Lyt til pinseinspirationen:

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig

Find flere

Lyt til nytårshilsenen her:

Når jul og nytår er fejret, og lysene i gader og hjem slukkes og pakkes væk, oplever mange, at januar føles mørk og kold. Vi har det privilegium, at vi blot kan trykke på en knap – og så bliver der lys. Men også i overført betydning fungerer julen ofte som en lille helle, hvor verdens mørke for en stund fortoner sig.

I januars mørke mærker vi måske igen verdens ondskab og kan føle os afmægtige: fortsat krig i Ukraine, fortsat tyranni i Myanmar og utallige konflikter, vi knap hører om, men som alle medfører store menneskelige omkostninger. Dertil kommer, at det globale syd fortsat plages af fattigdom – som i Burundi – og at mennesker stadig dør af sult og fejlernæring.

Som kirke og som enkeltpersoner har vi hverken magt eller mandat til at styre verdens gang. Men vi kan bede for verdens ledere – at de lægger Jesus’ bud om næstekærlighed på sinde og arbejder i Herrens ånd. Vi sætter derfor heller ikke spørgsmålstegn ved vores lands og Europas oprustning i denne tid. Det er i den givne situation sikkert både rigtigt og fornuftigt. Men tanken melder sig alligevel: Hvad kunne vi ikke gøre for verden, hvis vi holdt fred? Hvad kunne vi ikke gøre, hvis vi delte med hinanden i stedet for at konkurrere? Vi kunne udrydde sult og sygdomme og give alle mennesker et værdigt liv.

I BaptistKirken er vi overbevist om, at afmægtigheden ikke skal få lov at sætte sig i vores hjerter. Måske spørger du: Hvad kan vi gøre? Uden at forfladige verdens store udfordringer er det værd at tage Reinhold Niebuhrs bøn til sig:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Vi kan – både som enkeltpersoner og i vores lokale sammenhænge – gøre meget. Se dig omkring: Hvem kender du, som kunne have brug for et besøg? Et telefonopkald? En trøstende hånd i en svær tid?

Som menigheder kan vi række ud og skabe liv og lys for mennesker, der sidder i mørket. Hvis vi alle gør dette – måske endda på tværs af kirker og lande – kan vi tænde tusind julelys verden over, som brænder hele året.

Vi er også som kirkesamfund kaldet til både at være medspiller og modspiller i et samfund, der bliver stadig mere individualiseret, og hvor den enkelte pålægges et næsten umenneskeligt ansvar for at lykkes. Her vil vi pege på Kristus som den, der bærer os og kalder os ind i et livgivende fællesskab. Lad os være menigheder og mennesker, som leder mennesker væk fra skærmenes ensomhed og ind i et aktivt og livgivende fællesskab med Kristus og hinanden. Kirkens fællesskab med søgende behøver ikke i første omgang være baseret på tro – men kan skabe tro, når vi møder mennesker med varme og tolerance.

Vi skal til stadighed tale om det enkelte menneske som skabt i Guds billede og elsket af Skaberen – en sandhed åbenbaret i Jesus Kristus – uanset om vi personligt får verdslig succes. Og vi skal være vågne, hvis vi oplever, at samfundets beslutninger rammer de svageste. Vores stemme skal være en profetisk stemme, der minder om Jesus’ omsorg for de små og marginaliserede.

BaptistKirken er et fællesskab af menigheder, der samles om troen på den treenige Gud. Vi har håb og tillid til, at Gud taler til os gennem Bibelen og gennem Helligåndens vejledning – både til den enkelte og til fællesskabet. Derfor har vi alle ansvar for at læse og lytte, og der er frihed til at fortolke i fællesskab under Helligåndens vejledning. Det har vi gjort i 2025 gennem lederdage, synode og landskonference. Vi glæder os til den fortsatte samtale – og også til at være kirke sammen i handling. Særligt ser vi frem til, at danske baptister sammen med baptister verden over engagerer sig i BWAs missionsprojekt Acts2Movement for at sætte fokus på at formidle og leve evangeliet om Jesus’ frelse og kærlighed i ord og handling, som vi er kaldet til:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” (Matt. 28,19)

BaptistKirken ønsker i disse år at være et lys i mørket i vores land. Gud har noget for i verden, og som en del af hans store kirke har vi meget at give – lokalt og nationalt. Det gælder respekten for det enkelte menneskes tro og holdninger, glæden ved alles engagement og deltagelse, og glæden over, at vi ikke er ens, men alligevel taler og arbejder sammen.

Det er det, vi skal bringe videre – ud i verden. Vi skal bringe lyset fra Jesus ud til glæde for alle, der befinder sig i mørket og afmægtigheden. Der findes et lys på vejen: Jesus Kristus.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår – et år med både udfordringer og muligheder i den tid, Gud har sat os i. Lad os gennem det hele huske Jesus’ ord:

”Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,20)

Kærlig hilsen
BaptistKirkens ledelse

Pia Duebjerg Andersen
Christian Peter Heldgaard Bylund
Emmanuel Chinzah
Vibeke Dalsgaard
Tine Kragh
Flemming Vesth Nielsen
Bodil Højbak Møller

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Lyt til artiklen:

Bekymring og frygt er vi naturligvis ikke upåvirkede af. Alligevel har min familie og jeg følt os kaldt ud på et eventyr. Vi er draget højt mod nord for at udforske ét af de steder, som pludselig har lavet overskrifter over hele verden som et muligt centrum for nye uroligheder: Grønland.

Ikke af frygt og usikkerhed, men af håb og mod.

Efter seks måneder i Grønland er vores familie blevet grebet om hjertet. Ikke af frygt og usikkerhed, men af håb og mod. Vi har mødt et folk med store historier, traditioner og udfordringer i en natur, som er storslået, barsk og bjergtagende. Vi bor i Kangerlussuaq lige nord for polarcirklen – en lille bygd med 400 fastboende indbyggere, den tidligere største internationale lufthavn i Grønland og det eneste sted i Grønland, hvor man kan køre i bil til indlandsisen. Det er en bygd, som er præget af den storslåede omkringliggende natur. Kangerlussuaqs unikke placering gjorde den til det bedst egnede sted for amerikanerne at anlægge en militær lufthavn i forbindelse med 2. verdenskrig, og nu om stunder er det et yndet område til jagt på både moskusokser og rensdyr.

Bekymringen

Der er dog stor bekymring blandt bygdens beboere. Flere internationale lufthavne åbner langs den grønlandske vestkyst i de kommende år, og den nye lufthavn i Nuuk har allerede betydet, at Kangerlussuaq har mistet arbejdspladser, indtægter og indbyggere. På en lille, elsket plet grønlandsk klippe i bunden af en fjord, der er lukket for skibe af is halvdelen af året, er det ikke svært at se, hvordan et mistet arbejde kan betyde, at man er nødt til at flytte og lægge sit hjem og sin trygge hverdag bag sig.

Der er dog stor bekymring blandt bygdens beboere.

Hjemmet og hverdagen i Grønland kan desuden føles ekstra truet af den amerikanske præsident Trumps udtalte ønske om at knytte Grønland tættere til USA. Dem, vi har mødt i Kangerlussuaq, er ikke imponerede over Trumps forsøg på at ’bejle’ til grønlænderne, men modsat vækker det heller ikke store bekymringer. Måske fordi man i Kangerlussuaq er vant til at bo og arbejde side om side med danske soldater fra Arktisk Kommando og forskere fra alverdens lande, som arbejder på at blive klogere på indlandsisen og udviklingen i Arktis. Her er man vant til at samarbejde på tværs, så frygten for ’de andre’ har ikke særligt gode kår.

Man er så lille

Eller måske kan man låne lidt urokkelighed af fjeldene og de store vidder? Alle mennesker er ufatteligt små i forhold til det imponerende grønlandske landskab. Præsident eller ej. Naturen er allestedsnærværende i Kangerlussuaq, og den er en kilde til både opmuntring, ro og livets opretholdelse. Her er det heldigvis muligt at lade naturen bidrage både til sjælefred og til fryseren. En tur på fjeldet minder et menneske om at trække vejret frit og glæde sig over, at Gud har skabt mennesket til at leve tæt med naturen. Hvis man som de grønlandske jægere og fangere ved, hvordan man på en eftermiddag kan skaffe sig aftensmad til mange dage, er det en god forsikring at have det grønlandske fjeld i baghånden.

Vi føler os meget heldige, at vi får lov at tage del i hverdagen og livet i Arktis.

Ydmyghed

Vi føler os meget heldige, at vi får lov at tage del i hverdagen og livet i Arktis. Det kalder på en stor ydmyghed hos os. Overfor den barske og ukontrollable natur, som ikke tager hensyn til nogen menneskelig planlægning. Og overfor de mennesker, som de sidste mange tusind år alligevel har fundet sig et hjem her. Her styrer vejret og vandet. Veje skylles væk af smeltevand, fly letter og lander, når vejret tillader det, og skibe med fornødenheder kan komme frem, når frosten slipper sit tag. Så her tager vi tingene, som de kommer. En grønlandsk kvinde fortalte mig, at danskerne altid har så travlt med at nå noget, hvorimod den grønlandske måde er at nyde nordlyset, mens det er her. Det vil jeg huske, næste gang jeg bliver urolig.

Læs også artiklen “At leve uden at bekymre sig (for meget)”

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Lyt til artiklen:

I dag vil jeg sige, at jeg lever et ret bekymringsfrit liv. Ikke, at der ikke er rigeligt, jeg kunne bekymre mig om, men jeg har lært, at det i høj grad er et spørgsmål om indstilling og at øve mig i at se på livet fra et Gudsrige-perspektiv, et evighedsperspektiv.

Jeg vil her give nogle eksempler på nogle af de erfaringer, erkendelser, visdomsord og tanker, som har haft en indflydelse på mit forhold til bekymringer.

Tillid

Jesus siger i Johannesevangeliet 14,1 ‘Jeres hjerte må ikke forfærdes! I har tillid til Gud, hav også tillid til mig!’ (πιστεὺω – stol på, hav tillid til, tro på)

I bund og grund kunne jeg godt nøjes med dette. For kan jeg virkelig leve et liv i dyb tillid til Gud, til Kristus, så er der intet at være bekymret for. Den tillid kan dog være virkelig svær at holde fast i, når jeg står midt i en situation som fylder mig med uro, frygt og bekymring.

Alting har en tid

En fortælling, som har inspireret mig, er en gammel kinesisk fortælling om en bondemand. Den lyder sådan her (frit genfortalt):

Der var en gang en gammel bondemand, som havde arbejdet med sine afgrøder i mange år. En dag løb hans hest væk. Da naboerne hørte det, kom de på besøg og sagde med sympati, ‘Hvor er du uheldig, du må være så ked af det’.

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den næste morgen vendte hesten tilbage, og havde to vilde heste med sig.

‘Hvor skønt!’ sagde naboerne, ‘Du fik ikke bare din hest tilbage men du fik to mere. Hvor er du heldig!’

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den næste dag prøvede hans søn at ride på en af de vilde heste. Han blev kastet af og brækkede sit ben. Igen kom naboerne for at udtrykke deres sympati for hans uheldige situation. ‘Nu kan din søn ikke hjælpe dig med høsten’ sagde de, ‘Hvor er du uheldig!’

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den følgende uge kom repræsentanter fra hæren til landsbyen for at indskrive unge mænd til at gå i krig. Da de så, at bondens søn havde brækket sit ben, gik de videre.

Naboerne kom for at lykønske bonden for hvor heldigt alt var faldet ud for ham. ‘Hvilke fantastiske nyheder. Du må være så lykkelig!’ sagde de.

Bonden smilte til sig selv og sagde endnu en gang, ‘Lad os se’.

Dette kan være en måde at læse og forstå ordene i Prædikerens Bog 3,1 og 3,17b, hvor der står:

‘Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt’ og
‘For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid’

En anden måde at sige det på kunne være, at ‘intet i denne sanselige verden er uforanderligt’. Det lærte jeg at føle på egen krop på en meditationsretræte, hvor vi skulle observere følelser og fornemmelser i kroppen uden at reagere på dem. Blot observere med et roligt sind, med sindsligevægt. Det var seriøst hårdt, men også lærerigt, og da først sindet virkelig slap ‘kampene’ for at ændre på tilstanden, blev der helt roligt og fredeligt i både sind og krop.

‘Vær ikke bekymrede …’

I Matthæusevangeliet 6,24-34 (og Luk. 12,22-31) kan vi læse Jesus’ ord om bekymringer. Han siger, ‘Se himlens fugle’ og ‘Læg mærke til markens liljer’. En umiddelbar reaktion på det kunne være, ‘Ja, den er fin med dig, Jesus, men jeg er hverken fugl eller blomst, og i mit liv er der virkelig meget at være bekymret over.’ Men Jesus siger heller ikke, at vi skal være som fuglene eller markens liljer, men at vi skal se på dem og tage ved lære af dem.

Det har jeg prøvet at gøre over en længere periode og er slet ikke færdig. Fuglene er virkelig forunderlige. De flyver frit rundt, og når de finder føde, så sætter de sig fulde af glæde og synger, nogle gange inden de er begyndt at spise, så alle andre fugle ikke er i tvivl om, at nu har de fundet føde. De deler frit. Men også måden de bygger rede på, tager sig af deres unger mv. Jeg kan kun på det varmeste anbefale at prøve virkelig at se på dem og prøve at leve sig ind i deres ‘livsførelse’.

At studere planterne er næsten mere forunderligt. De er mere simple end dyrene, og længere væk fra at leve et liv som vores, men der er så meget visdom at hente i planternes udvikling og årets cyklus.

Men hvad mener Jesus med, at ‘End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem’ Det, vil jeg påstå, kræver et dybere blik på planten, end vi er vant til.

At ‘se’ på Guds skaberværk

Hvis jeg skulle komme med en lille opfordring, som ikke er nær så let, som den måske lyder, så prøv at sætte dig og kig på en blomst i 10-15 minutter. Slip bedømmelser og vurderinger, slip så vidt som muligt tankestrømmen, og blot vær med blomsten, og vær mere opmærksom på, hvad der sker i dit indre. Det kan være i dit hjerte, men det kan være mange steder i kroppen, at du fornemmer noget. Det kan også være nye tanker eller erkendelser, som kommer til dig, men de får umiddelbart først plads, når sindet bliver stille.

Du vil, om end ikke første gang, så med tiden kunne opleve dybe forandringer i dit indre. Det er for mig en af de bedste øvelser i at slippe bekymringer, at leve bekymringsløst.

Det er en form for Lectio Divina, blot med Guds skaberværk som kilden.

‘Men søg først Guds rige …’

Jesus’ ord om bekymringer slutter med ordene om at søge Guds rige. Hvad vil det sige? Jeg læste på et tidspunkt nogle ord, som jeg oplever, er en anden måde at udtrykke det på:

                   ‘Lev hverken i nuet eller i fremtiden, men i evigheden’.

Igen er det ingen let udfordring, men en rigtig god øvelse kan være, hver gang jeg oplever at bekymringerne ‘får greb i mig’, og jeg ikke kan slippe dem, så lige at trække mig ud og se det hele lidt fra oven. At se det fra et ‘Guds perspektiv’. At se min situation i et evighedsperspektiv. Det er nogle gange lettere at gøre når man er faldet til ro igen, men med tiden bliver det også muligt at gribe sig selv i øjeblikket.

Paulus siger i Romerbrevet 14,17: ‘Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden’, og i Filipperbrevet 4,4-7 kan vi læse, hvordan vi gennem bekymringsløshed, bøn og taksigelse kan opleve ‘Guds fred, som overgår al forstand’, en Guds riges ‘fred og glæde i Helligånden’.

Det kan være, at bekymringsløsheden kommer til os først, eller at det er retfærdigheden, freden og glæden, men et er sikkert, de går hånd i hånd, og søger vi dem og beder om dem, så vil de med tiden blive en naturlig del af vores liv.

Med ønsket om, at vi alle må finde hver vores vej til et mere bekymringsfrit liv.
Rune Funch

Læs også artiklen “Frygten i skoven og i livet”.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen:

Jeg vågner langsomt fra nattens søvn inde i en skov i Letland. Træerne strækker sig langt ind i himlen, og mens jeg langsomt får øjne i daggryet, stiger sløringsnettene over de store militærbiler frem og adskiller sig en smule fra naturens grønhed. Teltdugen, jeg slog op under et træ, har været mit ly i skovbunden i natten. Langsomt hører jeg, hvordan stilheden brydes af soldater, der rundt omkring i skoven vågner af deres søvn. En søvn, der har været afbrudt af deres vagtpatrulje.

Hverdag i en parallel virkelighed

Jeg er ikke soldat. Jeg er præst og derfor udenfor soldaternes opgaver, og alligevel er jeg midt i det hele, mens jeg hører og ser, hvordan verden vågner derude i skoven. En stille frygt sniger sig ind hos mig over, at det er nødvendigt at skjule sig i en skov, at lære at håndtere våben, og at tro det værste om andre mennesker.

Jeg er vågnet i et slags parallelsamfund, som på sin vis ikke adskiller sig fra den verden, vi vågner op til dag efter dag herhjemme i Danmark. Soldaterne har hver deres opgaver for at få hverdagen til at fungere, nøjagtig som herhjemme. Der skal skaffes mad, der skal kommunikeres, der skal arbejdes, der skal forsynes, så der er ammunition nok, for hverdagen skal fungere.

Det er ikke bare for sjov, vi er her i Letland med Rusland tæt på.

For det er hverdag derude i skoven, selvom det er en øvelse soldaterne er på. Og så er der alligevel en uro, en alvor over alt, hvad soldaterne foretager sig. Den stille samtale med præsten afslører det. Det er ikke bare for sjov, vi er her i Letland med Rusland tæt på. Det er ikke bare for sjov, når vi bliver skræmte over droneangreb og nedbrud hos Microsoft. Det er alvor. Det ved soldaterne godt.

Frygten er flyttet ind

Præsten ved også godt, at det ikke er for sjov, mens jeg langsomt vågner i skoven og tænker på gårsdagens gudstjeneste derude på ’slagmarken’, hvor jeg talte lidt om alvoren ved, at Danmark sender soldater ud, og at det netop ikke bare er for sjov, for frygten er flyttet ind hos os. Både hos soldaterne og hos os almindelige mennesker. Jeg ved godt, at soldaterne er toptrænede og tager deres pligt og kald alvorligt, og at de gør det for vores skyld. Alligevel gør det en forskel, at det ikke længere er muligt bare at pege på slagmarken i Afrika eller Mellemøsten og ryste frygten af sig, for krigen føres langt borte. Vi mærker jo alle sammen – måske især vi almindelige mennesker, der ikke er særlig modige – hvor bange vi kan blive, når verdens største mænd spiller med musklerne, og de pludselig på mærkværdig vis ligner os og vores ledere.

Den stille frygt

Er soldaterne bange, så skjuler de det godt, som de vågner om morgenen i skovbunden. Mens de viser deres kampvogne frem, skjuler de frygten godt. Rolige og fattede udfører de deres arbejde, men i en stille stund tilbage på kasernen dukker den alligevel frem over en kop kaffe. Den stille frygt for, hvordan det hele skal ende. Den stille frygt, som er godt gemt bag uniformen, men som alligevel gør, at det hele emmer af alvor i Letland. En frygt, der er vokset, siden jeg sidst var udsendt med soldater i 2020 – også selvom det igen og igen lyder, at vi jo bare er på øvelse.

Mens de viser deres kampvogne frem, skjuler de frygten godt.

En smuk tanke

Vel hjemme i Danmark bliver jeg mødt af en ellers meget belæst mand, som undrende spørger mig, hvad jeg dog lavede sammen med soldaterne? Hvorfor jeg synes, det er i orden, at Danmark sender soldater til Baltikum? Og frygten hos ham er tydeligere, end han selv er klar over, da han bebrejdende siger, at det jo er klart, at Putin bliver provokeret, når vi sætter så mange soldater tæt på grænsen til Rusland. Frygten for, at Rusland invaderer Baltikum, afsløres hos ham, mens han argumenterer for, at vi i stedet bør ty til passivitet. At vi skal tage alle soldater hjem og afskaffe alle våben. Tanken er smuk.

Sådan tænkte jeg også hele min barndom. Men jeg er ikke et barn længere, ligesom han heller ikke er det. Jeg er voksen, og jeg har tabt troen på, at freden kommer med passivitet. Jeg har tabt troen på, at det eneste, vi skal gøre, er at vende den anden kind til, for det nytter desværre ikke, hvor smukt det end er. Det er rigtigt, at hvis alle gjorde det – ja, så ville der være fred på jorden, og ingen grund til frygt for morgendagen. Det lærer jeg jo på paradoksal vis også mit barn.

Krig er forudsætning for fred

Jeg har tabt troen på, at freden kommer med passivitet.

Men jeg er bange for, at det er rigtigt, som en soldat en dag sagde til mig: Krig er forudsætning for fred. Jeg er ked af, at verden har vist os, at det er sådan, men jeg er også realist, og jeg tror ikke længere på den passivitet, som vi for længe har hyldet. Den passivitet, som vi også har set herhjemme, når vi stille og roligt har lært, at der er så meget, vi ikke længere må sige og gøre, fordi vi så kan krænke andre og deres tro og måde at leve på.

At se frygten I øjnene

Kun ved at stå ved vores værdier, kan vi finde modet til at se frygten i øjnene. Det er absolut ikke det samme som, at vi ikke respekterer andre og tolererer andre kulturer, men det er at turde tale imod frygten og vise, at vi mener, at det, vores samfund er rundet af, er værd at kæmpe for. Nemlig kristendommen som igen og igen taler imod den livsødelæggende frygt og i stedet viser os det vigtige, at der er noget større end os selv, der er værd at kæmpe for.

Læs også artiklen “Et blik på bekymringer inspireret af Skriften”.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen:

Når vi sætter bekymringer og håb overfor hinanden, véd vi godt, hvad vi foretrækker, men alligevel har bekymringer en evne til at snige sig ind og tage en plads i vores liv, som vi egentlig ikke har lyst til at give dem.

Er det vores ansvar?

Måske skyldes det, at vi har nemmest ved at forholde os til, hvad vi selv kan udrette, og dermed overse Skaberen, der har os alle i sin hånd. Med den tilgang bygger vi tankemønstre op, hvor resultatet af det, vi gør, alene afhænger af os!

Så dukker bekymringerne op, fordi vi tror, at vi ikke kan nøjes med at gøre godt, men også selv har ansvaret for udfaldet. Vi har selv defineret, hvad det gode resultat bør være, og konkluderet, at det er vores ansvar – og det holder vi krampagtigt fast i. Vi kan også komme til at leve i en illusion om, at vi med vores bekymringer udretter noget: For det, vi bekymrer os for, ligger i tæt familie med det, vi føler ansvar for. Og det at tage ansvar for noget, får os til at føle os betydningsfulde!

Tillid til at Jesus har magt

At leve fri for bekymringer og fyldt af håb handler om tillid til, at Jesus virkelig er givet al magt i himlen og på jorden.[1] Hvis du vil mærke efter, hvor du har tendens til at tvivle på det, Jesus siger, så lav en liste over de områder, hvor du har svært ved at tro på, at Jesus virkelig er givet al magt.

Vi har frihed til at vælge, hvad vi retter vores fokus mod!

Frihed til at vælge sit fokus

I forhold til bekymringer er det vigtigt at gøre klart for os selv, at vi har frihed til at vælge, hvad vi retter vores fokus mod! Det lyder meget enkelt, men ofte lever vi ikke, som om det er vores virkelighed. Vi kan bindes eller begrænses på alle mulige måder, men hvad vi vælger at fokusere eller tænke på, kan andre ikke kontrollere. Gud kontrollerer det heller ikke, men udfordrer os igen og igen til at arbejde på det: ”Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.”[2]

Vi kan ikke bare fjerne bekymringer fra vores tanker. De må erstattes af noget andet.

At lade Guds Ånd forvandle vores tanker er et samarbejde med den Helligånd, der vil arbejde i vores liv. Men vi kan ikke bare fjerne bekymringer fra vores tanker. De må erstattes af noget andet. Derfor er formuleringerne, vi finder i Bibelen, i høj grad fokuseret på, hvad vi skal lade fylde vores sind og tanker med:

• ”Nu, hvor I ligesom Kristus er blevet oprejst til et nyt liv, skal I lægge vægt på de værdier, som kommer ovenfra, hvor Kristus sidder på tronen ved Guds højre hånd.”[3]
• ”Alt det i jeres gamle liv, som hører denne verden til, skal I derfor overgive til døden…”[4] Læs selv fortsættelsen!
• ”I har iført jer det nye liv, som vokser og fornyes i takt med jeres forståelse af Gud, så I kommer til at ligne ham mere og mere.”[5] Hvordan det nye liv ser ud, beskrives i de følgende vers.
• ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker.”[6]

Det sker ved, at vi fylder vores tanker med Guds ord, vejleder hinanden i fællesskabet, tilbeder sammen og søger at leve vores liv med den størst mulige lydighed over for Jesus Kristus. Grunden til, at vi vil leve sådan, er vores enorme taknemlighed for, hvad Jesus har gjort for os.

Som voksne mennesker, der har givet troen plads i livet, har vi selv ansvar for de tanker og følelser, der fylder os! Vores viljes primære funktion er at leve i tillid til Gud.

Forkert fokus

Men det går galt, hver gang vi fjerner vores fokus fra Gud og tænker, at vores viljes primære funktion er at have tillid til os selv, vores krop, vores evner eller vores ressourcer og relationer. Nogle vers, der stadig hjælper mig på det område, finder vi i Filipperbrevet: ”Vær altid glade i jeres tro på Herren! Jeg siger igen: Vær glade! Lad alle mærke, at I har et venligt sind. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn. Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand, vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.

Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det, man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose.”[7]

Du kan ønske at have tillid til Gud!

Du kan ønske at have tillid til Gud! Når du ikke formår at have tillid til Gud, kan du bevæge dig i retning af tillid til ham, ved at præsentere dit ønske om tillid for Gud.

At møde verden

Når jeg læser Salmernes Bog, møder jeg ofte denne selvirettesættelse, både i forhold til, hvad der er værd at huske på, og hvordan jeg længes efter at min indstilling skal være: ”Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger.”[8] og ”Min sjæl, pris Herren! Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever, synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret. Stol ikke på stormænd, for mennesker kan ikke frelse jer.”[9]

Hvorfor er det vigtigt, at vores hjerter er farvet af noget andet end bekymringer? Det, du kan tage med dig – det, som er dit evigt liv – er den person, du bliver til, de oplevelser, du har, og din måde at møde verden på.

Så vær ikke bekymret, men vær fyldt af tillid og forventning – både for livet her og for evigheden.

Læs også artiklen “Jul og håb i en ustabil verden” – om håb og tro.

[1] Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18
[2] Romerbrevet kap. 12, vers 2
[3] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 1
[4] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 5
[5] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 10
[6] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 15
[7] Filipperbrevet kap. 4, vers 4-8
[8] Salmernes Bog, kap. 103, vers 2
[9] Salmernes Bog kap. 146, vers 1-3

Alle tekster er citeret fra Bibelen på Hverdagsdansk

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen:

Håb handler om, hvad vi ser frem til, hvad vi ønsker os. Pessimisten ved, det går galt. Optimisten siger, det nok skal gå, men når man håber, ved man ikke, hvordan det hele ender. Man står i det åbne på gyngende grund. ”Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”[1]

Håb midt i kaos

At håbe i mørket er ikke naivt, men modigt.

I krig og krise bliver håb ofte menneskets redning – en tynd tråd man holder fast i midt i kaos. At håbe i mørket er ikke naivt, men modigt. Det er at insistere på, at noget menneskeligt stadig findes, selv når andre har glemt det.

Da juleevangeliet blev nedskrevet, var der – også – uro og ufred i verden. Rom knuste Kartago, erobrede Grækenland og Egypten og gjorde havet til sit. I øst kæmpede små kongeriger for deres overlevelse. Jesus blev født ind i en tid fyldt med forventninger om dommedag.

Der har til alle tider været mennesker, der har troet, at de levede i de sidste tider, og at jorden ville gå under lige om lidt. ”Vores jord er degenereret i disse sidste dage. Der er tegn på, at verden hurtigt er på vej mod sin ende. Bestikkelse og korruption er udbredt; børn adlyder ikke længere deres forældre (…) Verdens undergang er tydeligvis på vej.” Sådan står der med kileskrift på en 4.800 år gammel lertavle fra Mesopotamien. Det hører åbenbart til det at være menneske, at vi tænker: ’Nu kan det ikke blive værre’. Men vi er her stadig!

Gud valgte at blive mennesket Jesus fra Nazaret. I en verden fuld af uro valgte Gud ikke at råbe ned fra himlen og irettesætte mennesker, men at komme ind i mørket og vise, at lyset stadig findes. Juleevangeliet er fortællingen om en Gud, der ikke står udenfor og ser på, men selv har mærket livets vægt. Jesus kender til sult og træthed, til frygt og sorg. Han delte de vilkår, som mennesker lever under.

Fortællingen om en Gud, der ikke står udenfor og ser på.

Fred kommer ikke ovenfra

I juleevangeliet er det en pointe, at fred ikke kommer ovenfra – ikke fra magtens paladser eller verdens ledere. Freden og håbet kommer fra en uventet kant – fra den lille, skjulte og ringeagtede. Freden begynder i et barn i en stald, i et menneske, der ikke er kommet for at herske, men tjene. Julen er en af de bedste håbsfortællinger, jeg kender.

Jeg var engang i Betlehem med en gruppe studerende, og vi stod og så ud over byen, hvor juleevangeliet tager sit afsæt. I dag er området præget af kontrolposter, mure og illegale jødiske bosættelser, hvor man helst ser hyrderne forsvinde andre steder hen. Her hvor freden blev forkyndt i juleevangeliet, mærkes ufreden ret konkret.

Det er svært at forstå, hvordan indbyggerne i Betlehem kan bevare håbet. Den palæstinensiske biskop i Betlehem Mitri Raheb siger, at håbet ikke er slukket: ”Jesus kom for at befri os fra den frygt, der lammer os. Når vi går gennem de oprørte vande, er han med os, så floden ikke opsluger os.” Han peger på juleevangeliets budskab, at Gud går med i mørket, og at freden kan fødes, selv dér hvor muren kaster skygge. I Betlehem lever håbet fortsat midt i bekymringerne for at overleve. Her er håbet, at guddommelig fred kan begynde i det mindste og brede sig som ringe i vandet.

Freden kan fødes, selv dér hvor muren kaster skygge.

Håb og frygt hænger sammen

Den enes håb kan vække den andens frygt. Håb om lighed kan skabe frygt i den rige, og håb om fred kan skræmme tyranner og våbenindustrien. Sådan illustreres det også i juleevangeliet: Kong Herodes frygtede at miste magt og indflydelse på grund af det håb, der blev født under Betlehems stjerner. Herodes’ forsøg på at slukke håbet blev erstattet af fortællingen om Jesus’ fødsel, som har vist sig at være en levestærk håbsfortælling, som holdes op for dem, der vil lytte og fyldes op af håbsspirer.

Jul er tid til at træne vores forestillingsevne og modmuskel. Forestille os en bedre verden og udvise mod til at holde håbet op for dem, der har mistet håbet.

Læs også artiklen “På trods” om børns og unges uro i en verden, der larmer.

[1] Romerbrevet kap. 8, vers 24b-25a

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen:

Dorte Toudal Viftrup:

• siden 2021ansat som lektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet
• psych. og ph.d.

Verden er ikke stille. Den larmer med nyheder om krig, klimakrise, politiske konflikter og sociale medier. Selvom vi forsøger at skærme børn og unge, opfatter de langt mere, end vi tror. De lytter med, de mærker stemninger, og de tolker det usagte. De ser blikkene mellem voksne, hører de dæmpede samtaler, og de fornemmer, når noget ikke er, som det plejer. Bekymring og uro er ikke forbeholdt voksne. De yngste har også deres indre landskaber, hvor spørgsmål og følelser bor – ofte uden ord, men ofte med stor intensitet.

Bekymring og uro er ikke forbeholdt voksne.

Hvad mon der ligger bag?

Det er ikke altid let at få øje på. Børn og unge udtrykker sjældent deres uro direkte. De siger ikke: “Jeg er bange for verdenssituationen”. I stedet viser det sig i kroppen eller i adfærden. Et barn, der ikke længere kan falde i søvn alene. En teenager, der trækker sig fra vennerne eller pludselig bliver vred og afvisende. Uroen gemmer sig bag stilhed, mavepine og rastløshed. Og det kræver, at vi som voksne tør se bag adfærden og spørge os selv: Hvad mon ligger bag?

Uroen gemmer sig bag stilhed, mavepine og rastløshed.

Det handler ikke om at analysere børnene, men om at være nysgerrige og nærværende. At turde stille de åbne spørgsmål – og give tid til svaret. Når vi spørger: “Hvordan har du det for tiden?”, skal vi være klar til at rumme det, der kommer. Også når det er svært. Vi skal øve os i at tåle stilhed og tøven eller frustration og manglende ord, men især i at kunne tåle, at vi ikke altid har løsningen – og måske mest af alt, at der faktisk ikke er en løsning på den larmende verden, der påvirker vores børn. I stedet er det i den fælles undren, vi skaber rum for, at børn og unge kan dele det, der fylder for dem, med os.

At finde fodfæste

Børn og unge søger mening med deres liv og deres følelser og oplevelser. De har en indre drivkraft mod at forstå og håndtere livet. Når vi støtter dem i at finde deres egne måder at skabe mening, hjælper vi dem med at finde fodfæste. Det kan være gennem naturen, hvor stilheden og rytmen giver ro. Det kan være gennem leg, hvor fantasien får lov at skabe nye verdener. Det kan være gennem samtale, hvor tanker og følelser får form. Eller gennem kreativitet – tegning, musik, skrivning – hvor det indre får udtryk.

Vi kan ikke fjerne det svære for dem eller love, at alt bliver godt. Men vi kan lære børn og unge, at bekymringer ikke behøver fylde det hele. At de kan lægge dem fra sig for en stund – og at det ikke er forkert at gøre det. Vi kan vise dem, at det er muligt at være glad og bekymret på samme tid. At man kan finde ro i det, der gør én glad – og vende tilbage til bekymringerne, når man er klar. Det kræver, at vi som voksne tør være ærlige og sige: “Jeg bekymrer mig også nogle gange – men jeg prøver at finde ro i det, der giver mig håb”.

Men vi kan lære børn og unge, at bekymringer ikke behøver fylde det hele.

At leve på trods

Når vi viser, at det er muligt at leve på trods, giver vi dem mod til at gøre det samme. Vi kan skabe små trygheds-ritualer: en fast godnat-samtale, en fælles morgenrutine, en ugentlig tur i skoven. Vi kan skabe bekymringsfrie zoner, hvor nyheder og skærme får pause, og hvor der er plads til bare at være. Vi kan lære dem simple afspændingsteknikker, som dybe vejrtrækninger eller visualiseringer, der kan hjælpe dem med at finde ro i kroppen.

Men vigtigst af alt: Vi kan være til stede. Med nærvær. Med respekt. Med modet til at undre os sammen med dem. For roen vokser i relationen, og i samtalen findes meningen – på trods.

Denne tekst er ikke en løsning. Den er en invitation. Til at tage børns bekymringer alvorligt. Til at lytte, selv når der ikke bliver sagt noget. Til at hjælpe dem med at finde deres egne måder at være i livet, også når det er svært. For børn og unge har brug for voksne, der tør stå ved det svære – og samtidig vise, at livet også rummer håb, glæde og mening. På trods.

Læs også artiklen “Nyd nordlyset” om at bo i et af verdens brændpunkter.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen:

Vi er lige hjemvendt fra årets præstekonvent. Det var et par skønne dage fyldt med dybe samtaler, teologisk fordybelse og gode kolleger.

Et af de temaer, der satte sig fast hos mig, var idéen om, at vi lever i paradokser. Og jeg tror på, det kan være en nøgle til at åbne for noget, som ofte føles fastlåst lige nu. Både i vores relationer til hinanden og i den måde, vi taler teologi og kirke på.

For hvad betyder det egentlig at leve i paradokset? Det betyder, at jeg kan stå fast på det, jeg oplever som sandt og vigtigt, og kæmpe for det, jeg oplever som Helligåndens inspiration samtidig med, at jeg anerkender, at du gør præcis det samme fra dit ståsted. Paradokset er, at vi begge har ret og begge tager fejl. Det er ikke enten eller – men både og.

Det er en krævende vej at gå. Men det er også befriende.

Og måske er det netop den vej, vi som baptister er kaldet til at gå.

At stå fast – og samtidig lytte

Vi lever i en tid præget af skarpe fronter. Polarisering fylder i den offentlige debat, på sociale medier og i mange menneskers hverdag. Der er ofte kun plads til én sandhed ad gangen. At indrømme, at vi kan tage fejl, lyder næsten som et svaghedstegn.

Men måske kan vi som kirke være et anderledes rum. Et sted, hvor vi både tør stå fast og samtidig lytte. Hvor vi kan bekende tro, overbevisning og kald – uden at det betyder, at vi afviser andres.

Paradokset er ikke bare et teoretisk greb. Det er en livsform.

Og at leve med paradokser er faktisk meget baptistisk.

Baptisternes kald til at leve i spændingsfeltet

Som baptister tror vi på den enkeltes frihed under ansvar. Vi tror på, at hver enkelt troende har ret og pligt til at søge Guds vilje. Og vi tror på, at Helligånden leder – ikke kun i systemer eller hierarkier, men i den enkeltes samvittighed og i den enkelte menighed.

Det betyder, at vi igen og igen kommer til at lande forskelligt. Nogle menigheder vælger én vej, andre en anden. Nogle ser Helligåndens inspiration i at gå frem mod en fuldt inkluderende kirke. Andre er overbeviste om, at Helligånden leder i en mere traditionel retning.

Det kan opleves udfordrende. Men det er ikke et tegn på svaghed. Det er et udtryk for, hvem vi er. Vi har aldrig været et folk, der tænkte ens. Vi har altid levet i spændingen mellem frihed og fællesskab.

At leve i paradokset betyder ikke, at vi skal gemme os for diskussionerne. Tværtimod.

At kæmpe uden fjender

Hvis jeg oplever, at Helligånden kalder mig til at kæmpe for en fuldt inkluderende kirke, så må jeg gøre det – åbent og med alt hvad jeg har i mig. Det betyder ikke, at jeg skal holde min mening for mig selv, eller at jeg skal blive ligeglad med teologi og etik.

Under konventet blev jeg mindet om Christian Richardts salme ”Altid frejdig, når du går”, der starter med at minde os om, at vi altid skal gå ’frejdigt’, når vi går på Guds kald og slutter af med at minde os om, at vi skal ”Kæmpe for alt, hvad vi har kært”.

Men kamp betyder ikke, at jeg ser dem, der tænker anderledes, som fjender. Kampen er ikke imod hinanden, men for det, vi oplever som sandt og helligt. Og lige dér bliver paradokset levende: Jeg kæmper for min sandhed, og jeg respekterer, at du kæmper for din. Jeg tror, Helligånden inspirerer mig – og jeg må samtidig tro, at Ånden også inspirerer dig, selv når vi står forskellige steder.

Det er krævende. For det betyder, at jeg må være villig til at indgå i offentlig debat, i teologiske diskussioner og i konkrete valg med både mod og ydmyghed. Ikke med en hånd, der afviser, men med en hånd, der rækker ud.

Når forskellighed bliver en gave

Noget af det mest udfordrende – og smukkeste – ved paradokset er, at vi må tro, at Helligånden virker på tværs af vores forskellighed.

Den samme Ånd, der taler til mig om inklusion, kan tale til en anden om tradition. Den samme Ånd, der leder én menighed til at åbne for nye praksisser, kan lede en anden menighed til at fastholde det kendte.

Vi kan opleve det som splittelse. Men hvad nu, hvis det faktisk er rigdom?

Paulus skriver i andet Korintherbrev: “Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” (2. Korintherbrev, kapitel 3, vers 17) og går videre til at sige, at vi forvandles, efter det vi oplever, når vi søger Guds Herlighed igennem Helligånden (vers 18). Friheden er ikke fravær af retning. Friheden er søgen efter at skabe Guds Herlighed – Guds Rige – netop i vores lokalområde. Friheden er Guds eget rum, hvor vi må gå forskelligt, efter hver vores samvittighed og alligevel være bundet sammen af Kristus.

Kirken som modbillede i en sort-hvid verden

Når verden er splittet i hårde fronter, må kirken netop vise en anden vej.

Vi kan vise, at det er muligt at kæmpe – og stadig lytte. At stå fast – og stadig være åbne. At mene noget stærkt – uden at det lukker samtalen.

Det er ikke bare en praktisk øvelse i tolerance. Det er et vidnesbyrd om Gud selv. For Gud er altid større end vores sandheder. Gud rummer mere end vores systemer. Gud kan kalde os forskelligt – og stadig samle os i Kristus.

At leve paradokset kan derfor være et profetisk kald. Vi lever i en tid, hvor alt skal placeres i “rigtigt” og “forkert.” Måske er vores vidnesbyrd netop, at vi tror på en Gud, der er større end det.

Paradokset i praksis er ikke nemt

Jeg mærker det selv, når jeg taler med kolleger, som står et andet sted end jeg. Jeg er overbevist om, at en fuldt inkluderende kirke er vejen frem. Jeg tror på, at Helligånden kalder os til det. Det er det, jeg har samvittighed til, med de mennesker jeg er præst for og de livshistorier, jeg vandrer med i. Og samtidig tror jeg, at Helligånden også virker i dem, der oplever det modsatte.

Det paradoks er ikke nemt. Men det gør samtalen dybere. Det kalder mig til at lytte – ikke for at opgive min overbevisning, men for at lade min sandhed møde andres.

Og måske er det netop dér, vi bliver kirke: Ikke i enighed, men i fællesskab midt i uenighed. Ikke i ensartethed, men i mangfoldighed.

Evangeliet er selv et paradoks

I sidste ende er evangeliet selv et paradoks. Vi tror på liv gennem død. Vi tror på styrke i svaghed. Vi tror på en Gud, der er både sandhed og mysterium.

Så måske er vi allermest tro mod evangeliet, når vi tør leve paradokset. Når vi kæmper og lytter. Når vi står fast og er åbne. Når vi både tager fejl og har ret – på én og samme tid.

Det er ikke let. Men det er profetisk. Og det kan være vores gave til hinanden – og til verden.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Resultatet er flygtigt og fortoner sig. En urolig verden, hvor magthaveres ego træder frem, Putin, Trump. Dem mod os. Information og krav.
Der bliver ikke tid til ”rum”. De frirum vi alle har brug for.

Når tid sluger de rum, vi har brug for til tanker og fordybelse, bliver vi en slags tilskuere til vores eget liv. Tankerne bliver mørke og hjertet uroligt.

Hvor går vi så hen med vores urolige hjerte? Kan vi få hjælp? Hos venner, ved terapeuter?

Kong David har givet os et godt svar. ”Kun hos Gud kan mit hjerte (min sjæl) være stille.” (Salmernes bog kap. 62, vers 6-9)
Han kan gøre det urolige hjerte roligt. Hvis vi overgiver vores bekymringer, vores mørke tanker til Vor Herre, så vil vores hjerte blive roligt – og så tror jeg – som Kong David, at håb og mod igen kan vokse frem.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere