Solveig og Niels Christian Nielsen:

Solveig:

• uddannet sygeplejerske 1956
• tropemedicin og jordemoderskole i Belgien 1970
• udsendt af BaptistKirken til Burundi i august 1970
• hjem på grund af krig i 1972 og ud igen i 1973

Niels Christian:

• Det Teologiske Seminarium i Tølløse 1970-73
• franskkursus sommeren 1973
• udsendt af BaptistKirken til Burundi 1973

Sammen:

• bryllup 1974
• flere udsendelser til Burundi 1975-85
• udsendt til Burundi 1993-96
• børneprogram i Burundi 2005-09
• herefter korte perioder med drikkevand i Musema.

På en snehvid vinterdag sidder jeg i bilen på vej til et lille landsted udenfor Pandrup. Jeg har fået lov at besøge Niels Christian og Solveig Nielsen for at høre om deres forsøg på altid at stille sig på de svages side – i Burundi, i Danmark – ja, i livet.

Der er hyggeligt og varmt hos Niels Christian og Solveig. Samtalen glider let, og inden længe er vi tilbage i Burundi en dag, hvor Niels Christian og Solveig har besøg fra Danmark. Pludselig stormer ti unge, bevæbnede mænd ind og vil have alle deres penge: ”Ja, dem havde vi jo desværre mange af. Lige bragt dertil fra Danmark”, fortæller Niels Christian.

”Jeg blev smidt på sengen, mens de ødelagde skabene for at finde penge, og så ville de vide, hvor vi havde vores våben. Men dem havde vi jo ingen af. ’Hvis vi finder nogen, så skyder vi dig!’, sagde de, så jeg krydsede fingre for, at vagten ikke havde lagt nogle ude i garagen. Det var jo meget almindeligt at have våben derhjemme, men det har vi aldrig haft. Hvad skulle vi med våben? Vi havde jo ikke tænkt os at bruge dem.”

Det dobbelte kærlighedsbud

”Vores ansvar som kristne i konfliktsituationer er at stille os på de svages side. I vores tilfælde var det åbenlyst hutu’erne, som blev undertrykt, men havde det været tutsierne, havde vi nok været nødt til at stå på deres side. Det er ikke min opgave at dømme nogen. Gud skal nok dømme det, der skal dømmes. Min opgave er at elske min Gud af hele mit hjerte, sjæl og sind og min næste som mig selv, selv om det ikke altid lykkes.”

Det virker vitterligt, som om Niels Christian og Solveig altid har taget det dobbelte kærlighedsbud meget alvorligt, både i krisetid og fredstid. De kan fortælle om både at have været konkret til stede med nødhjælp, fødselshjælp, vandprojekter og hjælp til forældreløse børn – og at have forsøgt at oplyse verden om de uretfærdigheder, de var vidne til.

I er verdens lys

”Jeg har altid syntes, at sandheden var vigtig at få frem, selvom den ofte er ilde hørt. På et tidspunkt blev det sådan, at jeg blev forhindret i at mødes med Amnesty International, når de besøgte Burundi. Det var magthaverne ikke interesserede i. Men jeg har altid fortalt, hvad jeg har oplevet og lært om systemet i Burundi til journalister og andre organisationer. Det var meget vigtigt for mig, at sandheden blev kendt.”

Vores ansvar som kristne i konfliktsituationer er at stille os på de svages side.

Konflikter trækker lange tråde

”Folket i Burundi bærer jo rundt på en lang historie om spændinger mellem de to stammer, hutuer og tutsier. Specielt efter uafhængigheden først i 1960’erne. Vi har aldrig gjort forskel på de to grupper i vores arbejde. Heldigvis har situationen i de senere år været mere stabil, efter at der bliver holdt ’demokratiske valg’ hvert femte år. Det er da heller ikke længere helt utænkeligt, at der engang i fremtiden kan stille en tutsi-kandidat op, som hutu’er kunne tænke sig at stemme på. Vi skal helst derhen, hvor det er kvalifikationer og kompetencer, der betyder noget – ikke race eller tilhørsforhold.”

”Vores naboer herinde ved siden af kom til Danmark fra Ukraine for ni år siden, og de har haft to familier boende, som flygtede fra Ukraine i foråret. Det er barske historier om familier, der bliver revet over, og familiemedlemmer, der ikke længere kan tale sammen, fordi de står på hver deres side i konflikten. Det er svære overvejelser, en krig fører med sig, men vi må aldrig bare lade stå til. Det er vigtigt, at vi hjælper vores næste, hvor vi kan. Jeg synes ikke, vi skal være bange, selvom krigen i Ukraine føles meget tæt på. Vi ved som kristne, at der altid er håb. Jesus har lovet at komme igen og fortæller os, at vi ikke skal gemme os, men løfte vores ansigter mod himlen, når vi ser tegnene. Desmond Tutu siger, at siden Jesus’ opstandelse er vi kristne ’håbets fanger’.”

Jeg synes ikke, vi skal være bange, selvom krigen i Ukraine føles meget tæt på. Vi ved jo som kristne, at der altid er håb.

Jeg er med jer alle dage

”Jeg er i gang med at læse en spændende bog af Magnus Malm, og der var en sætning, der slog mig: ”Kun en leder med virkelig syndserkendelse kan betros at lede andre.” Det er meget centralt i det kristne liv: At vi véd, vi er fejlbarlige. Vi træder dagligt ved siden af og må derfor også dagligt bede om forladelse. Det er en meget vigtig del af det kristne ansvar. Vi må være klar over, at vi kan påvirke verden omkring os og vores næste – både til det gode og til det onde. Og at der altid er tilgivelse at hente hos Gud.”

Niels Christian og Solveig Nielsen har levet et liv tæt på deres næste, men langt væk fra trygheden i Danmark. Alligevel siger de, at de aldrig var rigtig bange. Jeg fornemmer, at det er, fordi de selv har kendt Sandheden hele livet: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”.

Læs også artiklen ‘Kan du slå et andet menneske ihjel?’

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Danske soldaterhjem:

Tidligere var der 54 soldaterhjem, ét ved hver kaserne. Når kasernen lukkede, lukkede soldaterhjemmet også. Nu er der 14 soldaterhjem i Danmark og to i Letland og Estland. Soldaterhjemmene i Danmark er kun dér, hvor der er uddannelse af soldater, men etableres også i udlandet, hvor danske kontingenter er udsendt.

I Karup ligger den største militærforlægning i Nordeuropa. I alt 3.500 mennesker arbejder på Flyvestation Karup. Lige ved siden af ligger soldaterhjemmet, og her er Anne og Allan Schrøder værter på 11. år. De har en fortid bl.a. som lærere på Baptisternes Skoler i Tølløse og forstanderpar på Rebild Efterskole.

Anne og Allan Schrøder

Ved siden af Aalborg Kaserne i Nørresundby er Kasper Klarskov ‘Kuf-far’ – et kælenavn for ‘faren’ på KFUM’s soldaterhjem, som er blevet forkortet til ‘Kuffen’. Han har tidligere været ansat som præst i Korskirken, er uddannet snedker og har haft jobbet her i lidt mere end halvandet år – og trives vældig godt. Alle tre skulle være medlem af Folkekirken for at få jobbet, så det er de blevet!

Ser bag uniformen

Vores opgave er at skabe et hjem, et sted, hvor soldaterne bliver budt velkommen.

”Vores opgave er at skabe et hjem, et sted, hvor soldaterne bliver budt velkommen – ikke med et ”hvad skulle det være”, men med et ”dejligt at se dig”, fortæller Allan og forklarer: ”Det er ikke vores opgave at drive café.” Og alligevel kan Kasper fortælle, at de på kasernen mange dage serverer mad for 60 personer, dagens ret eller en burger. På de allertravleste dage 130 portioner.

I Karup er de lige så meget mødelokale for kasernens mange organisationer. I Aalborg har de lavet en biograf.

Vi gør meget ud af at se det enkelte menneske, ikke en uniform.

”Vi gør meget ud af at se det enkelte menneske, ikke en uniform. Uniformer har det jo med at gemme mennesket bag. Det er meningen med uniformen. Vi gør ikke forskel på rang, og her kommer obersten ikke foran de andre i køen. Og de bliver kaldt ved fornavn. Dét gør de ikke på kasernen”, fortæller Kasper videre.

De muslimske drenge

I Aalborg er der 1.900 fastansatte. Dertil kommer ca. 250 værnepligtige. Det er mest dem, der kommer i Kuffen. De er helt unge, 18-19 år gamle. ”Hver gang der kommer nye værnepligtige, skal de deltage i en velkomstfest på soldaterhjemmet. Enkelte ser vi kun den ene gang, andre kommer næsten hver dag. Vi har en gruppe unge muslimske drenge lige nu. Én af dem vil gerne snakke tro. De nyder, at der er én, der gider lytte til deres historie. De har sikkert oplevet mange hvide mænd i min alder (38), som har været autoriteter i deres liv, men ikke har gidet dem”, siger Kasper.

”Hvor vi i baptistkirkerne har talt om single-pigerne, så er det på kasernerne ungkarlene i uniform, som aldrig får en familie, men som har deres gang på soldaterhjemmet”, beretter Allan.

Kufvognen er vigtig

Kasper Klarskov i ‘Kufvognen’.

Kasper fortæller, at den allerbedste respons får han, når han kører ´Kufvognen´ – en mobil pølsevogn – ud på skydebanen. Den er nok deres vigtigste missionale redskab. En kold dag oplever soldaterne, at en hotdog og en Cocio redder deres liv. ”Vi arbejder med en personlig tilgang til soldaterne. Sætter os sammen med dem og lærer dem at kende. I de samtaler deler vi liv og tro. Vi arbejder ikke med andagt i en traditionel forstand. Det har vi ikke haft særlig god respons på”, fortæller Kasper.

I Karup har de fastholdt traditionen med aftensang kl. 19. Da findes sangbøgerne frem, og Allan eller Anne siger noget i to-fire minutter. Som i december, hvor der er tradition for at tænde et fredslys, som kommer fra Betlehem. Hele året er der mulighed for at tænde et lys for noget eller nogen: Ukraine, udsendte soldater eller noget personligt. De beder soldatens bøn. Det hele tager ti minutter. Nogle gange er de tre, andre gange 60. Der er skabt et liturgisk rum, som er genkendeligt og trygt. ”Det er så inkluderende, at alle har lyst til at være der. Jeg har oplevet en muslim, der sagde: ”Tak, fordi du bad for mig.” Og så slutter vi altid med ’I Jesu navn, amen’”, siger Anne.

Keyboard og geværer

Lige før hver udsendelse holdes en feltgudstjeneste. Her fungerer Allan og Anne som organist og kirkesanger, og de har kirkekaffen med. ”Det er fantastisk at være på deres hjemmebane, i naturen eller en beskidt hangar. Hvor keyboardet står ved siden af geværerne.”

I KFUM er der nogle, der nørkler kors og skriftsteder. De bliver revet væk, så snart de ligger der gratis. Og så udleverer de også gratis felttestamenter, som lige passer i brystlommen. ”Soldater er kommet og har fortalt, at de faktisk er begyndt at læse i felttestamentet oppe på stuen, og er nået igennem Johannes-evangeliet”, beretter Anne, som sammen med Allan kort efter interviewet skal fejre 75-års jubilæum for soldaterhjemmet på heden. Kort efter 2. verdenskrig var der en lokal mand, der donerede en grund til 10.000 kr. – det var mange penge i 1947.

De unge volontører

Baptister har haft en tradition for at være militærnægtere. Kasper siger: ”Jeg har aldrig hørt om soldaterhjemmene i mine kirker. Men jeg har fået dyb respekt for det missionale arbejde, der gøres ud fra KFUM – hvor M’et nu står for mennesker i stedet for mænd. De ser et behov og opfylder det – om det handler om sport eller spejdere. De ligner frikirkerne mere, end jeg troede.”

Vi diskuterer ikke teologi, men møder ildsjæle. Vi er kommet ind i nogle fantastiske folkekirkelige fællesskaber.

Tidligere var fronterne mellem Folkekirken og frikirkerne trukket skarpt op. Der er sket en opblødning og en gensidig anerkendelse, oplever de tre soldaterhjemsledere, som færdes frimodigt imellem lutheranerne. ”Vi diskuterer ikke teologi, men møder ildsjæle. Vi er kommet ind i nogle fantastiske folkekirkelige fællesskaber. De er aktive i menighedsråd, Kirkens Korshær, Mission Afrika og meget mere. De har et meget holistisk syn på mennesker”, siger Allan.

På Aalborg soldaterhjem har de hvert år to-tre unge frivillige, som er en forudsætning for driften af især caféen. Det begynder at knibe med unge frivillige fra KFUM’s bagland. Kasper håber at kunne få flere volontører fra frikirkerne fremover. Det vil være godt for begge parter at lære mere om hinanden.

Hvordan har de det så med krig?
Allan svarer: ”Vi går mere ind for fred. Det er blevet tydeligt, hvilke spor krigen sætter. Vi ser bagsiden. Der er nogle, der udfører et job. De lider afsavn, forlader kone eller mand og børn. Og kommer måske hjem som skadede. Det er ikke for sjov.”

Veteranhjemmet

Som noget specielt er der i Aalborg et midlertidigt botilbud for otte traumatiserede veteraner i tilknytning til soldaterhjemmet. Drevet for statsmidler i samarbejde med Forsvarets Veterancenter. Det er for mennesker, der har været udsendt med det danske forsvar og er kommet hjem med psykiske ar på sjælen. Her hjælpes de til så normal en hverdag som muligt.

”Det er skræmmende, at højt kvalificerede mennesker kommer hjem og ikke kan finde ud af at gå i Netto og købe to liter skummetmælk. Hjernen siger fra. Vi har uddannet personale, som hjælper dem videre. Nogle ender med at flytte på plejehjem, andre kommer hjem til familien”, fortæller Kasper. Sådanne rekreationshjem findes ved fem soldaterhjem.

Det er skræmmende, at højt kvalificerede mennesker kommer hjem og ikke kan finde ud af at gå i Netto og købe to liter skummetmælk.

”I var der.”

Der sker aldrig en udsendelse af danske soldater, uden at der er folk fra Kufferne med. Det vækker respekt for soldaterhjemmene, at de er der, før soldaterne tager afsted, de er med, og de er der, når de kommer hjem igen. ”Og vi laver ikke andet end at snakke og servere kaffe og kage”, smiler Kasper.

Vi er en overløbskanal. Her kan de tale, uden at det kommer videre.

”Jeg har fået øje på, at vores soldater gør en stor indsats. De betyder, at vores samlede nation er i stand til at forsvare sig selv. Og så er der nogle, der kommer ind i orkanens øje. Som da Afghanistan skulle evakueres. Det har sat varige spor hos dem, der var dér, og vi hører også forfærdelige historier fra Irak, Bosnien og Kosovo. Vi er en overløbskanal. Her kan de tale, uden at det kommer videre. Vi er neutrale, ligeglade med rangen”, slutter Allan, lige inden et nyt møde og madlavningen kalder på ham igen.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere