Lyt til artiklen:

En mandag i begyndelsen af november giver menighedsrådet i Karmelkirken formiddagskaffe. Formand Per Beck, næstformand Laurits Larsen, kasserer Donald Larsen og forhandlingsleder Louise Varberg sidder rundt om bordet i krypten. Det har de gjort mange gange før. Men snart er det slut. Dagen før traf menigheden beslutning om at ophøre som selvstændig menighed.

”Det er alder og det er kræfter, der har været afgørende,” siger Per og fortsætter: ”Når man kan se, at vi bliver færre og ældre, så kan det godt skabe en vis form for modløshed.”

Karmelkirken 1952 (Foto: Karmelkirkens arkiv)

Overvejelser og afklaring

På menighedens seneste forhandlingsmøde blev der truffet to vigtige beslutninger: Karmelkirken ophører som selvstændig menighed, og der sker en sammenlægning med Østhimmerlands Baptistmenighed. Fra de første tanker om samarbejde, fusion eller nedlæggelse har menigheden brugt seks år på at finde den rigtige løsning.

”Der var en del af vores ældre, der blev meget usikre: Hvor fører det her hen? Derfor besluttede vi at se tiden an i fem år. De udløb i 2024. Så tog vi samtalen op igen,” fortæller Per.

Menighedsrådet er enige om, at med 15 gudstjenestedeltagere over en længere periode, så var en fortsættelse udsigtsløs.

Karmelkirkens Baptistmenighed

Adresse: Petersborgvej 35B, Vejgård, 9000 Aalborg
Stiftet: 1952
Kirkebygning: 1930
Medlemmer: 53 (november 2025)
Hjemsted for Vejgårdspejderne

Louise pointerer: ”Det har også noget at gøre med rettidig omhu. Det kan godt være, at vi er nogle, der har kræfterne endnu, men lige pludselig kan det være slut. Det har vi set flere gange.”

Da Karmelkirken summede af børn, spejdere og musik

I mange år var Karmelkirken centrum for et stort børne- og ungdomsarbejde. Stemningen omkring kaffebordet stiger adskillige grader, da vi begynder at tale om ”dengang”.

Karmelkirkens hornorkester ved stiftelsen i 1952 (Foto: Karmelkirkens arkiv).

”Vi havde et stort spejderarbejde i Karmel,” fortæller Donald, ”og et hornorkester! Vi marcherede gennem Vejgaard med hornorkestret forrest. Både spejderne og søndagsskolebørnene deltog. Og folk i Vejgård var begejstrede over det liv, vi skabte.”

Der var spejderarbejde og søndagsskole både i Karmelkirken og i menighedens to ”missionshuse”, Elim og Tranumgården. Menighedens to spejderhytter, Skalhøj og Eshøjlund, blev også flittigt brugt til aktiviteter. I mange år deltog flere hundrede børn og unge i aktiviteterne.

Spejdere og søndagsskolebørn marcherer gennem Vejgård (Foto: Karmelkirkens arkiv).

Musikken var en stor del af livet i Karmelkirken: Her var Ungdomskoret Reflex, forgængeren for Gospelkoret Shine i Nørresundby og et ambitiøst firestemmigt voksenkor. ”Man skulle op til sangprøve for at være med. Og der var nogle, der dumpede! Men jeg bestod og var med i en del år,” beretter Donald.

Menigheden bliver grå i toppen

I takt med at fritidstilbuddene blev flere, og velfærdssamfundet tilbød pasning, faldt interessen for Karmelkirkens tilbud til børn og unge.  Som i en del andre menigheder med et stort børne- og ungdomsarbejde førte arbejdet aldrig til stabil vækst i menigheden. Der blev sået og sået, men enten blev høsten aldrig moden – eller også blev menigheden aldrig moden til at høste?

Per fortæller, at tidligere generalsekretær Lone Møller-Hansen engang drillede med statistikken i årbogen: ”I er Danmarks ældste baptistmenighed! I er i hvert fald den menighed, der har det højeste aldersgennemsnit.”

Per fortsætter: ”Det er jo det, vi oplever. Når vi ser på gudstjenestedeltagelsen over tid, så er de yngste typisk først i tresserne.”

Et nyt kapitel på Petersborgvej

Menighedsrådet fortæller, at kirken skal sælges til organisationen Youth For Christ (YFC). Der er indgået aftale om, at Vejgårdspejderne kan fortsætte arbejdet ud fra kirken på Petersborgvej. Lokalplanen for området giver heldigvis fortsat mulighed for kirkelig aktivitet. Måske skal naboerne vænne sig til et højere lydtryk og mere moderne toner.

Karmelkirkens kor (Foto: Karmelkirkens arkiv)

Menigheden har besluttet at donere 500.000 kr. til to af BaptistKirkens skoleprojekter i henholdsvis Rwanda og Burundi i forbindelse med sammenlægningen med menigheden i Østhimmerland.

”’Murstenene’ har ikke haft afgørende betydning. Alle har været enige om, at det er menigheden, det handler om,” kommenterer Per salget af kirken.

Afslutningen

Rundt om bordet er der enighed om, at der ikke er plads til ærgrelser eller fortrydelser. Der er fokus på ”glædesanledninger”. Og de kommer hurtigt. En gudstjeneste, hvor der dukkede 40 deltagere op, og sangen hævede sig til et helt nyt niveau, et salmejazz-arrangement, en barnevelsignelse og et bryllup. Fællesskabet har bragt glæde til mange.

”Selv om det ikke har betydet, at der kom en masse fremmede i kirken, har der altid været stor åbenhed over for alle, der dukkede op,” siger Louise, og Per supplerer: ”Hvis der er nogen, der har haft lyst til at eksperimentere med et eller andet, så har man stillet sig frit over for det. Og der har været plads til forskellige mennesker.”

Tavshed og refleksion spreder sig rundt om bordet. Louise får det sidste ord. De andre nikker, da hun siger: ”Vi kunne ikke fortsætte, men det er alligevel uendelig trist ikke at skulle mødes til gudstjeneste i Karmelkirken længere.”

Drengespejdere i Karmelkirken – Aalborg 2. (Foto: Karmelkirkens arkiv)

Relateret

• 07. dec. 2024 - ”Tag lyset med og del ødselt ud af kærligheden!”
• 10. jul. 2024 - Alting har sin tid
• 27. maj. 2024 - Karneval i Aalborg med Englevagt
• 14. maj. 2024 - Baptistspejderne: Fra ledelseskrise til håb for fremtiden
• 20. jul. 2023 - Det som livet er…

Find flere

Christian er vokset op med en far, der er baptist og en mor, hvis familie er ”almindelige kulturkristne”. Han gjorde sin cand.theol. færdig ved Aarhus Universitet i 2015 og har siden arbejdet som kirketjener i Skt. Lukas Kirke i Aarhus, tæt på baptistkirken Immanuelskirken.

”Det har været en god måde at få indsigt i arbejdet i en folkekirke, men jeg blev også klar over, at jeg hænger fast ved det baptistiske, selvom jeg har stødt på mange forskellige kirkeretninger i løbet af min uddannelse. Især mit syn på dåb og nadver er afgørende,” fortæller Christian.

Han var ikke moden til en præstetjeneste, lige da han var færdig med sin teologiske uddannelse, og blev sådan set først bevidst om, at ’nu var han klar’, da han så stillingsopslaget fra Vaarst.

Han har dog prædiket jævnligt i flere baptistkirker, bl.a. i Silkeborg.

Intet kørekort

Der er flere omvæltninger på vej for Christian, når han 1. april tiltræder stillingen i Vaarst.

For det første er han storbymenneske. Han har boet i Randers de sidste to år. ”Jeg boede på et meget lille værelse, mens jeg læste. Hvis jeg ville have mere plads, måtte jeg flytte ud af Aarhus.” Men det med storbyen har betydet, at han aldrig har taget kørekort og derfor ikke har bil.

”Det har jeg aldrig haft brug for. Jeg har altid kunnet klare mig med offentlig transport.”

Det er han godt klar over, ikke går i længden i Østhimmerland, hvor menighedsmedlemmerne er spredt ud over et større område.

”Så snart kørelærerne må åbne igen, begynder jeg at tage kørekort. Så må vi se, hvor længe jeg er om det.”

Single

Så skal han finde sig et sted at bo. Han er single – det kan både være en fordel og en ulempe som ny præst i en menighed:

”Det kunne nok være rart, hvis man havde nogen, der flyttede med og som skabte en ramme om hverdagen. Men på den anden side, så kan det også være svært at skulle flytte en familie med en ægtefælle, der skulle finde noget at lave og skiftende arbejdstider,” tænker han højt. Det har ikke været udfordringen.

Nu vil han i første omgang finde noget at leje så tæt på kirken som muligt.

Savnet baptist-teologi

Christian har altså læst teologi på Aarhus Universitet, og har på en måde netop været målgruppen for det, der er opstået, efter han er blevet færdig med at læse. Nemlig Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi – det sted, hvor frikirkefolk, der læser eller praktiserer bl.a. ’baptistisk’ teologi, kan mødes og få indsigt i det, man ikke lærer på universitetet, hvor det alt overskyggende er luthersk teologi, som bliver undervist. Han har savnet undervisning i baptist-teologi.

”Måske jeg skal læse noget videre på et tidspunkt,” siger han og tilføjer, at det nok ikke er lige nu. Nu er fokus på at finde sig til rette i præsterollen i en traditionel og meget velorganiseret baptistmenighed.

Menighedens tjener

”Det bliver spændende. Jeg kommer med den indstilling, som jeg også havde i mit folkekirke-job. Jeg skal være menighedens tjener. Som prædikant, teolog og sjælesørger – den klassiske præsterolle. Jeg har indtryk af, at der i Østhimmerland er mange forskellige arbejdsgrupper. De har spejdere, musik og ungdomsarbejde. Så skal jeg finde ud af, hvordan jeg kan være præst for den enkelte gruppe. Det glæder jeg mig til.

Og så skal jeg være præst for hele menigheden, og det gælder især gudstjenesten. Jeg skal være til stede og hjælpe dem med at gøre det, de gør, som sikkert er meget godt.”

Kirke og stat

Han er også glad for BaptistKirken. Især den baptistiske holdning, at kirken bør være adskilt fra staten.

”En af de største katastrofer i Kirkens historie er Teodosius’ beslutning om at gøre kristendommen til statsreligion i Rom. Deraf kommer for mig at se de fleste problemer for Kirkens integritet og mulighed for at reflektere teologisk. Kort ridset op vil jeg sige, at en kirke, der besidder verdslig magt, nærmest ikke kan undgå at blive korrumperet indefra, mens en verdslig magt, der besidder en kirke, ikke kan undgå at korrumpere kirken udefra. Hvis Kirken skal kunne repræsentere Guds rige, må den nødvendigvis være fri og selvstændig, uden vilje til at gennemtvinge sine synspunkter i det politiske, men samtidig uden vilje til at give efter for politik, der forsøger at betvinge kirken.”

Det lyder som et emne, Christian kan udfolde sig i i en spændende debat på et tidspunkt.

Foreløbig glæder han sig til at blive en del af præstefællesskabet i BaptistKirken, så vidt det nu eksisterer.

Og så er der samarbejdet med nabomenigheden Karmelkirken inde i Aalborg, som han håber at fortsætte.

Raymond takker af

Han afløser Raymond Jensen, der på søndag takker af efter 16 år i menigheden. Desværre bliver det med en online-gudstjeneste og ingen stor takkefest.

”Det med online skal jeg nok også lige vænne mig til. Jeg har aldrig prøvet at stå foran et kamera på den måde,” siger Christian. Som så samtidig håber, at det ikke bliver tilfældet, når han skal holde sin første gudstjeneste, som ovenikøbet bliver påskesøndag.

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 08. nov. 2025 - ”Vi har kæmpet, men kræfterne rækker ikke længere”
• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken

Find flere