Lyt til artiklen:

Lørdag den 25. oktober havde Kairos, et nyt frikirkeligt evangelisk-karismatisk netværk, en slags premiere. I nogle år har udvalgte præster fra en række baptistkirker mødtes og delt liv, men nu inviterede de alle præster og menigheder til en lederdag. Det blev taget imod af cirka 100 deltagere fra 12 baptistmenigheder plus et par fra andre frikirker. Til stor glæde var der cirka 20 unge under 30 år blandt deltagerne. Der var store grupper deltagere fra især Roskilde Baptistkirke og Bethelkirken i Aalborg, men også pæn deltagelse fra blandt andet Frikirken i Sæby og Vejle Baptistkirke.

To glade tovholdere i Kairos-netværket; Lars Midtgaard (th) og Jakob Vagner. (Foto: Lone Møller-Hansen)

Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken i Aalborg og Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke, er de to tovholdere på netværket, og de præsenterede på dagen, hvad formålet med netværket er:

”Vi ønsker at støtte og velsigne hinanden, og vil samarbejde med alle, der vil arbejde for åndelig fornyelse.”

Overvældede

Både Jakob og Lars var meget glade og tilfredse efter lederdagen. De havde ikke turdet håbe på 110 tilmeldte på forhånd.

”Jeg er meget glad og overvældet over deltagertallet. Men det var næsten, da vi sang lovsangen, at jeg blev mest berørt. Der var en længsel efter at synge og tilbede Gud sammen,” sagde Lars efter dagen.

Jakob var på forhånd lidt bekymret for, om der skulle opstå en negativ dagsorden, men blev positivt overrasket. Der var ingen negative udtalelser om BaptistKirken i løbet af dagen. Han startede også selv med at slå fast: ”Vi vil definere os positivt, samles om en fælles drøm og vision.”

Lars og Jakob brugte en times tid før frokosten på at fortælle, hvad de lægger i ordene evangelisk, karismatisk og frikirkelig.

”Evangelisk fordi vi tror på, at evangeliet har en forvandlede kraft, både for den enkelte men også for vores samfund. Karismatisk, fordi Gud manifesterer sig, taler til os og igennem os og giver os gaver.”

Artiklens forfatter Lone Møller-Hansen i samtale med Anders Hyldgård, præst i Hjørring Baptistmenighed. (Foto: Privat)

Imod usund karismatik

Her faldt også forklaringen på, hvorfor netværket har defineret sig som tilhænger af ”sund karismatik”.

”Fordi der findes usund karismatik. Cirka hvert femte år opstår en usund karismatisk menighed som blandt andet faderhuset. Vi ønsker at bevare det med Helligånden sundt,” forklarede Jakob Vagner.

Og så slog de på, at Helligånden er udgydt over alle mennesker.

Endelig forklarede de det frikirkelige aspekt med, at man har fundet ud af, at den kristne tro i Danmark udviklede sig nedefra. Igennem arkæologiske undersøgelser i Ribe og Hedeby har man fundet ud af, at de første kristne kirker opstod cirka 200 år før, Harald Blåtand ’gjorde danerne kristne’.

”Vækkelse kommer nedefra”, sagde de.

Netværket ønsker at arbejde organisk og ikke organisatorisk. Der er ingen vedtægter, økonomi og bestyrelse. Der er lagt op til tre fokusområder: præstesamlinger, ledertræning – bl.a. af unge og børnemedarbejdere, samt et sommerstævne, eventuelt i samarbejde med Evangelisk Frikirke Danmark.

Et organisk netværk

Lederdagen, som fandt sted i Saralystkirken i Aarhus, en kirke under Evangelisk Frikirke Danmark, var gratis og velorganiseret.

Der var tre seminarer, som deltagerne næsten ligeligt valgte sig ind på: ”Lederens åndelige liv”, ”Sundt karismatisk lederskab” samt ”At lede generation Z”. Det var præster fra netværket, der underviste i de tre seminarer.

Dagen sluttede med en fælles samling med David Viftrup, der er daglig leder af Aarhus Valgmenighed og ansat som projektleder i ”Lad os tale om tro”.

Han fortalte om udviklingen i projektet ”Lad os tale om tro”. Fra en idé til, hvordan man kunne få danskerne til at tale sammen om tro ud fra videoer på de sociale medier, til at det har været på både radio og tv, og hvordan kendte mennesker fortæller, at de er begyndt at tro på Jesus.

David Viftrup sluttede dagen af med opmuntringen til at droppe krigsretorikken. ”Vi skal ikke forsvare vores tro, men skabe rammen for samtalen om tro.” (Foto: Lone Møller-Hansen)

En naturlig samtale om tro

”Det interessante er, at det er dér, det starter. Ikke med at mennesker møder en kristen, som fortæller om sin tro. Jesus og Helligånden møder mennesker og kalder dem til kirke. Folk læser i Bibelen,” fortalte David med flere eksempler. ”Det er os kristne, der frygter ikke at blive modtaget. Det, vi som kirker og kirkeledere skal øve os på, er at tappe ind i det, Gud gør.”

”Vi skal tro på, at vi ikke længere er i 80’erne, hvor vi var de mærkelige. Vi skal ikke længere forsvare os og vores tro. Vi skal skabe rum til samtalen: altså gøre samtalen om tro til en del af gudstjenesten og fællesskaberne.”

David citerede Anne Mie Skaks Ph.d.-bog ”Bankede Gud på”. Hendes konklusioner er: Kirkerne skal have en tilgængelig spiritualitet. Der skal være en ramme, hvor folk kan sætte ord på det, de har oplevet. Der skal være en indføring i kristendommen og et åbent og trygt trosfællesskab.

”Fællesskab er det sidste, der sker. Det er virkelig svært at få folk videre, selvom de er begyndt at komme i kirken,” var David Viftrups erfaring.

Relateret

• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 12. jun. 2024 - SCMT lukker: Seks års økumenisk samarbejde om præsteuddannelse slutter
• 17. nov. 2023 - Velkommen i Strikkeklubben
• 16. okt. 2023 - Europæisk netværk giver inspiration til arbejdet blandt flygtninge
• 26. mar. 2019 - “Tør nu øjnene, Lars”

Find flere

Lyt til interviewet med Lars Midtgaard og ledelsens svar på kritikken (findes også nederst i artiklen):

”Hvordan kan vi arbejde sammen i mission – bringe evangeliet til mennesker – hvis vi er uenige om, hvad evangeliet er?”.  Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken, ved at han sætter tingene på spidsen. Efter en lang Genstart2025-proces mener han, at vi på tre væsentlige punkter mangler en diskussion, inden vi kan etablere fælles værdier. Lars peger på de otte teser, der ligger til grund for udkastet til fælles værdier: Han finder, at de er utilstrækkelige til at beskrive, hvad baptisme står for i forhold til bibelsyn og teologi. Han peger også på, at præsterne har været inddraget alt for lidt i processen og at vi burde have inddraget ekstern hjælp i processen.

Artiklen går tæt på Lars’ overvejelser og forsøger samtidig at åbne samtalen om, hvordan vi kan navigere i uenighed uden at miste sammenhængskraften.

Debat om proces – ikke om værdier

Baptist.dk giver med Lars’ kritik og ledelsens svar (nederst på siden) plads til debat om Genstart2025-processen. Den debat vil ellers ikke være mulig før ved Landskonferencen i september 2025. Webredaktionen på baptist.dk opfordrer til, at debatten om fælles værdier finder sted lokalt i menighederne og på synoden i Sæsing i pinsen.

Sammen i mission uden fælles evangelium?

”Vi er jo uenige, måske endda rygende uenige om, hvad evangeliet er,” siger Lars Midtgaard. Netop derfor har han fra begyndelsen haft svært ved at tro på Genstart2025-projektets præmis: At vi kan finde sammen i mission uden at tale om den tro, der er grundlag for mission.

Lars henviser til de otte teser, som ligger til grund for udkastet til fælles værdier. Han mener ikke, de tager højde for den reelle uenighed. På trods af, at teserne er vedtaget på Landskonferencen så sent som i 2023. Lars henviser også til dokumentet ”Spor at gå”, der blev udsendt som oplæg til samtale i menighederne:
”Det fyldte ikke så forfærdeligt meget mere, efter det var sendt ud. Jeg tror, at mange præster og menighedsråd har tænkt, ligesom vi gjorde i Bethelkirken: Hvad skal vi bruge det her til? Hvordan i al verden skal vi få menigheden til at interessere sig for det?”

”Når jeg læser ”Spor at gå”, så er der helt klart områder omkring centrale elementer af evangeliet, jeg slet ikke er enig i…”

Ud over den generelle kritik af ”Spor at gå” som samtaleoplæg har Lars også en konkret kritik:
”Når jeg læser ”Spor at gå”, så er der helt klart områder omkring centrale elementer af evangeliet, jeg slet ikke er enig i. Det gælder fx hvordan vi ser på frelse, hvordan vi ser på begrebet fortabelse og hvordan vi ser på begrebet synd. Og det ved jeg også, at adskillige af mine kollegaer heller ikke er enige i, fordi vi selvfølgelig har talt om det.”

På opfordringen til at blive mere konkret og uddybe blot et enkelt punkt af uenigheden, siger Lars:
”Man kan tage et begreb som frelse. Frelse er i ”Spor at gå” beskrevet på den måde, at Gud ønsker at genoprette verden. Verden er brudt, og det er jeg sådan set enig i. Og at Gud ønsker at genoprette verden, ja, at han faktisk er i færd med at genoprette verden, det er jeg sådan set også enig i. Men når frelse og vores mission beskrives som Guds invitation til mig til at være med, sammen med Gud, til at genoprette verden, så finder jeg det utilstrækkeligt. Der mangler noget i forhold til vores situation: Vi har vendt os bort fra Gud. Og hvis ikke jeg tager imod Kristi forsonende værk på korset, så er jeg ikke på ret plads i mit forhold til Gud. Og heller ikke til min næste eller mig selv, for den sags skyld. Det smitter af på forståelsen af synd og fortabelse. Hvis frelse kun er en invitation til at være medarbejder på at genoprette en brudt verden, så mangler der noget ifølge min forståelse.”

Det er på denne baggrund Lars konkluderer, at Genstart2025-processen mangler en samtale om et fælles trosgrundlag. En samtale, der går langt mere i dybden med teologiske detaljer end de otte teser.

Hvorfor har vi ikke hentet hjælp udefra?

Lars peger på, at hele Genstart2025-processen fra begyndelsen har været defineret af ledelsen. Der har ikke været en generel debat om hverken mål eller midler. På spørgsmålet om det ikke netop er ledelsens ansvar at gennemføre forandringsprocesser, medgiver Lars, at ansvaret er ledelsens. Men han siger alligevel:
”Når man oplever at være i opposition til nogle af ledelsens holdninger, så er det svært at få tillid til en så lukket proces. Og jeg oplever altså, at processen har været meget skarpt styret af ledelsen helt fra begyndelsen. Hvordan skal processen være? Hvad skal den indeholde? Hvad skal der ske? Hvem skal holde oplæggene? Hvem skal sidde i lyttegrupper med hvem og hvornår?”

Lars pointerer, at hans kritik ikke er rettet mod ledelsen som enkeltpersoner:
”Jeg håber virkelig, at jeg går efter bolden og ikke efter manden eller kvinden her. Det er sagen, det handler om.”

Men hvordan skulle ledelsen så have løst opgaven? Det er jo nemt at kritisere, men hvad var et muligt alternativ? Lars har tænkt over det og svarer:
”Jeg mener ikke, man kan komme rundt i alle hjørner, når man selv er en del af hele miseren. Og det er vi alle sammen. Det er jo ikke kun ledelsen, der er en del af det.”

”Jeg mener ikke, man kan komme rundt i alle hjørner, når man selv er en del af hele miseren. Og det er vi alle sammen. Det er jo ikke kun ledelsen, der er en del af det.”

Derfor mener Lars, at ledelsen skulle have hentet hjælp til processen udefra. Købt eksterne konsulenter til at lede os gennem projektet. For på den måde at sikre, at det var blevet en fælles oplevelse og ikke en dialog mellem ledelsen og udvalgte samtalepartnere.

Eksterne konsulenter? Men findes de overhovedet? Det mener Lars, de gør:
”For nogle år siden var vores menighedsråd i Bethelkirken med i det, der hed Kirkeplanternet: En toårig proces, hvor vi tilbragte nogle weekender sammen med ledere fra andre kirker. Her deltog konsulenter, der forstod sig på forandringsprocesser. Med kirkelig baggrund, men som også brugte det ude i erhvervslivet. Der ville bestemt have været muligheder, også uden at vi skulle op i ’McKinsey-honorarer’. Selvfølgelig skulle man ofre nogle penge på det. Hvis man virkelig mente det her, så havde vi selvfølgelig også fundet pengene.”

Præsterne – de oversete kulturbærere?

Et tredje punkt, som undrer Lars, er præsternes rolle i Genstart2025-processen. I oplægget til fælles værdier står der: ’Vi tror på, at præsterne er kulturbærere i vores kirkesamfund. Derfor er de forpligtet af det kald, de har fået, til at bidrage aktivt – både ved at forkynde evangeliet, vejlede og støtte menighederne, og ved at tage ansvar for kirkens udvikling og sammenhængskraft.’

Netop præstens rolle som kulturbærer er Lars fuldstændig enig med ledelsen i. Men det får ham til at stille spørgsmålet: Hvorfor er præsterne så ikke blevet hørt mere?

”Når man skriver, at vi er kulturbærere, så undrer det mig, at ledelsen ikke har inddraget alle præster. Jeg mener virkelig alle. Jeg var så privilegeret, at jeg blev inviteret til møde med ledelsen sammen med to andre præster fra store menigheder, fordi man ville gerne input fra nogle af de store menigheder. Det var fint nok. Men det er der langt fra alle, der har fået den mulighed,” lyder det fra Lars.

Foreholdt at alle præsterne var inviteret til tre dages præstekonvent i efteråret 2024 svarer Lars:
”Her var der fokus på arbejdet i lyttegrupper på baggrund af oplæg. Vi fik stort set ikke muligheden for at folde vores tanker ud – hverken teologisk eller praktisk. Når man hævder, at præsterne er vigtige kulturbærere, så burde man tage konsekvensen og inddrage dem systematisk og grundigt.”

Lars peger på, at præsterne fra de mindre menigheder reelt kun er blevet hørt i forbindelse med de to lederdage i Tølløse og Rebild.

Polarisering – og ønsket om noget andet

Under Genstart2025-processen er tidsånden blevet nævnt i flere sammenhænge. Interviewet runder også begrebet. Når Lars sætter tingene på spidsen og rejser kritik, er det så ikke udtryk for den del af tidsånden, der polariserer alt i samfundet fra skolemad til forsvarspolitik? Lars erkender, at polarisering let bliver en del af kirkelige konflikter – og at han selv ikke er immun. ”Tryk avler modtryk,” siger han, og er samtidig bevidst om, at hans egen søgen efter klassisk evangelikal kristendom kan tolkes som en yderfløjsposition, hvis man er teologisk uenig.

Derfor er Lars også bevidst om behovet for ydmyghed. For uanset om man oplever sin tilgang som teologisk funderet, kræver det dialog og åbenhed at navigere frem mod fælles værdier.

Ledelsens svar på Lars Midtgaards kritik

Lars Midtgaard fra Bethelkirken har stillet spørgsmål til Genstart2025-processen, og på ledelsens vegne sender vi dette svar.

Processen

Ledelsen har arbejdet intenst med denne proces gennem de sidste 2,5 år. Vi har haft mange drøftelser især om processen. Vi er helt klar over, at der gennem tiden kunne være truffet andre valg end dem, som vi foretog. Disse andre valg havde vi sikkert også fået berettiget kritik af. Der findes sjældent entydigt rigtigt eller forkert, når man har en vigtig samtale med hinanden. Men vi oplevede opbakning fra baglandet til processen, som blev beskrevet i en artikel på baptist.dk i juni 2024, ligesom processen blev gennemgået og forklaret på landskonferensen 2024 [1]. Her havde alle menigheder inklusive deres præster mulighed for at gøre indsigelse mod processen, men det var ikke tilfældet.

Indlægget her bliver derfor ikke et forsvar for vores beslutninger, men en beskrivelse af, hvilke valg vi stod overfor, hvilke beslutninger vi traf – og hvorfor.

De otte teser

Ledelsen oplevede, at de otte teser er et godt grundlag som udgangspunkt. Vi er helt klar over, at der er emner ud over teserne, som vi er uenige om. Vielse af homoseksuelle og frelsesspørgsmålet er sammen med andre ting åbenbare punkter til debat. Det er det i de fleste kirkesamfund, så der står vi ikke alene, men ledelsen mener, at det bør ligge hos den enkelte troende/menighed/præst som et samvittighedsspørgsmål. Ledelsen oplever ikke, at emner ud over de otte teser skal forhindre menigheder eller præster i at samarbejde i udbredelsen af Kristi ord. Hvis dette var blokeringen, ville ordet aldrig være nået ud i verden, da f.eks. frelsesspørgsmålet har været stridspunkt siden de første menigheder blev skabt.

Præsternes rolle og involvering

Ledelsen ville gerne inddrage vores præster mere end BaptistKirken traditionelt har gjort. Vi er en lægmandskirke, men vores præster får mere mikrofontid end de fleste og bliver dermed kulturbærere både lokalt og nationalt. Præsterne blev tilbage i 2023 indbudt til onlinemøde for at drøfte behovet for en fornyelsesproces, ligesom der også var dialog om det på præstekonventet i 2023. Endelig indbød Baptistkirken præsterne til et ekstraordinært Genstart-konvent i efteråret 2024. Vi oplevede, at der kom mange, og vi håber stadig, at deltagerne følte sig hørt. Derudover var der mange præster, som også deltog i lederforsamlingerne i 2025 og det var vi glade for.

”Spor at gå”-materialet

Ledelsen erkender, at materialet ”spor at gå” både var forsinket og ramte processen skævt. Vi benytter lejligheden til en undskyldning for det.

Det er et rigtig godt materiale, og vi håber det måske siden bliver brugt. Erkendelsen af, at det ikke var så velegnet gjorde, at ledelsen udsendte spørgsmål til lederdagene. Her oplevede vi til stor glæde en meget stor tilslutning og god forberedelse.

Hvem skal lede processen?

Det er et spørgsmål, som ledelsen har brugt meget tid på. Vi var ret sikre på, at det endelige udspil – værdierne – skulle komme fra BaptistKirkens ledelse. Det skulle ikke være noget udefrakommende. Ledelsen var valgt til at gøre arbejdet og senere stå på mål for resultatet.

Vi har fået hjælp – vi har lavet aftale med Pastor Emerita Charlotte Thaarup, Metodistkirken og David Mortensen, landsleder Youth for Christ. De er vores vejledere, men står på ingen måde som dem, der er bærere af det, som er sendt ud. Det er ledelsens ansvar.

Værdier som trædesten

Ledelsen ønsker fortsat BaptistKirken i al dens mangfoldighed. I min faders hus er der mange boliger; sagde Jesus. Det vil vi også gerne have i vores hus og kirke. Ledelsen vil til gengæld også gerne, at menighederne ikke er øer, men samarbejder om den lokale mission. Det kan vi gøre med værdierne som en trædesten, og med det arbejde som kommer efter synoden – sammen med menighederne.

Bodil Højbak Møller, Generalsekretær
Christian Bylund, Næstformand
Vibeke Dalsgaard, Formand 

[1] https://baptist.dk/genstart2025-processen-tager-form/

Relateret

• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 02. okt. 2025 - Uenig enhed?
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?

Find flere

Lars Midtgaard måtte for et par år siden sige farvel til gode folk fra sin menighed i Aalborg. De ville slutte sig til en anden kirke, Vineyard, som med Thomas Willer i spidsen ville plante en ny menighed i Aalborg.

”Jeg blev personlig udfordret. Det var rigtig hårdt! Dem, der gør det, har altid masser af ressourcer. Det kunne mærkes i menigheden. Samtidig var det ene par vores personlige venner – det er de heldigvis stadigvæk.

Da de var gået i gang, kunne jeg stadigvæk tænke: ”Det er godt nok træls”. Så tror jeg virkelig, Gud talte til mig: ’Tør nu øjnene Lars, for de her mennesker bliver ikke de sidste, jeg kalder fra Bethelkirken. Jeg kommer til at kalde på andre, der skal plante kirker og jeg vil, at du skal sende dem.’

Det blev et Kairos-øjeblik for mig. Samtidig var der noget, der faldt på plads. Både i forhold til de venner, der var gået. Jeg erkendte: ’Jeg skal velsigne dem, der skal ud og plante nye menigheder.’

Og kort efter havde vi et møde mellem Bethels menighedsråd og BaptistKirkens ledelse, hvor I spurgte, om vi ville sætte os for bordenden på vegne af BaptistKirken vedrørende menighedsplantning.”

Jeg skal velsigne dem, der skal ud og plante nye menigheder.

Vi skal refokusere

For at sige ja til det, var Lars midt i en længere proces:

”Jeg oplever, at vi har tjenestekrise i BaptistKirken. Vi mangler præster. Vi kan se, at gennemsnitsalderen i menighederne bliver ældre, små menigheder skranter, nogle lukker. Vi står på en brændende platform. Vi skal refokusere. Vi skal se nye menigheder vokse frem og blive middel til at nå danskerne.”

“Vi har prøvet det før. Dawn-bevægelsen i ’90-erne var ikke videre vellykket. Men jeg ser håb, blandt andet i dét, Henrik Holmgaard har gang i med SCMT, (Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi).”

“Jeg ser også på min kirkefamilie, og jeg kan mærke, at det ér mine rødder. Der skal ske noget! Spørgsmålet er, hvor mange skud, der er tilbage i bøssen?”

Vi skal se nye menigheder vokse frem og blive middel til at nå danskerne.

Fælleserklæringen

Lars Midtgaard

Det er vigtigt for Lars, at det med menighedsplantning også bliver en markør i den kommende Fælleserklæring:

”Som kirkeligt fællesskab skal vi samtale, men der er nogle store bump på vejen. Vores kirkekultur f.eks. Vi må indse, at det kommer til at koste på flere niveauer. Kulturbærerne, præsterne og lederne i menighederne skal sætte menighedsplantning – eller lad os kalde det ’at danne nye trosfællesskaber’ – på dagsordenen. At vi kalder på dem, der bærer dette kald.

Vi skal sætte det på dagsordenen i forkyndelse og samtale. De, der bærer på kaldet til at skabe nyt, føler sig hjemløse, hvis ikke det bliver italesat. Udfordringen for præster og ledere er, at vi ikke vil undvære nogen, og slet ikke dem, der har mange ressourcer. Da skal vi udfordre os selv som præster og ledere til at turde give slip, når Gud kalder.

Der er noget, der er vigtigere, end at vi lykkes lokalt og lykkes som menighed. Her bliver vi nødt til at ville give. Give nogle af vores gode folk væk. At sætte folk fri.”

Der er noget, der er vigtigere, end at vi lykkes lokalt og lykkes som menighed.

Missionsforbundet gør det

Det næste skridt for Lars er at samle en gruppe, der sammen men ham vil sætte en dagsorden om nye trosfællesskaber. Der er allerede et arbejde i gang i blandt andet Missionsforbundet. Her har man en strategi om at se fem nye menighedsfællesskaber skyde frem inden 2022.

Oplægget er, at der bliver ydet tilskud til løn fra Missionsforbundet og lokale menigheder.

Lars tilføjer: ”Det kommer til at koste penge. Der skal vi måske endda kaste mange penge ind i dette. Blandt andet til løn. Der er mennesker, der vil starte noget op. Men de har brug for at andre står bag dem!”

Til dem, der bærer på kaldet til at starte noget nyt, har Lars et første råd:

”Du skal ikke vente på, at der falder noget ned i din turban. Når betingelserne er opfyldt, så er der økonomi bag. Du skal ikke vente ti år.”

Læs mere om ’Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi’ (SCMT) i artiklen ‘Kald til forskning og udrustning’.

Relateret

• 08. nov. 2025 - ”Vi har kæmpet, men kræfterne rækker ikke længere”
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?
• 10. maj. 2025 - Hvordan finder vi fælles fodslag, når vi står langt fra hinanden?
• 16. dec. 2024 - Evangelisation og menighedsvækst i Rwanda og Burundi

Find flere

Vi har bedt to veteraner om at fortælle, hvorfor de tager på sommerstævne. Lars Midtgaard er med i programudvalget, så hans deltagelse er selvskrevet. Lotte Holm Boeriis har stået med ansvar for fx maden i årevis. I år er hun mere på frihjul. Hør, hvad de glæder sig til.

Lars Midtgaard fortæller:

Der er flere grunde til, at jeg igen i år glæder mig til sommerstævnet på Lindenborg i uge 30. For det første er der ikke ret mange anledninger gennem et år, som helt naturligt indkalder hele den danske ’baptist-familie’ til fællesskab. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om ret meget andet end netop stævnet! Derfor er det vigtigt at være med – for at styrke fællesskabet på tværs af alle aldre og vores oplevelse af en fælles identitet.

Bedre sammen

Her er det ikke bare fodboldlandsholdet, der er ’en del af noget større’. Og at det sker sammen med vores venner i Missionsforbundet, gør det blot endnu bedre og stærkere. Sommerstævnet er blevet stærkere og endnu bedre, efter det er blevet til et fælles sommerstævne for to kirker. Sammen kan vi noget i forhold til sådan et stævne, som vi kan gøre alene, tror jeg. Og så glæder jeg mig naturligvis til en uge med masser af god undervisning, lovsang og allermest oplevelsen af Guds nærvær! Jeg ser frem til både Scot McKnight og Chris Simmons undervisning og mange af de andre spændende underviseres inspiration!

Vores sommerstævne er blevet stærkere og endnu bedre, efter det er blevet til et fælles sommerstævne for to kirker.

Af sted som menighed

Jeg glæder mig også til at være sammen med mennesker fra min egen menighed gennem sådan en uge. For selvom det er vigtigt at mødes med både kendte og nye ansigter fra hele landet, så er det også vigtigt, at menigheden kommer af sted sammen og får en fælles oplevelse! Det giver mulighed for et fællesskab og gode snakke gennem ugen, som man måske ikke får i samme grad i det daglige.

Så der er rigtig mange gode grunde til at opfordre DIG og DIN MENIGHED til at komme med på sommerstævnet på Lindenborg! Vi ses!

Lotte Holm Boeriis fortæller:

I år samles vi om temaet ’GenOpdag de gode nyheder’. Jeg glæder mig til en uge med lovsang, forkyndelse, musik og ikke mindst fællesskab. Fællesskab med brødre og søstre fra andre menigheder og trosfællesskaber. Jeg glæder mig til at høre Scot McKnight fra USA og hans budskab om genopdagelse af evangeliet. Og ikke mindst Rachel Turner, som er en fantastisk formidler af evangeliet til børnefamilier.

Evangeliet er altid det samme, men måden, det præsenteres på, forandrer sig med tiden. Det handler om at være relevant som kirke og være tilstede, hvor mennesker befinder sig. En kirke med liv fornyer sig og er fyldt med mennesker, der interesserer sig for andre end sig selv. Det udtrykker de gennem inspiration og kreativitet. Det er mit ønske, at vi som kirke må få en inspirerende uge, hvor vi bliver fyldt op til at møde mennesker på vores vej med Guds kærlighed.

I må gerne tage sydpå

I mange år – faktisk alle de år, jeg har deltaget på stævnet – har jeg faret rundt og løst forskellige opgaver, men nu kan jeg efter 17 år nyde et stævne med undervisning, lovsang og aftenmøder. Jeg glæder mig til at blive fyldt op, og jeg glæder mig til at møde DIG.

Sommerstævnet er for mig årets højdepunkt, og det er det for hele familien.

Sommerstævnet er for mig årets højdepunkt, og det er det for hele familien. For år tilbage spurgte vi børnene, om de ville en tur sydpå i sommerferien, men så kom vi ikke på stævne det år: ’Tag I bare afsted, mor og far. Vi skal på sommerstævne!’ lød svaret. Dejligt, at stævnet også betyder noget for de unge. Fællesskab med andre er fantastisk, og fællesskab er der på sommerstævnet.

Sommerstævne – jeg glæder mig!

Både program og tilmelding findes på nettet, se http://www.sommerstævne.dk

Scot McKnight

Rachel Turner

Chris Simmons

Relateret

• 10. maj. 2025 - Hvordan finder vi fælles fodslag, når vi står langt fra hinanden?
• 26. mar. 2019 - “Tør nu øjnene, Lars”
• 05. sep. 2018 - Jesus er centrum!
• 03. sep. 2018 - Åndelig prægning frem for pres eller passivitet
• 31. jul. 2018 - Landskonference i varmen

Find flere

Lars Midtgaard:

• præst i Bethelkirken, Aalborg siden 2008
• tidligere præst i Østervrå Baptistmenighed og Års Frikirke (Vinyard)
• i seks år ansat hos Krifa

Hvad siger I, når jeg siger ord som fællesskab, kirke, Ny Testamente?

CE: Her taler vi ikke bare om et fællesskab om fælles interesser, men om et Kristus-fællesskab. Vi har en levende frelser og herre. Det gør fællesskabet helt unikt. Paulus bruger billedet med Jesus Kristus som hovedet for legemet, hvor vi i kirken er lemmerne – uden ham bliver det et hovedløst fællesskab!

LM: Det, der adskiller det kristne fællesskab fra andre, er, at vi er et fællesskab, som ikke eksisterer for vores egen eller medlemmernes skyld. Fællesskabet er ikke målet, men midlet. Vi har en mission at forvalte. Udfordringen er, at vi let bliver et fællesskab for os, som allerede er en del af det kristne fællesskab.

CE: Ja, det handler om at forkynde Gudsriget i ord og handling.

Chresten Eskildsen:

• præst siden 1973 i baptistmenighederne Bornholm, Roskilde og Bethelkirken
• gik på pension i 2013
• er stadig aktiv forkynder rundt omkring og frivillig medarbejder i Bethelkirken

Vil det sige, at vi egentlig ikke behøver kirkens fællesskab, bare evangeliet forkyndes?

LM: Jo, vi behøver fællesskabet, fordi Gud erfares og forstås i fællesskab. Paulus skriver i Det nye Testamente, at vi ”sammen med alle de hellige må fatte bredden og længden og højden og dybden af Jesu kærlighed”[2]. Det kristne fællesskab er en modvægt til tidens selvrealisering og fokus på individet.

CE: Hver enhed har fået sin del at bidrage med til helheden. ”I er Kristi legeme”[3], siger Paulus, og vi har meget at lære af hinanden. Et centralt bibelord er det, Peter skriver: ”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.”[4]

Men jeg tror også, at andre kulturer og former for spiritualitet har noget at give os. Naturligvis uden at vi som kristne skal sige ja og amen til alt.

Uden Jesus Kristus bliver det et hovedløst fællesskab!

Det leder til en illustration midt i vores fællesskab. Vi har fokus på hinanden og det, vi taler om, men som Chresten siger: ”Du sidder der og kan se ud af vinduet bag mig. Du kan se noget, som jeg ikke kan se. Jeg sidder og ser ind i væggen og det, der er på den”. Nok havde vi samme fokus og mål den formiddag, men vores synsfelter var ikke de samme, selvom vi var i samme fællesskab. Det blev en lærerig illustration.

LM: Vi er meget forskellige i kirkens fællesskab. Nogle forbinder det med at være synligt til stede og gøre noget sammen. Det kan være praktisk arbejde, men også at mødes med andre i et konkret fællesskab og dele liv. Andre er ikke så synlige. De kommer måske slet ikke i kirken, men oplever alligevel at høre til og være en del af fællesskabet. Man kan ikke forestille sig ikke at være medlem – i ordets egentlige forstand.

CE: Vi lægger let vægt på synlighed. Det skal vi være forsigtige med. Noget andet er, at nogle er blevet såret i fællesskabet. Ethvert fællesskab er sårbart. Spørgsmålet er også, om man kommer for at få eller give? Husk, at alt er givet ’til fælles gavn’.

LM: Opfatter vi os i kirken som kongebørn med de velsignelser, rettigheder og pligter, der følger med, eller som klienter, hvor fokus er at få noget ud af det?

CE: Jamen, nogle er klienter, når de kommer til fællesskabet. De kommer for at få.

Gud erfares og forstås i fællesskab.

LM: Det er rigtigt, men fællesskabet skal gerne være dynamisk og hjælpe til en forandring hos den enkelte. Det kristne fællesskab er ikke noget valg. Siger jeg ja til Kristus, siger jeg ja til fællesskabet. Han kalder til fællesskab!

CE: Vi fødes som børn, nogle med handikap, og nogle bliver aldrig voksne eller modne, andre går mere eller mindre i stå i deres åndelige udvikling!

Ethvert fællesskab er sårbart.

Samtalen fortsætter, tiden går hurtigt, og det er tid at bryde op. Sådan er det med fællesskaber. Man mødes og skilles, men det kristne fællesskab består.

Et sidste spørgsmål: Hvor meget skal fællesskabet ledes og organiseres?

LM: På mange måder er kirkens fællesskab noget rod, og der findes ingen fast skabelon for organisationens struktur. Det er vigtigt, at kirken ikke opfatter sig som en organisation, men som en levende organisme, selvom enhver organisme naturligvis har sin struktur for at fungere. Tænk på billedet med legemet og lemmerne[5].

Det kristne fællesskab er ikke noget valg.

CE: Vi må holde fast i den opmuntrende tilgang. At hjælpes ad, og at alle har noget at bidrage med. Men uden en vis form for organisation bliver fællesskabet som en amøbe – uden rygrad. Vi må samtidig også lade os inspirere af den første menighed, som igen og igen fyldes af Ånden, og vi læser om Helligåndens indgreb og ledelse.

LM: Hvor Ånden er, dér er der frihed. Kirken med den løftede pegefinger, den moraliserende kirke, har mistet sin kraft!

[1] 1. Korintherbrev kap. 1, vers 9, som på græsk både har ordet ”ekklesia” (de udkaldte, kirke) og ”koinonia” (fællesskab, delagtighed)

[2] Efeserbrevet kap. 3, vers 18-19

[3] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 27

[4] 1. Petersbrev kap. 4, vers 10

[5] 1. Korintherbrev kap. 12

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere