Lyt til artiklen her:

Det er en tragedie, at chin’erne må flygte fra hus og hjem over grænsen til Indien på grund af kampene i det vestlige Myanmar. Men Indien samarbejder med militærdiktaturet i Myanmar og anerkender ikke chin’erne som flygtninge. Chin’erne er fanget i en fælde og hjælpen fra verdenssamfundet udebliver.

I december 2023 besøgte Moses Lal Bawi Peng, generalsekretær i CCADK, Chin Christian Association in Denmark, og medlem af BaptistKirkens ledelse og Zung Lian Mang Hlawn Ceu, formand for CCADK sammen med sekretær for International Mission i BaptistKirken, Morten Kjær Kofoed, lejrene omkring hovedstaden Aizawl i Mizoram.

Møde med ledelsen i en af lejrene (Foto: Privat)

Sundhedstilstanden er dårlig – både fysisk og psykisk

Zung besøgte Mizoram for første gang. Han fortæller om besøget:
”Der er tre ting, der gjorde stort indtryk på mig. For det første er chin-flygtningenes generelle sundhedstilstand dårlig, blandt andet på grund af udbredt vitaminmangel. Man kunne se, at deres kroppe ikke var sunde. For det andet er maden for dårlig: Den indeholder slet ikke det, der er nødvendigt for at leve sundt. Og endelig så gjorde manglen på ordentlige boliger stort indtryk.”

Zung fortæller videre, at der er en opgivende stemning blandt flygtningene. De er fremmede i Indien og de kan ikke forestille sig at skulle flygte videre til et nyt land. De opretholder livet, men ser meget negativt på fremtiden.

Moses har besøgt Mizoram to gange, og han hæfter sig ved de samme ting som Zung. Men måske er det endnu værre:
”Det, der gjorde mest indtryk, var den mangel på gode fremtidsudsigter, som flygtningene oplever. Mange af flygtningene har udviklet stress og depression som følge af, at fremtiden er udsigtsløs. Lige nu er det forældrene, der har psykiske lidelser. Men børnene og de unge har også vanskeligt ved at se positivt på fremtiden. Deres liv er i mørke – helt i mørke.”

Trafik! I Mizoram er slidlaget markant tyndere end i Danmark

BaptistKirken og CCADK i samarbejde

Besøget i Mizoram var arrangeret af BaptistKirken og CCADK i samarbejde. Moses peger på, at det er et samarbejde, der går langt tilbage:
”Vi har samarbejdet rigtig godt med ledelsen i BaptistKirken, lige siden de første chin-menigheder blev stiftet. Derfor spurgte vi BaptistKirken, om vi kunne samarbejde om denne tur. Situationen i Myanmar er meget vanskelig og mange chin’er er flygtet til Indien. Både til Mizoram lige på den anden side af grænsen, men også til fx New Delhi.”

Moses og Zung fortæller, at CCADK orienterede BaptistKirkens ledelse om situationen i grænseegnene mellem Indien og Myanmar på et møde i Vejle i april 2023. Her foreslog CCADK, at de to organisationer arrangerede et fælles besøg i Mizoram. BaptistKirken var med på ideen: Formålet med besøget skulle være at besøge og støtte chinflygtningene i Mizoram.

Zung Lian Mang Hlawn Ceu
Zung er formand for CCADK – Chin Christian Association in Denmark og sekretær i menigheden Chin Bethel Church i Skjern. Han kom til Danmark i 2006 og bosatte sig i Struer, hvor han kunne få arbejde på det lokale slagteri. Efter arbejdsgiverens konkurs var Zung uden arbejde et par år. I 2015 flyttede familien til Herning, hvor Zung fik arbejde hos Danish Crown. Familien tæller fem børn.

Moses Lal Bawi Peng
– er præst i Chin Baptist Church Esbjerg. Han kom til Danmark i 2005 og arbejdede i fire år på slagteriet i Sæby. Herefter tog Moses 3K-uddannelsen (Kristendom, Kultur og Kommunikation) på VIA University College i Aarhus og læste senere kandidat i Diakoni i 1½ år på Aarhus Universitet. Ud over jobbet som præst i Esbjerg har Moses de seneste seks år også været generalsekretær i CCADK – Chin Christian Association in Denmark.

Moses fremhæver, at BaptistKirken i flere år har samarbejdet med CHO, Chin Health Organization, om sundhedsarbejde både inde i Chin-staten i Myanmar og blandt flygtningene i Mizoram. Et besøg ville også give mening, fordi CHO har hovedkontor i Mizorams hovedstad Aizawl.

Stigende antal flygtninge

I dag tæller lejrene i Mizoram cirka 31.000 chin-flygtninge. Og tallet er stigende: Alene i januar 2024 kom der 2.500 chin-flygtninge til Mizoram.

Flere kilder anslår, at der er i alt cirka 74.000 chin-flygtninge i Indien i dag. Mange har slået sig ned omkring New Delhi.

Moses fortæller, at besøget var koncentreret om de tre til fire lejre, der ligger nærmest Aizawl, hovedstaden i Mizoram.

Morten tager noter under besøget i en af lejrene (Foto: Privat)

Forholdene i lejrene

I forhold til lejrene ude i Mizoram er forholdene en smule bedre omkring Aizawl. Det er fx muligt for flygtningene at få arbejde af og til. Der er tale om beskæftigelse med fx rengøring enkelte dage. Der er aldrig tale om fast arbejde, og det er aldrig arbejde på fuld tid.

Flygtningene overlever derfor i høj grad på donationer fra udlandet og på hjælp fra lokale frivillige organisationer. Men lysten til selv at bidrage ligger dybt i chin’erne, fortæller både Zung og Moses:
”Flygtningene vil meget gerne videre med deres liv. De vil rigtig gerne arbejde. De sidder ikke og venter på den næste donation. De prøver hele tiden at finde på nye måder at tjene penge på.”

Møde i en af lejrene (Foto: Privat)

Børnene skal videre

Selv om livet i lejrene er udfordrende har chin-flygtningene fokus på, at deres børn får undervisning. Helst skal de videre og have en egentlig uddannelse. Undervisningen er udfordret på flere punkter, siger Moses:
”Der er stor mangel både på lokaler og på undervisningsmaterialer til skolerne. Det er også svært at finde læreruddannede blandt flygtninge. Og det er svært at finde frivillige til at undervise, da de jo har travlt med at finde arbejde, så de kan skaffe mad til familierne. Derfor vil det være godt med økonomisk støtte, så man kan ansætte lærere.”

Nogle gange er problemerne med undervisningen meget praktiske. Moses fortæller om en skole, de besøgte:
”Vi skulle besøge en børnehaveklasse, men børnene havde fået fri. Årsagen var meget enkel: Det regnede ind gennem taget!”

De tre rejsefæller (Foto: Privat)

Flygtningenes status

Moses er meget klar, når det handler om flygtningenes status og muligheden for hjælp fra det internationale samfund og ikke mindst FN-systemet:
”Den indiske regering samarbejder med militærdiktaturet i Myanmar. Derfor vil Indien ikke officielt anerkende chin-flygtningene som flygtninge. Og derfor kan FN heller ikke gå ind med hjælp, som de gør andre steder i verden, hvor der er flygtninge. Det betyder også, at det er rigtig, rigtig svært at komme ind og hjælpe i Mizoram som NGO eller kirkesamfund.”

Moses fortæller også, at man heller ikke kan søge visum til at besøge Mizoram. Det bliver uden videre afvist af de indiske myndigheder. Man er nødt til at søge visum til at være turister på sightseeing i New Delhi.

Heldigvis er lokalregeringen i Mizoram indstillet på at samarbejde. Myndighederne i Mizoram accepterer flygtningene og forsøger også at hjælpe. Befolkningen er i vidt omfang kristen og Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder.

Moses forklarer og Morten lytter (Foto: Privat)

De personlige konsekvenser

Kriserne i verden bliver ofte meget upersonlige. Vi ser billederne, hører beretningerne – og slukker for TV eller computer. Men for chin-flygtningene forsvinder problemerne ikke med et tryk på en afbryder.

Zung reflekterer over situationen:
”Jeg er personligt meget ked af situationen, og jeg bliver meget berørt, når jeg møder chinfolk og familie i flygtningelejrene. Jeg bor i Danmark, der er et fantastisk land, hvor man kan få alt, hvad man har brug for. Derfor bliver jeg så ked af det, når jeg ser, hvordan mit folk lever i lejrene. Selv om flygtningene er glade for at få besøg, bliver man ked af det.”

Zungs flugt fra regimet i Myanmar har også haft meget personlige konsekvenser. Selv om interviewet foregår over en ZOOM-forbindelse er det nemt at se og høre, at Zung er berørt over emnet:
”Jeg mødte min yngste søster under besøget. Hun er flygtning i grænselandet i Mizoram. Vi har ikke set hinanden i 32 år. Hun mistede sin mand ved en drukneulykke i 2013. De havde fire små børn, da manden døde. Jeg har støttet min søster og sendt penge til mad og til, at hun kunne bygge et lille hus. Vi har haft kontakt gennem årene, men det er ikke det samme at tale i telefon og skrive sammen som at mødes. Vi var selvfølgelig meget glade for at kunne mødes, og vi græd, da vi endelig mødtes. Men samtidig var vi også meget kede af hele situationen, som har holdt os adskilt fra hinanden så længe.”

Hvad kan vi gøre?

Der er fortsat kampe mellem oprørere og militæret i Myanmar. Chin’erne er fortsat en del af konflikten. Ud over flygtningene udenfor Myanmar er der 46.000 internt fordrevne chin’er i Chinstaten. Senest er militæret begyndt at registrere alle mænd mellem 18 og 35 år og kvinder mellem 18 og 27 år med henblik på militærtjeneste. Hvis man har en uddannelse, er aldersgrænsen højere, helt op til 45 år. Det har kun bidraget til endnu flere flygtninge.

”Der er fortsat brug for al den støtte, vi kan give. Derfor er BaptistKirkens støtte rigtig vigtig: Ikke kun til sundhedsprojekter, men også projekter for børn og unge og projekter, der kan forbedre den psykiske sundhed hos forældrene,” siger Moses.

Det betyder rigtig meget for dem. Ved at besøge dem viser vi, at vi bekymrer os om deres situation.

Moses foreslår også, at man besøger chin’erne i Mizoram en gang om året:
”Det betyder rigtig meget for dem. Ved at besøge dem viser vi, at vi bekymrer os om deres situation. Selv om Morten kommer alene, ved de godt, at han repræsenterer alle baptister i Danmark. Der er brug for den personlige kontakt: Give et kram, spise sammen, bo sammen og bede sammen. Flygtningene var ubeskriveligt glade for besøget.”

Fremtiden

Hverken Zung eller Moses ser særlig lyst på fremtiden for Myanmar. Militærdiktaturet sidder fortsat på magten. Selv om militæret giver afkald på magten vil det være en lang proces at få etableret et velfungerende demokrati.

Andre artikler om emnet

“Besøg har betydning for Chin-flygtningene i Mizoram”
“Flygtninge fra Chin Staten”
“Myanmars militærdiktatur er voldsomt presset”
“Støtte til flygtninge fra Myanmar”

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/02/besoegimizoram2023.mp3

Vil du støtte arbejdet blandt flygtningene, kan du indbetale et beløb på MobilePay 330 048 eller konto 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

I december 2023 rejste Moses Lal Bawi Peng fra BaptistKirkens ledelse, Zung Lian Mang Hlawn Ceu og Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed til grænsestaten Mizoram i det østlige Indien. Her findes måske mere end 60 flygtningelejre med 60.000 – 70.000 Chin-folk, der lever under primitive forhold. BaptistKirkens samarbejdspartner Chin Health Organization (CHO) forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene og i Chin-staten i Myanmar.

Livet i flygtningelejrene

På besøg i en hytte i “Camp 3” (Foto: Morten Kofoed)

Morten Kofoed fortæller, at situationen i Mizoram er meget kompleks. Der er meget stor forskel på flygtningenes muligheder: Nogle har familie i USA eller Europa, der kan sende penge. Andre har kun nødhjælp og måske en køkkenhave at leve af. Nødhjælpen leveres af forskellige organisationer (NGO’er), af de lokale kirker og i begrænset omfang af de Forenede Nationer (FN).

Det er FN-organisationen UNOPS, der opererer i området. UNOPS har kun mandat til at hjælpe i Myanmar, forklarer Morten:
”Som jeg har forstået det, vil Indien helst ikke blandes ind i konflikten i Myanmar. Man anerkender ikke officielt Chin’ernes flygtningestatus. Derfor er det svært for FN-organisationerne at komme på banen i Mizoram.”

Morten fortæller videre, at flygtningelejrene består af hytter af flettet bambus, dækket med presenninger. ”Det er bedre end telte,” siger Morten og tilføjer: ”Men de sanitære forhold er elendige og når det regner, er det hele mudder.”

Lærerværelset i flygtningelejren Sihmui Camp 1, hvor der lever 124 flygtninge i 27 familier (Foto: Privat)

På trods af de elendige vilkår har Chin’erne fokus på, at børnene skal i skole. Selv om der er mangel på alt fra blyanter til tavler, skal børnene i det mindste lære at regne, læse og skrive.
”Det er som om, forældrene tænker, at vi måske ender her, men vores børn skal i det mindste have chancen for at komme videre,” siger Morten.

Brilleuddeling i Camp 3 (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization (CHO)

CHO forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene, men også blandt de internt fordrevne Chin’er i Chin-staten på den anden side af grænsen i Myanmar.

Morten forklarer:
”CHO opererer i såkaldte ”Health Teams” – ”sundhedshold”: En læge og en sygeplejerske. De rejser rundt mellem flygtningelejrene. Måske får hver lejr besøg to eller tre gange om året.”

Det virker yderst begrænset, hvad CHO’s ”Health Teams” kan udrette i den store sammenhæng. Alligevel lykkedes det i efteråret 2023 at vaccinere 12.000 børn mod de mest almindelige børnesygdomme: Sygdomme, som børn dør af i flygtningelejre.

Vej i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization samarbejder med FN’s UNOPS-organisation om hjælp til de ramte områder i Chin-staten. Forholdene er vanskelige: Der er krigshandlinger og terrænet er svært at færdes i.
””Health Teams” krydser grænsen ad dårlige veje og mudrede stier for at hjælpe inde i Chin-staten. Selv om man fristes til at tænke, at vores hjælp er en dråbe i havet, oplever man lige her, at den gør en stor forskel,” siger Morten.

Kort over området – Mizoram og Chin-staten

Situationen i det vestlige Myanmar

Chin-staten er placeret i det vestlige Myanmar ved grænsen til Indien og delstaten Mizoram. Grænsen er måske tydelig på kortet, men virkeligheden er meget anderledes. Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder. Når der har været uroligheder, har man altid søgt tilflugt og hjælp hos hinanden. Man har handlet og man har giftet sig på tværs af grænsen. Og som ved andre grænser, har smuglergods krydset grænsen. I dag flyder betydelige mængder narkotika over grænsen fra Myanmar til Indien.

I Myanmar er Chin’erne en del af oprøret mod militærdiktaturet. Det har medført voldsomme kampe og overgreb på civile i Chin-staten. Mange er flygtet til Mizoram i Indien og mange lever som internt fordrevne.

Morten tilføjer:
”Som flygtning i sit eget land – internt fordrevet – er man ikke rigtig flygtning. Man er ikke omfattet af FN’s konventioner. Da der samtidig er kampe i området, er hjælpen ofte langt væk.”

Besøget i Lawngtlai

Missionshospitalet i Lawngtlai (Foto: Morten Kofoed)

Morten, Moses og Zung besøgte også baptistmenigheden i Lawngtlai i Mizoram. Menigheden driver et velfungerende missionshospital, der bl.a. er ved at blive udbygget med CT-scanner. Under rundvisningen fik de tre gæster oplyst, at hospitalet et par timer tidligere var blevet underrettet om, at der var krigsofre på vej. Krigsofre, der var blevet ramt inde i Chin-staten, men nu blev bragt over grænsen til behandling.
”Der var tale om otte til ti timers transport efter de var blevet skudt eller ramt af et eller andet. Men det er den mulighed, der er for hjælp. Chancerne for at overleve er givetvis ikke store,” siger Morten.

Missionshospitalet i Lawngtlai er sponsoreret af amerikanske donationer. Det betyder, at krigsofre og flygtninge fra Chin-staten kan behandles gratis.

På besøg i flygtningelejr (Foto: Privat)

Hvorfor bruge penge på besøg?

Morten fortæller, at BaptistKirken har støttet arbejdet i grænseregionen med 300.000 kroner. Det lyder ikke af meget, når fx UNOPS’ budget i Chin-staten tælles i millioner kroner. På spørgsmålene om vores hjælp overhovedet gør en forskel og hvorfor vi bruger penge på at rejse ud – fortæller Morten om turens bedste oplevelse:
”Det lyder måske utrolig banalt, men vores hjælp og vores besøg bliver helt klart opfattet som et signal om, at Chin’erne ikke er glemt. Selv om vi hverken kan løse konflikterne eller give alle et bedre liv, så betyder det rigtig meget, at der er nogen i et land meget langt væk, der kerer sig om dem. Det betyder noget, at vi rejser ud og besøger dem, vi hjælper. ”

Samarbejdet

Efter besøgene i Mizoram rejste Morten videre til Yangon i Myanmar, mens Moses og Zung fortsatte arbejdet i Mizoram.

Formålet med besøget i Yangon var at styrke relationerne til baptistkirkerne og andre samarbejdspartnere i Myanmar. Morten fik blandt andet mulighed for at mødes med udenrigsministeriets Head of Mission og eneste medarbejder i Myanmar.
”Det er meget lavpraktisk,” siger Morten, ”og vi kender det alle sammen: Det er bare nemmere at samarbejde med mennesker, man har mødt i virkeligheden. Relationer betyder om ikke alt, så rigtig meget.”

Hovedvejen(!) mellem Aizawl og Lawnghtlai (Foto: Morten Kofoed)

Turen har blandt resulteret i et spirende samarbejde om fælles projekter med de to danske organisationer The Chin Christian Association in Denmark (CCADK) og Chin Community in Denmark, CCDK. Morten peger på, at der, specielt i CCDK, er en del unge, der har projekterfaring fra Dansk Ungdoms Fællesråds projekter.
”Et bredere samarbejde giver også bredere mulighed for finansiering. Vi kan bevæge os fra kun at lave nødhjælp til at lave udviklingsprojekter. Præcis som det er sket i Rwanda og Burundi,” siger Morten.

Krigens absurditet

”Når man kommer til Mandalay eller Yangon, ser det fint ud på overfladen og så fungerer alt. Hotellerne er åbne, man kan spise på restaurant, busserne kører og butikkerne har varer. Krigen er langt væk. Lige indtil man får at vide, at der natten før var granatnedslag og kamphandlinger kun 50 kilometer væk,” beretter Morten.

Han fremdrager endnu et eksempel på krigens absurditet:
”Efter at have spist suppe i næsten 14 dage var det meget mærkeligt at blive inviteret på middag på en restaurant i Yangon. I et par timer var der pludselig meget langt til virkeligheden i Mizoram.”

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere