Præst er ikke noget, man ansættes til, men er noget man er. Det har noget med kald at gøre.

Lige nu kører Benny Klarholt bus, men han har også oplevet at være præst for de gymnasie-elever, han kører med. Det var han også for klienterne, da han var ansat i Krifa. De seneste 13 år har han været præst uden at kunne skrive under med det som profession – men det kan han nu. Han er blevet ansat som præst på deltid i Silkeborg Baptistmenighed, og han glæder sig over igen at være en aktiv del af et menighedsfællesskab.

Uddannet baptistpræst

Benny blev uddannet på Baptisternes Teologiske Seminarium i 1981 og havde sin første tjeneste på Lolland-Falster. Derfra flyttede han med sin ægtefælle, Lone og sønnen, Anders til Sæby, hvor de fik tvillinge-piger og derfra til Brande. Her var han præst fra 1991 til 2007. Han havde da uddannet sig til psyko-terapeut og havde en drøm om at kombinere det med at være præst. Det måtte han opgive og valgte at sige op.

Han og Lone blev boende i Brande – her havde de børn, svigerbørn og børnebørn – men trak sig fra fællesskabet og meldte sig til sidst ud af menigheden.

Det er der jo desværre mange, der gør. De siger, at de ikke har mistet troen på Gud, men måske troen på menigheden. Hvordan har du det med det?

Jeg skelner: Jeg tror på Gud. En Gud, der har konstitueret fællesskabet af mange fejlbarlige mennesker. Og det er vi også selv. Og vi må indrømme, at det ikke altid er det gudsbårne fællesskab, der kommer til udtryk i menigheden.

Savnede samtalerne

Der var en kvinde, der opsøgte mig, efter jeg var stoppet. Hun var bekymret, fordi jeg ikke kom til gudstjenesterne. Jeg måtte bruge rigtig lang tid på at overbevise hende om, at jeg ikke blev mindre kristen af det.

Men i de 12 år, vi har været udenfor en menighed, har jeg især savnet samtalerne. Vi, Lone og jeg, har været en del af et kristent fællesskab, lige siden vi blev født, og vi har savnet det. Jeg har været tvunget til at eftertænke: Jeg har altid i min præstetjeneste forkyndt, at vi ikke er alene. Vel tager vi imod vores kald personligt, men det bliver først levende, når vi bliver en del af et fællesskab. Men vi må nok indrømme, at den individualistiske verden har fået alt for meget fat også i vores menigheder. Vi render ikke hinanden nok på dørene.

Dåb i Silkeborg 4. oktober

Hvad er et ægte fællesskab så?

Det er, at vi er nogle mennesker, som kan mærke hinanden. Vi kan mærke hinandens følelser og ægthed. I et ægte menighedsfællesskab tør man være sig selv. Hvis nogen har noget imod en anden, så går man til vedkommende og går langt nok ved siden af hinanden, enten til et forlig eller accept af, at man ikke er enige. Jesus var klog, også dér. Han sagde, at vi skal gerne gå to sammen – ikke én mil, men to.

Havde du mistet troen på den kristne menighed?

Jeg har ikke mistet troen på Gud og på, at det kristne fællesskab har noget at byde på.

Et kristent fællesskab er dér, hvor man gerne vil hinanden. Alt andet er forstillelse.

Jeg mener i virkeligheden, at det er så alvorligt og vigtigt, at jeg tager ansvar for at være dén, jeg er – i det kristne fællesskab. Og så give plads til, at den anden kan være sig selv.

Missionalt fællesskab

Lige nu glæder han sig til tjenesten i Silkeborg. Til at være en aktiv del af et missionalt fællesskab.

Han skal forrette 11 gudstjenester om året plus højtider og eventuelle begravelser. ”Jeg er ikke ansat til at lukke og slukke i Silkeborg. Håbet i mit hjerte er som enhver anden præst, der bliver ansat i en menighed, at den må blive velsignet og opleve tilgang af folk.”

Benny og Lone bydes velkommen i Silkeborg

Hvad er det vigtigste budskab, du har til din menighed som præst? 

Det blev stille lidt. Så siger Benny:

”Jeg sendte i forbindelse med Corona en mail til Silkeborg og Esbjerg. Jeg har tjent begge steder. Her citerede jeg det mest fantastiske salmevers, der er skrevet af Troels Thorndal.

’Besøg os i dag, du Hellige Ånd. … Lad os ikke livsmodet miste.’ Det er nok noget det vigtigste for mig. At vi ikke mister livsmodet. Der findes en Gud, der evner det mørke at flænge, står der i salmen.

Vi skal være håbets fællesskab. I erkendelsen af, at vi kun er mennesker. Håb er ikke noget, de stærke beskæftiger sig meget med. Det gør den svage, den syge og den ensomme.

Jeg får 100 timer om året til at gå ud eller gå ud sammen med dem, der tager sig af omsorg i menigheden. Det ser jeg frem til.

I Silkeborg er der et fascinerende, fedt, stærkt diakonalt fælleskirkeligt arbejde. I gamle dage handlede mission bare om at få folk ind i kirken. Nogle gange hentede vi dem til kaffe og møder. Når de ihærdige forsvandt, så forsvandt også dem, vi hentede.

Her går menigheden ud for at være noget for de svage. Det, der er fedt som menighed, er, hvis der bliver skabt relationer, som er så spændende, at de også har lyst til at komme ind i menigheden, også i dens privat-sfære, og være en del af det og gå ud og tjene sammen med menigheden. Så kommer der vækst, og det fortjener menigheden i Silkeborg.”

Relateret

• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 21. jul. 2025 - Emil er en glad mand
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst

Find flere

Herdis Larsen, 63 år:

• uddannet på Baptistsamfundets Teologiske Seminarium i Tølløse og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Rüschlikon, Schweiz
• præst i Nibe og Løgstør samt Hals menigheder

En kvinde kigger på mig fra sin kørestol igennem opgangens glasruder. Et lidt forvirret smil spreder sig over hendes læber, og hun vinker retur med usikkerhed. Jeg undskylder for min forsinkelse, men hun siger, at jeg faktisk er tidligt på den – vores aftale er først i morgen! Herdis Larsen tager det meget pænt og byder mig indenfor.

Jeg har alligevel dårlig samvittighed over at presse hendes rytme med min forvirring, og jeg kan heller ikke skubbe hende i kørestolen, fordi jeg selv har en rygmarvsskade. Hun vælger straks sin minicrosser, og jeg skal gå i et meget rask tempo for at følge med. Idéerne ruller næsten lige så stærkt, så jeg skal være hurtig og høre godt efter.

Herdis Larsen har netop fået udgivet sin anden bog: At være i Kristus – livsmod på trods. Heri skildrer hun sit liv i dyb afhængighed af Gud – en afhængighed og en kærlighed, som har inspireret hende til at dele ud af sine erfaringer for at opmuntre andre.

Det er vigtigt for Herdis at være der for andre, i det omfang hun kan.

Herdis’ børn

Biologiske børn har den tidligere præst ikke, men hun fortæller med glæde om sine niecer, hvis ansigter fylder væggene i stuen. Herdis spørger til min datter og til mit liv med handicap, og der er ingen tvivl om, at det er vigtigt for hende at være der for andre, i det omfang hun kan.

Derfor tjener hun i Koinonia, den internationale menighed i Aalborg, hvor hun nyder at tale engelsk – især med unge mennesker, som ikke kender den danske måde at forstå tid på. På altanen med velplejede tomatplanter og udsigt til markblomster i haven griner vi af det med tid, fordi jeg selv er tidsoptimist, og Herdis er ikke vant til uorden.

De frodige blomster i vindueskarmen er næsten symbolske for den struktur og selvdisciplin, Herdis har været nødt til at mestre på grund af sin kroniske sygdom, der meget hurtigt tapper hende for energi. Overholder hun ikke kroppens begrænsninger, betaler hun prisen senere. De vilde blomster udenfor kunne være et billede på, at der skal gives plads, når det handler om andre.

Overholder hun ikke kroppens begrænsninger, betaler hun prisen senere.

Herdis’ bøger

Flere bøger og mange venner er til trøst og opmuntring for denne kvinde, der har brugt ca. halvdelen af sit liv på at forstå lidelsens væsen. Herdis holder utrolig meget af andagtsbogen Himmellys af Joni Eareckson Tada. Hun synes ikke om Earecksons lidelsesteologi, men de finder begge trøst i ordene: ”Guds magt udøves bedst i vores magtesløshed.”[1] Derfor skal vi gøre som Paulus: ”Prale af vores svagheder og glæde os over vores begrænsninger, for de baner vejen for Guds styrke i vores liv.”[2]

Herdis er ikke fri for øv-dage og en dødslængsel, som er velkendt for de fleste med en kronisk sygdom. Hun føler selv, at hun ikke altid har været Gud nær. For ca. seks år siden begyndte hun at skrive At være i Kristus – livsmod på trods til sig selv. Men puf fra gode venner og ros for den første bog: På trods af – at leve med lidelse fik Herdis til at overveje at udfordre Janteloven – selv om hun er sønderjyde af opvækst og nordjyde ved valg. På en kvindekonference i Berlin så hun skiltet: Buchschreiben. Det tog Herdis som et tegn fra Gud – det var det spark, der manglede. Med det ydmyge ønske ”at opmuntre andre, og at Gud må blive set og ikke mig – selv om det lyder meget fromt”, håber Herdis, at folk vil tage godt imod det endelige produkt.

Læs også anmeldelsen af Herdis’ nye bog her.

[1] 2. Korintherbrev kap.12, vers 9

[2] Joni Eareckson Tada: Himmellys

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere