Lyt til artiklen:

Vi har alle brug for at kunne spejle os i det, vi kalder Gud. Polyteistiske religioner har både mandlige og kvindelige guder. Tænk bare på de græske guder Aphrodite (gudinde for kærlighed) og Nike (gudinde for sejr). I den gamle nordiske religion har vi bl.a. Hel (gudinde for døden og underverdenen) og Idun (gudinde for ungdom og evighed). Alle polyteistiske guder har både guder med kvindelige træk og guder med mandlige træk. Selvfølgeligt dybt kønsstereotype tildelinger af evner, så det mandlige handler om krig og magtkamp, og det kvindelige har fokus på familie, frugtbarhed og fred.

I de monoteistiske religioner findes der kun én Gud, så her opstår der et problem med repræsentation, for hvilket køn har Gud? Og er det kønnede overhovedet noget, vi har brug for at spejle os i?

Religioner afspejler den kultur, de er blevet til i

Det er umuligt at tale om religion uden at tale om kultur. Religioner tager form efter den kulturelle kontekst, de er blevet til i, og den kontekst, de udspiller sig i. Derfor er Gud traditionelt blevet omtalt med maskuline pronominer og som et maskulint fænomen i både jødedom, kristendom og islam. Patriarkalske samfundsmønstre har været den virkelighed, forfatterne og redaktørerne har levet i og oplevet sig selv som en del af. De tre skriftreligioner står i en fælles udfordring, da Tanak (den jødiske helligskrift), Bibelen og Koranen alle er blevet til i en tid og en kulturel sammenhæng, hvor kvindens stilling på ingen måde var ligeværdig med mandens. Kvindens plads i de fortidige tekster er entydigt i familien og i hjemmet, hvorimod mandens domæne er det offentlige rum, hvor der skal handles og træffes beslutninger.

Hvordan påkalder moderne mennesker Gud?

Der skulle et billede til, som var velkendt, og det blev altså det patriarkalske overhoved i en familie.

Da jeg blev ordineret til præst i Lyngby Baptistkirke i 1995, var der forud for ordinationen et offentligt ordinationsråd, hvor jeg skulle gøre rede for mit kald og min teologi. Her delte jeg min undren over, at vi har så travlt med at reducere Gud og begrænse menneskers forestillinger om Gud til en personificeret farskikkelse. Jeg vil ikke beklikke, at det for de gammeltestamentlige redaktører har været et pædagogisk fif i stil med Grundtvigs ’menneske først, kristen så’, at betegne Gud som en maskulin farfigur. Der skulle et billede til, som var velkendt, og det blev altså det patriarkalske overhoved i en familie.

I min tid som præst begyndte jeg ofte den store kirkebøn på følgende måde: Kære Gud, vor himmelske far og mor… I dag siger jeg: Gud, vores himmelske forældre eller slet og ret: ’Kære Gud’. Fordi kirkebønnen bedes på vegne af hele menigheden, så ønsker jeg at bede, så de fleste kirkegængere oplever sig inkluderet i bønnen.

Jeg er stadig optaget af at gøre bibellæsere opmærksom på det patriarkalske fundament, de bibelske tekster er blevet til på, og hvordan det har smittet af på teksterne. Jeg har mødt mennesker, der har overlevet livet ved troen på en kærlig far, fordi deres jordiske far udøvede både psykisk og fysisk vold. Jeg har mødt mennesker, der har fået kvalme i kirken af at høre Gud omtalt som en almægtig far, fordi deres eget billede af en far spærrede for det positive farbillede.

Gud er ikke begrænset af menneskelige koncepter om køn.

Gud er ikke begrænset af menneskelige koncepter om køn. I mit teologiske univers kan vi ikke binde Gud fast til binære kønskategorier, men vi må slippe Gud løs af de snærende bånd – og derved slipper vi også mennesker fri til at gribe og begribe gud. Jeg undgår derfor at sige han/ham om Gud, for det får det guddommelige til at skrumpe for mig. Jeg kunne heller ikke drømme om at sige hun/hende, hen/høn eller de/dem, for i min optik vil det også være at gøre Gud mindre. For mig er Gud det alle-kønnede og ikke-kønnede, der ligger udenfor den menneskelige erfarings grænser.

Jesus er en mand født ind i et patriarkalsk samfund

Jesus er født som menneske og omtales i Det Nye Testamentes tekster som en dreng eller mand.

Anderledes forholder det sig med Jesus. Han er født som menneske og omtales i Det Nye Testamentes tekster som en dreng eller mand. I lyset af den oplysning om Guds søns køn, forsøger jeg at forstå hans ageren i det første århundredes middelhavskultur.

Bibelen er fuld af eksempler på, at Jesus bryder med normerne og insisterer på at være sammen med dem, de andre ikke anser for ligeværdige og udenfor det gode selskab. Når disciplene forsøger at holde kvinder og børn væk, irettesætter han dem. Disciplene repræsenterer den patriarkalske dagsorden, mens Jesus repræsenterer et brud med den.

Men hvad så med Helligånden? Har Helligånden et køn?

Hvad så med Helligånden? Hvilket køn har den tredje del af den treenige Gud? Det har tilsyneladende været svært at forklare, hvad Helligånden er for en størrelse, så derfor rummer både Det Gamle og Det Nye Testamente en række symboler og metaforer, der med billeder beskriver Helligånden: ild, vind, åndedræt, due, verdensfornuft (logos) m.fl. Helligånden er ofte blevet tillagt såkaldt klassiske kvindelige egenskaber såsom det sensitive, indfølende, kærlige og nærværende, og er derfor blevet udråbt til at repræsentere det feminine aspekt af Gud. Jeg vil heller ikke begrænse Helligånden med menneskelige koncepter om køn. Det græske ord for Helligånd er iøvrigt pneuma agio (Πνεύμα Άγιο), der er grammatisk intetkøn.

Hvilket køn har den tredje del af den treenige Gud?

Er et fortolkningsfællesskab også et uenighedsfællesskab?

De uenigheder, vi ofte oplever i den kristne menighed, har enten at gøre med den stil, musikgenre, sange og salmer og traditioner, som anvendes i vores menigheder, eller det har at gøre med vores syn på Bibelen og hvordan vi læser den. I et fortolkningsfællesskab, hvilket en baptistmenighed er, vil der være flere fortolkninger af de læste tekster. Søndagens prædikant kan således opleve, at der ved kirkekaffen bliver stillet uddybende eller kritiske spørgsmål til udlægningen af dagens tekst eller der bydes ind med flere nuancer til teksten. Fordi enhver fortolkning afhænger af fortolkerens for-forståelser og egen kulturelle og historiske opvækst, så er det ideelle, at fortolkninger deles og forfines i fællesskabet.

Bibelen, som er genstand for vores fortolkninger i en kristen menighed, er selv blevet til i en specifik kulturel og historisk kontekst. Det kræver i min bibellæsningspraksis en særlig opmærksomhed, så jeg ikke læser Bibelen, som om den er skrevet og samlet i min egen samtid. Denne problematik er ikke kun forbeholdt den kristne religion. Alle religioner med hellige skrifter drøfter i deres fællesskaber, hvordan de tekster skal læses og hvilken rolle de skal spille i både den institutionaliserede religion og i den religiøse udøvers lokale religiøse fællesskab og hverdagsliv. Kan det lokale religiøse fællesskab rumme flere måder at gå til de hellige skrifter på? Ja – det ser sådan ud, da man f.eks. i de lokale menigheder har mulighed for at samtale om det, der kan være uenigheder om, og stadig samles om nadverbordet. Det er nok lidt sværere på det institutionelle niveau at finde en måde at være sammen i et uenighedsfællesskab, da det kræver dialog, vilje og tolerance.

Nå, men hvilket køn har Gud så?

Når noget i samfundet – som kønsopfattelser – forandrer sig, så skaber det naturligvis problemer for religioner, der bygger på skrifter, der er bundet af deres tids historicitet og forestillinger om køn. Men fortolkninger er foranderlige, og religioner er foranderlige og dynamiske og ændrer sig over tid.

Mit gudsbillede har flere kønsnuancer.

Som det vist fremgår af mit skriv her, så mener jeg ikke, at kønsrollerne i de bibelske tekster er gudgivne og statiske, men de er udtryk for det første århundredes middelhavskultur, så selvfølgelig bliver Gud omtalt som en pater familias, en far, en mand med alt, hvad det nu indebærer på den tid, teksten er nedfældet. Hvis det gudsbillede passer godt til din opfattelse af Gud, så er det jo ret ideelt. Mit anliggende er blot at dele, at mit gudsbillede har flere kønsnuancer.

Læs også artiklen “Gud er håb og drama”.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

’Hvem passer så dine børn, mens du er væk?’ bliver jeg typisk spurgt, når jeg er med job på rejse i Afrika. Og til modtagerens undren og bestyrtelse kan jeg oplyse, at den opgave varetages fremragende af børnenes far!

I min lille familie er far altså akkurat lige så god som mor, når det handler om at drage omsorg for børn.

Lige muligheder

Kønsligestilling handler ikke nødvendigvis om, at vi skal behandles ens. Men vi skal behandles lige. Med lige muligheder. Og det er ofte her, problemerne opstår – fordi mænd og kvinder ikke har lige muligheder. Situationen ude i verden først: Mange kvinder og piger har ikke de samme muligheder som mænd og drenge – fx for at tage uddannelse, få lån i banken, bestemme over eget liv og krop. Udgangspunktet er en opfattelse af, at mænd er mere værd end kvinder; at kvinder har en bestemt plads i samfundet – typisk i hjemmet.

Kønsligestilling handler ikke nødvendigvis om, at vi skal behandles ens. Men vi skal behandles lige. Med lige muligheder.

Også i Danmark går bølgerne ofte højt i debatter om ligestilling mellem kønnene. Det er et faktum, at kvinder og mænd ikke får lige løn for det samme arbejde. Kvinder får mindre. Det er et faktum, at der er færre kvinder på topledelsesposter og bestyrelsesposter end mænd. I den politiske verden er billedet det samme; særligt i kommunalpolitik er andelen af kvinder lav.

Barselsorlov er et kapitel for sig. Kvinder tager langt størstedelen af barslen, og forslag om at øremærke barsel til mænd kan endnu ikke mønstre flertal i Folketinget. Utroligt nok har mændene endnu ikke krævet deres ret til øremærket barsel – selvom mænds barsel har åbenlyse fordele i familiemønstre og for kvinders muligheder på arbejdsmarkedet.

 Køn og kristendom

Vi taler ofte om islam som den kvindeundertrykkende religion. Om Saudi-Arabien, burka, niqab og imamer. Men køn og kristen tro hænger også uløseligt sammen. Desværre er det sjældent for det positive – i mange lande kan kvinder endnu ikke blive præster, tale i forsamlinger (ej heller i kirken), og de er i kirkelivet ’forvist’ til et kvindedepartement, som varetager sociale omsorgsopgaver eller håndarbejde. Ikke at forklejne de opgaver, men kvinder er ofte forment adgang til magtens centrum, hvor beslutninger træffes – også i kirkelige sammenhænge.

Jesus behandlede kvinder som ligeværdige. Det er et forbillede, vi må huske også i vores moderne verden.

Men verden burde se anderledes ud. Kirken burde være frontløber for ligestilling mellem kønnene. Alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor præcis lige meget værd. Mand såvel som kvinde.
Jesus var en radikal fortaler for kvinders rettigheder. Han omgav sig ofte og gerne med dem, som ingen andre ønskede. Han behandlede kvinder som ligeværdige. Det er et forbillede, vi må huske også i vores moderne verden. Jesus gjorde ikke forskel på, om han hjalp og helbredte mænd eller kvinder eller omgav sig med kvinder, der blev betragtet som ’urene’ eller var prostituerede. Jesus var radikal – nærmest rebelsk – i sin måde at behandle alle lige. Det ønsker jeg, at alle kirker ville efterleve i dag. I Det Ny Testamente og i Paulus’ breve finder vi ganske få sætninger om kvinder – fx at kvinder skal underordne sig og tie i menigheden[1]. Desværre har de få sætninger fra Paulus fået større vægt end Jesus’ konkrete handling.

Nej, mor. Drenge er bare seje på en anden måde.

Hvis præster rundt omkring i verden brugte deres taletid på prædikestolen til at understrege, at kvinder er lige så meget værd som mænd, kunne vi for alvor rykke verden. For præster og religiøse ledere er afgørende stemmer, som taler direkte til millioner af mennesker og har adgang til at forme deres holdninger og handlinger. Fx burde kvinders rettigheder, vold mod kvinder og pigers adgang til uddannelse være øverst på agendaen for kirken , hvis vi vil være ægte efterfølgere af Jesus.

 Vi er ikke ens

En dag havde jeg taget en bluse med teksten EQUAL på. Min 4-årige datter spurgte mig, hvad der stod, og jeg svarede, at piger og drenge er lige seje. Efter lidt tid i tavshed siger hun til mig: ”Nej, mor. Drenge er bare seje på en anden måde.”

Ligestilling handler ikke om, at mænd og kvinder er ens. Vi er ikke ens. Og det er helt i orden. Men vi skal have de samme muligheder for at opnå det, vi ønsker os, i tilværelsen. Det er langtfra alle steder i verden, hvor mennesker har mulighed for at opnå alt, hvad vi ønsker, i tilværelsen – men vores køn må ikke begrænse os. Lige muligheder og lige behandling for mænd og kvinder er indbegrebet af ligestilling.

Ligestilling:

• gennemsnitlig barselsorlov i 2015 for mænd: 20,8 dage; for kvinder: 297,6 dage
• andelen af kvindelige medlemmer af Folketinget er 37,1%
• ved kommunalvalget i 2017 var kun 32,9% af de valgte kvinder
• Mænd tjener i gennemsnit 13% mere end kvinder (2017)

Kilde: Danmarks Statistik

Jeg har fået to piger. Jeg håber, de vokser op med overbevisningen om, at de er lige så meget værd som drenge og mænd. At de tror på og oplever, at intet begrænses for dem på grund af deres køn – at de får lige muligheder og lige behandling. Fordi vi alle sammen har uendelig værdi; som mennesker – mænd og kvinder. 

[1]    1. Korintherbrev kap. 14, vers 34

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere