Hver gang jeg sætter mig med en nyskrevet bog af den svenske ”ørkensøn”, Peter Halldorf, så vækkes der i mit stille indre en tillidsfuld forventning om at blive ført ved hånden, af Ånden, ind i forfatterens egne levede erfaringer med en Gud, som elsker og vil verden.

Jeg kalder ham lidt frimodigt for én af ørkenens sønner, fordi han gennem hele sit forfatterskab og sin livsstil læner sig op ad og henviser til ørkenens fædre og mødre, som søgte Guds fortrolighed i taknemlig bøn, stilhed og ensomhed. Nu har han gjort en lille tynd bog i kirkeårets lilla faste-farve med titlen; ”Sporene af det skjulte”. En appetitvækker til det helt enkle og næsten usynlige. En forsmag af håb!

Den uanstrengte visdom

Fra én af de første gange jeg mødte Peter Halldorf, husker jeg stadigvæk velduften af den uanstrengte visdom, han formidler. Det væsentligste, jeg tog med mig fra det møde, kan koges ind til: ”Når du vil lære dig noget nyt eller tilegne dig noget vigtigt, så begynd i det små. Begynd med noget der er så lidt, at det næsten kan virke foragteligt og ubetydeligt og lad det vokse derfra”

Det er med en længsel efter at smage denne enkelhed, jeg nu med bogen i hånden igen ser frem mod den violette ventetid, som er optakten til påsken. Det er i det længselsfulde, det enkle og i den tålmodige venten, Kristus slår følge med os på vejen mod korset og opstandelsen – i den rækkefølge.

Jeg føler mig stadigt mere overbevist om, at vi i dag som kristenhed glemmer og mister noget af evangeliets kraft, når vi i nutidens bakspejl ser tilbage på, og baglæns ind i, påskens begivenheder.

”Vi ved jo godt, hvordan det ender… Jesus opstod jo af graven” – What’s not to like! Efter en skærtorsdags aftengudstjeneste for nogle år siden kom en velmenende kristen bror hen og gav mig hånden med hilsenen: ”Glædelig påske”. Bytter vi om på rækkefølgen og springer ventetiden over, går vi glip af noget dyrebart. Bogen her er en hjælp til at søge ”sjælens åndelige forårsvej”, der peger frem mod opstandelsen og et spirende håb.

Fastens præmis:
Træd ind på en ukendt vej og lad uvisheden skærpe dit fokus…

I flere år har min morgenbøn igennem fastetidens fyrre dage været en daglig meditationslæsning i Walter Wangerins bog: ”Se hvor nu Jesus træder”. Denne lille bog er blevet en skattet forårsbebuder og en kærkommen hjælp til at gå forlæns ind i påskens mysterium, set gennem disciplen Peters øjne i Markusevangeliet.

I år vil jeg give denne 20 år gamle bog mulighed for at hvile på hylden og i stedet nysgerrigt og forventningsfuldt lade Peter Halldorfs livserfaring og Gudserfaring lede mig igennem de korte og lette daglige læsninger, som ”Sporene af det skjulte” ser ud til at indeholde. Jeg skriver med vilje ”ser ud til”, fordi jeg ikke har læst bogen og fordi jeg heller ikke agter at gøre det, før fastetiden indledes askeonsdag den 22. februar. Det er hele fastens præmis: Træd ind på en ukendt vej og lad uvisheden skærpe dit fokus på det nuværende og det nærværende.

Med udgangspunkt i flere personlige møder og med tanke på forfatterens tidligere udgivelser tør jeg uden forbehold love, at der i løbet af de godt hundrede siders små daglige brudstykker vil ”… fremspire en fornyet længsel og kærlighed i hjertet – til Gud og til alt, hvad der lever og ånder på jorden.” 

Sporene af det skjulte
– Daglig læsning i fastetiden
Af Peter Halldorf
103 sider, hæftet med flapper,
Pris: kr. 150,00
ISBN 978-87-93062-46-7
Udkom på dansk den 10. februar 2023

Boedal 2023

Tre tilfældige nedslag

Inden jeg afslutningsvis vil gøre tre helt tilfældige nedslag i bogen, vil jeg dele en personlig betragtning, som kan være god at huske på, hvis man får lyst til at søge fastetidens skjulte spor: Er motivationen at præstere og synliggøre fastetidens dyder, så vær særligt opmærksom, når du møder de to tydeligste tegn på fristelsens afveje: Mismodet og hovmodet! ”Jeg duer ikke til det her, jeg har ikke styrken til det og er ikke åndelig nok” eller ”Hold da op, det går rigtig godt – jeg ville ønske, at flere tog deres tro mere alvorligt og gjorde som jeg.”

Under overskriften ”Veje og vildspor”, deler forfatteren denne erfaring med os: ”Den ivrige søgen efter Gud må ikke blive en viljeshandling… Faste er ikke nogen åndelig triatlon. Det er en tid for opmærksomhed, så Gud kan nå frem til os”

Fjerde søndag i fasten inviteres vi til at ”smage på Gud”. ”For at kunne leve må vi spise og ved skabelsen giver Gud mennesket hele verden som mad. Det vi spiser, gør os i stand til at ånde, tænke og takke. Men det forgængelige kan ikke tilfredsstille os”.

På skærtorsdags aften – ”I mørkets stund” rækker Peter Halldorf os en hånd at holde i med en opmuntring til at opgive kampen mod det onde – at give den op – til Gud. Må Guds lys og kærlighed finde dig og give dig håb ved forfatterens opfordring: ”Hvis det onde angriber dig fra én side, så vend dig i den modsatte retning. Mod Faderen. Overgiv dig i Hans hænder. I lyset fra Hans søns ansigt har mørket ingen magt”

Guds fred og et ønske om en velsignet fastevandring med bogen ”Sporene af det skjulte” i hånden. 

Her er flere tanker fra Peter Halldorf om fasten.

Relateret

• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 16. jun. 2025 - Fra økumenisk bibelcamp til folkemøde
• 19. maj. 2025 - ”Sange fra Taizé”: Rune Funch og Kirkefondet står bag ny sangbog, der udkommer på Himmelske Dage
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning

Find flere

Fakta om kristne og faste:

• Kristne har i 1600 år haft en rytme med faste forud for hver højtid. Påskefasten er årets store faste. 40 dage – svarende til Jesu faste. Da søndagene er opstandelsesdage, faster man ikke dér. Fasten starter askeonsdag – to dage efter fastelavnsmandag.

Selv faster Jesus i 40 dage lige efter, han er blevet døbt. Han bliver af Helligånden drevet ud i ørkenen, som en slags forberedelse på hans tjeneste. Fasten svækker ikke hans åndelige evner, tværtimod. Han er ”fit for fight” og svarer årvågent igen på Djævelens fristelser, f.eks. at gøre sten til brød.[1]

At tænke stort om livet

Som baptister har vi lagt afstand til fasten og andre gamle kristne traditioner.  Bl.a. fordi vi slår fast, at ingen handlinger kan gøre os fortjent til Guds nåde og kærlighed. Hvorfor skal man så faste?

Den svenske præst og forfatter Peter Halldorf skriver i bogen ”Vejledning om fasten”: ”Nåden er den kristnes største privilegium. Livet er gratis fra begyndelsen. Frelsen er en ufortjent gave. Men når Gud åbner sin hånd og rækker sine gaver til os, er det os, der vælger, hvordan vi vil forvalte dem… At faste er at tage sig selv alvorligt. Det er at tænke stort om livet og forvalte den gave, det er at være menneske.”

Vi skal lære at koncentrere os om det væsentlige… Fastens mål er et liv med dybde.

Faste skal at flytte fokus!

Man kan vælge at faste fra hvad som helst. Tidligere var faste udelukkende at afstå fra mad, men helt andre ting kan i dag tiltage sig magten over vores liv. Fjernsynet eller internettet – og måske endda specielle sites, spil på mobilen eller sociale medier som Facebook. Faste handler altså bl.a. om at prioritere tiden på en anden måde, som kan komme både én selv og andre mennesker til gavn. Samtidig er fasten en anledning til at spare penge og give dem til nogen, der helt ærligt har mere brug for dem. Det kan være menighedens arbejde blandt fattige i Danmark eller et af BaptistKirkens missionsprojekter.

Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?
Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.
Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herre
n vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger:
Her er jeg!
Esajas 58:5-9

Faste er som beskæring

Faste handler ikke kun om at afstå fra det, der skader vores sjæl. Tværtimod handler det om at afstå fra noget godt, for at få noget bedre. Det er ligesom en beskæring af et frugttræ. Beskæring sker, for at træet kan koncentrere sig om at sætte frugt og ikke skyde unødvendigt mange grene. Sådan er det også at være menneske, især i dag. Vi skal lære at koncentrere os om det væsentlige. Vælge nøje, hvilke tilbud, vi tager imod, for ikke at sprede vores opmærksomhed og blive overfladiske. Man sætter en grænse for sit liv for at få et liv med dybde.

Bøn og faste hører nøje sammen i Bibelen. Vi kan skærpe vore sanser ved at flytte vores fokus fra det ydre til det indre – fra det, vi kan købe og som kan distrahere os, til mere tid til det indre, åndelige liv – med daglig bøn, læsning af gode åndelige bøger og ikke mindst Bibelen. Så er man for alvor klar til festen, når den kommer.

Fasten skal være frivillig. ”Hvor Herrens ånd er, er der frihed”. Kun noget, du gør af fri vilje, kan få lov til at forvandle dig.
.

Læs også Klaus Abildgaards refleksioner over Peter Halldorfs nye bog fra 2023  “Sporene af det skjulte” med daglige læsninger til fasten.  

.
Læs også Johannes Aakjær Steenbuchs artikel ‘Når fastetiden er slut, er det tid at faste fra fasten‘

[1] Matthæusevangeliet 4:1-11

Relateret

• 22. dec. 2025 - Et blik på bekymringer inspireret af Skriften
• 16. okt. 2025 - Fredsfyrster?
• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 17. apr. 2025 - Påskens smerte

Find flere

”Mennesker undrer sig ofte over, at vagtbierne ofrer deres liv for at forsvare stadet. Men det er ikke mere underligt, end at menneskets hvide blodlegemer kaster sig over indtrængende bakterier, æder dem eller dør under kampen. De hvide blodlegemer og vagtbierne udfører samme funktion: De beskytter et legeme mod fjender. Et bifolk kaldes et legeme, for det handler om ét væsen …”.

Et bifolk kaldes et legeme, for det handler om ét væsen.

Passioneret biavler

Peter Halldorf fortæller om sin glæde ved at kende ‘de flyvende forkyndere’: ”Også i bisamfundet er der forskellige tjenester: Bidronningen er billedet på Gudsmoderen, som skænker os Livets brød; træk-bierne som flyver langt afsted for at samle pollen, er menighedens missionærer; de bier, som i stadet med deres vinger skaber luftstrømme omkring honningcellerne, så honningen modnes, ligner kirkens lovsangere. Og så er der dronerne, bisamfundets mystikere, de tilsyneladende unyttige, som minder os om, hvor vi har vores fred.”[1]

Biavlerens bidrag

De bidrager yderst uanseeligt til herlighederne. Biavleren sikrer, at bierne får den plads, de behøver for at formere sig og samle deres guld. Hvis ikke det udviklingsrum gives, er der stor risiko for sværmning. Alle ved, hvor meget rod sværmeri kan forsage i en menighed …

Der er ingenting, der kan sammenlignes med gyldengul, nyslynget honning.

Glæden ved honning

Der er ingenting, der kan sammenlignes med gyldengul, nyslynget honning. Du kan øse den i rigelig mængde over friske bær – eller på en nybagt pizza med basilikum og gedeost – og byde dine venner på et måltid, de sent vil glemme.

Biernes betydning

Alle biavlere véd, hvilken betydning bierne har for hele skaberværket. Bierne er jordnære vidnesbyrd om hele Guds væsen og skabervirke og har derfor en betydning for hele kloden, som må ligge ethvert helhjertet menneske på sinde!

Opsøg gerne mere viden og læs selv om, hvor vigtig både påsken og bierne er for os alle.

[1] Det norske magasin STREK, se http://www.strekmag.no

Relateret

• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 17. apr. 2025 - Påskens smerte
• 15. apr. 2025 - Korsvejsstationerne illustreret af mænd på kanten af livet
• 29. mar. 2024 - Langfredag var hjerteskærende og tærende
• 28. mar. 2024 - Den stille uge

Find flere

Peter Halldorf

• en af hovedtalerne ved årets sommerstævne i Lindenborg
• tilhører pinsekirken i Sverige
• er præst, forfatter og leder af det nordiske økumeniske fællesskab i Bjärka Säby.

Kirkefaderen Maximos Bekenderen tegner i 600-tallet en enkel version af såvel menighedens som den enkelte kristnes liv, når han siger, at ”kirken er menneske og mennesket er kirke”.

Hans ord er et stik i hjertet på al åndelig individualisme, samtidig med at de antyder, at hvert menneske er en kirke i miniature. Den enkelte repræsenterer hele menneskeheden, og hans eller hendes frelse er forbundet med hele verdens frelse. Vi er templer for Helligånden, som viser sig gennem os. Men det er som en del af kirken, Kristus´ legeme, at vi giver Guds liv krop. Ingen kan gøre krav på alene at spejle helheden i Kristus´ liv og Åndens gaver. Det gør vi kun sammen.

Som skabt i den treenige Guds billede er fællesskabet indbygget i menneskets identitet. Vi er fra begyndelsen i et forhold til Gud, men også til vores medmennesker – ja, til hele skabelsen. Vi bliver mennesker gennem vores relationer. Synden tærer på menneskets relationer. Når de sønderrives, havner mennesket udenfor sig selv. Bruddet på fællesskabet gør os til fremmede, ikke bare for hinanden, men også for os selv.

Vi er fra begyndelsen i et forhold til Gud, men også til vores medmenneske.

Hele verden

Økumeni, på græsk oikoumenikos, betyder ordret, det ‘som vedrører den beboede verden’, dvs ‘verdensomfattende’. Det umiddelbare tegn på Åndens tilstedevær er de mange tungemål, som tales. Det bekræfter, at kirken fra sin fødselsdag er økumenisk. Dens horisont berører hele den beboede verden. Hele menneskeheden. Den taler alle sprog!

Til forskel fra sekten, som er til for de udvalgte og forkynder deres frelse og alle andres fortabelse, er kirken til for hele verden. Den er den nye menneskehed i miniature. Hver gang der fejres nadver, bærer kirken hele verden frem for Gud. Evangeliet gælder alle mennesker – alle som har levet, alle som lever, og alle som vil komme til at leve.

Kirken som den nye menneskehed var derfor en vision for de første kristne. Den kristne menighed er et tegn på, at Gud i Kristus har forsonet hele verden med sig for at skabe en menneskehed, der i sit indbyrdes fællesskab genspejler treenighedens indre liv. Evangeliet overvinder ikke bare vores fjendskab med Gud, men også fremmedgørelse og rivalisering mellem mennesker. Kirkens liv på jorden er et genskin af livet i himlen. Det er et profetisk fællesskab, som gennem sit liv drager fremtiden til sig. Gennem Helligåndens iboende liv er menigheden det fællesskab, hvor ordet er gået i opfyldelse: ”Lider en legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver en legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.”[1]

Kirken som Kristi krop udtrykker ikke bare menighedens opgave: at kropsliggøre Kristus. Den illustrerer også den kristne tros fælles karakter.

Tungetale er heling

På pinsedagen påbegyndes den dybe heling af såret i menneskehedens krop. Sprogunderet er det første tegn. Pinsen er begyndelsen på slutningen af den globale sprogforbistring, som har sit ophav i Babel.[2] Miraklet, da disciplene begynder at tale ”andre tungemål med de ord, som Ånden indgav dem”[3] var, at de pludselig blev forståelige, ikke uforståelige! Al splittelse er dybest set sproglig. Vi forstår ikke hinanden – vil ikke forstå hinanden.

Tungetalen er helingens tegn; den nye menneskeheds sprog; bekræftelsen på, at Kristus´ forsoning er et serum mod den mest dødelige af alle gifte – tungens. Et fællesskab formes, der hvor man forstår hinanden, allerede inden man kender hinanden. Et fællesskab, som ikke bygger på lighed eller ens holdninger, køn eller klasse, race eller parti, men på Åndens enhed gennem fredens bånd. De, som aldrig af naturlige årsager ville have søgt hinandens selskab, befinder sig pludselig sammen. De er ét hjerte og én sjæl. De udgør én menneskehed. En ny ånd har taget bolig i deres bryst, en kærlighed er indgydt i deres hjerter.

En fælles erfaring

Apostlen Paulus – erfaringens vigtigste teolog i den unge kirke – fremhæver kraftfuldt det fælles træk ved den kristnes åndelige erfaringer . For Paulus er erfaringen af Ånden lige så vigtig som troen – og denne erfaring er altid fælles. Åndelighed reduceret til privatreligiøsitet er en selvmodsigelse i kristen tankegang; en fremmed fugl i den unge kirkes verden. At tilhøre Kristus er at tilhøre hans legeme, som er menigheden. ”Med en og samme Ånd er vi alle døbt til at høre til en og samme krop”.[4] Tydeligere kan det ikke siges: At blive fyldt af Helligånden delagtiggør mig i Guds liv, men også i andre menneskers liv. Jeg bliver en del af et ”Helligåndens fællesskab”.[5] Den fælles erfaring af Ånden er grundlaget for al kristen enhed. Eller omvendt: Uden erfaringen af Ånden er alle forsøg på at opnå kristen enhed forgæves.

Når de kristne på pinsedagen fremtræder som én krop, har de været sammen om en fælles oplevelse: Helligånden blev givet til hver og en, som om Ånden alene var til ham eller hende. Men det personlige træk i pinsens erfaring gør den ikke til noget privat. Her fødes et nyt fællesskab. Ordene om ”én ånd” og ”ét legeme”[6] er gået i opfyldelse.

Den kristne menighed er et fællesskab, hvor vi alle er nådegaver – charismata – givet til hinanden.

1 1. Korintherbrev kap. 12, vers 26
2 1. Mosebog kap. 11, vers 1-9
3 Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 4
4 1. Korinther-brev kap. 12, vers 13
5 2. Korinther-brev kap. 13, vers 13a
6 Efeser-brevet kap. 4, vers 3

Relateret

• 27. sep. 2025 - Formandstalen 2025
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 10. apr. 2025 - Tidsånden
• 21. jan. 2025 - Ny kirkebygning i Sæby – bygget af levende sten
• 08. jan. 2025 - Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket

Find flere