baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Mon, 27 Jul 2026 09:32:35 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Omsorg begynder med at standse op https://baptist.dk/omsorg-begynder-med-at-standse-op/ Thu, 09 Jul 2026 11:25:46 +0000 https://baptist.dk/?p=21719 ”Hvis vi vil slå hul igennem til andre mennesker, skal vi gøre det uventede. Omsorg handler om at gå lidt længere, end man behøver.”


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/10-baptist-dk-3-pkt-08-omsorg-begynder-med-at-standse-op.mp3

Henning Kiel, f. 1951:

  • freelance regnskabsfører for små selvstændige virksomheder, ofte ejet af flygtninge
  • bankuddannet og i mange år ejendomsmægler
  • fjerdegenerations baptist og medlem af Baptistkirken i Saltum og Ingstrup

Interviewet begynder med at Henning Kiel fortæller følgende historie: ”Forleden var jeg ved købmanden. Det regnede, da jeg kom ud fra butikken, og en færøsk mand spurgte om hjælp til at køre ham ud til et sommerhus et par kilometer væk. Han skulle til familietræf og havde spurgt flere personer om hjælp. De sagde alle nej.” Henning kørte manden, og det tog ham nærmest ingen tid.

Nu har episoden sat sig fast hos Henning. Ikke fordi den var dramatisk, men fordi den siger noget om tiden. ”Tænk sig, at vi er nået dertil, hvor det ikke bare er en helt naturlig ting, at den første, han spørger, siger ja. Folk har så ofte nok i sig selv.”

Tillid, accept og menneskesyn

Henning Kiel har gennem livet mødt mange mennesker med store problemer. Nogle gange har helt fremmede åbnet sig for ham uden varsel. ”Engang kom en person hen til mig efter en gudstjeneste og fortalte hele sin livshistorie. Vi kendte slet ikke hinanden. Jeg tror, det handler om tillid og accept. Hvis mennesker skal turde åbne sig, skal de mærke, at de accepteres helt, som de er.”

Jeg tror, det handler om tillid og accept.

For Henning handler omsorg om menneskesyn. ”Nogle synes ikke, de kan tale med posedamen, flygtningen eller tiggeren. Men hvorfor egentlig ikke? Omsorg drejer sig først og fremmest om at indse, at alle mennesker er lige, uanset om de er på bunden eller toppen af samfundet.”

Fordomme sætter grænser

Fordomme er en af de store udfordringer, mener Henning: ”Når man har fordomme, sætter man grænser, og det er sørgeligt. Som kristne skal vi være grænseløse. Vi skal være imødekommende og se behovene hos vores næste. Jeg tror, vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om. Hvis vi bliver bedt om at gå én mil med et andet menneske, skal vi gå to, som der står skrevet.”[1]

Vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om.

Henning oplever, at mange mennesker i dag er blevet mere skeptiske overfor fremmede. Det mærker han blandt andet i trafikken. ”Når jeg møder folk, der blaffer, tager jeg dem næsten altid op, men jeg ser dem faktisk ikke ret meget længere. Jeg tror, vi er blevet mere skeptiske og har sværere ved at stole på hinanden.”

Henning Kiel

Ifølge Henning er behovet for omsorg vokset i takt med, at flere mennesker lever mere isoleret. ”Folk sidder i hver sin æske. Selvtilstrækkeligheden er blevet tydeligere, og ensomhed er et kæmpe problem i dag.”

“Kirkerne spænder nogle gange ben for sig selv. I kirken er vi ofte så pæne og glatte. Vores kristne glathed afskrækker nok en del og gør tærsklen højere, end den behøver at være.”

Gratis hjælpsomhed

”Vi er en af verdens rigeste nationer, men alligevel kan vi have svært ved at give videre til andre mennesker”, siger Henning og fortsætter: “Venlighed og hjælpsomhed er jo gratis! Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror. Der er så meget, vi kan gøre, som ikke koster os noget: et lift, et besøg, en samtale eller bare det at standse op og se et andet menneske.”

Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror.

For Henning hænger omsorg og tro sammen. Ikke primært gennem ord, men gennem nærvær. ”Hvis vi mener noget om mission, er vi også nødt til at mene noget om mennesker. Lyspunktet er Kristus, men mennesker opdager det ofte lettere gennem omsorg end gennem bibelcitater.”

Han vender flere gange tilbage til den gyldne regel fra Matthæusevangeliet: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”[2] For Henning er det ikke et citat, men noget, der skal leves. ”Det er egentlig ikke så kompliceret”, siger han. ”Vi skal bare huske at gøre det.”

Læs også ‘Naboskab – om at bede for nabolaget‘ (Nabostien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 41

[2] Matthæusevangeliet kap. 7, vers 12

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> ”Hvis vi vil slå hul igennem til andre mennesker, skal vi gøre det uventede. Omsorg handler om at gå lidt længere, end man behøver.”


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/10-baptist-dk-3-pkt-08-omsorg-begynder-med-at-standse-op.mp3

Henning Kiel, f. 1951:

  • freelance regnskabsfører for små selvstændige virksomheder, ofte ejet af flygtninge
  • bankuddannet og i mange år ejendomsmægler
  • fjerdegenerations baptist og medlem af Baptistkirken i Saltum og Ingstrup

Interviewet begynder med at Henning Kiel fortæller følgende historie: ”Forleden var jeg ved købmanden. Det regnede, da jeg kom ud fra butikken, og en færøsk mand spurgte om hjælp til at køre ham ud til et sommerhus et par kilometer væk. Han skulle til familietræf og havde spurgt flere personer om hjælp. De sagde alle nej.” Henning kørte manden, og det tog ham nærmest ingen tid.

Nu har episoden sat sig fast hos Henning. Ikke fordi den var dramatisk, men fordi den siger noget om tiden. ”Tænk sig, at vi er nået dertil, hvor det ikke bare er en helt naturlig ting, at den første, han spørger, siger ja. Folk har så ofte nok i sig selv.”

Tillid, accept og menneskesyn

Henning Kiel har gennem livet mødt mange mennesker med store problemer. Nogle gange har helt fremmede åbnet sig for ham uden varsel. ”Engang kom en person hen til mig efter en gudstjeneste og fortalte hele sin livshistorie. Vi kendte slet ikke hinanden. Jeg tror, det handler om tillid og accept. Hvis mennesker skal turde åbne sig, skal de mærke, at de accepteres helt, som de er.”

Jeg tror, det handler om tillid og accept.

For Henning handler omsorg om menneskesyn. ”Nogle synes ikke, de kan tale med posedamen, flygtningen eller tiggeren. Men hvorfor egentlig ikke? Omsorg drejer sig først og fremmest om at indse, at alle mennesker er lige, uanset om de er på bunden eller toppen af samfundet.”

Fordomme sætter grænser

Fordomme er en af de store udfordringer, mener Henning: ”Når man har fordomme, sætter man grænser, og det er sørgeligt. Som kristne skal vi være grænseløse. Vi skal være imødekommende og se behovene hos vores næste. Jeg tror, vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om. Hvis vi bliver bedt om at gå én mil med et andet menneske, skal vi gå to, som der står skrevet.”[1]

Vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om.

Henning oplever, at mange mennesker i dag er blevet mere skeptiske overfor fremmede. Det mærker han blandt andet i trafikken. ”Når jeg møder folk, der blaffer, tager jeg dem næsten altid op, men jeg ser dem faktisk ikke ret meget længere. Jeg tror, vi er blevet mere skeptiske og har sværere ved at stole på hinanden.”

Henning Kiel

Ifølge Henning er behovet for omsorg vokset i takt med, at flere mennesker lever mere isoleret. ”Folk sidder i hver sin æske. Selvtilstrækkeligheden er blevet tydeligere, og ensomhed er et kæmpe problem i dag.”

“Kirkerne spænder nogle gange ben for sig selv. I kirken er vi ofte så pæne og glatte. Vores kristne glathed afskrækker nok en del og gør tærsklen højere, end den behøver at være.”

Gratis hjælpsomhed

”Vi er en af verdens rigeste nationer, men alligevel kan vi have svært ved at give videre til andre mennesker”, siger Henning og fortsætter: “Venlighed og hjælpsomhed er jo gratis! Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror. Der er så meget, vi kan gøre, som ikke koster os noget: et lift, et besøg, en samtale eller bare det at standse op og se et andet menneske.”

Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror.

For Henning hænger omsorg og tro sammen. Ikke primært gennem ord, men gennem nærvær. ”Hvis vi mener noget om mission, er vi også nødt til at mene noget om mennesker. Lyspunktet er Kristus, men mennesker opdager det ofte lettere gennem omsorg end gennem bibelcitater.”

Han vender flere gange tilbage til den gyldne regel fra Matthæusevangeliet: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”[2] For Henning er det ikke et citat, men noget, der skal leves. ”Det er egentlig ikke så kompliceret”, siger han. ”Vi skal bare huske at gøre det.”

Læs også ‘Naboskab – om at bede for nabolaget‘ (Nabostien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 41

[2] Matthæusevangeliet kap. 7, vers 12

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/omsorg-begynder-med-at-standse-op/feed/ Det haster med missionsbefalingen https://baptist.dk/det-haster-med-missionsbefalingen/ Sun, 26 Apr 2026 10:30:40 +0000 https://baptist.dk/?p=21224 Kyle Henderson fra Baptist World Alliance tegnede det store billede på Inspirationsdøgnet i Fredericia: Kirken har levet med missionsbefalingen i næsten 2.000 år, men opgaven er ikke fuldført. Derfor må ord blive til handling.


Læs eller lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/inspirationsdoegn-kyle-henderson-fredag.mp3

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Kyle Henderson fra Baptist World Alliance tegnede det store billede på Inspirationsdøgnet i Fredericia: Kirken har levet med missionsbefalingen i næsten 2.000 år, men opgaven er ikke fuldført. Derfor må ord blive til handling.


Læs eller lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/inspirationsdoegn-kyle-henderson-fredag.mp3

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/det-haster-med-missionsbefalingen/feed/ I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden! https://baptist.dk/i-holstebro-kan-du-moede-baptisterne-fredag-nat-i-gaagaden/ Sun, 15 Mar 2026 09:03:45 +0000 https://baptist.dk/?p=21062 En menighed med et tæt fællesskab båret af bøn og en stærk vilje til at række ud i lokalsamfundet


Lyt til artiken:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/03/holsterbro-baptistkirke-portraet-2026.mp3

For enden af en villavej ligger Holstebro Baptistkirke. Næsten som om den ikke vil forstyrre. Hvis du søger på Google Streetview, får du et billede af krattet foran kirken. Indenfor er der varme, kaffe og den særlige ro, som opstår, når folk kender hinanden. Formand Hanna Ringgaard og menighedsrådsmedlemmerne Leif Christensen og Allan Thing har kaffen klar – og fastelavnsbollerne.

Talen falder hurtigt på det tætte fællesskab, for netop dér ligger også sårbarheden: Når man er få, kan den enkelte ikke gemme sig i mængden. Ordene vejer tungere. Accept af hinanden betyder alt.

Fra venstre: Hanna Ringgaard, Leif Christensen og Allan Thing (Foto: Henrik Andersen

I den lille menighed er reglerne få. Når noget bliver svært, folder de hænderne i Holstebro. “Der er fokus på bønsfællesskabet,” fortæller Allan og fortsætter: ”Til gudstjenesterne har vi altid et punkt, hvor vi beder sammen – og under ordet frit, beder vi også tit for hinanden.”

Mange menigheder venter på, at verden udenfor opdager deres arbejde. For enden af villavejen i Holstebro er det ikke nemt at blive opdaget. Derfor har menigheden valgt at gå ud: støtte det, der allerede virker – og være med i det tværkirkelige arbejde i Holstebro. I Kirke Care og Kirkernes Sociale Arbejde møder menigheden mennesker, der aldrig ville tage turen til enden af villavejen. Baptistkirken gør det sammen med andre kirker, fordi ressourcerne er få, og fordi de fælles initiativer rækker ud i lokalsamfundet.

Bøn fylder meget i det lille fællesskab i Holstebro. På menighedens Facebookside er der ugentligt ord til opbyggelse.

Samtidig er der drømme for fremtiden: at flytte tættere på livet i midtbyen – måske med et enkelt, åbent sted, hvor man kan komme forbi på en hverdag og få en kop kaffe. Men mellem drøm og virkelighed står en betalt kirkebygning på gratis grund – og et lille fællesskab, der både er stærkt og sårbart. Er det muligt at realisere drømmen uden at miste hinanden af syne?

Den omvendte strategi?

I Holstebro er der cirka 40 medlemmer. Menighedens medlemmer er geografisk meget spredt og det er svært at samle mere end 20 medlemmer til arrangementerne. Selv om der tit dukker andre end medlemmerne op, slider det ikke meget på kirkebænkene. For den lille menighed vil ”refleksen” ofte være at bruge kræfterne i fællesskabet i stedet for udenfor fællesskabet. Men ikke i Holstebro!

Hanna fortæller: ”Vi havde en samtale om, at vi skulle gøre noget ude i byen. Og i den snak kommer vi så ind på, at det kunne være noget for de unge om natten, så de ikke falder i åen!” Latteren breder sig rundt om bordet og Leif fortsætter: ”Det er rigtigt! For jeg har altid ment, at vi skulle gå ud ad døren i stedet for kun at gå ind ad den!”

Allan griber tråden: ”Du vil gerne være konkret. Og da Kirke Care henvender sig, er du allerede klar og så får du trukket os andre med! Vi kan sætte alt muligt i gang, men hvad er sandsynligheden for succes? Så hellere hjælpe der, hvor der allerede sker noget. ”

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Fredag aften i gågaden

Det er fredag aften i Holstebro. Festen har allerede været i gang et stykke tid på barerne og diskotekerne i gågaderne omkring Nørregade og Store Torv. For nogle er festen allerede ved at være forbi: Lidt for meget alkohol, en tabt telefon eller kærestesorger. Ude på gaden er der hjælp at hente fra Kirke Care. Et team på tre voksne med et karakteristisk logo på ryggen.

”Vi er fire fra kirken med i Kirke Care. Vi evangeliserer ikke, men møder de unge med omsorg og kærlighed. Der står jo Kirke Care på vores tøj, så det er tit de unge gerne vil tale om tro, eller bare fortælle os, at de kan både fadervor og trosbekendelsen” forklarer Leif, ”Det er rigtig godt at være med i udadvendt arbejde som menighed.”

Menigheden i kirken for enden af villavejen venter ikke på at blive fundet. Den går ud og møder mennesker.

Når frikirke og folkekirke bygger sammen

Samtalen om Kirke Care fører naturligt videre, da Hanna siger: ”Vi møder jo også mange fra de andre kirker gennem Kirke Care…”. Allan er hurtig til at samle tråden op: ”Det er virkelig en del af vores tværkirkelige fællesskab her i Holstebro: Vi går sammen og taler sammen med folk fra andre kirker. Det danner bånd, skaber netværk og bryder barrierer ned.”

”Det er en gave, Gud har givet os! Vi søgte det og det kom til os,” siger Hanna, ”på sådan en iskold nat kan man nå at få mange gode snakke med de andre!”

Rundt om bordet fremhæver alle tre det tværkirkelige samarbejde. Ikke kun fordi baptisterne får ros for at stille med ti procent af menigheden til Kirke Care, men fordi samarbejdet med andre styrker sammenholdet indadtil. Når kirken ikke kun er en adresse for enden af villavejen, men lever i hele byen, er det nemmere at samle energi. Der er oplevelser om tro og fællesskab, der kan deles, når ordet er frit til søndagsgudstjenesten.

Læs mere om Holstebro Baptistkirke:

På web: https://holstebrobaptistkirke.dk/
På Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100070428941705#
Om Kirke Care på landsplan: https://www.kirkecare.dk/
– og lokalt: https://www.facebook.com/kirkecareholstebro

Det virker – men det fylder ikke kirkebænkene

Der bliver en smule stille, da Hanna, Leif og Allan reflekterer over, at den udadvendte indsats ikke får flere til at søge baptistkirken.

”Måske er vi kommet til at acceptere, at vi er en husmenighed, hvor vi tager os af hinanden. Selv om vi gerne vil være mange flere,” reflekterer Hanna, ”For vi er jo heller ikke en stærk menighed, hvis man kan udtrykke det sådan. Vi har mange gode værdier, vi har mange gode kræfter, men vi har også mange, der internt bruger meget energi på samtaler med hinanden. Der er mange, der kæmper.”

Der er enighed om, at det tætte og nære liv i den lille menighed gør det nemmere at tage fat i hinanden og invitere hinanden med ud og opleve fællesskabet med andre kirker.

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Tæt på hinanden – og derfor sårbare

Samtalen fortsætter om det tætte fællesskab. Man tager sig af hinanden, hjælper hinanden med stort og småt. Sikkert også noget, som fællesskabet slet ikke hører om. Men især en ting kan give udfordringer, fortæller Leif:
”Det er svært at tage de alvorlige snakke, fordi vi kender hinanden så godt. Det er svært at sige noget negativt, og det er en kæmpe udfordring i den lille menighed. Det bliver meget hurtigt personligt.”

”Der skal ikke meget til, før man får hjertebanken,” fortsætter Allan, ”det er jo ikke en fjern relation, der sidder ved siden af. Det er faktisk en, jeg gerne vil være sammen med.”

På spørgsmålet om, hvordan menigheden håndterer konflikterne, er der ikke meget tvivl i svarene. Allan samler op med et smil: ”Der er ikke noget, der er for stort eller for småt – det skal bedes væk!”

De vildeste drømme: Café i midtbyen!

Det tager lige et øjeblik og kræver en smule tilløb før Leif tør præsentere sin vildeste drøm for menighedens fremtid:
”Det er simpelthen, at vi skal… af med det her sted og så skal vi ned og bo midt i byen.”

Hanna falder ind: ”Så skal vi jo have den der lille café, der har åbent lørdag formiddag.”

Der er enighed om, at udfordringen ved de vilde fremtidsdrømme ikke er om menigheden har lyst til at drømme med. Men om menigheden har ressourcer til at realisere drømmene. Ligesom i mange andre frivillige fællesskaber er det svært at finde frivillige nok til at drive fællesskabet. Når driften også omfatter en ældre bygning med utæt tag, er det ofte ”Tordenskjolds soldater”, der møder op.

Leif peger på, at der en drøm, der overskygger alle andre:
”Den vigtigste drøm er nok at finde nogle, vi kan give stafetten videre til. Så tror jeg, at dem, der kommer, vil drømme nye drømme.”

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter?…” (Foto: Henrik Andersen)

En betalt kirke på gratis grund

Store og vilde drømme kan også komme med en pris, hvis de skal realiseres.

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter? Skal vi vælte huset, så vi efterlader en bar grund? For mig er det sådan noget, det handler om,” siger Hanna.

De andre er enige. Der er udfordringer ved at drømme vildt og stort. Og flere udfordringer ved at realisere drømmen. Samtalen vender tilbage til omdrejningspunktet: den lille menighed, da Allan siger: ”Det ville også kræve lidt flere hænder at drive kirke i midtbyen…”

Det lille fællesskab giver mulighed for at være kirke tæt på menneskers hverdag. Men det er også de vilde drømmes begrænsning.

En levende menighed

I BaptistKirken har vi lukket små menigheder, fordi livet langsomt er ebbet ud. I Holstebro er der et livgivende bønsfællesskab i den lille menighed. Når de ikke beder, går de ud ad døren og møder verden i fællesskab med andre kirker.

De giver sig selv lov til at drømme vilde drømme. Krattet på Google Streetview får ikke lov til at blive det sidste billede: De drømmer om at flytte kirken for enden af villavejen til livet i midtbyen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> En menighed med et tæt fællesskab båret af bøn og en stærk vilje til at række ud i lokalsamfundet


Lyt til artiken:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/03/holsterbro-baptistkirke-portraet-2026.mp3

For enden af en villavej ligger Holstebro Baptistkirke. Næsten som om den ikke vil forstyrre. Hvis du søger på Google Streetview, får du et billede af krattet foran kirken. Indenfor er der varme, kaffe og den særlige ro, som opstår, når folk kender hinanden. Formand Hanna Ringgaard og menighedsrådsmedlemmerne Leif Christensen og Allan Thing har kaffen klar – og fastelavnsbollerne.

Talen falder hurtigt på det tætte fællesskab, for netop dér ligger også sårbarheden: Når man er få, kan den enkelte ikke gemme sig i mængden. Ordene vejer tungere. Accept af hinanden betyder alt.

Fra venstre: Hanna Ringgaard, Leif Christensen og Allan Thing (Foto: Henrik Andersen

I den lille menighed er reglerne få. Når noget bliver svært, folder de hænderne i Holstebro. “Der er fokus på bønsfællesskabet,” fortæller Allan og fortsætter: ”Til gudstjenesterne har vi altid et punkt, hvor vi beder sammen – og under ordet frit, beder vi også tit for hinanden.”

Mange menigheder venter på, at verden udenfor opdager deres arbejde. For enden af villavejen i Holstebro er det ikke nemt at blive opdaget. Derfor har menigheden valgt at gå ud: støtte det, der allerede virker – og være med i det tværkirkelige arbejde i Holstebro. I Kirke Care og Kirkernes Sociale Arbejde møder menigheden mennesker, der aldrig ville tage turen til enden af villavejen. Baptistkirken gør det sammen med andre kirker, fordi ressourcerne er få, og fordi de fælles initiativer rækker ud i lokalsamfundet.

Bøn fylder meget i det lille fællesskab i Holstebro. På menighedens Facebookside er der ugentligt ord til opbyggelse.

Samtidig er der drømme for fremtiden: at flytte tættere på livet i midtbyen – måske med et enkelt, åbent sted, hvor man kan komme forbi på en hverdag og få en kop kaffe. Men mellem drøm og virkelighed står en betalt kirkebygning på gratis grund – og et lille fællesskab, der både er stærkt og sårbart. Er det muligt at realisere drømmen uden at miste hinanden af syne?

Den omvendte strategi?

I Holstebro er der cirka 40 medlemmer. Menighedens medlemmer er geografisk meget spredt og det er svært at samle mere end 20 medlemmer til arrangementerne. Selv om der tit dukker andre end medlemmerne op, slider det ikke meget på kirkebænkene. For den lille menighed vil ”refleksen” ofte være at bruge kræfterne i fællesskabet i stedet for udenfor fællesskabet. Men ikke i Holstebro!

Hanna fortæller: ”Vi havde en samtale om, at vi skulle gøre noget ude i byen. Og i den snak kommer vi så ind på, at det kunne være noget for de unge om natten, så de ikke falder i åen!” Latteren breder sig rundt om bordet og Leif fortsætter: ”Det er rigtigt! For jeg har altid ment, at vi skulle gå ud ad døren i stedet for kun at gå ind ad den!”

Allan griber tråden: ”Du vil gerne være konkret. Og da Kirke Care henvender sig, er du allerede klar og så får du trukket os andre med! Vi kan sætte alt muligt i gang, men hvad er sandsynligheden for succes? Så hellere hjælpe der, hvor der allerede sker noget. ”

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Fredag aften i gågaden

Det er fredag aften i Holstebro. Festen har allerede været i gang et stykke tid på barerne og diskotekerne i gågaderne omkring Nørregade og Store Torv. For nogle er festen allerede ved at være forbi: Lidt for meget alkohol, en tabt telefon eller kærestesorger. Ude på gaden er der hjælp at hente fra Kirke Care. Et team på tre voksne med et karakteristisk logo på ryggen.

”Vi er fire fra kirken med i Kirke Care. Vi evangeliserer ikke, men møder de unge med omsorg og kærlighed. Der står jo Kirke Care på vores tøj, så det er tit de unge gerne vil tale om tro, eller bare fortælle os, at de kan både fadervor og trosbekendelsen” forklarer Leif, ”Det er rigtig godt at være med i udadvendt arbejde som menighed.”

Menigheden i kirken for enden af villavejen venter ikke på at blive fundet. Den går ud og møder mennesker.

Når frikirke og folkekirke bygger sammen

Samtalen om Kirke Care fører naturligt videre, da Hanna siger: ”Vi møder jo også mange fra de andre kirker gennem Kirke Care…”. Allan er hurtig til at samle tråden op: ”Det er virkelig en del af vores tværkirkelige fællesskab her i Holstebro: Vi går sammen og taler sammen med folk fra andre kirker. Det danner bånd, skaber netværk og bryder barrierer ned.”

”Det er en gave, Gud har givet os! Vi søgte det og det kom til os,” siger Hanna, ”på sådan en iskold nat kan man nå at få mange gode snakke med de andre!”

Rundt om bordet fremhæver alle tre det tværkirkelige samarbejde. Ikke kun fordi baptisterne får ros for at stille med ti procent af menigheden til Kirke Care, men fordi samarbejdet med andre styrker sammenholdet indadtil. Når kirken ikke kun er en adresse for enden af villavejen, men lever i hele byen, er det nemmere at samle energi. Der er oplevelser om tro og fællesskab, der kan deles, når ordet er frit til søndagsgudstjenesten.

Læs mere om Holstebro Baptistkirke:

På web: https://holstebrobaptistkirke.dk/
På Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100070428941705#
Om Kirke Care på landsplan: https://www.kirkecare.dk/
– og lokalt: https://www.facebook.com/kirkecareholstebro

Det virker – men det fylder ikke kirkebænkene

Der bliver en smule stille, da Hanna, Leif og Allan reflekterer over, at den udadvendte indsats ikke får flere til at søge baptistkirken.

”Måske er vi kommet til at acceptere, at vi er en husmenighed, hvor vi tager os af hinanden. Selv om vi gerne vil være mange flere,” reflekterer Hanna, ”For vi er jo heller ikke en stærk menighed, hvis man kan udtrykke det sådan. Vi har mange gode værdier, vi har mange gode kræfter, men vi har også mange, der internt bruger meget energi på samtaler med hinanden. Der er mange, der kæmper.”

Der er enighed om, at det tætte og nære liv i den lille menighed gør det nemmere at tage fat i hinanden og invitere hinanden med ud og opleve fællesskabet med andre kirker.

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Tæt på hinanden – og derfor sårbare

Samtalen fortsætter om det tætte fællesskab. Man tager sig af hinanden, hjælper hinanden med stort og småt. Sikkert også noget, som fællesskabet slet ikke hører om. Men især en ting kan give udfordringer, fortæller Leif:
”Det er svært at tage de alvorlige snakke, fordi vi kender hinanden så godt. Det er svært at sige noget negativt, og det er en kæmpe udfordring i den lille menighed. Det bliver meget hurtigt personligt.”

”Der skal ikke meget til, før man får hjertebanken,” fortsætter Allan, ”det er jo ikke en fjern relation, der sidder ved siden af. Det er faktisk en, jeg gerne vil være sammen med.”

På spørgsmålet om, hvordan menigheden håndterer konflikterne, er der ikke meget tvivl i svarene. Allan samler op med et smil: ”Der er ikke noget, der er for stort eller for småt – det skal bedes væk!”

De vildeste drømme: Café i midtbyen!

Det tager lige et øjeblik og kræver en smule tilløb før Leif tør præsentere sin vildeste drøm for menighedens fremtid:
”Det er simpelthen, at vi skal… af med det her sted og så skal vi ned og bo midt i byen.”

Hanna falder ind: ”Så skal vi jo have den der lille café, der har åbent lørdag formiddag.”

Der er enighed om, at udfordringen ved de vilde fremtidsdrømme ikke er om menigheden har lyst til at drømme med. Men om menigheden har ressourcer til at realisere drømmene. Ligesom i mange andre frivillige fællesskaber er det svært at finde frivillige nok til at drive fællesskabet. Når driften også omfatter en ældre bygning med utæt tag, er det ofte ”Tordenskjolds soldater”, der møder op.

Leif peger på, at der en drøm, der overskygger alle andre:
”Den vigtigste drøm er nok at finde nogle, vi kan give stafetten videre til. Så tror jeg, at dem, der kommer, vil drømme nye drømme.”

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter?…” (Foto: Henrik Andersen)

En betalt kirke på gratis grund

Store og vilde drømme kan også komme med en pris, hvis de skal realiseres.

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter? Skal vi vælte huset, så vi efterlader en bar grund? For mig er det sådan noget, det handler om,” siger Hanna.

De andre er enige. Der er udfordringer ved at drømme vildt og stort. Og flere udfordringer ved at realisere drømmen. Samtalen vender tilbage til omdrejningspunktet: den lille menighed, da Allan siger: ”Det ville også kræve lidt flere hænder at drive kirke i midtbyen…”

Det lille fællesskab giver mulighed for at være kirke tæt på menneskers hverdag. Men det er også de vilde drømmes begrænsning.

En levende menighed

I BaptistKirken har vi lukket små menigheder, fordi livet langsomt er ebbet ud. I Holstebro er der et livgivende bønsfællesskab i den lille menighed. Når de ikke beder, går de ud ad døren og møder verden i fællesskab med andre kirker.

De giver sig selv lov til at drømme vilde drømme. Krattet på Google Streetview får ikke lov til at blive det sidste billede: De drømmer om at flytte kirken for enden af villavejen til livet i midtbyen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/i-holstebro-kan-du-moede-baptisterne-fredag-nat-i-gaagaden/feed/ ’Baho neza kibondo’ – hav et godt liv lille barn https://baptist.dk/baho-neza-kibondo-hav-et-godt-liv-lille-barn/ Thu, 10 Oct 2024 09:00:15 +0000 https://baptist.dk/?p=17820 Det er navnet på BaptistKirkens nye Mor-barn projekt i og omkring Musema i Burundi for 11.000 familier med børn i alderen 0-5 år. Projektet løber over tre år for midler fra CKU, DBSU og Baptistkirken i Danmark.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/10/18-baptist-dk-4-pkt-16-baho-neza-kibondo.mp3
Der er løbende behov for flere aktiviteter i projektet. Du kan støtte på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ”Mor-barn”.

Burundi er et af verdens mest børnerige lande – og samtidig et af verdens fattigste. Kvinder får i gennemsnit fem børn, men omkring 13 ud af 1000 børn dør, inden de fylder fem år. Og næsten 70% af børn under fem er enten under- eller fejlernærede med markant større risiko for at dø af malaria eller andre infektioner. Hertil kommer sandsynligheden for dårligere præstationer i skolen, for man kan ikke helbrede de skader, der opstår som følge af underernæring i de første 1000 dage af et barns liv.

Omkring 13 ud af 1000 børn dør, inden de fylder fem år.

Børnene er den røde tråd

Arbejdet med sårbare børn løber som en rød tråd gennem mange af vores tidligere projekter i Burundi. Børn er direkte eller indirekte målgruppen i projekterne for forældreløse og udsatte børn og i Batwa-projekterne.

Vi har hjulpet tusinder af børn til et bedre liv. Blandt dem er også albino-børnene, en meget marginaliseret gruppe. I mange lande i Afrika er albinisme forbundet med stor overtro. Mange tror, de er hekse, og desværre hører man stadig om drab på albinoer, hvor deres kropsdele sælges til brug i sort magi. Mange albinoer bliver ikke gift, for forældre ønsker ikke, at deres børn gifter sig med en albino. Dertil kommer de sundhedsmæssige udfordringer med blandt andet nedsat syn og den store risiko for hudkræft. Mødrene får ringe eller ingen vejledning i at beskytte barnets hud mod solen. Det er hjerteskærende at se et lille barn på ryggen af sin mor ligesom alle andre, men med solskoldninger i nakken og på ørerne og på de små fødder, fordi de mangler beskyttelse mod den skarpe sol.

En noget anden hverdag end den, vi kan give vores børn herhjemme.

Blandt batwa-børnene er mange også fejl- og underernærede. Man ser mange børn med tynde lemmer og udspilede maver, og alt for mange familier har ikke mulighed for at give deres børn bare ét måltid om dagen. I en af landsbyerne ved Musema spurgte jeg en skolepige om, hvad hun ville ønske sig, hvis hun kunne få det lige nu og her. Svaret var helt klart og præcist: ”Mere mad!” En noget anden hverdag end den, vi kan give vores børn herhjemme.

I Butaganzwa Kommune, hvor det nye projekt skal implementeres, vil både albinoer og batwa være en del af målgruppen. Området er et af de tættest befolkede i Burundi, og behovet for mere viden om ernæring er stort.

Omsorgsgrupper – en ny tilgang

I Danmark kender alle til besøg fra sundhedsplejersken. I Mor-barn projektet vil man danne 70 omsorgsgrupper med frivillige fra kirkerne. De vil blive trænet i at undervise og vejlede om vigtigheden af brystmælk, og hvor længe man skal fortsætte med at amme, god overgangskost til de mindste og god hygiejne.

… lidt på samme måde som vores sundhedsplejersker.

De vil hver få tilknyttet et antal familier, som de skal besøge og følge op på gennem hele projektet – lidt på samme måde som vores sundhedsplejersker. Vandbesparende køkkenhaver, hvor familierne kan dyrke næringsrige grønsager, er også et vigtigt element.

Vores grupper arbejder sammen med de lokale klinikker og hospitalet i Musema. Da gravide også er en del af målgruppen, er fødselsforberedelse på de lokale klinikker vigtig, og her er der fokus på at få fædrene med. Ikke mindst fordi familieplanlægning er en vigtig del af fødselsforberedelsen.

Det bliver spændende at følge projektet og den løbende evaluering af indsatserne, som skal give de mange små børn i og omkring Musema et godt liv.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Det er navnet på BaptistKirkens nye Mor-barn projekt i og omkring Musema i Burundi for 11.000 familier med børn i alderen 0-5 år. Projektet løber over tre år for midler fra CKU, DBSU og Baptistkirken i Danmark.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/10/18-baptist-dk-4-pkt-16-baho-neza-kibondo.mp3
Der er løbende behov for flere aktiviteter i projektet. Du kan støtte på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ”Mor-barn”.

Burundi er et af verdens mest børnerige lande – og samtidig et af verdens fattigste. Kvinder får i gennemsnit fem børn, men omkring 13 ud af 1000 børn dør, inden de fylder fem år. Og næsten 70% af børn under fem er enten under- eller fejlernærede med markant større risiko for at dø af malaria eller andre infektioner. Hertil kommer sandsynligheden for dårligere præstationer i skolen, for man kan ikke helbrede de skader, der opstår som følge af underernæring i de første 1000 dage af et barns liv.

Omkring 13 ud af 1000 børn dør, inden de fylder fem år.

Børnene er den røde tråd

Arbejdet med sårbare børn løber som en rød tråd gennem mange af vores tidligere projekter i Burundi. Børn er direkte eller indirekte målgruppen i projekterne for forældreløse og udsatte børn og i Batwa-projekterne.

Vi har hjulpet tusinder af børn til et bedre liv. Blandt dem er også albino-børnene, en meget marginaliseret gruppe. I mange lande i Afrika er albinisme forbundet med stor overtro. Mange tror, de er hekse, og desværre hører man stadig om drab på albinoer, hvor deres kropsdele sælges til brug i sort magi. Mange albinoer bliver ikke gift, for forældre ønsker ikke, at deres børn gifter sig med en albino. Dertil kommer de sundhedsmæssige udfordringer med blandt andet nedsat syn og den store risiko for hudkræft. Mødrene får ringe eller ingen vejledning i at beskytte barnets hud mod solen. Det er hjerteskærende at se et lille barn på ryggen af sin mor ligesom alle andre, men med solskoldninger i nakken og på ørerne og på de små fødder, fordi de mangler beskyttelse mod den skarpe sol.

En noget anden hverdag end den, vi kan give vores børn herhjemme.

Blandt batwa-børnene er mange også fejl- og underernærede. Man ser mange børn med tynde lemmer og udspilede maver, og alt for mange familier har ikke mulighed for at give deres børn bare ét måltid om dagen. I en af landsbyerne ved Musema spurgte jeg en skolepige om, hvad hun ville ønske sig, hvis hun kunne få det lige nu og her. Svaret var helt klart og præcist: ”Mere mad!” En noget anden hverdag end den, vi kan give vores børn herhjemme.

I Butaganzwa Kommune, hvor det nye projekt skal implementeres, vil både albinoer og batwa være en del af målgruppen. Området er et af de tættest befolkede i Burundi, og behovet for mere viden om ernæring er stort.

Omsorgsgrupper – en ny tilgang

I Danmark kender alle til besøg fra sundhedsplejersken. I Mor-barn projektet vil man danne 70 omsorgsgrupper med frivillige fra kirkerne. De vil blive trænet i at undervise og vejlede om vigtigheden af brystmælk, og hvor længe man skal fortsætte med at amme, god overgangskost til de mindste og god hygiejne.

… lidt på samme måde som vores sundhedsplejersker.

De vil hver få tilknyttet et antal familier, som de skal besøge og følge op på gennem hele projektet – lidt på samme måde som vores sundhedsplejersker. Vandbesparende køkkenhaver, hvor familierne kan dyrke næringsrige grønsager, er også et vigtigt element.

Vores grupper arbejder sammen med de lokale klinikker og hospitalet i Musema. Da gravide også er en del af målgruppen, er fødselsforberedelse på de lokale klinikker vigtig, og her er der fokus på at få fædrene med. Ikke mindst fordi familieplanlægning er en vigtig del af fødselsforberedelsen.

Det bliver spændende at følge projektet og den løbende evaluering af indsatserne, som skal give de mange små børn i og omkring Musema et godt liv.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/baho-neza-kibondo-hav-et-godt-liv-lille-barn/feed/ Middelklassen og ’dem på kanten’ https://baptist.dk/middelklassen-og-dem-paa-kanten/ Mon, 01 Jul 2024 13:15:28 +0000 https://baptist.dk/?p=17412 Det klinger godt: ”Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste”.


Lyt til (en kortere version af) artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/07/07-baptist-dk-3-pkt-5-middelklassen-og-dem-paa-kanten.mp3

Birgitte Kjær Grønbech:

  • psykoterapeut MPF og cand.merc
  • psyko- og parterapeut i Rødovre Terapicenter
  • tidligere gymnasielærer, underviser i International Økonomi
  • managementkonsulent inden for miljø- og velfærdsøkonomi

Lighed i sundhed, sociale forhold, uddannelse mm. bliver år for år mindre for den gruppe, der lever på kanten. Samtidig bruges velfærdsressourcer til at dække middelklassens behov for fx sundhedsudgifter til småproblemer.[1]

Arven og industrialiseringsmantraet fra før velfærdsstatens udvikling

Siden 1960’erne er vores omsorg for dem på kanten blevet mere institutionaliseret. Da var det stadig mere almindeligt at tage sig af medmennesket. Vores familie husede således også ensomme Ejnar, som for mad, lommepenge, husly, og i ny og næ nogle cigarer og et par øller, gik til hånde på ejendommen. Og han var selvskrevet til at deltage i familiens anledninger.

I og efter industrialiseringen fik produktivitet og effektivitet et mantra: ”System over menneske” frem for ”menneske over system”.[2] Mere, større, hurtigere! Det blev i stort omfang anset for berettiget, at forbrugeren og kapitalisten havde behov for at konsumere og besidde mere, større og hurtigere!

Det behovsstyrede samfund

Vores forbruger- og velfærdssamfund er også et behovsstyret samfund, som kan beskrives med Maslows behovspyramide. I bunden af pyramiden: de livsnødvendige og fysiologiske behov og i toppen behovene for at realisere sig selv. De sidste fylder mest for middelklassen i dag. Man kan endda gøre sine selvrealiserende handlinger synlige 24-7 på sociale medier, imens ’dem på kanten’ knap får dækket deres basale behov.

Man kan endda gøre sine selvrealiserende handlinger synlige 24-7 på sociale medier.

Kan vi lukke ned for medfølelsen?

Som mennesker er vi født med evnen til at vise empati og medfølelse. Følelser og emotioner er ”kropslige informationer, der giver meningsfulde handlingsmotiver”, som spontant kan lede os til kontakt, empati og handling.[3]

Men generel søvnmangel i befolkningen, det høje stressniveau og mistrivslen blandt børn og unge indikerer, at tempoet er for højt.[4] Et sådant overforbrug af egne ressourcer kan lukke af for omsorg og dermed medfølelsen og interessen for ’dem på kanten’.

Rigdom kan også lukke ned for menneskers empati.

Rigdom kan også lukke ned for menneskers empati i følge en amerikansk forsker i samfundspsykologiske spørgsmål, Paul Piff. Han har påvist en markant tilbøjelighed til mere egoistisk og selvberettiget adfærd hos velhavende mennesker. Hans forsøg viste også, at mennesker i alle samfundslag potentielt kan udvikle den adfærd, når de får mange midler.[5]

Er middelklassen da helt afkoblet fra at vise omsorg?

Nej, mange middelklasseborgere giver et bidrag via frivillighed eller økonomisk støtte. Men vi mennesker spejler os i hinanden, og vi engagerer os naturligt i problemstillinger, som vi genkender fra eget liv. I et følelsesmæssigt fokus kan ’dem på kanten’ vække ubevidste følelser som afsky, frygt eller foragt. Det kan få os til at lammes, fortrænge virkeligheden eller blive frustrerede, så vi lukker ned for kontakten.

Den barmhjertige samaritaner

Derfor har vores ego og egeninteresse brug for bevidst etisk modvægt. Her udgør Jesus’ lignelse om den barmhjertige samaritaner et eksempel.[vi] Samaritaneren mødte en nødstedt på sin rejse. Han var følelsesmæssigt i balance og reagerede observant og med medynk. Præsten og levitten observerede. Men de gik begge forbi det blødende og halvdøde medmenneske. Måske havde de for travlt eller fortrængte synet?

Derfor har vores ego og egeninteresse brug for bevidst etisk modvægt.

Vi er nok mange i middelklassen, der genkender præstens og levittens adfærd, når vi møder en på kanten. Spørgsmålet er, om det er vores travlhed, fortrængning eller selvrealiseringsbehov, der vejer tungt på vægtskålen? Derfor kan gudstjenesten give vores travle middelklasseliv en passende modvægt! Når vi synkroniserer vores indre GPS med Kristus’ kærlighedsbudskab, må vi bevidst forholde os til næsten – også den, der er kommet ud på kanten.

[1] Ugebrevet Mandag Morgen: https://www.mm.dk/artikel/professor-sundhedsvaesenet-drukner-i-middelklassens-smaa-problemer

[2] Hildebrandt, Steen og Stubberup Hendrik: ”Bæredygtig Ledelse – ledelse med hjertet” Gyldendal Business, 2014

[3] Greenberg, Lesley: ”What is an emotion?” Emotion Focused Podcast, #1, 2023 https://open.spotify.com/episode/16HgKLq45iKaDMFmkPl85D?si=IJH6QE0hTweM5AoDIPBccQ

[4] Den Nationale Sundhedsprofil, https://www.danskernessundhed.dk/

[5] Miller, Lisa: ”The Money-Empathy Gap”, New York Magazine, June 2012 og “The Why, Money Power and the American Dream” – why poverty, YouTube https://www.youtube.com/watch?v=6niWzomA_So&t=186s

[6] Lukasevangeliet kap. 10, vers 25-37

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Det klinger godt: ”Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste”.


Lyt til (en kortere version af) artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/07/07-baptist-dk-3-pkt-5-middelklassen-og-dem-paa-kanten.mp3

Birgitte Kjær Grønbech:

  • psykoterapeut MPF og cand.merc
  • psyko- og parterapeut i Rødovre Terapicenter
  • tidligere gymnasielærer, underviser i International Økonomi
  • managementkonsulent inden for miljø- og velfærdsøkonomi

Lighed i sundhed, sociale forhold, uddannelse mm. bliver år for år mindre for den gruppe, der lever på kanten. Samtidig bruges velfærdsressourcer til at dække middelklassens behov for fx sundhedsudgifter til småproblemer.[1]

Arven og industrialiseringsmantraet fra før velfærdsstatens udvikling

Siden 1960’erne er vores omsorg for dem på kanten blevet mere institutionaliseret. Da var det stadig mere almindeligt at tage sig af medmennesket. Vores familie husede således også ensomme Ejnar, som for mad, lommepenge, husly, og i ny og næ nogle cigarer og et par øller, gik til hånde på ejendommen. Og han var selvskrevet til at deltage i familiens anledninger.

I og efter industrialiseringen fik produktivitet og effektivitet et mantra: ”System over menneske” frem for ”menneske over system”.[2] Mere, større, hurtigere! Det blev i stort omfang anset for berettiget, at forbrugeren og kapitalisten havde behov for at konsumere og besidde mere, større og hurtigere!

Det behovsstyrede samfund

Vores forbruger- og velfærdssamfund er også et behovsstyret samfund, som kan beskrives med Maslows behovspyramide. I bunden af pyramiden: de livsnødvendige og fysiologiske behov og i toppen behovene for at realisere sig selv. De sidste fylder mest for middelklassen i dag. Man kan endda gøre sine selvrealiserende handlinger synlige 24-7 på sociale medier, imens ’dem på kanten’ knap får dækket deres basale behov.

Man kan endda gøre sine selvrealiserende handlinger synlige 24-7 på sociale medier.

Kan vi lukke ned for medfølelsen?

Som mennesker er vi født med evnen til at vise empati og medfølelse. Følelser og emotioner er ”kropslige informationer, der giver meningsfulde handlingsmotiver”, som spontant kan lede os til kontakt, empati og handling.[3]

Men generel søvnmangel i befolkningen, det høje stressniveau og mistrivslen blandt børn og unge indikerer, at tempoet er for højt.[4] Et sådant overforbrug af egne ressourcer kan lukke af for omsorg og dermed medfølelsen og interessen for ’dem på kanten’.

Rigdom kan også lukke ned for menneskers empati.

Rigdom kan også lukke ned for menneskers empati i følge en amerikansk forsker i samfundspsykologiske spørgsmål, Paul Piff. Han har påvist en markant tilbøjelighed til mere egoistisk og selvberettiget adfærd hos velhavende mennesker. Hans forsøg viste også, at mennesker i alle samfundslag potentielt kan udvikle den adfærd, når de får mange midler.[5]

Er middelklassen da helt afkoblet fra at vise omsorg?

Nej, mange middelklasseborgere giver et bidrag via frivillighed eller økonomisk støtte. Men vi mennesker spejler os i hinanden, og vi engagerer os naturligt i problemstillinger, som vi genkender fra eget liv. I et følelsesmæssigt fokus kan ’dem på kanten’ vække ubevidste følelser som afsky, frygt eller foragt. Det kan få os til at lammes, fortrænge virkeligheden eller blive frustrerede, så vi lukker ned for kontakten.

Den barmhjertige samaritaner

Derfor har vores ego og egeninteresse brug for bevidst etisk modvægt. Her udgør Jesus’ lignelse om den barmhjertige samaritaner et eksempel.[vi] Samaritaneren mødte en nødstedt på sin rejse. Han var følelsesmæssigt i balance og reagerede observant og med medynk. Præsten og levitten observerede. Men de gik begge forbi det blødende og halvdøde medmenneske. Måske havde de for travlt eller fortrængte synet?

Derfor har vores ego og egeninteresse brug for bevidst etisk modvægt.

Vi er nok mange i middelklassen, der genkender præstens og levittens adfærd, når vi møder en på kanten. Spørgsmålet er, om det er vores travlhed, fortrængning eller selvrealiseringsbehov, der vejer tungt på vægtskålen? Derfor kan gudstjenesten give vores travle middelklasseliv en passende modvægt! Når vi synkroniserer vores indre GPS med Kristus’ kærlighedsbudskab, må vi bevidst forholde os til næsten – også den, der er kommet ud på kanten.

[1] Ugebrevet Mandag Morgen: https://www.mm.dk/artikel/professor-sundhedsvaesenet-drukner-i-middelklassens-smaa-problemer

[2] Hildebrandt, Steen og Stubberup Hendrik: ”Bæredygtig Ledelse – ledelse med hjertet” Gyldendal Business, 2014

[3] Greenberg, Lesley: ”What is an emotion?” Emotion Focused Podcast, #1, 2023 https://open.spotify.com/episode/16HgKLq45iKaDMFmkPl85D?si=IJH6QE0hTweM5AoDIPBccQ

[4] Den Nationale Sundhedsprofil, https://www.danskernessundhed.dk/

[5] Miller, Lisa: ”The Money-Empathy Gap”, New York Magazine, June 2012 og “The Why, Money Power and the American Dream” – why poverty, YouTube https://www.youtube.com/watch?v=6niWzomA_So&t=186s

[6] Lukasevangeliet kap. 10, vers 25-37

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/middelklassen-og-dem-paa-kanten/feed/ Skal jeg lyse for dig? https://baptist.dk/skal-jeg-lyse-for-dig/ Fri, 28 Apr 2023 13:20:09 +0000 https://baptist.dk/?p=14008 Da jeg sluttede på arbejdsmarkedet, skulle der ske noget. Beslutningen var rigtig, og overgangen til et nyt livsafsnit skulle markeres.


Hør lydfilen til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/04/skaljeglysefordigmp3281123.mp3


Kirsten Nielsen:

  • uddannet som lærer og uddannelsesvejleder
  • ansat på Tølløse Privat- og Efterskole i 34 år
  • formand for menighedsrådet i Tølløse Baptistmenighed

Jeg valgte at gå en god bid af Camino Francés for at lægge arbejdslivet fra mig, og jeg begyndte vandringen i Burgos, 483 km fra målet, Santiago de Compostela.

Det var mit eget projekt, og først sent i planlægningen fik min mand mulighed for at tage en uges ferie og dermed begynde sammen med mig. Det var godt at være to i starten, så vi sammen kunne finde ud af, hvordan det hele fungerede, men da jeg blev alene, kom jeg lettere i snak med andre, og nogle af de samtaler var hele turen værd.

Det man har brug for

Man siger, at Caminoen ikke giver, hvad man forventer, men i stedet det, man har brug for. Det kom til at passe flere gange, bl.a. den dag, hvor jeg skulle overnatte i en by, hvor det kun var muligt at få en overkøje i en seng midt på gulvet. Det havde jeg hidtil undgået. Jeg stod vel og så lidt beklemt ud, da det hele pludselig løste sig, og jeg blev tilbudt et dejligt og billigt værelse med eget bad – en udsøgt luksus på sådan en tur.

Man siger, at Caminoen ikke giver, hvad man forventer, men i stedet det, man har brug for.

Gensidig omsorg

I det hele taget var imødekommenheden og hjælpsomheden enestående. Folk trådte til side for hinanden, gav en hånd og inkluderede hinanden. Jeg oplevede det på en særlig måde en tidlig morgen, hvor jeg var stået op, inden det blev lyst. Jeg havde overnattet i en by, der lå højt hævet over en flod, og for at komme videre skulle man ned ad en lang stejl stentrappe. Denne morgen blev jeg mødt af en mur af tæt tåge.

Jeg står øverst på trappen og fumler lidt med at få tændt min pandelampe. Hen til mig træder en amerikansk kvinde, med ordene: ’Skal jeg lyse for dig’? Nede ved floden slutter en colombiansk kvinde sig til os. Vi tre følges ad op og op og op igennem tågen og mørket. En meget vanskelig tur jeg ikke gerne havde taget alene.

På Caminoen føler man sig tryg, og kan tillade sig at være det.

På Caminoen føler man sig tryg – og kan tillade sig at være det. Man hører ikke om overfald, tyverier og lignende. De to kvinder fortalte på vejen op, at det i deres hjemlande ville være helt utænkeligt at gå sådan en tur alene. De ville som kvinder være alt for udsatte for overfald. Jeg ville godt turde det i mit land.

En pause fra hverdagen

Caminoen indbyder i al sin enkelthed til at sætte det ene ben foran det andet, mens man holder en pause fra hverdagen og giver sig tid til at tænke. I den proces lærte jeg noget lige så enkelt, nemlig, at det er dejligt at kunne selv, og at ingen skal bære mine byrder, hvis jeg godt selv kan. Otte kilo på ryggen er ikke meget, men det er berigende at finde ud af, hvor lidt man kan nøjes med og stadigvæk have det fint.

Jeg oplevede også, hvor meningsfyldt det er at tale med mennesker fra hele verden og se alt det, vi kan være fælles om. På trods af at jeg var ældre end de fleste på ruten, var min byrde let at bære i forhold til de mange, der går Caminoen, fordi livet har ramt dem ubarmhjertigt. At stoppe med arbejdslivet er bare overgang til en ny virkelighed.

Skal jeg lyse for dig?

Ordene: ’Skal jeg lyse for dig?’ fik en særlig betydning for mig både den pågældende morgen og videre hen. Når jeg tidligt om morgenen gik i mørket med min pandelampe tændt, hørte jeg, hvordan dagen begyndte, og jeg oplevede de smukkeste solopgange – hver dag lidt smukkere end dagen før.

Lidt senere på dagen gik jeg og hørte gode romaner, og inden jeg skulle sove, hørte jeg tit Arne Andreasens smukke salmer. Især salmen: ’Må Herren lyse for din fod’, blev min! Den er som skabt til vandring og meditation. Ordene er ren velsignelse, men nyd også gerne hans melodi og Janne Winds dejlige stemme.

Må Herren lyse for din fod, så du kan finde frem,
og må vinden være varm og god, må vejen være nem.
Og må Herren give kraft på ny, når du er uden mod.
Må dit mørke blive morgengry med lys i overflod.

Læs også artiklen ‘BASIS – en trosrejse i godt selskab‘ – om fire kvinder, der deltager i en teologisk grunduddannelse.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Da jeg sluttede på arbejdsmarkedet, skulle der ske noget. Beslutningen var rigtig, og overgangen til et nyt livsafsnit skulle markeres.


Hør lydfilen til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/04/skaljeglysefordigmp3281123.mp3


Kirsten Nielsen:

  • uddannet som lærer og uddannelsesvejleder
  • ansat på Tølløse Privat- og Efterskole i 34 år
  • formand for menighedsrådet i Tølløse Baptistmenighed

Jeg valgte at gå en god bid af Camino Francés for at lægge arbejdslivet fra mig, og jeg begyndte vandringen i Burgos, 483 km fra målet, Santiago de Compostela.

Det var mit eget projekt, og først sent i planlægningen fik min mand mulighed for at tage en uges ferie og dermed begynde sammen med mig. Det var godt at være to i starten, så vi sammen kunne finde ud af, hvordan det hele fungerede, men da jeg blev alene, kom jeg lettere i snak med andre, og nogle af de samtaler var hele turen værd.

Det man har brug for

Man siger, at Caminoen ikke giver, hvad man forventer, men i stedet det, man har brug for. Det kom til at passe flere gange, bl.a. den dag, hvor jeg skulle overnatte i en by, hvor det kun var muligt at få en overkøje i en seng midt på gulvet. Det havde jeg hidtil undgået. Jeg stod vel og så lidt beklemt ud, da det hele pludselig løste sig, og jeg blev tilbudt et dejligt og billigt værelse med eget bad – en udsøgt luksus på sådan en tur.

Man siger, at Caminoen ikke giver, hvad man forventer, men i stedet det, man har brug for.

Gensidig omsorg

I det hele taget var imødekommenheden og hjælpsomheden enestående. Folk trådte til side for hinanden, gav en hånd og inkluderede hinanden. Jeg oplevede det på en særlig måde en tidlig morgen, hvor jeg var stået op, inden det blev lyst. Jeg havde overnattet i en by, der lå højt hævet over en flod, og for at komme videre skulle man ned ad en lang stejl stentrappe. Denne morgen blev jeg mødt af en mur af tæt tåge.

Jeg står øverst på trappen og fumler lidt med at få tændt min pandelampe. Hen til mig træder en amerikansk kvinde, med ordene: ’Skal jeg lyse for dig’? Nede ved floden slutter en colombiansk kvinde sig til os. Vi tre følges ad op og op og op igennem tågen og mørket. En meget vanskelig tur jeg ikke gerne havde taget alene.

På Caminoen føler man sig tryg, og kan tillade sig at være det.

På Caminoen føler man sig tryg – og kan tillade sig at være det. Man hører ikke om overfald, tyverier og lignende. De to kvinder fortalte på vejen op, at det i deres hjemlande ville være helt utænkeligt at gå sådan en tur alene. De ville som kvinder være alt for udsatte for overfald. Jeg ville godt turde det i mit land.

En pause fra hverdagen

Caminoen indbyder i al sin enkelthed til at sætte det ene ben foran det andet, mens man holder en pause fra hverdagen og giver sig tid til at tænke. I den proces lærte jeg noget lige så enkelt, nemlig, at det er dejligt at kunne selv, og at ingen skal bære mine byrder, hvis jeg godt selv kan. Otte kilo på ryggen er ikke meget, men det er berigende at finde ud af, hvor lidt man kan nøjes med og stadigvæk have det fint.

Jeg oplevede også, hvor meningsfyldt det er at tale med mennesker fra hele verden og se alt det, vi kan være fælles om. På trods af at jeg var ældre end de fleste på ruten, var min byrde let at bære i forhold til de mange, der går Caminoen, fordi livet har ramt dem ubarmhjertigt. At stoppe med arbejdslivet er bare overgang til en ny virkelighed.

Skal jeg lyse for dig?

Ordene: ’Skal jeg lyse for dig?’ fik en særlig betydning for mig både den pågældende morgen og videre hen. Når jeg tidligt om morgenen gik i mørket med min pandelampe tændt, hørte jeg, hvordan dagen begyndte, og jeg oplevede de smukkeste solopgange – hver dag lidt smukkere end dagen før.

Lidt senere på dagen gik jeg og hørte gode romaner, og inden jeg skulle sove, hørte jeg tit Arne Andreasens smukke salmer. Især salmen: ’Må Herren lyse for din fod’, blev min! Den er som skabt til vandring og meditation. Ordene er ren velsignelse, men nyd også gerne hans melodi og Janne Winds dejlige stemme.

Må Herren lyse for din fod, så du kan finde frem,
og må vinden være varm og god, må vejen være nem.
Og må Herren give kraft på ny, når du er uden mod.
Må dit mørke blive morgengry med lys i overflod.

Læs også artiklen ‘BASIS – en trosrejse i godt selskab‘ – om fire kvinder, der deltager i en teologisk grunduddannelse.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/skal-jeg-lyse-for-dig/feed/ Hvornår så vi dig syg? https://baptist.dk/naar-saa-vi-dig-syg-og-besoegte-dig/ Thu, 18 Aug 2022 04:00:39 +0000 https://baptist.dk/?p=12612
Hvordan behandler menigheden sine syge? Hvordan tager vi os af dem, der er blevet ”medsyge” ved at være nær relation til den syge. Og du kan blive ved, for det handler om relationel omsorg hele vejen rundt.

Det er så nemt at tørre det enkelte kristne menneskes forpligtelse af på professionelle, terapeuter og præster. Men de opfattes ikke som menigheden, dem der står i relation til og er ligeværdige venner.

Hvor bliver de af, tænker mange syge og medsyge og føler sig forladt, ikke set – ensomme. Og dette er måske bare igen en løftet finger, denne gang fra en præst, der ser og mærker smerten i forladtheden. Er det svært, så mærk efter i dig selv og brug dig selv som pejling for, hvordan ville du have det, hvis du var alene med angsten for din indlagte syge ægtefælle? Hvordan ville det føles, hvis naboerne og ikke relationen i menigheden viste sin omsorg?

Ingen kan vel være uenige om, at vi som kristne har et særligt ansvar.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Hvordan behandler menigheden sine syge? Hvordan tager vi os af dem, der er blevet ”medsyge” ved at være nær relation til den syge. Og du kan blive ved, for det handler om relationel omsorg hele vejen rundt.

Det er så nemt at tørre det enkelte kristne menneskes forpligtelse af på professionelle, terapeuter og præster. Men de opfattes ikke som menigheden, dem der står i relation til og er ligeværdige venner.

Hvor bliver de af, tænker mange syge og medsyge og føler sig forladt, ikke set – ensomme. Og dette er måske bare igen en løftet finger, denne gang fra en præst, der ser og mærker smerten i forladtheden. Er det svært, så mærk efter i dig selv og brug dig selv som pejling for, hvordan ville du have det, hvis du var alene med angsten for din indlagte syge ægtefælle? Hvordan ville det føles, hvis naboerne og ikke relationen i menigheden viste sin omsorg?

Ingen kan vel være uenige om, at vi som kristne har et særligt ansvar.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/naar-saa-vi-dig-syg-og-besoegte-dig/feed/ Kvinder ser behov – og har ressourcer https://baptist.dk/kvinder-ser-behov-og-har-ressourcer/ Tue, 10 Aug 2021 13:00:03 +0000 https://baptist.dk/?p=10961 Anne-Marie Møller fra Hjørring er ny formand for Danske Baptisters Kvindenetværk – uden egen forening.


Anne-Marie Møller var i Rwanda og Burundi i 2018 – og her mødte hun den præst og hans kone, som også hedder Anne Marie, som kan ses på billedet ovenfor.

Det er med bedrøvelse i stemmen, at Anne-Marie Møller fortæller, at der ikke er en lokalforening for det, hun er formand for, i hendes egen menighed.

”Vi havde en seniorkreds, men den gik ind. Så forsøgte vi at lave et kvindearbejde – som et mødested mellem burmesiske og danske kvinder. Vi havde den praktiske tilgang, bagte sammen, lærte dem at strikke, malede på sten, og vi havde det rigtig godt sammen. Lærte hinanden at kende. Men det var svært at finde et tidspunkt at mødes på. Var det en hverdagsaften kom burmeserne ikke. Var det en lørdag formiddag kom danskerne ikke. Når de nu er ved at købe hus, ringer de og spørger efter hjælp.”

Faktisk siger Anne-Marie, at ikke mindst mødet med flygtninge, vietnamesere og burmesere, har gjort kristenlivet så meget vigtigere for hende.

Et specielt omsorgsgen

”Jeg deltog i en nordisk kvindekonference i Sjövik i Sverige for nogle år siden. Det gik op for mig dér, hvor vigtigt kvindearbejdet stadig er. En flygtningekvinde fortalte, hvad det havde betydet for hende at møde kvinderne i sin nye kirke. Det gjorde stort indtryk.”

Da Anne-Marie så for nogle år siden gik på efterløn, blev hun aktiv. I menigheden har hun været menighedsrådsformand og lige nu står hun med ansvar for omsorgstjenesten sammen med præsten.

”Jeg tror, vi kvinder har et specielt omsorgsgen, Vi ser et andet behov. Måske vi mangler lidt selvtillid en gang imellem, og så er det nemmere at tage ansvar blandt andre kvinder, end hvis der også er mænd. Det er nemmere at tale sammen.”

Flere penge til mission

Anne-Marie peger selv på det internationale arbejde for Danske Baptisters Kvindenetværk, når hun skal fortælle om, hvad der er vigtigt for hende som formand.

”Vi vil gerne bruge flere penge og have mere fokus på mission. Vi er ved at omlægge flere ting i Kvindenetværket. Dels nedlægger vi vores blad og gør det til et digitalt nyhedsbrev. Det gør vi for at spare penge – bladet har været vores største udgift og de penge vil vi hellere bruge på mission. Samtidig opfordrer vi til, at kvinder printer nyhedsbrevet og bringer det ud til dem, der ikke har computer. Så bliver det samtidig til et besøg og en opmuntring; ”De husker mig stadig”.

Pengene vil vi i stedet bruge dels i Afrika og dels i Bulgarien. Vi har i mange år haft et godt partnerskab med kvinderne i Rwanda og Burundi. Jeg er selv så heldig, at jeg var med i Afrika i 2018. I mødet med de afrikanske kvinder så vi, hvordan det store fællesskab ændrer livet for hver lille familie. Vi samarbejder også med Coffee Beanies, der hjælper kvinderne til at strikke og skaffe sig indkomst ad den vej.”

Hun understreger det gode samarbejde med BaptistKirkens internationale sekretær Morten Kofoed. ”Vi kan supplere. Som nu, hvor vi hjælper med at betale for at få Lise Emming til Afrika”. (Læs mere her.)

Bulgarien

Tidligere har Kvindenetværket og de lokale kredse samlet tøj ind og sendt det til Letland. De meddelte, at de ikke havde brug for det længere, men det har de i Bulgarien. Herfra har en kvindelig leder, Didi Oprenova, besøgt Danmark. Det bliver måske til et nyt partnerskab, og Kvindenetværkets bestyrelse håber at rejse til Bulgarien i slutningen af 2021.

”I partnerskaberne beriger vi hinanden. Vi kommer med økonomi og f.eks. tøj, mens de i den grad beriger vores kristenliv.”

Kvinderne har droppet ”møntindsamlingen”. ”Vi går jo fra mønter til MobilePay, så nu hedder det bare årsindsamlingen. Men formålet er det samme. At hjælpe kvinder i deres arbejde – og det skal være kvinder!”

Kys det gode liv

17.-19. september i år afholder Kvindenetværket en konference i Sæby under temaet ”Kys det gode liv”.

”Det er fantastisk at være sammen. Det er kvinder hele vejen igennem, der giver oplæg og lægger op til samtalen. Sidste gang var det Charlotte Rørth og Lotte Lyngby. Denne gang kommer Louise Adrian, der har Fangekoret og Solveig Bergstrøm fra Norge, som vi har haft besøg af før.

Formålet er, at vi bliver inspirerede og kan gå hjem og gøre det, vi føler os kaldet til.”

Det er ikke mange steder, der længere er deciderede kvindekredse. I Østhimmerland tiltrækker de kvinder fra et stort område. Her mødes man om at se en film, spiser sammen og skal læse en bog for at være med. I Østervrå har de Café Mandfred. Det er langt fra kun kvinder, vi kender, som kommer dér.

I Skjern har den burmesiske kvinde Chin Chin en kreds med 12 kvinder, der er medlemmer af Kvindenetværket.

Se behov og ressourcer

Anne-Marie Broholm Møller
69 år
Bor i Hjørring sammen med sin mand, Carl
Har arbejdet som lærer

Det har altid været en udfordring, at de fleste, ligesom Anne-Marie, først bliver aktive i Kvindenetværket, når de går på efterløn eller pension.

”Min drøm er, at yngre kvinder engagerer sig i Kvindenetværket. Der er masser af behov omkring os og vi er en ressource i menighederne og vores lokalsamfund. Vi skal væk fra, at vi kun kan bage kage. Vi skal engagere os mere i socialt arbejde for dem, der har det svært: Enlige ældre, enlige mødre, flygtninge. Som Kvindenetværk kan vi styrke og inspirere hinanden.”

Anne-Marie håber at komme rundt i hele landet. Ikke for at holde oplæg og taler, men for at møde kvinderne og se, hvad de gør. ”Jeg vil gerne være hele landets formand for Kvindenetværket”, slutter hun.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Anne-Marie Møller fra Hjørring er ny formand for Danske Baptisters Kvindenetværk – uden egen forening.


Anne-Marie Møller var i Rwanda og Burundi i 2018 – og her mødte hun den præst og hans kone, som også hedder Anne Marie, som kan ses på billedet ovenfor.

Det er med bedrøvelse i stemmen, at Anne-Marie Møller fortæller, at der ikke er en lokalforening for det, hun er formand for, i hendes egen menighed.

”Vi havde en seniorkreds, men den gik ind. Så forsøgte vi at lave et kvindearbejde – som et mødested mellem burmesiske og danske kvinder. Vi havde den praktiske tilgang, bagte sammen, lærte dem at strikke, malede på sten, og vi havde det rigtig godt sammen. Lærte hinanden at kende. Men det var svært at finde et tidspunkt at mødes på. Var det en hverdagsaften kom burmeserne ikke. Var det en lørdag formiddag kom danskerne ikke. Når de nu er ved at købe hus, ringer de og spørger efter hjælp.”

Faktisk siger Anne-Marie, at ikke mindst mødet med flygtninge, vietnamesere og burmesere, har gjort kristenlivet så meget vigtigere for hende.

Et specielt omsorgsgen

”Jeg deltog i en nordisk kvindekonference i Sjövik i Sverige for nogle år siden. Det gik op for mig dér, hvor vigtigt kvindearbejdet stadig er. En flygtningekvinde fortalte, hvad det havde betydet for hende at møde kvinderne i sin nye kirke. Det gjorde stort indtryk.”

Da Anne-Marie så for nogle år siden gik på efterløn, blev hun aktiv. I menigheden har hun været menighedsrådsformand og lige nu står hun med ansvar for omsorgstjenesten sammen med præsten.

”Jeg tror, vi kvinder har et specielt omsorgsgen, Vi ser et andet behov. Måske vi mangler lidt selvtillid en gang imellem, og så er det nemmere at tage ansvar blandt andre kvinder, end hvis der også er mænd. Det er nemmere at tale sammen.”

Flere penge til mission

Anne-Marie peger selv på det internationale arbejde for Danske Baptisters Kvindenetværk, når hun skal fortælle om, hvad der er vigtigt for hende som formand.

”Vi vil gerne bruge flere penge og have mere fokus på mission. Vi er ved at omlægge flere ting i Kvindenetværket. Dels nedlægger vi vores blad og gør det til et digitalt nyhedsbrev. Det gør vi for at spare penge – bladet har været vores største udgift og de penge vil vi hellere bruge på mission. Samtidig opfordrer vi til, at kvinder printer nyhedsbrevet og bringer det ud til dem, der ikke har computer. Så bliver det samtidig til et besøg og en opmuntring; ”De husker mig stadig”.

Pengene vil vi i stedet bruge dels i Afrika og dels i Bulgarien. Vi har i mange år haft et godt partnerskab med kvinderne i Rwanda og Burundi. Jeg er selv så heldig, at jeg var med i Afrika i 2018. I mødet med de afrikanske kvinder så vi, hvordan det store fællesskab ændrer livet for hver lille familie. Vi samarbejder også med Coffee Beanies, der hjælper kvinderne til at strikke og skaffe sig indkomst ad den vej.”

Hun understreger det gode samarbejde med BaptistKirkens internationale sekretær Morten Kofoed. ”Vi kan supplere. Som nu, hvor vi hjælper med at betale for at få Lise Emming til Afrika”. (Læs mere her.)

Bulgarien

Tidligere har Kvindenetværket og de lokale kredse samlet tøj ind og sendt det til Letland. De meddelte, at de ikke havde brug for det længere, men det har de i Bulgarien. Herfra har en kvindelig leder, Didi Oprenova, besøgt Danmark. Det bliver måske til et nyt partnerskab, og Kvindenetværkets bestyrelse håber at rejse til Bulgarien i slutningen af 2021.

”I partnerskaberne beriger vi hinanden. Vi kommer med økonomi og f.eks. tøj, mens de i den grad beriger vores kristenliv.”

Kvinderne har droppet ”møntindsamlingen”. ”Vi går jo fra mønter til MobilePay, så nu hedder det bare årsindsamlingen. Men formålet er det samme. At hjælpe kvinder i deres arbejde – og det skal være kvinder!”

Kys det gode liv

17.-19. september i år afholder Kvindenetværket en konference i Sæby under temaet ”Kys det gode liv”.

”Det er fantastisk at være sammen. Det er kvinder hele vejen igennem, der giver oplæg og lægger op til samtalen. Sidste gang var det Charlotte Rørth og Lotte Lyngby. Denne gang kommer Louise Adrian, der har Fangekoret og Solveig Bergstrøm fra Norge, som vi har haft besøg af før.

Formålet er, at vi bliver inspirerede og kan gå hjem og gøre det, vi føler os kaldet til.”

Det er ikke mange steder, der længere er deciderede kvindekredse. I Østhimmerland tiltrækker de kvinder fra et stort område. Her mødes man om at se en film, spiser sammen og skal læse en bog for at være med. I Østervrå har de Café Mandfred. Det er langt fra kun kvinder, vi kender, som kommer dér.

I Skjern har den burmesiske kvinde Chin Chin en kreds med 12 kvinder, der er medlemmer af Kvindenetværket.

Se behov og ressourcer

Anne-Marie Broholm Møller
69 år
Bor i Hjørring sammen med sin mand, Carl
Har arbejdet som lærer

Det har altid været en udfordring, at de fleste, ligesom Anne-Marie, først bliver aktive i Kvindenetværket, når de går på efterløn eller pension.

”Min drøm er, at yngre kvinder engagerer sig i Kvindenetværket. Der er masser af behov omkring os og vi er en ressource i menighederne og vores lokalsamfund. Vi skal væk fra, at vi kun kan bage kage. Vi skal engagere os mere i socialt arbejde for dem, der har det svært: Enlige ældre, enlige mødre, flygtninge. Som Kvindenetværk kan vi styrke og inspirere hinanden.”

Anne-Marie håber at komme rundt i hele landet. Ikke for at holde oplæg og taler, men for at møde kvinderne og se, hvad de gør. ”Jeg vil gerne være hele landets formand for Kvindenetværket”, slutter hun.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kvinder-ser-behov-og-har-ressourcer/feed/ Det brænder jeg for https://baptist.dk/det-braender-jeg-for/ Wed, 04 Dec 2019 14:16:05 +0000 https://baptist.dk/?p=8408 Mit menneskesyn og mine holdninger afspejler, hvem jeg er, og det præger min eksistentielle og åndelige omsorg for andre. Mit primære kald kan jeg bedst beskrive ved at fortælle lidt om den åndelige omsorg, jeg yder som sygeplejerske.


Når livets afslutning nærmer sig, får sorg og angst ofte følgeskab af eksistentielle og religiøse overvejelser, som kan fylde rigtig meget for patienterne – og for de pårørende. Har jeg levet mit liv rigtigt? Har jeg været et godt menneske? Findes der noget liv efter døden?

Åndelig omsorg

Før i tiden var der ikke samme bevidsthed om den åndelige omsorg, og i hjemmeplejen var det om ikke forbudt – så i hvert fald ikke velset, at man talte med patienterne om eksistentielle og religiøse spørgsmål, med mindre de selv begyndte at tale om det.

Jeg oplevede, at mange havde behov for at tale om det, og at de fik ro i sindet efter en samtale eller en fælles bøn – men jeg skulle ‘stjæle’ mig til det.

De fik ro i sindet efter en samtale eller en fælles bøn – men jeg skulle ‘stjæle’ mig til det.

Jeg arbejder nu på Hospice Vendsyssel, hvor det er en helt naturlig del af plejen. Der er kommet fagligt fokus på det og accept af det, og I 2017 blev åndelig omsorg et forskningsområde på Syddansk Universitet med Niels Christian Hvidt som den første professor på området.

Dansk Kristelig Sygeplejeforening arbejder for at udbrede kendskab til, hvordan man varetager den åndelige og eksistentielle omsorg på sygehus, plejehjem, hjemmepleje, hospice osv. Vi har en hjemmeside der hedder http://www.aandeligomsorg.dk – Her kan man få hjælp bl.a. ved eksempler på, hvordan man kan tale med patienter om åndelige behov.

Mod til at være i angsten

Det er ofte i aften- og nattevagten, at patienter kan ligge søvnløse og tumle med tanker og svære spørgsmål, og så kan det ikke altid vente, til hospicepræsten kommer næste gang.

Det kræver mod at gå ind i et rum med lidelse, angst og fortvivlelse med vilje til at lytte og være nærværende. I det rum gælder det om at give patienten mulighed for at udfolde egen tro og livssyn, men også om uopfordret at tage de eksistentielle og religiøse emner op.

Det kræver mod at gå ind i et rum med lidelse, angst og fortvivlelse med vilje til at lytte og være nærværende.

Fællesnævner for livet

De rum betrædes på forskellig vis, men for mig handler det ofte om at gribe elementer fra patientens historie og finde fællesnævnere i vores liv som en dør til samtalen. Det kan være et kors om halsen eller en spejdersangbog. Andre gange må jeg sætte mig ind i andre trosretninger for at kunne finde fælles begreber, som kan åbne døren til den fredgivende samtale eller bøn.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Mit menneskesyn og mine holdninger afspejler, hvem jeg er, og det præger min eksistentielle og åndelige omsorg for andre. Mit primære kald kan jeg bedst beskrive ved at fortælle lidt om den åndelige omsorg, jeg yder som sygeplejerske.


Når livets afslutning nærmer sig, får sorg og angst ofte følgeskab af eksistentielle og religiøse overvejelser, som kan fylde rigtig meget for patienterne – og for de pårørende. Har jeg levet mit liv rigtigt? Har jeg været et godt menneske? Findes der noget liv efter døden?

Åndelig omsorg

Før i tiden var der ikke samme bevidsthed om den åndelige omsorg, og i hjemmeplejen var det om ikke forbudt – så i hvert fald ikke velset, at man talte med patienterne om eksistentielle og religiøse spørgsmål, med mindre de selv begyndte at tale om det.

Jeg oplevede, at mange havde behov for at tale om det, og at de fik ro i sindet efter en samtale eller en fælles bøn – men jeg skulle ‘stjæle’ mig til det.

De fik ro i sindet efter en samtale eller en fælles bøn – men jeg skulle ‘stjæle’ mig til det.

Jeg arbejder nu på Hospice Vendsyssel, hvor det er en helt naturlig del af plejen. Der er kommet fagligt fokus på det og accept af det, og I 2017 blev åndelig omsorg et forskningsområde på Syddansk Universitet med Niels Christian Hvidt som den første professor på området.

Dansk Kristelig Sygeplejeforening arbejder for at udbrede kendskab til, hvordan man varetager den åndelige og eksistentielle omsorg på sygehus, plejehjem, hjemmepleje, hospice osv. Vi har en hjemmeside der hedder http://www.aandeligomsorg.dk – Her kan man få hjælp bl.a. ved eksempler på, hvordan man kan tale med patienter om åndelige behov.

Mod til at være i angsten

Det er ofte i aften- og nattevagten, at patienter kan ligge søvnløse og tumle med tanker og svære spørgsmål, og så kan det ikke altid vente, til hospicepræsten kommer næste gang.

Det kræver mod at gå ind i et rum med lidelse, angst og fortvivlelse med vilje til at lytte og være nærværende. I det rum gælder det om at give patienten mulighed for at udfolde egen tro og livssyn, men også om uopfordret at tage de eksistentielle og religiøse emner op.

Det kræver mod at gå ind i et rum med lidelse, angst og fortvivlelse med vilje til at lytte og være nærværende.

Fællesnævner for livet

De rum betrædes på forskellig vis, men for mig handler det ofte om at gribe elementer fra patientens historie og finde fællesnævnere i vores liv som en dør til samtalen. Det kan være et kors om halsen eller en spejdersangbog. Andre gange må jeg sætte mig ind i andre trosretninger for at kunne finde fælles begreber, som kan åbne døren til den fredgivende samtale eller bøn.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/det-braender-jeg-for/feed/