Lyt til artiklen:

“Da jeg blev gravid, var min familie ikke glad. Jeg følte mig skamfuld og gemte mig derhjemme. Men nu vil jeg klare mig selv og tage ansvar for mit barn.” Sådan siger 26-årige Solange, der blev mor for 10 måneder siden. Hun er en af deltagerne i projektet for unge enlige mødre på centeret ”Let the Little Children Come to Me” (LLCCM) i Butare i Rwanda. Projektets mål er at hjælpe kvinderne tilbage i samfundet.

Mortens besøg på LLCCM-centeret

Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, besøgte centeret den 15. marts 2026. Morten fortæller:
”Da jeg var på besøg, var omkring 30 unge kvinder mellem 16 og 29 år tilknyttet projektet. De kom fra lokalsamfundet, og alle var enlige mødre. Hver af dem bar på en historie om social isolation, skyld og skam – men de havde et fælles håb om en ny begyndelse.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Et arbejde med rødder tilbage til 2016

I 2016 fik YEGO[i] sammen med partnerorganisationen AEBR Youth i Rwanda støtte af Dansk Ungdoms Fællesråd til projektet ”Young Single Mothers.” Det blev begyndelsen på det arbejde, der stadig hjælper unge enlige mødre, der ofte er udstødt af familie, venner og kirke. Samtidig skal projektet give kvinderne færdigheder og tro på egne evner, så de kan finde fodfæste i samfundet igen.

I dag er det BaptistKirken i Danmark, der driver ”Young Single Mothers”-projektet sammen med partnere i Rwanda. Projektet har modtaget støtte fra Civilsamfund i Udvikling (CISU), men er i dag finansieret af indsamlede midler fra menigheder, spejderkorpset og engagerede enkeltpersoner.

Når tro bliver til konkret handling

Projektet på LLCCM bygger på Jesu ord om, at vi skal tage os af de mindste – samfundets marginaliserede og udstødte (Matthæus-evangeliet, kapitel 25, vers 40). For kvinderne har graviditeten fået store konsekvenser. De er blevet isoleret fra familie og fællesskab, og de fleste har samtidig måttet opgive deres skolegang. Men projektet giver dem en ny retning. Som en af deltagerne udtrykte det:
“Vi er glade for, at I kommer for at hjælpe – ikke bare som besøgende, men for at gøre en forskel.”

Fag, færdigheder og tro på fremtiden

Projektet gør en konkret forskel for kvinderne. Tilbuddet er helhedsorienteret og rettet mod reetablering i samfundet. Kvinderne får tilbudt uddannelse i seks måneder som syerske eller i tre måneder som frisør.

24-årige Claudine, mor til lille Fabrice på fire måneder, ser fremad og erklærer optimistisk:
“Jeg vil lære at sy, så jeg kan forsørge mig selv og min søn. Jeg vil ikke være afhængig af andre.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Værdighed, sundhed og ansvar for livet som forælder

Morten fortæller videre fra besøget:
”Det var ikke alle kvinderne, der havde været med i det oprindelige projekt. Derfor var der tilføjet kurser i almen sundhed, børns sundhed, ernæring og livet som forælder. Projektet rækker dermed ud over blot at give praktiske færdigheder. Det handler om værdighed, ansvar og nye muligheder – og om at give både mødre og børn en fremtid.”

Omsorg, råd og hjælp tilbage til familien

Et af de nyere tiltag i projektet er frivillige ”bedstemødre”. De fungerer både som brobyggere til de unge kvinders familier – hvor der ofte er opstået konflikter – og som støttepersoner, der tilbyder omsorg, råd og praktisk vejledning i hverdagen.

Régina på 52 år er en af bedstemødrene. Som motivation for at engagere sig siger hun:
“Jeg kunne ikke vende ryggen til min egen datter, da hun stod i samme situation. Nu vil jeg hjælpe andre unge kvinder, så de ikke står alene.”

Ingen hjælp uden formaning!

De lokale myndigheder bakker også op om indsatsen og har deltaget i udvælgelsen af deltagerne. Myndighederne forbeholdt sig dog ret til at ”løfte pegefingeren” over for kvinderne i forbindelse med starten på projektet: En såkaldt kønsansvarlig (”gender officer”) understregede vigtigheden af disciplin, respekt og at gribe muligheden:
“Når I får denne chance, må I ikke spilde den,” lød det fra myndighedsrepræsentanten.

Han blev bakket op af projektleder Leonard, som opfordrede kvinderne til ikke at havne i samme situation igen. Bemærkningerne viser, at det omgivende samfund fortsat har svært ved at slippe forestillingen om, at kvinderne selv bærer skylden for deres situation.

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet spirer – men det kræver opbakning

Morten slutter sin beretning fra besøget:
”Desværre er der fortsat mange unge mødre i Rwanda, der er i samme situation som de 30 kursister i Butare. Bare i LLCCM’s lokalområde er behovet langt større end projektets ressourcer kan dække i dag. Derfor er der fortsat brug for opbakning. Hver eneste gave – uanset størrelse – er med til at give en ung mor mulighed for at lære et fag, genvinde sin værdighed og skabe en fremtid for sit barn. Midt i alle udfordringerne spirer håbet. Men håbet bærer kun frugt, hvis det får næring.”

At støtte mødrene er også at tage imod børnene

I snart ti år har først YEGO og siden BaptistKirken støttet arbejdet blandt unge enlige mødre. Mange børn og mødre er blevet hjulpet til et bedre liv. Det er et stærkt vidnesbyrd om, hvad fællesskab og vilje til at dele kan skabe på tværs af lande og livsvilkår. Hvis vi tager Jesu ord om de mindste alvorligt, så handler det også om at støtte deres mødre.

[i] Siden 2010 har Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) samarbejdet om projekter i Rwanda. Samarbejdet hedder YEGO, der betyder ”Ja” på kinyarwanda.  Projekterne har fokus på unges rettigheder og rolle i udviklingen af Rwanda.  Og YEGO er et ”Ja” til at nedbryde fordomme, skabe relationer til det globale syd og tage ansvar for den verden, vi lever i.

Relateret

• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?

Find flere

Lyt til artiklen her:

Det er en tragedie, at chin’erne må flygte fra hus og hjem over grænsen til Indien på grund af kampene i det vestlige Myanmar. Men Indien samarbejder med militærdiktaturet i Myanmar og anerkender ikke chin’erne som flygtninge. Chin’erne er fanget i en fælde og hjælpen fra verdenssamfundet udebliver.

I december 2023 besøgte Moses Lal Bawi Peng, generalsekretær i CCADK, Chin Christian Association in Denmark, og medlem af BaptistKirkens ledelse og Zung Lian Mang Hlawn Ceu, formand for CCADK sammen med sekretær for International Mission i BaptistKirken, Morten Kjær Kofoed, lejrene omkring hovedstaden Aizawl i Mizoram.

Møde med ledelsen i en af lejrene (Foto: Privat)

Sundhedstilstanden er dårlig – både fysisk og psykisk

Zung besøgte Mizoram for første gang. Han fortæller om besøget:
”Der er tre ting, der gjorde stort indtryk på mig. For det første er chin-flygtningenes generelle sundhedstilstand dårlig, blandt andet på grund af udbredt vitaminmangel. Man kunne se, at deres kroppe ikke var sunde. For det andet er maden for dårlig: Den indeholder slet ikke det, der er nødvendigt for at leve sundt. Og endelig så gjorde manglen på ordentlige boliger stort indtryk.”

Zung fortæller videre, at der er en opgivende stemning blandt flygtningene. De er fremmede i Indien og de kan ikke forestille sig at skulle flygte videre til et nyt land. De opretholder livet, men ser meget negativt på fremtiden.

Moses har besøgt Mizoram to gange, og han hæfter sig ved de samme ting som Zung. Men måske er det endnu værre:
”Det, der gjorde mest indtryk, var den mangel på gode fremtidsudsigter, som flygtningene oplever. Mange af flygtningene har udviklet stress og depression som følge af, at fremtiden er udsigtsløs. Lige nu er det forældrene, der har psykiske lidelser. Men børnene og de unge har også vanskeligt ved at se positivt på fremtiden. Deres liv er i mørke – helt i mørke.”

Trafik! I Mizoram er slidlaget markant tyndere end i Danmark

BaptistKirken og CCADK i samarbejde

Besøget i Mizoram var arrangeret af BaptistKirken og CCADK i samarbejde. Moses peger på, at det er et samarbejde, der går langt tilbage:
”Vi har samarbejdet rigtig godt med ledelsen i BaptistKirken, lige siden de første chin-menigheder blev stiftet. Derfor spurgte vi BaptistKirken, om vi kunne samarbejde om denne tur. Situationen i Myanmar er meget vanskelig og mange chin’er er flygtet til Indien. Både til Mizoram lige på den anden side af grænsen, men også til fx New Delhi.”

Moses og Zung fortæller, at CCADK orienterede BaptistKirkens ledelse om situationen i grænseegnene mellem Indien og Myanmar på et møde i Vejle i april 2023. Her foreslog CCADK, at de to organisationer arrangerede et fælles besøg i Mizoram. BaptistKirken var med på ideen: Formålet med besøget skulle være at besøge og støtte chinflygtningene i Mizoram.

Zung Lian Mang Hlawn Ceu
Zung er formand for CCADK – Chin Christian Association in Denmark og sekretær i menigheden Chin Bethel Church i Skjern. Han kom til Danmark i 2006 og bosatte sig i Struer, hvor han kunne få arbejde på det lokale slagteri. Efter arbejdsgiverens konkurs var Zung uden arbejde et par år. I 2015 flyttede familien til Herning, hvor Zung fik arbejde hos Danish Crown. Familien tæller fem børn.

Moses Lal Bawi Peng
– er præst i Chin Baptist Church Esbjerg. Han kom til Danmark i 2005 og arbejdede i fire år på slagteriet i Sæby. Herefter tog Moses 3K-uddannelsen (Kristendom, Kultur og Kommunikation) på VIA University College i Aarhus og læste senere kandidat i Diakoni i 1½ år på Aarhus Universitet. Ud over jobbet som præst i Esbjerg har Moses de seneste seks år også været generalsekretær i CCADK – Chin Christian Association in Denmark.

Moses fremhæver, at BaptistKirken i flere år har samarbejdet med CHO, Chin Health Organization, om sundhedsarbejde både inde i Chin-staten i Myanmar og blandt flygtningene i Mizoram. Et besøg ville også give mening, fordi CHO har hovedkontor i Mizorams hovedstad Aizawl.

Stigende antal flygtninge

I dag tæller lejrene i Mizoram cirka 31.000 chin-flygtninge. Og tallet er stigende: Alene i januar 2024 kom der 2.500 chin-flygtninge til Mizoram.

Flere kilder anslår, at der er i alt cirka 74.000 chin-flygtninge i Indien i dag. Mange har slået sig ned omkring New Delhi.

Moses fortæller, at besøget var koncentreret om de tre til fire lejre, der ligger nærmest Aizawl, hovedstaden i Mizoram.

Morten tager noter under besøget i en af lejrene (Foto: Privat)

Forholdene i lejrene

I forhold til lejrene ude i Mizoram er forholdene en smule bedre omkring Aizawl. Det er fx muligt for flygtningene at få arbejde af og til. Der er tale om beskæftigelse med fx rengøring enkelte dage. Der er aldrig tale om fast arbejde, og det er aldrig arbejde på fuld tid.

Flygtningene overlever derfor i høj grad på donationer fra udlandet og på hjælp fra lokale frivillige organisationer. Men lysten til selv at bidrage ligger dybt i chin’erne, fortæller både Zung og Moses:
”Flygtningene vil meget gerne videre med deres liv. De vil rigtig gerne arbejde. De sidder ikke og venter på den næste donation. De prøver hele tiden at finde på nye måder at tjene penge på.”

Møde i en af lejrene (Foto: Privat)

Børnene skal videre

Selv om livet i lejrene er udfordrende har chin-flygtningene fokus på, at deres børn får undervisning. Helst skal de videre og have en egentlig uddannelse. Undervisningen er udfordret på flere punkter, siger Moses:
”Der er stor mangel både på lokaler og på undervisningsmaterialer til skolerne. Det er også svært at finde læreruddannede blandt flygtninge. Og det er svært at finde frivillige til at undervise, da de jo har travlt med at finde arbejde, så de kan skaffe mad til familierne. Derfor vil det være godt med økonomisk støtte, så man kan ansætte lærere.”

Nogle gange er problemerne med undervisningen meget praktiske. Moses fortæller om en skole, de besøgte:
”Vi skulle besøge en børnehaveklasse, men børnene havde fået fri. Årsagen var meget enkel: Det regnede ind gennem taget!”

De tre rejsefæller (Foto: Privat)

Flygtningenes status

Moses er meget klar, når det handler om flygtningenes status og muligheden for hjælp fra det internationale samfund og ikke mindst FN-systemet:
”Den indiske regering samarbejder med militærdiktaturet i Myanmar. Derfor vil Indien ikke officielt anerkende chin-flygtningene som flygtninge. Og derfor kan FN heller ikke gå ind med hjælp, som de gør andre steder i verden, hvor der er flygtninge. Det betyder også, at det er rigtig, rigtig svært at komme ind og hjælpe i Mizoram som NGO eller kirkesamfund.”

Moses fortæller også, at man heller ikke kan søge visum til at besøge Mizoram. Det bliver uden videre afvist af de indiske myndigheder. Man er nødt til at søge visum til at være turister på sightseeing i New Delhi.

Heldigvis er lokalregeringen i Mizoram indstillet på at samarbejde. Myndighederne i Mizoram accepterer flygtningene og forsøger også at hjælpe. Befolkningen er i vidt omfang kristen og Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder.

Moses forklarer og Morten lytter (Foto: Privat)

De personlige konsekvenser

Kriserne i verden bliver ofte meget upersonlige. Vi ser billederne, hører beretningerne – og slukker for TV eller computer. Men for chin-flygtningene forsvinder problemerne ikke med et tryk på en afbryder.

Zung reflekterer over situationen:
”Jeg er personligt meget ked af situationen, og jeg bliver meget berørt, når jeg møder chinfolk og familie i flygtningelejrene. Jeg bor i Danmark, der er et fantastisk land, hvor man kan få alt, hvad man har brug for. Derfor bliver jeg så ked af det, når jeg ser, hvordan mit folk lever i lejrene. Selv om flygtningene er glade for at få besøg, bliver man ked af det.”

Zungs flugt fra regimet i Myanmar har også haft meget personlige konsekvenser. Selv om interviewet foregår over en ZOOM-forbindelse er det nemt at se og høre, at Zung er berørt over emnet:
”Jeg mødte min yngste søster under besøget. Hun er flygtning i grænselandet i Mizoram. Vi har ikke set hinanden i 32 år. Hun mistede sin mand ved en drukneulykke i 2013. De havde fire små børn, da manden døde. Jeg har støttet min søster og sendt penge til mad og til, at hun kunne bygge et lille hus. Vi har haft kontakt gennem årene, men det er ikke det samme at tale i telefon og skrive sammen som at mødes. Vi var selvfølgelig meget glade for at kunne mødes, og vi græd, da vi endelig mødtes. Men samtidig var vi også meget kede af hele situationen, som har holdt os adskilt fra hinanden så længe.”

Hvad kan vi gøre?

Der er fortsat kampe mellem oprørere og militæret i Myanmar. Chin’erne er fortsat en del af konflikten. Ud over flygtningene udenfor Myanmar er der 46.000 internt fordrevne chin’er i Chinstaten. Senest er militæret begyndt at registrere alle mænd mellem 18 og 35 år og kvinder mellem 18 og 27 år med henblik på militærtjeneste. Hvis man har en uddannelse, er aldersgrænsen højere, helt op til 45 år. Det har kun bidraget til endnu flere flygtninge.

”Der er fortsat brug for al den støtte, vi kan give. Derfor er BaptistKirkens støtte rigtig vigtig: Ikke kun til sundhedsprojekter, men også projekter for børn og unge og projekter, der kan forbedre den psykiske sundhed hos forældrene,” siger Moses.

Det betyder rigtig meget for dem. Ved at besøge dem viser vi, at vi bekymrer os om deres situation.

Moses foreslår også, at man besøger chin’erne i Mizoram en gang om året:
”Det betyder rigtig meget for dem. Ved at besøge dem viser vi, at vi bekymrer os om deres situation. Selv om Morten kommer alene, ved de godt, at han repræsenterer alle baptister i Danmark. Der er brug for den personlige kontakt: Give et kram, spise sammen, bo sammen og bede sammen. Flygtningene var ubeskriveligt glade for besøget.”

Fremtiden

Hverken Zung eller Moses ser særlig lyst på fremtiden for Myanmar. Militærdiktaturet sidder fortsat på magten. Selv om militæret giver afkald på magten vil det være en lang proces at få etableret et velfungerende demokrati.

Andre artikler om emnet

“Besøg har betydning for Chin-flygtningene i Mizoram”
“Flygtninge fra Chin Staten”
“Myanmars militærdiktatur er voldsomt presset”
“Støtte til flygtninge fra Myanmar”

Relateret

• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør

Find flere