Lyt til artiklen:

I 2024 oplevede var jeg Moesgaard Museums særudstilling om de gamle egyptere. Det slog mig, at de var rædselsslagne for døden. De gjorde sig store anstrengelser for – gennem omfattende balsameringstekniker – at bevare det fysiske legeme, og de var overbevist om, at drilagtige og uforudsigelige guder lagde fælder for at sikre, at kun de, der var af den rette herkomst og den rette støbning, kom igennem porten til dødsriget. I deres verdensorden var det helt afgørende, hvem der var ens forældre, og hvilken status man havde haft i livet i forhold til, hvordan ens skæbne ville blive i efterlivet.

Et kristent syn på mennesket

Hvor er det dog forskelligt fra den overbevisning, vi har som Bibelens folk: ”Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og krybdyr, der kryber på jorden”.[1] Det er vores overbevisning, at hvert enkelt menneske er indfældet i skaberværket. Vi er hver især en lille, men fuldgyldig del af det store univers. Vi er skabte og ligner Gud; men vi er ikke Gud! Jeg er ikke Gud; du er ikke Gud; men når vi ser på hinanden, ser vi et billede på, hvem Gud er!

Og jubelen fortsætter: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder.”[2]

Små, men udvalgte

Her sættes vores lidenhed i perspektiv i forhold til det store skaberværk. Vi er så uendeligt små, men alligevel er vi særligt udvalgte. Vi skal forvalte det skabte. Gud lægger alt under menneskets fødder, fordi mennesket kun er lidt ringere end Gud.

Vi er så uendeligt små, men alligevel er vi særligt udvalgte.

De tre lamper

Men vi bliver ikke fri for at tænke selv! Bibelen er ikke et opslagsværk eller en ordbog, hvor du ved to opslag får et endegyldigt svar, som fritager læseren fra at tænke og tage stilling. Bibelen er Guds levende ord, og teksterne skal læses med tre lamper tændt: Hjernen, hjertet og troen.

Hvad er et menneske?

Hvad er et menneske, og hvordan skal vi opfatte og forstå livet – og døden også for den sags skyld? De bibelske tekster kan vidunderligt nok læses på flere måder, og sandheden og den dybe forståelse får vi nok først på den yderste dag, men lad os forsøge!

Gud er skaber og frelser, og mennesker er skabninger, der har brug for frelse. Så der er altså forskel på Gud og mennesker.

På den ene side er Gud skaber og frelser, og mennesker er skabninger, der har brug for frelse. Så der er altså forskel på Gud og mennesker. På den anden side er der også et tæt fællesskab mellem Gud og mennesker: Vi er skabt, så vi ligner Gud. I Johannesevangeliet læser vi: ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”[3]

Gennem Jesus, som er det sande lys, belyses vi og bliver Guds børn på ny. Jesus er det sande menneske, og ved at efterfølge ham bliver vi til sande mennesker.

Når vi ser på os selv, og når vi ser på vores skønne, kæmpende klode, så er der meget, der går galt. Vi ser, hvordan mennesker alene hver især, i flok og som nationer skader og ødelægger hinanden og vores fælles værdier. Hvad er det, der foregår? Vi ser, at selvom Gud er almægtig og ophav til alt, tillader Gud, at mennesker lever i synd og forøver ødelæggelser. Det virker, som om forholdet mellem Gud og mennesker er præget af menneskets oprør imod Gud!

Men vi har fået en vej – en vej ud af kampen – en vej til at være og forblive sande mennesker. Vi har lige fejret jul. Lukasevangeliet fortæller om den gamle Simeon. Han så lyset lige før sin død i den nyfødte frelser, Jesus Kristus. Med barnet i sine arme lovpriser han Gud: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”[4]

Simeon så Herrens frelse. Han siger: ”Mine øjne har set DIN frelse”. Han siger ikke: Mine øjne har set min frelse. Han ved, at frelsen ikke kommer fra ham selv, men fra barnet Jesus, der bæres til templet af sine forbløffede forældre.

Uden frygt

Vi ser flere steder i Bibelen, at Paulus kæmper med at bevare sin egen menneskelighed og med de nye gryende kristne menigheders jordiske, kødelige trakasserier! Han fremtræder indimellem modløs, når han ser på sine medmennesker. Samtidig demonstrerer han en fast tro på, at det fornyede menneske, som drives af Ånden, vil gøre det gode.

Mennesker får skænket Guds nåde og tilgivelse uden betingelser.

Mennesker får skænket Guds nåde og tilgivelse uden betingelser. Guds lys rører gennem Jesus verden og mennesker, og dermed begynder Guds rige her og nu, og vi har ingen grund til at frygte livet eller døden.

Læs også artiklen ‘Nu griner vi igen’ om Thomas, som mistede sin hustru.

[1] 1. Mosebog kap. 1, vers 26

[2] Salmernes Bog kap. 8, vers 4-7

[3] Johannesevangeliet kap. 1, vers 9-13

[4] Lukasevangeliet kap. 2, vers 29-32

Relateret

• 05. feb. 2026 - Tid og opgaver
• 12. feb. 2025 - Nu griner vi igen
• 12. feb. 2025 - En væsentlig debat
• 12. feb. 2025 - ’Nej til statsassisteret selvmord’
• 12. feb. 2025 - Døden er ikke det værste, man har

Find flere

Lyt til artiklen:

Aa Fung og Thomas havde kun været gift i tre år, da Aa Fung fik konstateret kræft i æggestokkene i 2020. De var blevet familiesammenført til Bornholm, hvor Thomas havde boet siden 2010. Deres søn Peter var syv måneder gammel, da de tre var på Rigshospitalet sammen for at få taget en biopsi på Aa Fung. Peter kunne ikke forstå ordene, men han forstod stemningen, da lægen fortalte, at det var kræft. Peters gråd var utrøstelig, så Thomas gik ud på toilettet med den grædende Peter og bad inderligt om, at han måtte falde i søvn. 15 minutter senere fik Aa Fung og Thomas ro til at tale sammen om den tunge besked.

Fantastisk netværk

Hjemme på Bornholm havde Thomas og Aa Fung heldigvis en dejlig kontaktfamilie, som straks trådte til. Kirsten og Steen Løvgreen. Det var i Corona-tiden, så egentlig måtte de ikke mødes, men de sagde ’pyt’. Kirsten tog selvbetalt orlov i tre måneder for at passe Peter, mens Aa Fung og Thomas tog til behandlinger.

Kirsten tog selvbetalt orlov i tre måneder for at passe Peter, mens Aa Fung og Thomas tog til behandlinger.

Efter operation og halvandet års kemobehandling blev hun erklæret sygdomsfri. Desværre blussede kræften op igen seks måneder senere, og et år efter måtte lægerne give op. I den sidste sygdomsperiode flyttede Thomas’ kusine og hendes mand ind og var der altid for Peter, når hans far og mor var på sygehuset.

Thomas fortæller: ”Da Aa Fung fik kræft første gang, tænkte jeg mest på Peter. Aa Fung og jeg har altid troet på, at hun blev rask igen. Vores tro har givet os styrke og håb. En måned inden hun døde 19. september 2023, sagde lægerne, at vi var nødt til at fortælle Peter, at hans mor skulle dø. Vi sad sammen med læger og sygeplejersker, da de sagde: ’Vi kan ikke gøre mere for din mor.’ Han blev sur og råbte: ’Det vil jeg ikke have.’ Jeg var magtesløs og kunne ikke beskytte min søn.”

Halleluja

”Selvom Aa Fung var syg, havde vi også en god tid sammen. Vi fik bibelundervisning af Steen og en sen aften, mens vi beder, begynder Aa Fung at råbe Halleluja. Det plejede hun aldrig at gøre – hun var faktisk ret genert. Men vi råbte alle tre. Jeg kan ikke forklare den glæde, vi oplevede. Det var en gave fra Gud. Hun og jeg talte frem til kl. fire om, hvordan vi mødtes og blev forelskede.

Når vi bad, fik vi fred i hjertet.

Vi blev indlagt på sygehuset kort efter. Hun var mest tryg dér, og så gik det meget stærkt. Vi fik nogle profetier, dels fra hendes mor og en præst i Burma, som bad for hende over telefonen. De sagde begge, at Aa Fung ville blive rask. Jeg har aldrig tænkt, at Gud svigtede sine løfter. Når vi bad, fik vi fred i hjertet. Før hun døde på sygehuset, kastede hun op. Jeg var ked af ikke at kunne hjælpe hende. Hun krammede mig og sagde: ’Du gør, alt hvad du kan. Jeg har aldrig rejst alene til Rigshospitalet. Aldrig været indlagt alene’.”

Hjerte til hjerte

”Til sidst havde hun svært ved at trække vejret. Jeg lagde hænderne på hendes hoved og bad: ’Gud, du har velsignet mig med en rigtig smuk, stærk og sød kone. Tak for din velsignelse. Vi har bedt så mange gange for, at hun må blive helbredt. Hvis hun ikke bliver rask, må du godt tage hende hjem nu.’ Jeg holder hendes varme hånd, ser ned på hende. Hun har lukkede øjne. Hendes vejrtrækning bliver normal. Og så sker der noget mærkeligt imellem os. Der kommer tre billeder, ligesom på et fjernsyn. Vi snakkede hjerte til hjerte. Det var billeder af, da vi fik Peter; en gang jeg lavede den mad, hun rigtig godt kan lide; og da vi rejste til Tyskland for at besøge hendes søstre. Der gik måske ti minutter, så forlod hun mig.”

Da Aa Fung var død, kom der meget kraftige reaktioner fra den fireårige Peter. I børnehaven slog han de andre børn, og derhjemme slog han sin far. Peter havde brug for psykologhjælp. Heldigvis havde Thomas en forsikring og var online med en børnepsykolog, som han har fået meget hjælp af. ”Hun har givet råd om, hvordan jeg skulle tackle Peter. Vi har snakket om, at hans mor er i himlen. Der findes kristne børnebøger om det. Og så har jeg fortalt, at min far og mor også er i himlen. Så siger Peter, at det er godt, at hun ikke er alene deroppe.”

”Har du glemt, at hun er død?”

Seks måneder efter hendes død havde Thomas haft travlt på arbejdet. Han fik fri – både han og Peter havde det rigtig godt. Han hentede Peter og kørte til Kvickly. Han finder alt det, Aa Fung plejede at drikke, når hun fik kemobehandling. ”Jeg glædede mig sådan til at komme hjem til hende. Da går det op for mig, at hun ikke er derhjemme, og jeg begynder at græde. Jeg fortæller Peter, hvorfor jeg er ked af det, og Peter siger: ’Har du glemt, at hun er død?’ Vi krammede hinanden og græd bare midt i Kvickly.”

Der er igen meget latter i mit og vores liv.

Der var ikke meget tid for Thomas til at sørge det første års tid. Men så rejste han og Peter med Kirsten og Steen på ferie, og her var der plads til Thomas’ sorg. ”Tungetalen er blevet en stor hjælp for mig. Når jeg ikke kan finde ord, så spiller jeg lidt lovsang og beder i tunger. Men ellers er der igen megen latter i mit og vores liv. Fx forleden, da vi sad og spiste en ret, som Aa Fung i sin tid havde købt, fordi den lignede noget, hun spiste hjemme i Burma. Men da hun smagte på den, sagde hun ’addr’. Det huskede Peter, og for første gang grinede vi, mens vi talte om hans mor.”

Læs også artiklen ‘En væsentlig debat’ – om at redaktionen ikke kunne få en fortaler for aktiv dødshjælp til at deltage i dette tema.

Relateret

• 05. feb. 2026 - Tid og opgaver
• 12. feb. 2025 - Bibelen skal læses med tre lamper tændt
• 12. feb. 2025 - En væsentlig debat
• 12. feb. 2025 - ’Nej til statsassisteret selvmord’
• 12. feb. 2025 - Døden er ikke det værste, man har

Find flere

Lyt til artiklen:

Hvad er en værdig død? Hvad er et værdigt liv? Og hvem har for øvrigt ret til at bestemme det? Det er store spørgsmål med stærke følelser på spil.

’Udvalget for en mere værdig død’

I oktober 2023 nedsatte regeringen arbejdsgruppen ’Udvalget for en mere værdig død’ med et kommissorium om dels at skabe offentlig debat blandt danskerne om livets sidste tid og dels at tilvejebringe et refleksionsoplæg, der skal give regeringen mulighed for på nuanceret vis at træffe beslutninger om en dansk model for en mere værdig død.

Processen har været præget af intern uro, da to ud af ti medlemmer er udtrådt i protest.

I skrivende stund er offentliggørelsen af udvalgets oplæg på trapperne. Processen på lidt over et år har været præget af nogen intern uro, da to ud af ti medlemmer, afdelingslæge Emma Helledie og klinisk sygeplejespecialist Jesper Grud Rasmussen, er udtrådt i protest. Helledie og Rasmussen skrev efterfølgende i et åbent brev om bevæggrundene for at træde ud: ”Vores oplevelse er, at udvalget fra starten har haft et ufravigeligt fokus på at skabe konkrete modeller for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Ikke med fokus på, om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord overhovedet skal ind i sundhedsvæsenet med de konsekvenser, det vil have.”

Vi mangler at præsentere et synspunkt

Vi ville meget gerne have bragt et interview med en engageret person, der er fortaler for aktiv dødshjælp, og som derfor kunne være behjælpelig med at uddybe synspunkterne fra netop den side af debatten, men det har desværre ikke været muligt at få nogen i tale inden deadline.

Det har desværre ikke været muligt at få nogen i tale inden deadline.

Redaktionen har bl.a. forsøgt sig med ledende politikere, der har ytret sig som anbefalere af indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark, medlemmer af ’Udvalget for en mere værdig død’ samt Landsforeningen ’Ret til at dø’ – alle uden held. Enten har de adspurgte personer høfligt afslået, eller også er de ikke vendt tilbage.

Læs også artiklen ‘Nej til statsassisteret selvmord’ – et interview med Inge Marie Kirketerp Hansen.

Relateret

• 05. feb. 2026 - Tid og opgaver
• 12. feb. 2025 - Bibelen skal læses med tre lamper tændt
• 12. feb. 2025 - Nu griner vi igen
• 12. feb. 2025 - ’Nej til statsassisteret selvmord’
• 12. feb. 2025 - Døden er ikke det værste, man har

Find flere

Lyt til artiklen:

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup ved Herning, udnævnt som ’Årets Teolog 2024’, og dedikeret modstander af at indføre af aktiv dødshjælp.

Hvad førte til dit engagement i debatten om aktiv dødshjælp?

”Mit engagement i debatten om aktiv dødshjælp begyndte for alvor, da Mette Frederiksen fra talerstolen på Folkemødet 2023 udtalte sig om emnet på en måde, der efter min mening var både dumdristig og farlig for den efterfølgende diskussion”, forklarer Inge Marie Kirketerp Hansen. ”Statsministeren forsøgte at gøre et emne, der er enormt komplekst, meget enkelt ved at affeje anbefalinger fra Etisk Råd og sige, at hun går ind for aktiv dødshjælp uden egentlig at have undersøgt sagens kompleksitet. Mette Frederiksen fulgte op med et interview i Weekendavisen, hvor hun understregede, at hun ikke havde sat sig synderligt ind i paragrafferne, men blot følte, at det var vigtigt, at danskerne selv kunne få lov at bestemme.”

Debat uden nuancer

Inge Marie Kirketerp Hansen uddyber videre: ”Det er meget bekymrende, at en statsminister kan sige sådan, og jeg blev voldsomt provokeret af det. Etiske debatter er vigtige, men med sin tale forsimplede Mette Frederiksen spørgsmålet om dødshjælp, og det har været svært at bringe nuancer i spil siden.

Vi alle kan forestille os situationer, hvor vi møder et andet menneske, som oprigtigt ønsker sig døden, og hvor vi fornemmer, det er det rigtige rent etisk. Men jeg tror til gengæld ikke, at vi er i stand til at lovgive på området uden samtidig at risikere, at der vil være mennesker, som bliver presset til at vælge døden frem for livet.”

Et flertal af danskerne går ind for aktiv dødshjælp – hvad tror du, årsagen er?

”Spørgsmålet er, om danskerne rent faktisk også gør det”, svarer Inge Marie Kirketerp Hansen. ”I sommeren 2024 lavede Lægeforeningen en undersøgelse, der viste, at kun 17% af danskerne ved, hvad aktiv dødshjælp er. Det understreger for mig farligheden i at indføre noget, der kan få voldsomme konsekvenser for vores samfund, uden vi dybest set ved, hvad det handler om.

For mig handler det om menneskesyn. Der er noget vigtigt på spil.

Min argumentation er hverken hæftet op på de ti bud, livets ukrænkelighed eller på min kristentro. For mig handler det grundlæggende om de erfaringer, vi kender fra andre samfund, og så vedrører det menneskesyn. Der er noget vigtigt på spil her.”

Retten til selvbestemmelse

”Autonomien er et bærende element for mange af tilhængerne af aktiv dødshjælp – altså at vi hver især selv skal have lov til at bestemme. Men når vi diskuterer indførelse af aktiv dødshjælp, handler det ikke kun om dig og mig. Det handler om samfundet. Skal vi som samfund indføre aktiv dødshjælp? Autonomibegrebet er mere komplekst end som så.

Vi forestiller os, at vi kan tage beslutninger om vores død og livsafslutning uafhængigt af andre, men vi kan aldrig tale om en hyper-individualistisk autonomi. I stedet bør vi tale om relationel autonomi: Vi kan aldrig træffe en beslutning, uden vi på den ene eller anden måde også er blevet påvirket af andre.

Vi kan ikke træffe beslutninger om livsafslutning, uden vi er blevet påvirket af andre.

I lande, hvor dødshjælp er indført i forskellige former, viser erfaringen, at for mange er netop relationen til andre helt afgørende for, hvad man tænker om sit eget liv og sin egen død. I den amerikanske stat Washington nævnte 61% af dem, der fik assisteret selvmord, at frygten for at være til besvær var en af årsagerne til ønsket. I Oregon var tallet 59%. For mig er det en tydelig understregning af, at autonomien er et skrøbeligt argument.”

Frygten for at være til besvær var en af årsagerne.

’Den hollandske glidebane’

”Skrækscenariet er den ’hollandske glidebane’”, forklarer Inge Marie Kirketerp Hansen. ”Det er nu over 20 år siden, aktiv dødshjælp blev indført i Holland, så vi har mange års erfaring at evaluere på baggrund af.

I Holland er over 5% af alle dødsfald et produkt af aktiv dødshjælp, og i storbyerne er tallet op mod 20%. Man har såkaldte livsafslutningsklinikker med en hoveddør ind og en bagdør ud med plads til kisten. Hvis du i Holland går til lægen og beder om aktiv dødshjælp og får et nej, kan du enten klage, eller du kan gå til en anden læge. Som hollænder har du mere eller mindre krav på at få hjælp til at blive slået ihjel, hvis det er dit ønske. Det er endda muligt at give aktiv dødshjælp til børn, og der er flere eksempler på, at dødshjælp til demente, der ikke har givet samtykke, ikke får konsekvenser for de implicerede. Selvom alle de eksempler er forfærdelige, så er det ikke dem, der som sådan er glidebanen.

Nej, glidebanen er, at en dødsmentalitet har sneget sig ind i det hollandske samfund, en eutanasi-mentalitet. Man forsøgte at begynde med afgrænsede, veldefinerede kriterier for, hvornår aktiv dødshjælp var en mulighed, men den afgrænsede gruppe blev stille og roligt udvidet. Det vil skride og rykke sig, og der slækkes uundgåeligt på kriterierne.

Da man indførte aktiv dødshjælp i Holland, var et af argumenterne for, at det ville nedbringe antallet af selvmord, men det stik modsatte er faktisk sket. Selvmordsraten er steget med over 30%, og jeg er overbevist om, at det skyldes, at når døden rykker ind i et samfund, kan vi ikke bare lukke af for den. Derfor har medierne i Danmark igennem det sidste halvandet års debat igen og igen henvist til Livslinien: For det gør noget ved os, når vi igen og igen hører om død.

Når døden rykker ind i et samfund, kan vi ikke lukke af for den.

Vi ser glidebanen i alle lande, der har indført aktiv dødshjælp: Schweiz, Belgien og Canada m.fl. Man kan kun undgå den glidebane ved aldrig nogensinde at hoppe med på idéen om aktiv dødshjælp.”

Gældende lovgivning

Vi kommer nemt til at tænke: Var det ikke bedre med aktiv dødshjælp?

”Mange danskere har som pårørende oplevet håbløse situationer, hvor man føler, man ikke fik den hjælp, man havde brug for; tilfælde, hvor det menneske, man holdt af, bare forsvandt for øjnene af en; utilstrækkelig hjælp fra sundhedsvæsenet; manglen på mulighed for at komme på hospice; eller hvad det nu end har været. Alt det kan skubbe os i en retning, hvor vi nemt kan spørge: Havde det ikke været bedre med aktiv dødshjælp? Men det er jo ikke en understregning af, at vi har brug for aktiv dødshjælp. Det er derimod en kraftig understregning af, at vi skal sørge for at højne palliationen og kvaliteten af behandlingsforløbene”, siger Inge Marie Kirketerp Hansen og fortsætter:

”Vi har en sundhedslov, der i forvejen giver muligheder: Man har lov til at sige nej til behandling. Det er også tilladt af afbryde en behandling. Det kunne være at slukke for en respirator. Mange forveksler det med aktiv dødshjælp, men det er at afslutte en behandling. Her er der tale om mennesker, der er blevet holdt kunstigt i live, så at slukke en respirator er ikke aktiv dødshjælp. Desuden har vi vide rammer for smertelindring, og endelig er der palliativ sedering, hvor en patient kan lægges til at sove som en pause fra fysisk smerte og måske eksistentiel smerte. Betegnelsen passiv dødshjælp er dårlig”, uddyber Inge Marie Kirketerp Hansen, ”fordi den klinger af, at man bare sidder med hænderne i skødet og gør ingenting, og det er absolut forkert. Palliationen rummer en bred vifte af muligheder, som allerede eksisterer også i vores nuværende sundhedslov.”

Etablering af Netværket

Adspurgt om Netværket ’Nej til statsassisteret selvmord’ fortæller Inge Marie Kirketerp Hansen, at det blev etableret som en kombineret modreaktion på TV-dokumentaren ’På tirsdag skal jeg dø’, der blev vist på DR i 2022; på Mette Frederiksens erklærede støtte til aktiv dødshjælp; samt på den regeringsnedsatte arbejdsgruppe ’Udvalget for en mere værdig død’, der arbejder på, hvordan aktiv dødshjælp kan indføres i praksis i Danmark.

”Formålet med Netværket ’Nej til statsassisteret selvmord’ er at vise, hvor komplekst emnet er. Vi syntes, der manglede en modstemme i debatten, og den stemme forsøger vi at repræsentere med arrangementer, debatter, bogudgivelser, og så sidder vi selvfølgelig klar med en reaktion, når engang regeringsudvalget kommer med deres rapport”, forklarer Inge Marie Kirketerp Hansen. Netværket består ud over hende bl.a. af læger, pårørende, folk med tilknytning til Etisk Råd, og et tidligere medlem af ’Udvalget for en mere værdig død’, som trådte ud i protest (red. Jesper Grud Rasmussen). ”Netværket tæller omkring 130 lige nu, og vi har ikke et ønske om, at det skal vokse sig meget større”, forklarer Inge Marie Kirketerp Hansen. ”Men vi har en støtteforening, hvor man er velkommen til at give udtryk for sin bekymring over og modstand mod indførelse af statsassisteret selvmord i Danmark og støtte netværkets arbejde.

Jeg håber, at danskerne får mere information om, hvad aktiv dødshjælp indebærer, og at man rent politisk vil besinde sig og indse, at det her kan vi ikke. Der kører som bekendt en kampagne lige nu, der hedder ’Lad os tale om tro’. Måske skulle vi have en kampagne mere, der hedder ’Lad os tale om døden’?

Det handler om at blive på livets side og sige: ’Jeg hjælper dig ikke til at dø’, men ’Jeg hjælper dig med at dø’ – og det er der en meget stor forskel på!”

Læs mere:

• Netværket ’Nej til statsassisteret selvmord’: https://www.nejtilstatsassisteretselvmord.dk/
• Sundhedsloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2022/210
  (specielt §24-25 omhandler behandling af uafvendeligt døende)
• definition på ’aktiv dødshjælp’:

https://livogdoed.dk/temaer/aktiv-og-passiv-doedshjaelp/:

Aktiv dødshjælp kaldes også eutanasi, der kommer af det græske ’eu’ (der betyder ’god’) og ’thanasos’ (der betyder ’død’).

Juridisk skelner man mellem aktiv og passiv dødshjælp:

• Aktiv dødshjælp: at fremkalde døden hos et menneske, der ikke er døende
• Passiv dødshjælp: betegnelse for afståelse fra at iværksætte eller fortsætte livsforlængende behandling og anvendelse af lindrende midler med eventuel dødelig virkning

I Danmark er passiv dødshjælp lovlig under visse omstændigheder. Aktiv dødshjælp er derimod ikke lovlig og straffes som drab. Straffen er dog typisk mildere, hvis motivet er lindring af offerets lidelser, hvilket betegnes som medlidenhedsdrab. Der skelnes mellem tre former for medlidenhedsdrab:

• Sker det efter den pågældendes frivillige og utvetydige anmodning, er der tale om drab efter begæring, som efter Straffeloven § 239 har en lavere strafferamme end forsætligt manddrab
• Sker det uden den pågældendes samtykke eller mod dennes vilje, foreligger der ufrivillig eutanasi, som falder ind under Straffelovens §237
• Er den dræbte fx på grund af svækket mental tilstand ude af stand til at tage stilling, foreligger der ikke-frivillig eutanasi, som falder ind under Straffelovens §237

Læs også artiklen ‘Døden er ikke det værste man har’.

Relateret

• 05. feb. 2026 - Tid og opgaver
• 12. feb. 2025 - Bibelen skal læses med tre lamper tændt
• 12. feb. 2025 - Nu griner vi igen
• 12. feb. 2025 - En væsentlig debat
• 12. feb. 2025 - Døden er ikke det værste, man har

Find flere

Lyt til artiklen:

Jacob Anhøj, overlæge på Rigshospitalet, medlem af Købnerkirken i København

Der har været flere episoder, men særligt husker jeg én. Jeg har vel været en fem-seks år gammel, og jeg var så vred på mine forældre, at jeg ønskede mig død. Så ku’ de lære det, ku’ de – ikke at behandle mig så uretfærdigt. Jeg forsøgte at strangulere mig selv med et tørklæde. Det lykkedes selvfølgelig og heldigvis ikke. Man kan ikke strangulere sig selv. Men hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg véd i dag, er det ikke sikkert, det var gået så godt.

Hjælp til at dø

Én ting er en sund og rask femårigs vredesudløste og flygtige dødsønske, men hvad med den håbløst syges helt forståelige ønske om at få gjort en ende på sine lidelser? Af kærlighed afliver vi jo gerne dyr, hvis liv alligevel lakker mod enden, eller på anden måde ikke længere har mening. Hvorfor så den modstand mod barmhjertig hjælp til at dø, når livet bliver ubærligt eller meningsløst?

Hvorfor så den modstand mod barmhjertig hjælp til at dø, når livet bliver ubærligt eller meningsløst?

Nu skriver jeg ’modstand’ – men ifølge en undersøgelse fra Lægeforeningen fra 2024 går op imod halvdelen af danskerne ind for aktiv dødshjælp til personer med ’invaliderende handicap’. Selv statsminister Mette Frederiksen er ’meget stærk tilhænger’ af aktiv dødshjælp.

Det er vigtigt at skelne mellem ’aktiv’ og ’passiv’ dødshjælp. Begge dele forudsætter lægelig medvirken; men kun den aktive dødshjælp er til debat.

Op imod halvdelen af danskerne [går] ind for aktiv dødshjælp til personer med ’invaliderende handicap’.

Passiv dødshjælp

Lægen indstiller eller undlader at iværksætte en udsigtsløs behandling, som blot vil forlænge en igangværende dødsproces. Passiv dødshjælp er ikke bare lovlig, men i mange tilfælde berettiget. Det er også tilladt at give lindrende behandling af fx smerter, angst og åndenød, selv om behandlingen som en utilsigtet bivirkning kan fremskynde døden.

Aktiv dødshjælp

Lægen (eller andre) handler i den hensigt at forårsage døden. Den praksis er (indtil videre) ulovlig i Danmark uanset, om den sker på patientens anmodning. En variant af aktiv dødshjælp er såkaldt assisteret selvmord, hvor lægen fremskaffer de nødvendige medikamenter, som patienten selv indtager. Også det er ifølge gældende lov strafbart.

Ikke samfundets opgave

Modsat halvdelen af befolkningen er Lægeforeningen og flertallet af Etisk Råds medlemmer imod legalisering af aktiv dødshjælp. Begge udtrykker forståelse for, at uhelbredeligt syge personer eller personer, som lever i ubærlig lidelse, kan have et stort og berettiget ønske om at dø, men uanset det, må det aldrig blive samfundets opgave at slå sine borgere ihjel.

I Lægeforeningen ser vi alle patienter som værdige og alle liv som værdige liv – uanset sygdom, plejebehov, kompetencetab, udseende, uanset om de dufter godt eller ej. Vi mener ikke, at vi som samfund skal tilbyde medlidenhedsdrab eller hjælp til selvmord. Vi skal gøre alt i vores magt for at hjælpe alle patienter til at leve så gode liv som muligt

Svært at være uenig

Som menneske, læge og kristen er det svært at være uenig. Men sandheden er jo, at vi som samfund i dag langtfra gør “alt i vores magt for at hjælpe alle patienter til at leve så gode liv som muligt”. Vores sundhedsvæsen er i dag (og med god grund) først og fremmest indrettet til at diagnosticere og behandle sygdomme og først derefter – hvis der er tid og resurser – til at lindre, trøste og yde omsorg.

Men behovet overstiger langt resurserne.

Der findes ganske vist ordninger og institutioner, bl.a. de mange og dog alt for få hospicer, som gør en stor indsats ved at tilbyde ’livshjælp’ til uhelbredeligt syge mennesker i den sidste del af livet. Men behovet overstiger langt resurserne. Og set i det lys er det forståeligt, at mange – heriblandt statsministeren – finder det fristende at tilbyde statssanktioneret medlidenhedsdrab på ’uværdige’ liv.

Læs mere:

Altinget om statsministerens holdning til aktiv dødshjælp (2023):
https://www.altinget.dk/artikel/statsministeren-understreger-at-hun-er-meget-staerk-tilhaenger-af-aktiv-doedshjaelp

Det Etiske Råds tema om aktiv dødshjælp og døende (2023):
https://etiskraad.dk/etiske-temaer/aktiv-doedshjaelp-og-doeende 

Lægeforeningens holdning til aktiv dødshjælp (2017):
https://laeger.dk/foreninger/laegeforeningen/politik/laegeforeningens-politik-fra-a-aa/laegeforeningen-er-imod-legalisering-af-aktiv-doedshjaelp

Læs også artiklen ‘Det kan vi lære af Preisler-sagen’.

Relateret

• 05. feb. 2026 - Tid og opgaver
• 12. feb. 2025 - Bibelen skal læses med tre lamper tændt
• 12. feb. 2025 - Nu griner vi igen
• 12. feb. 2025 - En væsentlig debat
• 12. feb. 2025 - ’Nej til statsassisteret selvmord’

Find flere

Lyt til artiklen:

Morten Bangsgaard:

• theol.
• medlem af Det Etiske Råd 2017-23
• tidligere generalsekretær og adm. direktør

Juridisk kender vi ikke rettens afgørelse, men anklageren mener, at Ebbe Preisler begik manddrab, da han slog sin hustru ihjel. Sikkert er, at Preisler-sagen har fået diskussionen om aktiv dødshjælp til at blusse op. Endnu engang rejses etiske spørgsmål og dilemmaer på baggrund af en enkeltsag. Uanset sagens juridiske udfald, er der noget vi kan lære af sagen om Preisler-ægteparret.

Ebbe Preisler skrev sammen med sin nu afdøde hustru, Marianne, en kronik i Politiken den 23. september 2022, der vakte opmærksomhed, men navnet blev først landskendt, da det kom frem, at Ebbe Preisler 2. juledag 2022 havde givet sin hustru dødbringende medicin på plejehjemmet, og efterfølgende forsøgt at begå selvmord i parrets hjem på Frederiksberg. Lige forinden sendte han en række afskedsmail til familie og venner. Selvom det var først på natten, læste parrets datter afskedsmailen, da den kom. Hun handlede med det samme: Hendes far blev fundet døende, men ikke død. Han fik modgift og vågnede et døgns tid senere på hospitalet.

Sygdom til døden

En tilgang, der ikke kun handler om en sygdom til døden, men handler om en mere eksistentiel tilgang.

I kronikken fra efteråret 2022 skriver Ebbe Preisler om tilgangen til døden. En tilgang, der ikke kun handler om en sygdom til døden, men handler om en mere eksistentiel tilgang, skriver ægteparret. Det er forståeligt og menneskeligt. Med ’sygdommen til døden’ spiller han på Søren Kierkegaards store psykologiske værk af samme navn fra 1849. For Kierkegaard er sygdommen til døden ikke en fysisk sygdom, men fortvivlelse. Hans formel for al fortvivlelse – et menneskeligt eksistensvilkår – er fortvivlet at ville af med sig selv. Den tanke virker nær, når Preisler i kronikken skriver om ”livslede og regulær foragt for menneskeheden og dens gerninger”.

Det er stærke, anklagende og tankevækkende ord og beskyldninger. Kronikkens omdrejningspunkt er da også en beskrivelse af menneskers overforbrug og overgreb på den fælles klode med de kendte klimaudfordringer til følge. På mange måder minder sammenkædningen af klodens tilstand og Preislers ditto om en tilsvarende fortvivlet svensk teenager, Greta Thunberg. Begge vil de væk fra den verden, de lever i, men er en del af. Men hos dem begge spores netop den fortvivlelse, som Kierkegaard beskriver som at ’ville af med sig selv’ eller væk fra sig selv: ”Jeg mangler livslyst”, står der i kronikken.

Det er stærke, anklagende og tankevækkende ord og beskyldninger.

En kærlighedsgerning

Kronikken vidner også om et langt, lykkeligt og meget kærligt ægteskab mellem mand og hustru. Mangeårig sygdom er blevet taget med oprejst pande, og parret har indrettet sig på de vilkår, de er blevet givet. Hun har levet med sin sygdom og fået det bedste ud af livet, og sammen har de evnet at skabe en indholdsrig hverdag og en livsglæde med alt det, de var fælles om. Det er smukt at læse. Livsglæden forvandler sig til sidst til livslede, fordi hustruens sygdom forværres, og det liv, de havde sammen, ikke længere kan leves.

I den form kan døden fremstå i en næsten indbydende form.

Det bliver udgangspunktet for at afslutte livet sammen. Sidde i hver sin stol og drikke en dødelig drik af det samme glas vand. I den form kan døden fremstå i en næsten indbydende form. Men for det første kan vi ikke få døden på recept. Preisler foreslår, at der opsættes automater med dødelige piller, som man så kan hente, hvis livet en dag – eller én dag – ikke er værd at leve. Og for det andet er et fortvivlet menneske også et omskifteligt menneske, og et omskifteligt menneske kan have et mindre radikalt syn på livet i morgen. Fordi et menneske kan skifte mening. Faktisk skete præcis det for Preisler selv, da han efter sin varetægtsfængsling netop nåede til sin hustrus bisættelse. Her sagde han efterfølgende til pressen: ”Jeg vil leve videre”. Stilfærdigt kan vi så tænkte, at så var det jo godt, at han ikke var død.

Et omskifteligt menneske kan have et mindre radikalt syn på livet i morgen.

Må vi slå hinanden ihjel

Det ældre ægtepars historie rummer en smuk og livsbekræftende fortælling om et levet liv. Et liv med et kærligt ægteskab, hvor det er svært at give slip på hinanden. Samtidig viser den uundgåelig menneskelivets vilkår, som kan være grænsende til det umulige at leve med.

Tilbage står principielle spørgsmål. Når der falder dom, får vi juridisk svar på, om der er tale om et manddrab, som anklageren argumenterer for, eller om der er tale om et medlidenhedsdrab, hvor en ægtefælle afslutter sin hustrus liv i kærlighed, og hvor straframmen er betydeligt mindre.

Uanset rettens afgørelse har sagen givet anledning til at stille spørgsmålet: Skal vi kunne slå hinanden ihjel? Skal det i Danmark under særlige omstændigheder være straffrit at slå et andet menneske ihjel? Etisk vil det åbne for en glidebane, som vi har set i en række af de få lande, der har indført aktiv dødshjælp. I virkelighedens verden er det intet sted lykkedes at afgrænse anvendelsen af aktiv dødshjælp. Tallene taler entydigt deres klare sprog. Det går galt, når først vi begynder straffrit at kunne slå hinanden ihjel.

Læs også lederen ‘Hvad er da et menneske?’

Relateret

• 05. feb. 2026 - Tid og opgaver
• 12. feb. 2025 - Bibelen skal læses med tre lamper tændt
• 12. feb. 2025 - Nu griner vi igen
• 12. feb. 2025 - En væsentlig debat
• 12. feb. 2025 - ’Nej til statsassisteret selvmord’

Find flere

Lyt til artiklen:

Kvinderne kommer fra alle hjørner. De kommer stort set i alle aldre, og for nogle er gangen præget af alder eller skavanker. Men det er uden betydning. De kommer, fordi det gør dem godt. Det er måske nødvendigt, og de kommer ikke mindst, fordi det giver dem glæde.

Vi mødes til vandgymnastik, og det store bassin er fyldt med ca. 50 kvinder og nogle enkelte mænd. Det er rigtig godt, men det er i omklædningsrummet, jeg får den største påmindelse om Guds skaberværk og bliver allermest glad. Det er fantastisk befriende at høre og se forskelligheden og opleve den værdighed, der er omkring den enkelte, når vi går omkring, og gør det vi skal.

Når vi er færdige med vandpjaskeriet og går tilbage til baderummet, er en stor flok skolepiger –en af dem i kørestol – ved at gøre klar til svømmeundervisning, og et par mødre med deres babyer klæder om til babysvømning. Så har vi hele skalaen med.

Et menneskes værdighed

Gud er stor. Hvem er vi, at vi tror, vi kan bedømme egne og andres værdighed eller mangel på samme?

Der har det seneste år været en debat om det hensigtsmæssige i at få hjælp til at afslutte livet. Alle kan godt forstå, at livet kan være ulideligt smertefuldt, eller at nødvendigheden af at få hjælp til alt kan tynge den enkelte. Vi skal prøve at sætte os i det lidende menneskes sted, men vores opgave er ikke at bekræfte, at livet ikke er værd at leve. Er det ikke her, vi må gøre vores yderste både privat og på det samfundsmæssige plan for at vise kærlighed og omsorg?

Det er livsnødvendigt, at der skabes en kultur, hvor ligeværdighed, håb og lindrende muligheder udbygges, så livets ukrænkelighed ikke udfordres af uværdige syn på livet.

Læs også ‘Bibelen skal læses med tre lamper tændt’.

Relateret

• 05. feb. 2026 - Tid og opgaver
• 12. feb. 2025 - Bibelen skal læses med tre lamper tændt
• 12. feb. 2025 - Nu griner vi igen
• 12. feb. 2025 - En væsentlig debat
• 12. feb. 2025 - ’Nej til statsassisteret selvmord’

Find flere

I ugen, der gik, afleverede Udvalget for en mere værdig død sit nuancerede ’refleksionspapir’ til regeringen. Her bruger de en eufemisme, når de anbefaler en ’selvvalgt livsafslutning for terminale personer’. Til dato har vi omtalt en sådan død som ’selvmord’. Det er som bekendt ikke strafbart, men tragisk. At gøre det antageligt kræver en ’eufemisme’.

Alternativet til ’selvvalgt livsafslutning’ er palliation – lindring af smerter – og aflastning af den døendes pårørende. Den indsats kan og bør øges. Men det er kun én side af sagen. En anden opstår, hvis også ’assisteret dødshjælp’ bliver lovliggjort. Så vil døden skabe endnu mere smerte – nu også for dem, der kommer til at assistere, såvel pårørende som fagligt personale.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Årets første baptist.dk, der kommer på gaden den 14. februar, er et temanummer om alt dette.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere