Jeg er fascineret af Paulus’ brev til menigheden i Efesos. Han bruger de første tre kapitler på at forklare vores identitet i Kristus – hvad det betyder og indebærer at være ‘i Kristus’. Herefter skriver han: ”Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd …”[1].

Vi kan ikke forstå vores kald og formål her på jorden uden først at forstå vores identitet i Kristus!

Først vores identitet i Kristus

Det er ikke tilfældigt, at Paulus bruger den første halvdel af Efeserbrevet til at forklare vores identitet i Kristus, før han forklarer vores kald. Det, Paulus prøver at sige til efeserne, er, at det kald, Gud har givet os som kristne, bliver gjort tydeligt gennem vores identitet i Kristus. Det gælder også for os i dag: Vi kan ikke forstå vores kald og formål uden først at forstå vores identitet i Kristus!

Vores kald som kristne ligger ikke i, hvad vi gør, men i hvem vi er.

Gud har skabt os unikke hver og én, for at vi kan bruge hver evne, som Han har givet os til at skabe enhed i Ånden, som Paulus skriver. Men Paulus gør det klart, at vores kald og alt, hvad vi gør for Kristus, bør komme fra vores identitet i Jesus. Vores kald som kristne ligger ikke i, hvad vi gør, men i hvem vi er. Det handler ikke længere om, hvad jeg gerne vil være, når jeg bliver stor, men om hvem Gud allerede har skabt mig til at være og om at leve det ud i Kristus!

Hvem vil du være når du bliver stor?

Louise Jul Boeriis tilhører Korskirken i Herlev og er på evangelistskole i Australien.

Jeg vil gerne være den, som Gud siger, jeg er. Hvem det er, opdager jeg ved at fokusere på Gud og opdage, hvem Gud er. Det er gennem vores daglige omgang og relation med Kristus, vi finder vores identitet – og i den har Gud allerede lagt vores kald!

[1]    Efeserbrevet kap. 4, vers 1-6

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 04. sep. 2025 - Værdier

Find flere

Helbredelser og mirakler er vigtige oplevelser, jeg tager med mig fra min DTS, men det allervigtigste er, at mit gudsforhold er centreret om Ham og ikke om mig! Jeg tror nogle gange, at vi som mennesker får forvildet os ud på et sidespor af: ”Hvad kan Gud gøre for mig i dag? Hvorfor har du ikke velsignet mig med det her endnu, Gud?”, og vi får skabt en mistro til Guds karakter og hans plan for os. Men når jeg fokuserer på Gud og hans totale kærlighed til mig, bliver jeg glad og får overskud til at vende min bøn hen på ham: ”Hvad kan jeg gøre for dig i dag, Gud? Hvilke velsignelser og planer har du for dagen i dag?” Og hver dag øver jeg mig i at leve mit liv for ham og gennem ham. Jeg lærer at give mere til Ham og tage mindre til mig selv. For jeg ved, at så længe jeg søger ham først, vil Han altid sørge for resten! (Matthæus 6:33).

Giv slip på din egen plan…

Det gik op for mig under min DTS, at jeg nogle gange er utrolig dårlig til at give slip på min egen plan og lade Gud få kontrol over mit liv. Jeg øver mig stadig i at lytte til Gud og følge hans plan. Jeg tror på, at Gud Fader elsker os af hele sit hjerte og vil give os, hvad vi spørger ham om. Det siger Biblen klart og tydeligt (Matthæus 7:7-11). Men jeg må også bare indse, at jeg som menneske har et meget lille perspektiv på livet i forhold til Gud! Når jeg beder, er det ofte for ting, der ligger inden for de næste fem til ti år eller lige foran min næsetip. Jeg tror, at Gud hører de bønner, men Han har ikke en plan for de næste fem til ti år, men for hele mit liv! Som den gode far Gud er, så er han i stand til at sortere i, hvilke af mine bønner, der vil tage mig derhen, hvor han har skabt mig til at være, og hvilke af mine bønner, der står i vejen for hans plan. Men det kan nogle gange være svært, for det betyder, at jeg ikke altid forstår, hvor Gud er ved at tage mig hen.

Jeg øver mig stadig i at lytte til Gud og følge hans plan.

…og lad troen få fokus

Det er her, troen kommer ind i billedet. Jeg bliver nødt til at tro på, at Gud elsker mig og kun vil mig godt, selv når det betyder at opgive min plan. Ultimativt tror jeg, at Gud har den bedste plan for vores liv (Jeremias 29:11). Vi bliver nødt til at tro på, at han vil tage os dertil, hvor vi er skabt til at være. Jeg skal ikke lade mig distrahere af mine egne planer, og tro på min egen styrke til at opnå alting. Når du begynder at øve dig i at leve i tro, handler det ikke om, hvad du kan, men om hvad Han vil!

Øv dig hver dag!

Helt praktisk har jeg på min DTS lært, at en god måde at øve sig på, er at søge Gud påny hver dag! Bed til ham hver dag! Læs Biblen hver dag! Det er ikke af pligt, fordi Gud ville blive sur eller ikke ville høre mine bønner, hvis jeg ikke gjorde det. Det er af nødvendighed for mig selv, fordi jeg hurtigt bliver distraheret af verdens bekymringer og glemmer Guds urokkelige karakter. Det er sundt for sjælen og det giver mig ro, når jeg bruger tid på at minde mig selv om hans godhed. Derudover har jeg også lært, at det faktisk er okay at være lidt sur på Gud engang imellem. Gud har skabt følelser, og det vælter ham altså ikke af sin trone, hvis du råber lidt ad ham. Mit bedste råd er nok, at det er vigtigt at være ærlig overfor Gud i din bøn. Han ved jo allerede, hvordan du har det, så hvorfor ikke bede ham om at hjælpe dig med at komme videre fra, hvor du er, i stedet for at prøve at skjule det for ham?

Læs også en præsentation af Louise her og mere om DTS her.

Relateret

• 04. okt. 2018 - Louise brænder for børn og unge
• 04. okt. 2018 - Hvad er en DTS?

Find flere