil bære frem og ønsker at give plads og prioritet – både lokalt og nationalt i Baptistkirkens fællesskab. I arbejdet med den nuværende fælleserklæring for Baptistkirken tog vi afsæt i ordet fra Mika 6,8, og det ord tager vi med ind i Genstart2025: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.”

Kaldet er det samme

Vi skal stræbe efter at handle retfærdigt, men selve handlingerne kan se forskellige ud alt efter behov og omstændigheder og de tjenester og gaver, der omgiver os og er i den lokale menighed. Alle er vi kaldet til at vise trofast kærlighed. Men forskellige menigheder oplever sig særligt kaldet til at vise trofast kærlighed overfor bestemte grupper. Det vigtige er ikke, hvem vi er særligt kaldet til at vise trofast kærlighed, men at vi gør det!

Kaldet – endda kravet – til at vandre opmærksomt med vores Gud lyder til os alle, men hvordan vi udtrykker og udlever denne opmærksomhed, ser forskelligt ud blandt menighederne og endda i menighederne. Men kaldet er det samme til os alle.

Stærkere sammen

Vi er organiseret i Baptistkirken i Danmark i tillid til, at vi står stærkere sammen end hver for sig. Det er der utallige eksempler på. Men overalt sker der store forandringer, og vi skylder hinanden en seriøs samtale om, hvordan vi bedst støtter og opmuntrer hinanden til at gå i det kald, der er vores. Samtalen fungerer altså bedst, hvis vi taler og mest af alt lytter til hinanden! Så lad os tale sammen – i menighederne og i det store fællesskab.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

Hør lydfilen til artiklen her:

Kirsten Nielsen:

• uddannet som lærer og uddannelsesvejleder
• ansat på Tølløse Privat- og Efterskole i 34 år
• formand for menighedsrådet i Tølløse Baptistmenighed

Jeg valgte at gå en god bid af Camino Francés for at lægge arbejdslivet fra mig, og jeg begyndte vandringen i Burgos, 483 km fra målet, Santiago de Compostela.

Det var mit eget projekt, og først sent i planlægningen fik min mand mulighed for at tage en uges ferie og dermed begynde sammen med mig. Det var godt at være to i starten, så vi sammen kunne finde ud af, hvordan det hele fungerede, men da jeg blev alene, kom jeg lettere i snak med andre, og nogle af de samtaler var hele turen værd.

Det man har brug for

Man siger, at Caminoen ikke giver, hvad man forventer, men i stedet det, man har brug for. Det kom til at passe flere gange, bl.a. den dag, hvor jeg skulle overnatte i en by, hvor det kun var muligt at få en overkøje i en seng midt på gulvet. Det havde jeg hidtil undgået. Jeg stod vel og så lidt beklemt ud, da det hele pludselig løste sig, og jeg blev tilbudt et dejligt og billigt værelse med eget bad – en udsøgt luksus på sådan en tur.

Man siger, at Caminoen ikke giver, hvad man forventer, men i stedet det, man har brug for.

Gensidig omsorg

I det hele taget var imødekommenheden og hjælpsomheden enestående. Folk trådte til side for hinanden, gav en hånd og inkluderede hinanden. Jeg oplevede det på en særlig måde en tidlig morgen, hvor jeg var stået op, inden det blev lyst. Jeg havde overnattet i en by, der lå højt hævet over en flod, og for at komme videre skulle man ned ad en lang stejl stentrappe. Denne morgen blev jeg mødt af en mur af tæt tåge.

Jeg står øverst på trappen og fumler lidt med at få tændt min pandelampe. Hen til mig træder en amerikansk kvinde, med ordene: ’Skal jeg lyse for dig’? Nede ved floden slutter en colombiansk kvinde sig til os. Vi tre følges ad op og op og op igennem tågen og mørket. En meget vanskelig tur jeg ikke gerne havde taget alene.

På Caminoen føler man sig tryg, og kan tillade sig at være det.

På Caminoen føler man sig tryg – og kan tillade sig at være det. Man hører ikke om overfald, tyverier og lignende. De to kvinder fortalte på vejen op, at det i deres hjemlande ville være helt utænkeligt at gå sådan en tur alene. De ville som kvinder være alt for udsatte for overfald. Jeg ville godt turde det i mit land.

En pause fra hverdagen

Caminoen indbyder i al sin enkelthed til at sætte det ene ben foran det andet, mens man holder en pause fra hverdagen og giver sig tid til at tænke. I den proces lærte jeg noget lige så enkelt, nemlig, at det er dejligt at kunne selv, og at ingen skal bære mine byrder, hvis jeg godt selv kan. Otte kilo på ryggen er ikke meget, men det er berigende at finde ud af, hvor lidt man kan nøjes med og stadigvæk have det fint.

Jeg oplevede også, hvor meningsfyldt det er at tale med mennesker fra hele verden og se alt det, vi kan være fælles om. På trods af at jeg var ældre end de fleste på ruten, var min byrde let at bære i forhold til de mange, der går Caminoen, fordi livet har ramt dem ubarmhjertigt. At stoppe med arbejdslivet er bare overgang til en ny virkelighed.

Skal jeg lyse for dig?

Ordene: ’Skal jeg lyse for dig?’ fik en særlig betydning for mig både den pågældende morgen og videre hen. Når jeg tidligt om morgenen gik i mørket med min pandelampe tændt, hørte jeg, hvordan dagen begyndte, og jeg oplevede de smukkeste solopgange – hver dag lidt smukkere end dagen før.

Lidt senere på dagen gik jeg og hørte gode romaner, og inden jeg skulle sove, hørte jeg tit Arne Andreasens smukke salmer. Især salmen: ’Må Herren lyse for din fod’, blev min! Den er som skabt til vandring og meditation. Ordene er ren velsignelse, men nyd også gerne hans melodi og Janne Winds dejlige stemme.

Må Herren lyse for din fod, så du kan finde frem,
og må vinden være varm og god, må vejen være nem.
Og må Herren give kraft på ny, når du er uden mod.
Må dit mørke blive morgengry med lys i overflod.

Læs også artiklen ‘BASIS – en trosrejse i godt selskab‘ – om fire kvinder, der deltager i en teologisk grunduddannelse.

Relateret

• 19. sep. 2025 - Byen kalder Gud – en bønnebog
• 20. feb. 2025 - På vandring
• 16. dec. 2024 - Et folk på vandring
• 10. okt. 2024 - ’Baho neza kibondo’ – hav et godt liv lille barn
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken

Find flere

280 km er der til Padborg ad Hærvejen, når man starter i Viborg. Til fods. Man kan også starte i Hirtshals eller i Frederikshavn. Viborg er i alle tilfælde et knudepunkt på den gamle pilgrimsrute igennem Jylland. Ruten begynder i Nidaros i Nordnorge eller i Vadstena i Sverige – og går sydpå til Rom, Jerusalem eller Santiago de Compostela i Spanien.

Omkring årtusindskiftet genopdagede danskerne det at være pilgrim. Flere fik store åndelige oplevelser ved at vandre, især blev Caminoen i Nordspanien igen populær.

Langs den jyske højderyg

Fra middelalderen var Viborg et centrum for pilgrimme. Dengang var det besværligt og farligt at rejse indenlands. Den jyske højderyg blev det sted, hvor man lettest kunne færdes. Der var færrest vandløb, fordi det var her de udsprang. Så opstod Hærvejen, som førte mennesker både ind i og ud af Danmark.

Ulla Kobberup var med fra starten af Viborg Pilgrimscentrum.

De nye pilgrimme stiftede Viborg Pilgrimscentrum i 2004. Psykolog Ulla Kobberup var én af dem, der fik store oplevelser på Caminoen, som hun gerne ville dele med andre. Hun har gået Caminoen mange gange. Hun betegner sig selv som søgende: ”Jeg taler bedst med Vorherre ude på vejen”, har hun sagt, når hun bliver inviteret ind i noget kirkeligt, hos fx baptisterne.

Herberg langs Hærvejen

Hun fortæller: ”Et folkekirkemedlem i sognet, Kis Bødker, pakkede sin te-kurv og gik op til domprovst Arndt Jessen Hansen og foreslog, at vi i Viborg skulle have noget, som lignede Vadstena, det svenske pilgrimscentrum, hvor hun lige havde været. Og det var han med på!”.

De var en broget forsamling; en katolik, baptistpræsten Poul Asger Beck og bl.a. Ulla Kobberup. Nogle var nye i troen og andre kirkevante.

Vi mente, at vi var en gave til kirken, og det er pilgrimsbevægelsen også endt med at blive!

I dag holder Viborg Pilgrimscentrum til i biblioteket og arrangerer bl.a. en månedlig pilgrimsvandring. Det er blevet en selvstændig forening, der hver sommer er værter på det første herberg mod syd ad Hærvejen, ved Hald Hovedgård. Et herberg blandt flere, som er blevet til i samarbejdet med pilgrimspræsten Elisabeth Lidell og hendes mand arkitekten Andreas Blinkenberg. Ulla Kobberup siger: ”Vi mente, at vi var en gave til kirken, og det er pilgrimsbevægelsen også endt med at blive!”.

’Herberget’ i Viborg

Christian Kjær Bjerre er pilgrimspræst i Viborg Stift.

I 2017 blev overnatningsstedet ’Herberget’ indviet. Det drives af foreningen Viborg Pilgrimshus, støttet af Viborg Domprovsti og Viborg Kommune. Viborg Stifts pilgrimsudvalg har medlemmer fra hele stiftet, og Christian Kjær Bjerre har været ansat som pilgrimspræst siden 2018.

Han fortæller, at pilgrimsvandring i Viborg er meget mere end de aktiviteter, som arrangeres af Viborg Pilgrimscentrum og Viborg Stifts pilgrimsudvalg. I Viborg arrangerer sognepræst Karen Stubkjær fx hver anden fredag morgenpilgrimsvandring omkring Søndersø. Der er pilgrimsvandring i forbindelse med hærvejsmarchen sidste weekend i juni hvert år. Han arrangerer selv flere pilgrimsvandringer og tager imod pilgrimme, som efter flere dages vandring ankommer til Viborg Domkirke. Han arbejder også med den indre pilgrimsvandring som åndelig vejledning og åndelig medvandring. Han har kombineret de to ting gennem bibelmeditation i domkirkens krypt efterfulgt af pilgrimsvandring langs Søndersø i Viborg.

Få mere at vide:

• om Viborg Pilgrimscentrum, se viborgpilgrimscentrum.dk
• om ’Herberget’, se Viborgdomkirke.dk
• se også Viborgstift.dk

”Pilgrimsvandring er andet end en ekstremsport og stor prøvelse over flere uger på Caminoen. Pilgrimsbilledet er en af de bedste måder at forklare, hvad det kan betyde at være kristen. Den vigtigste afstand på en pilgrimsvandring er 30 centimeter. Afstanden fra hovedet til hjertet. Når hjertets rørelser møder hovedets eftertænksomhed, er man for alvor pilgrim – uanset om man går eller står stille.”

Læs også artiklen ‘Skal jeg lyse for dig?’, hvor Kirsten Nielsen fra Tølløse fortæller om sine oplevelser på Caminoen.

Relateret

• 20. feb. 2025 - På vandring
• 16. dec. 2024 - Et folk på vandring
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken
• 28. apr. 2023 - Skal jeg lyse for dig?
• 28. apr. 2023 - Pilgrimsvandring og økumeni

Find flere

Peter Lodberg:

• Formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd 2022-
• Lektor og professor ved Det Teologiske Fakultet, Afdeling for Systematisk Teologi, sektion for Missionsteologi og Økumenisk Teologi 1996-
• Afdelingsleder ved Afdeling for Teologi, Institut for Kultur og Samfund 2012-15
• theol. 2010
• Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp 2002-04
• Generalsekretær i Det økumeniske Fællesråd 1985-89

I den latinske bibeloversættelse Vulgata møder vi ordet fremmed i ordet peregrini, der er forudsætning for det danske ord pilgrim. I det tidlige Romerrige (30 f.Kr. – 212 e.Kr.) var en pregrinus en fri lokal undersåt, som ikke var romersk borger.

Fri og fremmed på jord

I de første kristne menigheder opstår på den baggrund opfattelsen af, at den kristne er en fri person i forhold til myndighederne, og at man finder sin sande identitet som en fremmed på jorden, når man forlader det kendte og begiver sig ud i det fremmede.

Den kristnes rejse mod et pilgrimsmål på jorden bliver en foregribelse af den endelige rejse mod gudsriget. Den jordiske pilgrimsrejse går derfor til de steder, hvor Jesus selv opholdt sig, eller hvor der er levn efter ham, så det bliver muligt at komme i direkte kontakt med ham og det hellige.

Hellige rejsemål

Ikke mindst kejser Konstantins mor dronning Helena bidrog i 300-tallet til at materialisere pilgrimstanken, da hun foranledigede, at der blev bygget kirker i Jerusalem og Betlehem, som hun opfordrede til, at man besøgte på sin pilgrimsfærd. I Jerusalem blev der bygget en kirke, hvor Jesus var blevet korsfæstet og opstod, og i Betlehem blev der bygget en kirke over den grotte, som traditionen havde udpeget som Jesus’ fødested.

I Middelalderen er et yndet rejsemål de steder, hvor der er genstande, de såkaldte relikvier, der er knyttet til Jesus og de helgener, der på en særlig måde repræsenterer det guddommelige nærvær.

Der bliver skabt en fælles trospraksis, når man går sammen, oplever det samme og kan reflektere sammen.

Pilgrimsvandring – en levende tradition

Den ortodokse kirke og den katolske kirke har holdt pilgrimstanken og dens praksis med at tage på pilgrimsvandring levende gennem århundreder. I de protestantiske kirker har ikke mindst den engelske baptistprædikant John Bunyans bog – The Pilgrim’s Progress fra 1678[1] – haft stor indflydelse som én af de mest udbredte andagtsbøger. Bogen underbygger følelsen af at være en fremmed, der i verden er på vej mod den evige salighed. Det gælder om at forsage verden for at gøre sig klar til den endelige forløsning og udfrielse fra verden for at kunne finde hvile hos Gud.

På tværs af kirkerne

Pilgrimstanken er blevet opfattet forskelligt i kirkesamfundene, men i dag sker der en interessant og nødvendig nyfortolkning af dens teologi og praksis. Det sker i et fællesskab mellem kristne fra de forskellige kirkesamfund.

Grundtanken er at være på vej sammen i et fællesskab, der nok vedkender sig forskellene mellem kirkesamfundene, men ikke lader sig stoppe af de teologiske og historiske konflikter. Fælles bønner ser dagens lys, og vi opdager, at vi kan lære nye og gamle salmer i fællesskab. Der læses undervejs fra Bibelen, som er fælles for alle kristne, selvom der godt kan være forskel på oversættelserne. Der bliver skabt en fælles trospraksis, når man går sammen, oplever det samme og kan reflektere sammen.

Undervejs sker der en koncentration om, hvad der er vigtigt i tilværelsen.

Målet for pilgrimsvandringen kan være kirker eller hellige steder. Undervejs sker der en koncentration om, hvad der er vigtigt i tilværelsen. I den forstand er der fortsat et element af forsagelse i pilgrimsvandringen. Men i forhold til Bunyan er der en fornyet opmærksomhed på at være taknemlig over for skaberværket og en indbygget opfordring til at tage vare på naturen til bedste for vores efterkommere.

Pilgrimsvandring giver økumenien liv og en fælles retning med respekt for, at vi bringer vores forskellige traditioner i spil.

Læs også ‘Viborg – den gamle pilgrimsby‘ om Hærvejens hovedby som det jyske pilgrimscentrum.

[1] The Pilgrim’s Progress udkom i adskillige danske udgaver i de følgende århundreder.

Relateret

• 16. jun. 2025 - Fra økumenisk bibelcamp til folkemøde
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning
• 25. mar. 2025 - Repræsentanter fra et bredt kirkelandskab udgør lokalledelsen ved dette års Himmelske Dage
• 20. feb. 2025 - På vandring
• 16. dec. 2024 - Et folk på vandring

Find flere

I slutningen af 1990´erne begyndte interessen for pilgrimstanken at vokse i Skandinavien. Vadstena Pilgrimscentrum blev oprettet i Sverige – og interessen begyndte at spire frem især omkring Nidaros-domen i Norge. Begge steder var gamle nordiske pilgrimsmål.

I Vadstena skabte historierne om den hellige Birgitta i middelalderen grobund for valfarterne. I Nidaros var det fortællingerne om den hellige Olav, der kendes som grundlægger af Norge som nation. Da interessen for pilgrimsspiritualiteten begyndte at vokse igen, blev de to nordiske helligsteder vigtige nye fora, og det blev oplagt at åbne pilgrimscentre der.

Pilgrimscenter i Viborg

I Danmark har den stærke lutherske tradition stort set udryddet interessen for lokale helgener, men rundt omkring i landet begyndte interessen for de nordiske pilgrimsinitiativer dog at pible frem. Flere tog på besøg i Vadstena og Trondheim og kom inspirerede hjem. En mindre gruppe af pilgrimsinteresserede begyndte at mødes i Løgumkloster, og i Viborg spirede tanken om at skabe et lille pilgrimscentrum.

Viborg ligger som hoveddestination på Hærvejen, og det var derfor oplagt at have et lille sted, hvor man kunne modtage de mange vandrende, der kom sydfra, eller hvorfra man kunne vejlede og udsende dem, der skulle vandre fra Viborg og sydover.

En lille gruppe kvinder kontaktede domprovsten, og det resulterede i, at et lille forhus knyttet til domprovstegården blev indrettet som pilgrimssted. Herfra voksede pilgrimsbevægelsen, og foreningen Viborg Pilgrimscentrum fik sin første større opgave. Man var bl.a. optaget af at afdække historien om Sankt Kjeld, der var en lokal helgen fra Viborg, og det lykkedes gennem tiden at samle meget værdifuldt materiale om en ellers ret ukendt side af dansk helgenhistorie.

Herberger langs Hærvejen

Gennem et stort netværksarbejde lykkedes det at skabe gode overnatningsmuligheder langs hærvejen.

Sideløbende arbejdede man med at udvikle Herberger langs Hærvejen ved en hjælp af en række interregionale fonde, der understøttede turisme-udviklingen. Arkitekt Andreas Blinkenberg i samarbejde med pilgrimspræst Elisabeth Lidell fik ideen, og gennem et stort netværksarbejde lykkedes det at skabe gode overnatningsmuligheder langs hærvejen, især stillede gårde undervejs fx staldbygninger til rådighed. Via fonde blev der skaffet penge til at renovere bygningerne, og de enkelte ejere forpligtede sig til i løbet af en 10-årig periode at holde herbergerne åbne forår, sommer og efterår.

Landsdækkende pilgrimsruter

I Løgumkloster udviklede pionéren Jens Kristian Krarup konceptet Klosterruten, der skulle gå gennem hele Danmark til væsentlige kultur- og klosterdestinationer. Det blev til et livsværk, udfoldet i ti grundige guidebøger, der i høj grad var med til at danne rygraden i den danske pilgrimsbevægelse. Efterhånden som den 2300 kilometer lange rute blev til og blev beskrevet, forbandt den alle dele af landet.

Klosterruten … skulle gå gennem hele Danmark til væsentlige kultur- og klosterdestinationer.

Også Santiago-foreningen, der er landets største pilgrimsforening, har gjort en stor indsats. De har planlagt og afmærket Den Danske Pilgrimsrute, der ligesom Klosterruten går gennem det meste af landet, bare med en anden og mere enkel ruteføring.

Pilgrimsforeninger

Santiago-foreningen har primært hentet sine medlemmer blandt vandrende, der har gået til Santiago de Compostela. Da interessen for at vandre på de franske, portugisiske og spanske ruter stadig er stor, har denne forening en væsentlig betydning som aktør. Spredt i landet findes diverse lokale pilgrimsforeninger og -grupper – bl.a. i Nordjylland, Sønderjylland, Fyn, København og Roskilde.

Pilgrimspræster

Pilgrimsbevægelsen består primært af lægfolk, men ganske få præster er ansat af stifterne til at arbejde – i det mindste på deltid – mere grundigt med pilgrimsarbejdet. Viborg var først til at oprette en pilgrimspræstestilling, og siden fulgte Århus, så Lolland-Falster, og til slut Roskilde Stift.

Mange præster også andre steder har taget pilgrimsarbejdet til sig som en måde at danne menighed på.

De fire stifter er i dag fortsat de mest engagerede, men mange præster også andre steder har taget pilgrimsarbejdet til sig som en måde at danne menighed på. Det bedste og tidligste eksempel er nok menigheden i Bellahøj i København, hvor en af de tidlige pionerer, sognepræst Peter Møller Jensen, gik aktivt i gang med at gøre pilgrimsarbejdet til en del af menighedens liv og vækst. Bellahøj menighed ses stadig aktivt vandrende ude på Klosterruten, ofte flere gange om året, og efterhånden tager flere og flere præster denne inspiration op.

Der er ingen tvivl om, at pilgrimsbevægelsen er kommet for at blive – også selvom vejene indimellem har været snørklede og kringlede, fulde af forhindringer undervejs, som altid på enhver klassisk pilgrimsvej.

Mere viden:

Den bevægelige spiritualitet (eksistensen.dk)
Den Danske Klosterrute – Pilgrimsvandring (klosterruten.dk)
Den danske pilgrimsrute – Foreningen af Danske Santiagopilgrimme
Pilgrim | viborgstift.dk
Pilgrim Møn og Sydsjælland | Pax et bonum (pilgrimmoen.dk)
Pilgrimsguide til Vadstena – Pilgrimsvandring.dk
Nidaros Pilegrimsgård (nidarospilegrimsgard.no)

Læs også artiklen ‘Pilgrimsvandring og økumeni‘, der fortæller om historien bag pilgrimsvandringer.

Relateret

• 20. feb. 2025 - På vandring
• 16. dec. 2024 - Et folk på vandring
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken
• 28. apr. 2023 - Skal jeg lyse for dig?
• 28. apr. 2023 - Viborg – den gamle pilgrimsby

Find flere

Lars Midtgaard er 58 år og præst i Bethelkirken i Aalborg. Han valgte at bruge tre ugers orlov i august på at gå en pilgrimsvandring i Italien. Tidligere tiders baptister ville have ’korset sig’, undskyld udtrykket – for det er da ret ’katolsk’ at gå pilgrimsvandring. Men ikke længere. Det gør tusindvis af mennesker.

At slutte godt

Lars fortæller, at han har knap 10 år til pensionen.

”Vi taler ofte om, at det er vigtigt at starte godt. Men jeg har længe følt, at det er enormt vigtigt at slutte godt. Min store drøm er at stå på min første pensionsdag og tænke, at de sidste ti år var bedre end de første år.”

Netop pilgrimsvandringen skulle bruges til at finde mere liv, mere kraft og mere begejstring end i de første ti års tjeneste.

”Jeg har haft brug for et fundament, et startskud. At reflektere specielt over min relation til Gud. Og jeg har virkelig haft store oplevelser undervejs, en erfaring af, at Gud har større omsorg for mig, end jeg kan fatte.”

Den skræmmende ensomhed

Lars gik 420 km ”plus det løse”, fra Lucca til Rom. Det er den sidste del af den godt 2000 km lange pilgrimsrute, der går fra Canterbury i England over Frankrig og Schweiz til Italien. Denne strækning har mere end 1000 års historie.

Det er faktisk Lars’ hustru, Mona, som har inspireret ham til at gå. Det var imidlertid klart for ham, at denne tur skulle han gå alene, og det fik han lov til af Mona. ”Jeg har aldrig været så længe fra Mona i vores 32 års ægteskab”, fortæller han.

Undervejs følte han sig da også ind imellem ensom, selvom det præcis var, hvad han havde søgt.

”Jeg er glad for, at jeg gjorde det og tog den udfordring. Det, vi dybest set længes efter, er ikke altid det, der føles bedst i nuet. Hvis jeg kun søger det, jeg kan håndtere, går jeg glip af noget. Noget, Gud vil give mig.”

Han fortæller om store naturoplevelser undervejs. Også skræmmende. Som da han stod to meter fra et vildsvin og havde øjenkontakt. ”Gud beskyttede mig”, siger Lars.

Og da han gik vild og ikke vidste, hvor han var. Det var en varm dag – flere dage var der 40 grader – og denne vildvej førte ham syv-otte km igennem en svalende, smuk skov. Træernes kroner skyggede, hvor han ude på ruten ville have gået under den brændende sol. Gud sagde til mig: ”Det her var ikke den vej, du skulle gå i dag, men jeg ville lige vise dig det her, jeg også har skabt.”

Et publikum på én

Lars fortæller, at en af de ting, han kæmpede med undervejs, var hans livslange udfordring med sin egen personlighed.

”På forskellige måder har Gud talt meget til mig om min værdi. Hvor værdifuld jeg er for ham som hans barn. Det kan jeg finde i hvert andet kapitel i Bibelen, men undervejs havde jeg rigtig mange oplevelser af, at min værdi først og fremmest er i ham og ikke i, hvad mennesker mener om mig og vurderer min måde at være præst på.

Det er nok noget at det stærkeste, Gud har givet mig på denne tur. Jeg tror, jeg har fået et forstærket fundament i den tid, jeg har tilbage som præst. At dels handler det ikke om mig og hvad andre mener om mig, og dels at jeg forvalter de gaver, jeg har fået. Jeg har kun et publikum på én. Og det er min himmelske far. Det står stærkt tilbage.

Så slap af og kravl ned fra den der piedestal. Det handler om Jesus og vores himmelske far.”

Lars indrømmer, at han i sin travle hverdag ikke altid tager tid til sin egen andagt.

”Jeg havde en forventning om, at når jeg gik, ville jeg opleve Gud, hans tanker og visioner for mig. Og det er blevet opfyldt.”

Så han er nu klar til sidste etape før pensionen.

Relateret

• 28. apr. 2023 - Skal jeg lyse for dig?
• 28. apr. 2023 - Viborg – den gamle pilgrimsby
• 28. apr. 2023 - Pilgrimsvandring og økumeni
• 28. apr. 2023 - En græsrodsbevægelse, som vokser nedefra
• 18. aug. 2022 - Hvornår så vi dig syg?

Find flere

Elisabeth Lidell

Bibelen læser jeg som én stor pilgrimsbog. Bibelens Abraham forlod sit land og sin slægt på Guds bud. Også Israels folk sendes på vandring. De bryder op fra det kendte og trygge, men ufrie liv i Egypten – for at finde en ny frihed. Moses og hans folk forlod slavetilværelsen i Ægypten og vandrede 40 år i ørkenen. Dengang som i dag er en ørkenvandring ikke nogen fornøjelse. Men for Israel var den nødvendig, for at folket kunne lade sig lede.

Jerusalem med Sions Bjerg og templet blev til et meget vigtigt valfartsmål, se valfartssalmerne.[1] Men vejen selv bliver til stedet for mødet med Gud. Gud kommer mennesker i møde: Han går foran, han følger, han går med. Denne Vejens Gud har ingen fast bopæl, hvor man kan komme ham særlig nær og ære ham. Han vil tilbedes i hjertet. Det er, som om Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Gud går sammen med sit folk – under ørkenvandringen i form af en sky eller en ildstøtte. Mennesker føler sig tættere på Gud, når de farer vild, eller når de går i ørkenen.

Men vejen selv bliver til stedet for mødet med Gud.

Kristne på vandring

Det kristne folk er også på vandring. Jesus kaldte fiskere til at følge sig, og de forlod deres trygge tilværelse og fiskegarn. Efter hans død brød mennesker op for at bringe det gode budskab om Guds rige ud til mennesker, ud i verden. Gennem vandringen voksede Guds rige. Sådan er det kristne folk på vandring – sat i bevægelse af Bibelen. Den historie, Bibelen fortæller, er i tid spændt ud mellem to steder, mellem verdens begyndelse og afslutningen: Skabelsen af en ny himmel og en ny jord, hvor Gud selv skal bo hos menneskene.

Pilgrim

Det gamle ord ’pilgrim’ associerer til jorden. Det opstod fra den latinske betegnelse ’peregrinus’: fremmed, udlænding. ’Per agrum’ betyder en rejse eller et ophold på ageren. Sådan fanger ordet spændingen ind: Pilgrimmen er af jorden, men det betegner samtidig en åndelig rejse, hvis mål er himlen.

Pilgrimmen er af jorden, men det betegner samtidig en åndelig rejse, hvis mål er himlen.

På pilgrimsvandringer vandrer vi sammen og erfarer, at Kristus bliver vores rejseledsager. Ordet bliver kød og tager bolig i os; evangeliet får ben at gå på. Vandringen fremmer et ægte møde med én selv, med natur, medmennesker og Gud. Fortællingen om de to venners vandring til Emmaus er blevet min yndlingshistorie: Kristus er vores medvandrer på livets vej.[2]

Emmaus-vandrerne

Evangelisten Lukas skriver, at Jesus åbenbarer sig, mens han går. På den måde viderefører han vandringens betydning også efter påsken. At Jesus lever videre i disciplenes tro, viser sig ved, at de går: To disciple går på vejen fra Jerusalem til Emmaus, og den opstandne kommer som en fremmed rejseledsager, en pilgrim. Mens de går og taler, oplever disciplene mening. Skriften, som den opstandne udlægger, skridtes af til fods. Den opstandne er en vandringsmand, en gæst på jorden, som efterlader brændende hjerter hos dem, som bliver tilbage. Fordi Jesus ville bringe det glædelige budskab til alle, ikke mindst syge og fattige, trætte og udslukte mennesker, kunne han ikke blive på ét sted. Umådelig mange gange finder vi i Det Nye Testamente verbet ’at gå omkring’ hæftet til Jesus. Han befandt sig på evig pilgrimsrejse. I ham, i hans handlinger, ord og måltidsfællesskaber kom Gud selv til mennesker.

En vandrebevægelse

Ved hjælp af Apostlenes Gerninger kan vi rekonstruere, hvordan de første kristne holdt vandrebevægelsen ved lige: De gik fra hus til hus og var gæster hos hinanden. Apostlene tog deres sendelsesopgave som budbringere til fods alvorligt, ikke mindst Paulus. I Det Nye Testamente kan vi læse, at mange tilhørere forandrede sig, når de var undervejs.

Ordet bliver kød og tager bolig i os; evangeliet får ben at gå på.

”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne”.[3] Sådan maler Lukas billedet af den første menighed i Jerusalem. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Der var også spændinger og strid. Men det gjaldt om at holde fast ved troen i en svær tid. – Også vi går i ganske bestemte fodspor – nemlig af ham, der kaldte sig selv ’Vejen’.

”Følg mig”

I Det Nye Testamente bliver vandringens budskab til en grundbevægelse. Den går fra Jesus over disciplene og videre til apostlene. Prædiken og vandring, efterfølgelse og medvandring hørte sammen i Jesus’ liv og virke. Det er ikke tilfældigt, at Jesus ikke slog sig ned. Budskabet om Guds riges gennembrud skulle bæres ud i verden til fods. Der fandtes ikke andre medier, hverken telefon eller fjernsyn. Budskabet afhang af mødet ansigt til ansigt. Det lykkedes Jesus at motivere andre til at gå og lade sig forvandle i forhold til livet. Han bevægede dem til at vandre i troen.

”Følg mig!” sagde Jesus til Levi.[4] – ”Følg mig!” sagde han til os i dåben, og han gentager det hver dag – til os hver især: ”Følg mig!” Forlad indgroede og usunde strukturer, bevæg dig ud i det ukendte, ud på Herrens mark, vær frimodig, tal med andre mennesker om ’det med Gud’, vis troens kendetegn, bær kors, gå i kirke, tag på retræte og pilgrimsvandring, læs i Bibelen, deltag i studiekredse og bibelmeditationer… Det er ikke for sent at bryde op!

[1] Salmernes Bog kap. 120-134

[2] Lukas-evangeliet kap. 24, vers 13-35

[3] Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 42

[4] Markus-evangeliet kap. 2, vers 14

Relateret

• 19. sep. 2025 - Byen kalder Gud – en bønnebog
• 20. feb. 2025 - På vandring
• 16. dec. 2024 - Et folk på vandring
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken
• 04. apr. 2024 - Giv det videre

Find flere