Lyt til artiklen:

”I uge 7 oplevede vores menighed en stor glædesdag: Tolv af vores unge blev døbt og bekendte offentligt, at de har givet deres liv til Jesus Kristus,” fortæller Chin Chin (Biak Chin Par Lian) fra Chin Bethel Church (CBC) i Skjern.

Dåben var frugten af en intensiv ungdomslejr i menigheden med 80 deltagere. De 12- til 16-årige var samlet i to døgn, og de unge over 16 år var samlet i yderligere to døgn. Undervisningen favnede bredt fra bibelfordybelse til samtaler om tro og identitet. Der var selvfølgelig også plads til masser af lovsang og fællesskab. For mange unge blev dagene et vendepunkt, hvor troen gik fra at være noget, de havde hørt om til et personligt valg om at følge Jesus.

Underviseren Sailo Thang på scenen i Chin Bethel Church i Skjern (Foto: Zo Lian Mang)

En prædikant med en mission

Undervisningen var lagt i hænderne på ungdomspræsten Sailo Thang fra USA: han er en efterspurgt forkynder blandt chin-kristne verden over. Han besøgte CBC på en sommerlejr i september 2023, og lige siden har mange set frem til gensynet.

Chin Chin fortæller om forkyndelsen:
”Med et klart evangelisk budskab og et hjerte for unge formåede Sailo Thang at skabe et trygt rum, hvor spørgsmål, tvivl og længsel fik plads – og hvor kaldet til efterfølgelse blev tydeligt. Hele undervisningen under lejren foregik på engelsk, mens søndagsprædikenen blev holdt på chin, så hele menigheden kunne være med.”

Fædrenes åndelige ansvar

I prædikenen talte Sailo Thang særligt om fædrenes åndelige ansvar. Med både kærlighed og tydelighed udfordrede han mændene. Over hele verden ser man i Chin-fællesskaber, at kvinderne ”overhaler” mændene på områder som uddannelse, trofasthed og engagement. Med et glimt i øjet sagde han, at der findes fædre, der stadig lever som “drenge med ble”. Det var ikke en kritik af kvindernes omsorg for deres mænd, men en opfordring til mændene om at vågne op!

Chin Chin siger, at budskabet var klart:
”Hvis hjem og menighed skal være sunde, må fædrene træde ind i deres kald og lade Gud hele det, som er brudt. Når mænd tager ansvar og vokser i åndelig modenhed, kan mænd og kvinder sammen finde den balance, Gud har tænkt. Han understregede, at når fædrene træder ind i deres kald, er kvinderne klar til at stå ved siden af og bygge op sammen.”

Deltagerne i ungdomslejren (Foto: Chin Bethel Church – Media Team)

Sailo Thang sammenfattede sit budskab i det, han kaldte de fem P’er (Priest, Prophet, Pastor, Protector og Provider) for en far. Som præst (priest) er faderen er kaldet til at gå i forbøn for sin familie, lede dem i bøn og bringe hjemmet frem for Gud og som profet (prophet) skal han tale Guds ord ind i familiens liv med visdom, sandhed og kærlighed. Han skal lede, vejlede og tage åndeligt ansvar i hjemmet (pastor) og samtidig skal han værne om familien både åndeligt og praktisk (protector). Til sidst har faderen ansvar for at forsørge familien både materielt, følelsesmæssigt og åndeligt (provider).

Påmindelse om det fælles ansvar

Dåbshandlingen blev derfor ikke kun en fejring af tolv unge menneskers tro, men også en påmindelse til hele menigheden om fælles ansvar. Kirken har brug for stærke kvinder og stærke mænd – ikke i konkurrence, men i fælles vækst.

Dåbskandidaterne med fine beviser (Foto: Zo Lian Mang)

Taknemmelighed og generøsitet

Glæden og taknemmeligheden over undervisningen og de unges dåb blev fejret med et fælles måltid for hele menigheden efter gudstjenesten. Det var menighedens assistentpræst, Za Uk Lian, der gav maden i taknemmelighed over, at hans datter blev døbt.

En anden familie, hvor moderen er næstformand for CBC’s kvindegruppe, fortsætter med at vise taknemmelighed over deres søns dåb ved at give et måltid til hele menigheden næste søndag.

Generøsitet og måltidsfællesskab med hele menigheden er en naturlig del af livet blandt chin-kristne. De giver tiende, støtter gode formål og engagerer sig i tjeneste. Tjenstvilligheden og generøsiteten er særlig stor blandt de forældre, der først kom til Danmark. Det er et vidnesbyrd om tro og taknemmelighed, som forældrene håber, vil blive båret videre af de næste generationer.

I Skjern glæder de sig allerede til næste år!
Chin Chin slutter beretningen fra Chin Bethel Church:
”Vi takker Gud for det, Han har gjort, og beder om, at både unge og voksne må vokse i tro, enhed og åndeligt ansvar – til velsignelse for kirken og verden. Glæden og forventningen lever videre i menigheden. Allerede nu ser mange frem til Sailo Thangs næste besøg, når han – hvis Gud vil – igen kommer i uge 7 næste år.”

Link

Du har mulighed for at se Sailo Thang og lytte til hans prædiken (på chin) under lejren på Facebook her.

Webmagasinet baptist.dk har tidligere bragt en artikel om Sailo Thang i forbindelse med CBC’s sommerlejr i september 2023. Du kan læse artiklen her.

Dåbskandidaterne på scenen i Chin Bethel Church (Foto: Zo Lian Mang)

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen

Find flere

Lyt til artiklen her:

Taknemmeligheden var stor i Lai Baptist Church, da den nye kirke på Bakkevej i Ringe blev indviet i juni 2022. I dag er det tidligere autoværksted fortsat rammen om en stor og aktiv menighed, der glæder sig til at fejre påske med gudstjenester, undervisning og fællesskab.

Fællesskabet i LBC (Foto: Dawt Hlei Kai)

Det kvindelige præsteteam i LBC

Dawt Hlei Kai er sammen med sin kollega, Nu Nu Te, det kvindelige præsteteam i Lai Baptist Church (LBC). De leder menigheden med 99 medlemmer og i alt 172 børn, unge og voksne, der tager del i aktiviteterne. Der er fart på i LBC, hvor man lige nu er ved at forberede påsken. Dawt beretter om sin hverdag:
”Arbejdet som præst er jo kun på deltid. Selv om vi er to præster, er der meget at se til. Men det går rigtig godt og vi er glade for vores arbejde og for vores menighed. Men ud over at være præst læser jeg til social- og sundhedsassistent. Jeg er gift og vi har tre børn, så nogle gange kan det være svært at nå det hele.”

Påsken i LBC

Dawt fortæller videre om påskens arrangementer i LBC:
”Vi har gudstjeneste skærtorsdag. Fredag og lørdag er der bibelundervisning for menigheden, hvor jeg underviser sammen med Nu Nu Te. Jeg underviser om kristenliv i hverdagen og Nu Nu Te underviser om at være menighed. Påskedag er der igen gudstjeneste, selvfølgelig med fokus på påskens budskab. Påskedag spiser vi også sammen i menigheden. En enkelt familie inviterer og laver maden til os allesammen.”

Tidligere år har der været særlige anledninger for de unge før påske, men i år holder menigheden fælles undervisning for alle.

Julefællesskab og glade børn i LBC (Foto:Dawt Hlei Kai)

En særlig tradition

Dawt fortæller, at højtiderne har meget stor betydning i chinmenighederne. Ikke kun som højdepunkter i kirkeåret. Chinmenighederne bruger også højtiderne til markering af det sociale fællesskab.

Netop i forbindelse med højtiderne sker det, at en enkelt familie inviterer hele menigheden til middag i kirken.

”Det sker ikke hvert år eller ved alle højtider,” forklarer Dawt og fortsætter:
”Det er udtryk for taknemmelighed til Gud. Man vil gerne vise sin glæde og sige tak, måske fordi man har oplevet helbredelse eller fået bønnesvar. Men det behøver ikke være noget særligt. Måske vil man bare sige tak til Gud, og så viser man det ved at lave mad til hele menigheden.”

Dawt fortæller, at traditionen er taget med fra Myanmar. Mange levede i fattigdom. Dem, der havde råd, viste deres taknemmelighed til Gud ved at dele et fælles måltid.

Bøn og tilbedelse i LBC (Dawt Hlei Kai)

Livet i menigheden

Dawt fortæller, at menighedens aktiviteter er delt i fire grupper: Menighedsrådet, kvindegruppen, ungdomsgruppen og børnekirken.

Dawt fortæller om en kvindegruppe, der fylder menigheden med liv:
”Fire gange om måneden mødes kvinderne til bøn. Ofte laver kvindegruppen mad, når menigheden er sammen. De sælger maden til fornuftige priser og overskuddet går til at lave flere aktiviteter i kirken. Eller til nødhjælp til Myanmar. En gang om året holder kvinderne fællesskabsdag, hvor de bare hygger og spiser sammen. Et par gange om året mødes kvinderne til undervisning: Det kan handle om alt fra bibelundervisning til hvordan, man er familie sammen.”

Musikken fylder i LBC (Foto: Dawt Hlei Kai)

Børn og unge

Ungdomsgruppen har også fart på: En gang måneden er der bibelundervisning. Gruppen holder også mange sociale arrangementer. De hygger sammen, spiser sammen eller tager til bowling. Årets sociale højdepunkt er en picnictur ud i naturen. En gang om året samler menigheden unge fra flere menigheder til undervisning. Så er der besøg af prædikanter fra andre menigheder og nogle gange fra udlandet.

Lovsang i LBC ( Foto: Dawt Hlei Kai)

Når de voksne holder gudstjeneste, er børnene i børnekirke, men hver anden måned deltager børnene i ”voksengudstjenesten” med sang, skuespil og oplæsning.

Der er fart på

”Jamen, der sker en masse i vores menighed,” fortæller Dawt, der også lige når at runde menighedsrådets aktiviteter:
”Vi planlægger alt det, der skal ske. Men vi får også tid til at møde de andre fynske menighedsråd to gange om året. Og hvert andet år er hele menigheden med til fællesskabsdag med de andre menigheder.”

Lai Baptist Church i Ringe bor i et nedlagt og ombygget autoværksted. Når Dawt fortæller om livet i menigheden, får man en fornemmelse af, at der er tale om en fintunet og velsmurt motor. Eller i disse el-bils-tider: En menighed, hvor der er lidt mere end 80% strøm på batteriet det meste af tiden.

Foto: Dawt Hlei Kai

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

Præst er ikke noget, man ansættes til, men er noget man er. Det har noget med kald at gøre.

Lige nu kører Benny Klarholt bus, men han har også oplevet at være præst for de gymnasie-elever, han kører med. Det var han også for klienterne, da han var ansat i Krifa. De seneste 13 år har han været præst uden at kunne skrive under med det som profession – men det kan han nu. Han er blevet ansat som præst på deltid i Silkeborg Baptistmenighed, og han glæder sig over igen at være en aktiv del af et menighedsfællesskab.

Uddannet baptistpræst

Benny blev uddannet på Baptisternes Teologiske Seminarium i 1981 og havde sin første tjeneste på Lolland-Falster. Derfra flyttede han med sin ægtefælle, Lone og sønnen, Anders til Sæby, hvor de fik tvillinge-piger og derfra til Brande. Her var han præst fra 1991 til 2007. Han havde da uddannet sig til psyko-terapeut og havde en drøm om at kombinere det med at være præst. Det måtte han opgive og valgte at sige op.

Han og Lone blev boende i Brande – her havde de børn, svigerbørn og børnebørn – men trak sig fra fællesskabet og meldte sig til sidst ud af menigheden.

Det er der jo desværre mange, der gør. De siger, at de ikke har mistet troen på Gud, men måske troen på menigheden. Hvordan har du det med det?

Jeg skelner: Jeg tror på Gud. En Gud, der har konstitueret fællesskabet af mange fejlbarlige mennesker. Og det er vi også selv. Og vi må indrømme, at det ikke altid er det gudsbårne fællesskab, der kommer til udtryk i menigheden.

Savnede samtalerne

Der var en kvinde, der opsøgte mig, efter jeg var stoppet. Hun var bekymret, fordi jeg ikke kom til gudstjenesterne. Jeg måtte bruge rigtig lang tid på at overbevise hende om, at jeg ikke blev mindre kristen af det.

Men i de 12 år, vi har været udenfor en menighed, har jeg især savnet samtalerne. Vi, Lone og jeg, har været en del af et kristent fællesskab, lige siden vi blev født, og vi har savnet det. Jeg har været tvunget til at eftertænke: Jeg har altid i min præstetjeneste forkyndt, at vi ikke er alene. Vel tager vi imod vores kald personligt, men det bliver først levende, når vi bliver en del af et fællesskab. Men vi må nok indrømme, at den individualistiske verden har fået alt for meget fat også i vores menigheder. Vi render ikke hinanden nok på dørene.

Dåb i Silkeborg 4. oktober

Hvad er et ægte fællesskab så?

Det er, at vi er nogle mennesker, som kan mærke hinanden. Vi kan mærke hinandens følelser og ægthed. I et ægte menighedsfællesskab tør man være sig selv. Hvis nogen har noget imod en anden, så går man til vedkommende og går langt nok ved siden af hinanden, enten til et forlig eller accept af, at man ikke er enige. Jesus var klog, også dér. Han sagde, at vi skal gerne gå to sammen – ikke én mil, men to.

Havde du mistet troen på den kristne menighed?

Jeg har ikke mistet troen på Gud og på, at det kristne fællesskab har noget at byde på.

Et kristent fællesskab er dér, hvor man gerne vil hinanden. Alt andet er forstillelse.

Jeg mener i virkeligheden, at det er så alvorligt og vigtigt, at jeg tager ansvar for at være dén, jeg er – i det kristne fællesskab. Og så give plads til, at den anden kan være sig selv.

Missionalt fællesskab

Lige nu glæder han sig til tjenesten i Silkeborg. Til at være en aktiv del af et missionalt fællesskab.

Han skal forrette 11 gudstjenester om året plus højtider og eventuelle begravelser. ”Jeg er ikke ansat til at lukke og slukke i Silkeborg. Håbet i mit hjerte er som enhver anden præst, der bliver ansat i en menighed, at den må blive velsignet og opleve tilgang af folk.”

Benny og Lone bydes velkommen i Silkeborg

Hvad er det vigtigste budskab, du har til din menighed som præst? 

Det blev stille lidt. Så siger Benny:

”Jeg sendte i forbindelse med Corona en mail til Silkeborg og Esbjerg. Jeg har tjent begge steder. Her citerede jeg det mest fantastiske salmevers, der er skrevet af Troels Thorndal.

’Besøg os i dag, du Hellige Ånd. … Lad os ikke livsmodet miste.’ Det er nok noget det vigtigste for mig. At vi ikke mister livsmodet. Der findes en Gud, der evner det mørke at flænge, står der i salmen.

Vi skal være håbets fællesskab. I erkendelsen af, at vi kun er mennesker. Håb er ikke noget, de stærke beskæftiger sig meget med. Det gør den svage, den syge og den ensomme.

Jeg får 100 timer om året til at gå ud eller gå ud sammen med dem, der tager sig af omsorg i menigheden. Det ser jeg frem til.

I Silkeborg er der et fascinerende, fedt, stærkt diakonalt fælleskirkeligt arbejde. I gamle dage handlede mission bare om at få folk ind i kirken. Nogle gange hentede vi dem til kaffe og møder. Når de ihærdige forsvandt, så forsvandt også dem, vi hentede.

Her går menigheden ud for at være noget for de svage. Det, der er fedt som menighed, er, hvis der bliver skabt relationer, som er så spændende, at de også har lyst til at komme ind i menigheden, også i dens privat-sfære, og være en del af det og gå ud og tjene sammen med menigheden. Så kommer der vækst, og det fortjener menigheden i Silkeborg.”

Relateret

• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 21. jul. 2025 - Emil er en glad mand
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst

Find flere