Lyt til artiklen her:

Når efteråret 2026 nærmer sig, bliver Tro i bevægelse konkret i BaptistKirken. Fra søndag den 30. august 2026 er menigheder og enkeltpersoner inviteret til at tage del i en fælles bibellæseplan, en prædikenserie over syv søndage og en fornyet samtale om, hvordan tro bliver til bevægelse i hverdagen.

Tro i bevægelse er ikke endnu et nyt projekt, der skal lægges oven i alt det andet, der foregår i kirken. Det er en invitation til at finde sprog, retning og fornyet frimodighed i det kald, kirken har fået i missionsbefalingen i Matthæusevangeliet kapitel 28.

Acts2Movement er et initiativ fra Baptist World Alliance (BWA) – baptisternes verdensorganisation. Ideen forbinder lokale menigheder i Danmark med baptister i hele verden. Målet er, at både enkeltpersoner og menigheder bliver opmuntret og inspireret til at gå nye veje i mission i lokalområdet.

Fem stier ind i hverdagen

Kernen i både BWA’s Acts2Movement og BaptistKirkens danske udgave, Tro i bevægelse, er de fem stier: Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien.

Bibelstien handler om at lade Bibelen få plads og betydning i hverdagen. Vidnestien handler om at fortælle troværdigt om troen. Nabostien retter blikket mod de mennesker, vi lever tæt på. Omsorgsstien sætter fokus på tro, der viser sig i handling over for medmennesker. Og Frihedsstien minder os om, at religionsfrihed ikke er en selvfølge.

Tilsammen peger de fem stier på, at mission begynder lige dér, hvor vi bor, arbejder, går i skole, mødes og deler hverdag med andre.

Tro i bevægelse skal hjælpe os til at komme i gang, så missionsbefalingens ord bliver til liv i relationer, samtaler og konkrete handlinger.

Der er udarbejdet en oversigt over de fem stier til både enkeltpersoner og menigheder. Den viser, at engagement kan se forskelligt ud. Nogle tager de første skridt. Andre løber længere. Nogle oplever, at de får mod til at svæve. Udtrykkene gående, løbende og svævende er inspireret af Esajas’ Bog kapitel 40, vers 31 og skal minde om, at ikke alle skal gøre det samme – men alle kan tage et skridt.

Oversigten kan hentes her.

To nøgleaktiviteter i efteråret 2026

Den 30. august 2026: Start på fælles bibellæseplan
Baptister begynder at læse Bibelen efter en ny fælles bibellæseplan. Der bliver udviklet en gratis app til mobiltelefoner som støtte, men man kan også deltage uden appen. Læser man to kapitler om dagen, kommer man gennem hele Bibelen på to år.

Den 30. august til den 11. oktober 2026: Syv søndage med Acts2Movement – Tro i bevægelse
Menigheder bruger syv fælles prædikentemaer med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 2. Serien opmuntrer og engagerer menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Et kors som påmindelse

Som en konkret opmuntring er der udarbejdet et foldbart Tro i bevægelse-kors. Tag korset med i tasken eller brug det som bogmærke i Bibelen. Brug det som en daglig påmindelse om kaldet til at gå ud med evangeliet.

Menigheder kan få korsene tilsendt. Spørg i din lokale menighed, om der er kors på vej – eller tag initiativ til, at menigheden får nogle tilsendt.

Du kan se korset her.

Baptister læser Bibelen

Den første store fælles aktivitet begynder søndag den 30. august 2026. Her begynder baptister i hele landet at læse Bibelen sammen.

Baggrunden er enkel: Baptister læser Bibelen. Derfor er der udviklet en fælles bibellæseplan. Den er tænkt som en konkret hjælp til daglig bibellæsning og læsefællesskab om Bibelen.

Den 30. august kan du begynde at bruge en ny, gratis app til telefonen. Den gør det lettere at følge med i bibellæseplanen. Du læser fortsat i din fysiske bibel, og derfor kan du også være med uden appen. Den er tænkt som støtte, ikke som forudsætning.

Planen lægger op til, at du læser ét eller to kapitler om dagen. Læser du to kapitler dagligt, kommer du gennem hele Bibelen på to år. Du kan følge planen alene, sammen med mennesker, du allerede kender, eller sammen med mennesker, du ikke kender endnu. Appen hjælper med at forbinde dig til andre læsere.

På den måde bliver bibellæseplanen både en personlig praksis og en mulighed for fællesskab.

Syv søndage med fælles retning

Tro i bevægelse opfordrer menighederne til at bruge en fælles prædikenserie over syv søndage fra den 30. august til den 11. oktober 2026. Serien tager udgangspunkt i Apostlenes Gerninger, kapitel 2, og den skal opmuntre og engagere menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Prædikenserien samler flere af de centrale spor i Tro i bevægelse: Bibelens betydning, det personlige vidnesbyrd, troens handlinger, kærlig opmærksomhed, tvivl, valg og fælles mission. Første søndag falder sammen med starten på den fælles bibellæseplan og sætter fokus på kirkens store kald frem mod 2033: at nå hele verden med evangeliet inden kirkens 2000-års fødselsdag.

Derefter følger seks søndage, hvor menighederne får mulighed for at arbejde videre med, hvordan troen bliver konkret i ord, relationer og handling. Serien slutter den 11. oktober med understregningen af, at kirken ikke står i opgaven alene eller i egen kraft, men er sendt på fælles mission med Helligåndens hjælp.

Læs mere om prædikenserien her.

Hvad er næste skridt?

Acts2Movement – Tro i bevægelse bliver konkret i efteråret 2026. Men bevægelsen begynder allerede, når vi spørger os selv og hinanden: Hvilket skridt kan vi tage?

For nogle er det første skridt at begynde på bibellæseplanen. For andre kan det være at tage de fem stier op i menighedsrådet, i en smågruppe eller ved kirkekaffen. Nogle vil bruge prædikenserien som anledning til samtale om mission i lokalområdet. Andre vil bruge opfordringen til at kontakte deres naboer eller vise kærlig opmærksomhed over for mennesker, der har brug for omsorg.

Tro i bevægelse er ikke et program. Det er en invitation til at lade troen få retning, krop og handling – dér, hvor vi er sat i verden.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Lyt til pinseinspirationen:

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…

Find flere

Skriv til webredaktion@baptist.dk, hvis du mener, der mangler noget.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Acts2Movement – Læs mere om Baptist World Alliances initiativ:

Meget mere information om den verdensomspændende bevægelse blandt baptister på https://acts2movement.org/

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Lyt til artiklen:

I sommer var vi ni fra Roskilde Baptistkirke, som bl.a. besøgte Rubura, Musema og Kirundo. I Rubura blev vi den første aften mødt af et meget bevægende syn, da vi gik efter lyden af trommer og sang i den nærliggende kirkesal.

Menighedens 25 forbedere havde lagt måtter ud, smidt skoene og dansede, bad og sang for Herren i et hjørne af salen. Midt i ekstrem fattigdom, altødelæggende korruption og et de facto diktatur proklamerede de, at Jesus er Herre, og at Hans kærlighed altid vinder til sidst!

Sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Sådanne oplevelser indrammer international mission på fornemste vis. Vi kan komme med gode folk, vigtig viden og relevante ressourcer, men sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Missionsarbejde er win-win, og vi oplever en stor velsignelse gennem vores engagement. Hvert år investerer Roskilde Baptistkirke en kvart million kr. i Burundi og Honduras, og vi sender til stadighed teams ud til begge lande for at holde liv i visionen i vores menighed. På rejserne forsøger vi altid at have unge med for at give hjertet for mission videre til næste generation.

Bekæmpelse af uretfærdighed lokalt og nationalt igennem lokale menigheder

Jakob Vagner underviser på præsteskolen i Rubura.

I Honduras støtter vi projekt Timoteus, der arbejder med mentorordninger for tidligere børnehjemsbørn, Youth for Honduras, der arbejder på værdige liv for børn og unge og Association for a More Just Society, der modarbejder korruption på et strukturelt niveau.

I Burundi arbejder vi bl.a. med udgivelse af en læringsapp for fødselshjælpere, udgivelse af teologiske bøger på lokalsproget, undervisning på præsteskolen, sundhedsorienteret forskning, støtte til menighedsplantninger og støtte til udstødte stammer.

Mission i Danmark

Herhjemme yder vi missionsbistand bl.a. gennem fast økonomisk støtte til en menighedsplantning i Nakskov. Derudover mødes folk fra Roskilde her i kirken bl.a. til familienetværk, gospelkor, legestue og flere andre samlinger i løbet af ugen for børn, unge, voksne og ældre. Søndag eftermiddag mødes en større gruppe ukrainere til gudstjeneste og fællesskab.

Oplevelserne tvinger os

Bedemødet i Rubura endte med, at teamet måtte smide skoene, danse og bede sammen med vores burundiske trossøskende. Det var ikke noget kønt syn, men det er oplevelser, der altid vil være i vores hjerter, og det ’tvinger’ os til at blive ved med at rejse midler, sende teams og investere i mission.

Victorias møde med Burundi

At være til stede i et af verdens fattigste lande er svært at beskrive. Jeg var i sommer i Burundi med et team fra Roskilde Baptistkirke, fortæller Victoria Zielke Johannsen.

Trods min bevidsthed om fattigdom og uretfærdige forskelle, og min forforståelse – der bl.a. kom fra bemærkninger som ”husk på de sultne børn i Afrika” eller ”husk at være taknemmelig for det, du har” – var det en øjenåbner at se en virkelighed, der var så langt fra min hverdag i Danmark. Jeg så elendigheden, de støvede veje, huse bygget af jord, motorcykler med fem mennesker – og børn, der bar spædbørn langs farlige veje. Men at møde menneskene, fællesskabet, næstekærligheden og troen på Jesus var så berigende, at jeg dagligt længes efter at komme tilbage.

Victoria i Burundi.

At dele vælling ud

Den første aften i Rubura var vi med til at dele vælling ud til børn og kvinder, som stod i en lang kø med deres små kander for at få to kopper vælling, nok til to dage. Overalt hvor jeg kiggede, blev mit blik mødt af sultne mennesker, bare fødder og bedende øjne, der kiggede langt efter mere vælling. Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage og følte, at jeg ved min blotte tilstedeværelse som muzungu – en ’fremmed’ – fra Danmark hoverede med min velstand over for dem, som ingenting ejer.

Det vildeste bedemøde

Deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden.

Men den aften blev vi vidne til det vildeste bedemøde, hvor Guds nærvær ikke var til at tage fejl af. Lovprisningen til vores Far i himlen var enestående. Der blev bestemt brugt mere energi på dans og sang end den, der kom fra en lille kop vælling, og jeg er overbevist om, at deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden. Smukkest af alt var, da jeg fandt ud af, at deres lovprisning blot var udtryk for taknemmelighed over, at solen var stået op den dag.

Besøg på fødeklinikken.

Fokus på Gud

I Burundi lærte jeg, hvordan ydmyghed og hengivenhed til Gud, kan få alle ud af det mørke, som omgiver dem. Ved bedemødet i Rubura blev der rettet fokus mod det hellige, det evige – fremfor imod udfordringerne lige foran dem. Jeg beundrer menneskene i Rubura for, at de formår at rette fokus mod Gud og skabe rum til dans og lovsang, selvom de er blandt de dårligst stillede mennesker i verden. Det vil jeg huske på, når jeg synes, at 3.g er hård. Som mine venner i Burundi, husker jeg, at der er uendelig glæde og styrke at finde i troen, og at man formår alt i Ham, der giver kraft.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Læs eller lyt til artiklen her:

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Lyt til artiklen:

Inspirationsdøgnet på Hotel Trinity i Fredericia får besøg af Kyle Henderson, der siden 2024 har været ”director” for Acts2Movement i Baptist World Alliance (BWA). Han vil opmuntre lokale menigheder til at se deres liv og mission som del af et større globalt fællesskab, hvor kristne på tværs af landegrænser står sammen om bøn, evangelisation og discipelskab.

Kyle Henderson (Foto: BWA)

Fra lokalpastor til global rolle

Kyle Henderson kommer ikke til Fredericia som konsulent fra BWA med et færdigt program i kufferten. Han har i mange år arbejdet som præst i lokale menigheder og kender menighedslivets rytme indefra. Før han fik sit nuværende job i BWA, var han i 27 år præst i First Baptist Church i Athens i Texas. Her arbejdede han både med kunst og multimedier i gudstjenesten og med at styrke menighedens økonomi. Som formand for byens ”race-taskforce” var han også med til at samle kirkerne i Athens i arbejdet for et mindre splittet samfund.

Den 2. marts 2023 vågnede Kyle Henderson efter en drøm, hvor han talte med Rick Warren, stifter af Saddleback-kirken i Californien, om at være med til at ”afslutte opgaven” (på engelsk: Finishing the Task). På det tidspunkt havde de to mænd aldrig mødt hinanden! Drømmen blev begyndelsen på et samarbejde i en global bevægelse, hvor kirker, organisationer og enkeltpersoner arbejder for, at alle mennesker inden 2033 får adgang til Bibelen, et kristent vidnesbyrd og et lokalt fællesskab på deres eget sprog.

I 2024 blev Kyle Henderson ansat i BWA som ”director” for Acts2Movement. Med initiativet vil BWA mobilisere 53 millioner baptister i 138 lande omkring fem centrale spor: Bibelen, vidnesbyrd, omsorg, naboen og frihed til at tro.

Kyle Hendersons baggrund giver ham en særlig stemme i samtalen om mission. Han taler ikke kun som strateg eller konsulent, men som en person, der har stået midt i det konkrete kirkeliv i mange år.

Forklaringen…

Acts2Movement er en genial titel. Frit oversat: Handlinger til bevægelse. Det giver ikke mening. Den dybere mening er ordspillet på engelsk, hvor Acts er Apostlenes Gerninger, 2 er kapitlet, hvor pinseunderet er beskrevet og hvor 3.000 mennesker tog imod budskabet. Titlen er både en reference til bibelen og en opfordring til at handle og sætte kirken i bevægelse!

Ikke et nyt program

Henderson understreger, at Acts2Movement ikke først og fremmest er endnu et kirkeligt program. Tværtimod beskriver han det som et forsøg på at genopdage noget oprindeligt:

”Acts2Movement handler ikke så meget om at skabe noget nyt, som det handler om at genopdage noget originalt – det Åndsrige, relationelle, udadvendte liv i den tidlige kirke,” skriver Kyle Henderson til baptist.dk.

På globalt plan håber han derfor ikke først og fremmest på organisatorisk succes, men på en åndelig bevægelse, hvor almindelige troende lever evangeliet naturligt og trofast i deres hverdag.

Et budskab til Danmark

Når Kyle Henderson møder deltagerne på Inspirationsdøgnet, vil hans budskab ifølge ham selv især kredse om tre ord: formål, opmuntring og invitation.

Det første handler om kald og retning: Hvad er det, Gud kalder kirken til lige nu?

Det andet handler om at få øje på det, der allerede sker. Henderson peger på, at Gud også virker i Danmark gennem stille og trofaste fællesskaber, som måske ikke skaber store overskrifter, men som har betydning i Guds rige.

Og det tredje handler om invitation. Ikke til at overtage et færdigt koncept, men til at træde ind i en fælles global rytme med fokus på bøn, evangelisation og discipelskab – særligt i perioden mellem påske og pinse.

Henderson understreger samtidig, at Acts2Movement ikke er noget, der bliver sendt til Danmark fra BWA.

”Det er ikke noget, der bliver sendt eller bragt til Danmark, men noget, vi håber at opdage sammen med Danmark,” skriver han.

“… a lens, not a layer”

Et af Hendersons stærkeste billeder er, at Acts2Movement skal være “a lens, not a layer” (dansk: en linse, ikke et lag).

Med det mener han, at Acts2Movement ikke skal lægges oven på kirkernes liv som endnu en aktivitet eller endnu en strategi. I stedet skal det hjælpe menigheder med at se deres eksisterende arbejde i lyset af missionsbefalingen og den større globale sammenhæng.

For danske baptister håber han, at det kan styrke både identitet og frimodighed: at også små menigheder har en reel og vigtig plads i Guds globale fortælling. I et større billede håber han, at Acts2Movement kan blive en bro mellem forskellige kristne traditioner, fordi initiativet samler om en fælles mission.

Begyndelsen på relationer

Kyle Hendersons forventninger til mødet i Danmark rækker derfor ud over selve Inspirationsdøgnet. Han håber, at besøget kan blive begyndelsen på nye relationer.

Han ønsker at lytte til danske baptisters behov og svare på måder, der kan støtte det, Gud allerede har lagt på hjerte hos menigheder og ledelse. Og han understreger, at Acts2Movement ikke er en kampagne, men et samarbejde.

Det er med andre ord ikke styring, branding eller centralisering, der er målet. Målet er at skabe plads til fælles retning og initiativ, uden at lokale kirker mister deres særpræg.

Når Henderson i næste weekend gæster Inspirationsdøgnet i Fredericia, kommer han ikke kun for at præsentere et internationalt initiativ fra BWA. Han kommer også for at invitere danske baptister ind i en samtale om, hvordan lokal trofasthed og global mission hænger sammen.

Læs mere på baptist.dk:
“Trosfrihed er mere end jura” om trosfrihed i Danmark og Myanmar af Biak Chin Par Lian(Chin Chin)
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Jeg er begyndt at reflektere over, hvad der sker med en kirke, der taler den sekulære verdens ledersprog helt perfekt – fuldstændigt uden mislyde.

Ord skaber mening. Sprog former kultur. Også i kirken. Når vi tager omverdenens ledersprog ind, kommer vi let til at forstå kirken som en organisation ligesom andre organisationer: Vi skal have mission, vision og handlingsplaner på plads, så der kan ledes, styres, udvikles og optimeres.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at “Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.”1

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, også risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

1 Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Lyt til artiklen:

Allerede på vej ind i kirken møder gæsterne duften af gran og mærker julestemningen. Udenfor kirken er juletræer pyntet med lys. Det er umuligt at passere på den trafikerede vej ved kirken uden at opdage, at der sker noget særligt i dag.

Julemarked med plads til børnene (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Indenfor møder gæsterne et kirkerum i juleklæder: Flere træer, lyskæder og store papkasser pakket ind som gaver.

I kirken er der boder med alt, hvad julehjertet kan begære: Juledekorationer, kranse, grønt og hæklede, strikkede og syede ting. Børneklubberne sælger julekort, flettede stjerner og andet julepynt.

Kaffen er gratis og udenfor bliver kakaoen varmet over bål til de obligatoriske æbleskiver.

Masser af gode sager på julemarkedet i Brande (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Fra adventsfest til julemarked

”Det var virkelig hyggeligt,” fortæller Bodil Vestergaard fra menighedsrådet i Brande.
”Og noget af pynten udenfor står stadig, så folk i byen kan se, at der sker noget her.”

I mange år har menigheden holdt en traditionel adventsfest den første søndag i advent. Kaffe, kage og et velkendt program, som næsten kunne køre af sig selv. Men i år skulle der ske noget nyt.

På et menighedsmøde i foråret var der forslag om at holde julemarked i stedet for adventsfest i kirken. Forslaget fik god opbakning, og i august nedsatte menigheden en lille styregruppe.

Alle var i aktion (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

”Vi havde faktisk kun et enkelt møde i styregruppen,” fortæller Bodil.
”Vi fordelte opgaverne og gik i gang. I ugen op til julemarkedet mødtes vi nogle gange og fik det sidste på plads.”

Søndag den 23. november åbnede kirken dørene. Fra klokken 11 myldrede det ind med mennesker – trods et stort, etableret julemarked på Brandes kultursted, Remisen, samme dag. Menigheden havde frygtet konkurrencen, men oplevede i stedet, at kirken blev fyldt med liv.

Værksteder, børn og en gammel kirkedør med nyt liv

Et af de mest populære tiltag var et værksted, hvor gæsterne kunne lave deres egne juledekorationer.

”De betalte kun for lyset. Alt det grønne og resten af materialerne var gratis,” fortæller Bodil. ”I starten var der ikke så mange, der satte sig, men så kom børnefamilierne, og pludselig var der godt gang i værkstedet.”

Den gamle dørkarm blev til rustikke lysestager (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

I forbindelse med kirkebygningens 50-års jubilæum sidste år blev den gamle hoveddør udskiftet med en ny. I stedet for blot at smide den gamle slidte dørkarm ud, fik nogle af menighedens håndværkere en idé: Dørkarmen blev savet op i stykker på 20–30 centimeter og forsynet med huller til lys.

”Det er lidt sjovt, at man kan have en del af kirken stående hjemme i stuen,” siger Bodil. ”Mange fra menigheden har købt en. Vi har en med fire lys i – som en adventsstage.”

Økonomisk overskud – og støtte til piger i skole

Julemarkedet gav et pænt overskud på cirka 7.500 kroner. Det skal blandt andet bruges til BaptistKirkens projekt i Rwanda og Burundi, der hjælper unge piger i skole.

Menighedens juniorklub har støttet projektet gennem længere tid ved at lave småting til salg – og børnene har talt om, hvorfor det er vigtigt, at netop pigerne får skolegang og uddannelse.

Kakao over bål (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Fællesskab på tværs af generationer

Bodil glæder sig over, at julemarkedet også har styrket fællesskabet i menigheden.

”Det giver noget særligt, når vi har et projekt, vi varmer op til i længere tid,” siger hun. ”Mange i menigheden er gode med hænderne – håndværkere og andre praktiske folk. Når vi arbejder sammen, opdager vi nye sider af hinanden og oplever, at vi er en kirkefamilie på tværs af alder.”

På dagen var menigheden klar, og alle bidrog: Nogle bagte småkager, andre slæbte brænde, pyntede op, solgte varer eller tog imod gæster ved døren.

”Det betyder meget for fællesskabet, at vi laver noget sammen – ikke kun sidder til kaffe og kage år efter år,” konstaterer Bodil.

Endnu flere gode sager! (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

”Det var da ikke så farligt” – når julemarkedet bliver missionsmark

Et af de øjeblikke, Bodil husker bedst, fandt sted nogle dage efter selve julemarkedet.

En ung mand havde bestilt en krans på julemarkedet og kom forbi for at hente den – på en af de få dage med sne og frost.

”Han stod derude og frøs, og så begyndte han at spørge om alt muligt: Om vi går ind for helbredelse, om vi har tungetale – alle de spørgsmål, man kan have til en frikirke,” fortæller Bodil.

Siden corona-nedlukningen havde han sammen med kæresten søgt efter et nyt kirkefællesskab.

Nu stod han der på trappen – fordi et julemarked havde fået ham til at kigge indenfor i baptistkirken.

”Han sagde flere gange, at det da ikke havde været særlig farligt at være i vores kirke,” fortæller Bodil. ”Og mandeklubben lød heller ikke så farlig. Om de kommer igen, ved vi ikke. Men samtalen var vigtig – og den var aldrig opstået, hvis ikke vi havde holdt julemarked.”

Vi gør det igen

Efter julemarkedet står én ting klart: Det var ikke bare et hyggeligt alternativ til adventsfesten. Det var en ny måde at være kirke i byen på.

”Vi føler, det har været en succes,” siger Bodil. ”Vi har allerede talt om at gøre det igen næste år. Det giver bare meget mere, end hvis vi holder en intern fest, som vi har gjort på samme måde i 40 år.”

Fællesskab til julemarkedet i Brande (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Lyt til artiklen:

På Sommerstævnet i 2024 kom Marianne Christophersen til udvalget, der arbejder med at indsamle materiale til 100-års jubilæet for BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda. Hun havde et lydbånd til en spolebåndoptager, men intet kendskab til indholdet på båndet, der lå i en fin, men temmelig gammel, papæske. Udenpå sad en seddel med teksten ”Johanne og N.P. Andersen”. Udvalget sagde ”Tak, det kigger vi på…” og båndet endte på en hylde, sammen med andre ting, som ”vi kigger på.” Et års tid senere spurgte Marianne, om vi havde lyttet til båndet. Det havde vi ikke. Men nu skulle der ske noget!

En kæmpe overraskelse

Stor var overraskelsen, da det viste sig at båndet indeholdt et foredrag, hvor BaptistKirkens første missionærpar i Afrika, Johanne og N.P. Andersen, fortæller om deres udsendelse til Urundi (i dag Burundi) i 1928 og de første år på missionsmarken.

Du kan lytte med

Optagelsen fortjener at blive delt med alle, der interesserer sig for BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi. Derfor kan du lytte med her på siden: Klik blot på linket nedenfor og glæd dig til 37 minutters engageret beretning om begyndelsen på BaptistKirkens arbejde i Afrika – for næsten 100 år siden.

Af N.P. Andersens foredrag fremgår det, at foredraget bliver holdt 35 år efter rejsen til Urundi. Derfor må optagelsen være fra cirka 1963. Det fremgår ikke hvor foredraget bliver holdt. Udvalget har selv nogle bud, men du er meget velkommen til at give dit bud. Skriv i kommentarsporet eller send en mail til webredaktion@baptist.dk

Lyt til Johanne og N.P. Andersen:

Det første telt i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Den lange rejse

Optagelsen begynder med, at Johanne skildrer den lange og krævende rejse til Østafrika: Forberedelserne i Bruxelles, bådrejsen fra Genova til Dar es-Salaam, videre med tog til Kigoma på Tanganyikasøens østlige side og endelig nordpå med båd til Osumbura (Bujumbura). Herfra går turen til fods med en stor karavane af bærere ind i landet gennem bjergterræn og tæt befolkede landskaber med bananplantager.

Byggeri i Musema

Efter at have inspiceret gamle tyske missionsstationer og mulige områder for et dansk arbejde, finder ægteparret et egnet sted i Musema, hvor de sammen med lokale hjælpere rydder den overgroede høj. Det er begyndelsen til byggeri af hus, køkken, klinik og senere skole og kirke: Det hele med håndkraft og med materialer som soltørrede mursten, græs til tagene og hvad der kunne anvendes fra tidligere bygninger i området.

Arbejdet begynder

Johanne fortæller levende om de første møder med lokalbefolkningen, især de mange syge, der opsøger dem. Hun beskriver tropiske sår, underernærede børn og den første lille dreng, hun hjælper tilbage til livet – en dreng, der som voksen vender tilbage og minder hende om hendes omsorg. Skolearbejdet begynder småt, men vokser hurtigt, og især kvinderne viser stor interesse for undervisning.

Johanne Andersen med skoleklasse i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Vækst trods udfordringer

N.P. Andersen overtager fortællingen og giver indblik i sprogarbejdet og begyndelsen på det egentlige missionsarbejde. Han har fundet ud af, at de fire evangelier findes oversat til kinyarwanda (sproget i Rwanda, der ligner kirundi, sproget i Burundi) og får skaffet 50 eksemplarer fra et engelsk missionsselskab. Evangelierne er med fra rejsens begyndelse.

Senere modtager de en uvurderlig grammatik og ordbog fra en katolsk præst. Det bliver fundamentet for de første prædikener, bibelundervisning og forberedelsen af de mange unge, der strømmer til.

Han fortæller om fejl, misforståelser og sproglige komiske episoder – men også om de stærke åndelige oplevelser: de første fælles fadervor-bønner, de spirende bibelklasser og den voksende længsel hos unge mænd og kvinder efter dåb og tro.

Det andet hus i Musema – cirka 1930 (Fotorettigheder: BaptistKirken))

Den første dåb

Højdepunktet i fortællingen er den første dåb i Musema den 1. januar 1931, hvor 34 unge bliver døbt. Få dage senere, den 4. januar, bliver den første baptistmenighed i Urundi stiftet. I dag – siger N.P. Andersen i foredraget – står menigheden stadig stærkt, og nye menigheder er vokset frem.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere