baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Thu, 16 Apr 2026 04:00:47 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Pilgrimsvandring og økumeni https://baptist.dk/pilgrimsvandring-og-oekumeni/ Fri, 28 Apr 2023 11:30:15 +0000 https://baptist.dk/?p=14000 Det Nye Testamentes tanke om, at den kristne er en fremmed i verden – fx i Første Peters Brev kap. 2, vers 11-12 – er pilgrimstankens rod.


Peter Lodberg:

  • Formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd 2022-
  • Lektor og professor ved Det Teologiske Fakultet, Afdeling for Systematisk Teologi, sektion for Missionsteologi og Økumenisk Teologi 1996-
  • Afdelingsleder ved Afdeling for Teologi, Institut for Kultur og Samfund 2012-15
  • theol. 2010
  • Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp 2002-04
  • Generalsekretær i Det økumeniske Fællesråd 1985-89

I den latinske bibeloversættelse Vulgata møder vi ordet fremmed i ordet peregrini, der er forudsætning for det danske ord pilgrim. I det tidlige Romerrige (30 f.Kr. – 212 e.Kr.) var en pregrinus en fri lokal undersåt, som ikke var romersk borger.

Fri og fremmed på jord

I de første kristne menigheder opstår på den baggrund opfattelsen af, at den kristne er en fri person i forhold til myndighederne, og at man finder sin sande identitet som en fremmed på jorden, når man forlader det kendte og begiver sig ud i det fremmede.

Den kristnes rejse mod et pilgrimsmål på jorden bliver en foregribelse af den endelige rejse mod gudsriget. Den jordiske pilgrimsrejse går derfor til de steder, hvor Jesus selv opholdt sig, eller hvor der er levn efter ham, så det bliver muligt at komme i direkte kontakt med ham og det hellige.

Hellige rejsemål

Ikke mindst kejser Konstantins mor dronning Helena bidrog i 300-tallet til at materialisere pilgrimstanken, da hun foranledigede, at der blev bygget kirker i Jerusalem og Betlehem, som hun opfordrede til, at man besøgte på sin pilgrimsfærd. I Jerusalem blev der bygget en kirke, hvor Jesus var blevet korsfæstet og opstod, og i Betlehem blev der bygget en kirke over den grotte, som traditionen havde udpeget som Jesus’ fødested.

I Middelalderen er et yndet rejsemål de steder, hvor der er genstande, de såkaldte relikvier, der er knyttet til Jesus og de helgener, der på en særlig måde repræsenterer det guddommelige nærvær.

Der bliver skabt en fælles trospraksis, når man går sammen, oplever det samme og kan reflektere sammen.

Pilgrimsvandring – en levende tradition

Den ortodokse kirke og den katolske kirke har holdt pilgrimstanken og dens praksis med at tage på pilgrimsvandring levende gennem århundreder. I de protestantiske kirker har ikke mindst den engelske baptistprædikant John Bunyans bog – The Pilgrim’s Progress fra 1678[1] – haft stor indflydelse som én af de mest udbredte andagtsbøger. Bogen underbygger følelsen af at være en fremmed, der i verden er på vej mod den evige salighed. Det gælder om at forsage verden for at gøre sig klar til den endelige forløsning og udfrielse fra verden for at kunne finde hvile hos Gud.

På tværs af kirkerne

Pilgrimstanken er blevet opfattet forskelligt i kirkesamfundene, men i dag sker der en interessant og nødvendig nyfortolkning af dens teologi og praksis. Det sker i et fællesskab mellem kristne fra de forskellige kirkesamfund.

Grundtanken er at være på vej sammen i et fællesskab, der nok vedkender sig forskellene mellem kirkesamfundene, men ikke lader sig stoppe af de teologiske og historiske konflikter. Fælles bønner ser dagens lys, og vi opdager, at vi kan lære nye og gamle salmer i fællesskab. Der læses undervejs fra Bibelen, som er fælles for alle kristne, selvom der godt kan være forskel på oversættelserne. Der bliver skabt en fælles trospraksis, når man går sammen, oplever det samme og kan reflektere sammen.

Undervejs sker der en koncentration om, hvad der er vigtigt i tilværelsen.

Målet for pilgrimsvandringen kan være kirker eller hellige steder. Undervejs sker der en koncentration om, hvad der er vigtigt i tilværelsen. I den forstand er der fortsat et element af forsagelse i pilgrimsvandringen. Men i forhold til Bunyan er der en fornyet opmærksomhed på at være taknemlig over for skaberværket og en indbygget opfordring til at tage vare på naturen til bedste for vores efterkommere.

Pilgrimsvandring giver økumenien liv og en fælles retning med respekt for, at vi bringer vores forskellige traditioner i spil.

Læs også ‘Viborg – den gamle pilgrimsby‘ om Hærvejens hovedby som det jyske pilgrimscentrum.

[1] The Pilgrim’s Progress udkom i adskillige danske udgaver i de følgende århundreder.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Det Nye Testamentes tanke om, at den kristne er en fremmed i verden – fx i Første Peters Brev kap. 2, vers 11-12 – er pilgrimstankens rod.


Peter Lodberg:

  • Formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd 2022-
  • Lektor og professor ved Det Teologiske Fakultet, Afdeling for Systematisk Teologi, sektion for Missionsteologi og Økumenisk Teologi 1996-
  • Afdelingsleder ved Afdeling for Teologi, Institut for Kultur og Samfund 2012-15
  • theol. 2010
  • Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp 2002-04
  • Generalsekretær i Det økumeniske Fællesråd 1985-89

I den latinske bibeloversættelse Vulgata møder vi ordet fremmed i ordet peregrini, der er forudsætning for det danske ord pilgrim. I det tidlige Romerrige (30 f.Kr. – 212 e.Kr.) var en pregrinus en fri lokal undersåt, som ikke var romersk borger.

Fri og fremmed på jord

I de første kristne menigheder opstår på den baggrund opfattelsen af, at den kristne er en fri person i forhold til myndighederne, og at man finder sin sande identitet som en fremmed på jorden, når man forlader det kendte og begiver sig ud i det fremmede.

Den kristnes rejse mod et pilgrimsmål på jorden bliver en foregribelse af den endelige rejse mod gudsriget. Den jordiske pilgrimsrejse går derfor til de steder, hvor Jesus selv opholdt sig, eller hvor der er levn efter ham, så det bliver muligt at komme i direkte kontakt med ham og det hellige.

Hellige rejsemål

Ikke mindst kejser Konstantins mor dronning Helena bidrog i 300-tallet til at materialisere pilgrimstanken, da hun foranledigede, at der blev bygget kirker i Jerusalem og Betlehem, som hun opfordrede til, at man besøgte på sin pilgrimsfærd. I Jerusalem blev der bygget en kirke, hvor Jesus var blevet korsfæstet og opstod, og i Betlehem blev der bygget en kirke over den grotte, som traditionen havde udpeget som Jesus’ fødested.

I Middelalderen er et yndet rejsemål de steder, hvor der er genstande, de såkaldte relikvier, der er knyttet til Jesus og de helgener, der på en særlig måde repræsenterer det guddommelige nærvær.

Der bliver skabt en fælles trospraksis, når man går sammen, oplever det samme og kan reflektere sammen.

Pilgrimsvandring – en levende tradition

Den ortodokse kirke og den katolske kirke har holdt pilgrimstanken og dens praksis med at tage på pilgrimsvandring levende gennem århundreder. I de protestantiske kirker har ikke mindst den engelske baptistprædikant John Bunyans bog – The Pilgrim’s Progress fra 1678[1] – haft stor indflydelse som én af de mest udbredte andagtsbøger. Bogen underbygger følelsen af at være en fremmed, der i verden er på vej mod den evige salighed. Det gælder om at forsage verden for at gøre sig klar til den endelige forløsning og udfrielse fra verden for at kunne finde hvile hos Gud.

På tværs af kirkerne

Pilgrimstanken er blevet opfattet forskelligt i kirkesamfundene, men i dag sker der en interessant og nødvendig nyfortolkning af dens teologi og praksis. Det sker i et fællesskab mellem kristne fra de forskellige kirkesamfund.

Grundtanken er at være på vej sammen i et fællesskab, der nok vedkender sig forskellene mellem kirkesamfundene, men ikke lader sig stoppe af de teologiske og historiske konflikter. Fælles bønner ser dagens lys, og vi opdager, at vi kan lære nye og gamle salmer i fællesskab. Der læses undervejs fra Bibelen, som er fælles for alle kristne, selvom der godt kan være forskel på oversættelserne. Der bliver skabt en fælles trospraksis, når man går sammen, oplever det samme og kan reflektere sammen.

Undervejs sker der en koncentration om, hvad der er vigtigt i tilværelsen.

Målet for pilgrimsvandringen kan være kirker eller hellige steder. Undervejs sker der en koncentration om, hvad der er vigtigt i tilværelsen. I den forstand er der fortsat et element af forsagelse i pilgrimsvandringen. Men i forhold til Bunyan er der en fornyet opmærksomhed på at være taknemlig over for skaberværket og en indbygget opfordring til at tage vare på naturen til bedste for vores efterkommere.

Pilgrimsvandring giver økumenien liv og en fælles retning med respekt for, at vi bringer vores forskellige traditioner i spil.

Læs også ‘Viborg – den gamle pilgrimsby‘ om Hærvejens hovedby som det jyske pilgrimscentrum.

[1] The Pilgrim’s Progress udkom i adskillige danske udgaver i de følgende århundreder.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/pilgrimsvandring-og-oekumeni/feed/ Medvandring i Bibelen https://baptist.dk/medvandring-i-bibelen/ Mon, 16 May 2022 12:55:41 +0000 https://baptist.dk/?p=12237 Som kristne er vi en del af den vandring, som er Bibelens fortælling om Gud og menneske. Og Bibelens budskab er, at Gud går med.


Elisabeth Lidell

Bibelen læser jeg som én stor pilgrimsbog. Bibelens Abraham forlod sit land og sin slægt på Guds bud. Også Israels folk sendes på vandring. De bryder op fra det kendte og trygge, men ufrie liv i Egypten – for at finde en ny frihed. Moses og hans folk forlod slavetilværelsen i Ægypten og vandrede 40 år i ørkenen. Dengang som i dag er en ørkenvandring ikke nogen fornøjelse. Men for Israel var den nødvendig, for at folket kunne lade sig lede.

Jerusalem med Sions Bjerg og templet blev til et meget vigtigt valfartsmål, se valfartssalmerne.[1] Men vejen selv bliver til stedet for mødet med Gud. Gud kommer mennesker i møde: Han går foran, han følger, han går med. Denne Vejens Gud har ingen fast bopæl, hvor man kan komme ham særlig nær og ære ham. Han vil tilbedes i hjertet. Det er, som om Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Gud går sammen med sit folk – under ørkenvandringen i form af en sky eller en ildstøtte. Mennesker føler sig tættere på Gud, når de farer vild, eller når de går i ørkenen.

Men vejen selv bliver til stedet for mødet med Gud.

Kristne på vandring

Det kristne folk er også på vandring. Jesus kaldte fiskere til at følge sig, og de forlod deres trygge tilværelse og fiskegarn. Efter hans død brød mennesker op for at bringe det gode budskab om Guds rige ud til mennesker, ud i verden. Gennem vandringen voksede Guds rige. Sådan er det kristne folk på vandring – sat i bevægelse af Bibelen. Den historie, Bibelen fortæller, er i tid spændt ud mellem to steder, mellem verdens begyndelse og afslutningen: Skabelsen af en ny himmel og en ny jord, hvor Gud selv skal bo hos menneskene.

Pilgrim

Det gamle ord ’pilgrim’ associerer til jorden. Det opstod fra den latinske betegnelse ’peregrinus’: fremmed, udlænding. ’Per agrum’ betyder en rejse eller et ophold på ageren. Sådan fanger ordet spændingen ind: Pilgrimmen er af jorden, men det betegner samtidig en åndelig rejse, hvis mål er himlen.

Pilgrimmen er af jorden, men det betegner samtidig en åndelig rejse, hvis mål er himlen.

På pilgrimsvandringer vandrer vi sammen og erfarer, at Kristus bliver vores rejseledsager. Ordet bliver kød og tager bolig i os; evangeliet får ben at gå på. Vandringen fremmer et ægte møde med én selv, med natur, medmennesker og Gud. Fortællingen om de to venners vandring til Emmaus er blevet min yndlingshistorie: Kristus er vores medvandrer på livets vej.[2]

Emmaus-vandrerne

Evangelisten Lukas skriver, at Jesus åbenbarer sig, mens han går. På den måde viderefører han vandringens betydning også efter påsken. At Jesus lever videre i disciplenes tro, viser sig ved, at de går: To disciple går på vejen fra Jerusalem til Emmaus, og den opstandne kommer som en fremmed rejseledsager, en pilgrim. Mens de går og taler, oplever disciplene mening. Skriften, som den opstandne udlægger, skridtes af til fods. Den opstandne er en vandringsmand, en gæst på jorden, som efterlader brændende hjerter hos dem, som bliver tilbage. Fordi Jesus ville bringe det glædelige budskab til alle, ikke mindst syge og fattige, trætte og udslukte mennesker, kunne han ikke blive på ét sted. Umådelig mange gange finder vi i Det Nye Testamente verbet ’at gå omkring’ hæftet til Jesus. Han befandt sig på evig pilgrimsrejse. I ham, i hans handlinger, ord og måltidsfællesskaber kom Gud selv til mennesker.

En vandrebevægelse

Ved hjælp af Apostlenes Gerninger kan vi rekonstruere, hvordan de første kristne holdt vandrebevægelsen ved lige: De gik fra hus til hus og var gæster hos hinanden. Apostlene tog deres sendelsesopgave som budbringere til fods alvorligt, ikke mindst Paulus. I Det Nye Testamente kan vi læse, at mange tilhørere forandrede sig, når de var undervejs.

Ordet bliver kød og tager bolig i os; evangeliet får ben at gå på.

”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne”.[3] Sådan maler Lukas billedet af den første menighed i Jerusalem. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Der var også spændinger og strid. Men det gjaldt om at holde fast ved troen i en svær tid. – Også vi går i ganske bestemte fodspor – nemlig af ham, der kaldte sig selv ’Vejen’.

”Følg mig”

I Det Nye Testamente bliver vandringens budskab til en grundbevægelse. Den går fra Jesus over disciplene og videre til apostlene. Prædiken og vandring, efterfølgelse og medvandring hørte sammen i Jesus’ liv og virke. Det er ikke tilfældigt, at Jesus ikke slog sig ned. Budskabet om Guds riges gennembrud skulle bæres ud i verden til fods. Der fandtes ikke andre medier, hverken telefon eller fjernsyn. Budskabet afhang af mødet ansigt til ansigt. Det lykkedes Jesus at motivere andre til at gå og lade sig forvandle i forhold til livet. Han bevægede dem til at vandre i troen.

”Følg mig!” sagde Jesus til Levi.[4] – ”Følg mig!” sagde han til os i dåben, og han gentager det hver dag – til os hver især: ”Følg mig!” Forlad indgroede og usunde strukturer, bevæg dig ud i det ukendte, ud på Herrens mark, vær frimodig, tal med andre mennesker om ’det med Gud’, vis troens kendetegn, bær kors, gå i kirke, tag på retræte og pilgrimsvandring, læs i Bibelen, deltag i studiekredse og bibelmeditationer… Det er ikke for sent at bryde op!

[1] Salmernes Bog kap. 120-134

[2] Lukas-evangeliet kap. 24, vers 13-35

[3] Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 42

[4] Markus-evangeliet kap. 2, vers 14

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Som kristne er vi en del af den vandring, som er Bibelens fortælling om Gud og menneske. Og Bibelens budskab er, at Gud går med.


Elisabeth Lidell

Bibelen læser jeg som én stor pilgrimsbog. Bibelens Abraham forlod sit land og sin slægt på Guds bud. Også Israels folk sendes på vandring. De bryder op fra det kendte og trygge, men ufrie liv i Egypten – for at finde en ny frihed. Moses og hans folk forlod slavetilværelsen i Ægypten og vandrede 40 år i ørkenen. Dengang som i dag er en ørkenvandring ikke nogen fornøjelse. Men for Israel var den nødvendig, for at folket kunne lade sig lede.

Jerusalem med Sions Bjerg og templet blev til et meget vigtigt valfartsmål, se valfartssalmerne.[1] Men vejen selv bliver til stedet for mødet med Gud. Gud kommer mennesker i møde: Han går foran, han følger, han går med. Denne Vejens Gud har ingen fast bopæl, hvor man kan komme ham særlig nær og ære ham. Han vil tilbedes i hjertet. Det er, som om Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Gud går sammen med sit folk – under ørkenvandringen i form af en sky eller en ildstøtte. Mennesker føler sig tættere på Gud, når de farer vild, eller når de går i ørkenen.

Men vejen selv bliver til stedet for mødet med Gud.

Kristne på vandring

Det kristne folk er også på vandring. Jesus kaldte fiskere til at følge sig, og de forlod deres trygge tilværelse og fiskegarn. Efter hans død brød mennesker op for at bringe det gode budskab om Guds rige ud til mennesker, ud i verden. Gennem vandringen voksede Guds rige. Sådan er det kristne folk på vandring – sat i bevægelse af Bibelen. Den historie, Bibelen fortæller, er i tid spændt ud mellem to steder, mellem verdens begyndelse og afslutningen: Skabelsen af en ny himmel og en ny jord, hvor Gud selv skal bo hos menneskene.

Pilgrim

Det gamle ord ’pilgrim’ associerer til jorden. Det opstod fra den latinske betegnelse ’peregrinus’: fremmed, udlænding. ’Per agrum’ betyder en rejse eller et ophold på ageren. Sådan fanger ordet spændingen ind: Pilgrimmen er af jorden, men det betegner samtidig en åndelig rejse, hvis mål er himlen.

Pilgrimmen er af jorden, men det betegner samtidig en åndelig rejse, hvis mål er himlen.

På pilgrimsvandringer vandrer vi sammen og erfarer, at Kristus bliver vores rejseledsager. Ordet bliver kød og tager bolig i os; evangeliet får ben at gå på. Vandringen fremmer et ægte møde med én selv, med natur, medmennesker og Gud. Fortællingen om de to venners vandring til Emmaus er blevet min yndlingshistorie: Kristus er vores medvandrer på livets vej.[2]

Emmaus-vandrerne

Evangelisten Lukas skriver, at Jesus åbenbarer sig, mens han går. På den måde viderefører han vandringens betydning også efter påsken. At Jesus lever videre i disciplenes tro, viser sig ved, at de går: To disciple går på vejen fra Jerusalem til Emmaus, og den opstandne kommer som en fremmed rejseledsager, en pilgrim. Mens de går og taler, oplever disciplene mening. Skriften, som den opstandne udlægger, skridtes af til fods. Den opstandne er en vandringsmand, en gæst på jorden, som efterlader brændende hjerter hos dem, som bliver tilbage. Fordi Jesus ville bringe det glædelige budskab til alle, ikke mindst syge og fattige, trætte og udslukte mennesker, kunne han ikke blive på ét sted. Umådelig mange gange finder vi i Det Nye Testamente verbet ’at gå omkring’ hæftet til Jesus. Han befandt sig på evig pilgrimsrejse. I ham, i hans handlinger, ord og måltidsfællesskaber kom Gud selv til mennesker.

En vandrebevægelse

Ved hjælp af Apostlenes Gerninger kan vi rekonstruere, hvordan de første kristne holdt vandrebevægelsen ved lige: De gik fra hus til hus og var gæster hos hinanden. Apostlene tog deres sendelsesopgave som budbringere til fods alvorligt, ikke mindst Paulus. I Det Nye Testamente kan vi læse, at mange tilhørere forandrede sig, når de var undervejs.

Ordet bliver kød og tager bolig i os; evangeliet får ben at gå på.

”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne”.[3] Sådan maler Lukas billedet af den første menighed i Jerusalem. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Der var også spændinger og strid. Men det gjaldt om at holde fast ved troen i en svær tid. – Også vi går i ganske bestemte fodspor – nemlig af ham, der kaldte sig selv ’Vejen’.

”Følg mig”

I Det Nye Testamente bliver vandringens budskab til en grundbevægelse. Den går fra Jesus over disciplene og videre til apostlene. Prædiken og vandring, efterfølgelse og medvandring hørte sammen i Jesus’ liv og virke. Det er ikke tilfældigt, at Jesus ikke slog sig ned. Budskabet om Guds riges gennembrud skulle bæres ud i verden til fods. Der fandtes ikke andre medier, hverken telefon eller fjernsyn. Budskabet afhang af mødet ansigt til ansigt. Det lykkedes Jesus at motivere andre til at gå og lade sig forvandle i forhold til livet. Han bevægede dem til at vandre i troen.

”Følg mig!” sagde Jesus til Levi.[4] – ”Følg mig!” sagde han til os i dåben, og han gentager det hver dag – til os hver især: ”Følg mig!” Forlad indgroede og usunde strukturer, bevæg dig ud i det ukendte, ud på Herrens mark, vær frimodig, tal med andre mennesker om ’det med Gud’, vis troens kendetegn, bær kors, gå i kirke, tag på retræte og pilgrimsvandring, læs i Bibelen, deltag i studiekredse og bibelmeditationer… Det er ikke for sent at bryde op!

[1] Salmernes Bog kap. 120-134

[2] Lukas-evangeliet kap. 24, vers 13-35

[3] Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 42

[4] Markus-evangeliet kap. 2, vers 14

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/medvandring-i-bibelen/feed/