Under Kvindenetværkets tur til Rwanda i februar ’23 fik Lise Emming og Jette Bjørnestad mulighed for at dele nogle overvejelser om moderne børneopdragelse med en række unge enlige mødre i ”Ngirankugire” – Young Single Mothers-projektet. Mødet med de unge mødre og andre afrikanske kvinder efterlod et uudsletteligt indtryk hos Jette.

Rwandas kvinder er ved at rejse sig

Vi ser ofte afrikanske kvinder som undertrykte, som ofre for magtfulde mænds luner og som mennesker uden mulighed for at forbedre deres livssituation. I mange tilfælde er det også sandheden. Men i Rwanda er en stille revolution på vej.

Jette Bjørnestad

Jette Bjørnestad deler en personlig betragtning:
”De her kvinder: De bliver ikke regnet for noget. De bidrager ikke med noget. Mændene er ligeglade med dem: ”I kommer alligevel ikke med penge …”. Men de her kvinder – de rejser sig nu. De er slet ikke aggressive, men de rejser sig og de er stærke. Det gør stort indtryk på mig – også ud fra et kvindepolitisk synspunkt. Jeg synes, det er stort.”

Men de her kvinder – de rejser sig nu

De unge enlige mødre

Vi vender tilbage til den skjulte urkraft i de rwandiske kvinder. Men først skal vi en tur omkring Young Single Mothers projektet. Under besøget i Butare mødtes gruppen fra Kvindenetværket med 25 unge enlige mødre. Psykologen Esperance, der er tilknyttet projektet, havde på forhånd spurgt Lise og Jette, om de ville holde et indlæg om børneopdragelse for de unge kvinder. Børneopdragelse i Rwanda er ofte meget håndfast og fysisk afstraffelse er ikke usædvanligt. Det vil Esperance ændre.

En af deltagerne i Young Single Mothers-projektet

Jette fortæller:
”Esperance fortæller os, at hun aldrig slår sine børn: ”Jeg har aldrig gjort det. Jeg går ikke ind for det” fortæller hun. Og hun vil have os, der kommer udefra, til at fortælle, at man kan opdrage børn uden at slå dem.”

Konceptet, som Lise og Jette tog udgangspunkt i, hedder ”Positive parenting” – ”Positivt forældreskab”. Kort fortalt handler positivt forældreskab om at få det bedste frem i børnene ved at fokusere på deres styrker. I stedet for aktivt at forsøge at forhindre negativ adfærd, lægger man vægt på at anerkende og opmuntre positiv adfærd.

Jette siger:
”Min tilgang er ikke særlig videnskabelig. Det handler om, at man vejleder børnene ”med det gode”. Ikke med straf og slet ikke med fysisk straf. Man har en positiv tilgang til barnet. Man regner med, at barnet kan bidrage med noget positivt.”

Ufattelig barske vilkår

De unge kvinder har ikke mange forudsætninger for at forstå, at man kan opnå noget ”med det gode”. De bærer selv på historier om misbrug, voldtægt, uønsket graviditet og ofte også udstødelse af kirken og lokalsamfundet. Esperance har talt med kvinderne om at kunne sige ”nej”.

De unge mødre undervises

”Det er ikke noget man bliver opdraget til,” fortæller Jette og fortsætter:
”At sige nej er aldrig noget, man har talt med pigerne om. Hvis der kommer en voksen mand til dem og siger: ”Jeg synes du er dejlig, skal det ikke være os to,” så er ”nej” ikke en mulighed. Vi forstår det næsten ikke, for vi opdrager jo vores egne piger til at kunne sige ”nej” – hver gang! Men de her kvinders historier er fyldt med brudte løfter om ægteskab og guld og grønne skove. De bliver gravide, de er alene og de har mistet deres bagland.”

De bliver gravide, de er alene og de har mistet deres bagland

Mange af kvinderne er mellem 17 og 19 år. De har haft overvejelser om både at give børnene væk og selv begå selvmord. De er i den grad slået ud af kurs i livet.

Alligevel vil de gerne blive bedre til at tage sig af deres børn. Og de vil gerne lære om moderne børneopdragelse.

Et fantastisk forbillede

Lise og Jette bad de unge kvinder fortælle om deres liv. Fortælle om det, der gør det svært at være mor – og især enlig mor. De lyttede til kvindernes beretninger – og kvinderne lyttede til hinanden.

”Bagefter spurgte vi dem, hvem der var deres forbilleder. Hvem er det, der hjælper jer med at være gode mødre?” fortæller Jette og fortsætter: ”Og her fik de lov til at sige, at det jo ikke er de familier, der har forladt dem, der kan være forbilleder. Men hvor finder kvinderne så de forbilleder, der kan hjælpe dem med at blive gode mødre?”

De unge kvinder fik lov til at overveje spørgsmålet og tale med hinanden. Efter et stykke tid kom de tilbage med en overraskende melding.

Jette og Lise fortæller om “Positive Parenting”

”De kommer tilbage og peger på en af de unge kvinder i gruppen. Så siger de: ”Det er hende der, det er AnneMarie, der er vores forbillede. Vi kan se det på den måde, hun er sammen med sine børn. Sådan vil vi også gerne lære at tage os af vores børn,”” fortæller Jette om kvindernes overvejelser. Og hun fortsætter med at tale om AnneMarie: ”Hun fortæller selv, hvordan hun forsøger at løse konflikter mellem børnene. Det er så velovervejet og så modent for en ung kvinde i hendes situation. Det er helt fantastisk at kvinderne peger på en i gruppen og siger: ”Det er vores forbillede. Sådan vil vi også være!””

Undervisningen fortsætter med fokus på, hvad der er vigtigt for små børn: Mad, søvn, fysisk kontakt og øjenkontakt. Det er vigtigt for Lise og Jette at fortælle kvinderne, at de er rigtig gode mødre:

”Vi talte meget ind i, hvor dejligt det var at se, at de hele tiden lagde mærke til børnenes behov. De fulgte hele tiden børnene og lyttede til dem. Og så fortalte AnneMarie lidt om, hvordan hun talte med sit barn,  og vi fortalte lidt om en god øjenkontakt. Og at man godt kan signalere til et barn, at ”her er det stop” uden at gribe ind fysisk.”

”På den måde blev det meget mere en samtale end et foredrag,” siger Jette. Hun fortæller videre: ”Vi fortalte dem, at vi kan se på jeres børn, at de ved, de kan regne med jer. Vi kan se, at I giver dem alt det, de har brug for. Alt det I gør, er rigtigt. Det anerkender vi. Hold fast i det! Vi ved og I ved, at I er gode nok! Og lad ikke nogen komme og sige, at I ikke er gode mødre!”

Urkraften

Begejstring over LEGO fra Danmark

Vi skal tilbage til den skjulte urkraft i de rwandiske kvinder. Jette fortæller, at Kvindenetværket flere gange blev mødt af den samme historie fra de kvinder, de besøgte:
”Vi var modløse, vi var dovne, vi var snavsede, vi magtede ikke noget. Men nu er vi sammen, nu kan vi noget. Så rejser de sig op og synger. ”Vi kan sammen, vi er stærke sammen”. Det er næsten et kampråb!”

Jette er begejstret over mødet med en kvindekultur, hvor man glæder sig på hinandens vegne. Hvor man kan sige, at AnneMarie er vores forbillede, uden at det bliver mærkeligt eller akavet. Og hvor man ønsker den kvinde, der får solgt en flettet kurv, tillykke med salget og fortæller hende, at hun er dygtig til at flette!

Hvad er det med de her folk? Hvordan kan vi blive en del af deres fællesskab.

Kvindernes samarbejde og deres evne til at skabe økonomiske resultater og bedre liv for deres familier påvirker også samfundet. Man hjælper dem, der er økonomisk trængt, man passer markerne, hvis nogen bliver syge: Man tager sig af hinanden. Jette siger:

”Det er også et vidnesbyrd, der får folk til at spørge: ”Hvad sker der, i den her kirke?”. Det er på en eller anden måde helt oldkirkeagtigt, at mennesker ser på de her kristne kvinder og siger:
”Hvad er det med de her folk? Hvordan kan vi blive en del af deres fællesskab.”

KVINDENETVÆRKET
Danske Baptisters Kvindenetværk er et kristent netværk, hvor kvinder inspireres, opbygges og udrustes i tro og tjeneste.

“Et sted hvor kvinder i et ligeværdigt fællesskab tør være sig selv, udvikle selvværd og lade glæden blomstre.”

Kvindenetværket arbejder ud fra baptistmenigheder og samarbejder med Baptistkirken og andre kristne og humanitære grupper om nationale og internationale projekter.

Som i mange andre frivillige fællesskaber er nye og især unge medlemmer velkomne.

Med Jette Bjørnestads ord: “Vi har lidt forpligtet os til at formidle det (oplevelserne i Rwanda, red.) til især yngre baptistkvinder. Der må være mange flere, der synes vores arbejde giver mening.”

Se også Kvindenetværkets webside.

Jette slutter med at fortælle, at der sker noget særligt mellem kvinderne. De har en særlig kærlighed til hinanden. Jette siger:

”Det er fantastisk, at de her kvinder er ved at ændre samfundets opfattelse af kvinder. Og af de kirker, de kommer fra. Det får mennesker omkring dem til at sige: ”Det her er et sted, der er godt være, de tager sig af hinanden.””

Stærke kvinder giver #metoo en ny dimension

De fleste danskeres viden om Rwanda er begrænset til den politiske debat om ”fjernplacering” af danske asylcentre, folkedrabet i 1994 og måske en historie om gorillaer.

Det er nok de færreste danskere, der har fantasi til at forestille sig, at rwandiske kvinder i disse år er ved at give #metoo-begrebet en hel ny dimension: Mændene bliver overladt til sig selv og gennem stærke, positive fællesskaber, hvor man hjælper hinanden i alle livets forhold, skaber kvinderne økonomisk vækst og bedre leveforhold for deres familier.

Læs mere her:

På baptist.dk finder du artiklen:

• Lises rejsedagbog fra Rwanda

På volontørerne Oline & Jakobs blog er der også historier om stærke kvinder og Ngirankugire-projektet:

• Forældretræning: om tid, tale og tilgivelse
• Stærke kirker ledt af stærke kvinder – Portræt af Pastor Dusabimana Laetitia
• Reproduktiv Sundhed, NGIRANKUGIRE

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lise var første gang i Afrika som teenager, da hendes forældre var udsendt i 1980 – 1983. Hun er rejst tilbage mange gange. Senest sammen med sin mand Jep som udsendt af BaptistKirken til Rubura i det nordlige Burundi fra 2021 til 2022. Lise har forældre, mand, børn og børnebørn og et godt job som lærer i Danmark. Så hvorfor ikke vælge det sikre og lade livet gå i sin gang i Odense N? Hvorfor rejse igen?

Lise Emming Weber-Hansen

”Jeg savner det simpelthen så meget”

”Jamen, jeg tager afsted igen… fordi jeg savner det simpelthen så meget! Dengang vi rejste hjem, følte jeg, at jeg slet ikke var færdig. Der var mange flere ting, der skulle gøres. Det var den fornemmelse, jeg rejste hjem med,” fortæller Lise.

Det ligger dybt i de fleste af os, at vi vil gøre vores arbejde, så godt vi kan. Måske gnaver det lidt i samvittigheden, når man forlader en opgave med en fornemmelse af, at den ikke er afsluttet ordentligt.

Det var også tilfældet for Lise, der fortsætter:
”Jeg ved ikke om det var fornemmelsen af, at jeg ikke var færdig, der gjorde, at jeg ikke rigtig landede i mit lærerjob igen. Måske havde jeg i virkeligheden sagt farvel inden vi tog afsted i ’21? Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde mine fødder som lærer igen. Tankerne har hele tiden søgt mod Burundi…”

Efter at være vendt hjem i sommeren 2022 fortalte Lise i september til baptist.dk:
”Vi har fortsat kaldet. Den ’lille insisterende stemme’ gør, at arbejdet med Burundi og Rwanda altid er i bevidstheden. Så er omstændighederne med til at afgøre, hvordan kaldet leves ud.”

I dag siger Lise om kaldet til at rejse ud igen:
”… den lille insisterende stemme, den er blevet ved. Den holdt ikke op!”

Ubetinget støtte fra familien

Lise rejser den 2. februar og hun skal være udsendt i et halvt år. Når man har familie og alle mulige andre forpligtelser, river man ikke bare et halvt år ud af kalenderen. Det gjorde Lise heller ikke:

”Vi har selvfølgelig talt om, hvordan det kunne lade sig gøre. Vi landede på halvårsmodellen, men det krævede da lige lidt samtaler herhjemme. Det er jo også noget andet at være afsted på egen hånd end at være afsted sammen. Men jeg har så meget netværk i både Burundi og Rwanda, at det hverken føles ukendt eller utrygt at tage af sted på egen hånd.”

“… jeg har så meget netværk i både Burundi og Rwanda, at det hverken føles ukendt eller utrygt at tage af sted på egen hånd.”

I forhold til at rejse ud igen var det især familien, der fyldte hos Lise. Men da hun spurgte, blev hun måske en smule overrasket over svarene:
”Mine forældre sagde: ”Det skal du bare gøre!”. Og det sagde mine børn faktisk også: ”Det er bare så sejt, at du gør det, du har lyst til og ikke bare gør det, alle forventer!” Deres holdning var ”… hvis det er det, du brænder for, så skal du bare kaste dig ud i det.” Så har jeg nogle børnebørn, der sagde: ”Det er godt, det ikke er helt år, mormor.”

Lise kommer hjem på en kort påskeferie til kursus og forskellige møder. Med egne ord håber hun også, ”at der bliver tid til at kramme familien lidt.” 

”Jeg har også noget at bidrage med”

Kvindenetværket fylder meget for Lise. Og det er da også mange af Kvindenetværkets projekter, hun skal arbejde med i Burundi og Rwanda. Der er engagement i stemmen, da Lise fortsætter:
”Jeg glæder mig jo! Afrika har været en stor del af os i mange år. Men det er faktisk Kvindenetværket, der har sparket mig i gang for alvor. Det at jeg også kunne gøre en forskel i Burundi. Jep har jo nogle tekniske kompetencer og sproglige færdigheder, der gør, at han er oplagt at bruge til en masse ting. Det er gennem Kvindenetværket, jeg har set, at jeg også har noget at bidrage med. Og så er det jo dejligt, at BaptistKirkens ledelse deler min opfattelse og vil sende mig ud alene.”

“Det er gennem Kvindenetværket, jeg har set, at jeg også har noget at bidrage med.”

Lise fortæller, at Kvindenetværket de senere år er begyndt at koordinere indsatsen meget mere med BaptistKirken og Sekretær for International Mission, Morten Kofoed. Lise fortæller:
”Vi skal ikke træde ind over hinanden, og vi får også rigtig meget hjælp af Morten, fx til ansøgninger. Det kvalificerer arbejdet temmelig meget, at både DBSU og Kvindenetværket så vidt muligt koordinerer med BaptistKirkens indsatser. Det er er til gavn for alle:”

FAKTA
Lise Emming Weber-Hansen, 55 år, gift med Steen Jep Emming, mor til tre børn og mormor til to børnebørn. Lise er uddannet lærer fra Hjørring Seminarium i 1991 og har arbejdet på Spurvelundsskolen i Odense de seneste 24 år. Lise er bestyrelsesmedlem i Kvindenetværket og formand for Danske Baptister for Sundhed og Udvikling (DBSU). Datter af Hanne og Hartvig Weber-Hansen, der var udsendt til Rwanda i 1980 – 1983. Lise har været i Rwanda og Burundi mange gange, senest i perioden 2021 – 2022, hvor hun var udsendt til Rubura i det nordlige Burundi sammen med Jep.

Der mangler ikke opgaver

Der er meget at tage fat på, når Lise kommer til Rwanda og Burundi. Hun forklarer:
”Det er en bred palette af opgaver, der venter. Men det er især Kvindenetværket i Burundi, der presser sig på. De har fået ny formand, så der skal jeg arbejde på at skabe nogle nye gode relationer. De har en dejlig bestyrelse og de er bare nogle energiske kvinder.”

Lise fortæller videre, at hun skal arbejde med to projekter for Kvindenetværket:
”Det ene projekt, ”Terimbere”, støtter ”Small Business”-kvindegrupper, hvor kvinderne kan få en lille indtægt. Det andet projekt, som Kvindenetværkets årsindsamling støtter, har til formål at hjælpe familierne til dem, der studerer til præst i Rubura. Kvinderne har brug for små husdyr og køkkenhaver og den slags, så de har det lidt lettere, når mændene er væk.”

Helt uden for BaptistKirken og Kvindenetværkets rammer er Lise også engageret i ”Coffee Beanies”: Aimée Kjær Kofoeds socialøkonomiske virksomhed, der producerer og sælger strikkede huer (”Beanies”). Huerne er strikket i Burundi og Lise fortæller, at det er præstefruen i Rubura, der er leder af ”strikkerne”:
”Det kan jeg slet ikke lade være med at engagere mig i, når jeg nu er derude,” siger Lise.

Lise og Jep bringer en hilsen ved indvielse af en ny kirke i Tenga udenfor Bujumbura.

En af de første opgaver bliver at rejse rundt med Kvindenetværket i 10 dage for blandt andet at besøge det seneste projekt, ”Tinyuka”: Et ledertræningsprojekt for kvinder i den østlige del af Rwanda. Kvindenetværket skal også besøge ”Young Single Mothers” projektet i Butare: Et projekt, som Lise også forventer at skulle arbejde med.

Ud over de konkrete opgaver gælder det om at pleje partnerskaber og følge op på BaptistKirkens projekter sammen med de lokale projektmedarbejdere.

Om at gøre en forskel

Interviewet er ved at være slut. Lise fortæller, at hun får besøg af Jep et par gange: I marts og igen i maj, hvor han skal arbejde med etablering af vand til sundhedscenteret i Nyantore, som BaptistKirken har sendt en container frem til i efteråret 2022. Men så er tiden ved at være gået: Lise har travlt med mange ting inden afrejsen. Det giver sig selv, at artiklen skal handle om Lise og den forskel, hun kommer til at gøre. Det tænker hun lidt over, inden hun siger:

”Og så er det i virkeligheden nok dem, der gør den største forskel – det er slet ikke mig.”

Læs også interview med Jep og Lise Emming om deres ophold i Rwanda og Burundi 2021-2022:
“Den lille insisterende stemme – om kaldet til Afrika”

Kaldet til Afrika – Jep Emming underviser en lydhør flok

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Susanne Andersen fortæller, at 52 faste deltagere og hertil 15–20 endagsgæster deltog i Kvindenetværkets Nordiske Konference i Sæby i den forgangne weekend. Sæby Spektrum var nogle skønne rammer med god plads, dejlig mad og et imødekommende personale.

Fællesskabet gennem hele weekenden har været uovertruffen

Foruden de danske kvinder var der to fra Finland, to fra Sverige og fem fra Norge og alle gav udtryk for, at det var et værdifuldt fællesskab, der blev udbygget gennem fælles oplevelser: bibeltimer med baptistpræsten Didi Oprenova fra Bulgarien, indlæg ved sognepræst og forfatter til ”Den mor, jeg var” Lotte Lyngby og journalist og forfatter af ”Jeg mødte Jesus” Charlotte Rørth, gudstjeneste ved metodistpræsten Charlotte Thaarup og hertil et væld af værksteder lige fra pilgrimsture, traveture i Sæby og omegn, maling på lærred og nyt fra Bulgariens kvindearbejde.

Second-hand tøj

De tre aftner var planlagt meget forskellige og medvirken af bl.a. Sæby Brass Ensemble, en kirkedansgruppe fra Langenæskirken i Århus, ”At lytte” fra Nørresundby med musik og digte og en hilsen fra Frederikshavns borgmester Birgit Hansen.

Der var både til fysikken, sjælen og følelserne

I pauserne var der mulighed for at handle second-hand tøj og brugte bøger og fine smykker, keramik-ting -alt sammen til fordel for kristent hjælpearbejde. Møntindsamlingen ”Fra netværk til netværk”, der dette år går til Bulgarien, fik således mere end kr. 6000,- på kontoen.

Noget at gå glip af

Lisbeth Emming fortæller: ”For første gang har jeg været med til et større arrangement i kvindenetværkets regi. Det er ellers ikke noget, jeg har gjort i. Jeg meldte mig i sin tid ind i netværket for at støtte op, og de 150 kr. om året er jo lige til at komme over. Nu har jeg haft en ovenud fremragende forlænget weekend.

Jeg var en af de yngste, og vi fra Odense nød at blive kaldt de unge piger – alle er 50-53 år. Fællesskabet gennem hele weekenden har været uovertruffen. Alderen har intet betydet. Vi synes, det er meget synd for dem på vores alder og yngre, at de er gået og går glip af de relationer og bånd, der bliver knyttet – både på en weekend som denne og på de enkelte dags-arrangementer, som er i Kvindenetværket.

Fællesskabet, sammenholdet og samværet hele weekenden igennem kan ikke fremhæves for meget

Programmet på weekenden var godt og alsidigt. Om formiddagen morgensang og fælles undervisning med to undervisere i korte moduler, så selv mit til tider rastløse sind kunne holde ved. Om eftermiddagen var der mange workshops, og vi kunne vælge to hver dag. Der var både til fysikken, sjælen og følelserne.

Næste år Brasilien

Jeg valgte havbadning, sang og bygåtur. Havet var en smule køligt, men frisk og dejligt og første gang jeg badede i havet i Danmark så sent på året. Vi lærte gode nye salmer og sange med tilhørende fortælling om oprindelsen af sangene, og vi fik set en del af kønne Sæby.

Fællesskabet, sammenholdet og samværet hele weekenden igennem kan ikke fremhæves for meget. Det er absolut grunden til, at jeg planlægger at tage med til Den Europæiske Kongres i Stavanger i 2021, hvor mange af os mødes igen.” Lisbeth slutter med en opfordring:

”Næste år står den på verdenskongres i Rio de Janeiro, hvor man sagtens stadig kan nå at melde sig til den danske tur!” Læs mere her.

Relateret

• 29. jan. 2023 - Lise lytter, når Afrika kalder
• 20. dec. 2022 - Et bæredygtigt liv i praksis
• 20. aug. 2019 - Vil du købe en kjole?
• 21. nov. 2018 - Flittige masker i Guds store strikketøj
• 14. sep. 2018 - Et særligt venskab – mellem Letland og Danmark

Find flere

De bad om vores støtte til et fire dages træningsseminar, hvor de kommende præster og deres koner bliver undervist sammen i de forpligtelser og opgaver, der ligger i at være præstepar i en menighed.
Det er noget nyt, at man underviser ægteparrene sammen, men som Kvindenetværk føler vi, at det er et vigtigt tiltag, da der ligger mange opgaver også på præstekonen.

Et sådant seminar koster 4.400 kr. Det er planlagt til at finde sted i slutningen af september måned lige op til selve ordinationen, som er en kæmpe begivenhed.

Tradition for ens kjoler

Derfor bad de også om penge til at købe nye kjoler til præstekonerne. Til sådanne ceremonier er der tradition for, at kvinderne har ens kjoler på, som man kan se på billederne herover fra vores besøg i Rubura i oktober, hvor distriktsledere og landsbestyrelsen har ens kjoler på, og på billedet fra Lise Emmings deltagelse i Womens Crusade i Musema i juli, hvor hun og bestyrelsen var iklædt ens kjoler – dog i forskellige farver.

Kjolerne skulle koste omkring 8.500 kr. Vi har ved tidligere ordinationer givet penge til kjoler men til et noget mindre antal. Senest 18 kvinder.

Gaver til både præster og præstekoner

Baptistkirken i Danmark giver – foruden en bibel og en salmebog – en ny skjorte med præsteflip til de nye præster, der skal ud og tjene i menigheder i Burundi. Vi blev spurgt om at hjælpe kvinderne.

I stedet for at tage pengene fra vores kasse, valgte vi i stedet at fundraise til vores forretningsmøde og til IM-mødet på Lindenborg i år. De penge, der i forvejen er øremærket ”Afrikas Kvinder” bruger vi til at hjælpe kvindegrupper til at komme i gang med small-business, til at lave køkkenhaver og holde dyr og til at kunne holde deres årlige forretningsmøde på landsplan. De 8.500 kr. skulle altså findes på anden måde.

Vi valgte at klippe små kjole-modeller af burundi-stof og skrev, hvad de 200 kr. skulle bruges til.

Efter vores forretningsmøde om onsdagen manglede der endnu at blive solgt 13 kjoler, men efter vores beretning på IM-mødet torsdag fik vi solgt resten!

Vi fik altså ret i vores antagelse: et konkret behov, der synliggøres, vil danske baptister gerne møde!

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Flaget står og blafrer udenfor Østervrå Frikirke denne 1. mandag i september, og indenfor er dækket op til festligt kaffebord. Det er nemlig det halvårlige møde for Strikkedamerne. Det vidner et utroligt farverigt skue også om. Rundt omkring på bordene ligger enorme mængder af farvestrålende små og store kreationer.

Strikkeinitiativet begyndte i 2009

Én trøje om ugen i de år, de har deltaget.

Det var en udløber af KvindeNetværket almindelige nødhjælpsarbejde. Der er i øjeblikket ca. 20 damer i projektet. Strikkeriet foregår hjemme, og de mødes to gange årligt, hvor deres strik bliver afleveret. I dag er i øvrigt en særlig festdag. To af damerne – Lis Boelskifte og Conny Jensen – har jubilæum. Det er ikke et jubilæum i år, selv om de begge har deltaget fra henholdsvis 2009 og 2010. Nej, det er såmænd et jubilæum, hvor de nu begge har afleveret trøje nr. 500 – eller én trøje om ugen i de år, de har deltaget. Det er imponerende!

Næstformand i KvindeNetværket Susanne Andersen holder en lille tale, hvor hun fortæller om strikkeprojektet. Hun hylder selvfølgelig også 500-trøje-strikkerne og siger: ”Vi kan godt lide, at der bliver konkurreret, bare I altid husker, at I konkurrerer udelukkende med jer selv. To trøjer er lige så velkomne som 500. Husk altid det!”

Tag en ekstra kuffert med

Snakken går livligt over kaffen og det ret overdådige kagebord, hvor damerne samstemmende giver udtryk for, at det er dejligt, at deres strikkeglæde går hånd i hånd med et nyttigt formål. En af damerne bemærker: ”Det er dejligt, at vi har så stor tillid til dem, der afleverer vores varer. Vi hører så tit andre steder fra om snyd og svindel. Uanset, om det er sandt eller ej, er det godt at vide, at vores bidrag går til det, som det skal. Jeg har set et billede af et lille barn med en af mine trøjer. Der blev jeg godt nok lidt rørt!”

Trøjerne til Burundi og Rwanda bliver transporteret med folk, som skal til landet alligevel. Der er jo ganske ofte mennesker fra BaptistKirken, som rejser til Burundi og Rwanda. Der må medbringes så mange kilo i bagage, at der tit kan blive til en ekstra kuffert med strik. Denne gang er det Susanne selv, som skal af sted med andre kvinder fra KvindeNetværket, og alle har en ekstra kuffert med lunt strik fra Danmark. Det meget lune – strikket af uld – sendes til Letland, som mange år efter løsrivelsen stadig har brug for hjælp.

Finansiering

Det er dejligt, at vi har så stor tillid til dem, som afleverer vores varer.

Hvordan bliver sådan et projekt finansieret? Der går jo store mængder garn til de mange lækre ting. Spørgsmålet bliver besvaret med lidt forundring: ”Det gør vi da selv!” Her er altså kvinder, som ikke kun lægger arbejde i deres svar på verdens nød, men ovenikøbet selv betaler for det.

Dokumentation af uddelingen

Eftermiddagen slutter vi med nogle billeder fra Burundi og Rwanda, hvor vi ser på forskellige missionsprojekter. Vi ser også små børn med smukke trøjer og huer. Igen et bevis for at projektet har fundet de rette og glade ejere.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

På topbilledet skriver Inge Mie følgesedler

Hvert år samler og sender 14-15 forskellige Kvindenetværk adskillige kasser med tøj, fodtøj, tæpper, legetøj, håndklæder og sengetøj til seks forskellige menigheder i Letland. De sørger for at distribuere tingene videre til trængende. Ikke altid til folk, der kommer i kirkerne, men til alle, der trænger: folk på plejehjem, på børnehjem, til hjemløse og besøgende i deres suppekøkkener. Senest er Kraslava tæt på den russiske grænse kommet med som modtager. Her er der ekstrem fattigdom og de unge familier flytter væk til de større byer, fordi arbejdsløsheden og fattigdommen er stor i det landlige område i Latgale regionen. Ellers er det Riga, Cesis, Talsi, Leipaja, og Ventspils, der får glæde af de mange kasser og babylifte med indhold til en nyfødt baby, der sendes fra Danmark.

Inge Mie og Preben Andersen fra Frederikshavn er nøglepersoner i kontakten til Letland. Her er de fanget til sommerstævnet.

Overraskelser i kasserne

De danske kvinder er meget opfindsomme og finder også på at lægge små ekstragaver i kasserne: creme, sæbe, kaffe eller andet, der kan forsøde tilværelsen for folk i de fattige landområder. Og en helt speciel kærlighed er blevet kastet på den årlige handicaplejr, som de lettiske kvinder afholder for børn og deres pårørende en uge om sommeren. Hertil er der sendt meget legetøj og andet opmuntrende, idet det for de handicappede børns vedkommende ofte er den eneste adspredelse i hverdagen, de får.

Hjælp stadig tiltrængt

I 2014 arrangerede Kvindenetværket en venskabsrejse til flere menigheder i Letland. Inge Mie og Preben Andersen, Frederikshavn, havde et par år forinden overtaget arbejdet med at distribuere nødhjælpen efter Hanne Rørholm. De fik på denne rejse ved selvsyn øjnene op for, at det arbejde, der gøres fra dansk side, har stor betydning.

I Østervrå Frikirke kommer byens kvinder og afleverer deres hjemmestrikkede ting, der skal videre til Letland.

”Vi gør så lidt!” siger de. De hjælper hinanden, når kasserne – ofte mere end 150 pr. gang – skal indsamles fra Kvindenetværkene her i Danmark og samles i Aarhus. Her har UNO-Transport gennem alle årene sørget for transporten til Letland. For at lette arbejdet for transportfirmaet, skal alle Kvindenetværk, der vil sende nødhjælp, aftale mængde og deadline med Inge Mie og Preben. De prøver at få alt til at gå gnidningsfrit og til alles tilfredshed, og de siger:” Meget kan lade sig gøre, og vi vil gerne være med til at finde løsninger”.

Brug for flere

Preben forsøger at opfylde fordelingsønsker.

Det er Inge Mie, der tager sig af kontakten til Kvindenetværkene, og Preben laver lister, så kasserne bliver fordelt efter letternes ønsker, og regnskabet er også hans gebet. ”Men vi kunne kun gøre det i fællesskab”! Nødhjælpsarbejdet var ikke nyt for dem. Før 2012 havde de stået for Afrika-forsendelserne i deres egen menighed, som nu er indstillet.

Kvindenetværket har gennem de seneste år sendt to gange om året til Letland, og hver kasse koster de lokale netværk kr. 150,- i fragt. Kvindenetværket har været garant for økonomien.

Selv om der er en fast skare af kvinder, der arbejder med nødhjælpsarbejdet rundt om i Nordjylland, Midtjylland, på Sjælland og Bornholm – vil Kvindenetværket gerne invitere flere med i arbejdet, da behovene stadig er store. Og Inge Mie slår flere gange fast gennem vores samtale: ”Det er ikke den store byrde, det vi gør” så med de ord vil udfordringen gå ud til nye kvindenetværksgrupper, der kan få instruktion og hjælp hos Inge Mie og Preben. De kan nås på mailadresserne: ingemie@dbs.dk eller preben@dbs.dk.

Relateret

• 29. jan. 2023 - Lise lytter, når Afrika kalder
• 17. sep. 2019 - Jesus, kvinder og nordisk nærvær
• 20. aug. 2019 - Vil du købe en kjole?
• 21. nov. 2018 - Flittige masker i Guds store strikketøj
• 23. sep. 2016 - Kvinder og samarbejde

Find flere

Støt Baptistkirkens Internationale arbejde:

MobilePay 2299 6483
eller konto 3201 10042879
mærket IM

For flere år siden besøgte Kvindenetværket Rwanda. I Hanne og Hartvig Weber-Hansens stue i Butare blev de rwandiske og danske kvinder enige om at støtte små indkomstskabende projekter, der kunne hjælpe kvinderne i dagligdagen. Langt de fleste valgte at satse på grise, og flere af dem har ambitioner om senere at ’veksle’ grisene til køer.

Partnerskabsaftale

Senere er samarbejdet mellem kvinderne i det sydlige Rwanda blevet en del af AEBRs[1] nationale kvindearbejde, og i foråret 2016 underskrev Kvindenetværket og AEBRs kvinder en formel samarbejdsaftale. Line Jul Hylleberg, der har været involveret i aftalens tilblivelse, fortæller: ’De små projekter er rigtig vigtige for kvinderne. Men det er i lige så høj grad samarbejdet og partnerskabet med kvinder i Danmark, der tæller. Omsorgen, omtanken og forbønnen er vigtig for kvinderne – både i ledelsen og helt ude på højene. Vi har været med til at bringe håb ind i deres liv, og vi har kunnet hjælpe dem med øget viden om, hvordan dyrene skal passes, så flere af dem overlever’.

Det er i lige så høj grad samarbejdet og partnerskabet med kvinder i Danmark, der tæller.

Nogle af kvinderne fra Kvindenetværkets projekt, Dukore, fik mulighed for at deltage i uddannelse sammen med deltagere i landbrugsprojektet Terimbere[2]. Her tilegnede de sig færdigheder i husdyrhold og dyrkningsmetoder, som de kunne videregive derhjemme.

Repræsentanter fra Kvindenetværk i Danmark og Rwanda.

Om samarbejdet fortæller Lise Emming Weber-Hansen: ’Målet for vores partnerskab er at kapacitetsopbygge kvinderne i AEBR – og her er konkrete projekter et vigtigt element. Vi vil gerne være sammen om forkyndelsen af Guds ord, uddannelse og træning af kvinderne indenfor sundhed og rettigheder – og altså hjælpe dem økonomisk’.

Tiltagene er med til at præge udviklingen og ændre holdningerne i de ofte meget patriarkalske lokalsamfund.

Timotheus – kvinder i ledelse

En vigtig komponent i Timotheus-projektet[3] er involvering af kvinderne. Her deltager kvinder fra de 18 menigheder, og det sætter sit præg på undervisningen og efterfølgende i menighederne. Edouard Ntarikutimana, projektleder på Timotheus, beretter, at kvinderne i højere grad tager ansvar i menighederne som gudstjenesteledere og ledere af andre menighedsaktiviteter. Kvindearbejdet er også blevet bedre organiseret, så der nu er velfungerende kvindegrupper i de 18 menigheder. Og faktisk er der et overlap mellem deltagerne i Kvindenetværkets indkomstskabende projekter og deltagerne i Timotheus-ledertræningen. Det er til gensidig gavn. Der er stadig et stykke vej, før kvinderne er fuldstændig ligeværdige, men tiltagene er med til at præge udviklingen og ændre holdningerne i de ofte meget patriarkalske lokalsamfund.

Samarbejde mellem organisationer

Line og Rasmus Hyllebergs arbejde har sat skub i aktiviteterne i Rwanda og i samarbejdet mellem de forskellige organisationers og menigheders arbejde. Projekterne – fx kirkebyggeri, uddannelse af præster og menighedsledere, landbrugsaktiviteter og spare- og lånegrupper – arbejder i højere grad sammen og udnytter hinandens styrker til gavn for vores rwandiske søstre og brødre. Line og Rasmus har en stor og vigtig opgave i at koordinere de forskellige aktiviteter sammen med AEBRs dygtige medarbejdere.

[1] AEBR: Den baptistkirke i Rwanda, som danske baptister samarbejder med

[2] Projekt med fokus på forbedrede dyrkningsmetoder og spare- og lånegrupper

[3] Ledertræningsprojekt i samarbejde mellem AEBR, Baptistkirken i Danmark og Bethelkirken i Aalborg, der sender undervisere ud og støtter økonomisk.

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet

Find flere

Ledelsen i BaptistKirken havde ikke turdet foreslå Landskonferencen, at både Line og Rasmus Hyllebergs ansættelse i Rwanda skulle forlænges på fuld tid. Det ville koste 406.000 kr., især fordi staten har skåret ned på støtten til skolepenge. Derfor var forslaget, at Line Hylleberg skulle gå på halv tid og Rasmus fortsætte på fuld tid. Det ville koste i alt 338.000 kr. Men det ville Landskonferencen imidlertid ikke gå med til.

Ingen kønsdiskrimination

Kvindenetværket indledte den eneste debat, der var på Landskonferencen, med at rose især Line for hendes indsats for kvinderne i AEBR (Rwanda). De har nu fået en samarbejdsaftale og et selvstændigt budget. Lise Emming Weber-Hansen sagde bl.a.: ’For os er det af stor betydning, at kvinderne møder en medarbejder fra BaptistKirken i øjenhøjde. En kvinde, som er lydhør, men samtidig skubber til dem og udfordrer dem til at være stærke og selvstændige kvinder, der spiller en stor rolle i menighederne i Rwanda’.

Hun fortsatte: ’Derfor har vi i Kvindenetværket besluttet, at vi støtter Line og Rasmus’ udsendelse med 50.000 kr. og opfordrer til, at landskonferencen bakker op om at forlænge deres udsendelse frem til næste sommer!’ Hun sagde ikke et ord om heltid eller halv tid! Men derefter kom flere op af stolene for at sige, at Line selvfølgelig også skulle på fuld tid. Blandt andre tidligere missionær Torben Roulund fra Viborg.

Økonomisk drejede forskellen sig om 70.000 kr. Baptistkirken Sydjylland satte trumf på og tilbød at betale halvdelen af forskellen. Derefter trak ledelsen sit forslag – og både Line og Rasmus Hylleberg fik forlænget deres ansættelser frem til 1. juli 2017.

Landskonferencen godkendte også forslaget fra Mission i Danmark-udvalget om at støtte Thomas Willers uddannelse som konsulent, støtte til nye trosfællesskaber og at to lederskoler for især unge kan gå i gang – i Aalborg nu i september og i Roskilde til foråret.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Kanny Kruse:
Født 1937 i Kås

Gift 1967, flyttede til Nykøbing F.

Mor til to

Uddannet revisor, reg.

1961-1967 og 1985-2001 revisor for BaptistKirken

1982-1986 medlem af Missionskomiteen

2003-2009 formand for Danmarks Økumeniske Kvindekomité og kasserer 2009-2011

2005-2013 kasserer for Baptisternes Kvindenetværk

Fra 2007 medtilrettelægger af Sommerhøjskolen i Rebild

”Jeg voksede op et meget økumenisk sted, i en lille landsby. Kirkemæssigt var der mange grupper: Missionsforbundet, Indre Mission, Guds Menighed og Apostolsk kirke. Så der var næsten en kirke for hver familie.” Kanny fortæller varmt om sin barndomshjemegn i Nordjylland.
”Det har jo præget hele mit liv, at der var så meget kirkeligt – og forskelligt! Selvom vi var kristne, var vi ikke ens, men vi kunne godt samarbejde. For eksempel tilhørte vi baptistkirken i Pandrup, men jeg har gået i Missionsforbundets søndagsskole, fordi den lå nærmest. Der var nemlig 5 km at cykle til Pandrup. Til gengæld gik dem, der tilhørte Missionsforbundet og som boede i Pandrup i baptisternes søndagsskole. Det var sådan lidt ’byttearbejde’, og det havde vi det godt med.”

Jeg oplevede, at Gud er stor.

”Jeg var 20 år, første gang jeg blev valgt til revisor i Baptistsamfundet. Alle regnskaber under Baptistsamfundet, hørte med: Spejderkorps, Kvindeforbund, Søndagsskole, Junior/Ungdomsforbund, Afholdsmission og selvfølgelig Hovedkassen.  Så jeg prøvede det hele; det var spændende arbejde.
Senere reviderede jeg også for Baptisternes Skoler i Tølløse, og det var en helt anden vinkel på kristenlivet. Jeg oplevede det som mere folkeligt, end når vi mødtes i BaptistKirken. Det har også været med til at præge mig. Det var meget forskelligt perspektiv, men det handlede alt sammen om liv.”

Oplevede du Gud forskelligt i de to sammenhænge?

”Nej, det gjorde jeg egentlig ikke. Men jeg oplevede, at Gud er stor. At Han ikke kun hører hjemme i en kirke men også derude, hvor livet leves.”

Har det perspektiv præget dit liv?

”Ja, det synes jeg, det har. Det er jo også det, jeg er opdraget med. Livet i mit hjem var mangfoldigt. Vi havde alle mulige forskellige slags mennesker på besøg i mit barndomshjem, både troende og ikke-troende. Der var ’højt til loftet’.”

Hvordan tog du det med dig videre, da du blev voksen?

”Jeg tog det med mig på den måde, at jeg ikke gik med skyklapper. Den fristelse tror jeg, man ellers let kan falde for. Især når man er ung, for så er ens idealer jo høje, og man mener, at man har ret i alt.” Kanny griner. ”Der synes jeg, at jeg har kunnet få lidt bredere horisont.”
I Kannys fortælling om sit eget liv aner man hurtigt, at hun er en kvinde med humoristisk sans, også når det handler om hende selv.

Som ung er ens idealer høje, og man mener at have ret i alt

”Sidst i 60’erne flyttede jeg til Nykøbing F. og her var en kvindekreds, hvor nogle vist mente, jeg burde komme. Men det var eftermiddagsmøder, og med mit job kunne det ikke passes ind. Jeg syntes nok også, at ”… alle de gamle koner, dem gider man da ikke sidde og kigge på…” Men når jeg tænker på det nu, så var de jo slet ikke så gamle, som jeg mente. De havde nok også en erfaring, som rakte ud over min ’alvidenhed’.”

God tid

Det var først da Kanny gik på efterløn, at kvindearbejdet fik en større plads i hendes liv. ”Man skal jo bare sige ét ord om, at man har god tid, så har man ikke god tid længere.

Da jeg blev spurgt om at blive formand for Danmarks Økumeniske Kvindekomité, måtte jeg lige have lidt betænkningstid, for jeg havde ikke været med i arbejdet før, men jeg tænkte, at det jo aldrig kan gå værre end galt. Så derefter sagde jeg ja.”

Det bedste, vi kan gøre, er at lære af vores oplevelser.

Kanny fortæller om arbejdet i Økumenisk Kvindekomité som en spændende tid med oplevelser af samhørighed på tværs af konfessioner og nationaliteter, hvor hun rejste en del til store konferencer i mange lande.

Guds kærlighed forener

Også årene i Baptisternes Kvindenetværk medførte internationalt arbejde. Men den historie, som umiddelbart står stærkest, er fra længe før, Kanny kom ind i det.
”Efter krigen var der meget had, kan man godt sige, mellem de forskellige lande. Der havde jo været soldater på begge sider, og de havde bekæmpet hinanden, så der var mange sår, som skulle heles. I 1948 mødtes nogle baptistkvinder på tværs af nationer for at planlægge en europæisk konference, men det endte simpelthen i stort skænderi, og de blev faktisk enige om, at de måtte gå hver til sit.”
Kanny bliver lidt stille. ”Men så var der en amerikansk kvinde, som sagde, at inden de gik hver til sit, skulle alle deltagere rejse sig og sammen citere Johannes 3,16. Det blev vendepunktet. Så var det, at det gik op for dem, at de ikke skulle fokusere på uenigheder og stridigheder, men på at være ét. Og det, synes jeg, er så smukt.”

På tværs af forskellighed

Kanny har med Kvindenetværket flere gange været i Letland og Burundi. Her har hun fået mange personlige oplevelser om, hvor forskelligt vi lever og ser på ting. ”Samarbejde og samvær på tværs af forskellighed er med til, at vi kan gøre tingene bedre. Der er da somme tider, jeg tænker ’…hvis bare jeg havde vidst det, jeg ved i dag, så…’, men man gør det jo så godt, man kan. Det bedste, vi kan gøre, er at lære af vores oplevelser.”

Relateret

• 02. apr. 2023 - Chinmenighederne holder fast i påskens traditioner
• 18. mar. 2023 - Rwandas kvinder rejser sig
• 11. feb. 2023 - Min tid i Danmark
• 29. jan. 2023 - Lise lytter, når Afrika kalder
• 11. feb. 2022 - 19 forskellige nationaliteter

Find flere