Lyt til artiklen her:

Hvert år, når vi passerer Fastelavn, popper der synspunkter op om, hvad ’fasten’ går ud på. Aviser, livsstilsblade og andre medier spørger folk om, hvad de faster fra, og måske også hvorfor de faster. Og det er godt! Tænk, at folk, som de er flest, inddrager kirkeårets faser i deres omtanke. Men så godt som alle svar gør mig frustreret. På søndag passerer vi Midfaste – vi er altså halvt igennem fasten. I år er min oplevelse (næsten) den samme som tidligere, desværre!

Faster vi fra – eller til?

Fasten er en periode på 40 dage i kirkeåret. Den ligger forud for påskens store begivenheder med Jesus i centrum. Fasten har altså noget med evangeliets centrum at gøre. Den forbereder påsken, ligesom adventstiden forbereder julen. Men hvordan forbereder vi os så som danskerne på påsken?

De lærde udtaler sig

Kristeligt Dagblad skrev Askeonsdag – den dag fastens 40 dage begyndte – om fasten med overskriften: Fasten handler både om fravalg og tilvalg. Denne overskrift synes at være skabt af de tre, der blev spurgt om, hvad faste betyder for dem. En teologistuderende vender blikket indad og prøver at droppe de konstante nyheder. En højskoleforstander holder pause fra de sociale medier for i stedet af forberede sig på påsken ved at læse i Bibelen. Og en præst tager på stilhedsretræte, hvor ’et nyt fokus for mig vil blive at se på kroppen som et tempel. Det er et udtryk, som Paulus bruger. At tage sig godt af sit tempel kan være en gudsdyrkelse og ikke bare en kropsdyrkelse, som vi kender det fra fitnesscentrene’.

Her møder vi ’fasten’ som fravalg. Ofte drejer fravalget sig om at holde pause – fra fx chokolade (det får præsten også nævnt) og fra alkohol. Og for ikke at stå tilbage i et tomrum må fasten så også bestå af tilvalg. I livsstilsbladene vælger de fleste at fokusere på kroppen. I Kristeligt Dagblad vælger de tre, der blev spurgt, altså at pleje deres åndelige form – og derfor går de ind i sig selv.

Fasten gennem kirkehistorien

I den første del af fasten i år dukkede der et interessant link op i min indbakke. Her beskrives i ord og ved hjælp af grafik, hvordan kristne siden kirkens første tid har opfattet fasten. I oldkirken hører vi fx om to ugentlige fastedage (fravalg) og om fastetid forud for voksendåben (forberedelse, tilvalg). Kristne fastede som udtryk for sorg over Jesu død eller over deres egne synder. I middelalderen fastede kristne stadig to dage om ugen, men reglerne blev mildere. Til gengæld blev de overvåget af præsterne. Sammenlagt skulle kristne faste 180 dage om året.

Folkekirken.dk’s oversigt

Oversigten, som ’Folkekirken.dk’ står bag, slutter med en omtale af fasten år 2020. Her står bl.a.: Hvert år markerer folkekirken fasteperioden mellem fastelavn og påske. Men der er ingen forventning om, at medlemmer faster i praksis. Fastfood, slik, alkohol, tv-kiggeri eller andet forbrug er nogle af de ting, folk giver afkald på i 40 dage. Det kan blandt andet være for at give sit åndelige liv opmærksomhed. Eller for at dyrke fællesskabet i stedet for sig selv. – Altså både fravalg og tilvalg. Den historiske oversigt kan ses her https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/faste/fasten-gennem-tiden.

Forstemt og lang i ansigtet

Alt det nævnte – i Kristeligt Dagblad og på Folkekirken.dk – er oplysende. Vi bliver klogere på, hvad fasten var og hvordan den opfattes i dag. Men det sker kun i en beskrivende form. Hvis vi skal være godt informeret om, hvordan vi bør faste, kan vi ikke nøjes med det deskriptive. Vi må have fat i noget normativt. Hvor finder vi normen for, hvad vi – som kristne – i dag bør forstå ved ’at faste’. Den overvejelse findes (næsten) ikke.

’Skriften alene’

Et Kristeligt Dagblad, der skriver om tro, etik og eksistens, og en Folkekirke, der er navngivet efter Martin Luther, burde i tide og utide pege på det bibelske perspektiv. Luther pegede på den norm, der hed ’Skriften alene’ – ofte skete det i et opgør med kirkens afsporede tradition. Og ’i Skriften’ drejede det sig for Luther om at tage ved lære af dét, Jesus tænkte og gjorde. Vil vi vide, hvad faste er, må vi have fat i, hvad Jesus læste i de skrifter, der var ’hans bibel’. Her efterlades vi ikke uden normer.

Af Profeten Esajas, kapitel 58

Råb af fuld hals, spar ikke på stemmen,
løft din røst som hornet!
Forkynd mit folk dets overtrædelse
og Jakobs hus dets synder.
Mig søger de dag efter dag,
de ønsker at kende mine veje;
som et folk, der øver retfærdighed
og ikke svigter sin Guds bud,
spørger de mig om lov og ret,
de ønsker at være Gud nær.

»Hvorfor ser du ikke, når vi faster,
og ænser ikke, at vi spæger vort legeme.«
På fastedagen driver I handel,
og jeres arbejdere jager I med.
I faster i kiv og strid
og kaster med sten i ondskab.
Når I faster, som I nu gør,
bliver jeres bøn ikke hørt i himlen.
Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?

Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.

Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!

Hvis du fjerner åget
og holder op at pege fingre og tale ondt,
rækker den sultne dit brød
og mætter den forkuede,
så skal dit lys bryde frem i mørket
og dit mulm bliver til højlys dag.
Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter.

Kilderne, vi kan øse af

Forud for sin offentlige indsats fastede Jesus i 40 dage. Vi véd ikke, hvori hans faste bestod, men antallet af dage fortæller, at det var en forberedelsestid. Og læser vi, hvad evangelierne skriver om Jesu ord og handlinger efter fasten, får vi en idé om, hvori hans forberedelse bestod. Om fasten har Jesus ganske givet læst i det afsnit hos profeten Esajas, der leverer kilderne til det meste af Jesu selvforståelse, nemlig kap. 40-66. Normen – for det, ’faste’ var i traditionen bag Jesus – står skarpt formuleret i Esajas kap. 58 (se spalten).

Jesus satte andre mennesker i centrum

At ’faste’ bestod for Jesus ikke i at sætte sig selv i centrum, men i at gøre andre til genstand for dét, Gud vil have gjort i verden: ’Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg. Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.’  Det er den profetiske forståelse, Jesus trækker på, når han kritiserer sin samtids selvoptagne fastepraksis. Set i det lys, er det utroligt, hvad faste er blevet til i kirkens historie og nutid – ligesom megen (kristen) bøn også er blevet afsporet som skinbarlig egoisme.

’Bøn og faste’ sker for at …

Efter at have lært den lektie hos Esajas udfoldede Jesus den form for ’faste’ som sin livsstil – resten af sit liv. Det beskriver evangelierne. Det er jo Gudsriget, der kommer med ham, og det er den livsstil, han kaldte sine efterfølgere til at praktisere. Herudover siger evangelierne ikke meget om ’faste’ ud over nogle få gange at bruge begreberne ’bøn og faste’. De to hører sammen. ’Faste’ er at forstå som et handlingsråb, der svarer til bønnens råb med ord om, at Guds rige må bryde frem. ’Bøn og faste’ sker med en hensigt – at hjælpe andre, der er i nød. Den hensigt bør alle fastens tilvalg og fravalg altid have for øje.

Fasten er et opgør med verden

Kristen faste finder sted, når vi sætter medmennesket i centrum for evangeliets nyskabende ord og nye handlingsmønstre. Og det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden. ’Bøn og faste’ er kampmidler, der skal til for at drive ondskaben på flugt i denne verden. At gøre den kristne faste til en slags ’forbudstid’ på 40 dage forud for påsken holder derfor ikke. Det forfladiger radikaliteten i Jesu budskab – og det skærer fordringen ud af evangeliet om at tage vare på medmenneskets ve og vel – hele året.

… det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden.

Mit forbehold med ’næsten’

Ovenfor har jeg skrevet ’næsten’ i en parentes to gange. Det skyldes, at der trods alt er lyspunkter. Retfærdigvis skal det siges, at den nævnte hjemmeside – folkekirken.dk – begynder med at citere nogle bibeltekster om ’fasten’. Blandt dem er også Esajas 58. Men det, der udebliver, er en sammenkædning af de citerede tekster, så det fremgår, hvad ’faste’ betyder. Men også at Jesus fandt kilderne hos Esajas til det, der hos ham blev til Gudsrigets ’bøn og faste’ i kampen mod verdens ondskab.

Inspirationen

Også på dette webmedie – baptist.dk – har en skribent reflekteret over, hvad faste betyder. Hun er også årsag til mit ’næsten’ ovenfor. Ved fastens begyndelse skrev hun i Torsdagstanken: ’Jeg har ingen endelige svar, men jeg ved, at hverken slankekur, forbrug eller afhængighed skal motivere mig. I stedet vil jeg motiveres af, at jeg kan få mere tid med Gud, når jeg giver afkald. I stedet for at spise kan jeg læse i min bibel. I stedet for at shoppe kan jeg bede. I stedet for at scrolle på sociale medier kan jeg lovsynge.’ – Her handler fasten både om fravalg og om tilvalg. Og om et løfterigt blik til den bog, der motiverer os til at forstå, hvad ’faste’ er.

Måske flere lyspunkter?

Et lyspunkt ville være, hvis det blev muligt at lytte til Esajas 58, når fastetidens bibelske læsninger lyder. Den profetiske tekst fra Esajas, som Jesus lærte af, er ikke med blandt Folkekirkens foreskrevne læsninger i fastetiden. Hvorfor ikke, spørger jeg med forbavselse. Men en endnu større forundring får jeg brug for, hvis Esajas 58 ikke popper op i fastens læsninger i baptistkirkerne, hvor søndags tekster kan vælges med frihed – og måske (også) med omtanke.

Om vi på denne baggrund beslutter at ’faste’ – i korte perioder eller gennem et langt liv – det er et personligt valg. Gerne på baggrund af samtale med andre. Men også på en oplyst baggrund i de bibelske skrifter, der fortæller, hvad ’fasten’ i kristen forstand går ud på.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Blandt andre professor Frederik Stjernfelt har peget på, at Luther var hårdkogt modstander af frihedsrettigheder, og at reformationen i flere lande førte til en tæt sammenknytning af kirke og stat, øget social ulighed, ufrihed og så videre.

Luthers helt store fortjeneste var at sætte fokus på Guds nåde – mennesket kan ikke frelse sig selv, men frelses helt og aldeles ufortjent af nåden, Kristus og troen alene. Kirken har derfor ikke brug for alle dens institutioner og hierarkier af præster og paver.

En ”skjult gud”?

Mange peger på, at alle mennesker ifølge Luther er lige overfor Gud, og at den tanke kan have ført til frihedstanker og demokrati, selvom Luther selv var modstander deraf. Så enkel er sagen dog ikke.

Alle mennesker er nemlig ikke skabt ens, mente Luther. Ikke alle er lige lige overfor Gud, kunne man sige. Nogle er nemlig skabt med evnen til at tro, mens andre ikke besidder denne evne.

Den tanke formulerede Luther blandt andet i sit opgør med Erasmus af Rotterdam, der havde forsvaret den opfattelse, at mennesker selv kan bestemme sig for at tro.[1]

Gud vil ifølge Erasmus frelse alle, men mennesker afgør i sidste ende selv deres frelse.

Gud ønsker at frelse alle mennesker, mente Erasmus, så når det i Bibelen fx hedder, at Gud ”hader” mennesker, skal det forstås sådan, at han hader synden og tugter mennesker for at omvende dem, så de vælger at tro. Gud vil frelse alle, men mennesker afgør i sidste ende selv deres frelse.

Luther var uenig.

Luther udlægger historien om Jakob og Esau sådan, at Gud fra evighed hader nogle, mens han elsker andre, uden nærmere begrundelse. Jesus er i princippet død for alle, men kun dem, som Gud har forudbestemt til at blive frelst, er skabt med en evne til at tro, så de kan få gavn deraf.

Når det i Bibelen hedder, at det er Guds vilje at frelse alle mennesker, og at Gud ikke ønsker en synders død, er det altså kun én side af sagen. Gud er nemlig ifølge Luther ikke bundet af sit ord. Udenfor åbenbaringen findes der en ‘skjult gud’, hvis vilje er en ganske anden end den, vi kender fra det åbenbarede ord.

Derfor er de udvalgte ifølge Luther skabt med evnen til at tro. Resten er skabt med henblik på fortabelse.

Ifølge Bibelen er det Guds vilje at frelse alle, men ‘den skjulte gud’ ønsker kun at frelse få udvalgte, mente Luther. Derfor er de udvalgte skabt med evnen til at tro. Resten er skabt med henblik på fortabelse.

Det var blandt andet den opfattelse, der lå bag mange protestanters afvisning af missionsarbejde.[2] Men også genindførslen af slaveri, der ellers var blevet afskaffet med henvisning til alle menneskers ligeværd, blev forsvaret ud fra den opfattelse, at hele slægter kunne være forbandede.

Døberne

Langt de fleste af døberne vendte sig mod Luthers synspunkter. I stedet bekræftede man Erasmus’ opfattelse, at det er Guds vilje at frelse alle, men også at mennesker har frihed til at vælge troen til eller fra.

Derfor bør vi ivrigt forkynde og missionere for alle mennesker, mente mange af døberne. Allerede under reformationen overvejede grupper af døbere således at rejse til Amerika for at missionere.

Melchior Hoffmann[3] skriver, at ”Kristus har givet sig selv for alle folk, ja for hvert eneste individ, og har betalt for hele verdens synd, taget den væk, skaffet den af vejen, og fremskaffet evig frelse. Og nu er det igen tid til at forkyndelsen af Guds Ord skal nå ud til alle folkeslag, uden undtagelse.”

Mission var afgørende for døberne, for nok var alle mennesker kaldede, men kun ved aktivt at efterfølge Kristus kunne man få gavn deraf. Mens nogle, herunder Hans Denck[4], forsøgte at finde en mellemvej mellem Erasmus og Luther, mente mange døbere ligesom Erasmus, at mennesket havde en fri vilje og selv kunne og skulle afgøre sig overfor Gud.

Begge opfattelser risikerer at føre os ud i afgudsdyrkelse, hvis vi følger dem ud i deres logiske konsekvens.

Det er Guds vilje, at alle får gavn af Jesu offer. Om det faktisk sker, afhænger ifølge døberne af, hvordan mennesker selv forholder sig til evangeliet. Kun når mennesker selv vælger at afvise evangeliet, møder de den mørke side af Gud, ‘den skjulte Gud’, skrev således Balthasar Hubmaier[5]. Men det er altså ikke med Guds gode vilje, at han straffer dem, der afviser ham.

Døberne var altså i mange henseender, som Erasmus, humanister, der lagde vægt på menneskets værdighed. Det kom også til udtryk i deres syn på sociale forhold og krav om trosfrihed.

Men humanismen betød også, at mennesket ifølge døberne i bund og grund var ansvarligt for sin egen skæbne. Det, der afgør sagen er nemlig, om mennesker aktivt vælger at tro og efterfølge Kristus. Forudbestemmelsen til frelse var ikke som hos Luther ubetinget, men betinget af, om Gud har forudset, at mennesker af sig selv ville vælge at tro.

Jesus er Herre!

Luthers fortjeneste ligger i, at han alene vil lade Gud råde. Menneskers skæbne afgøres alene af Gud. Det er ikke mennesker, der vælger Gud, men Gud, der vælger mennesker. Døbernes fortjeneste ligger i, at de mente, at Guds kærlighed gjaldt alle, og at ingen var skabt til at gå fortabt.

Men hvem skal man så vælge? Valget gøres ikke nemmere af, at begge opfattelser risikerer at føre os ud i afgudsdyrkelse, hvis vi følger dem ud i deres logiske konsekvens.

Hvordan det? Jo, hvis Kristus er det sande billede af Guds væsen, må ‘den skjulte gud’ afvises som en afgud. Hvis vi kender Gud fra Kristus, kan der ikke være nogen gud udenfor åbenbaringen.

Svaret er som altid Jesus Kristus.

Men hvis mennesket som hos døberne gøres ansvarlige for deres egen skæbne, er vi lige vidt – for så er mennesket gjort til sin egen gud. Også humanismens tro på menneskets fri vilje må afvises som afgudsdyrkelse.

Mange teologer har før og efter reformationen peget på en – sådan set – ret indlysende løsning på det dilemma. Ifølge kristendommen er det nemlig hverken en ‘skjult gud’ eller mennesket selv, der afgør menneskets skæbne. Men hvem er det så?

Svaret er som altid Jesus Kristus.

Ifølge evangeliet er Jesus Kristus indsat som herre og konge over hele universet. Det er derfor alene ham, der afgør menneskers skæbne. Alt er givet den Jesus, der har lovet, at han ikke vil miste noget af det, han har fået.

Vi skal altså ikke frygte en ‘skjult gud’, hvis vilje er en helt anden end den, vi kender fra Bibelen. Men vi skal heller ikke frygte, at vi selv vælger forkert, for sagen er, at det er Jesus, der vælger for os.

Evangeliet er derfor godt nyt, fordi det forsikrer os om, at uanset hvad der sker, er alt i Jesu hænder.

[1]      Martin Luther, Om den trælbudne vilje.

[2]      Se Shenk, et al., Anabaptism and Mission.

[3]      Melchior Hoffmann (1495-1543) var blandt andet aktiv i Skandinavien, Baltikum, Nordtyskland og Nederlandene, hvor hans profetiske og mystiske døberteologi blev udbredt.

[4]      Hans Denck (1500-1527) var sydtysk døber inspireret af middelaldermystik. Blev en overgang omtalt af modstandere som ”gendøbernes pave”. Døde ung i 1527 efter at være blevet forvist fra Nürnberg.

[5]      Balthasar Hubmaier (1480-1528) var en tidligere katolsk præst, der blev en af de vigtigste døberteologer i sydtyskland under reformationen. Blev henrettet i 1528.

Relateret

• 01. dec. 2020 - Dåben har flere betydninger
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 24. okt. 2017 - Guds folk – og andet godtfolk
• 29. sep. 2017 - Et stævne med rødder og retning
• 10. jul. 2017 - Noget om den kristne tro

Find flere