Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost

Find flere

Læs eller lyt til artiklen her:

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde

Find flere

Lyt til artiklen:

Inspirationsdøgnet på Hotel Trinity i Fredericia får besøg af Kyle Henderson, der siden 2024 har været ”director” for Acts2Movement i Baptist World Alliance (BWA). Han vil opmuntre lokale menigheder til at se deres liv og mission som del af et større globalt fællesskab, hvor kristne på tværs af landegrænser står sammen om bøn, evangelisation og discipelskab.

Kyle Henderson (Foto: BWA)

Fra lokalpastor til global rolle

Kyle Henderson kommer ikke til Fredericia som konsulent fra BWA med et færdigt program i kufferten. Han har i mange år arbejdet som præst i lokale menigheder og kender menighedslivets rytme indefra. Før han fik sit nuværende job i BWA, var han i 27 år præst i First Baptist Church i Athens i Texas. Her arbejdede han både med kunst og multimedier i gudstjenesten og med at styrke menighedens økonomi. Som formand for byens ”race-taskforce” var han også med til at samle kirkerne i Athens i arbejdet for et mindre splittet samfund.

Den 2. marts 2023 vågnede Kyle Henderson efter en drøm, hvor han talte med Rick Warren, stifter af Saddleback-kirken i Californien, om at være med til at ”afslutte opgaven” (på engelsk: Finishing the Task). På det tidspunkt havde de to mænd aldrig mødt hinanden! Drømmen blev begyndelsen på et samarbejde i en global bevægelse, hvor kirker, organisationer og enkeltpersoner arbejder for, at alle mennesker inden 2033 får adgang til Bibelen, et kristent vidnesbyrd og et lokalt fællesskab på deres eget sprog.

I 2024 blev Kyle Henderson ansat i BWA som ”director” for Acts2Movement. Med initiativet vil BWA mobilisere 53 millioner baptister i 138 lande omkring fem centrale spor: Bibelen, vidnesbyrd, omsorg, naboen og frihed til at tro.

Kyle Hendersons baggrund giver ham en særlig stemme i samtalen om mission. Han taler ikke kun som strateg eller konsulent, men som en person, der har stået midt i det konkrete kirkeliv i mange år.

Forklaringen…

Acts2Movement er en genial titel. Frit oversat: Handlinger til bevægelse. Det giver ikke mening. Den dybere mening er ordspillet på engelsk, hvor Acts er Apostlenes Gerninger, 2 er kapitlet, hvor pinseunderet er beskrevet og hvor 3.000 mennesker tog imod budskabet. Titlen er både en reference til bibelen og en opfordring til at handle og sætte kirken i bevægelse!

Ikke et nyt program

Henderson understreger, at Acts2Movement ikke først og fremmest er endnu et kirkeligt program. Tværtimod beskriver han det som et forsøg på at genopdage noget oprindeligt:

”Acts2Movement handler ikke så meget om at skabe noget nyt, som det handler om at genopdage noget originalt – det Åndsrige, relationelle, udadvendte liv i den tidlige kirke,” skriver Kyle Henderson til baptist.dk.

På globalt plan håber han derfor ikke først og fremmest på organisatorisk succes, men på en åndelig bevægelse, hvor almindelige troende lever evangeliet naturligt og trofast i deres hverdag.

Et budskab til Danmark

Når Kyle Henderson møder deltagerne på Inspirationsdøgnet, vil hans budskab ifølge ham selv især kredse om tre ord: formål, opmuntring og invitation.

Det første handler om kald og retning: Hvad er det, Gud kalder kirken til lige nu?

Det andet handler om at få øje på det, der allerede sker. Henderson peger på, at Gud også virker i Danmark gennem stille og trofaste fællesskaber, som måske ikke skaber store overskrifter, men som har betydning i Guds rige.

Og det tredje handler om invitation. Ikke til at overtage et færdigt koncept, men til at træde ind i en fælles global rytme med fokus på bøn, evangelisation og discipelskab – særligt i perioden mellem påske og pinse.

Henderson understreger samtidig, at Acts2Movement ikke er noget, der bliver sendt til Danmark fra BWA.

”Det er ikke noget, der bliver sendt eller bragt til Danmark, men noget, vi håber at opdage sammen med Danmark,” skriver han.

“… a lens, not a layer”

Et af Hendersons stærkeste billeder er, at Acts2Movement skal være “a lens, not a layer” (dansk: en linse, ikke et lag).

Med det mener han, at Acts2Movement ikke skal lægges oven på kirkernes liv som endnu en aktivitet eller endnu en strategi. I stedet skal det hjælpe menigheder med at se deres eksisterende arbejde i lyset af missionsbefalingen og den større globale sammenhæng.

For danske baptister håber han, at det kan styrke både identitet og frimodighed: at også små menigheder har en reel og vigtig plads i Guds globale fortælling. I et større billede håber han, at Acts2Movement kan blive en bro mellem forskellige kristne traditioner, fordi initiativet samler om en fælles mission.

Begyndelsen på relationer

Kyle Hendersons forventninger til mødet i Danmark rækker derfor ud over selve Inspirationsdøgnet. Han håber, at besøget kan blive begyndelsen på nye relationer.

Han ønsker at lytte til danske baptisters behov og svare på måder, der kan støtte det, Gud allerede har lagt på hjerte hos menigheder og ledelse. Og han understreger, at Acts2Movement ikke er en kampagne, men et samarbejde.

