Efter kampen forklarede Holdt, at hun vidste, at en holdkammerat kunne løbe fra canadierne, men at hun ikke selv kunne. I stedet så hun, at målmanden var langt fra sit mål, så hun tog chancen og skød. 

Men hvad betyder det så for mig? Holdt erkendte sine begrænsninger, men lod det ikke stoppe hende. Hendes hurtige holdkammerater havde haft en bedre chance, men nu var det hende, der havde bolden og muligheden. 

I missionsbefalingens kald til at være i mission og i stierne i Acts2Movement kan jeg nemt få øje på det, som jeg ikke er god til. Der hvor andres evner rækker meget længere end mine. 

Men når min ven spørger til min tro, eller jeg får chancen for at invitere en nabo til middag, er det mig der har bolden. Så må jeg erkende mine begrænsninger, men ikke lade det stoppe mig fra at skyde på mål.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle

Find flere

Lyt til artiklen.

Ved forhindringsbanen havde de otte-niårige spejderbørn fået fri, så de kunne løbe ind i kirken og se den næste cirkusforestilling. Men børnene ville hellere blive ved forhindringsbanen: De mente bestemt, at de skulle være der, for at tage imod andre børn.

Store Legedag samlede omkring 1.000 børn og voksne på Skotlands Plads foran Købnerkirken på Amager. Der var cirkus i kirkesalen, snobrød, popcorn og aktiviteter på pladsen. Bag arrangementet stod Købnerkirken og kirkens spejderkreds, AmagerbroSpejderne. Og blandt de frivillige var spejderbørn, som havde fået et ansvar, de ikke havde lyst til at give fra sig.

”De syntes, det var så vigtigt, at der var nogen ude ved forhindringsbanen, at de blev ude fra cirkus for at stå der og byde folk velkommen. Også selv om vi havde dækket ind med voksne,” fortæller spejderfører Simon Jul Boeriis.

Ballondyr gør alle glade! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Sammen med Købnerkirkens børne- og familiemedarbejder Mayken Rødvig og Caroline Westh Poulsen, der er frivillig i kirkens børnearbejde, har Simon Jul Boeriis brugt mange timer på at forberede festen.

Men hvorfor bruge så mange kræfter på at arrangere en gratis fest for børnefamilier, som ellers ikke er en del af menigheden?

En fest uden bagtanker

”Store Legedag er et mål i sig selv. Vi bruger det ikke som middel til noget andet,” forklarer Mayken og fortsætter: ”Vi bruger det for eksempel ikke som middel til at få folk ind i kirken eller til at få flere spejdere i spejdergruppen. Målet er bare dagen i sig selv. At give den gave til børnefamilierne i lokalområdet.”

Store Legedag så dagens lys for fire år siden som et samarbejde mellem menigheden og den næsten nystartede spejderkreds.

Princippet er enkelt: Alle skal have mulighed for at deltage. Arrangementet får økonomisk støtte, så både entré og aktiviteter er gratis.

”Vi vil gerne lave en kæmpe fest, hvor familier kan opleve en masse ting sammen, uanset hvem de er, og hvor de kommer fra,” siger Mayken.

100 kopper kaffe plus det løse… de giver et vist pres på opvaskemaskinen! (Foto: Martin Krath-Andersen)

En kirke midt i kvarteret

Skotlands Plads ligger lige foran Købnerkirken. Og det er ikke tilfældigt, at festen foregår netop dér.

Mayken fortæller, at medlemmer af menigheden for mange år siden var med til at etablere det grønne område. Simon peger på, at kirken gennem årene har engageret sig i kvarterets udvikling, blandt andet gennem etablering af legeplads og andre faciliteter på pladsen.

”Det er jo lidt det, vi gerne vil bringe videre på en moderne måde. Nye, unge kræfter, der gør det på en ny måde, men stadig i kirkens ånd,” siger Simon. Han fortæller videre, at det handler om at være til stede, hvor mennesker bor og lever deres liv.

Caroline peger på, at området omkring kirken rummer familier med meget forskellige forudsætninger. Der er både socialt udsatte boligområder og villakvarterer med velstillede familier.

”Noget af det fede ved at holde Store Legedag er, at man får lov til at se alle de familier. Både dem, der er meget ressourcestærke, og dem, som måske kommer, fordi det er det eneste, de lige har midlerne til, netop fordi det er gratis.”

Der var cirkus i kirken (Foto: Martin Krath-Andersen)

For Mayken handler kirkens engagement også om at forstå, hvilke behov mennesker har netop dér, hvor kirken ligger. Som børne- og familiemedarbejder oplever hun, at mange børnefamilier savner fællesskab. Nogle oplever ensomhed, andre synes ganske enkelt, at det kan være svært at få hverdagen med små børn til at hænge sammen.

”Der er et kæmpe behov for, at vi faciliterer nogle aktiviteter, hvor de kan komme og få relationer og danne fællesskaber. Og det ser vi en stærk søgning til,” fortæller hun.

”Der ligger sådan en ret fed kirke”

Mayken fortæller en historie om, hvordan Købnerkirken efterhånden er blevet en del af kvarterets liv.

Hendes seksårige søn er begyndt i skole, og hun er ved at lære de andre forældre at kende. En dag falder samtalen med en af de andre mødre på Skotlands Plads.

Moren ved ikke, at Mayken arbejder i Købnerkirken.

”Ej, Skotlands Plads! Jeg kender godt Skotlands Plads. Der ligger sådan en ret fed kirke. Jeg har godt nok aldrig været der, men de har alle mulige aktiviteter,” fortæller moren.

“Der ligger en ret fed kirke…” (Foto: Martin Krath-Andersen)

Hun begynder begejstret at fortælle Mayken om spejderne og Store Legedag. Og så tilføjer hun:
”Vi kommer godt nok ikke i kirke, men hvis vi en dag skulle komme i kirke, så ville vi nok starte med at gå derhen.”

Mayken er flad af grin. Til sidst må hun fortælle moren, at hun faktisk kender kirken ganske godt. For Mayken er det væsentligt, at moren oplever, at tærsklen ind til kirken ikke er højere end at hun kan træde over den.

Og det er ikke kun Store Legedag, der har betydning. Købnerkirken arrangerer også MGP-fester og andre aktiviteter for familierne i lokalområdet.

”Vi oplever efterhånden, at kirken er alment kendt i vores lokalområde som et sted, man lige holder øje med,” siger Mayken.

Børnene vokser med ansvaret

Store Legedag giver også noget til dem, der arrangerer og hjælper til ved festen. Over 60 frivillige deltog i år. Omkring 25 af dem var spejdere. Den yngste frivillige var seks år, den ældste 83.

”Der er nogen, der enormt gerne vil være ude på pladsen og møde mennesker. Og der er nogen, der hellere vil stå i køkkenet og vaske de tusind IKEA-kopper op, som vi nok har igennem opvasken på sådan en dag,” fortæller Mayken.

For arrangørerne handler det om at finde opgaver, der passer til den enkelte. Alle skal opleve, at de bidrager med noget værdifuldt. Men det er især børnene, der gør indtryk på Mayken:
”Jeg bliver bare megastolt, når jeg ser, hvor meget børn faktisk kan.”

Hun fremhæver spejdernes tradition for at give børn reelt ansvar. Ikke opgaver, der er opfundet for at beskæftige dem, men opgaver, som faktisk skal løses:
”Det kan jeg også se, at børnene i kirken, som ikke er spejdere, vokser totalt meget på. Du er ti år, du må løse det her selv. Her har vi fire oppustelige heste og en kø på 50 mennesker. Find ud af, hvad de skal!”

Koncentration! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Er det mission?

Når en kirke arrangerer en stor fest for sit lokalområde, er det nærliggende at spørge, om det er mission.

Simon tøver lidt ved spørgsmålet. Han ser det som en moderne form for mission, men bliver samtidig udfordret af den traditionelle forståelse af ordet:
”Hvorfor er det, vi ikke bare kan gøre en forskel dér, hvor vi er? Det er jo også en mission,” siger han.

Mayken er mere direkte:
”For mig er det her total mission.”

For hende begynder relationen med interessen for andre menneskers liv, åbne kirken og give dem mulighed for at føle sig hjemme.

Hun skelner samtidig mellem Store Legedag og kirkens løbende arbejde:
”Vi er meget bevidste om, at Store Legedag er noget, vi laver én gang om året. Så det er ikke, fordi vi nødvendigvis laver dybe relationer med mennesker den dag.”

Men festen kan være begyndelsen på noget andet.

”Når vi så har legestue med dem 50 gange om året, kan vi pludselig lave reelt dybe relationer med dem. Vi kan få lov til at fortælle, hvem vi er, og hvad vi tror på. Men de kan også få lov til at fortælle, hvem de er, og hvad de tror på. Det er på et meget ligeværdigt niveau.”

Det er dér, Mayken oplever, at kirkens arbejde for alvor bliver både mission og fællesskab.

Caroline er enig i, at kirken skal række ud over sig selv:
”Jeg synes, det er virkelig fint at kunne være kirke for nogen andre end os selv.”

Superheltene var også til Store Legedag! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Når familierne selv skaber fællesskabet

Et af de steder, hvor Købnerkirken forsøger at være kirke for andre end sig selv, er den ugentlige legestue.

Caroline er en af de frivillige. Hun anslår, at omkring 30–40 familier benytter tilbuddet, som især henvender sig til forældre, der passer deres børn hjemme.

Kirken sørger for kaffe, frugt, legetøj og fælles rytmik. Men ellers gør kirken faktisk ikke ret meget.

”Langt hen ad vejen er det forældrene selv, der er med til at skabe det rum, det bliver,” fortæller Caroline.

Hun oplever, at familierne har taget legestuen til sig. Forældre og børn kender hinanden, børnene leger, og de voksne finder sammen om det, der optager dem.

”Nogle gange tænker vi nærmest, at det ikke er nødvendigt, at vi er der. Folk skulle nok bare finde ind og gøre det, de plejer, selv hvis vi ikke var der til at facilitere det,” fortæller Caroline.

Og det er faktisk sket.

Det kræver sit barn at lave snobrød! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Da kirken glemte at holde lukket

Mayken havde en dag aflyst legestuen på grund af sygdom. Men Mayken havde glemt at låse døren. 15–20 familier gik ind og begyndte ganske enkelt at holde legestue på egen hånd.

Halvanden time senere ringede kirkens præst, Kristian Bonde-Nielsen, og spurgte, om det virkelig var meningen, at der skulle være legestue den dag.

”Nej, hvorfor ringer du?” spurgte Mayken.

Kristian kunne fortælle, at familierne åbenbart bare var gået ind og var begyndt at holde legestue ganske som de plejede.

Mayken griner stadig, når hun fortæller historien.

På Skotlands Plads samler Købnerkirken omkring 1.000 mennesker til Store Legedag. I legestuen dukker familierne op, selv om arrangementet er aflyst.

De er begyndt at føle sig hjemme.

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?

Find flere

Lyt til talen her (oplæserstemmen er skabt med kunstig intelligens):

Jeg vil gerne sige ledelsen, menighederne og mange enkeltpersoner tak for et meget arbejdsomt år, men også et år med store lyspunkter og glæder.

Et arbejdsomt år med lyspunkter

Jeg taler en smule kortere i år, end jeg har gjort tidligere. Vi har mange ting på dagsordenen i dag, som betyder noget for fremtiden i vores kirkesamfund. Formandstalen er ofte lidt bagudskuende og jeg vil derfor forsøge at gøre den kortere for at skabe bedre plads til de mere fremtidsrettede drøftelser.

Jeg vil dog alligevel opholde mig lidt ved nogle af de ting, som er sket i indeværende konferenceår, da de også peger frem mod den kommende tid.

Vi skal blive ved med at tale sammen

Først på året havde vi læredagen om inklusion, som jeg af personlige årsager ikke deltog i. Jeg fik dog fra mange deltagere en viden om, at denne dag havde været god. Vi blev ikke enige om spørgsmålet, og det var heller ikke formålet, men vi blev klogere på hinandens synspunkter og først og fremmest fandt vi ud af, at vi kan tale sammen, også om svære spørgsmål, og det håber jeg, at vi bliver ved med at gøre – også i fremtiden. I 2027 håber vi at skabe en lignende dag om bibelsyn, bibelbrug og bibeltolkning – men det kommer under orientering om procesplanen. Det vigtigste er, at vi taler sammen som brødre og søstre om emner i vores tro, også om ting, som er svære.

Landskonferencens dirigenter: Pia Duebjerg Andersen og Evan Klarholt (Foto: Gitte Elleby)

Mission som fælles bevægelse

I april fik vi en helt speciel oplevelse – eller jeg gjorde i hvert fald. Kirkesamfundet bød ind til møde om mission – Acts2Movement – tro i bevægelse. Et projekt, som Baptist World Alliance, BWA, havde fostret.  Jeg skal ikke lægge skjul på, at da Bodil henvendte sig til mig i første omgang med dette projekt, nåede jeg at skrive til hende: ”Synes du ikke, vi har nok at se til i forvejen?” Bodil var ihærdig, og hjulpet af andre gode folk fik hun fortalt mig og ledelsen, at selvfølgelig skulle vi som kirkesamfund tage vare på de ting, som lå fra synoden, men det ville også være godt for os at handle missionalt sammen – og sammen med alle andre baptister i verden.

Evangeliet skal bæres ud – sammen

Bodil fik ret. Jeg kom hjem fra inspirationsdagen i april med fornyet håb om, at vi kan betyde noget for mennesker omkring os. Og at vi kan arbejde sammen om det på tværs af alle de andre forskelle, vi har. Mange kom hjem med inspiration til både som enkeltpersoner og som menighed at lægge en fornyet fokus på sammen at arbejde missionalt.

Det var en stor gave, og jeg håber, mange menigheder vil slutte sig til. I sidste ende er det vores største opgave – at bringe evangeliet ud i verden både til fjerne egne, men også hos os selv, og det kan vi kun gøre sammen.

Vi vandrer ad bibelstien i fællesskab

Vi vandrer nu ad bibelstien i fællesskab. Senere kommer der flere andre stier og andre emner til, men allerede nu oplever jeg det berigende. Når Laust og jeg læser i vores bibel sammen, så er det en fantastisk fornemmelse, at vi er mange om det. Der kan komme flere til – skynd jer, hvis I ikke er med.

Igen må vi sige, at et materiale som det udsendte med bibelapp, læseplaner, prædikentekster og et senere andagtsmateriale ikke laver sig selv. Vi har fået det som gave af Baptist World Alliance, – tak for det, men det skal i den grad tilpasses vores forhold. Jeg ved, der har været mange i gang og det er svært at takke enkeltvis, men jeg vil sige, at det er et kæmpe privilegium, at mennesker fra hele vores kirkesamfund har bakket op om dette projekt. Tak til jer alle.

Der stemmes og tælles (Foto: Gitte Elleby)

Der er brug for lokale bindeled

Vi mangler en enkelt ting for nuværende.

Projektet har kaldt det ambassadører – det dækker over en kontaktperson ude i menighederne – som vil være bindeled mellem den nationale gruppe og den enkelte menighed. Hvis du oplever, at det kunne være dig, så kom endelig i løbet af dagen og giv din interesse til kende, så vil vi prøve at samle op på det efter konferencen.

De svære spørgsmål ligger på bordet

Men vi har også stadig emner af intern art, som vi skal drage omsorg for – sammen. Nogle af de ting, som kom fra synoden og landskonferencen sidste år, ligger nu på vores dagsorden i dag. Det omhandler:

• Ordination og akkreditering
• Samtale- og samværspolitik
• Ny bidragsmodel

Og vores meget berømte eller måske berygtede pkt. 4C fra vores værdier, som vi nu håber at kunne indføje efter denne konference.

Den nye bidragsmodel kræver ændringer i vores vedtægter, så de er også på programmet i dag.

Alle forslagene vil blive motiveret i dag, så det vil jeg ikke sige så meget om. Jeg vil til gengæld gerne sige tak til jer, som har været sammen med os om at udarbejde forslagene.

Vi er en demokratisk forsamling, så vi ved ikke, hvad det ender med i dag, men skulle de blive forkastet, vil jeg stadig gerne berømme jer, der stillede op og ydede jeres kyndige bidrag. Jeg håber, vi også kan trække på vidende mennesker i vores kirkesamfund i fremtiden.

Robuste samtaler – og demokratisk ansvar

Ledelsen har op til denne landskonference brugt en ny metode, som jeg oplever, har været givende. Vi indbød til onlinemøder, hvor tre af de fire forslag blev motiveret og drøftet. I et politisk sprog vil jeg sige, at drøftelserne var robuste. Men selv om vi ikke alle var enige, så medtog ledelsen lærdom fra møderne. Vi har derfor udarbejdet et ændringsforslag til bidragsmodellen, som vi håber, mange kan følge.

Deltagerne sad tæt ved Landskonferencen (Foto: Gitte Elleby)

Et stævne for hele kirkesamfundet

Noget af det, som vi i ledelsen har talt mest om både formelt og uformelt i det nu afsluttede konferenceår, er et kommende sommerstævne eller noget, der ligner. I ledelsen er vi ret åbne over for, hvad det kunne være. Skal det stadig være i sommerferien, eller kan det ligge på et andet tidspunkt? Skal det være en uge, eller kan det f.eks. være fire dage?

Der er helt åbent for ideer og synspunkter, bortset fra, at vi i ledelsen er enige om, at stævnet skal være for alle aldersgrupper, og at hele vores kirkesamfund skal kunne se sig i det og føle sig velkomne.

Ledelsen lægger heller ikke skjul på, at vi finder det allervigtigst, at vi laver et arrangement, hvor særligt vores børn og unge får plads og derigennem knytter bånd, som skal bære vores næste generation frem i kirkesamfundet.

Uanset hvilket arrangement vi forhåbentlig ender med, så kræver det mange ressourcer – planlægningsmæssigt og praktisk, og vi har desværre oplevet, at ressourcerne ikke har været der i en periode. Hvis I sidder og tænker, at det kunne være en god arbejdsopgave at engagere sig i enten for den enkelte eller for en menighed, så vil vi uendeligt gerne høre fra jer, for vi håber meget, at det vil lykkes at skabe noget i 2028, men der skal folk til – mange endda.

Tak for arbejdet – og for fællesskabet

Som jeg startede med, har det været et meget arbejdsomt år. Jeg vil gerne takke ledelse og generalsekretær Bodil for jeres store arbejde. Jeg vil også gerne takke alle jer fra menighederne, som har fulgt med, kommet med input og ændringsforslag samt har deltaget i vores onlinemøder.

Der skal bruges mange stole, når knap 200 både skal samtale og spise. Værterne fra Lai Baptist Church sørgede godt for deltagerne (Foto: Gitte Elleby)

Kongregationalisme, når det er bedst

Jeg oplever, at det allerbedste fra vores kirkesamfund virkelig har været i spil i det forløbne år. Vi har som ledelse fulgt den procesplan, som I har givet os. I har som menigheder fulgt med og givet rigtig mange indspark til vores overvejelser.

Vi har lyttet og lært og overvejet det hele, og det har givet nye vinkler og nye drøftelser. Det er kongregationalisme, når det er bedst. Jeg er dybt taknemmelig for jeres medvirken og engagement.

I det nye år ser vi ind i nye arbejdsopgaver, som jeg vil sige mere om, når vi kommer til ledelsens procesplan.

Når byrden bliver tung

Det kan godt være, vi nedsætter tempoet lidt, fordi det især for generalsekretæren og de fra ledelsen, som er i arbejde, har været lidt voldsomt. Bodil har især båret en stor byrde. Hun er ikke med i dag, fordi byrden for alle mennesker kan blive for tung og svær – så vi håber, lidt hvile giver hende kræfter til at komme snart tilbage.

Mangfoldighed med indbyrdes kærlighed

Der er dog en ting, som jeg håber kan bringes fra den nuværende ledelse til den næste, og det er, at vi – trods teologiske og kulturelle forskelle – altid har kunnet tale med hinanden med tryghed og åbenhed. Selv når vi har sagt ting, som aldrig har nogen gang på jord, eller som har udtrykt forbigående frustration eller måske endog sorg eller vrede, har vi haft en gensidig kærlighed og respekt, så vi har kunnet bære hinanden og bære over med hinanden. Det håber jeg fortsætter i det nye konferenceår.

Og jeg håber også, at det vil være gældende for BaptistKirken både nationalt og lokalt. Vi bliver aldrig ens og skal ikke være det. Vores kirkesamfund er kendetegnet ved stor mangfoldighed, men skal også være kendetegnet ved indbyrdes kærlighed. BaptistKirkens menigheder og medlemmer er ikke en ens masse, men formår at arbejde sammen i enighed om det væsentlige – at bringe evangeliet ud og være i tjeneste for næsten både nær og fjern.

Et nyt bud: Elsk hinanden

Jesus sagde: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.  Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”

Det er ikke kun et bud til disciplene, men også til os.

Lad os bede om, at Jesus vil give os velsignelse til alle i vores kirkesamfund – ledelse, udvalg, menigheder og enkeltpersoner, og lad os alle huske det offer, han gav til vores liv, og løftet om at være med os alle dage indtil verdens ende.

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere

Lyt til artiklen her:

Vi bruger sjældent ordet mission, men taler om at være der for hinanden, at gøre noget for nogen, at lade ordet om Jesus’ liv og lære være levende i vores midte, at være vidner med vores liv og at lade Guds ord virke iblandt os.

Strik

Vi har gennem hele vores levetid – lidt mere end 20 år – haft fokus på Rwanda og Burundi. Flere fra menigheden har besøgt de to lande, og det har ført til stor offervilje både fra dem, der selv har været der, og dem, der er blevet fortalt om turene. Strikkedamerne har strikket gennem alle årene, og to damer har hver strikket mere end 1000 små trøjer til arbejdet i landene. Desværre er det nu svært at få de strikkede trøjer afsted, så det arbejde holder pause. Vi har samlet penge ind til kirkebyggeri og har bygget flere kirker gennem BaptistKirken.

Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene.

Strikkedamerne har også strikket til Bulgarien, men også det ligger stille nu! Det har ellers været en god måde at få kontakt til folk i byen, for mange vil gerne være med til at gøre en forskel i et land, der har meget mindre end os i Danmark. Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene. Vi har haft rigtig god kontakt til dem, så vores arbejde har bestået i at fortælle om landene, servere kaffe og hjemmebag og få tingene pakket og sendt af sted gennem Kvindenetværket.

Cafe Mandfred

Foruden strikkedamerne samler også Café Mandfred – Fred for mændene! – rigtig mange kvinder. En lørdag formiddag, hvor vi hygger os med brunch og lytter til et foredrag ofte med en kvinde med noget på hjertet eller med nogen, der har haft en oplevelse, som vi andre har godt af at høre om. Efterhånden er det blevet sådan, at der kommer kvinder fra hele Nordjylland for at være med, og det glæder os, at vi med vores arbejde her, kan gøre en forskel, så kvinder både får et fællesskab og en god oplevelse. Vi har nu kørt i 20 år, og det er de samme tre kvinder, der har været med gennem alle årene.

Tirsdagstræf har ligeledes kørt gennem alle de år, hvor vi har været kirke i byen. En gang om måneden fra september til marts indbydes byens folk til et foredrag og kaffe. Det er blevet taget godt imod, og der kommer altid en god flok!

Mad&Mening

Vi er en lille menighed med 20 medlemmer og kontakt til mange flere. Ikke mindst gennem vores Mad&Mening. Da vi flyttede i større og bedre lokaler for mere end 10 år siden, begyndte vi at lave et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Det er rigtig mange, der har lyst til en friaften fra gryderne, eller til at have nogen at spise sammen med, så det er blevet en af vores succeser. Det er hårdt, og det kræver mange i arbejde, men heldigvis er der mange, der vil være med, og med en god planlægning kører det hele på skinner.

Skærtorsdag er blevet en speciel aften for os, fordi vi efter spisningen deler nadver sammen. I år var vi 31 – heraf halvdelen fra byen – der var sammen denne specielle aften. Og ikke én gik hjem inden nadveren! Vi har ellers et løst program, hvor det eneste, der ligger fast, er spisning kl. 18 og andagt, inden vi går fra bordet. Der er stor lydhørhed, og det er nok vores bedste bud på at være kirke for byen.

Vi føler os båret og vejledt af Gud.

At være en lille kirke i en by med stort aktivitetsniveau er ikke let, men vi føler os båret og vejledt af Gud, så vi med rette kan sige, at vi er i mission – på en måde, der passer til os og vores by.

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson var præst i en – efter amerikanske forhold – lille baptistmenighed i Texas, og her havde han regnet med at skulle pensioneres fra. ”Det er der så få præster, der bliver…”, forklarede han, da vi mødtes på hans hotel i København dagen før Inspirationsdøgnet i april.

Han fortæller, hvordan han vågnede en tidlig morgen på en skiferie i 2022 med en meget klar drøm. Han skulle kontakte Rick Warren – præsten fra Saddleback med ’40 målrettede dage’ – og melde sig til en 2033-plan. Han skrev til Rick Warren i seks uger og to dage, før der var hul igennem. ”Det er aldrig en god idé at ringe til en kendt præst med en vision”, konkluderer Kyle.

Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team.

De mødtes et par gange, lidt modvilligt fra Rick Warrens side. Men den tredje gang – otte minutter inde i samtalen – spurgte han, hvor Kyle var præst: ”Jeg har været præst i 27 år i den lille by Athens i Texas”, svarede Kyle. Svaret åbnede døren. Rick Warren kunne fortælle, at 52 år tidligere kom præsten fra samme menighed, Curtis L. Mathis, til Californien og lærte Rick Warren at være evangelist: ”Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team”, svarede Rick Warren, som selv er for syg til at rejse rundt længere.

Pinsen 2033

Siden år 2000 havde Rick Warren været en del af en tværkirkelig bevægelse med en vision om at nå alle verdens folkeslag inden kirkens 2000-års jubilæum, som man er blevet enige om, er pinsen år 2033: ”Vi ved godt, at den dato ikke er helt sikker, men nu har vi den kalender, vi har…”, forklarer Kyle.

Kyle blev altså en del af teamet bag ’Finishing the Task’ – ’Afslut opgaven’ – som Rick Warrens kirke havde kaldt det. Siden da har Kyle mødt lederne af de forskellige 2033-kampagner. Få dage efter sit møde med Rick Warren kontaktede han Elijah Brown, generalsekretær i Baptist World Alliance, og stillede sig til rådighed for det, han ikke vidste, at Elijah også havde en vision for: Acts2Movement. Han havde allerede løn til de tre første år: hans gamle menighed har sat ham fri med løn. Og hans kone, Cindy, der var med i Danmark i april, droppede også sit job som børnepræst i kirken i Athens. En ny præst skulle have et ’blankt papir’ at starte på.

Kyle og Cindy Henderson

Ikke første gang

Kyle tjener nu de to 2033-kampagner og mødes med dem fra andre kirkesamfund, som har samme vision. Den reformerte kirke kalder det JC 33. Pave Leo er begejstret og den katolske kirke kalder visionen for Global 2033. Pinsevækkelsen kalder det Empowered 21. Evangelisk Alliance og Kirkernes Verdensråd er også med på vognen. 1000 forskellige bede-organisationer er med. Den lutherske og anglikanske kirke tøver.

”Det er ikke første gang, kirken har haft visionen om at nå alle verdens folk. I 1976 ville sydstatsbaptisterne fuldføre planen i år 2000. Jeg var en teenager og ville være en del af det i min kirke. ’Vi’ besluttede at fokusere på alle de områder, vi så forskelligt på, i stedet for den fortabte verden. Da jeg var 20, havde vi forladt planen. Det mislykkedes ligesom de 700 andre planer for at fuldføre missionsbefalingen”.

Nu er det første gang

Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033.

”Nu er det første gang, vi går sammen om det. Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033, og fortsætte med det fremover. Det vil være et stort skridt mod kirkens enhed”, fortæller Kyle engageret.

Han er inspireret af Kirkernes Verdensråd, som har sat to mål: ’Every tribe, every nation’, der handler om bibeloversættelser til alle sprog. Ikke nødvendigvis trykt, men eventuelt oplæst eller digitalt.

Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode.

“Jeg elsker mit arbejde. Jeg har fået fortalt, at andre kirker var onde og forkerte, men jeg har fundet ud af, at meget af det, jeg har hørt, ikke er sandt. Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode”, slutter Kyle, der regner med at skaffe sin egen løn og fuldføre opgaven frem til pinsen 2033.

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden

Find flere

Lyt til artiklen her:

Når efteråret 2026 nærmer sig, bliver Tro i bevægelse konkret i BaptistKirken. Fra søndag den 30. august 2026 er menigheder og enkeltpersoner inviteret til at tage del i en fælles bibellæseplan, en prædikenserie over syv søndage og en fornyet samtale om, hvordan tro bliver til bevægelse i hverdagen.

Tro i bevægelse er ikke endnu et nyt projekt, der skal lægges oven i alt det andet, der foregår i kirken. Det er en invitation til at finde sprog, retning og fornyet frimodighed i det kald, kirken har fået i missionsbefalingen i Matthæusevangeliet kapitel 28.

Acts2Movement er et initiativ fra Baptist World Alliance (BWA) – baptisternes verdensorganisation. Ideen forbinder lokale menigheder i Danmark med baptister i hele verden. Målet er, at både enkeltpersoner og menigheder bliver opmuntret og inspireret til at gå nye veje i mission i lokalområdet.

Fem stier ind i hverdagen

Kernen i både BWA’s Acts2Movement og BaptistKirkens danske udgave, Tro i bevægelse, er de fem stier: Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien.

Bibelstien handler om at lade Bibelen få plads og betydning i hverdagen. Vidnestien handler om at fortælle troværdigt om troen. Nabostien retter blikket mod de mennesker, vi lever tæt på. Omsorgsstien sætter fokus på tro, der viser sig i handling over for medmennesker. Og Frihedsstien minder os om, at religionsfrihed ikke er en selvfølge.

Tilsammen peger de fem stier på, at mission begynder lige dér, hvor vi bor, arbejder, går i skole, mødes og deler hverdag med andre.

Tro i bevægelse skal hjælpe os til at komme i gang, så missionsbefalingens ord bliver til liv i relationer, samtaler og konkrete handlinger.

Der er udarbejdet en oversigt over de fem stier til både enkeltpersoner og menigheder. Den viser, at engagement kan se forskelligt ud. Nogle tager de første skridt. Andre løber længere. Nogle oplever, at de får mod til at svæve. Udtrykkene gående, løbende og svævende er inspireret af Esajas’ Bog kapitel 40, vers 31 og skal minde om, at ikke alle skal gøre det samme – men alle kan tage et skridt.

Oversigten kan hentes her.

To nøgleaktiviteter i efteråret 2026

Den 30. august 2026: Start på fælles bibellæseplan
Baptister begynder at læse Bibelen efter en ny fælles bibellæseplan. Der bliver udviklet en gratis app til mobiltelefoner som støtte, men man kan også deltage uden appen. Læser man to kapitler om dagen, kommer man gennem hele Bibelen på to år.

Den 30. august til den 11. oktober 2026: Syv søndage med Acts2Movement – Tro i bevægelse
Menigheder bruger syv fælles prædikentemaer med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 2. Serien opmuntrer og engagerer menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Et kors som påmindelse

Som en konkret opmuntring er der udarbejdet et foldbart Tro i bevægelse-kors. Tag korset med i tasken eller brug det som bogmærke i Bibelen. Brug det som en daglig påmindelse om kaldet til at gå ud med evangeliet.

Menigheder kan få korsene tilsendt. Spørg i din lokale menighed, om der er kors på vej – eller tag initiativ til, at menigheden får nogle tilsendt.

Du kan se korset her.

Baptister læser Bibelen

Den første store fælles aktivitet begynder søndag den 30. august 2026. Her begynder baptister i hele landet at læse Bibelen sammen.

Baggrunden er enkel: Baptister læser Bibelen. Derfor er der udviklet en fælles bibellæseplan. Den er tænkt som en konkret hjælp til daglig bibellæsning og læsefællesskab om Bibelen.

Den 30. august kan du begynde at bruge en ny, gratis app til telefonen. Den gør det lettere at følge med i bibellæseplanen. Du læser fortsat i din fysiske bibel, og derfor kan du også være med uden appen. Den er tænkt som støtte, ikke som forudsætning.

Planen lægger op til, at du læser ét eller to kapitler om dagen. Læser du to kapitler dagligt, kommer du gennem hele Bibelen på to år. Du kan følge planen alene, sammen med mennesker, du allerede kender, eller sammen med mennesker, du ikke kender endnu. Appen hjælper med at forbinde dig til andre læsere.

På den måde bliver bibellæseplanen både en personlig praksis og en mulighed for fællesskab.

Syv søndage med fælles retning

Tro i bevægelse opfordrer menighederne til at bruge en fælles prædikenserie over syv søndage fra den 30. august til den 11. oktober 2026. Serien tager udgangspunkt i Apostlenes Gerninger, kapitel 2, og den skal opmuntre og engagere menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Prædikenserien samler flere af de centrale spor i Tro i bevægelse: Bibelens betydning, det personlige vidnesbyrd, troens handlinger, kærlig opmærksomhed, tvivl, valg og fælles mission. Første søndag falder sammen med starten på den fælles bibellæseplan og sætter fokus på kirkens store kald frem mod 2033: at nå hele verden med evangeliet inden kirkens 2000-års fødselsdag.

Derefter følger seks søndage, hvor menighederne får mulighed for at arbejde videre med, hvordan troen bliver konkret i ord, relationer og handling. Serien slutter den 11. oktober med understregningen af, at kirken ikke står i opgaven alene eller i egen kraft, men er sendt på fælles mission med Helligåndens hjælp.

Læs mere om prædikenserien her.

Hvad er næste skridt?

Acts2Movement – Tro i bevægelse bliver konkret i efteråret 2026. Men bevægelsen begynder allerede, når vi spørger os selv og hinanden: Hvilket skridt kan vi tage?

For nogle er det første skridt at begynde på bibellæseplanen. For andre kan det være at tage de fem stier op i menighedsrådet, i en smågruppe eller ved kirkekaffen. Nogle vil bruge prædikenserien som anledning til samtale om mission i lokalområdet. Andre vil bruge opfordringen til at kontakte deres naboer eller vise kærlig opmærksomhed over for mennesker, der har brug for omsorg.

Tro i bevægelse er ikke et program. Det er en invitation til at lade troen få retning, krop og handling – dér, hvor vi er sat i verden.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere

Lyt til pinseinspirationen:

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!

Find flere

Skriv til webredaktion@baptist.dk, hvis du mener, der mangler noget.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien! (præsentation af appen Bibelstien)
Tro i bevægelse – Livsforvandling gennem bibellæsning (Bibelstien)
Tro i bevægelse – At vidne (Vidnestien)
Tro i bevægelse – Naboskab – om at bede for nabolaget (Nabostien
Tro i bevægelse – Omsorg begynder med at standse op (Omsorgsstien)
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura (Frihedsstien)

Tro i bevægelse – Helt almindelige mennesker. Baggrund og opdatering juli 2026.
Tro i bevægelse – ‘Gud gav Kyle en drøm’. Portræt af Kyle Henderson
Tro i bevægelse – Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
En visionær plan for verdensmission

Acts2Movement – Læs mere om Baptist World Alliances initiativ:

Meget mere information om den verdensomspændende bevægelse blandt baptister på https://acts2movement.org/

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere

Lyt til artiklen:

I sommer var vi ni fra Roskilde Baptistkirke, som bl.a. besøgte Rubura, Musema og Kirundo. I Rubura blev vi den første aften mødt af et meget bevægende syn, da vi gik efter lyden af trommer og sang i den nærliggende kirkesal.

Menighedens 25 forbedere havde lagt måtter ud, smidt skoene og dansede, bad og sang for Herren i et hjørne af salen. Midt i ekstrem fattigdom, altødelæggende korruption og et de facto diktatur proklamerede de, at Jesus er Herre, og at Hans kærlighed altid vinder til sidst!

Sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Sådanne oplevelser indrammer international mission på fornemste vis. Vi kan komme med gode folk, vigtig viden og relevante ressourcer, men sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Missionsarbejde er win-win, og vi oplever en stor velsignelse gennem vores engagement. Hvert år investerer Roskilde Baptistkirke en kvart million kr. i Burundi og Honduras, og vi sender til stadighed teams ud til begge lande for at holde liv i visionen i vores menighed. På rejserne forsøger vi altid at have unge med for at give hjertet for mission videre til næste generation.

Bekæmpelse af uretfærdighed lokalt og nationalt igennem lokale menigheder

Jakob Vagner underviser på præsteskolen i Rubura.

I Honduras støtter vi projekt Timoteus, der arbejder med mentorordninger for tidligere børnehjemsbørn, Youth for Honduras, der arbejder på værdige liv for børn og unge og Association for a More Just Society, der modarbejder korruption på et strukturelt niveau.

I Burundi arbejder vi bl.a. med udgivelse af en læringsapp for fødselshjælpere, udgivelse af teologiske bøger på lokalsproget, undervisning på præsteskolen, sundhedsorienteret forskning, støtte til menighedsplantninger og støtte til udstødte stammer.

Mission i Danmark

Herhjemme yder vi missionsbistand bl.a. gennem fast økonomisk støtte til en menighedsplantning i Nakskov. Derudover mødes folk fra Roskilde her i kirken bl.a. til familienetværk, gospelkor, legestue og flere andre samlinger i løbet af ugen for børn, unge, voksne og ældre. Søndag eftermiddag mødes en større gruppe ukrainere til gudstjeneste og fællesskab.

Oplevelserne tvinger os

Bedemødet i Rubura endte med, at teamet måtte smide skoene, danse og bede sammen med vores burundiske trossøskende. Det var ikke noget kønt syn, men det er oplevelser, der altid vil være i vores hjerter, og det ’tvinger’ os til at blive ved med at rejse midler, sende teams og investere i mission.

Victorias møde med Burundi

At være til stede i et af verdens fattigste lande er svært at beskrive. Jeg var i sommer i Burundi med et team fra Roskilde Baptistkirke, fortæller Victoria Zielke Johannsen.

Trods min bevidsthed om fattigdom og uretfærdige forskelle, og min forforståelse – der bl.a. kom fra bemærkninger som ”husk på de sultne børn i Afrika” eller ”husk at være taknemmelig for det, du har” – var det en øjenåbner at se en virkelighed, der var så langt fra min hverdag i Danmark. Jeg så elendigheden, de støvede veje, huse bygget af jord, motorcykler med fem mennesker – og børn, der bar spædbørn langs farlige veje. Men at møde menneskene, fællesskabet, næstekærligheden og troen på Jesus var så berigende, at jeg dagligt længes efter at komme tilbage.

Victoria i Burundi.

At dele vælling ud

Den første aften i Rubura var vi med til at dele vælling ud til børn og kvinder, som stod i en lang kø med deres små kander for at få to kopper vælling, nok til to dage. Overalt hvor jeg kiggede, blev mit blik mødt af sultne mennesker, bare fødder og bedende øjne, der kiggede langt efter mere vælling. Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage og følte, at jeg ved min blotte tilstedeværelse som muzungu – en ’fremmed’ – fra Danmark hoverede med min velstand over for dem, som ingenting ejer.

Det vildeste bedemøde

Deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden.

Men den aften blev vi vidne til det vildeste bedemøde, hvor Guds nærvær ikke var til at tage fejl af. Lovprisningen til vores Far i himlen var enestående. Der blev bestemt brugt mere energi på dans og sang end den, der kom fra en lille kop vælling, og jeg er overbevist om, at deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden. Smukkest af alt var, da jeg fandt ud af, at deres lovprisning blot var udtryk for taknemmelighed over, at solen var stået op den dag.

Besøg på fødeklinikken.

Fokus på Gud

I Burundi lærte jeg, hvordan ydmyghed og hengivenhed til Gud, kan få alle ud af det mørke, som omgiver dem. Ved bedemødet i Rubura blev der rettet fokus mod det hellige, det evige – fremfor imod udfordringerne lige foran dem. Jeg beundrer menneskene i Rubura for, at de formår at rette fokus mod Gud og skabe rum til dans og lovsang, selvom de er blandt de dårligst stillede mennesker i verden. Det vil jeg huske på, når jeg synes, at 3.g er hård. Som mine venner i Burundi, husker jeg, at der er uendelig glæde og styrke at finde i troen, og at man formår alt i Ham, der giver kraft.

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?

Find flere