Lyt til artiklen

Den 1. februar 2021 blev Myanmars spæde demokratiske proces brat afbrudt, da militæret, anført af Senior General Min Aung Hlaing, tog magten ved et kup. Det, de fleste forventede ville blive kortvarigt, har udviklet sig til en langvarig national krise præget af vold, fordrivelse, stigende fattigdom og dybe traumer. Millioner er blevet berørt, og hele lokalsamfund er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem. Familier lever som internt fordrevne i skove, i midlertidige skjul og i lejre. De lever i stor usikkerhed uden regelmæssig adgang til mad, uddannelse eller sundhedspleje. Frygt er blevet en del af hverdagen for både børn og voksne.

Fordrevne i lejrene i indiske Mizoram (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Kuppet ramte demokratiet hårdt

De militære ledere begrundede kuppet i 2021 med valgsvindel ved det foregående valg, hvor militærets egne partier led et markant nederlag. Myanmars de facto leder, Aung San Suu Kyi, og præsident Win Myint, var blandt de første, der blev arresteret sammen med en lang række folkevalgte politikere, aktivister og menneskerettighedsforkæmpere.

Befolkningen reagerede prompte på militærets magtovertagelse. Titusinder gik på gaderne i fredelige demonstrationer over det meste af landet og mange offentligt ansatte deltog i civil ulydighed. Militæret besvarede de fredelige protester med ekstrem brutalitet, voldelige anholdelser og drab. Det fik modstanden til at ændre karakter. Det, der begyndte som fredelige protester, udviklede sig til en væbnet konflikt.

Udviklingen og situationen i dag

Siden kuppet er situationen i Myanmar kun blevet værre, og i dag taler mange NGO’er og hjælpeorganisationer om en humanitær katastrofe. Over 2,5 millioner mennesker er drevet på flugt internt i landet, og befolkningen kæmper med økonomisk kollaps og stærkt voksende fattigdom. For det kristne mindretal i Myanmar betyder militærstyret øget usikkerhed, restriktioner for kirkerne og blokering af internettet, hvilket gør det svært at samles til gudstjenester.

Siden efteråret 2023 har en alliance af etniske væbnede grupper vundet kontrol over store landområder, vigtige grænseovergange og over 30 byer. Det betyder, at militærjuntaen står svagere end nogensinde. Juntaen kontrollerer stadig de største byer og besidder overlegen luftstyrke, men moralen i hæren er dalende. I de befriede områder arbejder modstandsbevægelsen aktivt på at opbygge et føderalt demokrati nedefra.

I løbet af december 2025 og januar 2026 gennemførte juntaen et parlamentsvalg i flere etaper, der af blandt andre De forenede Nationer og Human Rights Watch betegnes som hverken frit eller retfærdigt, men snarere en skueproces for at fastholde magten.

Myanmars befolkning har de seneste år oplevet flere naturkatastrofer. I 2024 var det tyfonen Yagi og i 2025 var der flere meget kraftige og ekstremt destruktive jordskælv i området omkring Mandalay. Jordskælvene blev målt til henholdsvis 7,7 og 6,4 på Richterskalaen.

Skoleklasse i en af flygtningelejrene i indiske Mizoram i december 2024 (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet vokser blandt baptister

For nylig besøgte medlemmer fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) trosfæller i Myanmar. I en meddelelse skriver de: ”Vi blev mindet om, at bag hver eneste statistik er der virkelige mennesker: præster, familier, unge og børn, som fortsat står fast i troen. Den lokale kirke og baptistfamilien i Myanmar er blevet steder med tilflugt, modstandskraft og stille mod – og de tjener deres lokalsamfund med store personlige omkostninger.”

Repræsentanter fra Baptistkirken i Danmark har også besøgt landet, senest i december 2024. Missionssekretær Morten Kofoed fortæller:
”Behovene i landet er mange og til tider er vores samarbejdspartnere virkeligt udmattede over de forhold, de lever under og de overgreb, de bevidner. Når det så krydres med både tyfoner og jordskælv, er det virkeligt svært for dem. Men der er også håb. De motiveres både af vores finansielle støtte til fx indsatser efter tyfoner og jordskælv og ikke mindst af, at vi tænker på dem og beder for dem.”

Meddelelsen fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) fortsætter: ”Vi er privilegerede over at kunne gå sammen med vores baptistfamilie i Myanmar – lytte, lære, bede og reagere, hvor det er muligt. Vores tilstedeværelse kalder os ikke til at tale hen over dem, men til at stå sammen med dem og sikre, at de ikke bliver glemt.”

En opfordring til bøn

Asia Pacific Baptist Federation (APBF) opfordrer alle verdens baptister til at stå sammen med dem i bøn for Myanmar. En opfordring, vi som danske baptister gerne støtter op om. Det gør de med ordene:

Bed for Myanmars befolkning

• om trøst, heling og håb for dem, der har lidt tab og traumer
• om beskyttelse af børn, kvinder og de mest sårbare

Bed for fred og retfærdighed

• om en ende på volden og åbning af veje til forsoning
• om visdom og mod til fredsskabere og lokalsamfundsledere

Bed for de internt fordrevne

• om sikkerhed, husly, mad, lægehjælp og uddannelse
• om styrke til familier, der lever i langvarig uvished

Bed for kirken og baptistfamilien i Myanmar

• om udholdenhed, enhed og beskyttelse
• at kirken fortsat må være et lys, et fristed og en kilde til håb

Bed for fortalervirksomhed og global opmærksomhed

• at det internationale samfund ikke bliver træt eller tavst
• om vedvarende fortalervirksomhed, humanitær adgang og medfølende handling

Solidaritet med de udsatte i Myanmar

Ud over enkeltstående øjeblikke og kampagner forpligter de asiatiske baptister sig til vedvarende bøn, læring om og opmærksomhed for Myanmar. De lover deres søstre og brødre i Myanmar at huske frem for at glemme og udvise solidaritet frem for tavshed.

De skriver til baptister i andre dele af verden: ”Vi kan måske ikke ændre alt, men vi kan nægte at se væk. Må vores bønner føre til dybere medfølelse, trofast fortalervirksomhed og fortsat partnerskab, indtil freden får rod i Myanmar.”

Håbet består, selv i det mørke, der har sænket sig over Myanmar de seneste fem år.

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Tidens svar på uoverensstemmelser synes at være at eskalere uoverensstemmelserne til konflikt og krig.

Jeg tror ikke, jeg er pacifist, selvom jeg gerne ville være det. Det skyldes, at jeg ikke er sikker på, at jeg selv kan agere udelukkende fredeligt, hvis jeg – eller mine kære – bliver truet. Men man behøver heller ikke være pacifist for at tro, at der i forhold til konflikter findes en anden vej end oprustning og gengældelse. Nu bruger vi milliarder og atter milliarder på at opruste militært i Danmark og Europa, og automat-reaktionen på trussel og aggression er gengældelse.

Tænk, hvis de samme ressourcer blev anvendt til at fremme mellemfolkelig forståelse og bygge gode, retfærdige relationer mellem folk og nationer! Men er det ren enfoldighed – eller hvem er de reelt enfoldige?

Den mennonitiske teolog, John Howard Yoder, har engang sagt:
“Kristne, der i loyalitet mod Fredsfyrsten ikke vil følge vor tids nationalistiske tendenser, fordi de nok er villige til at elske deres lands venner, men nægter at hade dets fjender, er ikke tåbelige drømmere, som regner med, at deres modstand vil føre til slutningen på alle verdens krige. Tværtimod er drømmerne dem, der tror, at de kan afslutte alle krige ved at forberede en ny.”

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/hanne-kiels-interview-med-fyodot-raychynets.mp3

Da Fyodor Raychynets, baptistpræst i Bucha i Ukraine, underviste på årets sommerstævne, sagde han: ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen.” Derfor spurgte jeg ham:

Fyodor Raychynets:

• siden 2008 præst ved baptistkirken i byen Bucha udenfor Kiev – byen blev hårdt ramt af russisk besættelse i 2022
• i 2021 hædret af det ukrainske bibelselskab med prisen: ”En mand, der forandrer verden”
• fra 1995 har han undervist teologistuderende
• uddannet baptistpræst i Ukraine 1992, Master of Theology i Prag 2001, Ph.D. i anvendt teologi i Amsterdam 2018

”Hvad sker der med vores opfattelse af Gud, når krigen bliver menneskers virkelighed?”

”’Gud beskytter os mod det onde’; ’Gud tager sig af vores behov som en god far’; ‘Gud  er allestedsnærværende og almægtig’. Alle de forestillinger bliver rystet, for i krigen oplever du, at du beder Gud hjælpe og beskytte dig, men det gør Gud ikke. Krig gør det onde meget virkeligt. Pludselig er det onde ikke længere abstrakt. Det onde får et konkret ansigt og en konkret lugt, og du undrer dig over, at Gud ikke forhindrer det onde. Især for dem, der bliver personligt ramt af krigen, bliver troen på Guds almagt og nærvær rystet.

Stillet overfor krigen forandrer alle de forestillinger om Gud sig. Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig. Vi må gentænke de forestillinger, vi havde om Gud før krigen. Det er let at forestille sig, at Gud stopper det onde, når det onde ikke er nærværende, men når det onde bryder ind i dit liv, dit hjem, dit land, uden at det bliver stoppet, så er Gud enten ikke almægtig, eller også er dine tanker om Gud ikke tilstrækkeligt præcise og dybtgående.

”Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig.”

I krigstid forandrer din opfattelse af Gud sig ikke nødvendigvis, men du bliver udfordret til at tænke dybere og bredere om Gud. Krigsoplevelsen kan være positiv og drage mennesker nærmere til Gud, men den kan også være negativ, fordi mennesker bliver skuffede – ikke over Gud, men over deres egne forestillinger om Gud.

Spørgsmålet er ikke, om der er krig. Der er altid krig – jeg har ikke oplevet en dag i mit liv uden krig. Det drejer sig om, hvor tæt på krigen du er, og hvor meget krigen berører dig. Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?

”Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?”

Jeg vil ikke generalisere. Generaliseringer taler aldrig sandt. Alle mister ikke troen på Gud i krigen – nogle gør. Alle kommer ikke til at leve Gud mere nær, men nogle gør. Man kan ikke tale generelt om, hvad krigen gør ved vores tanker om Gud, for krigen gør meget forskelligt.”

“Gud med os” – er Gud med dit land i krigen eller med fjenden? Vælger Gud side?

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?’ For jeg er ikke sikker på, at Gud vælger side i krigen. Ofte fordrer alle krigens parter, at Gud er på deres side. Selvfølgelig må man overveje, om Gud er på vores side, men for mig er det langt mere relevant at spørge:  ’Vælger jeg at være på Guds side midt i krigen?’

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?”

For mig er den alvorligste udfordring at undgå at miste sin menneskelighed midt i umenneskeligheden. Derfor bliver det vigtigste spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?’ Det gør man ved ikke blot at elske sine venner, men også sin fjende – og dermed vise sig som et menneske. Sådan kan man være sikker på at være på Guds side – midt i helvede.”

”Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?”

Hvad gør krigen ved overvejelserne om at elske sin næste – for slet ikke at tale om at elske sin fjende?

”Jesus taler om at elske sine fjender i en konkret sammenhæng. Næsten – eller naboen, som det normalt oversættes på engelsk – er den potentielle fjende. Man kan også sige: Den farligste fjende er din nærmeste ven. Sådan er livet. Den, vi stoler på og tør være sårbar overfor, er også det menneske, der kan vende vores sårbarhed og åbenhed imod os.

Fyodor Raychynets (tv) på scenen i Mariager, hvor Lars Midtgaard tolker (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Når Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹  Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”[i] – så er mit første spørgsmål: ’Er det to forskellige personer?’ Det næste er: ’Taler Jesus om at elske abstrakt eller konkret?’ Endelig taler Jesus også om, at ’I vil blive forfulgt af regeringen og religiøse ledere, men fjenden er din familie’. Det rejser det næste spørgsmål: ’Taler Jesus om at elske et menneske, vi aldrig har mødt, eller taler han om igen at elske et menneske, som har vendt sig imod os?’ Sådan læser jeg ordene om at elske sin fjende. Det drejer sig om igen at elske et menneske, der har vendt sig imod dig. Det drejer sig ikke om en abstrakt fjende, men om at elske en konkret person, som jeg har en relation til.

Buddet om at elske sin fjende handler ikke om en krigssituation, men om hverdagslivet, hvor jeg er nødt til at genopbygge en relation, der er blevet brudt. Jesus udfordrer os til at tilgive og genopbygge fællesskabet den ene gang efter den anden – for sådan handler Gud overfor os.”

Livet på krigens betingelser kalder på handling snarere end på følelser – hvordan udtrykker man næstekærlighed i handling?

”Vi besluttede, at vi ville hjælpe enhver, der har brug for hjælp – hvad enten det er fjender eller ej – bringe vand til de tørstige, mad til de sultne og dele det, vi har med dem. På den måde bevarer vi vores menneskelighed midt i umenneskelighed og krig. Det har vi gennemført. Kirken er netop kaldet til at tage hånd om de lidende, og når vi gør det, kan de lidende se Gud.”

[i] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 43-44

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”

Find flere

Lyt til historien her:

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den tredje historie om Fyodors menighed i Bucha efter den russiske besættelse.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om menigheden i Bucha efter besættelsen

Fyodor beretter:
”Vores menighed og kirke ligger lige midt i Bucha. Vi har den bedste beliggenhed. Da den russiske besættelse af Bucha begyndte, var kirken nærmest et epicenter. Den 22. februar 2022, to dage før den russiske invasion, havde vi et menighedsmøde. På det møde tænkte vi ligesom alle andre på det tidspunkt: ”Hvad nu hvis…?” Hvad gør vi som kirke, hvis det sker? Vi besluttede os for, at kirken skulle have et lager af mad og vand og kunne lave strøm. Hvis der skete noget, kunne kirken tage mod mennesker og forsyne dem med de mest basale ting for at overleve.

Og som I ved: Det skete jo!

Krigens første dage

I krigens første dage fandt 174 mennesker beskyttelse i kirkens kælder. De allerfleste af dem var ikke medlemmer i vores kirke. Men det var præcis det, vi ønskede, da vi forberedte os: Vi ønskede at tjene byens befolkning.

Mit personlige problem var, at jeg boede inde i Kiev kun ti kilometer fra Bucha. Og den 25. februar – inden jeg nåede tilbage til Bucha – sprængte vores soldater alle broerne på de veje, der fører til Bucha for at forhindre russerne i at rykke frem mod Kiev.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Fyodors udfordring

Jeg kunne ikke rejse hjem til Bucha, det var helt umuligt. Russerne var i Bucha, broerne var væk og mellem Kiev og Bucha var der slagmark og ingenmandsland. Og mobilnettet var næsten brudt sammen. Alligevel fik jeg en aften en opringning fra en af kirketjenerne i Bucha. Han sagde: ”Der er flere end 100 mennesker i kirkens kælder, og de er alle sammen syge. Vi har brug for det mest nødvendige medicin.”

Jeg sidder inde i Kiev – kun ti kilometer væk – og jeg har tilgang til alt den medicin, de mangler i Bucha. Men jeg kan ikke få det til Bucha. Jeg forsøgte flere gange, men vores soldater ville ikke tillade det.

Soldaterne sagde:
”Er du ude på at blive slået ihjel? Du ved, du ikke kan krydse slagmarken, og selv hvis det skulle lykkes, så venter russerne i Bucha. Og de lader dig ikke komme videre!”

Hvordan ville du have det, hvis du havde alt det til rådighed, som dine venner og din menighed mangler desperat, men du kan ikke hjælpe?

En helt ny menighed

Tak Gud, at besættelsen sluttede! I Bucha varede den nøjagtig 32 dage og det var 32 dage i helvede! Vi kom styrtende ind med hjælp. Og da vi kom ind i Bucha, troede jeg, at jeg var kommet til apokalypsen – altings endeligt.  Jeg kom til vores kirke og den var fuld af mennesker. Der var flere end 800 mennesker i kirken. Vi kender faktisk det nøjagtige antal, for vi delte madpakker ud til dem alle sammen. Da jeg kom ind i bygningen, begyndte jeg at kigge efter mennesker, jeg kendte, mennesker fra menigheden. Før krigen var vi omkring 200 medlemmer i menigheden, nu var der pludselig 800 mennesker i kirken. Jeg ledte efter de 200 kendte ansigter, men jeg genkendte kun 37. Så mit første spørgsmål var selvfølgelig: ”Hvor er resten af min menighed? Hvad er der sket med dem? Har de overlevet? Hvor er de?”

Det var sådan livet i vores kirke i Bucha, forandrede sig fuldstændigt.

Nu er det sådan, at 60% af dem, der kommer til søndagsgudstjenesten, er nye i vores kirke. Det er mennesker, der fandt et tilflugtssted i kirken i krigens allerførste frygtelige dage. Det er mennesker, der har mistet noget eller mistet nogen. De har mistet alt hvad de ejer, eller dem de elsker – eller begge dele. De er dybt traumatiseret.

Pludselig er mere end halvdelen af vores menighed fuldstændig ny for os. Det er mennesker, der ingen baptistisk tradition har med sig – overhovedet. Vi var nødt til at forandre vores måde at tilbede på og vores måde at prædike på.

Et nyt formål med at være menighed

Vi indså, at vi er her for at tjene mennesker, der har haft de værste oplevelser i livet. Og vi gør vores bedste for at tjene disse mennesker, der slet ikke har fortjent deres skæbne. Mennesker, der er gået gennem helvede på jord, selv om de bestemt ikke var de største syndere.

Vores kirke har nu besluttet at tjene soldaternes familier og familier, der er socialt udsatte. Deres børn og deres unge, men også børn og unge, der har mistet deres forældre. Vi har militærpersoner til at undervise børnene og de unge: Ikke i at kæmpe eller slå ihjel, men i at undgå de miner, som russerne har efterladt overalt i og udenfor Bucha, og som ikke er fjernet endnu.

Bucha er blevet håbets sted

Når jeg deler disse historier med jer, så er det ikke kun for at fortælle om elendigheden, men også for at fortælle, at vi som menighed har besluttet, at vi vil være et håbets sted. Vi er nødt til at dele det håb, vi har i Kristus, det håb vi finder i de profetiske skrifter, selv om vi lever midt i en håbløs verden.

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

• Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid.
• Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
• Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den var den sidste af Fyodors beretninger fra Bucha. Vi håber, at du er blevet klogere på livet, troen og krigen i Ukraine af at læse dem.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til fortællingen her:

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den anden historie, der handler om tro.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Historien om tro

Fyodor fortæller:
“Da Bucha blev befriet efter 32 dages russisk besættelse skyndte vi os alle sammen tilbage. Vi blev forfærdet over det, vi så. Sammen med os, der rejste hjem, kom også 140 udenlandske journalister, der skulle bevidne russernes forbrydelser.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

”Hvordan kan man tro efter…”

Og så rejste debatten sig: Hvordan kan vi tro på Gud efter Bucha?

Jeg blev involveret i teologiske samtaler og jeg blev interviewet om emnet. Jeg måtte minde mennesker om, at det, der skete i Bucha ikke skete for første gang i historien. Og – er jeg bange for – heller ikke for sidste gang. Spørgsmålet: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?” er lige så gammelt som vores kristne historie. Hvordan skal vi tro på Gud efter Auschwitz? Efter Rwanda? Efter Srebrenica? Jeg kan blive ved… og vi kan altid spørge: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?”

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

En hilsen

En af mine venner kom til mig en søndag og sagde: ”Jeg har en hilsen til dig.”
”Fra hvem?” spurgte jeg.

Det at bringe hilsner i krigstid er noget ganske særligt positivt. Du bliver klar over, at din ven fortsat er i live – og han eller hun husker dig stadig! Nu ved jeg ikke, hvordan det er i danske baptistkirker, men i ukrainske baptistkirker har vi et næsten helligt ritual: Når gudstjenesten er ved at være forbi, spørger vi altid: ”Er der nogle til stede, der besøger vores kirke for første gang? Måske I vil bringe en hilsen til os?” Så sker det, at folk rejser sig og bringer hilsner fra deres kirke eller det land, de kommer fra. Og så beder vi gæsterne tage hilsner med hjem fra os. Det er blevet en del af vores liturgi at bringe hilsner.

Min ven kom altså med en hilsen og jeg spurgte: ”Fra hvem?”. Og han svarede:
”Det er fra et menneske, du kender rigtig godt. Og det er ikke bare en hilsen, det er en hilsen med et særligt billede.” Så viste han mig et billede af en soldat på sin telefon. En soldat i fuld kampuniform med et stort gevær foran brystet. Min ven sagde: ”Hilsenen fra soldaten på billedet lyder: ”Fortæl Fyodor, at efter Bucha, så tror jeg ikke længere på Gud. Det er det her, jeg tror på.”

En hilsen, der er umulig at besvare

Soldaten på billedet, ham der sendte hilsenen, var en af mine studenter. En, jeg har undervist i teologi.

Jeg ved ikke, hvad min ven forventede jeg skulle sige til den hilsen, han bragte. Men lige i det øjeblik sagde jeg: ”Fortæl ham, at jeg elsker ham, giv ham et kram fra mig og giv ham mit hjerte. Og sig til ham, at jeg håber, at den tilstand han er i, må være midlertidig.”

I krigstid har vi en umiddelbar reaktion mod vores tidligere overbevisninger – og mange ting som tidligere har givet mening, mister deres betydning. Men jeg håber for min student, at hans nye overbevisning er midlertidig.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

• Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid-
• Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
• Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om menigheden i Bucha efter besættelsen.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til historien her:

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den første historie om to mænd her og bliv klogere på livet og krigen i Ukraine.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om to mænd

Fyodor fortalte:
”Jeg vil starte med en historie om to mænd i vores menighed. Men først en betragtning om krigen: Det er meget farligt, når krigen kommer til dit land. For nylig fejrede en af mine venner 60 års fødselsdag og han sagde spøgefuldt: ”Ved du hvad, Fyodor? Den eneste fordel for en mand i min alder er, at man ikke kan blive indkaldt til hæren og man kan rejse frit.”

Helten

Fortællingen handler om to jævnaldrende medlemmer – to mænd – i menigheden. Ved fortællingens begyndelse var de begge omkring 40 år gamle. Præcis den alder, hvor hæren er interesseret i dig. De to mænd levede vidt forskellige liv. Den ene var soldat i en af hærens specialenheder. Han havde kæmpet ved den østlige grænse siden 2014, siden kampene begyndte derude. Han havde gennemført flere militære operationer med stort mod. Manden var en helt. Han havde mange medaljer hen over brystet på uniformen. Da den russiske invasion begyndte i februar 2022, forsvandt han. Ingen vidste, hvad der var blevet af ham: Nogle mente at vide, at han havde tilsluttet sig en ny kampenhed, andre var sikre på, at han var taget tilbage til sin egen hærenhed i det østlige Ukraine. Men ingen vidste noget med sikkerhed.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Narkomanen

Den anden mand havde været narkotikamisbruger hele sit liv. Narkotikamisbrug har konsekvenser. Umiddelbart før invasionen i 2022 gik han til sin læge. Og lægen fortalte ham, at han var dødssyg og kun havde få måneder tilbage af sit liv. Så han besluttede sig for at dø som en helt. Han tænkte: ”Eftersom jeg har spildt mit liv og levet på en upassende måde, så kan jeg i det mindste dø på en passende måde!”

Han besluttede sig for, at han hver dag under den russiske besættelse af Bucha ville gå hen til den russiske forpost og provokere de russiske soldater. Og det gjorde han. Hver dag gik han hen og råbte forbandelser til dem. Han brugte sprogets værste gloser. Slet ikke ord, vi havde lært ham i kirken! Han tænkte, at ved at provokere russerne kunne han få dem til at slå sig ihjel. Han ville dø som en helt: Dræbt af russerne under krigen! Det er der såmænd mange ukrainere, der drømmer om: At dø som en helt.

Men ved I, hvad russerne gjorde? De råbte bare efter ham: ”Skrid, gå hjem – lad være med at spilde vores tid.” Manden blev ikke skudt og han døde ikke som en helt. Tværtimod overlevede han den russiske besættelse af Bucha.

Til sidst fandt vi soldaten

Da russerne rykkede ind i Bucha vidste vi stadig ikke, hvor den første mand – soldaten – var forsvundet hen. Men i maj måned 2022, næsten to måneder efter russerne havde forladt Bucha, så fandt vi den unge mand. Eller rettere: Vi fandt forskellige dele af hans lig forskellige steder rundt omkring i Bucha. Russerne havde besluttet, at det ikke var tilstrækkeligt at slå ham ihjel. De havde parteret hans lig og begravet det forskellige steder.

Soldatens mor

Men det er ikke russernes udåd, der er sagens kerne. For soldatens mor er også medlem af vores menighed. Og hun spurgte mig: ”Hvorfor? Hvorfor min søn, helten? Ikke bare en, der foregav at være helt ved at råbe ad russerne, men en ægte helt? Hvorfor skulle han myrdes på en så bestialsk måde, når en anden, der har levet et nyttesløst liv som narkoman, overlever. Hvordan vil du forklare det, Fyodor?”

Det kan jeg ikke!

For halvandet år siden mistede jeg min søn. Ikke i krigen – han døde i sin seng, mens han sov.

Ved en søndagsgudstjeneste efter min søns død kom soldatens mor til mig og gav mig et knus og sagde til mig: ”Måske forstår du mig bedre nu.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

• Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid
• Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig
• Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om tro.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen her:

Det er en tragedie, at chin’erne må flygte fra hus og hjem over grænsen til Indien på grund af kampene i det vestlige Myanmar. Men Indien samarbejder med militærdiktaturet i Myanmar og anerkender ikke chin’erne som flygtninge. Chin’erne er fanget i en fælde og hjælpen fra verdenssamfundet udebliver.

I december 2023 besøgte Moses Lal Bawi Peng, generalsekretær i CCADK, Chin Christian Association in Denmark, og medlem af BaptistKirkens ledelse og Zung Lian Mang Hlawn Ceu, formand for CCADK sammen med sekretær for International Mission i BaptistKirken, Morten Kjær Kofoed, lejrene omkring hovedstaden Aizawl i Mizoram.

Møde med ledelsen i en af lejrene (Foto: Privat)

Sundhedstilstanden er dårlig – både fysisk og psykisk

Zung besøgte Mizoram for første gang. Han fortæller om besøget:
”Der er tre ting, der gjorde stort indtryk på mig. For det første er chin-flygtningenes generelle sundhedstilstand dårlig, blandt andet på grund af udbredt vitaminmangel. Man kunne se, at deres kroppe ikke var sunde. For det andet er maden for dårlig: Den indeholder slet ikke det, der er nødvendigt for at leve sundt. Og endelig så gjorde manglen på ordentlige boliger stort indtryk.”

Zung fortæller videre, at der er en opgivende stemning blandt flygtningene. De er fremmede i Indien og de kan ikke forestille sig at skulle flygte videre til et nyt land. De opretholder livet, men ser meget negativt på fremtiden.

Moses har besøgt Mizoram to gange, og han hæfter sig ved de samme ting som Zung. Men måske er det endnu værre:
”Det, der gjorde mest indtryk, var den mangel på gode fremtidsudsigter, som flygtningene oplever. Mange af flygtningene har udviklet stress og depression som følge af, at fremtiden er udsigtsløs. Lige nu er det forældrene, der har psykiske lidelser. Men børnene og de unge har også vanskeligt ved at se positivt på fremtiden. Deres liv er i mørke – helt i mørke.”

Trafik! I Mizoram er slidlaget markant tyndere end i Danmark

BaptistKirken og CCADK i samarbejde

Besøget i Mizoram var arrangeret af BaptistKirken og CCADK i samarbejde. Moses peger på, at det er et samarbejde, der går langt tilbage:
”Vi har samarbejdet rigtig godt med ledelsen i BaptistKirken, lige siden de første chin-menigheder blev stiftet. Derfor spurgte vi BaptistKirken, om vi kunne samarbejde om denne tur. Situationen i Myanmar er meget vanskelig og mange chin’er er flygtet til Indien. Både til Mizoram lige på den anden side af grænsen, men også til fx New Delhi.”

Moses og Zung fortæller, at CCADK orienterede BaptistKirkens ledelse om situationen i grænseegnene mellem Indien og Myanmar på et møde i Vejle i april 2023. Her foreslog CCADK, at de to organisationer arrangerede et fælles besøg i Mizoram. BaptistKirken var med på ideen: Formålet med besøget skulle være at besøge og støtte chinflygtningene i Mizoram.

Zung Lian Mang Hlawn Ceu
Zung er formand for CCADK – Chin Christian Association in Denmark og sekretær i menigheden Chin Bethel Church i Skjern. Han kom til Danmark i 2006 og bosatte sig i Struer, hvor han kunne få arbejde på det lokale slagteri. Efter arbejdsgiverens konkurs var Zung uden arbejde et par år. I 2015 flyttede familien til Herning, hvor Zung fik arbejde hos Danish Crown. Familien tæller fem børn.

Moses Lal Bawi Peng
– er præst i Chin Baptist Church Esbjerg. Han kom til Danmark i 2005 og arbejdede i fire år på slagteriet i Sæby. Herefter tog Moses 3K-uddannelsen (Kristendom, Kultur og Kommunikation) på VIA University College i Aarhus og læste senere kandidat i Diakoni i 1½ år på Aarhus Universitet. Ud over jobbet som præst i Esbjerg har Moses de seneste seks år også været generalsekretær i CCADK – Chin Christian Association in Denmark.

Moses fremhæver, at BaptistKirken i flere år har samarbejdet med CHO, Chin Health Organization, om sundhedsarbejde både inde i Chin-staten i Myanmar og blandt flygtningene i Mizoram. Et besøg ville også give mening, fordi CHO har hovedkontor i Mizorams hovedstad Aizawl.

Stigende antal flygtninge

I dag tæller lejrene i Mizoram cirka 31.000 chin-flygtninge. Og tallet er stigende: Alene i januar 2024 kom der 2.500 chin-flygtninge til Mizoram.

Flere kilder anslår, at der er i alt cirka 74.000 chin-flygtninge i Indien i dag. Mange har slået sig ned omkring New Delhi.

Moses fortæller, at besøget var koncentreret om de tre til fire lejre, der ligger nærmest Aizawl, hovedstaden i Mizoram.

Morten tager noter under besøget i en af lejrene (Foto: Privat)

Forholdene i lejrene

I forhold til lejrene ude i Mizoram er forholdene en smule bedre omkring Aizawl. Det er fx muligt for flygtningene at få arbejde af og til. Der er tale om beskæftigelse med fx rengøring enkelte dage. Der er aldrig tale om fast arbejde, og det er aldrig arbejde på fuld tid.

Flygtningene overlever derfor i høj grad på donationer fra udlandet og på hjælp fra lokale frivillige organisationer. Men lysten til selv at bidrage ligger dybt i chin’erne, fortæller både Zung og Moses:
”Flygtningene vil meget gerne videre med deres liv. De vil rigtig gerne arbejde. De sidder ikke og venter på den næste donation. De prøver hele tiden at finde på nye måder at tjene penge på.”

Møde i en af lejrene (Foto: Privat)

Børnene skal videre

Selv om livet i lejrene er udfordrende har chin-flygtningene fokus på, at deres børn får undervisning. Helst skal de videre og have en egentlig uddannelse. Undervisningen er udfordret på flere punkter, siger Moses:
”Der er stor mangel både på lokaler og på undervisningsmaterialer til skolerne. Det er også svært at finde læreruddannede blandt flygtninge. Og det er svært at finde frivillige til at undervise, da de jo har travlt med at finde arbejde, så de kan skaffe mad til familierne. Derfor vil det være godt med økonomisk støtte, så man kan ansætte lærere.”

Nogle gange er problemerne med undervisningen meget praktiske. Moses fortæller om en skole, de besøgte:
”Vi skulle besøge en børnehaveklasse, men børnene havde fået fri. Årsagen var meget enkel: Det regnede ind gennem taget!”

De tre rejsefæller (Foto: Privat)

Flygtningenes status

Moses er meget klar, når det handler om flygtningenes status og muligheden for hjælp fra det internationale samfund og ikke mindst FN-systemet:
”Den indiske regering samarbejder med militærdiktaturet i Myanmar. Derfor vil Indien ikke officielt anerkende chin-flygtningene som flygtninge. Og derfor kan FN heller ikke gå ind med hjælp, som de gør andre steder i verden, hvor der er flygtninge. Det betyder også, at det er rigtig, rigtig svært at komme ind og hjælpe i Mizoram som NGO eller kirkesamfund.”

Moses fortæller også, at man heller ikke kan søge visum til at besøge Mizoram. Det bliver uden videre afvist af de indiske myndigheder. Man er nødt til at søge visum til at være turister på sightseeing i New Delhi.

Heldigvis er lokalregeringen i Mizoram indstillet på at samarbejde. Myndighederne i Mizoram accepterer flygtningene og forsøger også at hjælpe. Befolkningen er i vidt omfang kristen og Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder.

Moses forklarer og Morten lytter (Foto: Privat)

De personlige konsekvenser

Kriserne i verden bliver ofte meget upersonlige. Vi ser billederne, hører beretningerne – og slukker for TV eller computer. Men for chin-flygtningene forsvinder problemerne ikke med et tryk på en afbryder.

Zung reflekterer over situationen:
”Jeg er personligt meget ked af situationen, og jeg bliver meget berørt, når jeg møder chinfolk og familie i flygtningelejrene. Jeg bor i Danmark, der er et fantastisk land, hvor man kan få alt, hvad man har brug for. Derfor bliver jeg så ked af det, når jeg ser, hvordan mit folk lever i lejrene. Selv om flygtningene er glade for at få besøg, bliver man ked af det.”

Zungs flugt fra regimet i Myanmar har også haft meget personlige konsekvenser. Selv om interviewet foregår over en ZOOM-forbindelse er det nemt at se og høre, at Zung er berørt over emnet:
”Jeg mødte min yngste søster under besøget. Hun er flygtning i grænselandet i Mizoram. Vi har ikke set hinanden i 32 år. Hun mistede sin mand ved en drukneulykke i 2013. De havde fire små børn, da manden døde. Jeg har støttet min søster og sendt penge til mad og til, at hun kunne bygge et lille hus. Vi har haft kontakt gennem årene, men det er ikke det samme at tale i telefon og skrive sammen som at mødes. Vi var selvfølgelig meget glade for at kunne mødes, og vi græd, da vi endelig mødtes. Men samtidig var vi også meget kede af hele situationen, som har holdt os adskilt fra hinanden så længe.”

Hvad kan vi gøre?

Der er fortsat kampe mellem oprørere og militæret i Myanmar. Chin’erne er fortsat en del af konflikten. Ud over flygtningene udenfor Myanmar er der 46.000 internt fordrevne chin’er i Chinstaten. Senest er militæret begyndt at registrere alle mænd mellem 18 og 35 år og kvinder mellem 18 og 27 år med henblik på militærtjeneste. Hvis man har en uddannelse, er aldersgrænsen højere, helt op til 45 år. Det har kun bidraget til endnu flere flygtninge.

”Der er fortsat brug for al den støtte, vi kan give. Derfor er BaptistKirkens støtte rigtig vigtig: Ikke kun til sundhedsprojekter, men også projekter for børn og unge og projekter, der kan forbedre den psykiske sundhed hos forældrene,” siger Moses.

Det betyder rigtig meget for dem. Ved at besøge dem viser vi, at vi bekymrer os om deres situation.

Moses foreslår også, at man besøger chin’erne i Mizoram en gang om året:
”Det betyder rigtig meget for dem. Ved at besøge dem viser vi, at vi bekymrer os om deres situation. Selv om Morten kommer alene, ved de godt, at han repræsenterer alle baptister i Danmark. Der er brug for den personlige kontakt: Give et kram, spise sammen, bo sammen og bede sammen. Flygtningene var ubeskriveligt glade for besøget.”

Fremtiden

Hverken Zung eller Moses ser særlig lyst på fremtiden for Myanmar. Militærdiktaturet sidder fortsat på magten. Selv om militæret giver afkald på magten vil det være en lang proces at få etableret et velfungerende demokrati.

Andre artikler om emnet

“Besøg har betydning for Chin-flygtningene i Mizoram”
“Flygtninge fra Chin Staten”
“Myanmars militærdiktatur er voldsomt presset”
“Støtte til flygtninge fra Myanmar”

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026

Find flere

Julen er aflyst i Betlehem, der ligger på den besatte vestbred i Israel. Kirkerne er enige i området, hvor de fleste kristne kirkesamfund er repræsenteret. Præsterne fortæller, at de håber på og opfordrer til fred. Alle skal kunne leve med værdighed i det her land. De palæstinensiske og de israelske børn fortjener at leve, håbe og drømme lyder det fra en præst i medierne, der bragte sensationen.

Den tragiske virkelighed udspringer af konflikten mellem Israel og Hamas. Og den kristne kirke ser det som en nødvendighed at aflyse festligheder, lys og glæde, som ud fra en kristen etik og næstekærlig forståelse, vil være i modstrid og kontrast til den virkelighed, der er deres i denne tid.

Aflyses julen? Kan julen som minde om ham, der kom til verden, aflyses? Fest og farve kan aflyses – måden at holde jul på kan revideres, men aflyses? Er det at aflyse håbet i en håbløs tid? At lade mørket vinde?

1. Er det at lægge sig på ryggen og overgive sig til de mørkets kræfter, der på begge sider af konflikten – og som grundlag for konflikten – kræver ”øje for øje, tand for tand”-gengældelse. (Matt. 5,38)
2. Den finder man belæg for i det gamle testamente og i koranen. I den kristne verden – blandt os, der tror på Jesus, burde det være anderledes.
3. Er det derfor ikke nu, det skal forkyndes – ja råbes ud i verden, at der findes en anden vej! En anden mulighed, en anden måde at leve livet på, også mellem dem, der ser og opfatter livet forskelligt. Ja, selv på en anden måde end jeg.

Og er det ikke et lys, der tændes i mørket, for ved det lys at skabe det liv – og mulighed for den nye verdensorden, der ikke gengælder ondt med ondt, men rækker hænderne mod det ukendte menneske i nysgerrighed på, om det kunne være en ny ven.

En dialog i stedet for at afvise og bekæmpe ved at skabe fjendebilleder. Og dette begyndte ved det lille barn, der blev født julenat, svøbt og lagt i en krybbe, fordi ingen gav ham plads. Ikke jaget fra den ene ende af landet til den anden på flugt fra bomber og ødelæggelse, men afvist ved fødslen og givet plads mellem dem ingen regnede.

• Det blev jul selvom ingen ventede det – eller var forberedte på at denne nat ville blive opfyldelse og imødegåelse af håb.
• I mørket tændes lys ved forkyndelse af budskabet om ham, der kom til verden, født af en fattig jomfru, født ind i en mørk tid, hvor jøderne var undertrykte af besættelsesmagten, romerne, som viste deres magt, ved at udskrive en folketælling, for at registrere skattegrundlaget i landet.
• Og uden at tage stilling til den nuværende konflikt, så er det nu, at ”de små” slår igen i en uhørt grad af magt, og begge sider viser en gengældelsens skånselsløshed – ”øje for øje, tand for tand”
• En væsentlig – og eskalerende faktor for konflikten – er muslimers og jøders religiøse fællesstof, hævn!

Julenat kom han til verden, der i kærlig tiltale og tydeligt sprog lærte os, at der findes en anden vej – vend den anden kind til, tilgiv som du selv er tilgivet, vær mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig – og ikke mindst ”du skal elske din næste, han er lige som dig!” Det er derfor budskabet skal råbes ud om ham, der ville stå op imod mørket, og modsige mørket med ordet ”Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”.

Eller som begreber og forståelse altid vendes på hovedet af Jesus: ”Elsk jeres fjender, velsign dem der forfølger jer – eller, slår nogen jer på den ene kind, så vend den anden kind til.” Gengæld ikke ondt med ondt! I denne mørke verden kan julen ikke aflyses. På intet tidspunkt har behovet for forkyndelsen af et glædeligt budskab, der når menneskehjerter, været større.

• Det skal forkyndes som lys i mørket – modsigelse af mørket, håb i det håbløse.
• Et lys tændt i verdens mørke – og mørket kunne og kan ikke gribe det lys.

Han blev født til verden, hvis fødsel blev markeret med lys i form af en stjerne, og som da han udlagde profetien om ham, sagde ”Nu sker det” – Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige (Matt.11.5).

• Julen skal ikke aflyses! Den kan ikke aflyses! Men fokus skal flyttes – det egentlige skal lyde, at Gud ikke har forladt verden – men kom til den i et lille barns fødsel.
• I mørket findes det lys, som mørket ikke kan gribe – og det er håb!

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus, om at holde folketælling i hele verden. Kontrasten og konflikten var tydelig. Og det skete i de dage. Lukas beskriver, så de, der var der, husker netop den tid. Og vi, der ikke levede, får overleveret budskabet om en mørk tid, med konflikt og diversitet mellem mennesker, der forstærkede mørket

Og vi kender – genkender mørket – fordi mørket er det, og der, hvor mennesker ikke giver plads, hvor mennesker ikke har øje for hinanden, men hævder sin egen ret ved at kræve. Øje for øje – tand for tand, er måske ikke din dagligdag, men genkendeligt fordi vi alle er hurtige på aftrækkeren, og ofte trykker send og deler mørket, før eftertanken måske skaber tvivlen: ”Hvad ville jeg opnå med det?” – ”Hvad var hensigten med det jeg skrev.”

• Julen er ikke aflyst i Silkeborg baptistkirke.

Og den er det ikke, fordi vi netop i en mørk tid har behov for at mindes om ham, Jesus, der blev født til verden for at skabe muligheden for et liv i lys, som mørket ikke kan gribe. Midt i vores mørke har vi endnu mere behov for lyset, der kom til verden.

Lyset er, at der findes en anden mulighed, når du føler dig angrebet: Tilgivelsen. Det handler ikke om at glemme, men om at tale med hinanden, så det gjorte mister sin magt i relationen.

“Christ in the Rubble”

Og ved du hvad? Julen er ikke aflyst – den kan ikke aflyses, for julenat blev den afgørende forskel på mørke og lys født til verden. Og det lys står ikke blot som en stjerne på himlen, som mørket ikke kan gribe, men det lyser og møder dit hjerte med et kærligt kald til modtagelse.

Husk, at det lille barn blev voksent og – forestiller jeg mig – bredte sine arme ud, åbnede ind til sin favn og sagde: ”Kom til mig, alle I som lever i mørke og i dødens skygge og jeg vil give jer liv og lys trods bekymring og mørke.”

Det kald til efterfølgelse lyder stille og alvorligt til dig. Lad ikke mørket fylde dit liv, kom til ham, der kom med og som lys til verden, og lad ham være dit lys – din tro.

Amen

Billedet til Benny Klarholts prædiken er “Christ in the Rubble” af Kelly Latimore. Du kan læse mere om kunstnerens tanker om billedet her

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Den 15. til 20. juni mødtes repræsentanter fra kirkesamfund i hele Europa i Tallinn i Estland for at deltage i Den Europæiske Kirkekonferences generalforsamling. Forsamlingen afholdes hvert fjerde år og har stor betydning for udviklingen og arbejdet i en vigtig, men måske også ret overset organisation, der forsøger at varetage kirkernes interesser i et Europa, der på mange måder har brug for kirkernes stemme i en ellers meget sekulariseret tid. Vi mødtes under overskriften ”Under Gods blessing – Shaping the future.”

En forsamling med et budskab

Jørgen Skov Sørensen, Generalsekretær i Den Euroæiske Kirkekonference (Foto: Albin Hillert / CEC)

Det var præmissen, forsamlingen indledtes med og tog livtag med gennem de fem dage, vi tilbragte sammen i Tallinn. Som en nærmest morbid symbolik faldt forsamlingens åbning sammen med det nylige skibsforlis i Grækenland, hvor mange migranter omkom. Det blev markeret med stilhed og bøn under åbningen og taget som en påmindelse om, at kirkernes stemme i Europa ikke må dæmpes, når menneskelige tragedier finder sted; det er vores ansvar at råbe op, når systemers kulde og kyniske politiske bevægelser skaber grundlaget for sådanne tragedier.

Enig fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine

Det gør sig gældende, når det gælder migrationspolitik og i alle andre sammenhænge, hvor mennesker søger at velsigne sig selv, frem for at søge Guds velsignelse. Derfor står forsamlingen enstemmigt bag en fordømmelse af Ruslands brutale invasion af Ukraine. Europas kirker står samlet side om side med voldens ofre i denne krig i anerkendelsen af den uretfærdighed, de er udsat for og kalder på fortsat bøn for fred og retfærdighed og praktisk støtte til Ukraine. Vi mindes om, at forsoning ikke kan finde sted, så længe uretfærdigheden fortsætter. Det vækker bekymring, at nogle kirker, særligt den russisk-ortodokse kirke, støtter og fremmer denne afskyelige konflikt, og derved formørker det kristne vidnesbyrd i Europa.

Vi må ikke glemme de andre konflikter

Selv om Ruslands invasion af Ukraine fylder meget i vores bevidsthed, må vi ikke glemme de andre konflikter, der skaber undertrykkelse og lidelse i Europa. Den azerbaijanske blokade af den armenske eksklave Nagorno-Karabakh afskærer stadig befolkningen dér fra omverdenen og vigtige livsnødvendigheder. Den fortsatte tyrkiske besættelse af det nordlige Cypern forhindrer de græske cyprioters forbindelse til deres kulturelle hjemland samtidig med, at den tyrkiske regering tilskynder yderligere tilflytning til øen, for at underbygge deres krav.

Vi kan ikke vandre alene

Som kristne er det vigtigt, at vi tager Guds kald alvorligt. Vi skal være håbets budbringere i et samfund, der i stigende grad gemmer sig bag grænser og søger adskillelse gennem snævert definerede identiteter, nationale såvel som politiske. Vi har ikke den luksus at kunne vandre for os selv, men må finde sammen, så vi, selv om vi har mange forskellige synspunkter, kan vise en alternativ vej. Derved kan vi, som Jesus, være fantasifulde og modige, vise selvtillid frem for arrogance, være lyttende og ikke bare talende, tillidsfulde, ikke angste og håbefulde frem for bare at være optimistiske.

Søg Guds velsignelse

Deltagerne tænder lys under morgenbønnen (Foto: Albin Hillert / CEC)

Forsamlingens budskab til Europa og mandat til den nyvalgte ledelse er, at vi skal søge Guds velsignelse og dermed være med til at forme den fremtid, vi alle skal leve i. Det gør vi ved at være til stede i den verden, vi søger velsignelsen for, ja, ud fra min egen forståelse af netop det: Ved at søge, selv at være Guds velsignelse i verden.

Perspektiver fra talere

Ud over forretningsordenen fortalte fire hovedtalere om deres syn på kirkens rolle i samfundet. Fra det politiske, ved den belarussiske menneskeretsfortaler og oppositionsfigur Sviatlana Tsikhanouskaya, og det socialvidenskabelige, ved sociologen Hartmut Rosa, hvor vi hørte om kirkernes tilstedeværelse og indblanding på godt og ondt. Til det teologiske, ved den tidligere ærkebiskop i Canterbury, Rowan Williams, og det økumeniske, ved den Ortodokse Kirkes overhoved, patriark Bartholomæus. Her hørte vi nogle mere idealistiske og opbyggende, men også praktiske, tanker om, hvordan kirkerne teologisk og med kærlighed til hinanden som Kristi legeme på jord, kan hanke op i os selv. Hvordan vi kan bruge vores omfattende tilstedeværelse og store menneskelige og økonomiske ressourcer til at handle, med Rowan Williams’ ord, teologisk i verden.

Økumeni er fællesskab om Kristus, ikke om kirkesamfund

Sådan en konference og generalforsamling er ikke kun en anledning til at fortælle en organisation, hvad den skal bruge de kommende år på at kæmpe for, eller til at fortælle Europa, hvad vi som kirker, mener er den rette tilgang til samfund og politik. Det er også et sted vi selv formes.

Aftenbøn (Foto: Ulf Tjärnstrøm / CEC)

Jesus siger, at hvor to eller tre er forsamlet, vil han være midt iblandt os. Hvad så, når det er hundreder, der er forsamlet? Hvad så, når vi er forsamlet på tværs af traditioner, konfessioner, nationaliteter og liturgier? Hvad så, når vi i den sparsomme fritid sådan et møde giver os, taler sammen i mindre grupper bestående af uformelle baptister, hierarkiske ortodokse, gejstlige i uniformer af forskellig slags, fra Frelsens Hærs militærinspirerede uniformer til de lange sorte kjoler hos de ortodokse eller de udbredte skjorter med den lille hvide firkant i kraven og lægfolk i en, måske, mere fornuftig mundering? Er Kristus ikke til stede her?

Kristus heler sit brudte legeme gennem økumenisk fællesskab

Jeg tror, han er lige så stærkt til stede der, som når vi mødes i vores mere ensartede fællesskaber. Jeg er overbevist om, at den dannelse, som vi også udsættes for i mødet med Kristus, er så meget stærkere, når vi ser ud over os selv i mødet med det anderledes. Her værner vi ikke kun om vores ret til at tilbede på vores egen måde, men lærer at tage del i en fælles tilbedelse og at forstå, at Guds rige er ét, men også så meget større, end vores lokale samfund kan vise os. Vi mødes ganske vist i anerkendelse af tidligere tiders splittelse, men med det mål, at tale med én stemme. Hvis kirken er Kristi legeme, så er det, der sker i praksis i vores økumeniske organisationer, at han heler sit brudte legeme, så han kan hele en brudt verden.

Kun som enig kirke kan vi danne fremtiden

Den Europæiske Kirkekonferences formål er at være det sted, de europæiske kirker kan tale med én stemme. Det er vigtigt for, at vi kan tages seriøst som aktør i samfundet og for, at vi fortjener at blive taget seriøst. Det er en organisation, der gennem sit virke giver os håb om, at det kan lade sig gøre i Europa. Det kan være en langsom proces, men den er vigtig for os som kristne i Europa og hvis vi rent faktisk tror på det vi taler om, er den også vigtig for samfundet omkring os. Vi lever under Guds velsignelse og derigennem er vi med til at danne fremtiden. Det kan vi ikke gøre som en splittet kirke.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 29. jan. 2026 - Den kæmpestore pære
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 26. jun. 2025 - Er krig svaret?

Find flere

Baptistkirken i Danmark har en lang tradition for at drive projekter sammen med vores partnere i Burundi, Rwanda og Myanmar og opbygge deres kapacitet til selv at drive arbejdet. Det gør vi bedst med din hjælp. Arbejdet kan støttes på konto 3201 10042879 eller MobilePay 911 118 mærket ’Partnerstøtte’.

I 1936 skrev den norske digter, Nordahl Grieg, digtet ”Til ungdommen” som modsvar til den spirende nazisme i Europa. Det er bedre kendt som sangen ”Kringsatt af fiender”.[1] Trods sin alder holder den stadig, og den er da også blevet ’udødeliggjort’ af blandt andre Kim Larsen. Strofen ”Krig er forakt for liv” dukker som sagt ofte op i mit hoved, når jeg besøger vores venner i Burundi, Rwanda eller Myanmar. Alle lande har været eller er ramt af krig. Og i alle tilfælde borgerkrig.

Konflikt på konflikt

I Burundi har der historisk set været mange konflikter siden selvstændigheden. Først et militærstyre, så et kup i 1966, derefter store uroligheder i 1972 og op igennem 80’erne med mere end 100.000 dræbte. Og endnu et kup i 1993, hvor omkring 300.000 blev dræbt. Siden har der været flere kupforsøg, senest i 2015. For tiden er der relativt fredeligt i Burundi.

Rwanda har også haft konflikter siden selvstændighedskampen og især huskes folkemordet i 1994, hvor op mod én million mennesker blev dræbt. Siden har et de facto-diktatur styret landet.

Lejr for internt fordrevne i Myanmar.

Myanmar har været involveret i uroligheder både før, under og efter kolonitiden. Forskellige diktaturer har siden 1948 afløst hinanden, og der har været etnisk uro i mange områder. I 2011 blev for første gang en tilnærmelsesvis demokratisk regering valgt, og burmeserne øjnede muligheden for frihed. Desværre gik drømmene under i militærkuppet i februar 2021, hvor forfølgelse, overgreb og angreb på civilbefolkningen igen blev en realitet.

Det stopper ikke, når krigens ødelæggelser og rædsler hører op. Befolkningen bærer det med sig i mange år, og det kan være ødelæggende for et samfund.

Kirkerne kan ’standse med ånd’, samle de brudte skår og konkret hjælpe hjemvendte flygtninge og andre udsatte.

Krigens konsekvenser og kirkens rolle

Krigene og ufreden har medført, at mange er blevet fordrevet fra deres hjem, og nogle finder også vej til Danmark, bl.a. via FN’s kvotesystem. Men mange er fortsat internt fordrevne eller bor i flygtningelejre i nabolandene. På den måde er familier blevet splittet og de etniske spændinger forstærket. Det resulterer i manglende tillid til hinanden, brudte relationer, og derfor samarbejder man ikke om løsning af problemer. Mange vender tilbage efter en periode – men til ingenting.

Her spiller vores søsterkirker en stor rolle. Med deres centrale placering i samfundet i både Afrika og Myanmar, hvor de fleste har et aktivt kirkeliv, har kirkerne en enestående mulighed for at række ud. Kirkerne kan ’standse med ånd’, samle de brudte skår og konkret hjælpe hjemvendte flygtninge og andre udsatte. Her kommer kirkernes kompetencer inden for mobilisering, diakoni, netværksdannelse og omsorg for alvor til sin ret.

Hvis vi sammen kaster kræfter ind, så kan vi bidrage til fred og udvikling og derved skabe håb for udsatte grupper.

Det er en lang proces at bringe tilliden tilbage til lokalsamfundene, mellem mennesker og i de nære relationer. Her er dialog og arbejdsfællesskab vigtigt. Det kan kirkerne med forkyndelse om fred, frelse og forsoning, og det gør kirkerne i deres arbejde, og det samarbejder vi med dem om. Når vi fx arbejder med spare- og lånegrupper, hvor tidligere fjender sidder sammen, genskabes brudte relationer. Når ægtefæller efter træning og forkyndelse igen taler sammen og deler ansvaret i familierne, så opbygges relationer og sårene heles. Når der ydes sundhedshjælp fra private undergrundsklinikker, som vi ser det i Myanmar, så genoprettes den gensidige tillid.

Edvard Griegs digt fortsætter: ”Fred er å skape. Kast dine krefter inn: døden skal tape!” Arbejdet er et bevis på, at hvis vi sammen kaster kræfter ind, så kan vi bidrage til fred og udvikling og derved skabe håb for udsatte grupper.

[1] Se Højskolesangbogen, 19. udgave, nr. 201

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere