Erik var helt afklaret på at skulle dø efter et langt og engageret liv som præst og menneske. Sidste år i februar fejrede han 80-års fødselsdag med mange gæster i sit hjem, heraf gratulanter fra alle danske menigheder, hvor han havde været ansat præst. Han var født på Bornholm den 14. februar 1945.

Aktiv præst, fritidsmenneske og politisk engageret

Da Nordjyske omtalte Erik i forbindelse med hans 80-års fødselsdag, var det som en politisk engageret baptistpræst og et passioneret fritidsmenneske. På det tidspunkt stadig ansat på deltid i Sindal menighed. Jeg har kendt Erik som en god præstekollega gennem mange år med fælles bornholmske rødder. Jeg svarede ja uden tøven, da han kort efter sin livstruende diagnose i juni 2025 spurgte, om jeg ville forestå bisættelsen, når den tid kom. Erik blev sendt hjem fra sygehuset med beskeden om, at han måske kun havde to måneder tilbage. Sådan gik det ikke. Bisættelsen finder sted fredag den 27. marts i Pandrup Baptistkirke. Erik forberedte selv programmet med salmer og bibeltekster. ”Prædiken kan jeg ikke lave for dig”, sagde han, da vi gennemgik det hele. Sådan var Erik. Engageret i det, han havde med at gøre, så langt kræfterne rakte.

Som pensionist meldte Erik sig ind i partiet Venstre og blev hurtigt lokalt engageret som formand for Brovst Venstrevælgerforening. Han stillede op til kommunalvalget i 2021 uden dog at blive valgt. Han lagde aldrig skjul på, at han var præst og blev omtalt som maratonpræsten, da han som 72-årig løb Blokhus Marathon efter at have løbet sit første maraton på Island året før og et halvmaraton i Litauen i 2015. Træningen bestod af lange løbeture i naturen nær hjemmet i Rødhus med sine dengang to schæferhunde. Netop det skønne ”Mosehuset” var Erik med til at designe og totalrenovere efter at have købt det i 2003. Her var flere arbejdsuger, mens Erik stadig var præst på Midtsjælland. I 2004 flyttede Erik og Bodil ind i huset og en bygning blev senere indrettet til ”Bed and Breakfast”.

Erik mødte sin hustru Bodil (født Eriksen) fra Østhimmerland på vinterlejren i Pandrup i 1969. De blev gift den 19. maj 1970 i Vaarst Baptistkirke og bosatte sig i Hasle på Bornholm. De fik tre sønner og otte børnebørn.

Opvækst på Bornholm og uddannelse i Tølløse

Erik voksede op på Bornholm. Hans far var politimand og engageret i den væbnede modstandsbevægelse på øen. Dette var dog ikke grunden til, at familiens hjem blev bombet under slutningen af 2. Verdenskrig, men tilfældigt ramt af en russisk bombe. En bror fik lykkeligvis reddet Erik ud af barnevognen, kort før huset lå i ruiner.

Erik blev døbt i Rønne Baptistkirke den 4. februar 1962 og var dybt engageret i menighedens spejder-, børne- og ungdomsarbejde og som lægprædikant. Han blev uddannet indenfor kontor- og regnskab og arbejdede som regnskabsfører nogle år i stenindustrien. Så fulgte en HF-eksamen med topkarakter for sin hovedopgave om Bornholms Baptistmenighed i 1920’erne. Den blev senere trykt i ”Bornholmske Samlinger”. Herefter var Erik klar til præsteuddannelse på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse i 1975-1978. Han fik efteruddannelse i pædagogik, teologiske studier på Københavns Universitet og ved Southwestern Baptist Theological Seminary i Fort Worth, USA.

Præstetjeneste i mange menigheder

Erik havde allerede i 1967-1968 fået en smag på en tjeneste som præst som Tid-til Gud arbejder på landsplan i DBUF og DBS (Ungdomsforbund og Spejderkorps). Efter tiden på seminaret i Tølløse gjorde Erik tjeneste (fuldtid eller deltid) i Nibe/Løgstør menigheder (1978-1980), Nørresundby Baptistmenighed (1980-91), Midtsjællands Baptistmenighed (1991-2004), Karmelkirken i Aalborg (2004-06), Thisted Baptistkirke (2006-08) og Baptistkirken Sindal (2011-25). Hertil en periode i Kaas Frikirke (dengang Missionsforbundet) i 2004-2015 og med faste aftaler i Frederikshavn og Skagen Baptistkirker (2016-25).

Illustrativ forkyndelse

Erik havde kunstneriske gaver, som gjorde, at han ofte tegnede bibelhistorierne, alt imens han holdt børnetale eller prædikede. Sidst i 80’erne havde han sit eget program i Aalborg Kristne TV, hvor han fortalte bibelhistorier for børn. Det fik Dagbladet på Midtsjælland til at omtale ham som ”Baptisternes svar på Jørgen Clevin”, da de skrev om den nye præst på Midtsjælland. Nogle år forinden havde Erik og familien deltaget på en familielejr i Sverige, hvor Erik kom til at stå for bibelundervisningen, da de øvrige præster blev syge. De svenske baptisters blad skrev: ”En dansk snabbtecknare var det som hade hand om bibel- og familietimman… Lika snabbt som han talade, illustrerade han sine ord”.

Erik og vennen Blung Dieu på talerstolen til søndagsgudstjenesten i Binh Long – uden jakker! (Foto: Privat)

Internationale relationer

Erik involverede sig i kirkeligt og humanitært arbejde i Hviderusland i forbindelse med Tjernobylkatastrofen, hvor han også har medvirket ved flere gudstjenester. I en årrække var han med til at afholde børnelejre på Midtsjælland for børn fra Tjernobylområdet. Gennem personlige relationer har han medvirket til gudstjenester i Togo, Skotland, Tyskland, Norge, Sverige og flere steder i USA.

I begyndelsen af maj 2024 realiserede Erik en mangeårig drøm om en rejse til Vietnam sammen med sin ven Blung Dieu fra den vietnamesiske baptistmenighed i Slagelse. De deltog i en kirkeindvielse i Binh Long med 4000 gæster. Erik fik mulighed for at prædike og undervise ved flere lejligheder. Det blev til stor inspiration at møde kirken i Vietnam. Nogle bibelord af Paulus i Ny Testamente inspirerede Erik så konkret, at de også læses ved hans bisættelse. Her tales om grundlaget for den kristne tro, budskabet om Jesus Kristus, og vigtigheden af at give troen videre.

Forkynd evangeliet

Paulus skriver i 1. Korinterbrev, kapitel 15, vers 3: ”Det, jeg selv har modtaget, har jeg givet videre til jer, nemlig at…”. Erik brændte for at give evangeliet videre. Derfor sagde han også, da vi gennemgik hans tanker for bisættelsen og diverse udklip og artikler fra hans aktive liv og gerne fortalte begejstret om i forskellige sammenhænge: ”Forkynd evangeliet. Det skal jo ikke handle om mig!”

Æret være Erik Løvind Andersens minde!

Relateret

• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 19. feb. 2026 - Normer
• 29. dec. 2025 - ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske”
• 29. dec. 2025 - ”Det gælder om at skabe en ramme, flest muligt kan se sig selv i”
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde

Find flere

Lyt til artiken:

For enden af en villavej ligger Holstebro Baptistkirke. Næsten som om den ikke vil forstyrre. Hvis du søger på Google Streetview, får du et billede af krattet foran kirken. Indenfor er der varme, kaffe og den særlige ro, som opstår, når folk kender hinanden. Formand Hanna Ringgaard og menighedsrådsmedlemmerne Leif Christensen og Allan Thing har kaffen klar – og fastelavnsbollerne.

Talen falder hurtigt på det tætte fællesskab, for netop dér ligger også sårbarheden: Når man er få, kan den enkelte ikke gemme sig i mængden. Ordene vejer tungere. Accept af hinanden betyder alt.

Fra venstre: Hanna Ringgaard, Leif Christensen og Allan Thing (Foto: Henrik Andersen

I den lille menighed er reglerne få. Når noget bliver svært, folder de hænderne i Holstebro. “Der er fokus på bønsfællesskabet,” fortæller Allan og fortsætter: ”Til gudstjenesterne har vi altid et punkt, hvor vi beder sammen – og under ordet frit, beder vi også tit for hinanden.”

Mange menigheder venter på, at verden udenfor opdager deres arbejde. For enden af villavejen i Holstebro er det ikke nemt at blive opdaget. Derfor har menigheden valgt at gå ud: støtte det, der allerede virker – og være med i det tværkirkelige arbejde i Holstebro. I Kirke Care og Kirkernes Sociale Arbejde møder menigheden mennesker, der aldrig ville tage turen til enden af villavejen. Baptistkirken gør det sammen med andre kirker, fordi ressourcerne er få, og fordi de fælles initiativer rækker ud i lokalsamfundet.

Bøn fylder meget i det lille fællesskab i Holstebro. På menighedens Facebookside er der ugentligt ord til opbyggelse.

Samtidig er der drømme for fremtiden: at flytte tættere på livet i midtbyen – måske med et enkelt, åbent sted, hvor man kan komme forbi på en hverdag og få en kop kaffe. Men mellem drøm og virkelighed står en betalt kirkebygning på gratis grund – og et lille fællesskab, der både er stærkt og sårbart. Er det muligt at realisere drømmen uden at miste hinanden af syne?

Den omvendte strategi?

I Holstebro er der cirka 40 medlemmer. Menighedens medlemmer er geografisk meget spredt og det er svært at samle mere end 20 medlemmer til arrangementerne. Selv om der tit dukker andre end medlemmerne op, slider det ikke meget på kirkebænkene. For den lille menighed vil ”refleksen” ofte være at bruge kræfterne i fællesskabet i stedet for udenfor fællesskabet. Men ikke i Holstebro!

Hanna fortæller: ”Vi havde en samtale om, at vi skulle gøre noget ude i byen. Og i den snak kommer vi så ind på, at det kunne være noget for de unge om natten, så de ikke falder i åen!” Latteren breder sig rundt om bordet og Leif fortsætter: ”Det er rigtigt! For jeg har altid ment, at vi skulle gå ud ad døren i stedet for kun at gå ind ad den!”

Allan griber tråden: ”Du vil gerne være konkret. Og da Kirke Care henvender sig, er du allerede klar og så får du trukket os andre med! Vi kan sætte alt muligt i gang, men hvad er sandsynligheden for succes? Så hellere hjælpe der, hvor der allerede sker noget. ”

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Fredag aften i gågaden

Det er fredag aften i Holstebro. Festen har allerede været i gang et stykke tid på barerne og diskotekerne i gågaderne omkring Nørregade og Store Torv. For nogle er festen allerede ved at være forbi: Lidt for meget alkohol, en tabt telefon eller kærestesorger. Ude på gaden er der hjælp at hente fra Kirke Care. Et team på tre voksne med et karakteristisk logo på ryggen.

”Vi er fire fra kirken med i Kirke Care. Vi evangeliserer ikke, men møder de unge med omsorg og kærlighed. Der står jo Kirke Care på vores tøj, så det er tit de unge gerne vil tale om tro, eller bare fortælle os, at de kan både fadervor og trosbekendelsen” forklarer Leif, ”Det er rigtig godt at være med i udadvendt arbejde som menighed.”

Menigheden i kirken for enden af villavejen venter ikke på at blive fundet. Den går ud og møder mennesker.

Når frikirke og folkekirke bygger sammen

Samtalen om Kirke Care fører naturligt videre, da Hanna siger: ”Vi møder jo også mange fra de andre kirker gennem Kirke Care…”. Allan er hurtig til at samle tråden op: ”Det er virkelig en del af vores tværkirkelige fællesskab her i Holstebro: Vi går sammen og taler sammen med folk fra andre kirker. Det danner bånd, skaber netværk og bryder barrierer ned.”

”Det er en gave, Gud har givet os! Vi søgte det og det kom til os,” siger Hanna, ”på sådan en iskold nat kan man nå at få mange gode snakke med de andre!”

Rundt om bordet fremhæver alle tre det tværkirkelige samarbejde. Ikke kun fordi baptisterne får ros for at stille med ti procent af menigheden til Kirke Care, men fordi samarbejdet med andre styrker sammenholdet indadtil. Når kirken ikke kun er en adresse for enden af villavejen, men lever i hele byen, er det nemmere at samle energi. Der er oplevelser om tro og fællesskab, der kan deles, når ordet er frit til søndagsgudstjenesten.

Læs mere om Holstebro Baptistkirke:

På web: https://holstebrobaptistkirke.dk/
På Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100070428941705#
Om Kirke Care på landsplan: https://www.kirkecare.dk/
– og lokalt: https://www.facebook.com/kirkecareholstebro

Det virker – men det fylder ikke kirkebænkene

Der bliver en smule stille, da Hanna, Leif og Allan reflekterer over, at den udadvendte indsats ikke får flere til at søge baptistkirken.

”Måske er vi kommet til at acceptere, at vi er en husmenighed, hvor vi tager os af hinanden. Selv om vi gerne vil være mange flere,” reflekterer Hanna, ”For vi er jo heller ikke en stærk menighed, hvis man kan udtrykke det sådan. Vi har mange gode værdier, vi har mange gode kræfter, men vi har også mange, der internt bruger meget energi på samtaler med hinanden. Der er mange, der kæmper.”

Der er enighed om, at det tætte og nære liv i den lille menighed gør det nemmere at tage fat i hinanden og invitere hinanden med ud og opleve fællesskabet med andre kirker.

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Tæt på hinanden – og derfor sårbare

Samtalen fortsætter om det tætte fællesskab. Man tager sig af hinanden, hjælper hinanden med stort og småt. Sikkert også noget, som fællesskabet slet ikke hører om. Men især en ting kan give udfordringer, fortæller Leif:
”Det er svært at tage de alvorlige snakke, fordi vi kender hinanden så godt. Det er svært at sige noget negativt, og det er en kæmpe udfordring i den lille menighed. Det bliver meget hurtigt personligt.”

”Der skal ikke meget til, før man får hjertebanken,” fortsætter Allan, ”det er jo ikke en fjern relation, der sidder ved siden af. Det er faktisk en, jeg gerne vil være sammen med.”

På spørgsmålet om, hvordan menigheden håndterer konflikterne, er der ikke meget tvivl i svarene. Allan samler op med et smil: ”Der er ikke noget, der er for stort eller for småt – det skal bedes væk!”

De vildeste drømme: Café i midtbyen!

Det tager lige et øjeblik og kræver en smule tilløb før Leif tør præsentere sin vildeste drøm for menighedens fremtid:
”Det er simpelthen, at vi skal… af med det her sted og så skal vi ned og bo midt i byen.”

Hanna falder ind: ”Så skal vi jo have den der lille café, der har åbent lørdag formiddag.”

Der er enighed om, at udfordringen ved de vilde fremtidsdrømme ikke er om menigheden har lyst til at drømme med. Men om menigheden har ressourcer til at realisere drømmene. Ligesom i mange andre frivillige fællesskaber er det svært at finde frivillige nok til at drive fællesskabet. Når driften også omfatter en ældre bygning med utæt tag, er det ofte ”Tordenskjolds soldater”, der møder op.

Leif peger på, at der en drøm, der overskygger alle andre:
”Den vigtigste drøm er nok at finde nogle, vi kan give stafetten videre til. Så tror jeg, at dem, der kommer, vil drømme nye drømme.”

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter?…” (Foto: Henrik Andersen)

En betalt kirke på gratis grund

Store og vilde drømme kan også komme med en pris, hvis de skal realiseres.

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter? Skal vi vælte huset, så vi efterlader en bar grund? For mig er det sådan noget, det handler om,” siger Hanna.

De andre er enige. Der er udfordringer ved at drømme vildt og stort. Og flere udfordringer ved at realisere drømmen. Samtalen vender tilbage til omdrejningspunktet: den lille menighed, da Allan siger: ”Det ville også kræve lidt flere hænder at drive kirke i midtbyen…”

Det lille fællesskab giver mulighed for at være kirke tæt på menneskers hverdag. Men det er også de vilde drømmes begrænsning.

En levende menighed

I BaptistKirken har vi lukket små menigheder, fordi livet langsomt er ebbet ud. I Holstebro er der et livgivende bønsfællesskab i den lille menighed. Når de ikke beder, går de ud ad døren og møder verden i fællesskab med andre kirker.

De giver sig selv lov til at drømme vilde drømme. Krattet på Google Streetview får ikke lov til at blive det sidste billede: De drømmer om at flytte kirken for enden af villavejen til livet i midtbyen.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

I efteråret 2025 har der været debat i flere menigheder om, hvorvidt homoseksuelle kan være fuldgyldige medlemmer af menigheden.

Da jeg for mange år siden sad i menighedsrådet, var også en fraskilt kvinde medlem af rådet. Der blev dengang snakket i krogene, om det nu også gik an. Nu til dags er den slags snak heldigvis forstummet i de bredere kredse, og mig bekendt er der i dag ingen opgave, som fraskilte ikke kan få lov til at varetage rundt omkring i de danske baptistmenigheder. Bibelen siger mere om skilsmisse, end den siger om homoseksualitet. Folk må mene, hvad de vil om homoseksualitet, men når man begynder at bruge Bibelen som facitliste til at udelukke enkeltpersoner fra dele af menighedens liv og virke, så må man i det mindste bede om, at man læser hele Bibelen.

At være homoseksuel er ingen straf
Jeg ville vælge at være homo igen, hvis man ellers kunne vælge det til eller fra. Jeg lever et rigt velsignet liv, som jeg er Gud taknemmelig for hver eneste dag. Jeg ser homoseksualitet som en kuriositet i skaberværket på linje med venstrehåndethed. Det kan mange heteroseksuelle kristne helt sikkert have en anden mening om – grundigt understøttet af velvalgte bibelcitater – men her vil jeg lige minde om, at det er mig, der er homoen, og det er mig, der må folde hænderne og bede Gud om vejledning til at tackle netop det livsvilkår.

Jeg skal på bedste vis forsøge at være Niels og leve mit liv til Guds ære ved Hans hjælp og vejledning på helt samme måde, som alle andre skal finde deres vej gennem livet.

At være homo er nemlig et livsvilkår, uanset om man kan lide det eller ej. Jeg skal på bedste vis forsøge at være Niels og leve mit liv til Guds ære ved Hans hjælp og vejledning på helt samme måde, som alle andre skal finde deres vej gennem livet. Jeg lever i stor og barnlig tillid til, at Gud altid står klar med hjælp og vejledning til den, der efterspørger den, og at Gud kommer den enkelte i møde personligt – og ikke via stedfortræder i form af bedrevidende medkristne. Til dem, der kunne finde på at bede for mig, så jeg kan blive omprogrammeret og lære at elske kvinder, så der igen kan komme orden i penalhuset, må jeg bare sige: Glem det! I beder og beder og helmer ikke før, det bliver, som I kunne tænke jer. I hører jo ingenting. Måske har Gud allerede svaret jer: nemlig at alt er, som det skal være. Hvis jeg kom til Gud og ville omprogrammeres, ville jeg føle det som en synd over for Gud, der med rette kunne sige til mig: Niels, jeg har velsignet dig rigt – alligevel er du utilfreds og vil have noget andet – lev i min kærlighed.

Hvis jeg kom til Gud og ville omprogrammeres, ville jeg føle det som en synd over for Gud, der med rette kunne sige til mig: Niels, jeg har velsignet dig rigt – alligevel er du utilfreds og vil have noget andet – lev i min kærlighed.

Skulle det ødelægge mit gode humør, at der rundt om i menighedernes ledelser sidder nogle, der vil mene noget om mit seksualliv? Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det er den måde, Kirken har undertrykt masserne på i århundreder. Det værste, der kunne ske, var, at de smed mig ud af kirken, og den risiko lever jeg fint med, men jeg bryder mig ikke om at blive betragtet som et andenrangsmedlem, der ikke længere kan varetage bestemte opgaver i menigheden, udelukkende fordi jeg er homo. Jeg har som allerede nævnt siddet i menighedsrådet, sunget i lovsangsgruppen og været redaktør af det lokale kirkeblad i over 10 år – alt sammen længe før jeg delagtiggjorde andre i min seksuelle orientering – så jeg har allerede gjort min indflydelse gældende (åben homo eller ej) på nogle af de områder, som jeg nu ikke længere vil kunne varetage. Gud ske tak og lov, at jeg ikke også var søndagsskolelærer – så ville rædselsfantasierne da have nået nye højder om letpåvirkelige småbørn, der var blevet besudlet af min blotte tilstedeværelse.

”Vi er alle præster”
Jeg har ingen grund til at tro, at den igangværende drejning mod en mere konservativ og bogstavtro tolkning af Bibelen skulle være drevet frem nedefra i menighederne. I nogle menigheder har præsten i dag en næsten pavelignende status, hvor præsten sætter menighedens dagsorden. Det er faktisk meget ubaptistisk. Tidligere lød baptist-mantraet: ’’Vi er alle præster”, både mht. den udbredte brug af lægprædikanter og mht. den åndsfrihed (smag lige på det ord), der altid har været baptismens kendetegn, nemlig at enhver må læse og tolke Bibelen, som de vil, uden at blive ugleset af den grund. Selvfølgelig må man kritisere præster, for hvem er det egentligt, de tror, der bliver glade, hvis de føler sig kaldet til at pålægge en homoseksuel m/k at leve i cølibat? Er det Gud? Dem selv? Den homoseksuelle? Er det min frelse, der ligger dem sådan på sinde? Er det, fordi de vil savne mig i Himlen, selvom de helst vil være fri for mig her på jorden? Er det i stedet et lidt kikset, men dog velment forsøg på at være ’jordens salt’?

Jeg kan ikke regne ud, hvad de konservative og bibeltro præster, søstre og brødre har i klemme, eller hvilken overtrædelse de gør sig skyldig i, hvis de bare lod mig passe min butik. Det overgår simpelthen min forestillingsevne, hvor de vil hen med al den nidkærhed, og hvad der er drivkraften bag. Tror de, at de får et klap på skulderen og ordene: Min ven, sæt dig højere op!1, når de engang skal mødes med Jesus ansigt til ansigt? Jeg tror, der er nogen, der vil få sig en slem overraskelse, når de ser den endelige bordplan. Strejfer det dem ikke i bare et enkelt klarsynet øjeblik, at det kunne forholde sig sådan? De bringer sig selv faretruende tæt på at ende i samme gruppe som farisæerne og de skriftkloge. Måske skulle de genlæse Bibelen med de briller og afgøre med sig selv, om det virkelig er der, de gerne vil befinde sig.

Hvor blev Lasse Åboms nådegave af?
Man talte meget om nådegaverne, dengang jeg sad i menighedsrådet – og nej, hvor var jeg rigt velsignet her. Det var mit indtryk, at jeg var kommet på den rette hylde som lem på legemet og gren på vintræet, og at folk var glade for min indsats og syntes, at jeg gjorde fyldest i de opgaver, jeg påtog mig. Nu kan jeg så forstå, at nådegaverne først og fremmest bliver tildelt efter seksuel orientering (den eneste rigtige, naturligvis), og at de ydermere kan geninddrages, hvis der på et senere tidspunkt skulle dukke noget op, som menighedens ledelse ikke bryder sig om. Der er næppe nogen i ledelsen, der ville løfte et bryn, hvis jeg deltog i rengøringen og den årlige havedag i kirken, men jeg kan nu forstå, at der er så vitale funktioner på legemet, at kun de helt særligt udvalgte kan få lov at varetage dem, men hvordan hænger det lige sammen med, at alle lemmer på legemet er lige meget værd, og at vi hver især udfylder en gudgiven funktion? Jeg kan ikke få det til at stemme overens med ordene om, at det er Ånden, der tildeler nådegaverne til den enkelte: ”Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil” og videre ”Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det”2. Hvis Lasse Åbom har været en gudsbenådet præst indtil nu, skulle det da være højst mærkværdigt, at han pludselig over en nat har mistet enhver evne til at udlægge teksten, fordi han har fået en mandlig kæreste. Jeg tror ikke, det er sådan, nådegaverne fungerer.

Hvad bliver det næste?
Indimellem hører man så det sædvanlige om, at Gud hader synden, men elsker synderen. Hvad vil andre par sige til, at de i løbet af et splitsekund får stemplet deres mest intime samliv som syndigt? Jeg ved ikke hvilke kulørte forestillinger, der kører for deres indre blik, men de må have en betænkelig livlig fantasi på området, siden de så hurtigt kan fælde dom over mit. Jeg kan godt blive en anelse pikeret, hvis homoseksuelle som den eneste gruppe i kirken skal tvinges til at redegøre for de mest intime artigheder fra privatlivet foran hele eller dele af menigheden, men det må vel være vilkåret, når man i menighedsrådet vil skelne så skarpt mellem homoseksuel orientering og homoseksuel praksis, fx i forbindelse med valgbarhed til menighedsrådet. Hvordan har man tænkt sig, det rent praktisk skal foregå? Jeg synes godt, man kan efterlyse blot en smule god, gammeldags anstændighed i omgangen med andre mennesker her. Det forekommer mig uhyrligt og grænseløst nævenyttigt, at nogen overhovedet føler sig kaldet til at udtale sig og fælde dom over folks private aktiviteter i sovekammeret. Jeg er en voksen mand uden tildelt værgemål og med forstand inden for normalområdet. Skal vi en gang for alle have et Vogternes Råd, der kan vejlede os om, hvad vi må og ikke må på lagnerne? Tiden må være kommet til, at ganske almindelige baptister rejser sig op og tilkendegiver, at det vil vi ganske enkelt ikke være med til. Det er åndsforladt og ubaptistisk og hører ingen steder hjemme.

I det hele taget er der ikke meget at grine af ved den igangværende udvikling. Jeg synes, det er en farlig vej, vi begiver os ind på, når vi begynder at sortere i mennesker efter forgodtbefindende. Umiddelbart har jeg svært ved at se, at jeg personligt skulle udgøre en trussel for noget som helst – selv som menighedsrådsmedlem i fri dressur. Personligt skal jeg nok overleve både som glad homo og som glad kristen med frelsesvisheden i behold, men når jeg tænker på fremtiden, så er det desværre med meget bange anelser om, hvor dette paradigmeskift omkring et af baptismens allermest hæderkronede principper, nemlig åndsfriheden, vil føre os hen som kirke. Jeg er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af den polarisering, der også finder sted mange andre steder i samfundet og i verden.

Jeg er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af den polarisering, der også finder sted mange andre steder i samfundet og i verden.

Det personlige vidnesbyrd er ikke til diskussion
Det personlige vidnesbyrd har altid stået stærkt, fordi det er et indiskutabelt bidrag om, hvordan Gud arbejder i den enkelte. Nu har Christian (stammer fra det latinske Christianus, som betyder “tilhænger af Kristus” – blot nævnt her som bonusinfo) og jeg holdt sammen i næsten 25 år. Jeg vil nødig leve uden Guds velsignelse, og hvis man tager Guds velsignelse blot det mindste alvorligt, må man antage, at den har betydning, ja endda gør en væsentlig forskel på, om ens liv flasker sig. Så med de 25 gode år sammen med Christian kan jeg intet andet end at være glad og taknemmelig. At nogle kristne ikke kan få øje på Guds kærlighed i det, men i stedet ligefrem råder mig til – hellere i dag end i morgen – at gøre forholdet forbi, fylder mig mest af alt med dyb medlidenhed. Det er bare så trist. Tænk, at gå igennem livet så stæreblind for Guds nærvær i verden. (I parentes bemærket tænker jeg også, at det må være et tungt ansvar at bære, at man som præst eller anden kirkelig autoritet fremkommer med så radikale og sorgfremkaldende råd til andre, men lige den side af sagen forstyrrer tilsyneladende ikke deres nattesøvn).
Tænk, hvis mine brødre og søstre i Herren i stedet havde turdet tage mit vidnesbyrd for pålydende og udbrudt et dybfølt ’Amen’ og et højlydt ’Halleluja’ til det, fordi det kunne være dem et vidnesbyrd om, ”hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det”3. Det forekommer mig at have været en noget mere opbyggelig vej end det udskillelsesløb, man nu har sat i gang flere steder.

Troen overtrumfer alle skel
Hvorfor er det lige kombinationen ’homo – menighedsråd’, der problematiseres i nogle menigheder? Kombinationen er jo grebet ud af den blå luft uden skygge af bibelsk belæg. Hvis man endelig skal udelukke nogen fra særlige opgaver i menigheden, undrer det mig, at hor og utroskab slet ikke bliver nævnt. Det er nok ellers hyppigere forekommende.

Uanset om det er homoseksuelle, fraskilte, mænd i dametøj, personer, der kæmper en daglig og oftest ensom kamp mod en ufrivillig seksuel tiltrækning til børn, skatteunddragere med forkærlighed for sort arbejde, veganere, tatoverede med piercinger i unævnelige kropsdele, hidsigpropper, lystløgnere, pralhalse og topegoister – kun fantasien sætter grænser her – så kan det ikke være kirkens opgave at holde nogen ude fra fællesskabet.

”Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed”4. Den fælles tro på Jesus må overtrumfe alle andre skillelinjer, som vi kunne have lyst til at bruge mod hinanden efter forgodtbefindende. Da jeg var ung, sang vi med stor entusiasme med på: ” Til det mørke fængsel aldrig mer jeg går; al mit hjertes længsel mod din Himmel står”. Jeg agter at fortsætte med at leve mit liv i den dyrekøbte frihed, som jeg med evangeliet har fået del i. Jeg har ikke til sinds – hverken frivilligt eller ufrivilligt – at trisse tilbage til fængslet, og det er helt ude i hampen, når vi nu som kirke begynder at sætte nye fængselsmure/begrænsninger op for hinanden. Måske skulle vi i stedet prøve at komme lidt videre i teksten, og med sidste del af verset kan vi passende minde hinanden om, hvad der er vores egentlige kerneopgave: ”Glad jeg til de andre vinker, som jeg kan: Kom med os at vandre til det frie land”5.

Ingen bør udelukkes
Tænk, hvis vi alle sammen fra lokalmenighed til landsledelse i stedet for det, der foregår nu, havde taget den beslutning, at vi ville bruge al vores flid, tid og energi på at få alle med i fællesskabet. Tænk, hvis ledelsen fra start havde meldt klart ud, at de ikke ville bruge så meget som fem minutter på at udarbejde retningslinjer og paragraffer, der har til formål at udelukke nogen. Tænk, hvis vi i kirken havde haft noget reelt at tilbyde alle dem, der allerede nu møder marginalisering og dæmonisering andre steder. I stedet valgte vi at satse på loungemodellen, hvor der kun er fuld adgang for dem med guldkort.

Jeg kan sagtens se en fælles farbar vej for os som baptistkirke – og den er endda overraskende enkel og ligetil.

En fælles farbar vej
Jeg kan sagtens se en fælles farbar vej for os som baptistkirke – og den er endda overraskende enkel og ligetil. I debatten kan det svirre med mere eller mindre velvalgte skriftsteder, men lad os samles om én bibeltekst, nemlig lignelsen om rajgræsset og hveden6. Lad os minde hinanden om, at rajgræsset og hveden skal blive stående side om side indtil høsten. Det vil kræve selvbeherskelse fra begge sider, men er dog ikke en umulig opgave, hvis viljen er til stede. Hvis der skulle herske nogen som helst uklarhed om rollefordelingen, skal jeg gerne påtage mig den indledende rolle som rajgræs, selvom det på den yderste dag skal kastes i ovnen og brændes. På den dag vil det måske vise sig, at ikke alle var så superdygtige til botanik, som de selv gik rundt og troede.

Niels Lunding Andersen
Pensioneret farmaceut, for nyligt tilflyttet Korskirken i Herlev – hvor alle er velkomne, præcis som de er.

________________________________________________________

1 Lukasevangeliet kap. 14, vers 10

2 1. Korintherbrev kap. 12, vers 11 og 18

3 1. Johannesbrev kap. 3, vers 1

4 2. Korintherbrev kap. 3, vers 17

5 H.P. Mollerup: Du, som bryder lænker, Salmebog for de danske baptistmenigheder 1989, nr. 448

6 Matthæusevangeliet kap. 13, vers 24-30

Relateret

• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 29. dec. 2025 - ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske”
• 29. dec. 2025 - ”Det gælder om at skabe en ramme, flest muligt kan se sig selv i”
• 19. jun. 2025 - Frihed og respekt i fællesskaber
• 05. jun. 2025 - Kan man slå sig på samtaler?

Find flere

Ved alle anledninger havde fællesskab en fremtrædende plads med efterlysning af friheden og respekten i samtalen. Kirkesamfund på tværs på Himmelske Dage, samtalen os imellem på synoden og alle samfundskonstruktioner på folkemødet – alle steder var de centrale ønsker, at mennesker i frihed og respekt opbygger fællesskaber.

Hvem mere end kristne og kirken burde kunne bidrage til opbygning af fællesskaber, hvor den enkelte mødes med respekt? Ikke fordi alle mener det samme, men fordi friheden til at mene og give udtryk herfor er i centrum og mødes med forståelse.

I de kirkelige fællesskaber burde vi være i front med at møde mennesker med respekt for friheden, men samtidig er de kirkelige fællesskaber så vigtige for os, at det kan gøre ondt, hvis meninger er meget forskellige. Derfor skal vi være særlig opmærksomme på fællesskabets udtryksmåde.

I en debat på folkemødet i kirketeltet (Himmel og jord) beskrev Michael Wandt Laursen udfordringen med bl.a. to udtryk (i min beskrivelse):

– Vi kan være så bange for at blive beskyldt for ikke være tro mod Ordet, at vi binder og begrænser hinanden i at møde mennesker.

– Hvis vores fællesskaber er usikre, er vi tilbøjelige til, at holdninger kan være hugget i sten (fordi vi er usikre), så det begrænser os i mødet med næsten.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Når mennesker fra hele baptistkirken mødes i morgen, er jeg ikke med. Ikke fordi jeg ikke synes det er vigtigt, men fordi jeg ikke kan. Fordi samtalerne er for hårde. Fordi det gør for ondt.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der sidder med den mavepine. At vi er flere, der håber på en vej frem for det fællesskab, vi elsker, men som det også kan gøre rigtigt ondt, at være en del af lige nu. Flere, som samtidig bliver nødt til at passe på os selv, for ikke at slå os for hårdt.

Derfor er jeg taknemmelig for de mennesker, der tager afsted med håbet om, at det gør en forskel. Og jeg beder om, at synoden såvel som Baptistkirken må være kendetegnet ved nådige, næstekærlige og nærværende samtaler fyldt med ånd og mod.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Lyt til artiklen:

Hjemmekirken

• mødes i Susanne og Cyril Wiik Kalvågs hjem i Nøddebo, Nordsjælland
• hun har en baggrund i Adventistkirken
• en evangelikal, karismatisk kirke
• 20 deltagere
• mødes fire gange om måneden, to lørdage til gudstjeneste og to onsdage til bibelstudie

Susanne og Cyril har haft hjemmekirke i deres hjem de seneste 20 år. De var oprindelig med til at skabe Café-kirken i København, en ung nybygger adventistkirke. Susannes første kirkeplantning lejede sig ind i Lyngby Baptistkirke. Det passede fint, for adventisterne har gudstjeneste om lørdagen. ”Det er jo den dag, Jesus som jøde fejrede sabbat”, forklarer hun.

På et tidspunkt blev det til en kirke i deres hjem – dengang et almindeligt parcelhus, nu er huset større. Oprindelig var de otte – nu svinger deltagerantallet mellem 12 og 24. Konceptet er, at man mødes to lørdage om måneden kl. 11. Alle tager noget med til brunch-bordet. Når de har spist, synger de lovsange i ca. 20 minutter. Et oplæg fra en af deltagerne indleder en samtale, og så slutter de med at bede sammen.

Hun opfordrer alle til at komme med et oplæg: ”Typisk tager vi et emne fra Bibelen og taler om, hvad vores erfaringer er omkring det. For det meste er det mig, vores søn Philip (36), eller min mor, der har holdt oplæg,” fortæller Susanne. Hun henviser til 1. Korintherbrev kap. 14, vers 26, hvor der står: ”Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet.”

”Det var ikke sundt”

Susanne er en driftig kvinde. Hun er privatpraktiserende psykoterapeut, har tre gospelkor og leder hjemmekirken i deres hjem. Men selv hun har en grænse, og den nåede hun i foråret 2023: ”Jeg tog for meget på mig. Det er typisk, at jeg tager ’faklen’ og gør det meste selv. Struktur er ikke mit stærke kort. Det er faktisk imponerende, at det gik i 20 år. Men så gik jeg ind i en væg. Folk havde vænnet sig til at komme, og så var alt parat. De har været gavmilde i tjenester og tid, så det var mit ansvar, at jeg ikke var mere uddelegerende. Det var ikke sundt for mig eller kirken, at jeg både ledte mødet og ledte lovsangen.”

”Nu har Philip overtaget ledelsen af kirken. Han har været med altid og er også mere struktureret end mig”, forklarer hun. ”Nu er der grupper, der hver har ansvar for et område, bl.a. et team, der har ansvaret for den åndelige ledelse af hjemmekirken.”

Mennesker kommer til tro

Det sunde i vores kirke er, at mennesker kommer til tro.

”Det sunde i vores kirke er, at mennesker kommer til tro. Vi oplever, at Gud er nær”, fortsætter Susanne og forklarer sit syn på en sund kirke: ”Det er, at man beder, beder og beder, lovsynger i bøn og er autentiske og ærlige. Vi skal være personlige og dele vores liv. Budskabet skal være helt nede på jorden, så alle kan forstå det. Så kendetegnene er stærk bøn og lovsang. I en sund kirke kender man Helligånden og inviterer Helligånden ind: Det er det, der giver frugten.”

Sårbarhed

I en sådan kirke er der plads til sårbarhed. Susanne fortæller, at der ofte er nogle, der græder – og det er ikke de samme hver gang: ”Der kom en ung pige, og hun syntes, det var pinligt at græde. Så sagde en anden til hende: ’Bare rolig, jeg græd i et helt år’.”

I en sådan kirke er der plads til sårbarhed.

Lige nu er halvdelen af deltagerne ikke kirkevante. Susanne inviterer i sine kor, mennesker hun møder, og andre inviterer fra deres arbejdsplads. Alle mulige relationer. ”Vi vokser ikke i antal, fordi vi har en lille lokation. Det er begrænset, hvor mange vi kan være. Derfor er vi også i gang med at netværke – dels med min søster Bettina Anker Wiik, som er præst, og dels med Cafékirken, der er i gang igen. Så vil vi samles én gang om måneden i en større sammenhæng. Det er vigtigt, at hjemmekirken ikke bliver en iltfattig dam”, slutter hun.

Læs også ‘Opbrud til sundt menighedsliv førte til martyriet …’

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Citykirken i Aarhus:

• et selvstændigt trossamfund
• 530 medlemmer + børn og unge
• fem præster
• 3-400 til gudstjeneste

Jürgen Galonska er ledende præst i en af Danmarks største frikirker, Citykirken i Aarhus. Selv beskriver han en sund kirke således: ”Den er som en menneskekrop. Kroppe ser meget forskellige ud, men spiser du ordentligt, sover godt, får motion, så kan din krop udfylde sit formål. Det samme med kirken. Så kan kirken følge sit kald på alle områder. ”

Siden fusionen mellem to apostolske og en pinsekirke i 2010 har de samme tre præster været ansat, og to er kommet til siden. ”Vi supplerer hinanden godt”, siger Jürgen og fortæller: ”Vores mission knytter sig til Fadervor: ’Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i himlen’. Vi havde også en målsætning, men det stressede os. I stedet fandt vi hen ad vejen 12 værdier. De beskriver, hvordan vi er og gerne vil være. Ligesom i en familie forandrer vi os, når der kommer nye medlemmer.”

Kirken startede med 300 medlemmer. Nu går der i nogle uger op til 1000 mennesker igennem kirken.

Citykirkens værdier:

Vi ønsker at være

• for Jesus fordi vi tror på ham!
• for respekt fordi alle fortjener det!
• for potentiale fordi du kan!
• for forskellighed fordi vi ikke er ens!
• for hverdagen fordi livet har flest af dem!
• for generøsitet fordi vi ligner Gud mest, når vi giver!
• for kvalitet fordi vi er skabt til det!
• for enhed fordi der kun er én kirke!
• for verden fordi vi elsker verden!
• for fremtiden fordi den er lys!
• for livet fordi vi tror på et liv før døden!
• for autenticitet fordi sandheden sætter fri!

Go-More

De huser Østjyllands største gospelkor, Go-More, med 250 medlemmer – ét af dem genkendte Jürgen på en Go-More tur til København. ”Hun startede med ’Hej præst…’ og talte hele vejen til København om sin kirke og sit gospelkor. Hun er ikke medlem. Jeg havde ikke mødt hende før. Men Citykirken var hendes kirke.

Sundhed er mere end kultur. Du skal føle dig hjemme. Vi ønsker at gennemsyre vores by med kristne. Vi opfordrer alle til at leve deres liv med Gud i hverdagen. Sygeplejersken, chefen og dagplejeren er lige så meget i tjeneste som dem, der synger lovsang fra scenen. Vi vil væk fra scene-halløjsaen.” De har adskilt dåb og medlemskab, så man bliver optaget på bekendelse af tro på Jesus, men prædiker og praktiserer kun troendes dåb.

Tættere på hinanden

Hvert år har de et tema. I 2024 er det ”Tættere på hinanden, Gud og verden”. ”Vi har helt klart potentiale for udvikling omkring medvandring og discipelskab. Alle gudstjenester og alt, vi har gang i, skal gennemsyres af temaet. Kirkens grupper, der mødes en gang om ugen eller hver 14. dag, får fx tilsendt refleksioner.

Vi vil gerne undgå, at folk bliver overfyldt med kirkelige aktiviteter. Der skal være tid til andet end kirke.

Derfor respekterer vi et nej. Folk skal ikke blive stressede af kirke.” Det har de erfaringer med. Derfor holder de fx kun så meget børnekirke, som de har medarbejdere til. ”Nu har vi flere sunde og rimeligt tilfredse medarbejdere”, konstaterer præsten.

De unge flytter

Menighedens udvikling, den åndelige og daglige ledelse styres af præster og lederteam, i alt ni personer. Fire gange om året er der generalforsamling. Kirken har en udfordring, som gælder mange storbyer. Mange studerende bliver en del af kirken, men når de skal etablere sig, flytter de, fordi de ikke har råd til at bo i Aarhus.

Jürgen slutter: ”Vi velsigner kirkerne i Aarhus og omegn med gode medarbejdere. Vi siger til dem: ’Find et godt fællesskab og sørg for at jeres børn får en god kirke dér’.” Citykirken prøver at være en alle-generationskirke med alle racer og køn. ”Det er Jesus, der binder os sammen.”

Læs også ‘Bøn, bøn, bøn og lovsang’.

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Ole Lundegaard:

• præst i Herlev Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser i bl.a. Ny Testamente og græsk på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Paulus ønskede, at de menigheder, han havde grundlagt, skulle være sunde og være gode vidnesbyrd om Kristus. Det var de ikke altid, og derfor skriver han til dem.

Problemer var der nok af

I menigheden i Korinth fx var der meget, der ikke var sundt. Der var kliker i menigheden,[i] og hverken nadverfejring[ii] eller gudstjenestefejring var noget godt forbillede. Det var noget roderi, som udenforstående ikke kunne få noget ud af.[iii] Tilsyneladende var der nogle af mændene, der besøgte prostituerede,[iv] og der forekom sågar incestuøse forhold i menigheden.[v] Og listen er længere. Vi har to breve fra Paulus´ hånd til menigheden i Korinth, men vi kan læse os frem til, at der har været flere breve. De er gået tabt, men de vidner om en alvorlig indsats fra Paulus´ side for at vejlede og nogle gange irettesætte menigheden.

Paulus’ vejledning

Hvis vi læser på tværs af brevene, får vi et klart indtryk af de afgørende punkter i Paulus´ formaninger.

En del af en helhed

Et af de vigtigste billeder, Paulus benytter sig af, er billedet af menigheden som en krop med mange lemmer. Netop til menigheden i Korinth med alle dens interne stridigheder, udfolder han det mest udførligt.[vi] Billedet af legemet og lemmerne bruger Paulus til at minde menigheden om, at de til trods for deres forskelle og variation af talenter, gaver og funktioner, først og fremmest er ét. Enheden betyder meget præcist, at de skal respektere hinanden og drage omsorg for hinanden. Han slår et særligt slag for, at dem, der – efter menneskelig målestok – er de mindst vigtige i fællesskabet, skal vises den største respekt. I baggrunden klinger Jesus´ undervisning om, at Guds rige hører de mindste til.[vii] Sammenvævningen af mange i én menighed – jøder og grækere, slave eller frie, mænd eller kvinder[viii] – betyder, at man tager del i hinandens glæder og sorger.[ix]

Én og samme Herre

En afgørende del af billedet er, at legemet har et hoved – Kristus. Man kan ikke læse Paulus´ breve og udsondre en særlig lære om lederskab. Ikke andet – men heller ikke mindre – end dette: Kristus er legemets hoved! Det betyder, at alle lemmer på legemet uanset funktion – synlig eller mindre synlig – skal ligne Kristus. Især i Andet Korintherbrev bliver det tydeligt, at Paulus´ vejledning af menigheden ikke er gået helt efter planen, for menigheden fortsætter med at være optaget af bestemte lederskikkelser fremfor at tjene Kristus. Ledere er tjenere, ikke herrer.[x]

Selvhengivelse

Billedet af legemet rummer altså den forståelse, at man er givet til hinanden. Vi er ikke bare lemmer på Kristus, men på hinanden – ja legemet, menigheden, er Kristus´ legeme. Det understreger Paulus yderligere i Romerbrevet og Filipperbrevet, hvor han taler om at bringe et offer. Til menigheden i Rom skriver han, at de skal bringe deres legemer som et helligt offer, der er Gud til behag.[xi] I deres tjeneste skal de give sig selv til hinanden og til Gud. Overfor korintherne bruger Paulus samme billede af selvhengivelse, når han fremhæver de kristne i Makedonien, fordi ”de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os.”[xii] Vi må konkludere, at han anser det at hengive sig til Herren og til sine trosfæller for at være den sunde model.

Når Paulus taler om den selvopofrende tjeneste, klinger Jesus´ ord og eksempel med. Det refererer han specifikt til i brevet til menigheden i Filippi, hvor han siger, at de skal se på Jesus og gøre som ham. Han gav sig selv hen. Han var netop en tjener, og i menigheden skal Kristus´ eksempel følges.[xiii] Det er en særlig glæde for Paulus, når de gør sådan.[xiv]

Ikke én model for menigheden

Som nævnt kan man ikke ud fra Paulus´ breve sammenstille ét billede af, hvordan en (sund) menighed er struktureret, eller hvordan den ledes. Der er forskellige bud i alle brevene, men de udgør ikke til sammen et bestemt system. Hvorfor mon ikke? Paulus synes at acceptere, at menigheder har forskelle i deres struktur og organisation. En af teorierne er, at Paulus i de tidlige breve (fx Thessaloniker- og Korintherbrevene) stadig har forventningen, at Jesus meget snart kommer til syne, og så vil hele verden forandres. Derfor går han ikke meget op i organisation og struktur. Det kan godt være, det er sandt. I de sene breve i samlingen af paulinske breve (fx Timoteusbrevene) ser vi tydelige spor af begyndende klarere strukturer og embeder.[xv]

I et af de seneste udsagn i Paulus´ breve vender han tilbage til sin vigtigste pointe hele vejen igennem: Kristus! Han skriver, at hvis man vil færdes i Guds hus, den levende Guds kirke, er der en ”sandhedens søjle og grundvold” – hvorpå der følger en lovprisning af Kristus![xvi] For Paulus er en sund menighed en menighed, der i et og alt ser hen til Kristus som sit forbillede – og ser ham i et selvhengivende liv.

Læs også ‘Rejseberetning fra to uger med post-evangelikale kristne i USA’.

[i] 1. Korintherbrev kap. 1, vers 10-17

[ii] 1. Korintherbrev kap. 11, vers 17-26

[iii] 1. Korintherbrev kap. 14, vers 26-33

[iv] 1. Korintherbrev kap. 6, vers 12-20

[v] 1. Korintherbrev kap. 5, vers 1-5

[vi] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 12-31, men se også Romerbrevet kap. 12, vers 4-6 og Efeserbrevet kap. 4, vers 11-16

[vii] Se fx Matthæusevangeliet kap. 18, vers 1-5

[viii] Galaterbrevet kap. 3, vers 28

[ix] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 26

[x] Læs 2. Korintherbrev

[xi] Romerbrevet kap. 12, vers 1-2

[xii] 2. Korintherbrev kap. 8, vers 5

[xiii] Filipperbrevet kap. 2, vers 5-7

[xiv] Filipperbrevet kap. 2, vers 1-2

[xv] Se fx 1. Timotheusbrev kap. 3

[xvi] 1. Timotheusbrev kap. 3, vers 15-16

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Vestermarkskirken i Grindsted:

Del af Evangelisk Frikirke Danmark
240 medlemmer
Fire ansatte på deltid
Præst Charley Stephansen på fuld tid

”En sund kirke ser forvandlede liv. Mennesker kommer til tro i vores kirke, og de oplever, at deres liv forandrer sig.” Det glæder Henrik Dam, menighedsrådsformand i Vestermarkskirken i Grindsted, at fortælle det. Menigheden vokser. Det seneste halve år er der kommet 15-20 nye mennesker til. Et velkomstteam bygger relation til de nye og spørger, hvad de kan gøre for, at de bliver en del af kirken.

Menigheden vokser. Det seneste halve år er der kommet 15-20 nye mennesker til.

Charley Stephansen, der har været præst i kirken i 13 år, supplerer: ”Vi er blevet meget bedre til at tage imod og integrere nye i vores kirke.” Således lavede de en ny smågruppe på det helt rigtige tidspunkt. De bruger et ’Lectio Divina’-koncept: Læser en bibeltekst i flere oversættelser, og alle fortæller, hvad de fik ud af det. Midtvejs er der kaffepause, og de beder for hinanden til slut.

Bibelen i fokus

”Bibelen er kommet mere i fokus”, siger Henrik Dam videre. ”Vi kan ikke gå ud fra, at alle kender Bibelen.” De oplever i højere grad Guds nærvær i gudstjenesterne. ”Vi kan bede om mirakler, og Gud handler.” Man kan høre begejstringen på hans stemme.

Gudstjenesten har været på slankekur.

Gudstjenesten har været på slankekur. ”Der var alt for mange ting, der skulle siges i gudstjenesten,” pointerer Charley Stephansen. Henrik Dam tilføjer: ”Det var gode ting”. Men de er enige om, at slankekuren hjalp. Nu er der mere fokus.

Parat til vækst

”Menigheden har været parat til vækst. Vi bliver begejstrede, når der kommer nye, og vi ser dem vokse. Det rykker virkelig”, forklarer Charley Stephansen. Vestermarkskirken har været igennem Vital-processen og er derfor bevidst om de ti kendetegn på en sund, missional kirke. Menighedens tema sidste år var ’Gud i hverdagen’.

”Vi vil gribe det nye ’Lad os tale om tro’. Det er en kæmpe hjælp til os. Det er fint, at Charley prædiker. Vi har gode gudstjenester, men det skal jo leves i hverdagen,” som Henrik Dam siger, og så glæder det ham, at ”dét, vi fokuserer på, er dér, Gud arbejder”.

Vi skal opleve, at vi er forankrede i Gud.

Fokus for det indeværende år er ’Forankret’. ”Det handler om Guds ord og Guds kraft. Vi skal opleve, at vi er forankrede i Gud”, fortæller Henrik Dam og beretter, hvordan menighedsrådet og de ansatte havde en ”fed aften”, da det nye årstema stod klart for alle.

Op, ind, ud

10 kendetegn på en sund menighed:

Bibelen er central
Livsforandrende vandring med Jesus
Troen på Kristus deles med andre
Diakoni i lokalsamfundet
Internationalt missionsengagement
Imødekommende fællesskab
Inderlig tilbedelse
Opofrende og generøs livsstil og tjeneste
Åndeligt lederskab
Frugtbar organisation

Lige nu arbejder de også med en ny ledelsesstruktur. Charley Stephansen forklarer: ”Da vi var en mindre menighed, kendte alle hinanden, og alle kunne involveres. Når menigheden vokser, skal der uddelegeres mere. Den overgang er ikke altid nem. De ting, vi arbejder med nu, er nødvendige. Ellers ville det være en stopklods.”
Henrik Dam supplerer: ”Det står i vores vedtægter, at menighedsrådet er åndelig ledelse. Men er vi det?”

Når menigheden vokser, skal der uddelegeres mere. Den overgang er ikke altid nem.

Nu er der ryddet en time til menighedsrådsmøderne, hvor rådet er ’i helikopteren’. Det handler om menighedens DNA, som de kalder ’op-ind-ud’. ’Op’ er relationen til Gud, ’ind’ er menighedens interne liv og ’ud’ er relationen til det omgivende samfund.” Det praktiske kan fylde rigtig meget. Det åndelige skal have plads,” præciserer han. Derfor prøver de at skabe et nyt mellemled, der skal sørge for, at det praktiske fungerer.

Skal de to nøglepersoner nævne noget, menigheden kan blive bedre til, er det omsorgsfulde relationer.

”I enhver familie er der dysfunktion. Men vi kan godt være os selv bekendt, sagt på jysk”, konkluderer Charley Stephansen.

Læs også ‘En sund kirke er som en menneskekrop’.

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Kristian Bonde-Nielsen:

• præst i Købnerkirken
• medvært på podcasten Spadestik
• har udgivet flere lovsange hos Stille Stunder

Når kirke er bedst, er den som ingen andre fællesskaber i verden. Når den er bedst, er det fællesskaber, hvor vi møder dem, vi ellers aldrig ville møde. Når den er bedst, er det dér, vi får bonusbedsteforældre, bonusonkler og -tanter. Når den er bedst, er det dér, mennesker bliver budt velkommen, som de er, uden forbehold. Når kirke er bedst, er den et sted, hvor mennesker får lov til at opdage Guds uendelige kærlighed til dem.

Men nogle gange er kirken ikke bedst. Nogle gange er det frustrerende og det, der er værre.

Den postevangelikale bevægelse

Derfor var der noget i mig, der fik ny energi, da jeg for et par år siden for første gang stødte på den postevangelikale bevægelse i USA og andre steder i verden. Det blev jeg nødt til at undersøge nærmere – og det gjorde jeg to uger i foråret sammen med min gode ven og kollega, Lasse Åbom.

Når kirke er bedst, er det et sted, hvor mennesker får lov til at opdage Guds uendelige kærlighed til dem.

Jeg kunne skrive om amerikansk kultur, om hvor hurtigt alting går, og hvordan en introvert dansker kommer til kort i det tempo, som alle samtaler foregår i. Jeg kunne også skrive om madkultur (læs: tacos, tacos, tacos!), eller den særlige ’sydstats-hospitality’ som gør, at det er praktisk talt umuligt at få lov til at betale, når man er ude at spise eller få en øl.

Men det skal handle om noget andet

Det, jeg mere end noget andet tager med mig hjem fra vores tur, er, at den kirke, jeg – og måske andre – længes efter, faktisk er ved at blive til. De spørgsmål og længsler og drømme, som jeg og andre har, findes på tværs af landegrænser og kulturer. Længsler efter en kirke, som er mere engageret i verden, mere inkluderende, mere klar på at lære fra en bred vifte af kirkelige traditioner og mere optaget af, hvordan man agerer nådigt, især hvor uenigheden er størst. Alt sammen insisterende på, at kirken stadig er værd at kæmpe for, og at Jesus-historien stadig er den væsentligste historie at fortælle.

Ganske særligt insisterer den postevangelikale bevægelse på, at det er vigtigere, hvem vi gerne vil være, og hvordan vi er overfor hinanden, end hvad vi tror på. Mennesker i bevægelsen forenes ikke af læremæssige spørgsmål, men af en længsel efter en kultur og nogle værdier, der skal kendetegne vores kirker. Ikke fordi kirkelige læresætninger ikke er vigtige, men måske i anerkendelse af, at der faktisk er noget, der er vigtigere: Nemlig, hvordan vi er sammen, fremfor hvilke holdninger vi måtte have? Det er måske også derfor, at bevægelsen rummer en bred vifte af kirkelige traditioner. Det er ikke længere vores syn på særskilte teologiske spørgsmål om dåb eller nadver, der får os til at hænge sammen.

Faktisk er der noget, der er vigtigere: Nemlig, hvordan vi er sammen, fremfor hvilke holdninger vi måtte have?

Mit eget ambivalente forhold til kirke har gjort, at jeg af og til har haft lyst til at finde noget andet at bruge mit krudt på. Alligevel bliver jeg ved, fordi noget ved kirken er værd at kæmpe for at bevare. Eller måske snarere: Værd at prøve at skabe en forandring i. Jeg holder så meget af mange ting i kirken – og det vil jeg gøre mit for at bevare. Samtidig har jeg også lyst til, at vi efterlader noget i fortiden.

En stor opmuntring

Jeg mødte mennesker, som havde mange af de samme overvejelser som jeg. Det var en stor opmuntring, fordi jeg de sidste par år har haft mange samtaler med folk, som er på den samme vandring. Overvejelser om alt fra hvad vi stiller op med Bibelen, om gudsbilleder, om hvordan man taler om tro med børn og unge, hvordan god kirkeledelse ser ud, og særligt hvordan vi kan få Jesus-historien tilbage i centrum af den kristne fortælling. Overvejelser om musik, spiritualitet, økonomi, socialt ansvar, racisme, Guds vilje blandt meget andet. Og selvfølgelig overvejelser om seksualetik og seksualitet. Overvejelser om, hvordan vi bliver bedre kirker for vores LGBT+-søskende. Overvejelser om, hvordan vi taler med mennesker, vi er uenige med. Kritisk selvrefleksion over de sår, som mennesker har fået i kirkelige sammenhænge, og hvordan vi kan gøre bedre plads til tvivl og undren.

I de seneste 20-30 år har mange andre bevægelser i og omkring den kristne tro stillet store spørgsmål, men det er ofte endt i en mere kynisk ’det-hele-kan-være-lige-meget’-tilgang. Det gælder ikke den postevangelikale bevægelse. Den er hverken en postkristen eller postkirke-bevægelse. Det helt særlige er, at den består af mennesker, der har bevaret troen på både kirke og Jesus Kristus som kirkens Herre. For mig er det den afgørende forskel.

Noget andet, der også er helt særligt, er den generøse attitude, vi har mødt hos alle involverede. Vi er blevet mødt med åbne arme alle vegne, og de fleste har stillet spørgsmålet: Hvordan kan jeg hjælpe jer?

Så hvad skal du med alt det?

Siden du har læst med så langt, må du have en interesse i dansk kirkeliv. Hvis du har lyst til at fortsætte samtalen, har vi nogle samlinger i Danmark i noget, vi har kaldt ’3rd way collective’. Du er også altid velkommen til at række ud til mig, hvis du er nysgerrig eller gerne vil høre mere.

Læs også ‘En helt almindelig juleaften – og dog anderledes’.

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere