Lyt til artiklen her:

Temaet var gennemført ved alle gudstjenester og de store taler. Hvad sker der, når Jesus inviterer os til at spise sammen, nyde nadveren sammen og rykke sammen? Og hvem er i det hele taget til stede ved bordet? Hvem er velkommen – og er der nogen, der ikke er det?

Artiklens forfatter, Lone Møller-Hansen på talerstolen ved BWAs årsmøde i Toronto, Canada. (Foto: Jeff Peck).

Over 500 baptister fra 65 lande deltog, og 435 var til stede, da Baptist World Alliance holdt årsmøde på Tyndale University i Toronto i begyndelsen af juli under temaet: ’At the table of Christ, one gospel, many people’, på dansk ’Ved Jesu bord, ét evangelium, mange mennesker’.

Generelt var opfordringen, at alle var velkomne ved bordet. I hvert fald fra talernes side. Men når man så diskuterede rundt i de små grupper, kom det frem, at der er menigheder, hvor kun menighedens medlemmer kan modtage nadver – eller hvor man skal have bekendt sin tro på Jesus offentligt, før man kan modtage nadver.

Konservativ eller liberal?

Vi er en meget sammensat verdenskirke. Det er helt klart, at den voksende kirke i Afrika er ret konservativ, og at amerikanerne er splittede i mange teologiske spørgsmål. Alligevel siges det, at BWA er for liberal, fordi vi anerkender kvinder som præster og ledere. Sydstatsbaptisterne, som ikke er med i BWA længere, har netop taget en beslutning om, at det ikke er bibelsk! I BWA er vi enige om, at Jesus skal være i centrum. Og han spiste netop med alle dem, ingen andre ville være sammen med! Og kvinderne var jo de første prædikanter, der kunne fortælle om hans opstandelse. På prædikestolen i Toronto var der stort set lige mange mænd og kvinder.

Lone ved den røde stol sammen med Valérie Duval-Poujol, der er BWAs ambassadør i kampen mod vold mod kvinder. (Foto: Jeff Peck).

”Den røde stol”

Den nye struktur i BWA indebærer blandt andet, at der kan udnævnes ambassadører til specifikke emner. Foreløbig er der tre BWA-ambassadører: Én til Mellemøsten, én til forkyndelse og voksende kirker, og én til kampen mod vold mod kvinder. Valérie Duval-Poujol fra Frankrig er den sidstnævnte. Hun gør en indsats for de kvinder, der bliver slået ihjel af én af deres nærmeste. Hver eneste dag bliver 137 kvinder slået ihjel af en partner eller et familiemedlem. Baptist-kvinderne har hvert år et projekt, de kalder ’den røde stol’. I det offentlige rum placeres en rød stol; det kan være en helt almindelig stol med et rødt klæde over. Stolen symboliserer de kvinder, der kunne have siddet med om bordet og i snakken, men som er blevet slået ihjel af nogle af deres nærmeste. Og så handler det om at opdrage ikke mindst vores drenge og unge mænd til, at vold ikke er i orden. At der er andre løsninger end at slå hende ihjel. Og at de, der slår kvinder ihjel, skal retsforfølges. Den undervisning skal starte hjemme, men den skal støttes i kirken. Vold mod kvinder er bare ikke i orden. Det er vold mod mænd selvfølgelig heller ikke.

BaptistKirken som rollemodel! Mange var interesserede i at høre om vores arbejde med Acts2Movement og Bibel-app’en. (Foto: Jeff Peck).

Vi er rollemodeller

Et andet stort tema på årsmødet i Toronto var selvfølgelig kampagnen Acts2Movement. Det er et fokus på missionale tiltag frem mod 2000-året for Jesu død og opstandelse, Helligåndens komme over mennesker og kirkens opståen. Året er 2033. Ikke kun baptistkirker sætter sig for, at det er nu, vi skal prøve at opfylde Missionsbefalingen (Mattæusevangeliet, kapitel 28, vers 18-20). At budskabet om Jesus skal ud i hele verden.

Andre verdenskirker arbejder mod samme mål. Måske lykkes det denne gang.

Det viste sig, at vi i BaptistKirken bliver set som en rollemodel. Jeg fik lov til at præsentere, hvad vi har gjort så langt: oversættelse af Acts2Movement-korset, det lille hæfte, der er sendt ud til alle kirker, som skal klæde ikke mindst menighedernes ledere på til at fortælle om Acts2Movement, som vi også kalder ’Tro i bevægelse’.

Lone sammen med Julio fra USA ved den smukke nadverceremoni, der afsluttede årsmødet. ( Foto: Jeff Peck).

Oplægget til syv prædikener om den bibelske baggrund for Acts2Movement, og den bibel-app, som alle opfordres til at downloade inden 30. august. Med den og din bibel kan du komme igennem hele Bibelen – eller Det Nye Testamente og udvalgte tekster i Det Gamle Testamente i løbet af to år – alt efter om du vil læse to eller et kapitel om dagen. Bibelappen vakte interesse i flere delegationer, så måske er der potentiale for, at andre vil købe den af Michael Frost, der har udviklet den. Det afgørende i denne app er, at du kan få en læsegruppe, der kan støtte dig til at holde ud, og som du kan dele dine læseoplevelser med.

I øvrigt vil vi gerne have en Acts2Movement-ambassadør i alle menigheder …

Chad Pillon ledte forsamlingen i lovsang i det smukke kapel på Tyndale University (Foto: Jeff Peck).

Rørt til tårer

Der var meget varierende musik og sang ved dette årsmøde. Mest rørende var det, da en musiklærer i kørestol, Chad Pillon, ledte forsamlingen i det smukke kapel på Tyndale University. Universitetet har i øvrigt tidligere været et kloster. Vi sang, mens vi græd, og hårene rejste sig på armene.

Og så er der alle de små samtaler, møderne med gamle og nye venner, opmuntring og forbøn. Helligånden var i den grad til stede.

Næste år er årsmødet i Caribien. Vi må vente til 2030. Da er der verdenskonference i Europa. Inden næste sommer ved vi, hvor.

Læs mere på BWA’s webside: https://baptistworld.org/annual-gathering/table-of-christ/

Den smukke klosterkirke er fra 1961. Klosteret blev overtaget af Tyndale universitet i 2003 (Foto: Lone Møller-Hansen).

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Hun virker stærk og sårbar på samme tid, denne sorte kvinde med de lange fletninger og i cowboy outfit. TaNikka Sheppard, 45 år og single. Både som kvinde og sort er hun en mønsterbryder i den nordamerikansk baptistkirke, hvor der er kirker, der ikke accepterer kvinder som præster. Hun er regional sekretær for 19 mio. baptister, der har holdninger, som spænder fra at hylde præsident Trump til at hade ham.

Vi er sammen i Baptist World Alliance (BWA)’s kontorer i Washington for anden gang. Sidste år blev hun indsat og bedt for af det, der nu er det nye Leadership Council. Som den eneste kvinde af de seks regionale sekretærer, idet BWA er opdelt i seks regioner. De seks regioner, der binder den baptistiske bevægelse i verden sammen.

Fra venstre: Lynn Green, UK, Tanikka Sheppard, Jennifer Lau, Canada, og Lone Møller-Hansen (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Hun er vant til at gå op imod vinden.

Vi deltog i det samme lille møde, hvor den tidligere formand for BWA, sydafrikanske Paul Msiza, udtalte en profeti over TaNikka: ”Du er en rollemodel for yngre generationer. Der er en grund til, at du er lige der, hvor du er”.  Det bragte tårerne frem. ”Han får mig altid til at græde”, var hendes kommentar.

Hun udstråler selvsikkerhed, feminint klædt uden at være udfordrende.

Blev baptist som ung

Hun er opvokset i en kristen familie, som ikke tilhørte nogen kirkeretning. ”De kan stadig ikke forstå forskellene”, siger hun.

Som ung kom hun tilfældigvis ind på et baptist-college. Hun syntes om holdningerne, faktisk elsker hun vores baptistiske værdier.

”Mit kald startede langsomt. Jeg kom i lederskab på campus, som 18-årig lærte jeg Jesus at kende,” forklarer hun. Hun læste først sociologi og afrikanske-amerikanske studier og siden teologi. Så hun ved, hvad hun taler om.

Jeg spørger forsigtigt om det med at være single. ”Jeg her endnu ikke fundet den rigtige. Jeg har været et trofæ for nogle mænd, der har set mig på scenen. Men det var ikke det.” Hun uddyber:

TaNikka Sheppard (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Racisme og sexisme

”Det er en udfordring som kvinde og afro-amerikaner at have en magtfuld position. Der er stadig masser af racisme og sexisme i vores kultur, og det bliver forsvaret med Bibelen. Der er brug for, at vi aktivt og bevidst kæmper for at rense det ud af os selv først. Mange netop sorte kvinder har utrolig lavt selvværd. Og jeg har lært, at ingen, ingen, steder er sikre.

Hvordan jeg håndterer det? Det kan jeg ikke. Det kan kun Gud. Hvis du ikke har en stærk spiritualitet, har du intet fundament at bygge på. Det er som at være i et hus midt i et stormvejr. Du ved, hvad Jesus siger om det,” og henviser til lignelsen om at bygge på sand eller klippe. (Matt. 7:24-27)

”Vores ’huse’ er bygget på de mænd og kvinder, der er gået forud. Det skal vi manøvrere rundt i – blandt andet løgnen om racer. Det er en løgn, som vi skal bekæmpe. Og det skal vi nu. Jeg har kun kort tid til at gøre det, for alt lederskab er for en kort tid. Så jeg må ikke blive distraheret, men det er der mange der vil, altså distrahere mig.”

Hun tilføjer, at det ikke kun gælder en kvinde som hende, men gælder alle i lederskab. De skal fjerne forhindringer for den gode vækst.

Den dysfunktionel familie

Hvad der så gør hende så stærk?

”Gud viste mig mine talenter igennem Helligånden. Du skal vide, at du aldrig er nok eller har nok. Men det, du har, må du ikke begrave, men skal investere (endnu en henvisning til en af Jesu lignelser, Matt. 25:14ff).” Hun fortæller, at hun har gode mennesker, der beder for hende – uden at de nødvendigvis ved præcis, hvad det fortrolige handler om.

Jeg spørger, hvordan hun tackler at skulle repræsentere så mange forskellige holdninger i USA og Canada.

Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker.

”Det er svært,” indrømmer hun. ”Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker. Gud har skabt alle mennesker. Det er enkle sandheder; du skal gøre mod andre, det du vil, at de skal gøre mod dig. Du skal elske din næste. Det er svært at stå fast, og prisen er at miste magt, frihed, venner, penge og position. Jeg er blevet bortdømt fra vigtige fora på grund af løgne. Vi er som en dysfunktionel familie. Det letteste er at tie stille, men du kan ikke helbrede noget, uden at sige sandheden,” slår hun fast og fortsætter:

”Det er som at have et betændt sår. Hvis betændelsen ikke bliver fjernet, vil det forgifte hele kroppen.

Så jeg vælger at tale, være lydig og profetisk. Jeg vælger at stole på Gud frem for mennesker. Men det ødelægger mine muligheder og mit CV.”

Hun henviser til endnu et skriftsted – om at tage sit kors op. ”Jeg kan ikke vinde hele verden, men jeg har allierede fra alle kirkesamfund. Advokater, læger, socialarbejdere – der alle bruger deres positioner for ’disse mine mindste’, som Jesus taler om.”

Skoleskyderi

Hun hører til i Cleveland, en by i Ohio, i Bethany Church. ”Jeg ved, at min præst har oprigtig omsorg for mig. Hos ham finder jeg visdom og får feedback. Dér føler jeg mig tryg.” Hun er forkæmper for sunde menigheder. Menigheder hvor man ikke behøver at klæde sig pænt på for at gå i kirke, og hvor man ikke skal skjule, hvordan man virkelig har det.

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…”

”Mit første arbejde var i en kirke, hvor præsten sagde til os ansatte: ’Ingen kan slå mig i hårdt arbejde’. Det så jeg som en udfordring, og det var virkelig usundt. Det er 20 år siden. I dag vil jeg tilhøre en kirke, som ikke skaber workaholics. Hvor man har sunde vaner med frihed og fritid. Jeg vil hellere, at man siger, at denne sunde kvinde kommer i en sund kirke.”

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…” Og så blev der ikke mere af interviewet og hun gik også glip af udflugten til Bibelmuseet i Washington. Sådan er det også at være regional sekretær for baptisterne i Nordamerika.

PS.Udtrykket uriaspost henviser til 2. Samuelsbog kapitel 11, hvor Kong David gjorde soldaten Urias’ kone gravid og så satte kongen Urias forrest imod fjenderne, så han var sikker på, at Urias blev dræbt.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Sikken en forskel. Da jeg for ni år siden første gang var til møde i Baptist World Alliances (BWA) hovedbestyrelse – Executive Committee – var jeg bestyrtet. Økonomien var elendig, der var en enormt dårlig stemning, manglende tillid og tro på fremtiden.

Jeg husker, at jeg på hotellet efter den første dag spurgte den erfarne Regina Class fra Tyskland, om der var en fremtid for BWA. Hun var selv i tvivl.

Nu har jeg været i Washington igen, som jeg har været næsten hvert år siden 2016. Bortset fra uro over den politiske situation var der en helt anden stemning. Optimisme og tillid. Der er sat gang i mange store projekter, og med visionerne kommer pengene. Det er fantastisk.

Lone Møller-Hansen ved Executive Committee-mødet i BWA (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

2000 året for kirken

Det mest spændende er en bevægelse, som vi også skal have fat i i Danmark. Den hedder Acts2Movement 2033 – det dækker over en missionskampagne ud fra Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 42 – 47. Frem til 2033, hvor man fejrer kirkens 2000 års fødselsdag (og 2000-året for Jesu død og opstandelse), skal i hvert fald alverdens baptister, men også gerne andre kirkeretninger, opfordres til at gå ad fem veje i mission. Det handler om at dele vidnesbyrd, læse sin bibel – og støtte oversættelse til nye sprog, arbejde for frihed og retfærdighed, være et lys i nabolaget og vise omsorg for andre. Bevægelsen lanceres på verdenskongressen i Brisbane i juli i år. Helt nede på jorden og praktisk tilgængeligt. Men visionært i en tillid til, at Gud virker igennem almindelige mennesker og almindelige kærlige handlinger.

Til denne lille opgave besluttede vi, at vi skal indsamle 20 mio. dollars. Og den første million er allerede kommet, inden vi er begyndt. Snebolden ruller.

Læs meget mere på https://baptistworld.org/acts2/. Jeg fortæller mere om projektet, efter BaptistKirkens Genstart-proces.

Fire stærke kvinder fra hovedbestyrelsen. Fra venstre Lynn Green, der er generalsekretær i det britiske baptistsamfund, TaNikka Sheppard, den første kvindelige generalsekretær i en af de seks baptistregioner, den for Nordamerika, Jennifer Lau, direktør i Canadian Baptist Ministries – og Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Ny baptist-uddannelse

Vi lancerer en helt speciel uddannelse i baptisthistorie og teologi på det største og et af de mest anerkendte baptistuniversiteter i USA, Baylor – hvor Preben Vang fra Danmark i øvrigt er en af professorerne.

Samarbejdsaftalen blev godkendt på mødet i denne uge. Det bliver et nyt fakultet på universitet, hvor der går 20.000 studerende. Det vil kunne læses af studerende over hele verden online og økonomisk udlignet efter evnen til at betale.

Ny struktur

Det var sidste gang hovedbestyrelsen mødtes på hovedkvarteret i Washington. Fra denne sommer vil en ny struktur være på plads. I stedet for hovedbestyrelsen kommer dels en Trustee Committee, en slags forretningsudvalg og dels et Leadership Council, en slags repræsentantskab, hvor alle udvalg og regioner er repræsenteret – i alt op til 80 personer.

Det kan ikke afsløres, hvem der er indstillet til at udgøre Trustee Committee, da det endelige valg først finder sted i juli på verdenskongressen i Brisbane, Australien.

Bøn i BWA’s Executive Committee (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Netop denne nye struktur betyder, at der skal gøres plads til et lokale på hovedkontoret, der kan rumme 80 personer. Samtidig er antallet af ansatte i BWA tredoblet siden 2018. De ansatte er spredt ud over verden – det er også nyt, og derfor skal der ikke være et tomt kontor i Washington, men fleksible arbejdspladser. Ud af 20 ansatte vil der kun være fem-seks, der er fast på hovedkontoret. Det afspejler en verdensbevægelse, der ikke er nagelfast.

Nye medlemmer

Netop en renovering af den ene af tre etager på hovedkontoret fik vi også besluttet – alle afstemninger i komiteen var i øvrigt enstemmige og for de fremlagte forslag. En sådan renovering vil sikkert koste en mio. dollars. Svimlende beløb, som vi ikke havde haft og ikke havde kunnet drømme om for ni år siden.

Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken og TaNikka Sheppard fra USA (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Der er sket virkelig meget. En del af forklaringen på væksten både i økonomi og ansatte, er nye medlemskaber. Efter at det ikke kun var kirkesamfund (som for det meste er økonomisk begrænsede), der kunne være medlemmer, men også missionsselskaber og uddannelsesinstitutioner – så længe de hviler på baptistisk grundlag, er det væltet ind med nye medlemmer.

I dag tæller BWA 53 mio. baptister. Til sommer skal vi optage 22 nye kirkesamfund og institutioner, et af dem i et land, vi ikke har haft som medlemsland før.

En anden del af forklaringen på fremgangen er helt sikkert vores dynamiske generalsekretær Elijah Brown, som netop er valgt til at være leder af BWA de næste fem år. Mindst. Han nyder stor og udbredt tillid, både indenfor organisationen og ude i baptist-verdenen.

Vi kan være stolte af at være en del af denne verdensbevægelse. Jeg tror, at den optimisme, der udgår herfra, og de initiativer, vi opfordres til at være en del af, kan gøre en forskel for vores kirkesamfund.

BWA’s Executive Committee ved mødet i Washington i marts 2025 (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

244 var med online, og mens jeg skriver denne artikel har 1170 set videoen fra i aftes.

Det kan selvfølgelig aldrig blive mere end et svagt genskin, når en forsamling på 5000 medlevende mennesker skal erstattes af en video-konference. Men der blev taget behørigt afsked med en god præsident for Baptisternes Verdens Alliance, BWA i går. Ngwedla Paul Msiza fra Sydafrika er en stor mand – på flere måder. Han er kun den anden fra Afrika, der har været præsident for BWA – og han har gjort det godt de sidste fem år. Været synlig, inspirerende, en dygtig leder – og helt nede på jorden. En mand, der spreder glæde, er personligt opmuntrende og udviser overblik og overskud.

Virtuelt årsmøde

BWAs liv er delt op i fem-års perioder, og Paul har været præsident 2015-2020. Når man pga. Corona måtte aflyse det store baptist-event ”Together 2020” i Brasilien her i sommer, kunne der ikke ændres på, at Paul skulle fratræde og den nye præsident, Tómas Mackey fra Argentina tiltræde. Derfor har der i tre dage været virtuelt årsmøde. Med de nødvendige afstemninger, så livet fortsætter i verdensorganisationen, og en ”åbning” og ”afslutning” – begge dele online. Og begge dele ligger tilgængelig for alle på video via disse links: åbning og afslutning.

Præsidentskifte online

Tómas Mackey og hans hustru Febe. Der lægges ofte vægt på baglandet i familien i BWA. Men det er altså stadig utænkeligt, at en kvinde kunne være præsident – og BWA er stadig ret mandsdomineret. Foto: BWA

I aftes dansk tid blev præsident-skiftet så markeret i 44 minutter online. Med en video, der viste Paul Msizas virke igennem fem år og en stor tak til ham. Og et interview med Paul og den nye præsident, Tómas Mackey, hvor Paul gav Tómas sine bedste råd med på vejen:

”Stol på Gud! Der vil blive stillet store forventninger til dig. For nogle vil du være ”Paven”, og de vil komme med de syge og forvente, at du beder for dem. Bøn bliver centralt, for du må gå i Helligåndens ledelse. Ofte kan man ikke gøre andet end at sige ”Nu lægger jeg det i dine hænder, Gud”.

Og så må Gud sætte begavede mennesker omkring dig, som også beder for dig. Og du skal fortælle dem, hvad de skal bede om.

Endelig: Drøm for dit folk. Bed om visdom og vær tålmodig. Du er udvalgt til at være præst for baptister i hele verden.”

Man fornemmede glæden, taknemmeligheden over og rigdommen i det, Paul har oplevet de sidste fem år.
Og ikke mindst ydmygheden i Tómas, som går ind i denne store tjeneste. Han får ikke det store rygstød, som en lovprisende forsamling på 5000 mennesker fra hele verden kan give. Den får han forhåbentlig næste år, når – eller hvis – vi kan samles i Rio de Janeiro.

Forbøn for den nye præsident, Tómas Mackay fra Argentina øverst tv. Øverst th. BWAs generalsekretær Elijah Brown og nederst den afgående præsident Paul Msiza, der beder. Billedkvaliteten er ikke den bedste. Det er helt klart at foretrække at være sammen – sådan er det jo at være kirke.

400 frivillige arbejder for BWA

Der blev i løbet af det virtuelle årsmøde nedsat udvalg og kommissioner, der skal virke de næste fem år. I alt er der nedsat 14 kommissioner, der arbejder med alt fra økonomi til teologi, menneskerettigheder og mission. I disse kommissioner sidder 381 personer – nogle af dem er dog gengangere, der sidder i flere kommissioner.

Der er også otte udvalg, som har mere med verdensorganisationens drift at gøre – her er i alt 133 personer fra hele verden. Også blandt dem er der gengangere, men i alt skal der nok være 400 engagerede i BWAs arbejde på frivillig basis. Det vil sige, at de alle selv skal betale alle udgifter til bl.a. rejser til udvalgsmøder. Vi kan takke teknologien for, at det i dag kan lade sig gøre at mødes, uden at man behøver at rejse – og det må gøre BWAs arbejde noget mere effektivt.

Formand for et udvalg

En af disse 400 frivillige er mig. Jeg er de næste fem år valgt til at være formand for HR-udvalget, Human Ressource. Personaleudvalget vil vi nok kalde det.

Jeg skal lede et udvalg, som består af 16 personer fra alle seks regioner, Jamaica, Brasilien, USA, Australien, Singapore, England, Liberia, Nigeria og Sydafrika. Det skal nok blive sjovt, når vi skal vælge mødetidspunkt online… nogle må stå op midt om natten.

Lone Møller-Hansen i arbejde på BaptistKirkens Sekretariat. Arkivfoto af Bent L. Hansen.

Vores opgave er at bistå ikke mindst generalsekretæren i at lede arbejdet med de ansatte. Der har været store personaleskift i den forgangne periode – den kommende bliver formentlig mere rolig. Der er også i den sidste periode, hvor jeg også har været med i udvalget, udformet en ny personalehåndbog. Meget omfattende, men ikke så detaljeret som den tidligere var. Det er amerikansk lov, vi arbejder under, og her skal alt skrives ned for at undgå tvister og retssager – det hører vi jo meget om i USA.

Jeg har i mit udvalg to tidligere præsidenter for BWA, og den ene, John Upton, er bosat og arbejder med personaleledelse i den stat, hvor BWAs hovedkontor ligger. Han ved alt om lovgivningen. Min viceformand, John Beasy, er fra Australien og mestrer derfor det engelske sprog, som var min anden bekymring. Og da BaptistKirken sagde ja til at dække mine rejseudgifter, valgte jeg at sige ja til opgaven, men det er med stor ydmyghed. Jeg har i mit arbejde som generalsekretær i BaptistKirken været velsignet med gode kolleger, som jeg ikke behøvede at være chef for. Og de samme tre personer i hele min ansættelse.

Nå, nu er det verden, det gælder. Udvalg og kommissioner mødes to gange om året. Vi skulle have mødtes i oktober i Washington DC, som erstatning for det aflyste møde her i sommer – men det er netop blevet aflyst, igen pga Covid-19, som de slet ikke har under kontrol i USA.

Så det første møde bliver i begyndelsen af marts 2021, og så forhåbentlig i Brasilien næste sommer, uge 27. Det gode er, at det ikke kolliderer med sommerstævnet næste år.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

”Mission sker i menighederne og ikke på nationalt niveau,” erklærede biskop i Metodistkirken i Norden og Baltikum, Christian Alsted.

Og fortalte en historie fra Amerikas kolonisering om, hvordan man troede, at det vestlige Nordamerika så ud som det østlige. Efter at have roet til Mississippis udspring i kano troede spejderne, at man skulle finde et andet vandløb og sejle nedad. I stedet fandt de Rocky Mountains og de gamle redskaber (kanoerne) måtte kasseres og der måtte nye metoder til.

”Sådan er det at være kirke i dag. De redskaber og metoder, vi tidligere har brugt, virker ikke længere. Der skal nye til,” konkluderede han.

Han og andre talere glædede sig over, at både Lone og Torben har fødderne solidt plantet i deres lokale menigheder, mens de har eller skal bestride tjenesten som generalsekretær.
Der blev sagt mange rosende ord om Lones tjeneste og der blev givet mange velsignelser over både hendes og Torbens fremtid.

Hurtig, varm og langtidsholdbar

Den forhenværende formand Bent Hylleberg, der har kendt Lone og hendes mand Jesper siden før de blev gift, betegnede den afgående med tre ord: Hurtig (somme tider lidt for hurtig), varm og langtidsholdbar.

Efter generalsekretær i Danske Kirkers Råd Mads Christoffersen havde holdt sin tale, kunne man med rette synge ”Den lille Lone med paraplyen” – hun blev kendt for at være paraplyholder ved åbningsgudstjenesten ved de Himmelske Dage i Herning tidligere i år.

Fra Sverige repræsenterede Sören Carlsvärd det svenske Baptistsamfund og Equmenia Kyrkan, som sammen med andre satte ord på det økumeniske engagement, som Baptistkirken i Danmark er kendetegnet af.

Tak for BaptistKirken

”Vi i et af de yngste kirke-fællesskaber i Danmark, Vineyard, ser op til BaptistKirken og de landvindinger, I har gjort i tidens løb,” sagde Hasse Falk Jakobsen, der også repræsenterede FrikirkeNet.

Der var mange andre, der tog ordet og skriftlige hilsner fra menigheder og både BWA og EBF. Afslutningsvis skulle Torben og Lone give hinanden en symbolsk gave. Lone fik af Torben et spejl, så hun ikke følte sig alt for alene på Bornholm, en bog om 49 kendte danskere, der fortalte om vendepunkter i deres liv; ”Tak skæbne” – og et glas bornholmske lakridser.

Lone gav Torben et nummer af ”Ud og Se” med DSB – og sit (BaptistKirkens) rejsekort. Selv har hun oftest taget toget, fordi hun så også kunne arbejde undervejs. Mens Torben formentlig vil tage sin bil fra Hjørring…

Således blev receptionen også en markering af BaptistKirkens nationale og internationale anerkendelse – rodfæstet i menighederne. BaptistKirken er bedre rustet end længe, for ved receptionen blev det også fejret, at Jan Kornholt, der var generalsekretær før Lone, er tilbage i tjeneste som menighedskonsulent, og Lone fortsætter som kommunikationsmedarbejder. Det er altså et styrket team (med to forhenværende og en nuværende generalsekretær), der er klar til udfordringen i at finde nye veje i mission i dette post-kristne samfund.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

“Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet. Jesus sagde “Kom!”
Mattæusevangeliet kap. 14, vers 28-29

Efter hun stopper som generalsekretær, ansættes Lone Møller-Hansen som kommunikationsmedarbejder i BaptistKirken med én arbejdsdag om ugen. Hun fortsætter også som præst på deltid i Baptistkirken på Bornholm.

Vi har mødt hende til en samtale om fremtiden og om erfaringerne fra tjenesten som ‘præst’ for alle danske baptistmenigheder.

Hvad nu, Lone?

“Jeg skal være mere på Bornholm – være ved vandet – bare være og blive mere stationær og rodfæstet. Det har været anstrengende at være væk hjemmefra så mange dage, også mere, end jeg havde forventet. Jeg har trappet ned, særlig på rejseaktiviteterne. For at være effektiv har jeg ofte samlet aktiviteterne og holdt 3-4 møder på samme dag, men når jeg kommer hjem igen, så mangler jeg kræfterne”. Lone smiler og tilføjer: ”Selv når jeg trapper ned, så er jeg et menneske, der er let at begejstre. Der opstår nye muligheder og jeg tænker: Jeg kan måske også lige klare det her.”

“Nogen ville forberede beslutningen om at stoppe. Jeg har prøvet, men jeg har det bedst med at tage skridtet, og regne med, det så viser sig, hvad jeg skal. Jeg er et ‘enten eller menneske’ – og jeg har en stor tillid til Gud og til at det her, det er der også en mening i. Sådan har det været i alt, hvad der har med kald at gøre. At træde ud af båden, når Jesus kalder – det er nok det bedste billede. Det har vi gjort nogle gange, min mand Jesper og jeg.”

Gud har altid haft nye spændende opgaver – og udfordringer – til mig…

“Nej, jeg ved ikke hvor jeg skal hen – men det ved Gud, som igen har kaldet mig med: “Kom ud af båden, Lone!” Nu er jeg trådt ud af båden – igen – og er på vej. Gud har altid haft nye spændende opgaver – og udfordringer – til mig, når jeg trådte ud af båden på hans kald og i tillid til Ham.”

Gospel

”Sådan var det med kaldet som generalsekretær, som præst – og når Gud har kaldet mig til at udforske nye områder. Sådan var det også med ‘gospel’, der åbnede en ny verden for mig og gav en spirituel bredde. Det har udviklet sig til gospelmeditationer, som er dér, hvor jeg modtager, så jeg kan give andre steder.

Vi ser Gospelfællesskabet som et missionalt aspekt i kirkens arbejde. Som kirker rækker vi ud til nogle mennesker, som kan lide gospel og måske møder Gud igennem det fællesskab.

Vi ser Gospelfællesskabet som et missionalt aspekt i kirkens arbejde.

I 2012 havde Jesper og jeg været sammen på sommergospel på Gerlev Højskole. Da oplevede jeg for første gang at kunne se mig selv i en gospel-kirkelig sammenhæng. 2013 var et omvæltende år for os: Min mand startede gospelkoret AmaZing sammen med Ninna Langstrup Mortensen. Vi købte Vækst-Huzet i Hasle, indrettede mødelokaler og kontorer til mig og til Jespers firma. Vi dannede Gospelfællesskabet Bornholm og jeg sagde op i baptistkirken på Bornholm. I 2016 blev jeg ansat igen som omsorgspræst i Baptistkirken Bornholm.”

Ordmennesket i det ordløse rum?

”Jeg er et ‘ordmenneske’ – både som journalist og præst – men jeg har gennem årene oplevet et stigende behov for stilheden, og der har retræterne været en hjælp. Der er en enorm befrielse i at være i det ordløse rum. Der er en pendul-effekt fra det aktive liv til stilhed og opladning, og den er vigtig for min balance.

Jeg har lært meget af Peter Halldorf på Nya Slottet i Bjärka Säby i Sverige. Han har hjulpet mig længere ind i et kontemplativt liv med en dybere spiritualitet og en anderledes prioritering af livsrytmen. Jeg drømmer om at lave flere retræter med en økumenisk gruppe, der allerede er etableret på Bornholm.”

Hvad vil du savne mest?

Det er i samtalen, jeg bliver klar over, hvad jeg mener.

”De mennesker, jeg har samarbejdet med:  Ledelsen og de andre ansatte i BaptistKirken, i det økumeniske samarbejde, i BWA – og i vores menigheder. Jeg elsker at være sammen med mennesker. Det giver mig energi og inspiration, for jeg er ekstrovert og tænker bedst i samværet med andre – ofte mens jeg taler. Det er i samtalen, jeg bliver klar over, hvad jeg mener. Nu må jeg finde netværket andre steder, lokalt og måske internationalt, men jeg vil jo fortsat have kontakt med mange gennem kommunikationsarbejdet.”

Generalsekretæren Lone

”BaptistKirken var gennem en dyb krise i 2008/2009, hvor ledelsen trak sig kollektivt og der var mange sår og en stor uro. Det store spørgsmål var: “Vil vi overhovedet hinanden?” Derfor var min største overvejelse, da jeg fik kaldet fra den nye ledelse: “Kan jeg leve med – måske – at skulle lukke BaptistKirken i Danmark?”

På en ferie i Grønland prikkede Gud til mig og sagde: ”Det er dig, jeg vil have.” Jeg kontaktede ledelsen og sagde: “Mig og Gud har lige snakket om det her, og jeg vil godt.”

Mig og Gud har lige snakket om det her, og jeg vil godt.

Jeg har hele tiden oplevet, at jeg fik lov til at være brobygger og har mødt en udpræget respekt. Det har hjulpet mig, at jeg ikke har været fremmed for nogen former for spiritualitet.” Gospel, salmesang – tungetale, profetiske ord. Jeg kan være i det hele – hvis bare det er ægte – og så føler jeg mig beriget. Det er en gave, og det har sat mig fri til at være brobygger, mere end repræsentant for en fraktion.
Jeg er altid blevet godt modtaget i både danske og etniske menigheder og blandt samarbejdspartnere. Ingen har sat spørgsmål ved min personlige integritet, og jeg har følt mig velsignet og værdsat.

Den mest skelsættende begivenhed i min periode som generalsekretær var forsommeren 2011. Missionsforstander Peter Gøtz fra Missionsforbundet ringede og spurgte: ”Kan vi holde sommerstævne sammen?” Heldigvis sagde vi ja.

Det bringer velsignelse at være sammen – trods kompromisser og balancegange. Vi er to selvstændige kirkesamfund, der samarbejder – om fremtiden, som er vores børn, teenagere og unge. De er vores største aktiv og de har fået nye muligheder gennem vores samarbejde om Sommerstævnet.

Det var også vigtigt, at vi efter ‘Homo-krisen’ i 2012 satte fokus på mission, som vi var enige om. Det blev til Innovativ kirke, lederskoler for unge og nye trosfællesskaber. Det blev måske en redningsplanke, for vi flyttede fokus fra vores egen navle.

Samtidig fandt flere og flere flygtninge ind i vores kirker og senere startede de egne menighedsfællesskaber. De bragte en stærk tro med, som inspirerede og udfordrede.”

Fokus på Kristus

”Vores fokus blev flyttet fra uenigheder til accept af og respekt for, at Jesus Kristus er fælles Herre og frelser. Det satte Kristus i centrum og gav fokus på mission. Vi lever med uenighederne, og jeg er så taknemlig for, at det lykkedes at bevare sammenholdet og fællesskabet.  Det er virkelig Guds nåde, omsat til virkelighed. Gud kaldte os, som kirkesamfund – ud af båden – og hjalp os til at have fokus på Jesus. Det håber jeg, vi stadig kan have og at det holder os sammen.”

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Elise og Jørgen Jørgensen har været lederpar for Lollands Baptistmenighed i mere end en menneskealder.

Det er længe siden, der har været så mange mennesker i Nakskov Baptistkirke. Over 40 deltog i det, der længe havde været planlagt som en takkegudstjeneste for kirkebygningen, som er sat til salg. De fleste deltagere havde en personlig relation til Lollands Baptistmenighed og et forhold til den kirke, der nu snart skal lukke.
Elise Jørgensen, der i mere end en menneskealder har fungeret som menighedens leder, og hendes mand, Jørgen, er begge over 80 år. De har været med i kirken hele deres liv, og det var også her, de traf hinanden. Elise fortalte ved gudstjenesten, at hun var med, da kirkebygningen bogstaveligt talt blev flyttet fra Roløkke nord for Nakskov ind til Nakskov by. Det var i 1959, hvor der var en arbejdslejr for unge mænd og kvinder fra hele landet. Mursten, tagsten, vinduer og døre blev pillet ned og en ny kirke blev så opført af håndværkere i et parcelhuskvarter i Nakskov. Det tog 14 dage, og det var ikke kun arbejde. Der blev holdt lejrbål og bibeltimer.

I stedet for en bolig på loftet, blev der lavet menighedslokaler, som er blevet flittigt brugt i tidens løb, ikke mindst til børnearbejde.

En svær beslutning

Den nye kirke blev indviet 8. maj 1960. Den oprindelige kirke var bygget i 1920 i Roløkke. Allerede i 1874 fik menigheden en menighedsbygning i Roløkke, et lille hvidt hus med lejer i den ene ende.
Menighedens historie går tilbage til 1857, og den er således en af de ældste seks menigheder i BaptistKirken.

Det har været en svær beslutning at skulle sælge kirken. ”Men det er det helt rigtige, vi har gjort”, kunne Elise bekendtgøre. Hun sluttede sin tale med at sige: ”Endnu er vi her, og der er ikke noget værre end en tom kirkebygning, der forfalder. Så vi holder døren åben, så længe vi kan.”
Hvad der bliver af menigheden, er ikke besluttet endnu.

Alting har en tid

Gilbert Rukundo: ”Alting har en tid”

Gilbert Rukundo har været menighedens gæsteprædikant siden 2010. Han er også præst i den internationale baptistmenighed på Amager, og han har specielt taget sig af de afrikanere, der har været og er tilknyttet menigheden. Hans budskab til menigheden og de forsamlede var, at ”alting har en tid”, idet han citerede Prædikerens Bog 3. kapitel. Og nu var det tid til at lukke kirken. ”Vi holder jo ikke op med at være kristne, fordi kirken lukker. Gud har gode planer for vores liv, og vi må ikke holde op med at spørge: ”Gud, hvad vil du, at vi skal gøre i morgen?”

Uden død ingen opstandelse

Lone Møller-Hansen: ”Hvedekornet lægges i jorden og må dø, for at noget helt nyt kan opstå. Sådan kan det også være i en menigheds liv.”

Generalsekretær Lone Møller-Hansen prædikede over Jesu ord om hvedekornet; Det ene korn, der bliver lagt i jorden, opstår som noget ganske andet. Hun sagde bl.a., at det er en forudsætning for opstandelsen, at der er en død. Uden død ingen opstandelse.

”Sådan kan det også være i vort personlige liv. Når noget skal lægges bag os, for at noget nyt kan ske. Og det kan være sådan i et fællesskabs liv.”

Hun tilføjede, at intet godt er gjort forgæves, og der har været meget godt i kirken i Nakskov.

Anne-Marie Winther, hvis far, Kristian Sørensen, har været præst i Nakskov, kom med en opmuntrende hilsen: ”Jeg håber, at bygningen kommer til at leve et liv, hvor den bliver brugt til socialt arbejde.”

Der var dejligt mange i kirken i Nakskov denne lørdag eftermiddag.

Det har bygningen allerede tjent som, og det vidnede Eydritt Marseille om. Højgravid – faktisk efter termin – deltog hun i takkegudstjenesten og kom med sin egen tak. Hun og hendes mand Jan er lederpar i Frelsens Hær i Nakskov og hun roste baptistkirkens fantastiske rammer. ”Der er gået så meget af Guds lys og kærlighed ud fra denne kirke,” og så fortalte hun om et par af de piger, der har mødt Jesus i Frelsens Hærs børnearbejde i baptistkirken i Nakskov.

Jørgen og Elises to sønner, Flemming og Karsten, deltog musikalsk i gudstjenesten og havde familien med, så tre generationer Jørgensen fik sagt farvel med manér.

Inventaret i kirkebygningen kan afhentes efter aftale, når kirkebygningen er solgt. (Se mere her.)

Herunder ses to billeder fra kirkens indvielse i Nakskov d. 8. maj 1960.

Læs også Bente Hansen artikel ‘Når kirken er til salg’ om udfordringen ved kirkelukninger.

Relateret

• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 07. mar. 2025 - Baptist World Alliance (BWA): Store beslutninger, håb og visioner
• 24. jul. 2020 - Virtuelt verdensmøde
• 02. okt. 2019 - Et godt mix
• 21. maj. 2019 - Guds kald til mig er altid: ”Kom ud af båden, Lone!”

Find flere

Der er en verden til forskel fra, hvordan de første baptister i Danmark blev behandlet af især den lutherske kirke med tvangsdåb ved politiets hjælp i 1840’erne. Og endnu mere når vi går 500 år tilbage, da både den katolske kirke og den spæde Luther-kirke forfulgte anabaptisterne længere nede i Europa. I katolske lande blev døbere typisk brændt på bålet som kættere, mens de i lutherske og reformerte lande snarere blev druknet eller fik hugget hovedet af.[1]

Paven i Lund

Pave Frans har lige været i Lund til en økumenisk reformationsmarkering arrangeret af Vatikanet og Det Lutherske Verdensforbund i fællesskab:

Vi katolikker må erkende, at reformationen var forårsaget af manglende bevidsthed om vigtige ting fra katolsk side.

”At vi sammen kan markere 500-året for, at Luther offentliggjorde sine 95 teser, er resultatet af lang tids dialog. Spændinger og fordomme er nedbrudt. Vi katolikker må erkende, at reformationen var forårsaget af manglende bevidsthed om vigtige ting fra katolsk side. Man burde have lyttet til Luthers anliggende”, begynder Kozon fordrageligt.

”Der er jo faktisk sket det, Luther ønskede. Kirken er blevet reformeret, og det kan vi glæde os over i fællesskab”, replicerer Fischer-Møller.

Arvesynden

De tre kirker repræsenterer forskellige menneskesyn. Fischer-Møller får sagt, at Luthers kirkesyn byggede på et ‘realistisk menneskesyn’. Han forklarer: ”Kirkelig praksis skal holde folk på vejen. Sværmerne (heriblandt anabaptisterne, red.) var idealister. De lod som om Guds rige var brudt igennem 1:1, så man ikke behøvede de gamle institutioner, men vi er jo stadig syndere…”. Og det fører til en snak om arvesynden:

Peter Fischer-Møller

”Selvom danskere generelt foretrækker en glad kristendom og ikke er så meget for at høre om synden, slår jeg gerne et slag for arvesynden”, siger Fischer-Møller med en glimt i øjet. ”Hvis ikke vi tør stå ved, at arvesynden har fat i os selv, ender vi med at projicere det onde over på andre mennesker”.

Kozon svarer: ”Formålet er ikke at give folk dårlig samvittighed. Arvesynden har to aspekter. Dels er det en uforskyldt tilstand, et livsvilkår. I dåben vaskes den oprindelige skyld af, og gudsforholdet etableres. Vi er dermed indpodede på Kristus. Netop dåben ved neddykkelse, som blev praktiseret de første århundreder og stadig praktiseres i nogle katolske kirker, viser dåben som en slags død, hvoraf man opstår som et nyt menneske. Men selvom vi er døbte og Guds børn, så er vi stadig trælle under synden. Netop pave Frans har fokus på barmhjertigheden. Det slækker ikke på syndens magt over os, men Gud bruger sin barmhjertighed til at bekæmpe synden”.

Hvis ikke vi tør stå ved, at arvesynden har fat i os selv, ender vi med at projicere det onde over på andre mennesker.

Hvem går fortabt?

Fischer-Møller griber bolden: ”Jeg mener nu ikke, at synden vaskes af i dåben. Vi er på en gang retfærdiggjorte og syndere. I folkekirken har der i de sidste generationer været et stærkt fokus på retfærdiggørelsen ved tro alene, mens helliggørelsen[2] er underbetonet”. Han indrømmer, at Folkekirken har et andet syn på dåben i dag:

”Du skal lede længe blandt meget konservative lutheranere for at finde mennesker, der vil sige, at udøbte børn går fortabt, og at dåben skulle ændre barnets status hos Gud. Når vi praktiserer nøddåb på små børn, så er det ikke, fordi barnet har brug for det, men det har forældrene”.

Czeslaw Kozon

Kozon fortsætter: ”Vi tror heller ikke, at et udøbt barn går fortabt. Forudsætningen for at gå fortabt er, at man aktivt siger nej til Guds nåde. Dåben er med til at markere tilhørsforholdet til Kirken. Det er et sakramente, men Gud er større end sakramentet. Jeg tror heller ikke, at de, der aldrig har hørt om Gud, går fortabt.”

Vi kommer til at tale om behovet for mission og hvilken slags mission, der er brug for. Peter Fischer-Møller er også formand for Danmission:

”Da Danmission blev grundlagt i 1821 sagde man: ‘Tænk på alle dem, der går fortabt hver dag, fordi de ikke har hørt om evangeliet’. Vi er et andet sted i dag. Vi tror på ‘missio Dei’ – på Guds mission. Vi kommer ikke med Gud. Han er der i forvejen, og vi skal være med til at fortolke, hvem den Gud er, som kommer os i møde. De udøbte kunne vi i dag ikke finde på at kalde ‘Gudløse’.”

Mere, der forener os

Teologisk er vi efterhånden blevet ét i Kristus, bekræfter Kozon: ”Vi tilhører alle den samme kristenhed, og dåben forener os alle. Uanset de historiske kirkelige forskelle har vi nu mulighed for at aflægge et fælles vidnesbyrd. Tidligere var vi ængstelige for at gøre noget sammen med andre kristne. Vi var bange for at miste vores identitet. Nu er det ikke bare logisk, men også nødvendigt!”

Dåben er med til at markere tilhørsforholdet til Kirken. Det er et sakramente, men Gud er større end sakramentet.

Kozon henviser til det, paven sagde i Lund: ”Der er mere, der forener os, end der splitter”. De er begge enige om, at vi ikke er enige i alt, men i det væsentligste. Men Fischer-Møller kan alligevel ikke lade være med at sige, at han længes efter at kunne fejre nadver sammen.

Fælles nadver

Kozon forklarer, at der jo stadig er forskelle i synet på sakramenterne, kirkesynet og ikke mindst embedssynet – fx præsternes rolle og hvem, der må forrette nadver: ”Vi er endnu ikke en enhed, som Kristus beder om, men vi kan være i stue sammen og gøre mange ting …”. For den katolske kirke ses fælles nadver som kronen på værket for den økumeniske[3] vandring, mens andre, bl.a. baptister og lutheranere, mere opfatter fælles nadver som et middel til fællesskabet.

Behovet i dag er at lade os udfordre af dem, der er udenfor kirken, for de minder os om noget, vi har overset.

”Det er der også katolikker, der mener”, tilføjer Kozon og fortsætter, da et spørgsmål presser sig på: Er vi først ét, når alle kirker har lagt sig ind under pavedømmet? Og herpå svarer Kozon: ”Der vil stadig være særlige traditioner, som kan bevares. Jeg forestiller mig fx ikke, at alle gifte præster skal sende deres koner (eller mænd? red.) væk og aflægge pibekraverne. Meget af det, som den danske folkekirke har oparbejdet som traditioner, vil kunne bestå i et større fællesskab. En fremtidig forenet kirke vil ikke i det ydre nødvendigvis være en ‘one size fits all’.”

Respekt for baptisterne

Peter Fischer-Møller bruger broerne i Rom som billede. Skal man bruge kræfter på at reparere den sammenbrudte bro, der tidligere var den eneste over Tiberen, eller skal man bare bruge nogle af de 17 broer, der er bygget siden da? Han er selvfølgelig ikke i tvivl og fortsætter:

”I Bibelen er der mange billeder på vigtigheden af forskellighed. Kirken som et legeme er det ene. Forskelligheden er ikke et problem, men en gevinst. Det er vi blevet opmærksomme på i økumenisk arbejde de sidste 25-50 år”.

Lone Møller-Hansen

Til min store glæde tilføjer han: ”Jeg vil da ærgre mig, hvis alle baptister blev medlemmer af folkekirken. Vi har brug for frikirkerne. Vi har ikke brug for splittelsen, men for mangfoldigheden.”

Han glæder sig over samarbejdet med baptister, fx i Myanmar: ”For buddhister er der jo ikke forskel på os. Vi er alle kristne”. Det samme gælder mission i Danmark: ”Behovet i dag er at lade os udfordre af dem, der er udenfor kirken, for de minder os om noget, vi har overset. Vi skal ikke forvente, at de kommer til os. Vi skal komme til dem!”

Til slut spørger jeg, hvordan de ser på baptister: Lutheraneren svarer: ”Baptister er retfærdiggjorte syndere, ligesom os i Folkekirken!” Og katolikken siger: ”Baptister er en gruppe seriøse kristne. Vi har forskelligt dåbssyn, men det er ikke min tilgang til jer. Jeg oplever et stort engagement, en stærk identitetsfølelse, og så er I gode at samarbejde med.”

[1] Mange af historierne findes i Martyrernes spejl: http://www.anabaptist.dk/2015/12/15/martyrernes-spejl-historien-om-de-forsvarsloese-kristne/
Michael Sattler var tidligere munk og blev for sin lære dømt som ”ærke-kætter” af retten i Rottenburg am Neckar. Som straf blev han dømt til i offentlighed først at få sin tunge skåret ud, dernæst at få flået dele af sin krop af med glødende tænger og sidst brændt på bålet. http://www.anabaptist.dk/2015/07/16/michael-sattler-1490-1527/

[2] Helliggørelse – en samlet betegnelse om processen for at ligne Jesus.

[3] Fælleskirkelige

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 16. jun. 2025 - Fra økumenisk bibelcamp til folkemøde
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning
• 25. mar. 2025 - Repræsentanter fra et bredt kirkelandskab udgør lokalledelsen ved dette års Himmelske Dage

Find flere