baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 10 Jun 2026 17:40:57 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk ”Vær ikke forfærdede” https://baptist.dk/vaer-ikke-forfaerdede/ Sat, 04 Apr 2026 20:25:35 +0000 https://baptist.dk/?p=21138 Midt i uro, frygt og usikkerhed lyder påskens ord fra den tomme grav stadig med samme styrke: ”Han er opstået, han er ikke her.” Derfor lever håbet


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/paaskepraediken2026-lars-midtgaard.mp3

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Midt i uro, frygt og usikkerhed lyder påskens ord fra den tomme grav stadig med samme styrke: ”Han er opstået, han er ikke her.” Derfor lever håbet


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/paaskepraediken2026-lars-midtgaard.mp3

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vaer-ikke-forfaerdede/feed/ Påskens smerte https://baptist.dk/paaskens-smerte/ Thu, 17 Apr 2025 03:00:09 +0000 https://baptist.dk/?p=19020
Smerte er noget mærkeligt noget. Uanset om smerten er fysisk eller psykisk, er den svær at forklare – og forstå – for andre end den, der lider. Vi kan have empati, forståelse for eller medlidenhed med den lidende. Men smerten forstår vi først til fulde, når den er vores egen.

For et par år siden blev min cykel og jeg konfronteret af en Volvo, der ikke kendte til vigepligt. Jeg kom heldigvis ikke alvorligt til skade. Men at lande knap 80 kg krop ukontrolleret på asfalten ovenpå en cykel fra halvanden meters højde er alligevel ret smertefuldt. Smerten var så voldsom, at der kom til at stå i journalen: ”Har fået 100 mikrogram Fentanyl i ambulancen med nogenlunde effekt.” Jeg synes effekten var fremragende. Jeg kunne i hvert fald begynde at trække vejret normalt og fortælle lægen mit CPR-nummer.

Men min smerte er intet imod den smerte, Jesus oplevede langfredag.

Jesus blev svigtet af sit folk og sine nærmeste. De overlod ham til romerne til en nedværdigende og umenneskelig behandling. Og romerne henrettede ham på den mest bestialske måde, de kunne finde på: Korsfæstelsen var beregnet på at trække pinen ud så længe som muligt inden døden indtraf. Intet levende menneske forstår til fulde Jesus’ fysiske smerte. Og måske er den mentale smerte lige så voldsom. Når Jesus på korset råber: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” kan det tolkes som om, han var ved at miste troen på opstandelsen.

Når vi de kommende dage fejrer påske mindes vi, at Gud ofrede alt for vores skyld. Han lod sin søn dø på den mest fornedrende måde. Han lod endda sin søn komme i tvivl. Al den lidelse for at vi kan leve.

Når verden synes forladt af Gud og overladt til menneskers dom er det påskens budskab, der minder os om, at Guds nåde altid er større end vores svigt.

Lad os bruge påsken på at mindes Guds ultimative offer for vores skyld. Men lad os også bruge påsken til at fejre det endnu større mirakel, at Jesus påskedag overvandt døden, for at vi kan leve i troen på ham.

Jesus sagde til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.  Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«  Martha svarede: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”

Lad det også være vores svar.

#påske #smerte #tro #tilgivelse #opstandelse

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Smerte er noget mærkeligt noget. Uanset om smerten er fysisk eller psykisk, er den svær at forklare – og forstå – for andre end den, der lider. Vi kan have empati, forståelse for eller medlidenhed med den lidende. Men smerten forstår vi først til fulde, når den er vores egen.

For et par år siden blev min cykel og jeg konfronteret af en Volvo, der ikke kendte til vigepligt. Jeg kom heldigvis ikke alvorligt til skade. Men at lande knap 80 kg krop ukontrolleret på asfalten ovenpå en cykel fra halvanden meters højde er alligevel ret smertefuldt. Smerten var så voldsom, at der kom til at stå i journalen: ”Har fået 100 mikrogram Fentanyl i ambulancen med nogenlunde effekt.” Jeg synes effekten var fremragende. Jeg kunne i hvert fald begynde at trække vejret normalt og fortælle lægen mit CPR-nummer.

Men min smerte er intet imod den smerte, Jesus oplevede langfredag.

Jesus blev svigtet af sit folk og sine nærmeste. De overlod ham til romerne til en nedværdigende og umenneskelig behandling. Og romerne henrettede ham på den mest bestialske måde, de kunne finde på: Korsfæstelsen var beregnet på at trække pinen ud så længe som muligt inden døden indtraf. Intet levende menneske forstår til fulde Jesus’ fysiske smerte. Og måske er den mentale smerte lige så voldsom. Når Jesus på korset råber: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” kan det tolkes som om, han var ved at miste troen på opstandelsen.

Når vi de kommende dage fejrer påske mindes vi, at Gud ofrede alt for vores skyld. Han lod sin søn dø på den mest fornedrende måde. Han lod endda sin søn komme i tvivl. Al den lidelse for at vi kan leve.

Når verden synes forladt af Gud og overladt til menneskers dom er det påskens budskab, der minder os om, at Guds nåde altid er større end vores svigt.

Lad os bruge påsken på at mindes Guds ultimative offer for vores skyld. Men lad os også bruge påsken til at fejre det endnu større mirakel, at Jesus påskedag overvandt døden, for at vi kan leve i troen på ham.

Jesus sagde til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.  Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«  Martha svarede: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”

Lad det også være vores svar.

#påske #smerte #tro #tilgivelse #opstandelse

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/paaskens-smerte/feed/ Den stille uge https://baptist.dk/den-stille-uge/ Thu, 28 Mar 2024 05:00:41 +0000 https://baptist.dk/?p=16478
Denne uge, ugen op til påskedag, kaldes af kirken ’den stille uge’. Uden for kirken er ugen ikke særlig stille. Nogle butikker har lukket på helligdagene, men  byggemarkeder og plantecentre har vel  nærmest en højsæson. Op til 1991 måtte der hverken afvikles koncerter, biografforestillinger eller fodboldkampe langfredag, men nu er den også ’kun’ en almindelig helligdag.

Den oprindelige ’stille uge’ var også alt andet end stille. Det var i den uge, Jesus indstiftede nadveren, og hvor han vaskede disciplenes fødder. Judas angav Jesus ved at kysse ham, så vagterne fik ham udpeget. Efterfølgende fortrød han sin ugerning, og tog sit eget liv. Peter benægtede 3 gange at kende Jesus. Jesus blev anholdt, dømt, henrettet og begravet.

Disciplene har næppe efterfølgende kaldt det ’en stille uge’. Uanset hvordan vi holder vores ’stille uge’ hver især, så er begivenhederne dengang en tanke værd. Og ikke mindst kan vi glæde os til forløsningen: Opstandelsen påskedag.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Denne uge, ugen op til påskedag, kaldes af kirken ’den stille uge’. Uden for kirken er ugen ikke særlig stille. Nogle butikker har lukket på helligdagene, men  byggemarkeder og plantecentre har vel  nærmest en højsæson. Op til 1991 måtte der hverken afvikles koncerter, biografforestillinger eller fodboldkampe langfredag, men nu er den også ’kun’ en almindelig helligdag.

Den oprindelige ’stille uge’ var også alt andet end stille. Det var i den uge, Jesus indstiftede nadveren, og hvor han vaskede disciplenes fødder. Judas angav Jesus ved at kysse ham, så vagterne fik ham udpeget. Efterfølgende fortrød han sin ugerning, og tog sit eget liv. Peter benægtede 3 gange at kende Jesus. Jesus blev anholdt, dømt, henrettet og begravet.

Disciplene har næppe efterfølgende kaldt det ’en stille uge’. Uanset hvordan vi holder vores ’stille uge’ hver især, så er begivenhederne dengang en tanke værd. Og ikke mindst kan vi glæde os til forløsningen: Opstandelsen påskedag.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/den-stille-uge/feed/ ”Jeg har gjort død til liv for dig” https://baptist.dk/jeg-har-gjort-doed-til-liv-for-dig/ Thu, 27 Jul 2023 07:59:18 +0000 https://baptist.dk/?p=14682 – om døden og vores relation til Gud.


Se og hør Benny læse artiklen op via dette link.

Benny Klarholt
Præst i Silkeborg Baptistkirke

En kendt komiker, Woody Allen, sagde: ”Jeg frygter ikke døden; hvis blot jeg kan være fri for at være der, når det sker.”

I virkeligheden er det svært at udtale sig kompetent om døden, men at fortie virkeligheden – at undgå den svære samtale, hvorved vi forholder os til døden – måske vores egen – fjerner ikke det definitive ved døden som afslutning på livet. Og kristen tro er at forholde sig til sit eget liv og endeligt – og have valgt en vej, et håb.

Frygten for døden

Ordene: ”Hvis jeg blot kan være fri for at være der, når det sker” virker som en form for flugt. Den, der siger sådan, sætter vel i virkeligheden ord på det, der er vilkårene for mange af os.

For mange handler døden om angst. Angst for processen. Angst for eventuelle smerter. Angst for måden jeg skal dø på. Og for rigtigt mange mennesker leves livet som en stor fortrængning af døden. Vi forholder os ikke til den, tager ikke stilling til dens tilstedeværelse i livet. Vi nævner den helst ikke, men omskriver med ord som ”at gå bort”, som om døden var et sted, man vender tilbage fra. For døden betragtes som det ultimative kontroltab.

For mange handler døden om angst.

Derfor bruger vi også ord som ”at give slip”, som om det var i den døendes magt at have indflydelse på, hvornår døden indtræder. Vi bruger mange klicheer, når vi stillet overfor døden i virkeligheden ikke kender andet end vores egen magtesløshed.

Men: ”Jeg er opstandelsen og livet”

En vending, der lød efter min egen fars død, var, at han havde ”mistet sit liv til kræften”. I min verden og forståelse, havde han ikke mistet sit liv til kræften. Han døde af kræft, men ikke til. For skal kristen tro give mening, må vi vende os til Jesus, og finde svaret på spørgsmålet: Hvad sagde Jesus?

Og hans svar giver trøst – og livet mening, hvor han siger: ”Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.[1] ”At dø til” må derfor, hvis tro på Jesus skal give nogen som helst mening, være en død der peger ind på det liv, Jesus peger på, når han siger: ”Jeg er opstandelsen og livet”.

Efter døden genopretter Gud vores forhold til ham

Når jeg skriver om døden, så vover jeg at udtrykke mig om noget, som jeg ikke ved noget om. Og da jeg ikke ved noget om døden, selvom jeg har mødt den i mange afskygninger som præst, må jeg læne mig op ad det, der er min tro.

Og da jeg ikke ved noget om døden … må jeg læne mig op ad det, der er min tro.

Og skal jeg definere min tro nærmere, så kan jeg kun beskrive den som en relation. En relation, der bygger på, at jeg har taget Jesus’ ord ind som virkelige og gældende for mig. Ja, jeg tror på korsets gåde, som en salme siger det. Jeg kan også bruge Jesus’ ord, at kender vi ham – dvs tror jeg på ham, så kender jeg også ham, der har sendt ham, Gud selv.

Min relation er altså en relation til Gud selv. Læs denne tanke ind i det følgende. Vi skal alle dø en dag. Det er derfor vigtigt at arbejde på en erkendelse af, hvilke tanker der er store og måske angstfyldte, når vi skal forholde os til det alene og føler ensomhed.

…”men jeg gør død til liv for dig.”

For ingen kan leve livet for dig, og ingen kan gå gennem døden på dine vegne. Du må dø den selv – om det kan formuleres sådan. Og forberedelsen på din død finder du i livet. Det er, mens du lever, du må tænke tanker om din egen død. Tanker om, at der kommer en dag, hvor du ikke skal være her mere. For mange – for mig – er det svære, at livet en dag går videre uden mig. Mine børn og børnebørn vil fortsætte – verden vil fortsætte – jeg er bare ikke med længere.

For mange – for mig – er det svære, at livet en dag går videre uden mig.

Og døden, som jeg tænker den, er som det dybeste mørke – den dybeste og helt drømmeløse søvn, der fortsætter uden at nærme sig bevidsthed og fornyet opmærksomhed på dagen, som den gryr i forventning om liv og lys. Blot at pege på døden, som et uendeligt mørke, vil efterlade jer – mig – i en form for fortvivlelse, og håbløshed, hvorfra der ikke findes en udgang – en vej. Når livet er ophørt, kommer det næste hjerteslag ikke – den næste vejrtrækning udebliver, og der bliver stille, helt stille. Kroppens funktioner ophører, nedbrydningen af det, som var, begynder.

                      Jeg ser at du er ræd,
                      men jeg kan ikke gå i døden for dig.
                      Du må smage den selv, men jeg gør død til liv for dig.
                      Jeg gør død til liv for dig.
                      Jeg har gjort død til liv for dig.
                                                    Bjørn Eidsvåg 1983. ”Jeg ser at du er træt”.

Det ender godt!

Det er derfor vigtigt for mig, at kirken fokuserer på sin opgave, når den danner ramme om et meningsfyldt farvel til afdøde. Det er ikke den døde, der skal have fokus, men de efterladte. Der er et sjælesørgerisk perspektiv i form af omsorg, trøst, nærvær, forkyndelsen af håb. Der er et evangelisk perspektiv, ”Det ender godt” som, hvis det ikke italesættes ved en bisættelse, i mine øjne er at svigte de sørgende efterladte.

Det er ikke den døde, der skal have fokus, men de efterladte.

Præstens opgave er ikke at bruge sin taletid på at fortælle om afdøde. Livsfortællingen hører til ved kirkekaffen og fortælles bedre af dem, der har mistet. Præstens – kirkens – opgave er at forkynde håb! At det ender godt! At relationen fortsætter, både i form af den kærlighed, der lever videre, og i form af den kærlige relation mellem afdøde og Gud.

Livet i Guds rige begynder med tro på Jesus Kristus

Når Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet, den der tror på mig, skal leve om han end dør”[2] peger det ikke på, at du undgår død, men at der bag døden i kraft af Jesus er et liv.

Det evige livs fylde og kraft er allerede til stede i dit liv, her og nu, ved troen på Jesus.

Ikke et liv som vi kender det, og dets virkelighed har vi ingen viden om. Jesus siger i Johannesevangeliet kapitel 5 vers 24, at ”den der hører mit ord, og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.”[3] Hermed trækker Jesus den virkelighed, der er troens virkelighed efter døden, ind som et løfte og et håb.

Det evige livs fylde og kraft er allerede til stede i dit liv, her og nu, ved troen på Jesus. Hensigten er at forkynde og skabe et håb om, at der gennem døden venter frelse for enhver, som tror på ham. Det fjerner ikke virkeligheden, at du som konsekvens af døden oplever et tab og en smerte over at have mistet. Håbet er, at der gennem døden findes et liv – ikke som en re-inkarnation, men det troens liv, der er lovet.

                      Ja, jeg tror på korsets gåde,
                      gør det, Frelser af din nåde.
                      Stå mig bi, når fjenden frister!
                      Ræk mig hånd, når øjet brister!
                      Sig: vi går til Paradis!
                                                   N.F.S. Grundtvig 1837
                                                   Efter Arnulf Louvain, før 1250

Læs også

artiklen “Stand by me”, hvor Klaus Høgh-Lefholm fortæller om at miste en søn.

[1] Johannesevangeliet kap. 11, vers 25

[2] Johannesevangeliet kap. 11, vers 25

[3] Johannesevangeliet kap. 5, vers 24

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> – om døden og vores relation til Gud.


Se og hør Benny læse artiklen op via dette link.

Benny Klarholt
Præst i Silkeborg Baptistkirke

En kendt komiker, Woody Allen, sagde: ”Jeg frygter ikke døden; hvis blot jeg kan være fri for at være der, når det sker.”

I virkeligheden er det svært at udtale sig kompetent om døden, men at fortie virkeligheden – at undgå den svære samtale, hvorved vi forholder os til døden – måske vores egen – fjerner ikke det definitive ved døden som afslutning på livet. Og kristen tro er at forholde sig til sit eget liv og endeligt – og have valgt en vej, et håb.

Frygten for døden

Ordene: ”Hvis jeg blot kan være fri for at være der, når det sker” virker som en form for flugt. Den, der siger sådan, sætter vel i virkeligheden ord på det, der er vilkårene for mange af os.

For mange handler døden om angst. Angst for processen. Angst for eventuelle smerter. Angst for måden jeg skal dø på. Og for rigtigt mange mennesker leves livet som en stor fortrængning af døden. Vi forholder os ikke til den, tager ikke stilling til dens tilstedeværelse i livet. Vi nævner den helst ikke, men omskriver med ord som ”at gå bort”, som om døden var et sted, man vender tilbage fra. For døden betragtes som det ultimative kontroltab.

For mange handler døden om angst.

Derfor bruger vi også ord som ”at give slip”, som om det var i den døendes magt at have indflydelse på, hvornår døden indtræder. Vi bruger mange klicheer, når vi stillet overfor døden i virkeligheden ikke kender andet end vores egen magtesløshed.

Men: ”Jeg er opstandelsen og livet”

En vending, der lød efter min egen fars død, var, at han havde ”mistet sit liv til kræften”. I min verden og forståelse, havde han ikke mistet sit liv til kræften. Han døde af kræft, men ikke til. For skal kristen tro give mening, må vi vende os til Jesus, og finde svaret på spørgsmålet: Hvad sagde Jesus?

Og hans svar giver trøst – og livet mening, hvor han siger: ”Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.[1] ”At dø til” må derfor, hvis tro på Jesus skal give nogen som helst mening, være en død der peger ind på det liv, Jesus peger på, når han siger: ”Jeg er opstandelsen og livet”.

Efter døden genopretter Gud vores forhold til ham

Når jeg skriver om døden, så vover jeg at udtrykke mig om noget, som jeg ikke ved noget om. Og da jeg ikke ved noget om døden, selvom jeg har mødt den i mange afskygninger som præst, må jeg læne mig op ad det, der er min tro.

Og da jeg ikke ved noget om døden … må jeg læne mig op ad det, der er min tro.

Og skal jeg definere min tro nærmere, så kan jeg kun beskrive den som en relation. En relation, der bygger på, at jeg har taget Jesus’ ord ind som virkelige og gældende for mig. Ja, jeg tror på korsets gåde, som en salme siger det. Jeg kan også bruge Jesus’ ord, at kender vi ham – dvs tror jeg på ham, så kender jeg også ham, der har sendt ham, Gud selv.

Min relation er altså en relation til Gud selv. Læs denne tanke ind i det følgende. Vi skal alle dø en dag. Det er derfor vigtigt at arbejde på en erkendelse af, hvilke tanker der er store og måske angstfyldte, når vi skal forholde os til det alene og føler ensomhed.

…”men jeg gør død til liv for dig.”

For ingen kan leve livet for dig, og ingen kan gå gennem døden på dine vegne. Du må dø den selv – om det kan formuleres sådan. Og forberedelsen på din død finder du i livet. Det er, mens du lever, du må tænke tanker om din egen død. Tanker om, at der kommer en dag, hvor du ikke skal være her mere. For mange – for mig – er det svære, at livet en dag går videre uden mig. Mine børn og børnebørn vil fortsætte – verden vil fortsætte – jeg er bare ikke med længere.

For mange – for mig – er det svære, at livet en dag går videre uden mig.

Og døden, som jeg tænker den, er som det dybeste mørke – den dybeste og helt drømmeløse søvn, der fortsætter uden at nærme sig bevidsthed og fornyet opmærksomhed på dagen, som den gryr i forventning om liv og lys. Blot at pege på døden, som et uendeligt mørke, vil efterlade jer – mig – i en form for fortvivlelse, og håbløshed, hvorfra der ikke findes en udgang – en vej. Når livet er ophørt, kommer det næste hjerteslag ikke – den næste vejrtrækning udebliver, og der bliver stille, helt stille. Kroppens funktioner ophører, nedbrydningen af det, som var, begynder.

                      Jeg ser at du er ræd,
                      men jeg kan ikke gå i døden for dig.
                      Du må smage den selv, men jeg gør død til liv for dig.
                      Jeg gør død til liv for dig.
                      Jeg har gjort død til liv for dig.
                                                    Bjørn Eidsvåg 1983. ”Jeg ser at du er træt”.

Det ender godt!

Det er derfor vigtigt for mig, at kirken fokuserer på sin opgave, når den danner ramme om et meningsfyldt farvel til afdøde. Det er ikke den døde, der skal have fokus, men de efterladte. Der er et sjælesørgerisk perspektiv i form af omsorg, trøst, nærvær, forkyndelsen af håb. Der er et evangelisk perspektiv, ”Det ender godt” som, hvis det ikke italesættes ved en bisættelse, i mine øjne er at svigte de sørgende efterladte.

Det er ikke den døde, der skal have fokus, men de efterladte.

Præstens opgave er ikke at bruge sin taletid på at fortælle om afdøde. Livsfortællingen hører til ved kirkekaffen og fortælles bedre af dem, der har mistet. Præstens – kirkens – opgave er at forkynde håb! At det ender godt! At relationen fortsætter, både i form af den kærlighed, der lever videre, og i form af den kærlige relation mellem afdøde og Gud.

Livet i Guds rige begynder med tro på Jesus Kristus

Når Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet, den der tror på mig, skal leve om han end dør”[2] peger det ikke på, at du undgår død, men at der bag døden i kraft af Jesus er et liv.

Det evige livs fylde og kraft er allerede til stede i dit liv, her og nu, ved troen på Jesus.

Ikke et liv som vi kender det, og dets virkelighed har vi ingen viden om. Jesus siger i Johannesevangeliet kapitel 5 vers 24, at ”den der hører mit ord, og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.”[3] Hermed trækker Jesus den virkelighed, der er troens virkelighed efter døden, ind som et løfte og et håb.

Det evige livs fylde og kraft er allerede til stede i dit liv, her og nu, ved troen på Jesus. Hensigten er at forkynde og skabe et håb om, at der gennem døden venter frelse for enhver, som tror på ham. Det fjerner ikke virkeligheden, at du som konsekvens af døden oplever et tab og en smerte over at have mistet. Håbet er, at der gennem døden findes et liv – ikke som en re-inkarnation, men det troens liv, der er lovet.

                      Ja, jeg tror på korsets gåde,
                      gør det, Frelser af din nåde.
                      Stå mig bi, når fjenden frister!
                      Ræk mig hånd, når øjet brister!
                      Sig: vi går til Paradis!
                                                   N.F.S. Grundtvig 1837
                                                   Efter Arnulf Louvain, før 1250

Læs også

artiklen “Stand by me”, hvor Klaus Høgh-Lefholm fortæller om at miste en søn.

[1] Johannesevangeliet kap. 11, vers 25

[2] Johannesevangeliet kap. 11, vers 25

[3] Johannesevangeliet kap. 5, vers 24

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/jeg-har-gjort-doed-til-liv-for-dig/feed/ Når sjælen forsvinder https://baptist.dk/naar-sjaelen-forsvinder/ Thu, 27 Jul 2023 07:58:03 +0000 https://baptist.dk/?p=14674 Jeg har efterhånden set flere mennesker dø – og set, hvordan kroppen bliver til et tomt hylster, når sjælen forsvinder.


Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/07/a000006.mp3

Som præst har jeg det privilegium at være med ved dødslejer. Men det var nok, da min svigerfar døde, at jeg tydeligst oplevede, hvad der sker, når sjælen og ånden forsvinder fra et menneske.

Et tomt hylster

Vi havde våget ved min svigerfars seng på sygehuset i nogle dage, da han udåndede. Hans ansigt faldt sammen og forandrede sig ret hurtigt. Det var tydeligt, at hans krop blev et tomt hylster. Livet og personligheden var væk. Livet er ånden. Sjælen er det centrale i et menneskes personlighed. Begge dele var væk med den sidste udånding.

Livet og personligheden var væk.

Mine svigerforældre havde været ledere af et plejehjem i over 20 år. Selvom min svigermor har set mange døde, havde hun et ønske om, at hendes mand skulle stå i åben kiste frem til begravelsen. Der gik dog ikke længe, før hun indså, at det ikke var ham, der lå dér i kisten, og hun bad om, at låget blev lagt på.

Det er ikke den eneste gang, jeg har set det ske. Et dødt menneske mister farve, når blodet holder op med at sende ilt rundt i kroppen. Ansigtet skifter form, kan blive indfaldent. Det er helt naturligt.

Et åbent vindue

Jeg har hørt om sundhedspersonale, der åbner et vindue, når et menneske er lige ved at dø – for at sjælen kan komme væk. Det, mener jeg nu ikke, er nødvendigt. Den opstandne Jesus kunne gå gennem lukkede døre og vinduer.[1] Det tror jeg på, at vores sjæl og ånd også kan.

Jeg stoler på, at sjælen og ånden nok skal finde vej hjem til Gud.

Når jeg er død

Netop fordi jeg har haft de erfaringer også med mine egne nærmeste, er jeg egentlig ligeglad med, hvad der skal ske med min krop, når jeg er død. Om den skal brændes eller formulde er ikke afgørende. Jeg er væk. Jeg stoler på, at sjælen og ånden nok skal finde vej hjem til Gud. Opstandelsen er ikke afhængig af en krop, der under alle omstændigheder forsvinder.

Læs også

“Ventesorg” – Ester Haslund-Gjerrild har skrevet sange til døende og deres familier.

[1] Johannesevangeliet kap. 20, vers 19

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Jeg har efterhånden set flere mennesker dø – og set, hvordan kroppen bliver til et tomt hylster, når sjælen forsvinder.


Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/07/a000006.mp3

Som præst har jeg det privilegium at være med ved dødslejer. Men det var nok, da min svigerfar døde, at jeg tydeligst oplevede, hvad der sker, når sjælen og ånden forsvinder fra et menneske.

Et tomt hylster

Vi havde våget ved min svigerfars seng på sygehuset i nogle dage, da han udåndede. Hans ansigt faldt sammen og forandrede sig ret hurtigt. Det var tydeligt, at hans krop blev et tomt hylster. Livet og personligheden var væk. Livet er ånden. Sjælen er det centrale i et menneskes personlighed. Begge dele var væk med den sidste udånding.

Livet og personligheden var væk.

Mine svigerforældre havde været ledere af et plejehjem i over 20 år. Selvom min svigermor har set mange døde, havde hun et ønske om, at hendes mand skulle stå i åben kiste frem til begravelsen. Der gik dog ikke længe, før hun indså, at det ikke var ham, der lå dér i kisten, og hun bad om, at låget blev lagt på.

Det er ikke den eneste gang, jeg har set det ske. Et dødt menneske mister farve, når blodet holder op med at sende ilt rundt i kroppen. Ansigtet skifter form, kan blive indfaldent. Det er helt naturligt.

Et åbent vindue

Jeg har hørt om sundhedspersonale, der åbner et vindue, når et menneske er lige ved at dø – for at sjælen kan komme væk. Det, mener jeg nu ikke, er nødvendigt. Den opstandne Jesus kunne gå gennem lukkede døre og vinduer.[1] Det tror jeg på, at vores sjæl og ånd også kan.

Jeg stoler på, at sjælen og ånden nok skal finde vej hjem til Gud.

Når jeg er død

Netop fordi jeg har haft de erfaringer også med mine egne nærmeste, er jeg egentlig ligeglad med, hvad der skal ske med min krop, når jeg er død. Om den skal brændes eller formulde er ikke afgørende. Jeg er væk. Jeg stoler på, at sjælen og ånden nok skal finde vej hjem til Gud. Opstandelsen er ikke afhængig af en krop, der under alle omstændigheder forsvinder.

Læs også

“Ventesorg” – Ester Haslund-Gjerrild har skrevet sange til døende og deres familier.

[1] Johannesevangeliet kap. 20, vers 19

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/naar-sjaelen-forsvinder/feed/ Døden og opstandelsen er lige her https://baptist.dk/doeden-og-opstandelsen-er-lige-her/ Thu, 27 Jul 2023 07:56:03 +0000 https://baptist.dk/?p=14573 Fødsel og død skaber en fysisk ramme om vores liv på jorden. Vi bliver berørt, når vi hører om en barnefødsel, og vi berøres, når vi hører om dødsfald.


Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/07/a000009.mp3

Raymond Jensen:

  • theol. og tidligere præst i Silkeborg (1987-92), Karmelkirken i Aalborg (1993-2003) og Østhimmerland (2005-21)
  • medarbejder på oversættelsen af Det Nye Testamente til Bibelen 2020

Når menneskeliv smadres i krigens gru eller når migranter dør i Middelhavets bølger, rammes vi af sorg og medfølelse. Det er ikke neutralt eller ligegyldigt, selv om det er fremmede mennesker, der sætter livet til.

Men døden har også andre ansigter. Jeg har i de seneste år mistet tre af mine allernærmeste familiemedlemmer. De var gamle af år og mætte af dage, og døden var en vemodig, men naturlig hændelse.

Menneskekroppen er natur.

Naturlig, ja. Menneskekroppen er natur. Dømt til at forgå. Kroppen dannes i mors liv, den fødes, den modnes og den dør på et tidspunkt. Det er vilkåret for ethvert menneske.

Valget

Vi har muligheden for at leve livet efter vores umiddelbare drifter, men som kristne kaldes vi til at knytte vores naturlige krop og vores liv til Kristus. Vi er inviteret med i et fællesskab, som ikke har tilfredsstillelsen af vores egne behov i centrum, men medfølelsen og kærligheden.

Jesus var født som menneske. Paulus skriver til menigheden i Rom: ”Som menneske nedstammede Kristus fra Kong David, og ved hjælp af Helligånden og med guddommelig kraft blev det understreget, at han også var Guds søn, da han stod op fra de døde.”[1]

Invitationen

Vi inviteres til at knytte vores liv til Kristus: ”Vi er døde i forhold til det liv, vi før levede i afstand til Gud. Da vi blev døbt til at tilhøre Jesus Kristus, døde vi jo sammen med ham. I dåben blev vi begravet sammen med Kristus, og ligesom Gud lod Kristus stå op fra de døde, er vi også begyndt på et nyt liv. Vi er døde sammen med Kristus, og vi vil stå op af graven sammen med ham.”[2]

Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus.

Hos Paulus ser vi altså, at begreberne død og opstandelse sættes fri af vores biologiske begrænsninger. Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus og den kraftanstrengelse, han gjorde for at frisætte os: ”Vores gamle jeg døde sammen med Kristus på korset, for at modstanden mod Gud og den selvoptagethed, der styrede vores krop, ikke skulle have magt over os. Nu behøver vi ikke længere at være slaver af vores selvoptagethed, for når man er død, kan man ikke længere gøre noget ondt. Vi døde altså sammen med Kristus, og derfor tror vi også på, at vi skal leve sammen med ham.”[3]

Den kristne påske

For 2000 år siden gennemlevede Jesus og hans disciple den første kristne påske. Jesus bekræftede fællesskabet med disciplene skærtorsdag; han bar selv korset mod Golgata, hvor han blev slået ihjel. Han befandt sig i dødsriget, og påskedag blev han ved Guds kraft og hellige ånd befriet fra den fysiske død og vandrede på jorden igen som et lyslevende vidne om, at dødens magt er brudt.

Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.

Vi er kaldede til at drikke af det liv, der strømmer fra den første kristne påske. Og netop derfor kan vi reagere med forfærdelse og medfølelse overfor vores medmenneskers nød. Ingen menneskelig lidelse er os ligegyldig. Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.

Hjertet i vores tro

Paulus skriver: ”Kristus stod op fra de døde og vil aldrig dø igen. Derfor har døden ikke længere magt over ham. Han døde én gang for alle, og det gjorde han på grund af vores selvoptagethed og modstand mod Gud.”[4]

Jesus er den første, som er oprejst fra de døde til evigt liv. Men ikke den sidste. Jesus´ opstandelse er vores opstandelse. Som Jesus opstod som Guds søn, sådan skal vi alle opstå som Guds børn.

Læs også

“Bøn ved bisættelse” – fra Raymond Jensens pen.

[1] Romerbrevet kap. 1, vers 3-4
[2] Romerbrevet kap. 6, vers 2b-5
[3] Romerbrevet kap. 6, vers 6-8
[4] Romerbrevet kap. 6, vers 9-10. Alle citater er fra Bibelen 2020

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Fødsel og død skaber en fysisk ramme om vores liv på jorden. Vi bliver berørt, når vi hører om en barnefødsel, og vi berøres, når vi hører om dødsfald.


Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/07/a000009.mp3

Raymond Jensen:

  • theol. og tidligere præst i Silkeborg (1987-92), Karmelkirken i Aalborg (1993-2003) og Østhimmerland (2005-21)
  • medarbejder på oversættelsen af Det Nye Testamente til Bibelen 2020

Når menneskeliv smadres i krigens gru eller når migranter dør i Middelhavets bølger, rammes vi af sorg og medfølelse. Det er ikke neutralt eller ligegyldigt, selv om det er fremmede mennesker, der sætter livet til.

Men døden har også andre ansigter. Jeg har i de seneste år mistet tre af mine allernærmeste familiemedlemmer. De var gamle af år og mætte af dage, og døden var en vemodig, men naturlig hændelse.

Menneskekroppen er natur.

Naturlig, ja. Menneskekroppen er natur. Dømt til at forgå. Kroppen dannes i mors liv, den fødes, den modnes og den dør på et tidspunkt. Det er vilkåret for ethvert menneske.

Valget

Vi har muligheden for at leve livet efter vores umiddelbare drifter, men som kristne kaldes vi til at knytte vores naturlige krop og vores liv til Kristus. Vi er inviteret med i et fællesskab, som ikke har tilfredsstillelsen af vores egne behov i centrum, men medfølelsen og kærligheden.

Jesus var født som menneske. Paulus skriver til menigheden i Rom: ”Som menneske nedstammede Kristus fra Kong David, og ved hjælp af Helligånden og med guddommelig kraft blev det understreget, at han også var Guds søn, da han stod op fra de døde.”[1]

Invitationen

Vi inviteres til at knytte vores liv til Kristus: ”Vi er døde i forhold til det liv, vi før levede i afstand til Gud. Da vi blev døbt til at tilhøre Jesus Kristus, døde vi jo sammen med ham. I dåben blev vi begravet sammen med Kristus, og ligesom Gud lod Kristus stå op fra de døde, er vi også begyndt på et nyt liv. Vi er døde sammen med Kristus, og vi vil stå op af graven sammen med ham.”[2]

Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus.

Hos Paulus ser vi altså, at begreberne død og opstandelse sættes fri af vores biologiske begrænsninger. Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus og den kraftanstrengelse, han gjorde for at frisætte os: ”Vores gamle jeg døde sammen med Kristus på korset, for at modstanden mod Gud og den selvoptagethed, der styrede vores krop, ikke skulle have magt over os. Nu behøver vi ikke længere at være slaver af vores selvoptagethed, for når man er død, kan man ikke længere gøre noget ondt. Vi døde altså sammen med Kristus, og derfor tror vi også på, at vi skal leve sammen med ham.”[3]

Den kristne påske

For 2000 år siden gennemlevede Jesus og hans disciple den første kristne påske. Jesus bekræftede fællesskabet med disciplene skærtorsdag; han bar selv korset mod Golgata, hvor han blev slået ihjel. Han befandt sig i dødsriget, og påskedag blev han ved Guds kraft og hellige ånd befriet fra den fysiske død og vandrede på jorden igen som et lyslevende vidne om, at dødens magt er brudt.

Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.

Vi er kaldede til at drikke af det liv, der strømmer fra den første kristne påske. Og netop derfor kan vi reagere med forfærdelse og medfølelse overfor vores medmenneskers nød. Ingen menneskelig lidelse er os ligegyldig. Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.

Hjertet i vores tro

Paulus skriver: ”Kristus stod op fra de døde og vil aldrig dø igen. Derfor har døden ikke længere magt over ham. Han døde én gang for alle, og det gjorde han på grund af vores selvoptagethed og modstand mod Gud.”[4]

Jesus er den første, som er oprejst fra de døde til evigt liv. Men ikke den sidste. Jesus´ opstandelse er vores opstandelse. Som Jesus opstod som Guds søn, sådan skal vi alle opstå som Guds børn.

Læs også

“Bøn ved bisættelse” – fra Raymond Jensens pen.

[1] Romerbrevet kap. 1, vers 3-4
[2] Romerbrevet kap. 6, vers 2b-5
[3] Romerbrevet kap. 6, vers 6-8
[4] Romerbrevet kap. 6, vers 9-10. Alle citater er fra Bibelen 2020

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/doeden-og-opstandelsen-er-lige-her/feed/ Nu spirer det frem! https://baptist.dk/nu-spirer-det-frem/ Thu, 27 Apr 2023 04:00:13 +0000 https://baptist.dk/?p=13967
Foråret er kommet, og kornets fine lysegrønne spirer lyser op, men kornet kan kun spire, hvis frøene spredes på jorden og dør.

Vi sætter kartofler, nye planter gror op, og et par måneder senere kan vi grave nye kartofler op. Mellem dem støder vi undertiden på de rådne rester af den kartoffel, der blev sat i foråret. Den gik til, men en ny plante med mange nye kartofler blev til.

Sådan – siger Paulus – er det også med os: vores krop går til, for at vi kan få en ny identitet i en ny virkelighed. Gud skaber os på ny!

Det er det centrale indhold af troen på opstandelsen fra de døde.

Vi kommer til at dø, Vi går til i den form, vi kender, men vi opstår af døden til en ny virkelighed, fordi Gud vil det. For Gud skaber nyt ud af gammelt og liv ud af dødt.

Det er det kristne håb. Det håb har sin rod i den tomme grav påskemorgen.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Foråret er kommet, og kornets fine lysegrønne spirer lyser op, men kornet kan kun spire, hvis frøene spredes på jorden og dør.

Vi sætter kartofler, nye planter gror op, og et par måneder senere kan vi grave nye kartofler op. Mellem dem støder vi undertiden på de rådne rester af den kartoffel, der blev sat i foråret. Den gik til, men en ny plante med mange nye kartofler blev til.

Sådan – siger Paulus – er det også med os: vores krop går til, for at vi kan få en ny identitet i en ny virkelighed. Gud skaber os på ny!

Det er det centrale indhold af troen på opstandelsen fra de døde.

Vi kommer til at dø, Vi går til i den form, vi kender, men vi opstår af døden til en ny virkelighed, fordi Gud vil det. For Gud skaber nyt ud af gammelt og liv ud af dødt.

Det er det kristne håb. Det håb har sin rod i den tomme grav påskemorgen.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/nu-spirer-det-frem/feed/ Påsken er kulminationen på historien om Gud, der vælger os https://baptist.dk/paasken-er-kulminationen-paa-historien-om-gud-der-vaelger-os/ Sun, 09 Apr 2023 04:00:04 +0000 https://baptist.dk/?p=13822 ”Vi slog Gud ihjel – og alligevel vælger han os én gang til.”


I dag er påskemorgen utvetydigt en fest. Den er fyldt med proklamationer og udråb om at ”Herren er opstanden”. I kirker verden over fejres det, at Gud ikke bare blev menneske og døde, men også genopstod – en begivenhed der ikke har nogen parallel noget sted i hverken de bibelske fortællinger eller i vores egen erfaring.

Det er så stort, at det er uforståeligt. Ord slår ikke til. Vi ved, at det er noget helt særligt, men selv efter et par tusinde år, er det ikke lykkedes nogen at forklare det. Vi taler om det i billeder og analogier, bruger metaforer og lignelser, fordi det er det tætteste vi kommer på at forstå, ikke bare at det skete, men hvad der skete.

Vores påskemorgen starter med håb og glæde, fordi vi ved hvad der skete

Vi fejrer og fester og proklamerer, fordi uanset hvad vi tror – eller tror vi ved – om det, der skete den morgen i Jerusalem, så ved vi, at det er kulminationen på den historie, der starter allerede før skabelsen, med Gud, der vælger os, vælger mennesker. Igen og igen. Indtil vi slog Gud ihjel. Og så vælger han os én gang til.

Vi står på den anden side, på mange måder langt fra begivenhedernes gang, med den sikkerhed, der følger med det. Vores påskemorgen starter med håb og glæde, fordi vi ved hvad der skete. Men sådan var det ikke for de kvinder, der den første påskemorgen gik ud til Jesu grav midt i deres sorg.

I alle fire evangelier er kvinderne de første til at se, at Jesus ikke ligger i graven, og til at blive sendt ud i verden med budskabet om genopstandelsen. Allerede før de helt ved, hvad der er sket, skal de fortælle det videre. Allerede før de har haft muligheden for at tænke mere over det, skal de være vidner om, at Gud endnu en gang har valgt dem, valgt verden.

Før og efter sin død mødte Jesus mennesker

I de fortællinger der følger, ser vi eksempel efter eksempel på, hvordan Jesus kommer til nogle af de mennesker vi kender fra de historier, evangelierne er fyldt med. Hvordan han møder dem og ser dem, og giver dem det, de har brug for.

I Johannesevangeliet møder Jesus Maria, der ikke kan genkende ham før han siger hendes navn (Joh 20,15-16), og Peter, der får mulighed for at bekræfte sin kærlighed til sin Herre tre gange, en for hver gang han fornægtede ham (Joh 21,15-17).

I Lukasevangeliet udlægger Jesus hele skriften for to af disciplene, men det er først da han bryder brødet, at de genkender ham (Luk 24,25-31).

Ligesom før sin død, har den opstandne Jesus travlt med at genoprette mennesker. Han giver dem en plads og en opgave, og sender dem så på vej ud i verden for at gøre det samme med dem, de møder.

Påsken starter ikke påskemorgen. Den starter heller ikke langfredag eller skærtorsdag, ikke en gang palmesøndag. Den starter heller ikke til jul, eller til Mariæ bebudelse, hvor Maria bliver lovet at hun skal føde en søn, Guds søn. Påsken starter ikke engang ved udfrielsen fra Egypten, som den jødiske påske, Jesus var i Jerusalem for at fejre, er en markering af.

Påsken starter med Gud, der vælger at skabe mennesker i sit billede.

Påsken starter med Gud, der vælger at skabe mennesket i sit billede. For påsken er det hidtidige højdepunkt i historien om Gud, der elsker mennesker så højt, at han er villig til at gøre alt det, der skal til, for at vi kan leve op til vores fulde potentiale som skabninger, der bærer Guds aftryk.

Forskellige kristne grupper og teologiske traditioner kan komme med hver sin mere eller mindre vellykkede forklaring på, hvad påsken og genopstandelsen betyder og hvilken del, der er vigtigst. Men uanset hvordan vi svarer på spørgsmålet, ”hvad er påsken?”, så kan vi være forvissede om, at det på ene og samme tid er et klimaks og en begyndelse.

Det er klimaks på den del af historien, der handler om Gud, der blev menneske, for at gå ved siden af os og være her helt konkret og fysisk hos os. Og det er begyndelsen på den del af historien, hvor vi kan følge det eksempel. Hvor vi har en ny måde at ligne Gud på, fordi vi har set, hvordan Gud var menneske sammen med os.

Vi bliver sendt ud uden forklaringer og forsikringer

Ligesom de mænd og kvinder, der mødte Jesus efter opstandelsen, så har vi fået til opgave at gå ud i verden og videreføre det arbejde han begyndte. Og ligesom de ikke fik forklaret hvordan det hele hang sammen, gør vi heller ikke. Som dem, bliver vi nødt til at stole på, at det vi ved, er nok. At det vi håber på, er nok. At det vi tror på, er nok.

“Vores opgave er at gå ud i verden og videreføre det arbejde Jesus begyndte”

Vi har to tusinde års traditioner at stå på. Og alle bibelens fortællinger. Men vi har ingen forklaringer eller forsikringer, ingen klar tale og ingen vished om, hvordan alting skal forstås. Vi kan kun gøre vores bedste for at efterligne Jesus. Gøre som han gjorde, og altid se efter hvilket behov vi kan dække hos andre mennesker.

Det kan vi gøre på grund af påskemorgenen. Fordi historien ikke slutter med et kors og en grav, men med ordene ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt 28,20b)

. 

Troels Thorndal skrev:
Kristus er opstanden, Kristus er opstanden, Kristus er opstanden

God påske

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> ”Vi slog Gud ihjel – og alligevel vælger han os én gang til.”


I dag er påskemorgen utvetydigt en fest. Den er fyldt med proklamationer og udråb om at ”Herren er opstanden”. I kirker verden over fejres det, at Gud ikke bare blev menneske og døde, men også genopstod – en begivenhed der ikke har nogen parallel noget sted i hverken de bibelske fortællinger eller i vores egen erfaring.

Det er så stort, at det er uforståeligt. Ord slår ikke til. Vi ved, at det er noget helt særligt, men selv efter et par tusinde år, er det ikke lykkedes nogen at forklare det. Vi taler om det i billeder og analogier, bruger metaforer og lignelser, fordi det er det tætteste vi kommer på at forstå, ikke bare at det skete, men hvad der skete.

Vores påskemorgen starter med håb og glæde, fordi vi ved hvad der skete

Vi fejrer og fester og proklamerer, fordi uanset hvad vi tror – eller tror vi ved – om det, der skete den morgen i Jerusalem, så ved vi, at det er kulminationen på den historie, der starter allerede før skabelsen, med Gud, der vælger os, vælger mennesker. Igen og igen. Indtil vi slog Gud ihjel. Og så vælger han os én gang til.

Vi står på den anden side, på mange måder langt fra begivenhedernes gang, med den sikkerhed, der følger med det. Vores påskemorgen starter med håb og glæde, fordi vi ved hvad der skete. Men sådan var det ikke for de kvinder, der den første påskemorgen gik ud til Jesu grav midt i deres sorg.

I alle fire evangelier er kvinderne de første til at se, at Jesus ikke ligger i graven, og til at blive sendt ud i verden med budskabet om genopstandelsen. Allerede før de helt ved, hvad der er sket, skal de fortælle det videre. Allerede før de har haft muligheden for at tænke mere over det, skal de være vidner om, at Gud endnu en gang har valgt dem, valgt verden.

Før og efter sin død mødte Jesus mennesker

I de fortællinger der følger, ser vi eksempel efter eksempel på, hvordan Jesus kommer til nogle af de mennesker vi kender fra de historier, evangelierne er fyldt med. Hvordan han møder dem og ser dem, og giver dem det, de har brug for.

I Johannesevangeliet møder Jesus Maria, der ikke kan genkende ham før han siger hendes navn (Joh 20,15-16), og Peter, der får mulighed for at bekræfte sin kærlighed til sin Herre tre gange, en for hver gang han fornægtede ham (Joh 21,15-17).

I Lukasevangeliet udlægger Jesus hele skriften for to af disciplene, men det er først da han bryder brødet, at de genkender ham (Luk 24,25-31).

Ligesom før sin død, har den opstandne Jesus travlt med at genoprette mennesker. Han giver dem en plads og en opgave, og sender dem så på vej ud i verden for at gøre det samme med dem, de møder.

Påsken starter ikke påskemorgen. Den starter heller ikke langfredag eller skærtorsdag, ikke en gang palmesøndag. Den starter heller ikke til jul, eller til Mariæ bebudelse, hvor Maria bliver lovet at hun skal føde en søn, Guds søn. Påsken starter ikke engang ved udfrielsen fra Egypten, som den jødiske påske, Jesus var i Jerusalem for at fejre, er en markering af.

Påsken starter med Gud, der vælger at skabe mennesker i sit billede.

Påsken starter med Gud, der vælger at skabe mennesket i sit billede. For påsken er det hidtidige højdepunkt i historien om Gud, der elsker mennesker så højt, at han er villig til at gøre alt det, der skal til, for at vi kan leve op til vores fulde potentiale som skabninger, der bærer Guds aftryk.

Forskellige kristne grupper og teologiske traditioner kan komme med hver sin mere eller mindre vellykkede forklaring på, hvad påsken og genopstandelsen betyder og hvilken del, der er vigtigst. Men uanset hvordan vi svarer på spørgsmålet, ”hvad er påsken?”, så kan vi være forvissede om, at det på ene og samme tid er et klimaks og en begyndelse.

Det er klimaks på den del af historien, der handler om Gud, der blev menneske, for at gå ved siden af os og være her helt konkret og fysisk hos os. Og det er begyndelsen på den del af historien, hvor vi kan følge det eksempel. Hvor vi har en ny måde at ligne Gud på, fordi vi har set, hvordan Gud var menneske sammen med os.

Vi bliver sendt ud uden forklaringer og forsikringer

Ligesom de mænd og kvinder, der mødte Jesus efter opstandelsen, så har vi fået til opgave at gå ud i verden og videreføre det arbejde han begyndte. Og ligesom de ikke fik forklaret hvordan det hele hang sammen, gør vi heller ikke. Som dem, bliver vi nødt til at stole på, at det vi ved, er nok. At det vi håber på, er nok. At det vi tror på, er nok.

“Vores opgave er at gå ud i verden og videreføre det arbejde Jesus begyndte”

Vi har to tusinde års traditioner at stå på. Og alle bibelens fortællinger. Men vi har ingen forklaringer eller forsikringer, ingen klar tale og ingen vished om, hvordan alting skal forstås. Vi kan kun gøre vores bedste for at efterligne Jesus. Gøre som han gjorde, og altid se efter hvilket behov vi kan dække hos andre mennesker.

Det kan vi gøre på grund af påskemorgenen. Fordi historien ikke slutter med et kors og en grav, men med ordene ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt 28,20b)

. 

Troels Thorndal skrev:
Kristus er opstanden, Kristus er opstanden, Kristus er opstanden

God påske

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/paasken-er-kulminationen-paa-historien-om-gud-der-vaelger-os/feed/ Påskerefleksion – Gud gør, at jeg tør håbe! https://baptist.dk/paaskerefleksion-gud-goer-at-jeg-toer-haabe/ Wed, 01 Apr 2020 08:18:31 +0000 https://baptist.dk/?p=9079 Glædelig påske: ”Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!”


Torben Andersen

Præst i Hjørring Baptistkirke og
Generalsekretær i Baptistkirken i Danmark

Lad mig dele denne påskerefleksion med enhver, der vil læse med og måske selv reflektere videre. I hvilket lys fejrer vi påske i år? Hvad fylder i tanke og sind – personligt, i familier og menigheder? Det er ikke mærkeligt, hvis Corona, manglende fællesskab og tomme kirker hurtigt presser sig på. Hverdagslivet er ikke længere det samme, heller ikke søndagslivet. Bekymringer for at blive syg eller at en af ens nærmeste bliver det. Ja, i værste fald at nogle vil dø. Det er en hård tid. Tør vi håbe på en lys fremtid?

Påske er kirkens største højtid og det er tankevækkende, at man i år vælger at lukke op for flere butikker Skærtorsdag og Påskesøndag, mens kirkerne stadig står tomme. Påske er de kristnes største højtid. Mange traditioner er forbundet med påsken. Bliver det det samme i år? Tør vi håbe på en god påske?

”Så længe, der er håb, er der liv!” sagde den kristne psykiater Gordon Johnsen (1905-1983), som var med til at stifte Modum Bad i Norge. En diakonal institution for behandling af psykiske lidelser og senere kom Instituttet for sjælesorg til.

”Håb er kraften til at være glad under omstændigheder, hvor vi kender til at være desperate!” sagde G. K. Chesterton (1874-1936), en engelsk journalist, forfatter og katolik.

Gud skænker aldrig håbløshed.

Gud er håbets Gud

I den kristne tro og derfor også i bibelen knyttes håbet til Gud. ”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred…”, skriver Paulus i slutningen af romerbrevet (15,13). ”Gid håbets Gud vil give jer glæde og fred…” lyder det i Bibelen 2020. Herved understreges ønsket om, at det vil ske. At læserne, modtagerne af brevet, menigheden i Rom (og os i dag), må opleve og erfare, at Gud er håbets Gud og giver håb til den, som sætter sin lid til ham. Gud skænker aldrig håbløshed, da det vil være i uoverensstemmelse med den, Han er!

For ikke mange uger siden skrev jeg Torsdagstanken på baptist.dk: Stol på at det vil lysne. Den lød i al sin korthed sådan:

”Livet forandres i disse dage. ”Frygt ikke” lyder det igen og igen i bibelen og vi løfter ordene frem. Vi har brug for det, men endnu mere at flytte fokus fra noget, vi ikke skal gøre, til noget der giver nyt mod og håb!

Bibelen 2020 er lige udkommet og det kendte ord i Salme 23 vers 4 taler nu igen om ”dødsskyggens dal” og ikke ”mørkets dal”. Jeg glemmer aldrig en andagt fra min ungdom, hvor det blev sagt, at der er aldrig tale om skygge uden lys!

Stol på at det vil lysne – er ikke kun en torsdagstankes overskrift, men en titel på en helt ny bog på dansk af Thomas Sjödin. Læs den. ”Fornægt ikke mørket, men ringeagt heller ikke kraften i lyset”, lyder det i forordet. Stol på Gud!”

Stol på at det vil lysne

Nok var der mørke, men mørket havde ikke magten. Gud var i kontrol.

Da Jesus døde på korset ”blev det bælgmørkt over hele landet” (Bibelen 2020, Lukasevangeliet 23,44). I tre timer var det bælgmørkt. I den autoriserede oversættelse står der: ”… og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time…”. Nok var der mørke, men mørket havde ikke magten. Gud var i kontrol. Jeg tror, det mere var en oplevelse af dødsskyggens dal end mørkets dal. Der var lys, men det var så svært at få øje på. Gud var til stede som aldrig før, da Jesus døde på korset. Men som det menneske han også var, gennemgik Jesus lidelsen og smerten, som om Gud var borte og ude af kontrol. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” råbte Jesus højt. (Mattæusevangeliet 27,46). Vi kommer aldrig til at opleve den smerte, som Jesus måtte gennemgå. Den var unik med unikt indhold og konsekvenser. Men vi kan finde trøst og styrke i enhver lidelse og smerte, vi må opleve og erfare ved at se hen på Jesu kors. Vi ser det nemlig ikke i lyset af dødens sejr, men i lyset af påskemorgens opstandelse!

Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden

Det er på grund af Jesu Kristi opstandelse, at vi kender til Jesu kors og kan søge styrke der. Vi kan synes, at vi lever i en hård tid, men det er intet at regne for tidspunktet for Jesu død. Men Gud er håbets Gud og derfor vil der med Ham altid være en vej ud af håbløsheden. Fra mørke til lys. Det ligger implicit i det bibelske budskab og den kristne tro. I Salmernes Bog 62,6 kommer David med det statement og den overbevisning, som vi har godt af at høre igen og igen: ”Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham.” I Bibelen 2020 lyder det: ”Kun hos Gud kan min sjæl være stille, han gør, at jeg tør håbe.”

Det er på grund af Jesu Kristi opstandelse, at vi kender til Jesu kors og kan søge styrke der.

Gud gør, at jeg tør håbe

Det er en hård tid. Tør vi håbe på en lys fremtid? Det er for tidligt at gøre op, hvad Corona-krisen kommer til at betyde for os personligt og i menighederne, i det danske samfund som sådan og på verdensplan. ”Fornægt ikke mørket, men ringeagt heller ikke kraften i lyset”, skriver Thomas Sjödin. Han fortæller, at han har tre fremtrædende elementer i sine klummetekster: Lyset, håbet og muligheden. ”Jeg har et motto for alt, hvad jeg skriver: At tale oprigtigt om livet og altid forsøge at tilføre en lille smule håb. Aldrig det ene uden det andet. Oprigtigheden og håbet er hinandens forudsætninger og er begge en del af skribentens ansvar.”

Jeg håber, at dette også lykkes mig i denne påskerefleksion. Vi er midt i en Coronatid, hvor så meget er anderledes, end vi almindeligvis kender til og bekymringer let kan tage overhånd og hos nogle sætte sig til decideret angst. Naturligvis må vi være oprigtige og ikke tage let på tilstedeværelsen af en voldsom sygdom. Hverken personligt eller i menighederne. Det er alvorligt. ”Frygt ikke” læser vi igen og igen i bibelen eller som det lyder i Bibelen 2020: ”I skal ikke være bange” (Mattæusevangeliet 28,5). Vi har brug for at høre det, men endnu mere at flytte fokus fra noget, vi ikke skal gøre, til noget der giver nyt mod og håb!

Glædelig påske: ”Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Glædelig påske: ”Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!”


Torben Andersen

Præst i Hjørring Baptistkirke og
Generalsekretær i Baptistkirken i Danmark

Lad mig dele denne påskerefleksion med enhver, der vil læse med og måske selv reflektere videre. I hvilket lys fejrer vi påske i år? Hvad fylder i tanke og sind – personligt, i familier og menigheder? Det er ikke mærkeligt, hvis Corona, manglende fællesskab og tomme kirker hurtigt presser sig på. Hverdagslivet er ikke længere det samme, heller ikke søndagslivet. Bekymringer for at blive syg eller at en af ens nærmeste bliver det. Ja, i værste fald at nogle vil dø. Det er en hård tid. Tør vi håbe på en lys fremtid?

Påske er kirkens største højtid og det er tankevækkende, at man i år vælger at lukke op for flere butikker Skærtorsdag og Påskesøndag, mens kirkerne stadig står tomme. Påske er de kristnes største højtid. Mange traditioner er forbundet med påsken. Bliver det det samme i år? Tør vi håbe på en god påske?

”Så længe, der er håb, er der liv!” sagde den kristne psykiater Gordon Johnsen (1905-1983), som var med til at stifte Modum Bad i Norge. En diakonal institution for behandling af psykiske lidelser og senere kom Instituttet for sjælesorg til.

”Håb er kraften til at være glad under omstændigheder, hvor vi kender til at være desperate!” sagde G. K. Chesterton (1874-1936), en engelsk journalist, forfatter og katolik.

Gud skænker aldrig håbløshed.

Gud er håbets Gud

I den kristne tro og derfor også i bibelen knyttes håbet til Gud. ”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred…”, skriver Paulus i slutningen af romerbrevet (15,13). ”Gid håbets Gud vil give jer glæde og fred…” lyder det i Bibelen 2020. Herved understreges ønsket om, at det vil ske. At læserne, modtagerne af brevet, menigheden i Rom (og os i dag), må opleve og erfare, at Gud er håbets Gud og giver håb til den, som sætter sin lid til ham. Gud skænker aldrig håbløshed, da det vil være i uoverensstemmelse med den, Han er!

For ikke mange uger siden skrev jeg Torsdagstanken på baptist.dk: Stol på at det vil lysne. Den lød i al sin korthed sådan:

”Livet forandres i disse dage. ”Frygt ikke” lyder det igen og igen i bibelen og vi løfter ordene frem. Vi har brug for det, men endnu mere at flytte fokus fra noget, vi ikke skal gøre, til noget der giver nyt mod og håb!

Bibelen 2020 er lige udkommet og det kendte ord i Salme 23 vers 4 taler nu igen om ”dødsskyggens dal” og ikke ”mørkets dal”. Jeg glemmer aldrig en andagt fra min ungdom, hvor det blev sagt, at der er aldrig tale om skygge uden lys!

Stol på at det vil lysne – er ikke kun en torsdagstankes overskrift, men en titel på en helt ny bog på dansk af Thomas Sjödin. Læs den. ”Fornægt ikke mørket, men ringeagt heller ikke kraften i lyset”, lyder det i forordet. Stol på Gud!”

Stol på at det vil lysne

Nok var der mørke, men mørket havde ikke magten. Gud var i kontrol.

Da Jesus døde på korset ”blev det bælgmørkt over hele landet” (Bibelen 2020, Lukasevangeliet 23,44). I tre timer var det bælgmørkt. I den autoriserede oversættelse står der: ”… og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time…”. Nok var der mørke, men mørket havde ikke magten. Gud var i kontrol. Jeg tror, det mere var en oplevelse af dødsskyggens dal end mørkets dal. Der var lys, men det var så svært at få øje på. Gud var til stede som aldrig før, da Jesus døde på korset. Men som det menneske han også var, gennemgik Jesus lidelsen og smerten, som om Gud var borte og ude af kontrol. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” råbte Jesus højt. (Mattæusevangeliet 27,46). Vi kommer aldrig til at opleve den smerte, som Jesus måtte gennemgå. Den var unik med unikt indhold og konsekvenser. Men vi kan finde trøst og styrke i enhver lidelse og smerte, vi må opleve og erfare ved at se hen på Jesu kors. Vi ser det nemlig ikke i lyset af dødens sejr, men i lyset af påskemorgens opstandelse!

Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden

Det er på grund af Jesu Kristi opstandelse, at vi kender til Jesu kors og kan søge styrke der. Vi kan synes, at vi lever i en hård tid, men det er intet at regne for tidspunktet for Jesu død. Men Gud er håbets Gud og derfor vil der med Ham altid være en vej ud af håbløsheden. Fra mørke til lys. Det ligger implicit i det bibelske budskab og den kristne tro. I Salmernes Bog 62,6 kommer David med det statement og den overbevisning, som vi har godt af at høre igen og igen: ”Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham.” I Bibelen 2020 lyder det: ”Kun hos Gud kan min sjæl være stille, han gør, at jeg tør håbe.”

Det er på grund af Jesu Kristi opstandelse, at vi kender til Jesu kors og kan søge styrke der.

Gud gør, at jeg tør håbe

Det er en hård tid. Tør vi håbe på en lys fremtid? Det er for tidligt at gøre op, hvad Corona-krisen kommer til at betyde for os personligt og i menighederne, i det danske samfund som sådan og på verdensplan. ”Fornægt ikke mørket, men ringeagt heller ikke kraften i lyset”, skriver Thomas Sjödin. Han fortæller, at han har tre fremtrædende elementer i sine klummetekster: Lyset, håbet og muligheden. ”Jeg har et motto for alt, hvad jeg skriver: At tale oprigtigt om livet og altid forsøge at tilføre en lille smule håb. Aldrig det ene uden det andet. Oprigtigheden og håbet er hinandens forudsætninger og er begge en del af skribentens ansvar.”

Jeg håber, at dette også lykkes mig i denne påskerefleksion. Vi er midt i en Coronatid, hvor så meget er anderledes, end vi almindeligvis kender til og bekymringer let kan tage overhånd og hos nogle sætte sig til decideret angst. Naturligvis må vi være oprigtige og ikke tage let på tilstedeværelsen af en voldsom sygdom. Hverken personligt eller i menighederne. Det er alvorligt. ”Frygt ikke” læser vi igen og igen i bibelen eller som det lyder i Bibelen 2020: ”I skal ikke være bange” (Mattæusevangeliet 28,5). Vi har brug for at høre det, men endnu mere at flytte fokus fra noget, vi ikke skal gøre, til noget der giver nyt mod og håb!

Glædelig påske: ”Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/paaskerefleksion-gud-goer-at-jeg-toer-haabe/feed/ Revolutionerende påske https://baptist.dk/revolutionerende-paaske/ Fri, 19 May 2017 06:49:07 +0000 https://baptist.dk/?p=2551 Opstandelse
– om at lægge tøj sammen og servere brunch


Det første, den opstandne Kristus gør, er at lægge tøj sammen.
Klædet over ansigtet bliver rullet pænt sammen og lagt for sig selv.
Det sidste, han gør, er at servere brunch for disciplene på stranden.
Brød og fisk der bliver delt rundt, så alle de sultne og trætte får mad.

Universets skaber sidder ved et bål og steger mad til sine venner.

Jesu død er storpolitik i opgør med Romerriget.
Det er religionskritik i opgør med præsterne.
Det er voldsomt, vildt og blodigt.

Men hos Johannes er der – efter fredag – en helt anden tone.
Den korsfæstede og opstandne
lægger tøj sammen,
spørger: ‘Kvinde hvorfor græder du?’
siger: ‘Fred være med jer!’
steger fisk og varmer brød på et bål
til dem, der har svigtet ham.

Hvorfor gør han det, Johannes?

Fortæller så detaljeret
om så dagligdags ting,
ordne vasketøj og sørge for madpakker

Det har været påske,
korsfæstelse og opstandelse,
og så handler det om at
ordne vasketøjet og sørge for madpakker.

Ligesom det gør for os
efter påske.

Er det mon det, han vil have os til at forstå,
at verden aldrig bliver den samme igen,
og
der er vasketøj, der skal ordnes, og madpakker, der skal smøres?

At hele jorden og alle mennesker skal
forandres,
fornyes,
frelses,
og
der er vasketøj, der skal ordnes, og madpakker, der skal smøres.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Opstandelse
– om at lægge tøj sammen og servere brunch


Det første, den opstandne Kristus gør, er at lægge tøj sammen.
Klædet over ansigtet bliver rullet pænt sammen og lagt for sig selv.
Det sidste, han gør, er at servere brunch for disciplene på stranden.
Brød og fisk der bliver delt rundt, så alle de sultne og trætte får mad.

Universets skaber sidder ved et bål og steger mad til sine venner.

Jesu død er storpolitik i opgør med Romerriget.
Det er religionskritik i opgør med præsterne.
Det er voldsomt, vildt og blodigt.

Men hos Johannes er der – efter fredag – en helt anden tone.
Den korsfæstede og opstandne
lægger tøj sammen,
spørger: ‘Kvinde hvorfor græder du?’
siger: ‘Fred være med jer!’
steger fisk og varmer brød på et bål
til dem, der har svigtet ham.

Hvorfor gør han det, Johannes?

Fortæller så detaljeret
om så dagligdags ting,
ordne vasketøj og sørge for madpakker

Det har været påske,
korsfæstelse og opstandelse,
og så handler det om at
ordne vasketøjet og sørge for madpakker.

Ligesom det gør for os
efter påske.

Er det mon det, han vil have os til at forstå,
at verden aldrig bliver den samme igen,
og
der er vasketøj, der skal ordnes, og madpakker, der skal smøres?

At hele jorden og alle mennesker skal
forandres,
fornyes,
frelses,
og
der er vasketøj, der skal ordnes, og madpakker, der skal smøres.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/revolutionerende-paaske/feed/