Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Som præst har jeg det privilegium at være med ved dødslejer. Men det var nok, da min svigerfar døde, at jeg tydeligst oplevede, hvad der sker, når sjælen og ånden forsvinder fra et menneske.

Et tomt hylster

Vi havde våget ved min svigerfars seng på sygehuset i nogle dage, da han udåndede. Hans ansigt faldt sammen og forandrede sig ret hurtigt. Det var tydeligt, at hans krop blev et tomt hylster. Livet og personligheden var væk. Livet er ånden. Sjælen er det centrale i et menneskes personlighed. Begge dele var væk med den sidste udånding.

Livet og personligheden var væk.

Mine svigerforældre havde været ledere af et plejehjem i over 20 år. Selvom min svigermor har set mange døde, havde hun et ønske om, at hendes mand skulle stå i åben kiste frem til begravelsen. Der gik dog ikke længe, før hun indså, at det ikke var ham, der lå dér i kisten, og hun bad om, at låget blev lagt på.

Det er ikke den eneste gang, jeg har set det ske. Et dødt menneske mister farve, når blodet holder op med at sende ilt rundt i kroppen. Ansigtet skifter form, kan blive indfaldent. Det er helt naturligt.

Et åbent vindue

Jeg har hørt om sundhedspersonale, der åbner et vindue, når et menneske er lige ved at dø – for at sjælen kan komme væk. Det, mener jeg nu ikke, er nødvendigt. Den opstandne Jesus kunne gå gennem lukkede døre og vinduer.[1] Det tror jeg på, at vores sjæl og ånd også kan.

Jeg stoler på, at sjælen og ånden nok skal finde vej hjem til Gud.

Når jeg er død

Netop fordi jeg har haft de erfaringer også med mine egne nærmeste, er jeg egentlig ligeglad med, hvad der skal ske med min krop, når jeg er død. Om den skal brændes eller formulde er ikke afgørende. Jeg er væk. Jeg stoler på, at sjælen og ånden nok skal finde vej hjem til Gud. Opstandelsen er ikke afhængig af en krop, der under alle omstændigheder forsvinder.

Læs også

“Ventesorg” – Ester Haslund-Gjerrild har skrevet sange til døende og deres familier.

[1] Johannesevangeliet kap. 20, vers 19

Relateret

• 05. jun. 2025 - Kan man slå sig på samtaler?
• 17. apr. 2025 - Påskens smerte
• 28. mar. 2024 - Den stille uge
• 27. jul. 2023 - ”Jeg har gjort død til liv for dig”
• 27. jul. 2023 - Stand by me

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

’Man skal ikke udskyde mødet med de efterladte’, siger Jens Kvist, der er sygeplejerske på Hospice Vangen i Nørresundby, om omsorgen for venner og bekendte, der har mistet én af deres kære. Jens Kvist har i 24 år været ansat på KamillianerGaardens Hospice i Aalborg, der efter flytning til Nørresundby i 2019 fik nyt navn: Hospice Vangen.

Jens, efter 24 år – tænker du, at noget er anderledes i dag?

De frygter ikke selve døden, men mere vejen derhen.

”Overordnet set, tror jeg ikke, der er den store forskel på, hvordan mennesker forholder sig til at skulle dø – selvom man nok taler mere om døden i dag. De frygter ikke selve døden, men mere vejen derhen: Bliver det smertefuldt? Bliver jeg mere og mere afhængig af hjælp, fordi jeg selv intet kan? Bliver jeg en grøntsag? Det giver anledning til bekymring.”

Hvad møder du af bekymringer og spørgsmål fra de pårørende?

”Når man er døende, aftager lysten til at spise og drikke ofte, og dét kan være svært at forstå for de pårørende. Det giver anledning til bekymring. Selvom de godt er klar over, at døden nærmer sig, ønsker de, at det vel ikke er lige nu – og så siger man, at ’uden mad og drikke …’. – Man skal have noget at spise og drikke for at leve, så det er altså ønsket om at have den døende hos sig lidt  endnu, der her kommer til udtryk. Gennem alle årene har vi talt med de pårørende om det emne. Det kan blive et pres på den døende fra de pårørende.”

Det kan blive et pres på den døende fra de pårørende.

Ser vi på døden og sorgen på samme måde i dag, som for 24 år siden?

”Tidligere beskrev man sorgen, som en tunnel, man skulle igennem, og så var det ovre. Man så noget lys forude, og når man nåede dertil, lå sorgen bag én – så var det fortid. Sådan tænker man ikke længere. I dag taler man om sorgen som et nyt landskab, man bevæger sig igennem. Det er ukendt – fremmed land, som man skal lære at begå sig i. Man har sorgen med sig, og sorgens landskab består både af åbne marker og vidder, hvor der er lyst og rart at være, og af grå og triste områder med frost og kulde, hvor man ikke kan se noget positivt. Det er et ukendt landskab, og man synes, det vil være rart at følges med nogen, som kender det.”

I dag taler man om sorgen som et nyt landskab, man bevæger sig igennem.

Hvad er det bedste, vi kan gøre, når vi ved, at nogen lige har mistet?

”Det er at henvende sig til de efterladte og være sammen med dem – vise dem interesse. Nogle siger: ’Jamen, jeg véd jo ikke, hvad jeg skal sige’. Så sig det! Det må man gerne. Der behøver ikke altid være en masse ord. Man kan spørge, om der er noget, man kan gøre for den efterladte: ’Skal vi gå en tur sammen?’ ´Skal vi gå i biografen sammen?’ – Du kan også tilbyde at gøre noget praktisk for den, der lige har mistet. Bare det at være sammen, at sidde sammen, at lytte og turde være til stede, er vigtigt. Og hvis man spekulerer på noget i forhold til den efterladte – så spørg: ’Jeg har tænkt på, om du sover om natten? Om du er bange? Om du kan finde ud af din økonomi?’ Eller hvad man nu har forstand på at hjælpe med – eller kunne finde nogen, der kan hjælpe med …”.

Man skal ikke være så bange for at spørge, tænker du?

”Nej, så kan du få dét bekræftet eller afkræftet, du tænker på. Man kan også spørge nænsomt og sige: ’Nu kan det godt være, du synes, jeg er påtrængende med mit spørgsmål, men så må du bare sige, at det skal jeg ikke blande mig i’.”

”Man bør altid spørge sig selv: Hvornår skal jeg henvende mig til den efterladte? Det skal man, så snart man bliver opmærksom på, at der er én, der har mistet. Ring, skriv eller besøg vedkommende – jo længere tid, du lader gå, fordi du synes, det her er svært og smertefuldt at komme i nærheden af, jo sværere bliver det. Jo før – jo bedre og nemmere!”

Læs også

“Døden og opstandelsen er lige her”, hvor Raymond Jensen skriver om døden set med teologiske briller.

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Arne Jensen blev født den 5. maj 1935. Han er altså 88 år og har oplevet Danmark ændre sig fra landbrugsland til vores moderne samfund: ”Samfundet har gennemgået en rivende udvikling i min levetid. Især IT og TV har ændret vores tilværelse totalt, men også bilen har betydet store forandringer.”

Jeg er den samme, som da jeg var 50 – hvis det ikke var for slidgigt i ryggen, og de smerter, der følger med.

Jeg spørger: Hvad betyder din alder for din oplevelse af livet og verden? – og Arne svarer: ”Grundlæggende betyder min alder ikke så meget. Jeg oplever, at jeg er den samme, som da jeg var 50 – hvis det ikke var for slidgigt i ryggen, og de smerter der følger med. Det begrænser mulighederne og aktiviteterne. Men livet er værd at leve, trods de knæk, som jeg har fået med årene.”

Familiens ældste

Arne Jensen er nu den ældste i både svigerfamilien og sin egen familie. Han siger om det, at han på mange måder føler sig tættere forbundet med familien i dag og prioriterer den højere end tidligere. ”Hvis AaB spillede kamp før i tiden, så var det vigtigere end hvad som helst i familien. Sådan er det ikke længere. I dag vælger jeg familien.”

Hvis AaB spillede kamp før i tiden, så var det vigtigere end hvad som helst i familien.

Forældrene og Arnes bror, Ejler Jensen fra Sindal, er døde for længst. Arne oplevede forældrenes død som en naturlig del af livet. De var gamle og syge, og det var klart, at døden nærmede sig. Det samme gjaldt Arnes bror. ”Vi var ikke tæt forbundne. Han var fem år ældre end jeg og flyttede først til Brovst og siden til Sindal. Vi havde ikke telefon, så kontakten afhang af breve, og mine forældre havde gået i to-klasses landsbyskole, så de var ikke meget skrivende. Både Brovst og Sindal var dengang en dagsrejse borte, og besøgene var sjældne. I dag betyder familien mere for mig, og jeg er stærkere knyttet til Ejlers sønner – den ene af dem er desværre død, men den anden har taget tjansen som havemand for os. Det er hyggeligt og også nødvendigt.”

”Før i tiden var familiefester med taler og sange en plage. ”Jeg kedede mig”, konstaterer Arne. ”Det gør jeg ikke i dag. Jeg nyder at tale med de voksne og tænker ikke på, at de er mindst en generation yngre end mig. Deres alder er uinteressant. Det er deres bidrag til samtalen ikke.” Arne og Inge har lige været til konfirmation i familien. Teenagerne spillede med hinanden på første sal. ”Jeg ville godt have været deroppe og se på”, siger Arne, ”men jeg måtte opgive det pga. trapperne.”

Inge og Arne Jensen i Karmelkirken.

En stærk enhed

Ægteskabet med Inge har været en bestemmende faktor for Arnes liv – og med Inge fulgte også tvillingesøsteren Ruth og hendes mand Niels. De to par var en stærk enhed og havde et nært fællesskab. Inge siger om det kort tid efter Ruths død: ”Jeg skal vænne mig til at sige ’jeg’, for jeg har altid været en del af et ’vi’. ’Vi’: Arne og jeg – eller ’vi’: Ruth og jeg.” Arne og Inge, Ruth og Niels var et stærkt hold, der satte sit præg på spejderkorpset og på menigheden. Altid levende engagerede og parate til at tage ansvaret på sig. Først døde Niels pludseligt i 2012, og i foråret 2023 døde Ruth lige så brat. ”Det var de største tab i mit liv”, konstaterer Arne. ”Deres død forekommer urimelig, for de var stadig levende optaget af tilværelsen og verden – aktive til det sidste. Det har været voldsomt at opleve det begge gange.”

70 år i samme menighed

Arne er døbt den 10. december 1950 i Aalborg-menigheden og har tilhørt Karmelkirken siden menighedens deling i 1952 – altså 70 år i den samme menighed. Kun et enkelt medlem er i dag ældre end Arne.

”Marius Iversen”, fortæller Arne, ”han blev 104 år. Han sagde til mig: ’Du kan godt gøre sjov med mig, men det er ikke sjovt at blive så gammel’.” Jeg nævner, at det må være svært at opleve, at den forudgående generation og også mange af de jævnaldrende er døde. Arne tøver lidt og siger så: ”Man lever med det. Man ser dem ældes, og man kan se, at det går den vej, men de mangler da. Jeg har mange venner, men flere af dem er på kirkegården.”

I mange år var Karmelkirken en stærk og levende menighed med aktive i alle aldre. I dag er gudstjeneste-menigheden en ikke så stor gruppe +70årige – og mange er døde i løbet af de sidste par år. ”Når fællesskabet skrumper, bliver det stærkere”, siger Arne, ”og det kommer til at rumme andre. Mennesker, som jeg ikke tidligere følte noget særligt fællesskab med, er jeg kommet tættere på. De er kommet til at betyde mere for mig, end de gjorde tidligere.”

Først kom Øksedal, så kom hunden, og så var der plads til mig.

At give slip

”Først kom Øksedal, så kom hunden. og så var der plads til mig” – Inge citerer sine egne drillerier fra taler gennem årene. Noget er der om det. Arne var tæt forbundet med Øksedal, som han havde ansvaret for fra 1966-2000. Dermed fulgte også en plads i spejderkorpsets ledelse. Spejderne i Aalborg 2. og Karmelkirkens bygningsudvalg og menighedsråd har også nydt godt af Arnes arbejdskraft og engagement gennem mange år. ”Jeg savner det”, lyder det fra Arne. ”Det gør lidt ondt at måtte slippe det, man har haft ansvar for og plejet – men det hører vel med til alderen.”

Yderst på bænken

Det er et citat. Efter et af årets mange dødsfald i menigheden mødte Arne Jensen mig i kirken med ordene: ”Nu er det mig, der sidder yderst på bænken!” Jeg spørger, hvordan det opleves, og Arne svarer: ”Vi oplever ikke, at vi er blevet gamle, for vi lever stadig med og engagerer os i det, der foregår omkring os. Når vi tænker os om, ved vi det jo godt, selvom det ikke fylder i det daglige – men vi savner Ruth, og har svært ved at vænne os til det tab.”

Læs også

“Bedemanden! Brobygger – eller dødens købmand?

Relateret

• 19. sep. 2023 - Fællesskab, forkyndelse og familie var sommerens nøgleord
• 27. jul. 2023 - ”Jeg har gjort død til liv for dig”
• 27. jul. 2023 - Stand by me
• 27. jul. 2023 - Når sjælen forsvinder
• 27. jul. 2023 - Ventesorg

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Klaus Abildgaard:

• i tretten år ansat i baptist regi, først som spejderkonsulent og siden som præst
• herefter godt ti år med socialt arbejde i bl.a. Frelsens Hær og Blå Kors
• bedemand på fjerde år ved Baggesen Begravelsesforretning i Vendsyssel

For ikke så længe siden hjalp en kollega med en dødsannonce. I dén ønskede de efterladte, at der skulle skrives: ”Døden er som et skib, der sejler bort med én af vores kære. Vi står på stranden og ser det forsvinde, det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt i horisonten, hvor himmel mødes med hav. Vi ser på hinanden og siger: ”Nu er han væk”, men lige så sikkert er det, at der på den anden side står nogen, som siger: ”Se, der kommer han.”

Med det billede for øje kan bedemandens rolle bedst beskrives som den, der bygger en solid bådebro, som de pårørende kan stå på, når skibet skal sendes mod horisonten. Bedemandens opgave er at være facilitator og fagmand, når de nærmeste til afdøde står ved dødsvandets bred.

Bedemand ved et tilfælde!

Jeg blev bedemand, fordi muligheden kom til mig. Uden at vide ret meget om faget fornemmede jeg, at jobbet hvilede på to for mig vigtige kriterier: Det praktiske og det relationelle – hånd og ånd. Det praktiske arbejde med at håndtere døde mennesker, rustvognskørsel, logistik, sagsbehandling, netværk, love osv. var nyt for mig. Jeg blev introduceret til det nye fra dag ét gennem sidemandsoplæring. Erfaringer med at møde mennesker i følelsesmættede situationer bar jeg med mig fra tidligere.

Jobbet hvilede på to for mig vigtige kriterier: Det praktiske og det relationelle – hånd og ånd.

Karriere eller kald?

Enhver, der har et kørekort og adgang til et praktisk indrettet køretøj, kan i princippet kalde sig bedemand. Det er en ubeskyttet titel uden krav til uddannelse eller kvalifikationer. Det er et paradoks, når man skal ernære sig ved at sælge en vare, der ikke kan byttes. Gennem hele livet betjener et kompetent, faguddannet og skattebetalt sundhedsvæsen os i bestræbelsen på at udsætte døden, men når døden indtræder fx på sygehuset, efterlades de pårørende med en folder i hånden, hvor der står, at en bedemand må kontaktes – men nu altså på markedsvilkår.

Har døden i det moderne nyttesamfund fået en plads i skammekrogen? Det er i det perspektiv finurligt også at reflektere over, at når man skal have et barn, så udløser det et års betalt frihed fra arbejdspladsen. Men når man mister én af sine nærmeste, så har man ret til at få fri til at gå til begravelsen – uden løn!

Hvad kan en god bedemand hjælpe med?

Den gode bedemands vigtigste arbejdsredskab er situationsfornemmelse.

Bortset fra kremering kan man som pårørende ordne alt praktisk: Anmeldelse af dødsfaldet, dødsannonce, kiste, urne, blomster, askespredning over havet, bage boller til mindesamvær, søge om begravelseshjælp m.m. Man henvender sig til en bedemand for at få hjælp af en fagperson til noget, de fleste ikke har den store erfaring med eller mentalt overskud til. Den gode bedemands vigtigste arbejdsredskab er situationsfornemmelse. Hvor og hvornår skal jeg træde frem og være den, de pårørende læner sig op ad, og hvornår træder jeg et skridt tilbage og lader tiden stå stille?

’Min sidste vilje’ – en gave til mine efterlevende

Jeg har mødt og hørt om læger, kunstnere, præster, bedemænd og andre, som i bedste mening vil hjælpe med at ’afmystificere døden’. ’God arbejdslyst’, tænker jeg bare. I mødet med pårørende, som netop har mistet, erfarer jeg dog ofte en forskel i samtalens udtryk, nærvær og fred, når den afdødes efterladte medbringer en fortælling om et menneske, der har haft mod til i livet at tænke over sin egen død.

Når den lille folder – i papirformat eller digitalt[1] – i forvejen er udfyldt af afdøde, oplever jeg det som en gave til familien, når de ventet eller uventet skal forholde sig til den realitet, at med sorgen og savnet følger også noget praktisk. Som fagfolk, der møder mennesker på dødslejet, og som medmennesker på vej derhen, kan vi hjælpe os selv og hinanden ved at tænke tanker og dele ord om mødet med den død, vi intet ved om.

Døden som proces eller tilstand – for mange er det et tabu!

’Landsforeningen Liv&Død’[2] foretog sidste år en omfattende undersøgelse, hvor det blev tydeligt, at for mange mennesker er døden et tabu. De tre vigtigste grunde til denne tabuisering viste sig at være:

• døden er svær at tale om
• døden er ubehagelig at beskæftige sig med
• man er bange for at dø

Som præst blev jeg nu og da inviteret til at tage del i døden som en proces, hvor emner som ’Hvor kommer man fra?’ og ’Hvor skal man hen?’ blev vendt. Spørgsmål man aldrig bliver færdig med. Som bedemand møder jeg døden som en tilstand, som jeg skal hjælpe de efterlevende med at håndtere.

Som bedemand møder jeg døden som en tilstand, som jeg skal hjælpe de efterlevende med at håndtere.

Nogle gange møder jeg dyb sorg eller hård facade, nogle gange chok eller vrede og andre gange lettelse og taknemlighed. Midt i det bliver min opgave at lytte til behov og ønsker og at hjælpe med at afdække muligheder og begrænsninger. Denne faglige afgrænsning, hvor konturerne omkring det at være privat, personlig og professionel er mere tydelige, end da jeg var præst og socialarbejder, har været velgørende for mig.

Læs også

”Jeg har gjort død til liv for dig” – om døden og vores relation til Gud.

[1] Se http://www.minsidstevilje.nu

[2] Se http://www.livogdoed.dk

Relateret

• 27. jul. 2023 - ”Jeg har gjort død til liv for dig”
• 27. jul. 2023 - Stand by me
• 27. jul. 2023 - Når sjælen forsvinder
• 27. jul. 2023 - Ventesorg
• 27. jul. 2023 - Mødet med døden

Find flere