baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Sat, 29 Aug 2026 15:05:28 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Mission – hvordan griber vi det an? https://baptist.dk/mission-hvordan-griber-vi-det-an/ Sun, 09 Aug 2026 05:00:36 +0000 https://baptist.dk/?p=21861 Skønt mission er et kendt og brugt ord i forbindelse med kirke, er det ikke et ord, vi ofte bruger i Østervrå.


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/16-baptist-dk-3-pkt-14-mission-hvordan-griber-vi-det-an.mp3

Vi bruger sjældent ordet mission, men taler om at være der for hinanden, at gøre noget for nogen, at lade ordet om Jesus’ liv og lære være levende i vores midte, at være vidner med vores liv og at lade Guds ord virke iblandt os.

Strik

Vi har gennem hele vores levetid – lidt mere end 20 år – haft fokus på Rwanda og Burundi. Flere fra menigheden har besøgt de to lande, og det har ført til stor offervilje både fra dem, der selv har været der, og dem, der er blevet fortalt om turene. Strikkedamerne har strikket gennem alle årene, og to damer har hver strikket mere end 1000 små trøjer til arbejdet i landene. Desværre er det nu svært at få de strikkede trøjer afsted, så det arbejde holder pause. Vi har samlet penge ind til kirkebyggeri og har bygget flere kirker gennem BaptistKirken.

Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene.

Strikkedamerne har også strikket til Bulgarien, men også det ligger stille nu! Det har ellers været en god måde at få kontakt til folk i byen, for mange vil gerne være med til at gøre en forskel i et land, der har meget mindre end os i Danmark. Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene. Vi har haft rigtig god kontakt til dem, så vores arbejde har bestået i at fortælle om landene, servere kaffe og hjemmebag og få tingene pakket og sendt af sted gennem Kvindenetværket.

Cafe Mandfred

Foruden strikkedamerne samler også Café Mandfred – Fred for mændene! – rigtig mange kvinder. En lørdag formiddag, hvor vi hygger os med brunch og lytter til et foredrag ofte med en kvinde med noget på hjertet eller med nogen, der har haft en oplevelse, som vi andre har godt af at høre om. Efterhånden er det blevet sådan, at der kommer kvinder fra hele Nordjylland for at være med, og det glæder os, at vi med vores arbejde her, kan gøre en forskel, så kvinder både får et fællesskab og en god oplevelse. Vi har nu kørt i 20 år, og det er de samme tre kvinder, der har været med gennem alle årene.

Tirsdagstræf har ligeledes kørt gennem alle de år, hvor vi har været kirke i byen. En gang om måneden fra september til marts indbydes byens folk til et foredrag og kaffe. Det er blevet taget godt imod, og der kommer altid en god flok!

Mad&Mening

Vi er en lille menighed med 20 medlemmer og kontakt til mange flere. Ikke mindst gennem vores Mad&Mening. Da vi flyttede i større og bedre lokaler for mere end 10 år siden, begyndte vi at lave et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Det er rigtig mange, der har lyst til en friaften fra gryderne, eller til at have nogen at spise sammen med, så det er blevet en af vores succeser. Det er hårdt, og det kræver mange i arbejde, men heldigvis er der mange, der vil være med, og med en god planlægning kører det hele på skinner.

Skærtorsdag er blevet en speciel aften for os, fordi vi efter spisningen deler nadver sammen. I år var vi 31 – heraf halvdelen fra byen – der var sammen denne specielle aften. Og ikke én gik hjem inden nadveren! Vi har ellers et løst program, hvor det eneste, der ligger fast, er spisning kl. 18 og andagt, inden vi går fra bordet. Der er stor lydhørhed, og det er nok vores bedste bud på at være kirke for byen.

Vi føler os båret og vejledt af Gud.

At være en lille kirke i en by med stort aktivitetsniveau er ikke let, men vi føler os båret og vejledt af Gud, så vi med rette kan sige, at vi er i mission – på en måde, der passer til os og vores by.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Skønt mission er et kendt og brugt ord i forbindelse med kirke, er det ikke et ord, vi ofte bruger i Østervrå.


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/16-baptist-dk-3-pkt-14-mission-hvordan-griber-vi-det-an.mp3

Vi bruger sjældent ordet mission, men taler om at være der for hinanden, at gøre noget for nogen, at lade ordet om Jesus’ liv og lære være levende i vores midte, at være vidner med vores liv og at lade Guds ord virke iblandt os.

Strik

Vi har gennem hele vores levetid – lidt mere end 20 år – haft fokus på Rwanda og Burundi. Flere fra menigheden har besøgt de to lande, og det har ført til stor offervilje både fra dem, der selv har været der, og dem, der er blevet fortalt om turene. Strikkedamerne har strikket gennem alle årene, og to damer har hver strikket mere end 1000 små trøjer til arbejdet i landene. Desværre er det nu svært at få de strikkede trøjer afsted, så det arbejde holder pause. Vi har samlet penge ind til kirkebyggeri og har bygget flere kirker gennem BaptistKirken.

Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene.

Strikkedamerne har også strikket til Bulgarien, men også det ligger stille nu! Det har ellers været en god måde at få kontakt til folk i byen, for mange vil gerne være med til at gøre en forskel i et land, der har meget mindre end os i Danmark. Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene. Vi har haft rigtig god kontakt til dem, så vores arbejde har bestået i at fortælle om landene, servere kaffe og hjemmebag og få tingene pakket og sendt af sted gennem Kvindenetværket.

Cafe Mandfred

Foruden strikkedamerne samler også Café Mandfred – Fred for mændene! – rigtig mange kvinder. En lørdag formiddag, hvor vi hygger os med brunch og lytter til et foredrag ofte med en kvinde med noget på hjertet eller med nogen, der har haft en oplevelse, som vi andre har godt af at høre om. Efterhånden er det blevet sådan, at der kommer kvinder fra hele Nordjylland for at være med, og det glæder os, at vi med vores arbejde her, kan gøre en forskel, så kvinder både får et fællesskab og en god oplevelse. Vi har nu kørt i 20 år, og det er de samme tre kvinder, der har været med gennem alle årene.

Tirsdagstræf har ligeledes kørt gennem alle de år, hvor vi har været kirke i byen. En gang om måneden fra september til marts indbydes byens folk til et foredrag og kaffe. Det er blevet taget godt imod, og der kommer altid en god flok!

Mad&Mening

Vi er en lille menighed med 20 medlemmer og kontakt til mange flere. Ikke mindst gennem vores Mad&Mening. Da vi flyttede i større og bedre lokaler for mere end 10 år siden, begyndte vi at lave et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Det er rigtig mange, der har lyst til en friaften fra gryderne, eller til at have nogen at spise sammen med, så det er blevet en af vores succeser. Det er hårdt, og det kræver mange i arbejde, men heldigvis er der mange, der vil være med, og med en god planlægning kører det hele på skinner.

Skærtorsdag er blevet en speciel aften for os, fordi vi efter spisningen deler nadver sammen. I år var vi 31 – heraf halvdelen fra byen – der var sammen denne specielle aften. Og ikke én gik hjem inden nadveren! Vi har ellers et løst program, hvor det eneste, der ligger fast, er spisning kl. 18 og andagt, inden vi går fra bordet. Der er stor lydhørhed, og det er nok vores bedste bud på at være kirke for byen.

Vi føler os båret og vejledt af Gud.

At være en lille kirke i en by med stort aktivitetsniveau er ikke let, men vi føler os båret og vejledt af Gud, så vi med rette kan sige, at vi er i mission – på en måde, der passer til os og vores by.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/mission-hvordan-griber-vi-det-an/feed/ Hvad kan kirken lære af nye troende? https://baptist.dk/hvad-kan-kirken-laere-af-nye-troende/ Sat, 25 Jul 2026 08:25:24 +0000 https://baptist.dk/?p=21813 Nye troende finder sjældent vej til troen gennem én afgørende beslutning. En ny ph.d.-afhandling viser, at troen vokser frem gennem erfaringer, relationer og deltagelse i kirkens fællesskab.


 

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/hvad-kirken-kan-laere-af-nye-troende-holmgaard.mp3

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

  • cand.theol. og ph.d.
  • sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
  • aktiv sejler
  • gift med Mette og far til Isaac og Noah
  • Tidligere:
    • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
    • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
    • Præst i Bethelkirken i Aalborg
    • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
    • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
    • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Nye troende finder sjældent vej til troen gennem én afgørende beslutning. En ny ph.d.-afhandling viser, at troen vokser frem gennem erfaringer, relationer og deltagelse i kirkens fællesskab.


 

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/hvad-kirken-kan-laere-af-nye-troende-holmgaard.mp3

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

  • cand.theol. og ph.d.
  • sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
  • aktiv sejler
  • gift med Mette og far til Isaac og Noah
  • Tidligere:
    • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
    • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
    • Præst i Bethelkirken i Aalborg
    • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
    • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
    • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/hvad-kan-kirken-laere-af-nye-troende/feed/ Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026 https://baptist.dk/faelles-aktiviteter-tager-form-i-efteraaret-2026/ Mon, 25 May 2026 10:24:08 +0000 https://baptist.dk/?p=21487 Fra den 30. august inviterer Acts2Movement – Tro i bevægelse baptister til bibellæsning, en prædikenserie over syv søndage og nye skridt i lokal mission


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/05/tro-i-bevaegelse-orientering-ver01.mp3

Når efteråret 2026 nærmer sig, bliver Tro i bevægelse konkret i BaptistKirken. Fra søndag den 30. august 2026 er menigheder og enkeltpersoner inviteret til at tage del i en fælles bibellæseplan, en prædikenserie over syv søndage og en fornyet samtale om, hvordan tro bliver til bevægelse i hverdagen.

Tro i bevægelse er ikke endnu et nyt projekt, der skal lægges oven i alt det andet, der foregår i kirken. Det er en invitation til at finde sprog, retning og fornyet frimodighed i det kald, kirken har fået i missionsbefalingen i Matthæusevangeliet kapitel 28.

Acts2Movement er et initiativ fra Baptist World Alliance (BWA) – baptisternes verdensorganisation. Ideen forbinder lokale menigheder i Danmark med baptister i hele verden. Målet er, at både enkeltpersoner og menigheder bliver opmuntret og inspireret til at gå nye veje i mission i lokalområdet.

Fem stier ind i hverdagen

Kernen i både BWA’s Acts2Movement og BaptistKirkens danske udgave, Tro i bevægelse, er de fem stier: Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien.

Bibelstien handler om at lade Bibelen få plads og betydning i hverdagen. Vidnestien handler om at fortælle troværdigt om troen. Nabostien retter blikket mod de mennesker, vi lever tæt på. Omsorgsstien sætter fokus på tro, der viser sig i handling over for medmennesker. Og Frihedsstien minder os om, at religionsfrihed ikke er en selvfølge.

Tilsammen peger de fem stier på, at mission begynder lige dér, hvor vi bor, arbejder, går i skole, mødes og deler hverdag med andre.

Tro i bevægelse skal hjælpe os til at komme i gang, så missionsbefalingens ord bliver til liv i relationer, samtaler og konkrete handlinger.

Der er udarbejdet en oversigt over de fem stier til både enkeltpersoner og menigheder. Den viser, at engagement kan se forskelligt ud. Nogle tager de første skridt. Andre løber længere. Nogle oplever, at de får mod til at svæve. Udtrykkene gående, løbende og svævende er inspireret af Esajas’ Bog kapitel 40, vers 31 og skal minde om, at ikke alle skal gøre det samme – men alle kan tage et skridt.

Oversigten kan hentes her.

To nøgleaktiviteter i efteråret 2026

Den 30. august 2026: Start på fælles bibellæseplan
Baptister begynder at læse Bibelen efter en ny fælles bibellæseplan. Der bliver udviklet en gratis app til mobiltelefoner som støtte, men man kan også deltage uden appen. Læser man to kapitler om dagen, kommer man gennem hele Bibelen på to år.

Den 30. august til den 11. oktober 2026: Syv søndage med Acts2Movement – Tro i bevægelse
Menigheder bruger syv fælles prædikentemaer med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 2. Serien opmuntrer og engagerer menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Et kors som påmindelse

Som en konkret opmuntring er der udarbejdet et foldbart Tro i bevægelse-kors. Tag korset med i tasken eller brug det som bogmærke i Bibelen. Brug det som en daglig påmindelse om kaldet til at gå ud med evangeliet.

Menigheder kan få korsene tilsendt. Spørg i din lokale menighed, om der er kors på vej – eller tag initiativ til, at menigheden får nogle tilsendt.

Du kan se korset her.

Baptister læser Bibelen

Den første store fælles aktivitet begynder søndag den 30. august 2026. Her begynder baptister i hele landet at læse Bibelen sammen.

Baggrunden er enkel: Baptister læser Bibelen. Derfor er der udviklet en fælles bibellæseplan. Den er tænkt som en konkret hjælp til daglig bibellæsning og læsefællesskab om Bibelen.

Den 30. august kan du begynde at bruge en ny, gratis app til telefonen. Den gør det lettere at følge med i bibellæseplanen. Du læser fortsat i din fysiske bibel, og derfor kan du også være med uden appen. Den er tænkt som støtte, ikke som forudsætning.

Planen lægger op til, at du læser ét eller to kapitler om dagen. Læser du to kapitler dagligt, kommer du gennem hele Bibelen på to år. Du kan følge planen alene, sammen med mennesker, du allerede kender, eller sammen med mennesker, du ikke kender endnu. Appen hjælper med at forbinde dig til andre læsere.

På den måde bliver bibellæseplanen både en personlig praksis og en mulighed for fællesskab.

Syv søndage med fælles retning

Tro i bevægelse opfordrer menighederne til at bruge en fælles prædikenserie over syv søndage fra den 30. august til den 11. oktober 2026. Serien tager udgangspunkt i Apostlenes Gerninger, kapitel 2, og den skal opmuntre og engagere menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Prædikenserien samler flere af de centrale spor i Tro i bevægelse: Bibelens betydning, det personlige vidnesbyrd, troens handlinger, kærlig opmærksomhed, tvivl, valg og fælles mission. Første søndag falder sammen med starten på den fælles bibellæseplan og sætter fokus på kirkens store kald frem mod 2033: at nå hele verden med evangeliet inden kirkens 2000-års fødselsdag.

Derefter følger seks søndage, hvor menighederne får mulighed for at arbejde videre med, hvordan troen bliver konkret i ord, relationer og handling. Serien slutter den 11. oktober med understregningen af, at kirken ikke står i opgaven alene eller i egen kraft, men er sendt på fælles mission med Helligåndens hjælp.

Læs mere om prædikenserien her.

Hvad er næste skridt?

Acts2Movement – Tro i bevægelse bliver konkret i efteråret 2026. Men bevægelsen begynder allerede, når vi spørger os selv og hinanden: Hvilket skridt kan vi tage?

For nogle er det første skridt at begynde på bibellæseplanen. For andre kan det være at tage de fem stier op i menighedsrådet, i en smågruppe eller ved kirkekaffen. Nogle vil bruge prædikenserien som anledning til samtale om mission i lokalområdet. Andre vil bruge opfordringen til at kontakte deres naboer eller vise kærlig opmærksomhed over for mennesker, der har brug for omsorg.

Tro i bevægelse er ikke et program. Det er en invitation til at lade troen få retning, krop og handling – dér, hvor vi er sat i verden.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Fra den 30. august inviterer Acts2Movement – Tro i bevægelse baptister til bibellæsning, en prædikenserie over syv søndage og nye skridt i lokal mission


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/05/tro-i-bevaegelse-orientering-ver01.mp3

Når efteråret 2026 nærmer sig, bliver Tro i bevægelse konkret i BaptistKirken. Fra søndag den 30. august 2026 er menigheder og enkeltpersoner inviteret til at tage del i en fælles bibellæseplan, en prædikenserie over syv søndage og en fornyet samtale om, hvordan tro bliver til bevægelse i hverdagen.

Tro i bevægelse er ikke endnu et nyt projekt, der skal lægges oven i alt det andet, der foregår i kirken. Det er en invitation til at finde sprog, retning og fornyet frimodighed i det kald, kirken har fået i missionsbefalingen i Matthæusevangeliet kapitel 28.

Acts2Movement er et initiativ fra Baptist World Alliance (BWA) – baptisternes verdensorganisation. Ideen forbinder lokale menigheder i Danmark med baptister i hele verden. Målet er, at både enkeltpersoner og menigheder bliver opmuntret og inspireret til at gå nye veje i mission i lokalområdet.

Fem stier ind i hverdagen

Kernen i både BWA’s Acts2Movement og BaptistKirkens danske udgave, Tro i bevægelse, er de fem stier: Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien.

Bibelstien handler om at lade Bibelen få plads og betydning i hverdagen. Vidnestien handler om at fortælle troværdigt om troen. Nabostien retter blikket mod de mennesker, vi lever tæt på. Omsorgsstien sætter fokus på tro, der viser sig i handling over for medmennesker. Og Frihedsstien minder os om, at religionsfrihed ikke er en selvfølge.

Tilsammen peger de fem stier på, at mission begynder lige dér, hvor vi bor, arbejder, går i skole, mødes og deler hverdag med andre.

Tro i bevægelse skal hjælpe os til at komme i gang, så missionsbefalingens ord bliver til liv i relationer, samtaler og konkrete handlinger.

Der er udarbejdet en oversigt over de fem stier til både enkeltpersoner og menigheder. Den viser, at engagement kan se forskelligt ud. Nogle tager de første skridt. Andre løber længere. Nogle oplever, at de får mod til at svæve. Udtrykkene gående, løbende og svævende er inspireret af Esajas’ Bog kapitel 40, vers 31 og skal minde om, at ikke alle skal gøre det samme – men alle kan tage et skridt.

Oversigten kan hentes her.

To nøgleaktiviteter i efteråret 2026

Den 30. august 2026: Start på fælles bibellæseplan
Baptister begynder at læse Bibelen efter en ny fælles bibellæseplan. Der bliver udviklet en gratis app til mobiltelefoner som støtte, men man kan også deltage uden appen. Læser man to kapitler om dagen, kommer man gennem hele Bibelen på to år.

Den 30. august til den 11. oktober 2026: Syv søndage med Acts2Movement – Tro i bevægelse
Menigheder bruger syv fælles prædikentemaer med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 2. Serien opmuntrer og engagerer menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Et kors som påmindelse

Som en konkret opmuntring er der udarbejdet et foldbart Tro i bevægelse-kors. Tag korset med i tasken eller brug det som bogmærke i Bibelen. Brug det som en daglig påmindelse om kaldet til at gå ud med evangeliet.

Menigheder kan få korsene tilsendt. Spørg i din lokale menighed, om der er kors på vej – eller tag initiativ til, at menigheden får nogle tilsendt.

Du kan se korset her.

Baptister læser Bibelen

Den første store fælles aktivitet begynder søndag den 30. august 2026. Her begynder baptister i hele landet at læse Bibelen sammen.

Baggrunden er enkel: Baptister læser Bibelen. Derfor er der udviklet en fælles bibellæseplan. Den er tænkt som en konkret hjælp til daglig bibellæsning og læsefællesskab om Bibelen.

Den 30. august kan du begynde at bruge en ny, gratis app til telefonen. Den gør det lettere at følge med i bibellæseplanen. Du læser fortsat i din fysiske bibel, og derfor kan du også være med uden appen. Den er tænkt som støtte, ikke som forudsætning.

Planen lægger op til, at du læser ét eller to kapitler om dagen. Læser du to kapitler dagligt, kommer du gennem hele Bibelen på to år. Du kan følge planen alene, sammen med mennesker, du allerede kender, eller sammen med mennesker, du ikke kender endnu. Appen hjælper med at forbinde dig til andre læsere.

På den måde bliver bibellæseplanen både en personlig praksis og en mulighed for fællesskab.

Syv søndage med fælles retning

Tro i bevægelse opfordrer menighederne til at bruge en fælles prædikenserie over syv søndage fra den 30. august til den 11. oktober 2026. Serien tager udgangspunkt i Apostlenes Gerninger, kapitel 2, og den skal opmuntre og engagere menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Prædikenserien samler flere af de centrale spor i Tro i bevægelse: Bibelens betydning, det personlige vidnesbyrd, troens handlinger, kærlig opmærksomhed, tvivl, valg og fælles mission. Første søndag falder sammen med starten på den fælles bibellæseplan og sætter fokus på kirkens store kald frem mod 2033: at nå hele verden med evangeliet inden kirkens 2000-års fødselsdag.

Derefter følger seks søndage, hvor menighederne får mulighed for at arbejde videre med, hvordan troen bliver konkret i ord, relationer og handling. Serien slutter den 11. oktober med understregningen af, at kirken ikke står i opgaven alene eller i egen kraft, men er sendt på fælles mission med Helligåndens hjælp.

Læs mere om prædikenserien her.

Hvad er næste skridt?

Acts2Movement – Tro i bevægelse bliver konkret i efteråret 2026. Men bevægelsen begynder allerede, når vi spørger os selv og hinanden: Hvilket skridt kan vi tage?

For nogle er det første skridt at begynde på bibellæseplanen. For andre kan det være at tage de fem stier op i menighedsrådet, i en smågruppe eller ved kirkekaffen. Nogle vil bruge prædikenserien som anledning til samtale om mission i lokalområdet. Andre vil bruge opfordringen til at kontakte deres naboer eller vise kærlig opmærksomhed over for mennesker, der har brug for omsorg.

Tro i bevægelse er ikke et program. Det er en invitation til at lade troen få retning, krop og handling – dér, hvor vi er sat i verden.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/faelles-aktiviteter-tager-form-i-efteraaret-2026/feed/ Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse https://baptist.dk/laes-meget-mere-om-acts2movement-tro-i-bevaegelse/ Fri, 15 May 2026 08:22:48 +0000 https://baptist.dk/?p=21503
I denne artikel forsøger vi løbende at vedligeholde en liste med relevante artikler både fra webmediet og det trykte magasin baptist.dk om BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse.

Skriv til webredaktion@baptist.dk, hvis du mener, der mangler noget.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien! (præsentation af appen Bibelstien)
Tro i bevægelse – Livsforvandling gennem bibellæsning (Bibelstien)
Tro i bevægelse – At vidne (Vidnestien)
Tro i bevægelse – Naboskab – om at bede for nabolaget (Nabostien
Tro i bevægelse – Omsorg begynder med at standse op (Omsorgsstien)
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura (Frihedsstien)

Tro i bevægelse – Helt almindelige mennesker. Baggrund og opdatering juli 2026.
Tro i bevægelse – ‘Gud gav Kyle en drøm’. Portræt af Kyle Henderson
Tro i bevægelse – Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
En visionær plan for verdensmission

Acts2Movement – Læs mere om Baptist World Alliances initiativ:

Meget mere information om den verdensomspændende bevægelse blandt baptister på https://acts2movement.org/

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
I denne artikel forsøger vi løbende at vedligeholde en liste med relevante artikler både fra webmediet og det trykte magasin baptist.dk om BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse.

Skriv til webredaktion@baptist.dk, hvis du mener, der mangler noget.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien! (præsentation af appen Bibelstien)
Tro i bevægelse – Livsforvandling gennem bibellæsning (Bibelstien)
Tro i bevægelse – At vidne (Vidnestien)
Tro i bevægelse – Naboskab – om at bede for nabolaget (Nabostien
Tro i bevægelse – Omsorg begynder med at standse op (Omsorgsstien)
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura (Frihedsstien)

Tro i bevægelse – Helt almindelige mennesker. Baggrund og opdatering juli 2026.
Tro i bevægelse – ‘Gud gav Kyle en drøm’. Portræt af Kyle Henderson
Tro i bevægelse – Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
En visionær plan for verdensmission

Acts2Movement – Læs mere om Baptist World Alliances initiativ:

Meget mere information om den verdensomspændende bevægelse blandt baptister på https://acts2movement.org/

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/laes-meget-mere-om-acts2movement-tro-i-bevaegelse/feed/ Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke https://baptist.dk/saadan-udfolder-missionsarbejdet-sig-i-roskilde-baptistkirke/ Wed, 13 May 2026 09:51:35 +0000 https://baptist.dk/?p=21373 Vi har flere gange været i Burundi. Vi oplever ofte, at vi får mere igen, end vi giver.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/06/12-baptist-dk-2-pkt-10-saadan-udfoldeer-missionsarbejdet-sig.mp3

I sommer var vi ni fra Roskilde Baptistkirke, som bl.a. besøgte Rubura, Musema og Kirundo. I Rubura blev vi den første aften mødt af et meget bevægende syn, da vi gik efter lyden af trommer og sang i den nærliggende kirkesal.

Menighedens 25 forbedere havde lagt måtter ud, smidt skoene og dansede, bad og sang for Herren i et hjørne af salen. Midt i ekstrem fattigdom, altødelæggende korruption og et de facto diktatur proklamerede de, at Jesus er Herre, og at Hans kærlighed altid vinder til sidst!

Sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Sådanne oplevelser indrammer international mission på fornemste vis. Vi kan komme med gode folk, vigtig viden og relevante ressourcer, men sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Missionsarbejde er win-win, og vi oplever en stor velsignelse gennem vores engagement. Hvert år investerer Roskilde Baptistkirke en kvart million kr. i Burundi og Honduras, og vi sender til stadighed teams ud til begge lande for at holde liv i visionen i vores menighed. På rejserne forsøger vi altid at have unge med for at give hjertet for mission videre til næste generation.

Bekæmpelse af uretfærdighed lokalt og nationalt igennem lokale menigheder

Jakob Vagner underviser på præsteskolen i Rubura.

I Honduras støtter vi projekt Timoteus, der arbejder med mentorordninger for tidligere børnehjemsbørn, Youth for Honduras, der arbejder på værdige liv for børn og unge og Association for a More Just Society, der modarbejder korruption på et strukturelt niveau.

I Burundi arbejder vi bl.a. med udgivelse af en læringsapp for fødselshjælpere, udgivelse af teologiske bøger på lokalsproget, undervisning på præsteskolen, sundhedsorienteret forskning, støtte til menighedsplantninger og støtte til udstødte stammer.

Mission i Danmark

Herhjemme yder vi missionsbistand bl.a. gennem fast økonomisk støtte til en menighedsplantning i Nakskov. Derudover mødes folk fra Roskilde her i kirken bl.a. til familienetværk, gospelkor, legestue og flere andre samlinger i løbet af ugen for børn, unge, voksne og ældre. Søndag eftermiddag mødes en større gruppe ukrainere til gudstjeneste og fællesskab.

Oplevelserne tvinger os

Bedemødet i Rubura endte med, at teamet måtte smide skoene, danse og bede sammen med vores burundiske trossøskende. Det var ikke noget kønt syn, men det er oplevelser, der altid vil være i vores hjerter, og det ’tvinger’ os til at blive ved med at rejse midler, sende teams og investere i mission.

Victorias møde med Burundi

At være til stede i et af verdens fattigste lande er svært at beskrive. Jeg var i sommer i Burundi med et team fra Roskilde Baptistkirke, fortæller Victoria Zielke Johannsen.

Trods min bevidsthed om fattigdom og uretfærdige forskelle, og min forforståelse – der bl.a. kom fra bemærkninger som ”husk på de sultne børn i Afrika” eller ”husk at være taknemmelig for det, du har” – var det en øjenåbner at se en virkelighed, der var så langt fra min hverdag i Danmark. Jeg så elendigheden, de støvede veje, huse bygget af jord, motorcykler med fem mennesker – og børn, der bar spædbørn langs farlige veje. Men at møde menneskene, fællesskabet, næstekærligheden og troen på Jesus var så berigende, at jeg dagligt længes efter at komme tilbage.

Victoria i Burundi.

At dele vælling ud

Den første aften i Rubura var vi med til at dele vælling ud til børn og kvinder, som stod i en lang kø med deres små kander for at få to kopper vælling, nok til to dage. Overalt hvor jeg kiggede, blev mit blik mødt af sultne mennesker, bare fødder og bedende øjne, der kiggede langt efter mere vælling. Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage og følte, at jeg ved min blotte tilstedeværelse som muzungu – en ’fremmed’ – fra Danmark hoverede med min velstand over for dem, som ingenting ejer.

Det vildeste bedemøde

Deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden.

Men den aften blev vi vidne til det vildeste bedemøde, hvor Guds nærvær ikke var til at tage fejl af. Lovprisningen til vores Far i himlen var enestående. Der blev bestemt brugt mere energi på dans og sang end den, der kom fra en lille kop vælling, og jeg er overbevist om, at deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden. Smukkest af alt var, da jeg fandt ud af, at deres lovprisning blot var udtryk for taknemmelighed over, at solen var stået op den dag.

Besøg på fødeklinikken.

Fokus på Gud

I Burundi lærte jeg, hvordan ydmyghed og hengivenhed til Gud, kan få alle ud af det mørke, som omgiver dem. Ved bedemødet i Rubura blev der rettet fokus mod det hellige, det evige – fremfor imod udfordringerne lige foran dem. Jeg beundrer menneskene i Rubura for, at de formår at rette fokus mod Gud og skabe rum til dans og lovsang, selvom de er blandt de dårligst stillede mennesker i verden. Det vil jeg huske på, når jeg synes, at 3.g er hård. Som mine venner i Burundi, husker jeg, at der er uendelig glæde og styrke at finde i troen, og at man formår alt i Ham, der giver kraft.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Vi har flere gange været i Burundi. Vi oplever ofte, at vi får mere igen, end vi giver.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/06/12-baptist-dk-2-pkt-10-saadan-udfoldeer-missionsarbejdet-sig.mp3

I sommer var vi ni fra Roskilde Baptistkirke, som bl.a. besøgte Rubura, Musema og Kirundo. I Rubura blev vi den første aften mødt af et meget bevægende syn, da vi gik efter lyden af trommer og sang i den nærliggende kirkesal.

Menighedens 25 forbedere havde lagt måtter ud, smidt skoene og dansede, bad og sang for Herren i et hjørne af salen. Midt i ekstrem fattigdom, altødelæggende korruption og et de facto diktatur proklamerede de, at Jesus er Herre, og at Hans kærlighed altid vinder til sidst!

Sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Sådanne oplevelser indrammer international mission på fornemste vis. Vi kan komme med gode folk, vigtig viden og relevante ressourcer, men sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Missionsarbejde er win-win, og vi oplever en stor velsignelse gennem vores engagement. Hvert år investerer Roskilde Baptistkirke en kvart million kr. i Burundi og Honduras, og vi sender til stadighed teams ud til begge lande for at holde liv i visionen i vores menighed. På rejserne forsøger vi altid at have unge med for at give hjertet for mission videre til næste generation.

Bekæmpelse af uretfærdighed lokalt og nationalt igennem lokale menigheder

Jakob Vagner underviser på præsteskolen i Rubura.

I Honduras støtter vi projekt Timoteus, der arbejder med mentorordninger for tidligere børnehjemsbørn, Youth for Honduras, der arbejder på værdige liv for børn og unge og Association for a More Just Society, der modarbejder korruption på et strukturelt niveau.

I Burundi arbejder vi bl.a. med udgivelse af en læringsapp for fødselshjælpere, udgivelse af teologiske bøger på lokalsproget, undervisning på præsteskolen, sundhedsorienteret forskning, støtte til menighedsplantninger og støtte til udstødte stammer.

Mission i Danmark

Herhjemme yder vi missionsbistand bl.a. gennem fast økonomisk støtte til en menighedsplantning i Nakskov. Derudover mødes folk fra Roskilde her i kirken bl.a. til familienetværk, gospelkor, legestue og flere andre samlinger i løbet af ugen for børn, unge, voksne og ældre. Søndag eftermiddag mødes en større gruppe ukrainere til gudstjeneste og fællesskab.

Oplevelserne tvinger os

Bedemødet i Rubura endte med, at teamet måtte smide skoene, danse og bede sammen med vores burundiske trossøskende. Det var ikke noget kønt syn, men det er oplevelser, der altid vil være i vores hjerter, og det ’tvinger’ os til at blive ved med at rejse midler, sende teams og investere i mission.

Victorias møde med Burundi

At være til stede i et af verdens fattigste lande er svært at beskrive. Jeg var i sommer i Burundi med et team fra Roskilde Baptistkirke, fortæller Victoria Zielke Johannsen.

Trods min bevidsthed om fattigdom og uretfærdige forskelle, og min forforståelse – der bl.a. kom fra bemærkninger som ”husk på de sultne børn i Afrika” eller ”husk at være taknemmelig for det, du har” – var det en øjenåbner at se en virkelighed, der var så langt fra min hverdag i Danmark. Jeg så elendigheden, de støvede veje, huse bygget af jord, motorcykler med fem mennesker – og børn, der bar spædbørn langs farlige veje. Men at møde menneskene, fællesskabet, næstekærligheden og troen på Jesus var så berigende, at jeg dagligt længes efter at komme tilbage.

Victoria i Burundi.

At dele vælling ud

Den første aften i Rubura var vi med til at dele vælling ud til børn og kvinder, som stod i en lang kø med deres små kander for at få to kopper vælling, nok til to dage. Overalt hvor jeg kiggede, blev mit blik mødt af sultne mennesker, bare fødder og bedende øjne, der kiggede langt efter mere vælling. Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage og følte, at jeg ved min blotte tilstedeværelse som muzungu – en ’fremmed’ – fra Danmark hoverede med min velstand over for dem, som ingenting ejer.

Det vildeste bedemøde

Deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden.

Men den aften blev vi vidne til det vildeste bedemøde, hvor Guds nærvær ikke var til at tage fejl af. Lovprisningen til vores Far i himlen var enestående. Der blev bestemt brugt mere energi på dans og sang end den, der kom fra en lille kop vælling, og jeg er overbevist om, at deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden. Smukkest af alt var, da jeg fandt ud af, at deres lovprisning blot var udtryk for taknemmelighed over, at solen var stået op den dag.

Besøg på fødeklinikken.

Fokus på Gud

I Burundi lærte jeg, hvordan ydmyghed og hengivenhed til Gud, kan få alle ud af det mørke, som omgiver dem. Ved bedemødet i Rubura blev der rettet fokus mod det hellige, det evige – fremfor imod udfordringerne lige foran dem. Jeg beundrer menneskene i Rubura for, at de formår at rette fokus mod Gud og skabe rum til dans og lovsang, selvom de er blandt de dårligst stillede mennesker i verden. Det vil jeg huske på, når jeg synes, at 3.g er hård. Som mine venner i Burundi, husker jeg, at der er uendelig glæde og styrke at finde i troen, og at man formår alt i Ham, der giver kraft.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/saadan-udfolder-missionsarbejdet-sig-i-roskilde-baptistkirke/feed/ I Guds rige vender magten på hovedet https://baptist.dk/i-guds-rige-vender-magten-paa-hovedet/ Mon, 27 Apr 2026 18:15:13 +0000 https://baptist.dk/?p=21221 I sin nye bog ”The Kingdom of God is Anarchy” beskriver Johannes Steenbuch Guds rige som anarki – ikke som kaos, men som frihed fra menneskers herredømme over hinanden. Det udfordrer den måde, kirken taler om ledelse på.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/steenbuch-kingdom-og-god-is-anarchy.mp3

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I sin nye bog ”The Kingdom of God is Anarchy” beskriver Johannes Steenbuch Guds rige som anarki – ikke som kaos, men som frihed fra menneskers herredømme over hinanden. Det udfordrer den måde, kirken taler om ledelse på.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/steenbuch-kingdom-og-god-is-anarchy.mp3

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/i-guds-rige-vender-magten-paa-hovedet/feed/ Det haster med missionsbefalingen https://baptist.dk/det-haster-med-missionsbefalingen/ Sun, 26 Apr 2026 10:30:40 +0000 https://baptist.dk/?p=21224 Kyle Henderson fra Baptist World Alliance tegnede det store billede på Inspirationsdøgnet i Fredericia: Kirken har levet med missionsbefalingen i næsten 2.000 år, men opgaven er ikke fuldført. Derfor må ord blive til handling.


Læs eller lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/inspirationsdoegn-kyle-henderson-fredag.mp3

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Kyle Henderson fra Baptist World Alliance tegnede det store billede på Inspirationsdøgnet i Fredericia: Kirken har levet med missionsbefalingen i næsten 2.000 år, men opgaven er ikke fuldført. Derfor må ord blive til handling.


Læs eller lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/inspirationsdoegn-kyle-henderson-fredag.mp3

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/det-haster-med-missionsbefalingen/feed/ Ledelse – eller tjeneste? https://baptist.dk/ledelse-eller-tjeneste/ Thu, 09 Apr 2026 06:13:06 +0000 https://baptist.dk/?p=21170
Vi har vænnet os til ordene. Menighedsrådet er blevet til menighedens ledelse, pianisten er blevet lovsangsleder, vi har ledere i menighedens arbejdsgrene, de udviser åndeligt lederskab – og de tager alle sammen på lederkonference.

Jeg er begyndt at reflektere over, hvad der sker med en kirke, der taler den sekulære verdens ledersprog helt perfekt – fuldstændigt uden mislyde.

Ord skaber mening. Sprog former kultur. Også i kirken. Når vi tager omverdenens ledersprog ind, kommer vi let til at forstå kirken som en organisation ligesom andre organisationer: Vi skal have mission, vision og handlingsplaner på plads, så der kan ledes, styres, udvikles og optimeres.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at “Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.”1

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, også risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

1 Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Vi har vænnet os til ordene. Menighedsrådet er blevet til menighedens ledelse, pianisten er blevet lovsangsleder, vi har ledere i menighedens arbejdsgrene, de udviser åndeligt lederskab – og de tager alle sammen på lederkonference.

Jeg er begyndt at reflektere over, hvad der sker med en kirke, der taler den sekulære verdens ledersprog helt perfekt – fuldstændigt uden mislyde.

Ord skaber mening. Sprog former kultur. Også i kirken. Når vi tager omverdenens ledersprog ind, kommer vi let til at forstå kirken som en organisation ligesom andre organisationer: Vi skal have mission, vision og handlingsplaner på plads, så der kan ledes, styres, udvikles og optimeres.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at “Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.”1

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, også risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

1 Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/ledelse-eller-tjeneste/feed/ ”Vi er ikke allerbedst til at lytte…” https://baptist.dk/vi-er-ikke-allerbedst-til-at-lytte/ Sun, 02 Feb 2025 12:40:19 +0000 https://baptist.dk/?p=18563 – sagde BaptistKirkens generalsekretær Bodil Højbak Møller ved indledningen på lederdagen i Rebild. Derfor var der masser af tid til at lytte og samtale om det, der udfordrer og bekymrer på tværs af menighederne


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/02/lederdag-i-rebild-010225.mp3

I Genstart2025-forløbet er der nu afholdt to lederdage: I Tølløse den 25. januar og i Rebild den 1. februar med i alt over 150 deltagere. I slutningen af november fik alle menigheder tilsendt oplæg med spørgsmål. Ved lederdagene var tiden kommet til, at menighederne kunne dele opfattelser med hinanden. Ofte debatterer vi i plenum, og giver mest plads til de ”tale-vante”. Ved lederdagene var der fokus på, at alle fik taletid i et trygt forum.

Generalsekretær Bodil Højbak Møller indleder dagen (Foto: Henrik Andersen)

Baptistiske kendetegn

Begge lederdage blev indledt med et oplæg om ”Baptistiske kendetegn” udarbejdet af generalsekretær Bodil Højbak Møller og Ole Lundegaard, præst i Herlev og medlem af BaptistKirkens Teologisk Forum.

De ”Baptistiske kendetegn” tog blandt andet udgangspunkt i hæftet ”Noget godt i ryggen” fra Føltveds Forlag (2000). Vi kom vidt omkring: Fra de oplagte kendetegn, som alle er enige om:

  • ”Vi er en del af den universelle, kristne kirke, der bekender troen på den treenige Gud som Fader, Søn og Helligånd”
  • ”Vi peger på nødvendigheden af personlig tro på Jesus Kristus og efterfølgelse af ham”
  • ”Vi praktiserer troendes dåb til tjeneste ud fra menighedens fællesskab”

– til de kendetegn, der af flere opfattes som kontroversielle:

  • ”Vi ønsker partnerskab med andre kirker, overalt hvor det er muligt”
  • ”Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for vores egne rækker

For hvem sætter grænserne for, hvad der er muligt? Og hvornår er forskellene mellem os så store, at samvittigheden ikke rækker til at nå hinanden?

Oplægget gav rigeligt at tænke over til de efterfølgende samtaler.

Medlem af BaptistKirkens ledelse, Pia Duebjerg, Lyngby, forklarer om Lectio Divina (Foto: Henrik Andersen)

Lectio Divina

Med udgangspunkt i Johannesevangeliet, kapitel 17, vers 20 – 23 gennemførte deltagerne i grupper en såkaldt ”åndelig læsning af Bibelen” – Lectio Divina. I et flow med læsning, stilhed, bøn og ’samdeling’ var der først fokus på ordets bogstavelige betydning, dernæst på hvad ordet betyder for mig og sidst på ordets moralske betydning. Forløbet blev afsluttet med fælles Fadervor.

Spørgsmålene

– der var til diskussion på lederdagene, blev udsendt til menighederne ultimo november 2024. Overskrifterne var forpligtelse, præster, inklusion og bibelautoritet og bibeltolkning. Du kan finde omtale i BaptistKirkens menighedsforsendelse den 21. november – lige her.
Du kan også hente pdf-filen med spørgsmål direkte – lige her.

Lyttegrupper

Efter frokost kom den store udfordring: Lyttegrupper!

Grupperne var sammensat ud fra deltagernes ønsker til, hvilke spørgsmål, de ønskede at tale om. I lyttegruppen fik hver deltager lov til at tale i syv minutter: Alle andre måtte lytte i tavshed! Dernæst fik hver deltager lov til at reflektere over de andres udsagn i syv minutter, mens alle andre måtte lytte i tavshed! Endelig var der afsat 30 minutter til samtale om spørgsmålene.

Der arbejdes i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Principperne for lyttegrupperne var lige så enkle, som de var udfordrende:

  • Lyt til andres synspunkter
  • Opmuntre andre til at tale
  • Respekter og vær opmærksom på din taletid
  • Vær søgende og nysgerrig på de andres tanker
  • Aldrig konfrontatorisk, men altid nysgerrig
  • Hold fortroligheden

I Rebild var deltagerne glade for formen

Flere af deltagerne var glade for både Lectio Divina og lyttegrupper.

Aksel Mølbæk fra Aarhus:
”Jeg synes, det er meget positivt – og effektivt. På den gode måde tvinger det alle til at deltage i debatten og dialogen. Jeg synes, det er en god måde at gøre det på.”

Arbejde i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Lone Johansen Bundgaard, Østhimmerland, og Mette Worm, Hjørring, blev ”fanget”,  mens de balancerede med eftermiddagskaffen. De var begge positive overfor debatformen. Lone sagde:
”Spændende form. Vi kommer lidt mere i dybden og alle får taleret og taletid. Vi havde en rigtig god gruppe – det sværeste var at skulle svare på, hvad der var det sværeste! Vi syntes ikke, det var svært! Jeg tænkte på forhånd, at to timer var lige rigeligt, men tiden gik hurtigt.”
Mette supplerede:
”Det var virkelig en spændende model for dialog. Både fordi den giver den enkelte mulighed for at tale, men også fordi den giver tid til at lytte. Det er faktisk en utrolig spændende metode eller model, som man kan bruge i mange andre sammenhænge til at skabe den åbne dialog, der giver plads til hinanden.”

BaptistKirkens næstformand Christian Bylund styrer plenum (Foto: Henrik Andersen)

Plenum og opfølgning ved lederdagen i Rebild

Som sidste punkt på dagen fik hver lyttegruppe mulighed for at give en meget kort tilbagemelding på samtalerne. Alle var klar og kun en enkelt gang ’bippede’ Christian Bylunds telefon som tegn på, at taletiden var overskredet.

Vi vil fællesskabet – men krav?

Der var bred enighed om, at menighederne ønsker at prioritere fællesskabet. Men der var uenighed om, hvorvidt man kan (eller skal) stille krav til hinanden om deltagelse i fællesarrangementer og om at bidrage økonomisk til fællesskabet. Flere pegede på, at engagement og betalingsvillighed vokser frem af følelsen af fællesskab. Et par grupper pegede også på, at krav om deltagelse passer dårligt ind i vores frivillighedskultur. Mange i forsamlingen nikkede bifaldende til et enkelt citat om økonomisk forpligtelse: “Der hvor vi har vores hjerter, der skal vores skat også være.”

Og hvad med præsterne?

Meningerne var ligeledes delte, når det kom til, om der skal stilles krav til præsterne om deltagelse i konventer og stævner. Der blev henvist til menighedernes suverænitet. Flere grupper nævnte vigtigheden af, at nye præster får en grundlæggende indføring i dansk baptisme. I de senere år er langt de fleste præster rekrutteret fra andre (fri)kirkelige sammenhænge. En enkelte gruppe pegede på den oplagte årsag til dette: At vi ikke er i stand til at få de unge i baptistkirkerne til at se præstegerningen som en mulighed. Der var også enighed om, at en form for national anerkendelse (men ikke godkendelse) af præster kunne være en god idé.

Fællesskab i Rebild (Foto: Henrik Andersen)

BaptistKirken består af suveræne menigheder

Der var heller ikke tvivl om, at BaptistKirken i fremtiden skal bestå af suveræne menigheder. Men flere grupper var tvivlende over for, om det er muligt, når der tilsyneladende er store forskelle i menighedernes syn på inklusion og bibeltolkning. Ved formiddagens gennemgang af baptistiske kendetegn blev det sagt, at:
”Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for egne rækker.” Det fik Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken, til at spørge: ”Er der så ingen grænser for, hvad man skal acceptere i fællesskabet?”

Forskelle i bibelsyn og -tolkning

Flere grupper diskuterede bibelsyn, bibelautoritet og bibeltolkning. Lige så stor enighed der er om biblens betydning for baptister, lige så stor uenighed er der om fortolkning af ordet. Der syntes dog at være enighed om, at frihed til fortolkning i et fællesskab altid har konsekvenser. En enkelt gruppe foreslog, at vi begynder at definere os som et ’uenighedsfællesskab’.

Koncentreret indsats i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Store forskelle i holdning til inklusion

Grupperne, der diskuterede inklusion i forhold til vielse af homoseksuelle og LGBT-personer på ledende poster, rapporterede også om store forskelle i holdningerne. En gruppe mente, at det var vigtigt at fokusere på nådegaver og evner fremfor personers seksualitet. En anden gruppe var delt i spørgsmålet om LGBT-personer på ledende poster. Andre igen mente, at det var et svært emne at tale om, og at kirkesamfundet ”har svært ved at stå med samme rygmærke”, når holdningerne bliver for forskellige. Flere grupper fremhævede, at de var enige om, at kirken skal have plads til alle – uanset hvem de er.

Fortsættelse følger på Synoden i Sæsing

Ved afslutningen på dagen i Rebild  fortalte generalsekretær Bodil Højbak Møller, at ledelsen nu vil arbejde videre med lederdagenes samtaler og menighedernes tilbagemeldinger. Det vil resultere i et oplæg til fælles værdier, der skal diskuteres på Synoden i Sæsing i pinsen 2025.

Ledelsen er klar over, at mange oplever, at ikke alle spørgsmål og udfordringer i BaptistKirken er blevet berørt på lederdagene. Derfor blev deltagerne opfordret til at skrive til ledelsen om alt, hvad de og menighederne har på hjerte.

Efter lederdagen i Rebild skrev BaptistKirkens formand, Vibeke Dalsgaard, blandt andet i en refleksion:
’Så mødtes menighedslederne i vest til lederdag. Igen med en tydelig fornemmelse af Helligåndens tilstedeværelse. Vi er ikke enige, men efter god baptistisk tradition taler vi sammen og lytter til hinanden.’

Tips til mere info

Du finder meget mere info om Genstart2025 på oversigtssiden om processen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> – sagde BaptistKirkens generalsekretær Bodil Højbak Møller ved indledningen på lederdagen i Rebild. Derfor var der masser af tid til at lytte og samtale om det, der udfordrer og bekymrer på tværs af menighederne


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/02/lederdag-i-rebild-010225.mp3

I Genstart2025-forløbet er der nu afholdt to lederdage: I Tølløse den 25. januar og i Rebild den 1. februar med i alt over 150 deltagere. I slutningen af november fik alle menigheder tilsendt oplæg med spørgsmål. Ved lederdagene var tiden kommet til, at menighederne kunne dele opfattelser med hinanden. Ofte debatterer vi i plenum, og giver mest plads til de ”tale-vante”. Ved lederdagene var der fokus på, at alle fik taletid i et trygt forum.

Generalsekretær Bodil Højbak Møller indleder dagen (Foto: Henrik Andersen)

Baptistiske kendetegn

Begge lederdage blev indledt med et oplæg om ”Baptistiske kendetegn” udarbejdet af generalsekretær Bodil Højbak Møller og Ole Lundegaard, præst i Herlev og medlem af BaptistKirkens Teologisk Forum.

De ”Baptistiske kendetegn” tog blandt andet udgangspunkt i hæftet ”Noget godt i ryggen” fra Føltveds Forlag (2000). Vi kom vidt omkring: Fra de oplagte kendetegn, som alle er enige om:

  • ”Vi er en del af den universelle, kristne kirke, der bekender troen på den treenige Gud som Fader, Søn og Helligånd”
  • ”Vi peger på nødvendigheden af personlig tro på Jesus Kristus og efterfølgelse af ham”
  • ”Vi praktiserer troendes dåb til tjeneste ud fra menighedens fællesskab”

– til de kendetegn, der af flere opfattes som kontroversielle:

  • ”Vi ønsker partnerskab med andre kirker, overalt hvor det er muligt”
  • ”Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for vores egne rækker

For hvem sætter grænserne for, hvad der er muligt? Og hvornår er forskellene mellem os så store, at samvittigheden ikke rækker til at nå hinanden?

Oplægget gav rigeligt at tænke over til de efterfølgende samtaler.

Medlem af BaptistKirkens ledelse, Pia Duebjerg, Lyngby, forklarer om Lectio Divina (Foto: Henrik Andersen)

Lectio Divina

Med udgangspunkt i Johannesevangeliet, kapitel 17, vers 20 – 23 gennemførte deltagerne i grupper en såkaldt ”åndelig læsning af Bibelen” – Lectio Divina. I et flow med læsning, stilhed, bøn og ’samdeling’ var der først fokus på ordets bogstavelige betydning, dernæst på hvad ordet betyder for mig og sidst på ordets moralske betydning. Forløbet blev afsluttet med fælles Fadervor.

Spørgsmålene

– der var til diskussion på lederdagene, blev udsendt til menighederne ultimo november 2024. Overskrifterne var forpligtelse, præster, inklusion og bibelautoritet og bibeltolkning. Du kan finde omtale i BaptistKirkens menighedsforsendelse den 21. november – lige her.
Du kan også hente pdf-filen med spørgsmål direkte – lige her.

Lyttegrupper

Efter frokost kom den store udfordring: Lyttegrupper!

Grupperne var sammensat ud fra deltagernes ønsker til, hvilke spørgsmål, de ønskede at tale om. I lyttegruppen fik hver deltager lov til at tale i syv minutter: Alle andre måtte lytte i tavshed! Dernæst fik hver deltager lov til at reflektere over de andres udsagn i syv minutter, mens alle andre måtte lytte i tavshed! Endelig var der afsat 30 minutter til samtale om spørgsmålene.

Der arbejdes i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Principperne for lyttegrupperne var lige så enkle, som de var udfordrende:

  • Lyt til andres synspunkter
  • Opmuntre andre til at tale
  • Respekter og vær opmærksom på din taletid
  • Vær søgende og nysgerrig på de andres tanker
  • Aldrig konfrontatorisk, men altid nysgerrig
  • Hold fortroligheden

I Rebild var deltagerne glade for formen

Flere af deltagerne var glade for både Lectio Divina og lyttegrupper.

Aksel Mølbæk fra Aarhus:
”Jeg synes, det er meget positivt – og effektivt. På den gode måde tvinger det alle til at deltage i debatten og dialogen. Jeg synes, det er en god måde at gøre det på.”

Arbejde i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Lone Johansen Bundgaard, Østhimmerland, og Mette Worm, Hjørring, blev ”fanget”,  mens de balancerede med eftermiddagskaffen. De var begge positive overfor debatformen. Lone sagde:
”Spændende form. Vi kommer lidt mere i dybden og alle får taleret og taletid. Vi havde en rigtig god gruppe – det sværeste var at skulle svare på, hvad der var det sværeste! Vi syntes ikke, det var svært! Jeg tænkte på forhånd, at to timer var lige rigeligt, men tiden gik hurtigt.”
Mette supplerede:
”Det var virkelig en spændende model for dialog. Både fordi den giver den enkelte mulighed for at tale, men også fordi den giver tid til at lytte. Det er faktisk en utrolig spændende metode eller model, som man kan bruge i mange andre sammenhænge til at skabe den åbne dialog, der giver plads til hinanden.”

BaptistKirkens næstformand Christian Bylund styrer plenum (Foto: Henrik Andersen)

Plenum og opfølgning ved lederdagen i Rebild

Som sidste punkt på dagen fik hver lyttegruppe mulighed for at give en meget kort tilbagemelding på samtalerne. Alle var klar og kun en enkelt gang ’bippede’ Christian Bylunds telefon som tegn på, at taletiden var overskredet.

Vi vil fællesskabet – men krav?

Der var bred enighed om, at menighederne ønsker at prioritere fællesskabet. Men der var uenighed om, hvorvidt man kan (eller skal) stille krav til hinanden om deltagelse i fællesarrangementer og om at bidrage økonomisk til fællesskabet. Flere pegede på, at engagement og betalingsvillighed vokser frem af følelsen af fællesskab. Et par grupper pegede også på, at krav om deltagelse passer dårligt ind i vores frivillighedskultur. Mange i forsamlingen nikkede bifaldende til et enkelt citat om økonomisk forpligtelse: “Der hvor vi har vores hjerter, der skal vores skat også være.”

Og hvad med præsterne?

Meningerne var ligeledes delte, når det kom til, om der skal stilles krav til præsterne om deltagelse i konventer og stævner. Der blev henvist til menighedernes suverænitet. Flere grupper nævnte vigtigheden af, at nye præster får en grundlæggende indføring i dansk baptisme. I de senere år er langt de fleste præster rekrutteret fra andre (fri)kirkelige sammenhænge. En enkelte gruppe pegede på den oplagte årsag til dette: At vi ikke er i stand til at få de unge i baptistkirkerne til at se præstegerningen som en mulighed. Der var også enighed om, at en form for national anerkendelse (men ikke godkendelse) af præster kunne være en god idé.

Fællesskab i Rebild (Foto: Henrik Andersen)

BaptistKirken består af suveræne menigheder

Der var heller ikke tvivl om, at BaptistKirken i fremtiden skal bestå af suveræne menigheder. Men flere grupper var tvivlende over for, om det er muligt, når der tilsyneladende er store forskelle i menighedernes syn på inklusion og bibeltolkning. Ved formiddagens gennemgang af baptistiske kendetegn blev det sagt, at:
”Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for egne rækker.” Det fik Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken, til at spørge: ”Er der så ingen grænser for, hvad man skal acceptere i fællesskabet?”

Forskelle i bibelsyn og -tolkning

Flere grupper diskuterede bibelsyn, bibelautoritet og bibeltolkning. Lige så stor enighed der er om biblens betydning for baptister, lige så stor uenighed er der om fortolkning af ordet. Der syntes dog at være enighed om, at frihed til fortolkning i et fællesskab altid har konsekvenser. En enkelt gruppe foreslog, at vi begynder at definere os som et ’uenighedsfællesskab’.

Koncentreret indsats i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Store forskelle i holdning til inklusion

Grupperne, der diskuterede inklusion i forhold til vielse af homoseksuelle og LGBT-personer på ledende poster, rapporterede også om store forskelle i holdningerne. En gruppe mente, at det var vigtigt at fokusere på nådegaver og evner fremfor personers seksualitet. En anden gruppe var delt i spørgsmålet om LGBT-personer på ledende poster. Andre igen mente, at det var et svært emne at tale om, og at kirkesamfundet ”har svært ved at stå med samme rygmærke”, når holdningerne bliver for forskellige. Flere grupper fremhævede, at de var enige om, at kirken skal have plads til alle – uanset hvem de er.

Fortsættelse følger på Synoden i Sæsing

Ved afslutningen på dagen i Rebild  fortalte generalsekretær Bodil Højbak Møller, at ledelsen nu vil arbejde videre med lederdagenes samtaler og menighedernes tilbagemeldinger. Det vil resultere i et oplæg til fælles værdier, der skal diskuteres på Synoden i Sæsing i pinsen 2025.

Ledelsen er klar over, at mange oplever, at ikke alle spørgsmål og udfordringer i BaptistKirken er blevet berørt på lederdagene. Derfor blev deltagerne opfordret til at skrive til ledelsen om alt, hvad de og menighederne har på hjerte.

Efter lederdagen i Rebild skrev BaptistKirkens formand, Vibeke Dalsgaard, blandt andet i en refleksion:
’Så mødtes menighedslederne i vest til lederdag. Igen med en tydelig fornemmelse af Helligåndens tilstedeværelse. Vi er ikke enige, men efter god baptistisk tradition taler vi sammen og lytter til hinanden.’

Tips til mere info

Du finder meget mere info om Genstart2025 på oversigtssiden om processen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vi-er-ikke-allerbedst-til-at-lytte/feed/ Håb ved udkanten https://baptist.dk/haab-ved-udkanten/ Mon, 16 Dec 2024 10:12:23 +0000 https://baptist.dk/?p=18275 Menighedens uformelle tilgang trækker linjer tilbage til dens tilblivelse som menighedskreds.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/12/18-baptist-dk-5-pkt-16-haab-ved-udkanten.mp3

Ved udkanten af Holstebro, gemt for enden af en midtjysk villavej, finder man en minimalistisk hvid

baptistkirke og et enkelt ophøjet kors fra 1977. Menigheden har næsten lige så mange medlemmer nu, som da den blev selvstændig i 1982. Omkring 40 medlemmer udgør den lille flok fra et bredt geografisk område vest for Viborg og nord for Brande, men antallet af aktive deltagere til søndagsgudstjenester er kun omkring 15 til 20 i gennemsnit, og de savner børnefamilier.

Løfter i flok

Menigheden formår alligevel at planlægge og gennemføre det meste i fællesskab og endda uden en fastansat præst siden 1998. Selv forkvinde Hanna Ringgaard mener, at de alle deler autoriteten ligeværdigt. Flere beretter nemlig om den store tillid, de har til hinanden, en oprigtig nysgerrighed på hinandens tro og liv og et fælles ønske om at løfte i flok.

Har man lyst til gøre noget, så finder vi en opgave, der passer til personens evner og lyst.

Kirkens vedligehold, indretning og udearealer er altid blevet stolt klaret i fællesskab. ”Fordelen ved at være en lille menighed som os er, at alle fra otte til firs+ kan bidrage med det, de kan og har lyst til”, siger et menighedsrådsmedlem. ”Har man lyst til at gøre noget, så finder vi en opgave, der passer til personens evner og lyst.”

Opgaver til alle

Nogle i Holstebro Baptistkirke er rigtig gode til elektronik og det digitale, for alle gudstjenester har været live streamet siden Covid-nedlukningen. Andre er bedre til at skabe overblik og fastholde kontakter med fx lokale tværkirkelige projekter under KIT (Kirkernes Integrations Tjeneste) og Nørrelandskirken (folkekirken). Flere skiftes til at stå for kaffe og prædiken, mens andre taler med unge, der overvejer dåb. Helligånden er altid med til at sætte sit præg på både børnetale, lovsang og selve gudstjenestens forløb, beretter mange.  Og de mener, at fast bibellæsning, bøn og at dele tro i ’bibellæsningsgruppen’ og ’pigegruppen’ samt ved ’samtaleaftenen’ er med til, at tilliden til Helligåndens påvirkning er blevet så stærk. Man bruger BaptistKirkens nye materiale i forbindelse med Genstart2025: ’Spor at gå’.

Helligånden er altid med til at sætte sit præg på både børnetale, lovsang og selve gudstjenestens forløb.

Det gennemgående fokus er dialog!

”Vi bruger megen tid på at give fra menigheden til andre, men ’Spor at gå’ er med til at opbygge os internt som menighed”, siger et meget begejstret medlem. Flere oplever også, at især opbakningen til det tværkirkelige samarbejde i Holstebro er med til at forny menighedens selvforståelse. ”Det er et stort vidnesbyrd for de andre kirker, netop fordi vi ofte stiller med flest frivillige”, forklarer et menighedsrådsmedlem.

Vi bruger megen tid på at give fra menigheden til andre, men ’Spor at gå’ er med til at opbygge os internt som menighed.

Drømmer om fremtiden

Baptisterne i Holstebro er meget stolte af deres bidrag til KirkeCare, der passer på de unge i byens natteliv, og til Café Grace, der laver aktiviteter i et socialt belastet boligområde. De oplever også megen åndelig udvikling personligt og fælles, efter fire kvinder deltog i BASIS, BaptistKirkens kursus i teologi for menighedsmedlemmer. Kurset har sat gang i en mere dynamisk samtale og nysgerrighed, hvor ’Ordet er frit’ under gudstjenesten har fået lov til at blomstre til en tillidsfuld måde at dele liv og forbøn.

Menigheden oplever, at deres trofaste bønner om at kunne fortsætte som menighed uden præst viser dem nye veje og måder at være menighed på. Enkelte medlemmer kan godt forestille sig at skulle leje mindre lokaler i byen for at frigøre menigheden fra vedligeholdelsespligter, mens andre håber på en sund vækst.

Den nye opfordring fra BaptistKirken til aktivt at tage stilling til fremtiden vækker dog også lidt bekymring for, om nogle kan finde på at forlade den gode proces, de oplever i Holstebro. Uanset, er håbet at nå ud til hinanden og andre med Guds kærlighed.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Menighedens uformelle tilgang trækker linjer tilbage til dens tilblivelse som menighedskreds.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/12/18-baptist-dk-5-pkt-16-haab-ved-udkanten.mp3

Ved udkanten af Holstebro, gemt for enden af en midtjysk villavej, finder man en minimalistisk hvid

baptistkirke og et enkelt ophøjet kors fra 1977. Menigheden har næsten lige så mange medlemmer nu, som da den blev selvstændig i 1982. Omkring 40 medlemmer udgør den lille flok fra et bredt geografisk område vest for Viborg og nord for Brande, men antallet af aktive deltagere til søndagsgudstjenester er kun omkring 15 til 20 i gennemsnit, og de savner børnefamilier.

Løfter i flok

Menigheden formår alligevel at planlægge og gennemføre det meste i fællesskab og endda uden en fastansat præst siden 1998. Selv forkvinde Hanna Ringgaard mener, at de alle deler autoriteten ligeværdigt. Flere beretter nemlig om den store tillid, de har til hinanden, en oprigtig nysgerrighed på hinandens tro og liv og et fælles ønske om at løfte i flok.

Har man lyst til gøre noget, så finder vi en opgave, der passer til personens evner og lyst.

Kirkens vedligehold, indretning og udearealer er altid blevet stolt klaret i fællesskab. ”Fordelen ved at være en lille menighed som os er, at alle fra otte til firs+ kan bidrage med det, de kan og har lyst til”, siger et menighedsrådsmedlem. ”Har man lyst til at gøre noget, så finder vi en opgave, der passer til personens evner og lyst.”

Opgaver til alle

Nogle i Holstebro Baptistkirke er rigtig gode til elektronik og det digitale, for alle gudstjenester har været live streamet siden Covid-nedlukningen. Andre er bedre til at skabe overblik og fastholde kontakter med fx lokale tværkirkelige projekter under KIT (Kirkernes Integrations Tjeneste) og Nørrelandskirken (folkekirken). Flere skiftes til at stå for kaffe og prædiken, mens andre taler med unge, der overvejer dåb. Helligånden er altid med til at sætte sit præg på både børnetale, lovsang og selve gudstjenestens forløb, beretter mange.  Og de mener, at fast bibellæsning, bøn og at dele tro i ’bibellæsningsgruppen’ og ’pigegruppen’ samt ved ’samtaleaftenen’ er med til, at tilliden til Helligåndens påvirkning er blevet så stærk. Man bruger BaptistKirkens nye materiale i forbindelse med Genstart2025: ’Spor at gå’.

Helligånden er altid med til at sætte sit præg på både børnetale, lovsang og selve gudstjenestens forløb.

Det gennemgående fokus er dialog!

”Vi bruger megen tid på at give fra menigheden til andre, men ’Spor at gå’ er med til at opbygge os internt som menighed”, siger et meget begejstret medlem. Flere oplever også, at især opbakningen til det tværkirkelige samarbejde i Holstebro er med til at forny menighedens selvforståelse. ”Det er et stort vidnesbyrd for de andre kirker, netop fordi vi ofte stiller med flest frivillige”, forklarer et menighedsrådsmedlem.

Vi bruger megen tid på at give fra menigheden til andre, men ’Spor at gå’ er med til at opbygge os internt som menighed.

Drømmer om fremtiden

Baptisterne i Holstebro er meget stolte af deres bidrag til KirkeCare, der passer på de unge i byens natteliv, og til Café Grace, der laver aktiviteter i et socialt belastet boligområde. De oplever også megen åndelig udvikling personligt og fælles, efter fire kvinder deltog i BASIS, BaptistKirkens kursus i teologi for menighedsmedlemmer. Kurset har sat gang i en mere dynamisk samtale og nysgerrighed, hvor ’Ordet er frit’ under gudstjenesten har fået lov til at blomstre til en tillidsfuld måde at dele liv og forbøn.

Menigheden oplever, at deres trofaste bønner om at kunne fortsætte som menighed uden præst viser dem nye veje og måder at være menighed på. Enkelte medlemmer kan godt forestille sig at skulle leje mindre lokaler i byen for at frigøre menigheden fra vedligeholdelsespligter, mens andre håber på en sund vækst.

Den nye opfordring fra BaptistKirken til aktivt at tage stilling til fremtiden vækker dog også lidt bekymring for, om nogle kan finde på at forlade den gode proces, de oplever i Holstebro. Uanset, er håbet at nå ud til hinanden og andre med Guds kærlighed.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/haab-ved-udkanten/feed/