Det er med andre ord ikke styring, branding eller centralisering, der er målet. Målet er at skabe plads til fælles retning og initiativ, uden at lokale kirker mister deres særpræg.

Når Henderson i næste weekend gæster Inspirationsdøgnet i Fredericia, kommer han ikke kun for at præsentere et internationalt initiativ fra BWA. Han kommer også for at invitere danske baptister ind i en samtale om, hvordan lokal trofasthed og global mission hænger sammen.

Læs mere på baptist.dk:
“Trosfrihed er mere end jura” om trosfrihed i Danmark og Myanmar af Biak Chin Par Lian(Chin Chin)
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Jeg er begyndt at reflektere over, hvad der sker med en kirke, der taler den sekulære verdens ledersprog helt perfekt – fuldstændigt uden mislyde.

Ord skaber mening. Sprog former kultur. Også i kirken. Når vi tager omverdenens ledersprog ind, kommer vi let til at forstå kirken som en organisation ligesom andre organisationer: Vi skal have mission, vision og handlingsplaner på plads, så der kan ledes, styres, udvikles og optimeres.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at “Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.”1

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, også risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

1 Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission

Find flere

Lyt til artiklen:

Allerede på vej ind i kirken møder gæsterne duften af gran og mærker julestemningen. Udenfor kirken er juletræer pyntet med lys. Det er umuligt at passere på den trafikerede vej ved kirken uden at opdage, at der sker noget særligt i dag.

Julemarked med plads til børnene (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Indenfor møder gæsterne et kirkerum i juleklæder: Flere træer, lyskæder og store papkasser pakket ind som gaver.

I kirken er der boder med alt, hvad julehjertet kan begære: Juledekorationer, kranse, grønt og hæklede, strikkede og syede ting. Børneklubberne sælger julekort, flettede stjerner og andet julepynt.

Kaffen er gratis og udenfor bliver kakaoen varmet over bål til de obligatoriske æbleskiver.

Masser af gode sager på julemarkedet i Brande (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Fra adventsfest til julemarked

”Det var virkelig hyggeligt,” fortæller Bodil Vestergaard fra menighedsrådet i Brande.
”Og noget af pynten udenfor står stadig, så folk i byen kan se, at der sker noget her.”

I mange år har menigheden holdt en traditionel adventsfest den første søndag i advent. Kaffe, kage og et velkendt program, som næsten kunne køre af sig selv. Men i år skulle der ske noget nyt.

På et menighedsmøde i foråret var der forslag om at holde julemarked i stedet for adventsfest i kirken. Forslaget fik god opbakning, og i august nedsatte menigheden en lille styregruppe.

Alle var i aktion (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

”Vi havde faktisk kun et enkelt møde i styregruppen,” fortæller Bodil.
”Vi fordelte opgaverne og gik i gang. I ugen op til julemarkedet mødtes vi nogle gange og fik det sidste på plads.”

Søndag den 23. november åbnede kirken dørene. Fra klokken 11 myldrede det ind med mennesker – trods et stort, etableret julemarked på Brandes kultursted, Remisen, samme dag. Menigheden havde frygtet konkurrencen, men oplevede i stedet, at kirken blev fyldt med liv.

Værksteder, børn og en gammel kirkedør med nyt liv

Et af de mest populære tiltag var et værksted, hvor gæsterne kunne lave deres egne juledekorationer.

”De betalte kun for lyset. Alt det grønne og resten af materialerne var gratis,” fortæller Bodil. ”I starten var der ikke så mange, der satte sig, men så kom børnefamilierne, og pludselig var der godt gang i værkstedet.”

Den gamle dørkarm blev til rustikke lysestager (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

I forbindelse med kirkebygningens 50-års jubilæum sidste år blev den gamle hoveddør udskiftet med en ny. I stedet for blot at smide den gamle slidte dørkarm ud, fik nogle af menighedens håndværkere en idé: Dørkarmen blev savet op i stykker på 20–30 centimeter og forsynet med huller til lys.

”Det er lidt sjovt, at man kan have en del af kirken stående hjemme i stuen,” siger Bodil. ”Mange fra menigheden har købt en. Vi har en med fire lys i – som en adventsstage.”

Økonomisk overskud – og støtte til piger i skole

Julemarkedet gav et pænt overskud på cirka 7.500 kroner. Det skal blandt andet bruges til BaptistKirkens projekt i Rwanda og Burundi, der hjælper unge piger i skole.

Menighedens juniorklub har støttet projektet gennem længere tid ved at lave småting til salg – og børnene har talt om, hvorfor det er vigtigt, at netop pigerne får skolegang og uddannelse.

Kakao over bål (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Fællesskab på tværs af generationer

Bodil glæder sig over, at julemarkedet også har styrket fællesskabet i menigheden.

”Det giver noget særligt, når vi har et projekt, vi varmer op til i længere tid,” siger hun. ”Mange i menigheden er gode med hænderne – håndværkere og andre praktiske folk. Når vi arbejder sammen, opdager vi nye sider af hinanden og oplever, at vi er en kirkefamilie på tværs af alder.”

På dagen var menigheden klar, og alle bidrog: Nogle bagte småkager, andre slæbte brænde, pyntede op, solgte varer eller tog imod gæster ved døren.

”Det betyder meget for fællesskabet, at vi laver noget sammen – ikke kun sidder til kaffe og kage år efter år,” konstaterer Bodil.

Endnu flere gode sager! (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

”Det var da ikke så farligt” – når julemarkedet bliver missionsmark

Et af de øjeblikke, Bodil husker bedst, fandt sted nogle dage efter selve julemarkedet.

En ung mand havde bestilt en krans på julemarkedet og kom forbi for at hente den – på en af de få dage med sne og frost.

”Han stod derude og frøs, og så begyndte han at spørge om alt muligt: Om vi går ind for helbredelse, om vi har tungetale – alle de spørgsmål, man kan have til en frikirke,” fortæller Bodil.

Siden corona-nedlukningen havde han sammen med kæresten søgt efter et nyt kirkefællesskab.

Nu stod han der på trappen – fordi et julemarked havde fået ham til at kigge indenfor i baptistkirken.

”Han sagde flere gange, at det da ikke havde været særlig farligt at være i vores kirke,” fortæller Bodil. ”Og mandeklubben lød heller ikke så farlig. Om de kommer igen, ved vi ikke. Men samtalen var vigtig – og den var aldrig opstået, hvis ikke vi havde holdt julemarked.”

Vi gør det igen

Efter julemarkedet står én ting klart: Det var ikke bare et hyggeligt alternativ til adventsfesten. Det var en ny måde at være kirke i byen på.

”Vi føler, det har været en succes,” siger Bodil. ”Vi har allerede talt om at gøre det igen næste år. Det giver bare meget mere, end hvis vi holder en intern fest, som vi har gjort på samme måde i 40 år.”

Fællesskab til julemarkedet i Brande (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Lyt til artiklen:

På Sommerstævnet i 2024 kom Marianne Christophersen til udvalget, der arbejder med at indsamle materiale til 100-års jubilæet for BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda. Hun havde et lydbånd til en spolebåndoptager, men intet kendskab til indholdet på båndet, der lå i en fin, men temmelig gammel, papæske. Udenpå sad en seddel med teksten ”Johanne og N.P. Andersen”. Udvalget sagde ”Tak, det kigger vi på…” og båndet endte på en hylde, sammen med andre ting, som ”vi kigger på.” Et års tid senere spurgte Marianne, om vi havde lyttet til båndet. Det havde vi ikke. Men nu skulle der ske noget!

En kæmpe overraskelse

Stor var overraskelsen, da det viste sig at båndet indeholdt et foredrag, hvor BaptistKirkens første missionærpar i Afrika, Johanne og N.P. Andersen, fortæller om deres udsendelse til Urundi (i dag Burundi) i 1928 og de første år på missionsmarken.

Du kan lytte med

Optagelsen fortjener at blive delt med alle, der interesserer sig for BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi. Derfor kan du lytte med her på siden: Klik blot på linket nedenfor og glæd dig til 37 minutters engageret beretning om begyndelsen på BaptistKirkens arbejde i Afrika – for næsten 100 år siden.

Af N.P. Andersens foredrag fremgår det, at foredraget bliver holdt 35 år efter rejsen til Urundi. Derfor må optagelsen være fra cirka 1963. Det fremgår ikke hvor foredraget bliver holdt. Udvalget har selv nogle bud, men du er meget velkommen til at give dit bud. Skriv i kommentarsporet eller send en mail til webredaktion@baptist.dk

Lyt til Johanne og N.P. Andersen:

Det første telt i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Den lange rejse

Optagelsen begynder med, at Johanne skildrer den lange og krævende rejse til Østafrika: Forberedelserne i Bruxelles, bådrejsen fra Genova til Dar es-Salaam, videre med tog til Kigoma på Tanganyikasøens østlige side og endelig nordpå med båd til Osumbura (Bujumbura). Herfra går turen til fods med en stor karavane af bærere ind i landet gennem bjergterræn og tæt befolkede landskaber med bananplantager.

Byggeri i Musema

Efter at have inspiceret gamle tyske missionsstationer og mulige områder for et dansk arbejde, finder ægteparret et egnet sted i Musema, hvor de sammen med lokale hjælpere rydder den overgroede høj. Det er begyndelsen til byggeri af hus, køkken, klinik og senere skole og kirke: Det hele med håndkraft og med materialer som soltørrede mursten, græs til tagene og hvad der kunne anvendes fra tidligere bygninger i området.

Arbejdet begynder

Johanne fortæller levende om de første møder med lokalbefolkningen, især de mange syge, der opsøger dem. Hun beskriver tropiske sår, underernærede børn og den første lille dreng, hun hjælper tilbage til livet – en dreng, der som voksen vender tilbage og minder hende om hendes omsorg. Skolearbejdet begynder småt, men vokser hurtigt, og især kvinderne viser stor interesse for undervisning.

Johanne Andersen med skoleklasse i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Vækst trods udfordringer

N.P. Andersen overtager fortællingen og giver indblik i sprogarbejdet og begyndelsen på det egentlige missionsarbejde. Han har fundet ud af, at de fire evangelier findes oversat til kinyarwanda (sproget i Rwanda, der ligner kirundi, sproget i Burundi) og får skaffet 50 eksemplarer fra et engelsk missionsselskab. Evangelierne er med fra rejsens begyndelse.

Senere modtager de en uvurderlig grammatik og ordbog fra en katolsk præst. Det bliver fundamentet for de første prædikener, bibelundervisning og forberedelsen af de mange unge, der strømmer til.

Han fortæller om fejl, misforståelser og sproglige komiske episoder – men også om de stærke åndelige oplevelser: de første fælles fadervor-bønner, de spirende bibelklasser og den voksende længsel hos unge mænd og kvinder efter dåb og tro.

Det andet hus i Musema – cirka 1930 (Fotorettigheder: BaptistKirken))

Den første dåb

Højdepunktet i fortællingen er den første dåb i Musema den 1. januar 1931, hvor 34 unge bliver døbt. Få dage senere, den 4. januar, bliver den første baptistmenighed i Urundi stiftet. I dag – siger N.P. Andersen i foredraget – står menigheden stadig stærkt, og nye menigheder er vokset frem.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Emil Lauge Ibsen blev født i Give i Midtjylland, og som ung blev han uddannet gartner. Han blev gift med Birte Tylleskær Jensen fra Odense. Men han fik kald som præst, og derfor flyttede parret til det daværende præsteseminarium for Baptistkirken i Tølløse. Efter uddannelsen fik Emil Lauge Ibsen sit første embede i Thylands Baptistmenighed i 1961, og derefter flyttede familien og tjenesten til Brovst Baptistmenighed. I disse år kom børnene Lone og Jens også til.

I en periode tog familien Ibsen på efteruddannelse i Rüschlikon i Schweiz, inden kaldet kom fra den daværende Østervrå Baptistmenighed i 1973. Og beslutningen blev hurtigt taget om at flytte til Østervrå, endda så hurtigt, at det hjem, som Emil Lauge Ibsen boede i resten af sit liv endnu ikke var bygget færdigt. Så det var heldigt at kirkens ungdomslokaler kunne bruges som midlertidig bolig for familien.

De faldt rigtig godt til i Østervrå, hvor Birte arbejdede som lærer på skolen, mens Emil passede sin præstegerning med stor flid og altid god støtte fra sin kone!

I alle årene var Emil Lauge Ibsen også aktiv i Baptisternes Afholds Mission. I en del år endda som formand for BAM. Og han var i den forbindelse også med til at danne det kristne hjælpecenter ”Kildegården” i Ryslinge på Fyn.

Det var en stor glæde for præsteparret, at begge børn engagerede sig tidligt i mission, Lone i Nepal og Papua New Guinea og Jens i Kina, i USA og i Thailand blandt andet.

I 1995 var det tid til at give præstegerningen i Østervrå Baptistmenighed videre til yngre kræfter. Men selv om den lønnede tjeneste ophørte, og Emil Lauge Ibsen senere mistede sin elskede kone, stoppede hans engagement i kirken ikke. Heller ikke, da kirken flyttede til Sæsing og blev til Kirken i Kulturcenter Vendsyssel!

Især elskede han seniorarbejdet i ”Netværkscaféen”, hvor han stod i spidsen for mange hyggelige formiddage. Han tog også ivrigt del i bønneaftener og i vækstgrupper. I øvrigt stod han og Birte i spidsen for dannelsen af de første Vækstgrupper i menigheden helt tilbage i 1980. Og vækstgrupperne har fungeret siden i forskellige udgaver.

I løbet af de sidste par år skrantede helbredet mere og mere, og i de sidste måneder kunne han ikke længere gå. Han var dog for det meste klar og ville gerne have besøg. Og ingen var i tvivl om, at han var en ”Guds mand” og en ”Kirkens mand”, heller ikke de mange sygeplejersker og SOSU assistenter, der kom i hjemmet i de sidste år!

Så sent som lørdag eftermiddag talte han med begge sine børn, inden han faldt i søvn og derfra gled ind i evigheden!

Emil Lauge Ibsen overleves af de 2 børn, 2 svigerbørn og 4 børnebørn samt oldebørn.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 05. dec. 2025 - Julemarked i Brande: Nyt initiativ fyldte kirken

Find flere

Lyt til artiklen

At skrive menighedshistorie kan let ende i tørre årstal og kedelige referater fra menighedens protokoller. Men ”Mere end en kirke”, Torben Lunds nye bog om Korskirkens historie, viser, at det lokale menighedsliv rummer langt mere end regnskaber, årstal og støvede beretninger. Bogen giver en grundig og samtidig levende fortælling om, hvordan en baptistmenighed i storbyen fandt sin form i en tid med store forandringer i samfundet.

Mere end en kirke

170 sider, hæfte, kvadratformat (21 x 21 cm)
Tekst og redaktion: Torben Lund
Omslag, layout og redaktionel tilpasning: Anker Lundegaard
Forsidetegning: Eddy Bøgh Brixen
Korrektur: Lene Brixen
Sats: Palatino Linotype
Tryk: SOLO Grafisk A/S , Nørresundby
Udgivet af Korskirkens Baptistmenighed 2025
Pris: 200 kr. ved køb i Korskirken + fragt ved bestilling: 70 kr. I alt 270 kr. ved bestilling. Betaling til mobilepay 20575856 (Skriv i bemærkningsfeltet: Bog 2)
Bestilling: Per e-mail til Torben Lund på mail: torben@tl-lund.dk.

En fortsættelse af fortællingen

Bogen bygger videre på forgængeren ”Fra brændselskælder til Korskirke”, der udkom i 2023 og dækkede perioden 1939–1959. Den nye bog tager tråden op og fører os gennem de næste 25 år, opdelt i femårsperioder. Den kronologiske opbygning kan virke begrænsende for fortællingen om de enkelte arbejdsgrene, men den giver samtidig et opslagsværk, hvor man kan følge menighedens samlede udvikling skridt for skridt.

Klip fra kirkebladet ”Kontakt med Korskirken” og fra årsberetninger er en af bogens store styrker. Her bevæger vi os virkelig fra det støvede referat og de tørre tal til at fornemme stemningen og mærke det levede liv i menigheden.

Spejdere og førere i Herlev (Foto: Privat)

Fra protokol til fortælling

Bogen er skrevet i en meget nøgtern stil. I høj grad får anekdoter og ”øjenvidne-beretninger” lov til at fortælle, når der er dramatik. Det gælder i særdeleshed beretningen om pigespejdernes sommerlejr i 1960 på Bornholm. Torben Lund skriver: ”… lejren til Bornholm fik desværre et dramatisk forløb.”

Historien var, at næsten alle deltagerne inklusive den indbudte patrulje fra Frederiksberg fik alvorlig maveforgiftning. Nogle blev indlagt og en enkelt endda opereret for blindtarmsbetændelse inden den korrekte diagnose blev stillet! Men så tog begivenhederne fart. Solveig Østerlund fra patruljen ”Mongoerne” fortæller:
”Da embedslægen havde lukket lejren, blev de piger, der var mest syge, anbragt i en hytte, de mest syge på bordene, og resten måtte ligge på gulvet. De børn, der var mindre syge, blev sat til at pille lejren ned. Jeg var med til at pakke lejren ned i løbet af natten.”

Solveig slutter sin beretning om færgeturen hjem: ”Da vi kom ind til Københavns havn, stod min mor dernede for at hente mig. Da jeg kom hjem, havde jeg 40 i feber. Jeg var hamrende syg… ”

Ungdomskoret Tempus (Foto: Privat)

Musikkens spillede en stor rolle i hele menighedens liv

I alle bogens afsnit fylder musikken meget. Der er fortællinger om alle menighedens kor. Strengekoret begyndte allerede i Mørkhøjtiden i 1957-1958 med guitarer, mandoliner og klaver. Allerede i 1959 fulgte Kirkekoret. Som enhver ordentlig menighed med respekt for sig selv fik Korskirken også et hornorkester. Senere fulgte en utrolig række af musikinitiativer: Spejderkor, søndagsskolens musikkor, gospelkoret Tempus, spejderpatruljebandet Totems og beatgruppen Acta.

Initiativerne kom og gik. Ofte afhængig af om der var kræfter til at drive arbejdet: I 1966 skrev korleder Jørgen Riis i årbogen, at Kirkekoret talte 27 medlemmer eller 1/6 af menighedens medlemmer. I begyndelsen af 1980’erne var der godt gang i børne- og ungdomskor, men menigheden manglede et ”voksenkor”. Derfor var det glædeligt, at Lene Brixen kunne skrive i årbogen:
”1983 var året hvor kirkekoret kom op igen! Efter en pause på 3½ år tog Jørgen Riis igen gerningen op som dirigent…”

Korskirkens kirkekor (Foto: Privat)

En menighed i brydningstider

1960’erne og 1970’erne var en tid med opbrud i samfundet. Det smittede af på arbejdet i Korskirken, der blev selvstændig menighed i 1963. Der kom fokus på ungdomsarbejdet: Ungdomsforening og senere klubarbejdet, som nogle dog syntes blev for verdsligt – men børnene væltede ind. Der blev eksperimenteret med gudstjenesteformen, nye musikformer blev afprøvet, der kom strøm på guitaren og ”de unge lærte at klappe på 2. slaget, som den slags skal gøres.”

Ungdomsforeningen holdt debataftener om så forskellige emner som ”frikirkelig konfirmation” og ”for eller imod NATO”. De unge besøgte den katolske kirke i Herlev og mormonerne i Søborg og der blev holdt ”Gospel Nights” med lokale beatgrupper og et emne som ”Himmel, helvede og hash” – dog styret af menighedens præst Per Nørgaard.

I slutningen af 1960’erne gik de unge nok over stregen: Musik af Bob Dylan og Frank Zappa blev ledsaget af psykedeliske lysbilleder. Det vakte både begejstring – og forargelse. I bogen får man indtryk af, at Korskirken var en menighed med højt til loftet og mulighed for tilgivelse, når man ramte loftet!

KirkespilKredsen

Mange af de aktiviteter, der omtales i bogen, er kendt i næsten alle baptistmenigheder: Søndagsskole, spejder, ungdomsforening, kor osv. Men en enkelt aktivitet skiller sig ud fra mængden. I mere end 40 år opførte KirkespilKredsen kirkespil i menighedskredse, folkekirker, frikirker og fængsler i både indland og udland. Mange af kredsens medlemmer kom fra Korskirken og i flere årtier havde kredsen hjemsted i Korskirken. Gennem årene blev det til mere end 650 opførelser.

Tre præster – fra venstre: Finn Basnov, Per Nørgaard og Børge Bech (Foto: Privat)

Det ”Afsluttende afsnit”

Bogen er forsynet med et ”Afsluttende afsnit” med mange nyttige statistikker og kildeoversigter. Her får ”Det pneumatiske orgel” sit helt eget afsnit. Det samme gør menighedens første forstanderpar, Inga og Børge Bech. Jette og Per Nørgaard har også fået et afsnit. Per var i 22 år næsten synonym med Korskirken. Hans tilgang til jobbet kan man måske læse ud af et par passager i årbøgerne: ”Selvfølgelig giver livet også problemer. Men ser vi det med Guds øjne bliver de til muligheder,” og ”Endnu er de opgaver, Han stiller foran os, forklædte velsignelser.”

En refleksion

Det er tydeligt, at Korskirken ligesom alle andre menigheder i samme periode havde stort fokus på aktiviteter. Det var gennem aktiviteter evangeliet skulle ud til mennesker. I tiden var der en udbredt tro på, at aktiviteter automatisk skabte relationer – og gennem relationerne ville kirken vokse. Sådan er det ikke gået: Trods en stor arbejdsindsats gennem mange år har hverken Korskirken eller andre baptistmenigheder generelt oplevet voldsom vækst. Korskirkens historie som fortalt i ”Mere end en kirke” giver i høj grad anledning til refleksion over den måde, vi har været og i mange tilfælde fortsat er menigheder på.

En bog der fortjener at blive læst

”Mere end en kirke” er velskrevet i et let læseligt sprog og spækket med detaljer og anekdoter. Den er et uvurderligt opslagsværk for Korskirkens medlemmer, når historien skal fortælles. Men den rækker også ud over det lokale. For alle med interesse for frikirke- og kirkehistorie er bogen et levende vidnesbyrd om, hvordan tro, fællesskab og mod til fornyelse formede en menighed i en tid med forandring. Den viser, at Korskirken altid har været mere end en bygning. Den var fra 1959 til 1985 og er stadig et fællesskab af mennesker på vej.

Relateret

• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked

Find flere

Lyt til artiklen:

På synoden i Sæsing fortalte sociolog Thomas Willer, hvordan ”platformskulturen” gør os til usikre mennesker og hvor svært det er at rive sig fri af gamle traumer. Teolog og projektleder Louise Bylund tog os med ind i et børneunivers, hvor der mangler et sprog for tro både blandt børnene og de voksne.

Mål for menneskers værdi

Thomas Willer indledte med personlige refleksioner fra sin opvækst i BaptistKirken: Fra det første kys, EM-finalen i 1992 til et budskab om, at han aldrig ville blive forkynder. Erfaringer, der ligger til grund for Thomas spørgsmål: Hvordan reagerer kirken i en kultur, hvor menneskers værdi måles i synlighed og andres anerkendelse?

Thomas pegede på et paradoks i dansk kirkeliv. På trods af mange menneskers åbenlyse åndelige længsel – fra den succesrige familiefar, der føler sig åndeligt tom til narkomanen Hassan, som i desperation råber til Gud på gaden – oplever frikirkerne ingen vækst. De seneste 100 år har frikirkerne ikke tiltrukket flere medlemmer – tværtimod. Thomas påstod, at kirkens budskab ikke når ind i hverdagslivets dybeste længsler.

”Platformskulturen”

Thomas fortalte, at en af de vigtigste årsager til udfordringen er “platformskulturen.” En kultur, hvor menneskers værdi konstant vurderes ud fra andres reaktioner. Resultatet er skrøbelige individer, der er fanget i en evig jagt på synlighed og bekræftelse.

“Vi bliver afhængige af ’likes’ og opmærksomhed på sociale medier. Vi lever i en vedvarende kamp for anerkendelse,” forklarede Thomas.

Ifølge Thomas er det næsten umuligt at bryde med platformskulturen: Behovet for andres accept er dominerende.

Thomas Willer på synode 2025

Kirkens alternativ

Den gode nyhed er – ifølge Thomas – at kirken kan tilbyde et radikalt andet perspektiv. Evangeliet fortæller en anden historie om menneskets værdi og identitet:
“Vi er altid allerede elsket ubetinget af Gud. Vores værdi afhænger ikke af egne præstationer eller andres meninger.” Budskabet er, at den kristne identitet rummer potentialet til at frigøre os fra platformskulturens konstante usikkerhed.

Selverkendelse er nødvendig

”Det kræver imidlertid ærlig selverkendelse at nå dertil”, påpeger Thomas. Han fortæller, hvordan hans egen selvforståelse blev formet: Som ung forkynder fik han af sin leder og mentor at vide, at han ikke havde evnerne til at forkynde. Denne afvisning blev til et traume, der påvirkede ham i mange år.

Thomas forskning viser, at mange kristne forkyndere ubevidst handler ud fra egne traumer og smertepunkter i livet. Selvindsigt er afgørende for at forstå, hvad der driver os.

Afslutningsvis understregede Thomas, at selvindsigt og strategi ikke alene skaber forandring:
“Vi må invitere Helligånden ind i vores liv og fællesskaber. Kun Ånden kan samle de knogler, som Ezekiel taler om, og skabe nyt liv.”

Løsningen på kirkens og menneskets dybeste længsler findes ikke i flere ’likes’ – men i at finde hvile i Guds ubetingede kærlighed.

Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro

Troen mangler et sprog

”Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro. Det er på niveau med samtaler om sex og porno – og det er et problem,” mente Louise Heldgaard Bylund.

“Tro er blevet en privatsag,” forklarede hun, “og derfor er det ikke et naturligt samtaleemne i hjemmet.”

Blandt jævnaldrende er tro også et sjældent samtaleemne. Ifølge bogen ’Jagten på frirum’ [1]taler kun 1–2 procent af de unge om tro med venner.

“De mangler sprog for at tale om tro. Det skal vi som voksne hjælpe dem med at finde,” sagde Louise.

Louise Bylund på synode 2025

Behov for udvikling af det åndelige sprog

Louise fortalte om psykolog Dorte Toudal Viftrup, der har undersøgt børn og unges behov for åndelig udvikling. Hun finder, at der er et behov – på linje med behov for sproglig og fysisk udvikling. Mens vi har talepædagoger og fysioterapeuter til at hjælpe med at udvikle sprog og fysik, står de unge ofte alene, når det handler om tro. De lærer sjældent det åndelige sprog i hjemmet eller skolen – det kræver en mere aktiv formidling.

“Vi skal ikke være eksperter eller mini-præster,” understregede Louise med erfaring fra sit job som projektleder i ´Det med Gud’ og fortsatte:
“Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på – og turde sige, når vi ikke forstår alting.”

En ærlig og menneskelig tilgang, der åbner mulighed for, at børn og unge kan spejle sig i voksne og finde deres egne ord og erfaringer.

Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på

’Det med Gud’

I projektet ’Det med Gud’ [2]arbejder Louise med fire enkle principper:

• Andagter kan formes på mange måder
• Forkyndelse må aldrig opleves som en sur pligt
• Man behøver ikke være ekspert
• Man deler det, man selv tror på

Louise mindede også om betydningen af de sekundære voksne – bedsteforældre, ledere og andre voksne i de unges liv.

Mange unge møder ikke længere voksnes tro i hverdagen, og derfor bliver de sekundære voksnes stemmer endnu vigtigere.

Bliv en sekundær voksen!

Louise sluttede sit indlæg på synoden med et spørgsmål og en opfordring.
”Hvor og hvordan kan vi være de voksne, der ikke viger udenom troens samtale – men møder de unge i den?” spurgte Louise og fortsatte:
“Hvor og hvordan kan du være en sekundær voksen, der deler liv og tro med børn og unge?”

[1] ”Jagten på frirum” af Simon Haugegaard & Søren Østergaard. Forlag: Ungdomsanalyse. ISBN 9788797088913

[2] https://www.detmedgud.dk/ – et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Lyt til artiklen:

Oplægget til nye værdier havde allerede inden synoden i Kirke- og Kulturcenter Vendsyssel givet anledning til megen debat: Trosfæller imellem, i menighederne og ved lederdagene i Tølløse, Rebild og Ringe. Selv om deltagerne for de flestes vedkommende kom med stor livserfaring, fornemmede man alligevel en vis nervøsitet blandt deltagerne. Ingen var i tvivl om, at synoden kan få stor betydning både for den enkelte menighed og for hele BaptistKirken.

Ulla Holm fra sekretariatet og formand Vibeke Dalsgaard er klar til synode 2025 (Foto: Henrik Andersen)

Velkommen til samtale

Generalsekretær Bodil Højbak Møller bød velkommen. Hun fortalte om overvejelserne ved at invitere til synode: Er synode et begreb, som kun giver mening for meget gamle mænd med særlig indsigt? Ledelsen valgte at satse på, at vi alle sammen kunne relatere til, at synode betyder ”fælles vej”. Det var netop Bodils håb for synoden: At vi kan finde en fælles vej,

”Lad os bruge tiden på at lytte til hinanden. Men også tale, for hvis ingen taler, er der heller ikke noget at lytte efter,” lød Bodils opfordring, der fortsatte: ”Og brug nu pauserne til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende.”

Velkommen til to særlige gæster

På scenen blev synodens ”støttepersoner” præsenteret: Charlotte Thaarup, pensioneret præst i Metodistkirken, der gennem hele Genstart2025-processen har fungeret som mentor for ledelsen, og Alan Donaldson, generalsekretær for alle europæiske baptister i organisationen European Baptist Federation. Alan deltog i hele synoden blandt andet for at stå til rådighed for alle deltagere, der måtte ønske et alternativt blik på vores udfordringer.

Det blev et stærkt øjeblik, da de to gæster bad for os. Ikke i runde vendinger for BaptistKirkens bidrag til en bedre verden, men meget konkret og dybfølt. Bønner for os, for vores kirke, for at vi må opleve forandring og helligåndens indgriben i vores kirkes liv – lige nu og lige her i Sæsing.

Lovsangsgruppen fra Bethelkirken medvirkede (Foto: Henrik Andersen)

Så var der musik

Bethelkirkens lovsangsgruppe hjalp os gennem lovsange og salmer. De fik lov at ”koldstarte” den lidt nervøse forsamling med ”Alene Kristus er mit håb”: Lidt trægt i begyndelsen men med stigende håb undervejs! Vi holdt os til nyere salmer med sangbare melodier og de bedste klassikere blandt lovsangene: Det så ud til at passe den modne forsamling helt perfekt: Som aftenen gik, kom der både saft og kraft i sangen.

Velkommen til fredagstamtam!

Lea Kjelgaard var aftenens vært. Hun bidrog til den gode stemning ved at invitere os med til fredag aften hjemme i Vestbjerg: Efter en uge med job og udfordringer er fredag aften tidspunktet, hvor man lander med fredagstamtam i fjernsynet og fredagsslik på bordet. Her finder børn og voksne fred efter ugen. Med ønsket om, at vi også kunne lande og med fred gå ind til synoden bød Lea velkommen med Moses’ bøn i Salme 90 – og især de sidste to vers:
Lad dit folk igen opleve dine undere,
lad vore børn få din herlighed at se.
Vis os din nåde, Herre, vor Gud,
giv os gode tider og fremgang

Generalsekretær Bodil Højbak Møller prædikede ved åbningsgudstjenesten (Foto: Henrik Andersen)

”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt…”

Bodil Højbak Møller prædikede over teksten i Mikas Bog, kapitel 6, vers 8:
”Menneske du har fået at vide, hvad der er godt,
hvad Herren kræver af dig.
Du skal handle retfærdigt,
vise trofast kærlighed og
årvågent vandre med din Gud”

Bodil fortalte, at netop dette vers blev brugt som inspiration, da BaptistKirken udarbejdede Fælleserklæringen i 2019:
”Der gik vi på ordene om, at du har fået at vide, hvad der er godt og hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med Gud. Da vi som ledelse skulle i gang med Genstart-processen, skulle vi igen bruge et ord at gå på. Måske søgte vi ikke længe nok, for det var igen ordene fra Mikas Bog, der først kom til os.”

At finde vej i Guds kraft

I forbindelse med planlægningen af synoden er ledelsen blevet meget opmærksom på, at pinsen er der, hvor familier mødes. Bodil forklarede:
”Det var jo også det, vi tænkte! At i pinsen er vi sammen som familie. For her vi er jo kirkefamilie sammen. Hvilket andet tidspunkt end pinsen kunne være bedre til at finde vej sammen? For det at finde vej sammen er jo ærligt talt noget, som vi ikke rigtig kan finde ud af: Vi har fokus på vores forskelligheder, vi har fokus på vores svagheder, vi har fokus på, hvad vi kan i egen kraft. Men venner, vi skal ikke gøre det i egen kraft! Vi skal gøre det i Guds kraft. Vi har brug for Guds kraft. Vi har brug for helligåndens kraft. Og vi må tro på, at vi kan gå sammen og finde vej sammen i Guds kraft.”

Der lyttes! (Foto: Henrik Andersen)

Tilbage til livsmønstrene

I sin prædiken vendte Bodil tilbage til ”livsmønstre”. Som hun sagde:
”Et Old School-begreb fra dengang vi havde SALT og Anders Michael Hansen var rektor. Det handler om trekanten: Hvor vi skal leve i opmærksomhed mod Gud, ind i vores nære relation og ud til verden.”

Men selvom begrebet er ”Old School” og SALT for længst er nedlagt som undervisningsinstitution, holdt Bodil fast i betydningen af de tre punkter for os som kirke i dag. Der fulgte en opfordring til at holde trekanten i balance og især en opfordring til at arbejde med ”ud-relationen”:
”Vi skal selvfølgelig handle retfærdigt mod dem, som er i kirken, ligesom vi skal elske dem, som er uden for fællesskabet. Men ud-relationen, den er lidt svær for os som kirke, fordi vi synes, det er rigeligt at døje med hinanden! Hvor meget fokus har vi på at komme ud lokalt? Vi har verdens bedste budskab. Vi skal vidne om Ham. Som kristne skal vi ikke leve på isolerede øer. Vi er ikke kaldet ud af verden. Vi er kaldet til at leve i verden. Vi skal ud og kæmpe for retfærdighed. Når man ser på vores verden, så er der virkelig mangel på retfærdighed. Vi har meget at kæmpe for.”

Der er mere på vej!

Der er flere artikler på vej om synoden. Både her på webmediet baptist.dk og i det trykte magasin. Glæd dig til at læse om de spændene oplæg fra Thomas Willer, Louise Heldgaard Bylund og Ole Lundegaard, opsamling på værdi-samtalen, interview med Alan Donaldson og korte “indspark” fra nøglepersoner. Følg også med på BaptistKirkens sociale medier.

”Vi er her for at vidne om Ham”

Bodil pegede på den baptistiske tradition, det vi har med i vores fælles bagage: Kampen for trosfrihed, kampen for retfærdighed. Men vigtigst: modet til at vidne om Jesus som frelser, forvandler og fornyer:
”Paulus siger, at vi vidner fordi kærligheden tvinger os. Hvornår er kærligheden sidst løbet af med os? Så vi bare var blevet nødt til at skulle vidne? Vi er her som hans efterfølgere for at vidne om Ham. Vi er her som kirke og menigheder for at vidne om ham.”

Bodil sluttede sin prædiken med ordene om, at pinseunderet minder os om, at det vi tror er vores mission, faktisk er Guds mission:
”Det er Gud, der har noget for i verden. Vi elsker, fordi Han elskede os først. Vi er i mission, fordi Gud inddrager os i den kærlighed, Han rækker til hvert eneste menneske.”

Inge fest – og heller ikke en synode – uden kaffe og kage (Foto: Henrik Andersen)

En perfekt slutning

Aftenen sluttede som så mange andre møder i baptistkirker gennem tiderne. Måske er det banalt, men der er nu noget særligt ved at holde sidemanden eller -kvinden i hånden og synge “Velsignet er det bånd”.

Og så var der kaffe og drømmekage fra Brovst. Med plads til at møde gamle – og få nye – venner på tværs af menigheder og meninger.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning

Find flere