Jeg er begyndt at reflektere over, hvad der sker med en kirke, der taler den sekulære verdens ledersprog helt perfekt – fuldstændigt uden mislyde.

Ord skaber mening. Sprog former kultur. Også i kirken. Når vi tager omverdenens ledersprog ind, kommer vi let til at forstå kirken som en organisation ligesom andre organisationer: Vi skal have mission, vision og handlingsplaner på plads, så der kan ledes, styres, udvikles og optimeres.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at “Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.”1

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, også risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

1 Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

En forenet kirke ærer Jesus ved at anerkende ham som Herre og følge hans kald. I Johannesevangeliet kapitel 17, vers 21 beder Jesus om, at vi må være et.

Hvordan kalder Gud dig til at bringe enhed til Kristi legeme?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Zing Tha Par Chia To havde fuldført 10. klasse og arbejdede som butiksassistent, men der tegnede sig ikke en god fremtid for hende i Myanmar. Derfor greb hun muligheden for flugt for at få et godt liv. Zing rejste via Malaysia, hvor hun mødte sin kommende mand, Bik, til Danmark.

Et voldsomt chok

I Danmark kalder man selv ukendte mennesker ved fornavn, og man har øjenkontakt. Det ramte Zing og Bik voldsomt, da de kom hertil, for i Myanmar er det grænseoverskridende og frækt.

Parret kom til at bo hos en svoger og svigerinde, som havde seks års erfaring i Danmark, og det var godt. Men svigerinden var meget resolut og serverede straks smørrebrød med kniv og gaffel, men hvad stiller man op med det, når man er vant til at spise ris med ske og hånd? De gjorde, som de fik besked på og fik lært at spise som danskerne.

Til gengæld var det positivt og rart at blive mødt med tillid.

I sprogskolen mødte hun åbne og udspørgende lærere. Det oplevedes også underligt og fremmed. Det var ukendt i Myanmar. Til gengæld var det positivt og rart at blive mødt med tillid, og i Ølgod, hvor de kom til at bo, var der mange etniske danskere, der hjalp med de mange praktiske opgaver, som følger med, når man skifter land. Man er sårbar og usikker, så det var betydningsfuldt at møde mennesker, der viste næstekærlighed i form af tid og praktisk hjælp.

Familiesammenhold

Zing Tha Par Chia To

• uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder i hjemmeplejen i Ølgod
• gift med Bik og har tre børn på 11, 9 og 7 år
• medlem af Chin Bethel Church i Skjern

Der er meget fra Myanmar, der ikke længere fylder hos Zing, men hun har en stærk overbevisning om, at det er vigtigt at have stor omsorg for de gamle og svage. Danskernes familiesammenhold opleves ikke så stærkt som i Myanmar, og det savner hun. Zing synes, det er fint, at gamle mennesker er på plejehjem, men hun lægger i sin opdragelse vægt på, at de gamles behov for omsorg og nærvær skal imødekommes af den nærmeste familie.

Heldigvis dannede Biks familie, en dansk reservebedste og et burmesisk reservebedsteforældrepar et tæt netværk omkring dem. Det var en stor hjælp, da børnene var små, og savnet af det velkendte og familien i Myanmar var størst.

Børnene føler sig danske. I begyndelsen af deres institutionsliv var der misforståelser, som skyldtes forskellige tolkninger af beskeder og regler. Nu er Zing enig i, at rammerne og reglerne er til for at få hverdagen til at fungere godt for børnene, og hun oplever, at der er god kontakt.

I Myanmar betyder det meget, at man besøger venner og familie hyppigt og spontant. Det er et savn, og Zing mener, at de uplanlagte og spontane besøg er en mangel i den danske kultur.

Livet i menigheden

Sammen med familien har kirken og den levende tro en høj prioritet for ZIng og hendes familie. Lovsangen fylder en del, og der er altid program for både voksne og børn. Det er vigtigt for ZIng og hendes mand, at børnene møder sproget og kulturen i kirken, og det føles godt at udtrykke sig på eget sprog. Det er et stort ønske hos ZIng og Bik, at børnene hører Guds ord og tager det til deres hjerter, og derfor sendes de også i Indre Missions juniorklub.

Et anderledes liv

Zing har fået lært, at det er fint at undre sig, og at stå ved, hvem man er: Når der er noget, hun ikke forstår, er det sikkert også andre, der undrer sig. Derfor spørger hun. Hun har lært at udtrykke sig og mener, at der skal tales om det, der er udfordrende. Vi er sammen om at løse udfordringerne.

Zings liv har ændret sig meget siden ankomsten. Hun er i dag taknemmelig for sit liv i Danmark og priser Gud. Men det har været svært. Der blev brugt mange kræfter på sproget, som var det sværeste, og på at integrere sig. Presset på en flygtningefamilie er stort, fordi krav om fuldtidsarbejde uden plads til sygdom eller ekstra fritid betyder, at sindet aldrig er i ro. Det er meget svært at få dansk statsborgerskab, og det kræver meget papirarbejde og fysisk fremmøde. Heldigvis er burmeserne gode til at hjælpe hinanden.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse

Find flere

Gilbert Rukundo:

• præst i International Baptistkirke på Amager
• arbejder som socialpædagog
• professionsbachelor i Teologi samt kandidat i Pædagogisk Sociologi

Jeg har levet en tredjedel af mit liv i Danmark, men den burundiske kultur fra min barndom og ungdom spiller stadig en stor rolle i mit liv. Jeg har danske uddannelser, har været aktiv i foreningslivet, har arbejdet frivilligt i mange år og er på arbejdsmarkedet. Det betyder, at jeg har forsøgt at gøre – og det gør jeg stadig – alt, hvad jeg kan for at begå mig i det danske samfund og har derved lært og lærer stadig den danske kultur at kende. Alligevel har jeg også den burundiske og afrikanske identitet. Den afrikanske kultur præger mig både i menighedslivet, i familielivet og i hverdagen.

Svært at finde balancen

Enhver kultur har sine egne værdier, som er mest betydningsfulde – værdier, som kan virke mindre betydningsfulde for folk med en anden kulturbaggrund. Værdier er kulturelt bestemt, og det er derfor forskelligt, hvad der opfattes som værdifuldt. Derfor kan det en gang imellem være svært at finde balancen, når man skal leve mellem to kulturer. Samtidigt synes jeg, at det er lærerigt og givende at have muligheden for at kombinere to kulturer og vælge at bruge det, jeg synes virker bedst.

Fordelen ved at være dansk-afrikaner, når det gælder om kulturforskelle, er, at man har muligheden for at vælge de bedste værdier fra begge kulturer. Noget kan være passende i en given situation, og så bruger jeg det. Her tager jeg hensyn til omgivelserne og omstændighederne: Hvor er jeg? Hvem er jeg sammen med? Hvilken begivenhed drejer det sig om? Og så videre…

Forskellige generationer

Det kan dog være svært at være dansk-afrikaner, når man har at gøre med en yngre generation af dansk-afrikanere, for de har ikke nødvendigvis forståelse af den afrikanske kultur. Det kan også være svært, når man har at gøre med ældre med anden etnisk baggrund, som ikke har begået sig i den danske kultur. Så er det ofte på grund af sprogbarrieren.

Jeg forsøger at navigere blandt de to kulturer på godt og ondt.

Jeg er blevet bedt om at beskrive de områder, hvor jeg er mest dansk, og de områder, hvor jeg er mest afrikaner. Det er svært. Men jeg ved, at jeg forsøger at navigere blandt de to kulturer på godt og ondt. Fra den danske kultur sætter jeg pris på de demokratiske værdier, på ærlighed, ydmyghed (Janteloven) og tillid. Jeg kan også godt lide at arbejde struktureret, at møde til aftalt tid og udføre mit arbejde indenfor de aftalte rammer.

Vi øver os på evigheden

Fra den afrikanske kultur sætter jeg pris på forskellige ting, men det er snarere burundisk kultur, da der er forskellige kulturer i Afrika. Fx at stå for det, man tror på, og at være rummelig. I International Baptistkirke på Amager er vi fra forskellige nationaliteter og kulturer, men vi er sammen som en kristen menighed. Som søskende i Kristus øver vi os i at være sammen på trods af forskelligheder, da vi kommer til at leve sammen i evigheden.

Vi synger og danser i menigheden på afrikansk vis, men vi holder ikke gudstjeneste i tre timer!

I menighedslivet opfatter vi en gudstjeneste som en fest, hvor vi som troende samles for at takke og lovprise vores himmelske Far for hans nåde og de gaver, som vi får fra Ham hele livet igennem.

I menighedslivet er jeg både dansk og afrikaner, og det sætter sit præg på den måde, vi fejrer gudstjeneste på. Vi har en kombination af dansk og afrikansk menighedskultur: Vi synger og danser i menigheden på afrikansk vis, men vi holder ikke gudstjeneste i tre timer! Vi synger danske salmer og spiser fx både afrikansk og dansk mad ved vores Agape-måltider.

“Afrikansk kirke på dansk”

Kom med til gudstjeneste hos Gilbert Rukundo og den Internationale Baptistkirke på Amager i 2012.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission

Find flere

Der er en lille accent, men ellers hører du ikke, at Chin Chin ikke er vokset op i Danmark. Hendes danske er perfekt, og hun er mønstereksemplet på integration. Har da også fået flere integrationspriser, både af Tværkulturelt Center og Integrations og Boligministeriet. Ikke så meget for hendes egen vellykkede integration, men for den indsats hun gør for andre.

Chin Chin hedder egentlig Biak Chin Par Lian og kom til Danmark i 2004 som FN-kvoteflygtning fra Burma. Hun bor i Ølgod sammen med sin mand og deres tre sønner på 4, 15 og 16 år. Hun er uddannet sygeplejerske og har en kandidatuddannelse i diakoni fra Aarhus Universitet. Hun arbejder både som sygeplejerske og familiekonsulent – og det gælder ikke kun migranter.

Og når hun sikkert fra 30. oktober er en del af ledelsen i BaptistKirken – hun er suppleant og en afstemning på LK2 skal konfirmere en udvidelse af ledelsen – er det ikke kun som en stemme for migranterne. Hun ønsker i høj grad også, at der skal ske en vækst og udvikling i de danske baptistmenigheder.

BaptistKirken har fokus på det rigtige. Menighedsplantning og et godt samarbejde med de unge i BBU.

”Vi har fokus på det rigtige. Menighedsplantning og et godt samarbejde med de unge i BBU[1],” siger hun.

Et stort hjerte for børn og unge

Hun har et stort hjerte for børnene og de unge.

”Vi har en sproglig mangfoldig menighed, og det eneste fællessprog er faktisk dansk. Derfor tilbød jeg at undervise de burmesiske børn om evangeliet på dansk. Dengang mødte jeg modstand. Nu beder forældrene mig om det, for de har opdaget, at deres børn ikke forstår dem, og de vil gerne, at de lærer om Bibelen. Og dansk er deres inderlige sprog.”

Kultur-sammenstødet er en del af hendes virkelighed.

Hun lever selv – lykkeligt – i et såkaldt arrangeret ægteskab. Hun er stadig en del af den kultur, hvor forældrene er med til at arrangere bryllup med de traditioner, de har med hjemmefra.  ”Vi vil gerne hjælpe vores børn til at komme godt i gang med at være familie. Det sker bedst, hvis vi har gode relationer, både til svigerdøtrene og deres forældre. Børnene har dog altid det afgørende ord. De vil ikke blive tvunget til at gifte sig med nogen. Sådan var det engang, men ikke i dag.” Hun ved dog godt, at der vil være stor forskel på, om hendes sønner vælger en dansk kone eller en burmeser/chin. Det må tiden vise.

Vi har brug for en vækkelse

Hjemme i Burma voksede Chin Chin op i en ledende baptistfamilie. Hendes mors familie var blandt de første kristne i byen. Hun var parat til at blive døbt som otte-årig men skulle vente, til hun var fyldt 12. Hun kom også i andre kirker, men det var vigtigt at blive netop baptist.

”I Burma (I Chin-regionen) var vi en majoritetskirke. I Danmark er vi en minoritetskirke. Men vi ligner hinanden meget. Vi bibeholder traditionerne, historien og er meget… stabile. Men vi kunne godt trænge til en vækkelse. Og her er integration vigtig, for en tredjedel af baptistkirkerne er migrantkirker. Vi har ikke løst problemerne, men de er italesat.”

Hun fortæller, at der er forskellige strømninger blandt de unge chin’er. En gruppe vil gerne vedligeholde de burmesiske traditioner og de kender ikke dansk kultur indefra. ”Det er et problem, da det kan være værre end forældre-generationen”.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at danskerne så os som ressourcer og ligeværdige partnere.

En anden gruppe vil meget gerne integreres. Og den tredje kan se en fordel i begge dele.

”De næste to generationer vil have en fordel af at være migrantmenighed. Det er vigtigt, at man kan sproget og har et tilhørsforhold til Burma. Men måske vores børnebørn ikke har brug for rene etniske menigheder.”

Menighedsudvikling

Hun ønsker, at BaptistKirken ikke kun ser migranterne som modtagere, men som aktive deltagere i kirkens liv.

”Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at danskerne så os som ressourcer og ligeværdige partnere. Men tag nu f.eks. Vital (et nyt tilbud til menighedsudvikling). Det er et rigtig godt projekt, men jeg tror ikke, migrantmenighederne kan implementere det pga. sprog og hele indgangsvinklen. Vi skal inddrages fra starten, så vi kan være med til at præge den slags,” siger hun, og indikerer, at også chin’erne har brug for at lære menighedsudvikling.

”Men migranterne skal også se sig selv som en ressource, også for BaptistKirken og andre samarbejdspartnere. Vi er gode til at tage ansvar, kan bidrage meget mere, end vi gør, og være ligeværdige.”

Chin Chin er en igangsætter. Blandt andet har hun taget initiativ til en børnelejr i december.

Hun er selv lidt af en provokatør og igangsætter. En veluddannet og kvinde og det i sig selv kan være problematisk i den burmesiske kultur. Hun har taget initiativ til en kvindegruppe, som har sendt ikke færre end syv missionærer til Burma, på bibelcamping igennem flere år, til undervisning for kvinder – et ungdomskor, børnelejre… Hun er noget af et ”jern”.

En entreprenør

”Jeg er en slags entreprenør. Jeg får energi af at sætte noget i værk. Også derhjemme. Min mand udfører de initiativer, jeg tager,” siger hun og griner.

Hun konstaterer, at der er tendens til en mere klar dogmatik i BaptistKirken, men indrømmer samtidig, at med alt for stramme rammer, vil der ikke være plads til forskelligheden. ”Det er en udfordring. Mange menigheder ønsker ikke at være ekskluderende, men der må være en grænse for, hvad der er plads til, selv i en levende menighed. Men hvor den grænse er, ved jeg ikke.”

Når hun skal betegne sig selv, er det som brobygger, en hjælpende hånd og som udholdende.

Hendes inderste bøn for BaptistKirken er; At vi må være en del af Guds mission, både med ord og handling – specielt i Danmark. Det er vigtigt at fokusere på både danskere og migranter.

[1] Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

For 14 år siden, da jeg kom til Danmark, måtte jeg acceptere en fremmed kultur. Nogle gange må jeg sige min egen kultur fra, fordi den ikke passer ind.

Danskerne har også en unik kultur, som I holder meget af. For eksempel at hilse ved at kramme eller give hånd. Hyggeligt fællesskab er også en kultur.

Corona har bragt os længere fra hinanden og sat rammer for, hvad vi må og ikke må. Vi er alle som i et fremmed land og skal lære en ny kultur at kende.

Men Jesus’ kultur ændres aldrig; At vise kærlighed til din næste, uanset afstand, finde glæde trods udfordringer og bringe fred til dem, der har det svært.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Søren Dalsgaard

• koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde og Folkekirkens Mission under Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
• uddannet teolog fra universitetet i Nairobi og cand.mag. i Afrika-studier fra Københavns Universitet
• formand for beboerforeningen i Mjølnerparken i København
• medlem af menighedsrådet ved Kingo Kirke på Nørrebro

Det var spørgsmål, som jeg ikke før havde reflekteret over. Og mine afrikanske medstuderendes svar var ikke nødvendigvis de samme som mine, for de udsprang af andre kulturelle normer og værdier. Og efterhånden, som jeg blev mere fortrolig med afrikansk kristendom, rejste et mere principielt spørgsmål sig i mig: Hvor meget af den kristendom, som jeg selv er vokset op med, er i virkeligheden blot et produkt af min kultur?

Evangeliet overfor kulturen

I Danmark oplever vi i stadig stigende grad, at der kommer folk fra hele verden, som bliver en del af vores samfund. Nogle bliver en del af kirken i Danmark. Andre ønsker at blive en del af kirken, men har svært ved at finde sig til rette i vores danske kirketradition og kristendomsforståelse. Derfor bliver vi som kirke nødt til at reflektere nærmere over forholdet mellem kirkens globale identitet og dens lokale udtryk.

Nøglen til forholdet mellem evangeliet og kulturen er at forstå forholdet mellem Jesus’ guddommelighed og Jesus’ menneskelighed. Gud forblev ikke i sin evige og uforanderlige verden, men iklædte sig menneskelig foranderlighed og blev knyttet til en bestemt kultur og et bestemt sprog. Sådan må evangeliet også til stadighed udtrykkes gennem en særegen kultur og et særegent sprog.

Uden sammenblanding

Hvor meget af den kristendom, som jeg selv er vokset op med, er i virkeligheden blot et produkt af min kultur?

I år 451 mødtes kirkeledere fra hele den kristne verden til et koncil i Kalcedon. De formulerede læresætningen om Jesus’ guddommelige og menneskelige natur. Den tjener som model for også at forstå forholdet mellem evangeliet og kulturen:

”Den ene og samme Kristus, den enbårne Søn og Herre, kendes i to naturer uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse, således at forskellen mellem naturerne på ingen måde udslettes ved enheden, men at hver naturs egenart snarere derved virker med den anden naturs egenart i én person og i én tilværelse, ikke fordeles på to personer eller skilles fra hinanden”.

Døbes for at blive dansk?

Kristendom og danskhed er altså ikke én og samme sag.

Den formulering siger blandt andet, at evangeliet og kulturen ikke må blandes sammen. Kristendom og danskhed er altså ikke én og samme sag. Den opfattelse møder vi undertiden hos udlændinge, der ønsker at blive døbt – primært fordi de vil være en del af det danske samfund. Og sandt er det, at kristendommen har bidraget med nogle af det danske samfunds værdier i dag. Men at være kristen og at være dansk er teologisk set to forskellige ting.

Forandres af kulturen?

Fra Kalcedon ved vi også, at evangeliet og kulturen kan forholde sig til hinanden, uden at det forandrer nogen af dem. Nogle steder i verden støder man på den opfattelse, at kristendommen er en vestlig religion. Når en person konverterer og bliver kristen, opfattes det som om, at vedkommende undsiger sig sine kulturelle rødder. Det er ikke hensigten fra et kristent synspunkt. Når vi fx i disse år oplever en stor kristen vækkelse i Iran, er det vigtigt at forstå, at kristendommen her netop ses som en genoplivning og fornyelse af persisk kultur, ikke som en fremmed importeret religion. At blive kristen indebærer ikke at forandre sin kultur, men at blive i den og forløse den.

Kristendom og kultur uden adskillelse

Af formuleringen fra Kalcedon fremgår det endvidere, at evangeliet og kulturen forholder sig til hinanden uden adskillelse. Som kristne kan vi komme til at leve vores liv i en spaltet tilværelse, hvis der opleves for stor forskel mellem vores kirkekultur og hverdagskulturen omkring os. Vi kan derfor komme til at leve med flere ansigter – et, som vi tager på i det kristne fællesskab om søndagen, og et andet, som vi har på resten af ugen.

Som kristne kan vi komme til at leve vores liv i en spaltet tilværelse, hvis der opleves for stor forskel mellem vores kirkekultur og hverdagskulturen omkring os.

Det kan blive en ekstra stor udfordring for udlændinge, der gennemgår en integrationsproces og gradvis bliver mere danske – måske især for efterkommere – fordi den kristne identitet er så tæt knyttet til kulturen fra oprindelseslandet. Hvis ikke de møder danske kristne og lærer, hvad det vil sige at være kristen på den nyerhvervede danske kulturs præmisser, risikerer de langsomt at blive fremmedgjort fra deres kristne identitet, efterhånden som tilknytningen til deres oprindelsesland bliver svagere.

En kulturel mangfoldig kirke

Det danske samfund og den danske kirke bliver mere og mere mangfoldig kulturelt set. Derfor må vi begynde at reflektere nærmere over forholdet mellem evangeliet og kulturen. Det bliver lettere at anerkende og inkludere vores kristne brødre og søstre, der er meget anderledes end os selv, når vi kan se bagom kulturforskellene og genkende evangeliets sande virke i dem. Og det bliver lettere at vurdere vores egen tro og kirkelige tradition, for i mødet med den anden trænes vi i kritisk skelnen mellem evangeliet og den foranderlige kultur, som evangeliet formidles igennem også til os.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

For 14 dage siden holdt jeg et foredrag om vores forfædre og -mødre i en københavnsk folkekirke. Mit foredrag var ét af flere om forskellige vinkler på reformationen. Den fælles overskrift over dem alle lød: ’Reformationen – med ind i fremtiden!’ I dag er det dét perspektiv, jeg vil understrege. Nogle af jer havde sikkert frygtet, at vi nu igen skulle grave os nostalgisk ned i vores modige mødres og fædres historie! Når jeg arbejder med historie, så sker det altid for at finde vej i nutiden – for at gå ind i fremtiden på baggrund af dét, der er værd at tage med, fordi det bar andre, og fordi jeg forventer, det kan bære også os!

Som kristent Gudsfolk er vi i dag en del af et sekulariseret samfund, hvor mange ikke kender evangeliet.

Jeg har på konferencen hørt to perspektiver af den helt store slags, som er på spil for os, når vi ønsker at være kirke på vej i begyndelsen af det 21. århundrede. Stuart Murray har skrevet en bog om dem begge.

Vi står i et kultur-skifte

Det første perspektiv har Stuart Murray tegnet i bogen: ‘Church After Christendom’ (2004): Hvad vil det sige at være kristne og kristne menigheder i en situation, hvor kultur-kristendommen smuldrer? Den kultur-kristendom, der har domineret det danske samfund siden Harald Blåtand ‘gjorde danerne kristne’, går sit endeligt i møde.

Som kristent Gudsfolk er vi i dag en del af et sekulariseret samfund, hvor mange ikke kender evangeliet, og hvortil mange kommer med flere andre former for religion. Pointen er: Vi står i et kultur-skifte! I det danske samfund befinder vi os nu efter ’kultur-kristendommen’. Stuart Murray beskrev det således: ”Selvom kristendommen også har bragt positive værdier og institutioner med sig, så tror vi, at kristendommen forvrængede evangeliet i alvorlig grad, marginaliserede Jesus og gjorde kirkerne dårligt udrustede til mission i en efter-kristen kultur. I vores refleksion over dette forpligter vi os på at lære af erfaringer og perspektiver fra bevægelser som anabaptismen, der afviste kristendommens gængse antagelser og søgte at finde alternative måder at tænke og handle på” (tese 3). (Se ‘Værdier, vi vil bygge på’)

Fra lederkonferencen sendes vi hjem til et kulturskred!

En dansk missionsteolog har sagt det samme på denne måde: ”Kultur-kristendommen var præget af en enhed af kristendom, kultur og stat. Nu – efter år 2000 – ser det ud til, at denne helhed er i opløsning. På grund af det kristne traditionstab og den religiøse pluralismes vækst står denne enestående danske syntese for fald” (Viggo Mortensen).

Det er i en sådan ‘efter-kristen’ kultur, vi skal lære at navigere sammen med alle andre, der vil vedkende sig kristen-navnet og en kristen identitet. Vi kan ikke længere forkynde, undervise, leve og handle på vores ‘kristne rygmarv’. Vi vil ikke blive forstået! Det er den nye danske kultur-virkelighed for os. Fra lederkonferencen sendes vi hjem til et kulturskred!

Læs også

Værdier, vi vil bygge på

En ny virkelighed i efter-kristendommen

Den nærmeste familie?

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Efter-kristendom er den kultur, der dukker op, efterhånden som den kristne tro og de kristne institutioner, der er blevet udviklet for at udtrykke kristne værdier, mister sammenhængskraft og indflydelse i et samfund, der ellers er blevet afgørende formet af den kristne historie.

Den efter-kristne kultur

Efter-kristendommen kan kendes på en række skred i kirkens og de kristnes position i samfundet:

• Fra centrum til marginen:

I kristendommen var den kristne historie og kirke centrale, men i efter-kristendommen er de blevet marginaliserede.

• Fra flertal til mindretal:

I kristendommen udgjorde de kristne flertallet, men i efter-kristendommen er vi et mindretal.

• Fra bosættere til rejsende:

I kristendommen følte de kristne sig hjemme i en kultur, der var formet af deres historie, men i efter-kristendommen er vi fremmede pilgrimme i en kultur, hvor vi ikke længere føler os hjemme.

• Fra privilegium til multikultur:

I kristendommen nød de kristne mange privilegier, men i efter-kristendommen er vi bare et fællesskab blandt mange i et multikulturelt samfund.

• Fra kontrol til vidnesbyrd:

I kristendommen kunne kirkerne udøve kontrol over samfundet, men i efter-kristendommen har vi kun den indflydelse, vi får ved at være vidnesbyrd om troen med vores liv.

• Fra vedligehold til mission:

I kristendommen lå vægten på at vedligeholde en tilsyneladende kristen status quo, men i efter-kristendommen ligger vægten på mission i et konkurrencesamfund.

• Fra institution til bevægelse:

I kristendommen var kirkerne primært institutioner, men i efter-kristendommen må vi igen blive en kristen bevægelse.

Henvisning til relaterede artikler:

http://anabaptist.dk/2017/04/26/den-afklaedte-doeber-interview-med-stuart-murray/

Den nærmeste familie?

Fokus på fællesskabet

Værdier, vi vil bygge på

Martyr-fortællinger – og kristne reflekser

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Siden 2001 har Stuart Murray været tilknyttet ‘Anabaptistisk Netværk’[1], der dels forsker i reformationstidens anabaptister, dels søger at implementere de samme værdier i en nutidig, vestlig sammenhæng.

Kerneværdier for Anabaptistisk Netværk

1. Jesus er vores forbillede, lærer, ven, frelser og Herre. Han er kilde til vores liv og udgangspunkt for vores tro og livsstil, for vores forståelse af kirke og for vores engagement i samfundet.

Vi forpligter os på både at følge efter Jesus og at tilbede ham.

1. Jesus er udgangspunktet for Guds åbenbaring.

Vi forpligter os på en Jesus-centreret tilgang til Bibelen, og på at have fællesskabet af troende som den primære sammenhæng, hvori vi læser Bibelen, tolker teksten og udlægger dens betydning for vores liv og efterfølgelse.

1. Den vestlige kultur er langsomt ved at bevæge sig ud af kristendommens epoke, hvor kirke og stat stod sammen om at lede et samfund, hvor man antog, at næsten alle var kristne.

Selvom kristendommen også har bragt positive værdier og institutioner med sig, så tror vi, at kristendommen forvrængede evangeliet i alvorlig grad, marginaliserede Jesus og gjorde kirkerne dårligt udrustede til mission i en efter-kristen kultur. I vores refleksion over dette forpligter vi os på at lære af erfaringer og perspektiver fra bevægelser som anabaptismen, der afviste kristendommens gængse antagelser og søgte at finde alternative måder at tænke og handle på. 

1. Den hyppige sammenstilling af kirke og status, rigdom og magt er upassende for efterfølgere af Kristus og skader vores vidnesbyrd.

Vi forpligter os på at leve i sårbarhed og på at udforske måder, hvor vi kan være gode nyheder for fattige, magtesløse og forfulgte. Idet vi er bevidste om, at den form for efterfølgelse kan skabe modstand og føre til lidelse og i sidste ende martyrium.

1. Kirker er kaldet til at være forpligtede fællesskaber, der lever i efterfølgelse og mission. Steder, hvor venskaber trives, hvor man står til ansvar over for hinanden og hvor mange forskelligartede stemmer deltager i lovsangen. Ved at spise sammen og dele brød og vin, holder vi fast i håbet og søger Guds rige sammen.

Vi forpligter os på at udvikle og understøtte sådanne kirker, hvor unge og gamle er værdsatte, hvor lederskab er rådgivende, hvor de roller, vi har, bestemmes af de gaver, vi har fået, og ikke af vores køn, og hvor dåb er for troende. 

1. Vores åndelige liv og vores økonomiske liv hænger sammen.

I en kultur hvor individualismen og forbrugeriet har taget overhånd, og hvor økonomisk uretfærdighed stortrives, forpligter vi os på at finde måder, hvor vi kan leve enkelt, give generøst, tage vare på skaberværket og fremme retfærdighed.

1. Fred er kernen i evangeliet.

Som efterfølgere af Jesus i en splittet og voldelig verden forpligter vi os på at finde ikke-voldelige alternativer og på at lære, hvordan vi skaber fred og forsoning mellem enkeltpersoner, mellem og i kirker, i samfundet og mellem nationer.

Er det de værdier, danske baptister vil prioritere?

Anabaptisternes holdninger er historiske kendsgerninger, som ikke er til at ændre. ‘Anabaptistisk Netværk’ tolker dem ind i en engelsk sammenhæng og formulerer forpligtende værdier, der er væsentlige for kristne i England.

Kirker er kaldet til at være forpligtede fællesskaber, der lever i efterfølgelse og mission.

De værdier er ikke nødvendigvis relevante i Danmark. Baptister her i landet må oprigtigt søge inspiration hos ‘Anabaptistisk Netværk’, men vi vil gøre klogt i også at gå direkte til anabaptisternes skrifter. At læse deres egne formuleringer kan inspirere os til fornyet gennemtænkning af den kristnes forhold til menigheden, samfundet – og den næste, vi deler verden med. Først derefter er vi klar til at formulere vores bud på de anabaptistiske værdiers relevans i dagens samtid. Vi må finde vores egne svar på efterfølgelsens krav til moderne disciple. 

Henvisning til relaterede artikler:

http://anabaptist.dk/2017/04/26/den-afklaedte-doeber-interview-med-stuart-murray/

Den nærmeste familie?

Fokus på fællesskabet

Kulturen efter kristendommen

Martyr-fortællinger – og kristne reflekser

[1]    Anabaptist Network

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere