At have penge er direkte forbundet med muligheden for at realisere de fleste af vores ønsker i livet. Samtidig bliver andres opfattelse af os ofte farvet af vores økonomiske status. Penge fungerer altså både som adgangen til ’det gode liv’ og som statussymbol. Derfor bliver målet med livet let at være godt stillet økonomisk.

Det rammer hjertet

Vi er først og fremmest kaldet til at elske Gud af hele vores hjerte og vores næste, som os selv.[1] Det kald kommer før de mål og længsler, vi ellers måtte have i livet. Når vi elsker vores næste, så får andre mennesker en plads i vores hjerter, og når de lider, lider vi med dem. Derved bliver andres ønsker lige så meget værd som vores egne, så hver gang vi møder reelle behov, rammer det vores hjerte. Men at elske Gud og vores næste, som os selv, vil altid være svært for os.

Tre problemer kendetegner os i dag

• manglende villighed til at hjælpe, når der er reelle behov!
• manglende villighed til at se, hvornår vi ikke skal bede om hjælp, men derimod hjælpe!
• trang til at sammenligne vores gavmildhed med andres!

Det kalder på nyt liv

Jesus talte om, at Guds Rige var nær.[2] For at leve i overensstemmelse med den virkelighed skulle disciplene frimodigt dele deres håb, omsorg og ressourcer uden at kræve noget igen.[3] Ét er at give, hvor der er behov; noget andet er at give, hvor man oplever sig kaldet til det.

Guds Rige, der kommer nær, kalder på mere end bevarelsen af det eksisterende.

Hvis vi kun giver ud fra tanken om behov, fokuserer vi på problemerne, og det kommer alene til at handle om at slukke ildebrande – og blot opretholde status quo i tilværelsen. Men Guds Rige, der kommer nær, kalder på mere end bevarelsen af det eksisterende. Nyt liv må og skal spire frem.

Gavmildhed binder os sammen

Jesus giver os et fint billede i lignelsen om sædemanden, hvor alle typer jordbund (dvs. mennesker) får muligheden for at blive en del af Guds Rige. Vi fornemmer tydeligt, at vi selv er kaldet til at være med i sædemandens arbejde.[4] Det handler ikke kun om at dele evangeliet, for Jesus udpensler, hvad det vil sige at stole på Gud, og forklarer, at i tillid til Gud skal vi ikke holde på det, vi er blevet givet, men skaffe os punge, der ikke kan slides op.[5]

Jeg har opdaget, at det faktisk er sundt at give.

Med henvisning til den samme lignelse kalder Paulus menighederne til gavmildhed i deres indsamling og siger, at gavmildhed hænger tæt sammen med at adlyde Gud, for gavmildhed binder mennesker sammen.[6] Det kalder mig til at mærke efter, om Gud vil lægge på mit hjerte at give til noget – også selvom jeg ikke kender til et behov (endnu). Et kald til at give i tillid til, at tilskyndelsen kom fra Gud.

Råderet over økonomien

Jeg har opdaget, at det faktisk er sundt at give. Jeg har en tendens til nærighed. Jeg elsker at skrabe til mig, og jeg opbygger nemt en stærk fornemmelse af, at jeg har fortjent det, jeg ejer. Hvis jeg ikke passer på, gør det tankemønster mig kynisk, og jeg kan mærke, at denne beskrivelse kunne komme til at passe på mig:

At give vedligeholder min bevidsthed om, at alt det, jeg ejer, er en gave fra Gud.

Hvis en kristen, der har rigeligt med penge, ser en anden kristen lide nød, men nægter at hjælpe, hvordan kan Guds kærlighed så være i sådan en person?[7]

Når det ind imellem lykkes mig at adlyde kaldet til at give, vedligeholder det min bevidsthed om, at alt det, jeg ejer, er en gave fra Gud. Mit liv tilhører Kristus. Derfor bør Kristus have råderetten – også over min økonomi.

På Guds vilkår

Jeg bør acceptere det liv, Gud har kaldet mig til at leve, og de vilkår, Herren har givet mig i livet. Jeg skal med evigheden for øje erkende, at det ikke gør den store forskel, hvilken status jeg har i livet, om jeg har penge eller ej. Ikke fordi Gud ønsker, at vi skal leve på en sten, men Gud kalder os til at tjene ham godt og helhjertet med det, vi har. Når vi er optaget af Kristus, er det nemmere at give alt det andet fra os. Selv vores penge.[8]

Det er ufatteligt vigtigt, at vi er gavmilde med vores penge. Det samme gælder vores tid og vores tilgivelse!

[1] Matthæus-evangeliet kap. 22, vers 37-40

[2] Matthæus-evangeliet kap. 3, vers 2 og 17; kap. 6, vers 33

[3] Matthæus-evangeliet kap. 10, vers 5-10; kap. 6, vers 38

[4] Matthæus-evangeliet kap. 13, vers 1-23

[5] Lukas-evangeliet kap. 12, vers 22-34

[6] 2. Korintherbrev kap. 9, vers 6-15

[7] 1. Johannesbrev kap. 3, vers 17-18

[8] 1. Korintherbrev kap. 7, vers 17a. 29-31. 35

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Jeg har pensionsopsparing og formue i fast ejendom – og jeg kan genkende mig selv i Jesus’ kritik. Jeg er optaget af renter og huspriser, følger med i kurser. Jeg vedligeholder og istandsætter hus og sommerhus for at sikre min formue. Dér er jeg motiveret, dér er mit hjerte. Alligevel synes jeg, at jeg mangler penge. Meget af det, jeg drømmer om, har jeg ikke råd til.

I vores kirkers fællesskab fylder økonomi også meget. Mange kirker fortæller, at de har dårlig økonomi. Selv kirker med regnskab i balance klager og siger, at hvis bare vi havde flere penge, så kunne vi gøre det, vi gerne ville. Økonomi står øverst på mange dagsordener i menighedsråd og på menighedsmøder. Jo mere tid og bekymring vi bruger på økonomien, jo mere bliver det dér, vores hjerte er.

Har vi råd til det?

Jesus siger: ”I skal koncentrere jer om Gud og det, han vil have jer til, og så sørger han for alt det andet. I skal ikke bekymre jer om dagen i morgen.”[1] Jesus er kritisk overfor vores optagethed af penge og vores bekymring, om vi nu har nok til det hele. Han opfordrer os til at fokusere på det, Gud vil, og slippe vores materielle bekymringer.

Når jeg tager Jesus på ordet, får det vilde konsekvenser i mit liv. Når jeg koncentrerer mig om Gud og det, han vil have mig til, skal jeg ikke tænke på pengene. Når min rigdom er, hvad Gud kalder mig til, så er mit hjerte dér, og Gud vil sørge for alt andet.

Jeg har aldrig solgt alt, hvad jeg ejede, og det kommer jeg nok aldrig til.

Jeg har aldrig solgt alt, hvad jeg ejede, og det kommer jeg nok aldrig til. Men jeg har oplevet omvæltninger og store beslutninger, som skyldes det, Gud vil. Da har jeg selv mistet kontrollen og måttet acceptere, at jeg ikke er herre over mit eget liv. Det er hårdt, og det er også godt, for jeg har erfaret, at Gud altid har sørget for mig.

Tag Jesus på ordet!

Der er penge nok – det er motivation og mod, der mangler.

Når vi i kirken tager Jesus på ordet, så får det også vilde konsekvenser. Vi skal koncentrere os om, hvad Gud vil have os til, og ikke bekymre os om pengene. Når vi i kirken siger, at vi mangler penge, så er det løgn! Der er penge nok – det er motivation og mod, der mangler. Derfor er vejen frem, at vi tør beslutte at gøre det, som Gud kalder os til, og gøre det uden at bekymre os om de økonomiske konsekvenser.

Når vi i kirken ser et regnskab med underskud, er den normale fornuftige reaktion at bruge færre penge. Men måske er løsningen det modsatte: Måske skyldes vores underskud, at vi bruger for få penge? Måske har vi underskud, fordi vi gør for lidt eller gør det forkerte?

Kirkens problemer med økonomien

Jesus kalder os ikke til at ordne et økonomisk problem med en økonomisk løsning. Nej, det kræver ånd og visioner. Jeg vil påstå, at kirkens problemer med økonomien ikke har med penge at gøre! Kirkens økonomiske problemer dækker altid over andre og væsentligere problemstillinger. Mener vi, at vi mangler 10% i indtægter, så er løsningen ikke at skære 10% i udgifterne. Det løser ikke problemet! Næste år vil vi igen mangle yderligere 10%.

Der er ingen, der gider at dække et underskud, men de fleste vil gerne være med til at støtte et levende menighedsliv og attraktive projekter.

En kasserer sagde engang: ’Menigheden skal vide, at vi mangler penge, ellers vil de ingenting give!’ Hvert år lavede den kasserer et regnskab, der udviste et mindre underskud, så menigheden kunne få den obligatoriske opsang – også selvom menighedens formue voksede år for år. Da kassereren stoppede, og menigheden begyndte at bruge af formuen, blev menighedsbidraget fordoblet på to år! Der er nemlig ingen, der gider at dække et underskud, men de fleste vil gerne være med til at støtte et levende menighedsliv og attraktive projekter.

En menighed valgte at ansætte en ungdomspræst. Det gjorde man, selv om menigheden ikke havde penge til det. Efter tre år med væsentlig forøgede udgifter viste menighedens regnskab et overskud på 200.000 kr.

Motivation og mod

Udfordringen for os er, at livet i menigheden bliver sådan, at vi får lyst til at betale. Spar mig for mørke moralprædikener om, at ’vi burde’ og at ’være ansvarlige’ og at nu må vi ’tage os sammen’! Det giver ikke en krone mere i kassen. Lad os i stedet koncentrere os om Gud og den missionsopgave, han vil have os til. Lad os koncentrere os om det liv, vi ønsker, og bruge mindre tid på pengene. Når vi fokuserer på mere liv og nye initiativer, giver vi mere.

Når vi mangler penge til kirkens arbejde, er det ikke, fordi vi er fattige. Næsten alle menigheder kan på kort tid fordoble sine indtægter uden at nogen behøver at mangle noget. Det er kun et spørgsmål om motivation og mod. Lad os stoppe med at græde over dårlig økonomi og penge, der mangler. Lad os i stedet bruge vores ressourcer på at skabe og værne om det menighedsliv, som giver os lyst til at give.

Pengene eller livet?

Så hvis din menighed kæmper med dårlig økonomi, så hold op med at bruge tid på økonomi. Bliv i stedet begejstret for nye missionsopgaver, det Gud vil have jer til. Og koster det penge, som I ikke har, så beslut det alligevel. For Gud er alt muligt, også at finde ressourcer til at finansiere det arbejde, som Gud selv ønsker. ’Pengene eller livet?’ Så vælg da livet – og stol på, at Gud vil sørge for pengene.

[1] Matthæus-evangeliet kap. 6, vers 33-34 (Bibelen 2020)

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Familien Mang:

• David (46) og Zung Then (45), Sunday (21), Rai (18) og lillebror Phun (16) kommer fra Matupi i Chin-regionen i Burma og bor nu i Rønne på Bornholm
• David kom til Danmark den 25. juli 2006, resten af familien den 23. februar 2007
• medlemmer af Baptistkirken Bornholm, hvor Zung Then er med i menighedsrådet, og David er formand for den lokale Matupi-gruppe, der bliver kaldt Bornholm Matu Christian Fellowship

Sunday var 16 år, gik i 7. klasse og havde fået fritidsarbejde i Netto. Den første måned tjente han 5.000 kr. ”Jeg arbejdede rigtig meget”, fortæller han. Og han havde ikke lige fanget, at forældrene forventede, at han betalte hele sin første løn til Gud. En tradition, som forældrene havde lært af Sundays farfar hjemme i Burma.

Dels betaler hele familien som noget naturligt tiende. De samler alle de penge, der skal gives til kirken, den sidste søndag i måneden. Kontanterne ligger på bordet, og så lægger alle hænderne på pengene og beder for dem under deres morgenandagt. Så er de klar til at tage til gudstjeneste. Og dels giver de altså også det første af alting til Gud.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle betale alle pengene til kirken.

Så er vi tilbage ved den dag, hvor Sunday får sin første løn fra Netto: ”Jeg syntes, det var uretfærdigt. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle betale alle pengene til kirken eller noget andet med Gud. Vi diskuterede rigtig længe, men så accepterede jeg det. I dag synes jeg, det er en god idé.” Både han og søsteren Rai giver som noget naturligt tiende – og har tænkt sig, at de vil lære deres børn det, når eller hvis de engang skulle få nogle.

Belønnet

Zung Then, moderen i familien, fortæller, at det også var en ny tradition for hende, da hun giftede sig med David. De havde betalt tiende i hendes familie hjemme i Matupi i Chin-regionen i Burma. Men ikke dette med ’førstegrøden’.

Hun følte sig så rigeligt belønnet.

Efter at have haft nogle løse jobs med rengøring i Rønne fik hun elevplads som SOSU-hjælper. Hun havde klaret ikke at få nogen løn i flere måneder, så det var ikke svært for hende at give sin første elevløn til Gud. Og hun følte sig så rigeligt belønnet, da hun et par måneder senere blev gjort opmærksom på, at hun faktisk var voksen-elev og derefter fik voksenløn – med tilbagevirkende kraft. Forskellen var 5.000 kr. udbetalt om måneden.

Familien rummer også Rai Mawi, som fik sit første job i Meny: ”Jeg tjente ikke så meget som Sunday den første måned – og det var ikke bevidst”, forsikrer hun. Lillebror Phun er professionel fodboldspiller i Esbjerg og garanteret den af børnene, der har den højeste løn. Sunday er nyudsprungen student og har et sabbatår, mens Rai nu går i 3.g.

Farfars stemme

David, der er formand for menighedens chin-gruppe, er i øvrigt meget taknemlig for at få lov til at fortælle om deres traditioner med at give til kirken. Han synes vist, at vi danskere kunne give mere – og det er ikke løgn.

Rai oversætter det, hendes far fortæller: ”Farfar, der stadig bor hjemme i Chin, har stor betydning for familien. Han har lært os, at når man får løn, så lægger man en tiendedel til side, inden man bruger pengene. Det er til Gud. Der er et sted i Malakias’ Bog[1], som altid er inkluderet i andagten, hvor der står, at man skal give en tiendedel til Gud, og så vil himlen åbne sig og velsignelsen vil regne ned over dem.”

Det bibelvers har siddet i David lige siden, så han har altid givet, uanset hvor han har været i verden.

Stort ansvar

Jeg kan stadig høre min fars stemme.

”Jeg kan stadig høre min fars stemme”, siger David.  ”Lige meget hvilken kirke du kommer i, skal du give tiende til den kirke. For den, der er præst, kommer til at bede for dig, ligegyldigt om du har det godt eller dårligt, og den præst vil altid være der for dig.” Jeg føler – som Davids og familien Mangs præst – pludselig et stort ansvar.

På besøg i Burma

Hele familien var i Burma for et par år siden. Rai fortæller: ”De var i gang med at bygge en ny kirke. Den gamle var rigtig, rigtig gammel med jordgulv og af træ og havde ikke megen plads. Den nye kirke skulle laves af mursten, højere, bedre og finere. Jeg var overrasket over, hvor meget de gav. De byggede selv. Sunday og jeg var med til at lave gulv. Vi rørte cement. Det var fantastisk. Det overraskede mig, hvor gode de er til at give af både tid og penge.”

Her i landet kan man nok godt leve meget fint, selvom man giver tiende.

Hun fortsætter: ”Det giver faktisk bedre mening her i Danmark at give tiende. Dernede (i Burma) har de mega-lidt tilbage. Her tjener vi rimelig godt, så det burde være nemmere at give. Det er en lidt omvendt tankegang. Her kan man nok godt leve meget fint, selvom man giver tiende. Dernede føles en tiendedel som halvdelen af din løn. Man betaler for ret meget; skolegang, sundhedshjælp – man skal betale for alting. Til gengæld betaler man ikke skat.”

Brutto eller netto

Og så er vi ved spørgsmålet om, hvad man betaler tiende af: Bruttoløn eller nettoløn? Før eller efter man har betalt skat? I Burma er det tydeligvis brutto.

Det er nok et samvittighedsspørgsmål. Lige som det at betale tiende i det hele taget er et spørgsmål om forholdet mellem Gud og den enkelte. En god samvittigheds pagt.

[1] Malakias kap. 3, vers 10

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

I 2013 var bidragene nok til præstens løn og kirkens øvrige udgifter. Men hele ungdomsmedarbejderens løn måtte vi tage af vores opsparing. Om få år måtte vi altså opgive at have en lønnet ungdomsmedarbejder, hvis der ikke skete ændringer i menighedens økonomi.

Synlig økonomi

Derfor besluttede vi at gøre noget for at hæve menighedsbidragene.

Derfor besluttede vi at gøre noget for at hæve menighedsbidragene – selv om det for nogen er grænseoverskridende at tale om penge:

• i 2014 sendte vi en folder om økonomi til alle medlemmer
• i 2015 sendte vi et uddybende hæfte til alle medlemmer og i efteråret brugte vi en gudstjeneste på at tale om penge
• alle nye medlemmer fik udleveret folder og hæfte ved en økonomi-snak med præsten

Menighedsbidrag

2014                  854.164
2015               1.038.810
2016               1.102.142
2017*
2018               1.140.428
2019               1.153.791
2020               1.509.679

*Ingen sammenlignelige tal, da vi ændrede regnskabsår

Menighedsbidraget voksede

Det er altid svært at bestemme årsager til ændret adfærd. Skyldes ændringen vores anstrengelser, eller var det andre faktorer? Det overraskede os, at vi ikke registrerede, at flere begyndte at bidrage, men alligevel voksede indtægterne. Dem, der bidrog, gav altså mere efter vores indsats.

Dem, der bidrog, gav altså mere efter vores indsats.

Gudstjeneste om penge og økonomi

Prædikenen handlede meget direkte og konkret om fire måder at tænke penge og kirke på. De fleste af os får penge ind på kontoen sidst på måneden. Lad os forestille os, at vi lægger dem i en stor skål. Nogle af pengene går til faste udgifter, men der er en rest tilbage, som vi skal fordele i små skåle.

Det kan vi gøre ud fra fire forskellige holdninger:

• Pengene er mine, men jeg giver til Gud:

Jeg betragter pengene som mine, og fordeler dem bevidst eller ubevidst i mine forskellige skåle: ’faste udgifter’, ’mad’, ’tøj’, ’ting’. Der er også en ekstra skål ’luksus’: Det ekstra, der giver glæde i livet (en tur i biografen, kager, et kursus, en rejse…)

Jeg har også hjerte for andre, så jeg har en skål mærket ’nød’. Da jeg er kristen, giver jeg også til kirken, men løn-skålen er ved at være tom, så det bliver ikke det store, jeg lægger i skålen ’kirke’… Jeg tænker, at Gud bliver glad, når jeg også giver lidt til ham.

• En tiendedel er Guds:

Bibelen taler om tiende. 9/10 er mine penge og 1/10 er Guds. Når jeg får løn, tager jeg Guds tiendedel og lægger i hans skåle: ’nød’ og ’kirke’. Bagefter fordeler jeg 9/10 i mine skåle.

’Tiende’ skal ikke nødvendigvis tages bogstaveligt. Det kan også være 5% eller 25%. Ny Testamente er ikke så præcis som Gammel Testamente.

• Alle mine penge er Guds:

Det er Guds ære, at jeg er i live og kan tjene penge. Alle mine penge er i virkeligheden Guds. Men Gud siger til mig: ’Jeg vil give dig 9/10 af mine penge. Det er kun 1/10, som er reserveret til mig’. Jeg lægger 1/10 i ’nød’ og ’kirke’”, men også de 9/10 af pengene forvalter jeg efter bedste evne ud fra de ting, Jesus har sagt.

• Alt tilhører Gud:

Gud har skabt verden, og alt tilhører ham. Ikke bare mine penge, men også jeg og alt, hvad jeg har, tilhører Gud. Jeg forvalter mine penge, min tid, mine ressourcer, mine tanker…  – alt lægger jeg frem for Gud og beder ham vise mig, hvordan det hele skal fordeles.

Alle mine penge er i virkeligheden Guds.

Forvaltertanken

Den første holdning kan vi ikke bygge kirke på, og den forklarer nok mange af nullerne – skålen var tom, når der skulle gives til kirken. De tre sidste holdninger bygger på et vigtigt bibelsk princip: At vi ikke er ejere, men forvaltere af det, Gud har betroet os. Vi må hver især tale med Gud om, hvordan vi skal forvalte vores ressourcer. For mange vil tiende være et godt udgangspunkt.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…

Find flere

Kan det overhovedet betale sig? Eller kunne et fornyet fokus og engagement i Burundi og Rwanda med udgangspunkt i vores rødder, historie, identitet/DNA blive til en ny opblomstringstid for Baptistkirken i Danmark?

En fantastisk rejse

Hvor er det dejligt, at vi i BaptistKirken udsender Lise og Jep Emming til tjeneste i Rwanda og Burundi. Dem skal vi omslutte i forbøn.
18 personer fra Bethelkirken i Aalborg var i Rwanda i februar 2020, og der er jo mange andre, som gennem tiden har besøgt vores fælles historie og projekter i Burundi og Rwanda. Det var en fantastisk rejse. Da vi skulle hjem, mødte vi tilfældigt i Kigali vores unge fra YEGO i BBU, som var i Rwanda på samme tid.

De unge tænder på udviklingsprojekter

Hvis vi gerne vil se flere unge i vores fællesskab og igangsætte flere projekter, så kunne det blive en ny fælles driver.

Vores unge i BBU m.fl. tænder på projekter som socialt arbejde med hjælp til selvhjælp. Hvis vi gerne vil se flere unge i vores fællesskab og igangsætte flere projekter, så kunne det blive en ny fælles driver, der tager afsæt i vores fælles rødder, historie, identitet/DNA.
Alle baptistkirker i Danmark vil kunne se sig selv se sig selv i projekter med afsæt i vores engagement i Rwanda og Burundi…  måske denne fælles passion kunne skabe en ny enhed i BaptistKirken og blive ny opblomstringstid for Baptistkirken i Danmark?
Er der noget, verdenen omkring os forstår og har respekt for, så er det projekter som socialt arbejde med hjælp til selvhjælp.

Lad os bruge pengene!

Vi er som kirkesamfund kaldet til at række ud til de svage og udstødte. Vores opgave som kirkesamfund består ikke i at samle penge sammen i værdipapirer eller kontanter, som vi betaler minus-renter af.
Vi har i BaptistKirken næsten 13.500.000 kr. i værdipapirer og kontanter. Lad os slå hul på kassen og sætte aktiviteter og projekter i gang, som kan blive til velsignelse for andre. Velsign og del ud af de gaver, vi er blevet givet, så skal vi blive velsignet rigt retur.

Læs også Per Becks formandstale på landskonferencen.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Søren Toft-Jensen:

• gift med Hanne, sammen har de 3 voksne sønner
• præget af et kristent grundsyn, medstifter af og bestyrelsesformand i Borgerkirken i Silkeborg
• uddannet auto- og elektromekaniker; nu direktør for forretningsudvikling i Borg Automotive A/S
• bestyrelsemedlem i Borg-Fonden

BorgFondens erklærede mission er at fjerne forhindringer for, at evangeliet skaber livsforandring i Danmark. “Livsforandring er at gå fra ikke at være kristen til at være kristen, at få et personligt forhold til Jesus”, siger Søren Toft-Jensen. “Man bliver sat fri af skyld, skam og forventningspres. Det fører til nyorientering i livet og dermed ændrede prioriteringer på alle livets områder.”

En relevant kirke

Det er BorgFondens Vision at støtte nye ideer til kirkers og menigheders åbning mod mennesker i lokalsamfundet.

Hvad er det for en kirke, du ønsker?
“En kirke, der er til for dem, der ikke går i kirke. Kirken er Guds rige på jord. Den består af et fællesskab af kristne, der hver for sig lever kristenlivet i hverdagen. Kirken skal forkynde Kristus som korsfæstet i et sprog og en stil, så relevant, at man får lyst til at invitere andre til at deltage. Forkyndelsen skal ikke rettes mod intellektet, ikke skabe viden, men livsforandring.

Dem, der ikke går i kirke, er første prioritet.

Dem, der ikke går i kirke, er første prioritet. Det er ledelsens opgave at fastholde menighedens fokus på dem. Kirkegængerne er anden prioritet. Dem skal vi også drage omsorg for, men kirken er til for at bringe evangeliet og dermed livsforandring til mennesker.”

Hvad er kirkens opgave?
“’Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple …’[1] Kirkens opgave er at forkynde, så det enkelte menneske bliver ført til Kristus og kommer til tro. Når det sker, vil det menneske tage hånd om andres behov. Diakonien er medlemmernes opgave og udtryk for, at forkyndelsen smitter af på livet. Det kommer til at påvirke samfundet, fordi mennesker vil opleve Guds kærlighed gennem de kristne.”

Et forandret Danmark

Du taler om, at et menneskes tro skaber livsforandring og om livsforandring i Danmark. Hvad er din drøm om et ændret samfund?
“Drømmen er et samfund, hvor værdinormen bevæger sig tilbage fra penge til mennesker. Der skete et skred i løbet ’80erne og ’90erne. Fokus flyttede sig fra mennesket til pengene. Fx havde kreditforeningerne til formål at gøre det muligt for almindelige mennesker at låne til køb af egen bolig. De blev ændret til aktieselskaber, og deres formål er nu at skabe overskud til aktionærerne. Når værdinormen flyttes fra menneske til penge, sker det mærkværdige, at man mister respekten for pengene, fordi man ikke har respekt for dem, der har tjent pengene.”

Engagement og mission

Mødet med amerikansk kirkeliv har inspireret dig. Hvad er det herfra, du gerne vil implementere?
”I 1996 tilhørte vi som familie en luthersk kirke i Houston. Her oplevede jeg et langt større engagement hos de enkelte medlemmer. Fx samlede menigheden 80.000 kr. ind til et medlem, der havde mistet sit arbejde efter lang tids sygdom. Det ville aldrig ske herhjemme.

Der var en større bevidsthed om mission. Mange kirker har forstået, at evangeliet ikke udbredes ved, at de samme mennesker sidder på bænken hver gang, men ved at nye mennesker hører det. Derfor er det nødvendigt at ændre forkyndelsen, så den bliver relevant for dem, der ikke sidder der hver gang. Kun derved bliver nye mennesker kristne – og de er ofte så optaget af den livsforandring, evangeliet har skabt i dem, at de inviterer andre med.

Det fordrer stor omhyggelighed med at forberede gudstjenesten, så man får noget med sig. Man skal ikke spilde folks tid! Jeg er også inspireret af Rick Warrens kurser. Det koncept er rigtig godt – netop at forkynde evangeliet letforståeligt og forudsætningsløst, så man ikke føler sig udenfor.”

Hvad bør vi undgå at hente fra den amerikanske tradition?
”Herlighedsteologi fx – at rigdom og succes er udtryk for en stærk tro. Også fx stærkt moraliserende forkyndelse.”

Har du andre inspirationskilder?
“Kloge mennesker i verden som Dag Hammerskjöld, Dietrich Bonhoeffer og mange andre.”

Vær til stede, vær tilgængelig, lyt til folk, tag dem alvorligt!

Det forandrede liv

Du taler om, at mennesket bliver forandret i mødet med evangeliet og ændrer sine prioriteringer.
Hvordan kommer det konkret til udtryk?
“Ved at vi indretter vores liv efter det, Jesus foreslår. Man kan jo begynde med almindelig ordentlighed: At skelne mellem rigtigt og forkert, at tale sandt. Det er ikke specielt kristent, men et godt udgangspunkt.

Helt lavpraktisk kan man efterleve Jesus’ bud om at elske Gud og elske sin næste. Jesus siger også, at hvis nogen beder dig gå en mil med ham, så gå to. Vær til stede, vær tilgængelig, lyt til folk, tag dem alvorligt!

Som ung fik jeg selv et råd, som jeg gerne vil give videre: ‘Skriv op, hvad det er for et liv, du gerne vil se tilbage på, når du bliver gammel – i 6-8 punkter. Jeg har revideret punkterne undervejs i mit liv, men det har holdt mig på rette vej.”

[1]    Matthæus-evangeliet kap. 28, vers 19

Relateret

• 01. okt. 2021 - Om at være gavmild!
• 28. sep. 2021 - Pengene eller livet!
• 26. sep. 2021 - Tiende er en naturlig ting
• 25. sep. 2021 - Hvem tilhører pengene?
• 02. jun. 2021 - Skal vi trække os ud af International Mission?

Find flere

Jamie Lynn Cunningham:

• født og opvokset i USA
• ledig fleksjobber med et fysisk handicap
• fraskilt enlig mor

Mine søskende og jeg krævede meget tid og mange penge. Min far taklede presset ved at være nærmest besat af genbrug og at gå på jagt. Begge dele kræver tid og tålmodighed. Enhver jæger og lystfisker ved, at der går ikke meget til spilde, når man selv parterer sin fangst. Min far gemte også de mest mærkelige ting – selv fryseposer vaskede han op og satte til tørre!

Min mor klarede presset ved hjælp af en ny amerikansk trend i 80’erne – kreditkortet! Brug og smid væk! Tag et kviklån! Og for at klare et stort forbrug og en stigende gæld med høje renter, må man arbejde flere timer. Så har man pludselig heller aldrig tid til hinanden. De endte også med at gå fra hinanden – som gælden og afstanden voksede.

Som den ældste gjorde jeg, hvad jeg kunne for ikke at være en belastning eller tidskrævende. Og den amerikanske fundamentalistiske kristne højrefløj gjorde sit til at holde enhver fast i troen på, at økonomisk velstand er et klart tegn på Guds velsignelse og accept.

Uendelige ressourcer

Ressourcerne i ‘Guds eget land’ blev betragtet som grænseløse, og det var blot et spørgsmål om vilje og hårdt arbejde for at opnå rigdom. Derfor var min mors taktik både udbredt og accepteret – det skaber jo økonomisk vækst! Det var først i 1980’erne, at vi begyndte at høre lidt om forurening og om at passe på miljøet, men genbrug var stadig et tegn på fattigdom og måske endda ikke-rettroende adfærd! Så derfor blev mine indsamlinger af plastik og alu-dåser i naturen samt hyppige besøg på bagagerumsmarkeder og Kirkens Korshær som teenager set som mærkelige.

Mærkelig på nye måder

Så kom jeg til Danmark i 1995, hvor mange unge danskere så op til USA’s velstand, som de kendte gennem TV-serien Beverly Hills, mens fællesskabstanken og til en vis grad oliekrisen og krigstidstænkning stadig prægede især den ældre generation. Jeg havde ikke særlig mange penge som udvekslingsstudent og senere som nygift studerende, så jeg brugte mine erfaringer med at udnytte ressourcerne og min tid. Det gjorde mig i høj grad mærkelig på nye måder blandt unge danskere, men fornuftig blandt de ældre.

Jeg opdagede familieudflugter i naturen, tid til hygge og PAUSER.

Danskernes forhold til tid var også fremmed for mig. Butikkerne lukkede meget tidligt og havde endda søndagslukket! Jeg opdagede familieudflugter i naturen, tid til hygge og PAUSER. Det sidste var meget fremmed for mig. ‘Kom til sagen!’ og ‘Klø på!’ var mere min stil, men jeg har opdaget, hvor stor betydning hygge og pauser har for familiens trivsel – og for at kommunikationen omkring fælles beslutninger lykkes. Men selv dét er ved at ændre sig. Begrebet ‘stress’ er nærmest en epidemi nu.

At klare hverdagen kræver et NEJ TAK

Jeg praktiserer ‘Plan B’ og udtrykket ‘nej tak’.

Jeg har stadig ikke mange ressourcer, men jeg er ekspert i at klare hverdagen med lidt. Jeg praktiserer ‘Plan B’ og udtrykket ‘nej tak’. Nej tak til reklamer, der promoverer forbrugerisme. Nej tak til for mange aftaler, fordi tid til mig selv og min datter også er en aftale. Nej tak til udsalg, fordi planlægning kan sikre imod fejlkøb og overforbrug. Nej tak til jagten på lykke og perfekthed, fordi livet gør ondt, og menneskers behov er der nok af. Nej tak til bebrejdelser og frygt, fordi opmuntring og kærlighed er vor Herres taktik. Nej tak til had, griskhed og uretfærdighed, fordi det ikke hører Guds rige til.

I Bibelen har jeg aldrig selv kunnet finde opfattelsen af økonomisk velstand som entydigt tegn på Guds velsignelse. Tværtimod – Jesus søgte ikke rigdom eller travlhed, men fællesskab og nærvær i Guds Plan B: Død og opstandelse. Det kræver max tillid til Guds løfter og formaninger mod frygt og bekymringer.

Relateret

• 23. mar. 2023 - Fastetiden – årets vigtigste tid?
• 20. dec. 2022 - Et bæredygtigt liv i praksis
• 01. okt. 2021 - Om at være gavmild!
• 28. sep. 2021 - Pengene eller livet!
• 26. sep. 2021 - Tiende er en naturlig ting

Find flere

Om Michael Frost

Michael Frost, 38 år, bor i Viby Sjælland med sin kone Lajla og deres to børn Boaz (7) og Aveline (5).
Uddannet HA (jur.) og Cand.merc MAC fra Handelshøjskolen i København.
Michael og familien kommer i Roskilde Baptistkirke, hvor Michael også er en del af menighedsrådet.
Michael startede i 2005 internetboghandlen eLounge sammen med forretningspartneren Henrik Riis. eLounge blev i 2010 solgt til forlaget Gyldendal.

Michael hjælper ved siden af sine egne selskaber, andre firmaer med at komme ind på nye markeder eller med lanceringen af nye produkter. Michael har i denne forbindelse hjulpet Label King ind i Danmark og har stået bag Saxos lancering af ‘Saxo Premium’.

I september 2018 har Michael lanceret sit seneste selskab ‘24Fotos’ under sloganet ‘Slut med glemte minder’. 24Fotos tilbyder et foto-abonnement, hvor man kan få et fotoalbum fremkaldt direkte fra sin telefon på blot nogle få minutter.

Det var sommeren 2015. Jeg sad i min bil på vej tilbage fra kontoret i Viborg. Kun få timer tidligere havde jeg kørt den modsatte retning på vej mod det, jeg forventede skulle blive en normal arbejdsdag. Men nu sad jeg i bilen allerede igen, og i tasken ved siden af mig var en fyreseddel.

Følelserne og tankerne fór rundt i hovedet på mig, og bekymringerne begyndte at presse sig på. Med ca. 3½ time hjem til Roskilde kunne følelserne og frygten få tid til at tage kontrol. Jeg kørte bilen ind til siden velvidende, at det var afgørende lige nu, hvad der fik lov til at fylde mit sind og mine tanker. Jeg fandt min telefon frem, og i stedet for de økonomi-podcasts, jeg normalt hørte på turen, fandt jeg en prædiken frem.

Prædikenen

Det var en simpel prædiken, der handlede om, hvordan livets op- og nedture mindede om hinanden. Det er begge situationer, hvor vi er nødt til at beslutte os for, hvad vi sætter vores lid til. Til os selv og vores egne evner, eller til Gud? Derfor er disse livssituationer en unik mulighed for enten at rykke tættere på Gud eller længere væk fra Ham.

Nu var tiden altså inde til på ny at blive selvstændig, og jeg fornemmede, at Gud var med i min beslutning.

Jeg vidste, at det var sandt. Der i bilen besluttede jeg mig for at sætte min lid til Gud og se hen til Ham i denne situation. Nu var tiden inde til igen at blive iværksætter og starte mit eget firma. 10 år tidligere havde jeg sammen med en forretningspartner startet eLounge, og på fem år opbygget det til at være Danmarks andenstørste online boghandel, for til sidst i 2010 at sælge selskabet til Gyldendal. Kort efter salget fik min kone og jeg vores første barn, og derfor valgte jeg at lægge iværksætterlivet på hylden for en periode. Jeg ville i stedet have et roligere og mere sikkert liv som ansat. Nu var tiden altså inde til på ny at blive selvstændig, og jeg fornemmede, at Gud var med i min beslutning.

Etikken

Når folk spørger, hvordan jeg kombinerer det at være selvstændig med min tro, er deres fokus ofte den moralske side: Hvordan sikrer jeg, at jeg træffer etisk korrekte beslutninger? Men lige på dette område tror jeg ikke, der er den store forskel på at være selvstændig og ansat. Du vil kunne komme i situationer både som ansat og selvstændig, hvor andre personer eller omstændigheder presser dig til at gøre noget, du godt ved, er forkert. Hvor du må beslutte, hvem du faktisk tjener? Er det Gud eller er det mennesker, penge, karriere og respekt fra andre mennesker?

Tilliden

Et helt andet område er interessant, når vi taler om det at være en troende iværksætter. Tilliden. Hvem sætter du din lid til, når det går godt, og når det går skidt?

Som iværksætter er udsvingene store og hyppigere. Jeg har boet på flere fem-stjernede hoteller, siddet i flere lounger i lufthavne og spist på flere Michelin-restauranter end de fleste jævnaldrende. Men jeg også prøvet at stå over for en økonomisk afgrund, hvor jeg har måtte holde kreditorer hen i uvished, fordi pengekassen var tom. Hvis der ikke snart kom penge ind, gik selskabet konkurs, og jeg ville miste hele min personlige opsparing.

Hvem sætter du din lid til, når det går godt, og når det går skidt?

Rigdom og bekymringer

Jesus taler i evangelierne rigtigt meget om penge, og advarer os. Ikke fordi penge i sig selv er noget dårligt, men fordi Han ved, at de hurtigt kan tage Hans plads i vores liv. Som iværksætter kan der være enten ekstremt få penge eller ekstremt mange. Begge dele er lige farligt, men også fantastiske muligheder, hvis man formår at gribe dem.

Da Jesus forklarer lignelsen om sædemanden, siger han: ‘Det, som faldt mellem tidslerne, er dem, der har hørt ordet, men det kvæles af livets bekymringer, rigdomme og nydelser’. Jesus sætter altså ‘bekymringer’ og ‘rigdom’ i den samme boks. De kan i bund og grund gøre det samme i os, nemlig fjerne vores fokus fra Gud. Jeg tror, at mange mennesker, der er startet som iværksættere, har tænkt lige som mig: ’Når bare jeg når det og det mål, så er jeg tilfreds.’ Men sandheden er, at sådan fungerer det ikke. Når vi får meget, vil vi som regel bare have endnu mere. Vi begynder at sammenligne os selv med folk, der er nået endnu længere end os selv. Det, vi troede var toppen på bjerget, viser sig i virkeligheden bare at være starten på det næste bjerg.

Samtidigt har vi også en tendens til at blive hovmodige. Det er bare at sætte os selv og vores egne evner på tronen i stedet for Gud.

Jesus sætter altså ‘bekymringer’ og ‘rigdom’ i den samme boks. De kan i bund og grund gøre det samme i os, nemlig fjerne vores fokus fra Gud.

Tilbage i bilen

Tilbage i bilen for tre år siden. Jeg besluttede, at jeg ikke ville lade det ske denne gang. Jeg ville sætte min lid til Gud, både når det gik godt og når det gik dårligt. Jeg havde tre måneder med løn – altså tre måneder til at bygge et nyt firma op og få det til at tjene penge. Ideen til et smykkefirma  havde ligget i skuffen i nogle år.

Jeg gik til opgaven fuld af energi og tro. Jeg brugte alt det bedste, jeg havde lært. Men oplevede kun lukkede døre, eller at hver gang jeg kom til et nyt lyskryds, var der rødt lys.

Med kun få uger tilbage med løn fra mit tidligere job måtte jeg droppe tanken om smykkefirmaet. Febrilsk kastede jeg mig over et andet projekt; At udvikle et it-system til bogbranchen. Jeg konklede på computeren, alt imens et mørke begyndte at sænke sig over mig. Jeg var begyndt at sove dårligt om natten og havde heller ikke nogen glæde ved mad eller noget andet. Mørket var mere intenst, end jeg nogensinde havde prøvet før. Jeg følte, at jeg stod lige over for en afgrund. Hvis jeg faldt ned i den, var jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne komme op igen. Alligevel måtte jeg fortsætte ligeud med fuld fart.

Forbønnen

De begyndte at bede, og mørket løftede sig, og jeg kunne atter vende mit fokus tilbage til Gud.

Da det var allerværst, var min kone i Norge. Da hun fik fornemmelsen af, hvor galt det stod til, skrev hun til veninder, alle stærke kvinder med et hjerte for bøn. De begyndte at bede, og mørket løftede sig, og jeg kunne atter vende mit fokus tilbage til Gud. Der var dog fortsat ikke noget gennembrud forretningsmæssigt; det nye software, som jeg fik udviklet inden fristen, var forlagene ikke klar til at betale for.

Sandheden er, at ligegyldigt hvor ressourcestærke vi er, vil vi – når vi presses nok – komme ud i situationer, hvor vi ikke længere kan se skarpt. Gud har skabt os til fællesskab, både med Ham og med hinanden. Vi har brug for at omgive os med andre troende, som kan støtte os, når vi selv mister fokus, og som kan gå i forbøn for os, når vi ikke selv kan bede. Som kristen iværksætter har  man i høj grad har brug for dette fællesskab.

Grønt lys

Nogle uger efter kvindernes forbøn havde vi i kirken besøg af en udenlandsk taler, som kom sammen med et par andre mænd fra hans kirke. Jeg oplevede, at jeg skulle få en af mændene til at bede for mig. Jeg fortalte ikke noget om mig selv eller min situation, men gav ham blot mit navn. Han sagde, at jeg havde oplevet igennem en længere periode at møde det ene røde lys efter det andet. Wow. Gud beskrev min situation med præcis de samme ord, som jeg selv brugte. Jeg var helt sikker på afsenderen på budskabet!

Mindre end en uge senere fik jeg min første aftale, og flere fulgte.

Så sagde han, at nu kommer der en periode med grønt lys. Mindre end en uge senere fik jeg min første aftale, og flere fulgte. Til sidst tjente jeg langt mere, end jeg havde gjort i mit gamle job.
Det at tjene mange penge er ikke længere det vigtigste for mig. Jeg er iværksætter for at frikøbe tid til min familie og at tjene Gud. Men jeg kan hurtigt miste dette fokus, når først successen rammer mig. Når jeg har bevist, at jeg kan bestige bjerge, så er der altid et nyt bjerg…

På Herrens mark igen

Gud lovede mig ikke en evig periode med grønne lys. Jeg tror, han kender mig for godt hertil. Han ved, at jeg skal mindes om, hvem der er i kontrol.

Jeg har nu startet et nyt selskab, ‘24Fotos’. Og har igen følelsen af at være på Herrens mark. Gud har ikke lovet mig, at jeg vil få succes hermed. Jeg ved, at der vil blive masser at anledninger til at vælge, hvem jeg vil stole på, og dermed rykke mig tættere på Ham eller længere bort.

Min strategi er meget simpel. Jeg har et veldefineret mål med selskabet, og jeg har delagtiggjort nogle nære troende bekendtskaber heri, så de kan holde mig ansvarlig, men også gå i forbøn, når jeg rammer modgang og svære tider.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Der må have været en grund! Måske den samme som i dag: Når vi administrerer dét godt, der er lagt i vores hænder, kan vi blive til stor velsignelse, men hvis det er pengene, der ‘administrerer os’, bliver det vores og andres undergang.

Vi ved alt for godt, hvad der står i Bibelen

I en kort artikel er det helt umuligt at gennemgå alle bibelstederne, og vi ville kun lige være begyndt, inden vi skulle slutte igen. Omvendt er der måske heller ikke det store behov for det, for vi ved dybest set godt, hvad vi vil finde. Problemet med det, Bibelen siger om penge, ejendom og ansvar, er ikke, at det er svært at forstå, men at det er alt for let at forstå. Det udfordrer os mere, end vi har lyst til.

Dobbelthed i forholdet til penge og ejendom

På den ene side er det en velsignelse at nyde frugten af hårdt arbejde og ikke mangle dagligt brød. Paulus satte tydeligvis pris på, at nogle troende havde hjem, der var store nok til, at de kunne huse – og måske bespise – en hel menighed.

”To ting beder jeg dig om, nægt mig dem ikke, så længe jeg lever: Hold løgn og løgneord borte fra mig! Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig.”
Ordsprogenes bog kap. 30, vers 7 – 8

På den anden side er der i både Det gamle og Det nye Testamente mange advarsler mod at søge at blive rig. Jesus fortæller en lignelse om en mand, der byggede sine lader store for at få plads til al sin ejendom. Han døde samme nat, som laderne stod færdige. Vores liv beror ikke på det, vi ejer, siger Jesus.[1]

Men det er en dobbelthed, ikke en modsætning. Det er en velsignelse at få sit daglige brød og ikke mangle det, man har brug for. Og det er efter al erfaring sandt, at vi har det med at lade penge og ejendom ‘styre’ os i stedet for omvendt.

Der har altid været kristne, der tog Jesus´ bud om at give sin ejendom bort bogstaveligt. Det har præget dele af klosterbevægelsen, men også dele af den anabaptistiske bevægelse.[2] Samtidig har flertallet af kristne søgt at leve i det almindelige og pengestyrede samfund, hvor vi har stræbt efter – og ofte fejlet i – at leve som gode forvaltere.

”Den, som har Kristus, er rig og har nok.”
Thomas à Kempis

Vigtige tendenser

Skal man forsøge at sammenfatte en del af den bibelske undervisning om penge og økonomi, kan det fx gøres under disse tre overskrifter:

Tro – Den røde tråd gennem Bibelens tale om penge og ejendom er, at vores tryghed ikke skal stamme fra det, vi ejer, men fra vores tro på og fortrøstning til Gud. Gør jer ingen bekymringer, siger Jesus, søg først og fremmest Guds rige, så skal det andet også nok gå.[3]

Ansvar – Det grundlæggende bibelske perspektiv på alt, der har med ejendom at gøre, er, at det, vi ejer, er gaver, vi skal bruge, så det bliver til andres og vores egen velsignelse. Uanset, at jeg har arbejdet hårdt for at få dét, jeg har, er perspektivet fortsat, at jeg skal bruge det med min næste for øje, ikke blot mig selv. Gud er en generøs Gud. Vi tjener Gud ved at deltage i det, den generøse Gud vil i verden. Og det gør vi naturligvis ved selv at være generøse.

Ole Lundegaard

• præst i Korskirkens Baptistmenighed i Herlev
• tidligere lektor i NT på SALT og Det Teologiske Seminarium i Tølløse
• forfatter til bl.a. ‘Grundtrin – når tro får liv’, Boedals forlag, 2012

Nøjsomhed – Da Gud gav Israel manna under ørkenvandringen, kunne de ikke samle mere, end de hver især havde brug for. Gjorde de det, rådnede det bare, og de fik ingen glæde af det![4] Hebræerbrevets forfatter skriver: ”Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har.”[5] For anabaptisterne var den troendes nøjsomhed og villighed til at dele af sit eget med den fattige ét af de afgørende tegn på, at man var en discipel af Jesus.

Uanset, om vi har meget eller lidt, er det tre gode bibelske principper at leve efter.

1 Lukas-evangeliet kap. 12, vers 13-21

2 Anabaptisme: Bevægelse på reformationstiden (1500-tallet) med baptistiske synspunkter

3 Matthæus-evangeliet kap. 6, vers 24-34

4 2. Mosebog kap. 16, vers 18ff

5 Hebræerbrevet kap. 13, vers 5

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere