Vi kan tilbyde, at dialogen om, hvad der er vitalt for både kirken og verden, foregår i respekt for mennesker, som tænker anderledes end os – både kirkeligt og verdsligt.

I vores kirke har alle en røst. Ledelsen, præster og alle i menighederne kan tale med lige stor vægt ind i troslivet og ud i verden.

Vi kan som kirke både lokalt og globalt virke som dem, som udøver mission, men også som kirken der skaber økumenisk samarbejde og derigennem leder mennesker til Jesus Kristus.

Hvis vi skal være en del af den mørtel, som kitter kirkerne sammen, skal vi også tale med hinanden med kærlighed og respekt. BaptistKirken kan kun inspirere til, hvad vi selv gør.

Under Helligåndens vejledning håber jeg, det er, hvad vi oplever i tiden inden synoden i pinsen 2025.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

I de senere år, har jeg flere gange oplevet tegn på, at vi som kirkesamfund er kommet i splid med os selv. Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om unge, dygtige teologer, der føler sig presset væk fra vores kirkesamfund, blandt andet fordi de beskyldes for at være ”for konservative” eller ”for karismatiske”.

De første danske baptister gik imod lovgivningen på flere områder – og blev straffet for det. Det var jo ligefrem grundlaget for at stifte vores kirkesamfund! Nu føler jeg, det er, som om vi prøver at tækkes det verdslige samfund på bekostning af vores værdier. I den forbindelse kan vi let komme til at underkende andres gaver fra Gud.

Jeg synes, vi som baptister skal være stolte af og turde stå ved vores standpunkter, vi skal ikke nødvendigvis forsøge at tilpasse os verden omkring os. Hvis vi gør det, har jeg svært ved at se vores berettigelse.

Jeg må indrømme, at jeg til tider tvivler på fremtiden for vores kirkesamfund. Men en samtale med en viis, ældre mand i sommerferien har givet mig følgende læring med: Vi kender ikke fremtiden, men vi skylder vores forfædre at forsøge at nå til enhed!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Arbejdet mod 2025 og den store plan for BaptistKirken er i gang. Jeg fornemmer dog, at der nogle steder ikke virker til at være den samme villighed til at lægge så mange kræfter i det. At man nogle steder stadig har en historik, som bremser ens engagement i denne proces. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, det er ærgerligt.

Ikke bare for den enkelte, men faktisk for vores fællesskabs skyld. Vi må lægge fortidens skænderier, udfordringer og uenigheder til side, hvis vi skal lykkes med denne proces. For vi skylder hinanden, vores kirkesamfund og menigheder, at vi en gang for alle kan sætte os ned og sætte en retning i fællesskab.

Denne retning vil måske betyde, at der er nogle, der beslutter at gå en anden vej, og måske kommer der nye til – om ikke andet så må det være resultatet for, at vi som baptister og kirkesamfund forsat må have en betydning for den enkelte og for vores samfund.

Så spørgsmålet er, hvad er den gode historie for BaptistKirken? Hvad vil vi? Hvorfor er vi stadig relevante?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Det er søndag formiddag. Klokken er 11.07, og min kone og vores to børn er på besøg hos mine svigerforældre, som er på campingferie ikke langt fra vores hjem. Det slår mig, at det er i dag, Sommerstævnet begynder på Lindenborg. Jeg selv skal have en dag på sofaen, inden arbejdet kalder igen i morgen.

Det er nu, der skal forandringer til

Og det er egentlig mit afsæt for dette. For jeg er bevidst om, at jeg ikke selv er på sommerstævne. Jeg har ikke selv været særlig aktiv på andet end lokalt plan i de seneste 10 år. Så indlægget her er nok mere en stemme fra kanten eller et opråb fra sofaen. For jeg hører rygter. Gode rygter. Om at det nu er tid til at revitalisere Baptistkirken i Danmark, og det glæder mig. Meget. Der har været antydningen til debat om vores fælles fremtid i Christian Bylunds og Jan Kornholts kronik og kommentar. Der diskuteres kant og mangel på samme! Jeg vil gerne give mit perspektiv her fra sofaen. For jeg tror egentlig, at det er nu, der skal forandringer til, hvis vi vil have et levende kirkesamfund i fremtiden.

Er der behov for mere kant?

Spørgsmålet om kant vil vi kunne bruge meget tid på. Der kan afholdes temadage, regionale møder, inspirationsaftener, måske endda webinarer, foruden drøftelser på landskonferencer. Og det er grundlæggende også interessant, om Baptistkirken i Danmark har udspillet sin rolle. Teologisk? I spirituelt udtryk? I form og indhold? Har vi en selvstændig berettigelse, eller er det, der engang var ”vores” kendetegn også repræsenteret i andre dele af det danske kirkeliv? Jeg er enig i, at vi er nødt til at få lavet en rodbehandling, men vi skal passe på os selv.

En nødvendig samtale

For hvor har vi dog haft temadage og ”inspirationsaftener”. Rigeligt af dem. Jeg tror, vi er et sted, hvor vi skal passe på med ikke kun at filosofere ord og tekster. Vi er nødt til at have en parallel samtale om, hvad det er, vi vil som kirkesamfund. Hvad det er, vi vil gøre sammen.

Det er muligt at være fælles

For min påstand er, at det er muligt at være én fælles missionsorganisation, selv på et (alt for) bredt formuleret eller ikke-eksisterende grundlag som det nuværende. Vi kunne egentlig godt forsætte som nu – hvis vi fandt ind til kernen af, hvad det er, vi vil sammen.

En missionsforening uden fælles mission?

Når Christian og Jan efterlyser kant, hører jeg en dybfølt efterspørgsel efter en fælles vision og et fælles grundlag. Jeg er enig, men efterlyser samtidig en fælles mission. Noget indhold. Noget at være sammen om. Så kirkesamfundet får en dybde af ting, vi gør sammen. På baggrund af vores fælles grundlag. Så ordene ikke bare bliver ord – hvor gode, reflekterede og teologisk velfunderede, de ellers er!

Hvad er det egentlig, vi gør sammen?

Jeg har tænkt over, hvad det egentlig er, vi gør sammen i dag. Et aktuelt svar flagrer lidt i vinden. Lidt hårdt sagt har baptisterne vendt sommerstævnet ryggen. For 15 år siden var vi 1.200-1.600 deltagere på vores eget stævne i Mariager. I år er der 840 – selv efter, vi har besluttet at holde vore stævner sammen med Evangelisk Frikirke Danmark.

Bladet baptist.dk skimmes af mange, men spørgsmålet er, om tiden er løbet fra klubbladet, hvor hovedattraktionen er en afart af ”menighedsstafetten” og et personligt portræt foruden bladets afsnit om døbte og døde. Vi skal jo lige have styr på familierelationerne…

Vi har en stor portefølje på den internationale mission. Men hvor mange kan med ro i sindet nævne de projekter, vi driver?

Vi vil menighedsudvikling. I hvert tilfælde på papiret. Selvom der i disse år lukker flere menigheder, end der åbner, og at den seneste strategiske menighedsplantning vel skete for 20 år siden.

En missionsforening uden fælles grundlag

Jeg oplever det nationale fællesskab i Baptistkirken i Danmark som en missionsforening uden fælles grundlag – og måske endda uden fælles mission. Og vores fælles arbejde er nok ikke det, vi brænder for. Det er snarere blevet det, som ingen rigtigt kan være imod.

Vi er struktureret til, at nye projekter kan poppe op hurtigt. Vi mødes til to årlige generalforsamlinger. Men det er vist længe siden, at en landskonference blev fyldt af en fælles tro på fremtiden og nye projekter – og at optagelse af nye menigheder ikke er sket efter splittelse i eksisterende.

Vil vi noget? Gør vi noget? Omsætter vi fælleserklæringen til ord og handling – og ikke bare et ligegyldigt idékatalog et mørkt sted på en hjemmeside, som ingen finder?

Hvad står vi sammen om med hænder, hjerter, økonomi og forbøn? Hvad er hjerterne fyldte af?

Hvor blev jeg selv af?

Det er denne sommer 10 år siden, jeg trådte ud af Baptistkirken i Danmarks ledelse. Tilmed ét år før udløbet af min valgperiode. Jeg var frustreret. Frustreret over én hverdag om måneden at skulle udeblive fra mit studie/omlægge mine vagter på mit fritidsjob i den offentlige sektor for at mødes om kopimaskineaftaler og temadage. Da jeg blev valgt til ledelsen, forelå en vision og mission for fællesskabet. Skrevet af den tidligere ledelse. Det var et dokument, der var én A4-side langt, som jeg ikke kan huske det præcise indhold af. Men vi skulle alt godt – dog uden at konkretisere noget som helst.

Vi omsatte intet til strategier og konkrete indsatser. Men vi brugte tid på at overveje, hvordan vores 175-års jubilæum skulle fejres. Det fik sloganet ”Kom nu videre!” – måske vi i dag er klar til at tage det tema sådan rigtigt til os! Alt andet i den daværende ledelse blev ikke rigtigt til noget. Jo – det blev til en katastrofal diskussion om vielser af par af samme køn, som hverken var køn eller klædelig for nogen. Spørgsmålet er, om de gode tanker er blevet til handling siden 2013?

Siden dengang har jeg engageret mig lokalt. I Købnerkirken på Amager – siden Immanuelskirken i Aarhus. Begge steder har jeg oplevet ærlige, kærlige og gode trosfællesskaber, hvor man faktisk tør gå ud i tro på, at Gud kan og vil mere end det bestående. Hvor man faktisk tør træde ud på vandet i tro på, at verden er større end vores lille båd.

Hvor skal vi hen, du?

Ja, vi skal i hvert tilfælde fremad. Vi har en tradition og historie, som vi i høj grad kan være stolte af. Men det er næppe historien, vores vedtægter og demokratiske struktur, vores nedskrevne visioner og ambitioner, der gør forskellen ude i virkeligheden. Kirkeligheden trænger til at blive støvet af. Der skal luftes ud. Kirkeligheden skal møde virkeligheden.

Vi trænger til at synge en fællessang, der samler. Måske endda sikre nye landvindinger. Ikke imperialistisk eller kolonistisk. Men vi skal da overveje, hvorfor der ikke er baptistmenigheder i store byer som Randers, Horsens, Kolding, Næstved og Helsingør? Og om husprisernes himmelflugt i de store byer gør det attraktivt at plante nyt i mindre byer?

Hvor blev børnene af?

Vil vi acceptere, at en indsats for børn, teenagere, unge og børnefamilier ikke fylder i Baptistkirken i Danmark i dag? Og i øvrigt ikke har gjort det i dette årtusinde. Javist, vi har to landsorganisationer, som bliver væsentlige samarbejdspartnere i det arbejde. Men hvorfor ikke hjemtage entreprisen og selv gå i gang. Skabe liv. Energi. Sætte noget i gang. I den proces ville det selvfølgelig være tudetosset ikke at anvende de bedste aktører på markedet – bl.a. vores egne landsorganisationer.

Et styrket kald til tjeneste?

Bør vi styrke kaldet til tjeneste yderligere? Bør vi styrke præstefællesskaberne yderligere? Bør vi udstyre alle nye præster med en erfaren mentor? Bør vi skabe nogle mere forpligtigende netværk mellem menigheder, hvor den som er vældig stor også skal være vældig rar mod den mindre? Bør generalsekretærens tjenestebeskrivelse ændres, så den bliver mere general end sekretær? Giver vi vort personale de optimale rammer for at udfolde deres kompetencer?

Der kan gøres meget mere

Har sommerstævnet i sin nuværende form overlevet sig selv? Har vi de rette talere? Har vi fokus på børnefamilierne, relevante teenagespor osv.? Hvor børn er, er der også forældre og bedsteforældre. Det viser al erfaring.

Er det tid til at strømline vores kommunikation og visuelle udtryk? Er det i det hele taget tid til at fokusere? På det nødvendige og på det, vi finder, er vores særlige DNA. Så vores visioner faktisk også bliver til liv – og ikke bare (gode men måske) forblommede ord, vi bekræfter hinanden i hvert femte år?

Det er nu!

Jeg tror, det er tid til en grundlæggende debat nu. Hvis vi vil, kan vi undgå, at det nationale fællesskab ikke fader ud som en parodi på en organisation, som få tror på levedygtigheden af – og resten måske bare ikke tør sige det?

Vi skal skabe begejstringen ude lokalt! Vi skal indgyde håb og tro på en fælles fremtid! Vi skal være andet og mere end en pjece, en pulje med penge – og et par portaler på internettet, hvor man kan læse mere…

Vi kan lægge meget over til Gud – men mon ikke, han forventer mere af sit folk, end at vi bare læner os tilbage med credoet: ”Guds rige skal smage, derfor kaffe og kage. Foran tv’et jeg venter, til Herren mig henter!”

Sofavælgerens refleksion

Og apropos tv’et. Her fra sofaen kan jeg se, at Tour de France-feltet angriber dagens højeste bjerg. De kører hårdt på for at få skabt dagens udbrud, inden det store slag skal stå mellem Pogacar og Vingegaard. Selv de ryttere, der var i asfalten, kommer på benene igen. De ofrer sig for hinanden for holdets bedste.

Tja – måske vi kan lære lidt. Af Tour de France – og måske af det store potentiale Baptistkirken i Danmark har. Men jeg tror, at store dele af det potentiale er som mig. Vi har valgt sofaen. Måske ikke i vrede og frustration. Vi har ladet fødderne tale. Det stille opråb fra sofavælgeren.

Læs mere:

“Mangler vi kant” af Christian Heldgaard Bylund

“Blev kanten for blød?” af Jan Kornholt

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Jan Kornholt indleder sit svar på Christians debatoplæg med ordene:
”Tak Christian for dine gode spørgsmål og udfordringen til vores kirke. Du rammer plet! Baptistkirken i Danmark mangler kant. Ja, vi mangler eksistensberettigelse!”

Foto: Bent L. Hansen

Jans indlæg fortsætter:

”Vi har ‘kant’, når vi kæmper for den enkeltes trosfrihed og den lokale menigheds selvstændighed. Men absurd nok, så er det netop friheden, der gør, at vi mangler kant. For hvis alle skal respektere alles holdninger, så ender fællesskabet som en grød, som ingen kan identificere sig med.

Den voksende forskellighed gennem mange årtier, i et fællesskab, der hylder frihed og uafhængighed, har udvandet vores identitet. Hvis vi skal have mere kant, så må vi være parate til at tænke anderledes om alles ret til at mene hvad som helst.

Jeg vil gerne være med i en kirke med mere kant og en tydeligere profil, men konsekvenserne bliver, at ikke alle nuværende baptistmenigheder fortsat kan være i det samme kirkesamfund.

Så HVIS vi fortsat skal være et kirkesamfund, så lad os få et opgør: Lad os beskrive et kirkesamfund med kant og acceptere, at nogen vil være med og at andre ikke vil!

I øvrigt er vores kirkesamfunds struktur og vores fælles arbejde også en anakronisme, som mangler kant og relevans. BaptistKirkens struktur hører hjemme i en sammenhæng, hvor medlemskirkerne var i en helt andet situation end i dag. Dengang (for 40-50 år siden) var vi få og store menigheder i et homogent fællesskab med stor sammenhængskraft takket være præsteseminarium, højskole, ungdomsårsmøder, lejre, missionsuger mv.

I dag er vi flere, men mindre menigheder, de fleste uden tilstrækkelige ressourcer til at udvikle sig. Sidste år lukkede vi tre menigheder og flere er på vej til at lukke. Vores kirkesamfund har en veludviklet administration og penge i banken, men vi har ikke meget at tilbyde den lokale menighed, som kæmper med overlevelse og kæmper med at finde nye brugbare veje i mission.

Derfor er det på tide, at vi får et opgør med BaptistKirkens struktur, så vores kirke kan blive en organisation, der matcher menighedernes virkelighed og behov.

Der sker ikke noget nyt uden at noget gammelt må dø! Og lige der, har vi i vores kirke gennem årene oplevet markant modstand mod forandring, samtidig med at visionære kræfter ikke gad være med længere. Måske er det for længst for sent at skabe den nødvendige fornyelse?! Jeg håber det ikke.”

Tag del i debatten – her på siden eller hvor der er mulighed: Forteltene på Sommerstævne ’23, menighedsmøder, grillaftenerne med vennerne fra kirken eller over en kop kirkekaffe.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

I den sidste weekend i april mødtes BaptistKirkens ledelse til den indledende samtale om vores kirkesamfunds udfordringer, og hvordan vi arbejder videre med dem. Den proces kalder vi revitaliseringsprocessen. Den vil I høre meget mere om i den kommende tid.

Et spørgsmål, som blev relevant i løbet af døgnet, var: “Mangler vi kant?”.

Jeg vil derfor gerne indlede en samtale med alle jer baptister om netop det: “Mangler vi kant?” Er der behov for mere kant? Jeg er selv i tvivl. Jeg elsker vores frihed, men kan friheden skabe en kultur med så meget bredde, at det ikke længere gavner fællesskabet? Kan det skabe en kultur, hvor ”everything goes”?

Jeg vil gerne lægge ud med lidt tanker.

Baggrunden

Gennem de sidste knap 180 år har nogle af grundpillerne i dansk baptisme været bredden og menighedernes selvstændighed. Bredden og selvstændigheden har ændret sig med årene og har favnet bredere og bredere. Den tidlige danske baptisme var præget af stærk kirketugt og indflydelse fra tyske og amerikanske baptister, der trak i forskellig retning.

Efter mange år med effektiv brug af udelukkelsesparagraffer forsøgte baptistkirken at definere sig på ny ud fra den fælles kerne: Jesus’ lære og den bredde, der er deri. Det skabte rum for endnu mere diversitet i menighederne. Nu står vi her i dag, hvor vi er enige om forskelligheden.

Hvad har ændret sig? Er der sket et skred? (Foto: Bent L. Hansen)

Men baptistkirken har også haft andre stærke søjler, vi har stået på som fællesskab. Vi har historisk set haft ledere, som har vist retning. Vi har haft voksendåben, menighedernes selvstændighed, religionsfriheden og forkyndelsen af evangeliet på et utal af måder i ind- og udland, som vores fælles fundament. Igennem mange år var afholdenheden også en af de bærende piller. Vi havde adskillige sager, vi var enige om. Sådan er det ikke længere.

Hvad har ændret sig?

En af de ting, som har ændret sig, er, at vi ikke længere har de markante præster og lægfolk i vores kirkesamfund, som præster og menigheder lytter til, som viser os retning og som tager ansvar for debatten.

I dag har vi ikke samme respekt for hinandens holdninger, udover at vi tillader, at alle må tænke, hvad de vil. Holdningsfrihed er godt, men er der grænser for, hvad vi kan rumme? Tidligere tog vi som kirkesamfund stilling til nogle ting. Det gør vi nærmest ikke længere. Alle sådanne samtaler bliver lukket med ord om menighedernes selvstændighed.

Vores kamp om dåben har ændret sig, vil jeg mene. Vi har vundet den kamp, og jeg vil blot referere til min artikel “Hvorfor døber vi ingen?” fra februar sidste år. Er der behov for baptister i den sammenhæng? I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

Vi har i grove træk fået vores religionsfrihed, eller kampen har i hvert fald ændret sig. Vores kamp er ikke en kamp mod statskirken, men nærmere en kamp sammen med Folkekirken f.eks. igennem Danske Kirkers Råd mod politiske vinde som “Tvangsoversættelser af prædikener” eller anden religionspolitik, der rammer kirkelivet bredt. Vi har i dag lov til at være baptister. Er kampen for religionsfrihed en sag for baptister eller en sag for alle kristne?

Tilbage står vores selvbestemmelse eller holdningsfrihed i menighederne, en frihed der tidligere blev præget af de ledende præster i vores samfund, som blev præget af teologer og lægfolk i samtaler på og omkring seminariet i Tølløse, eller som blev debatteret, når tidligere tiders baptister tog emner op på årsmøder, hvor alt kunne diskuteres.

Meget har altså ændret sig, og spørgsmålet melder sig: ”Har vi behov for mere kant?”

Har vi behov for mere kant?

For det første mener jeg, at vi aldrig har haft så meget bredde på så mange punkter, som vi har i dag. Tidligere tiders diskussioner gik i høj grad på enkeltsager, som vi kan læse det i årsmødereferaterne. Men baptister var enige om det meste. I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

Igennem det forgangne år har jeg selv som formand for Teologisk Forum, som præst i vores præstekollegium og som medlem af BaptistKirkens ledelse været med til at debattere et hav af emner fra dogmatik, liturgi, karismatik, ledelse, ordination, ritualer, og jeg kunne blive ved. Her blot nogle eksempler i tilfældig rækkefølge:

• Vi har diskuteret salmer i forhold til lovsang. Jeg har lagt øre til utilfredshed om vores stævner, om åbningsgudstjenester, lovsangsaftener, og at spiritualiteten er noget, som mange ikke føler sig hjemme i, uanset om det gælder salmer eller lovsang.
• Vi har diskuteret sex før ægteskabet, homoseksuelles rolle i menigheden, såvel som muligheden for velsignelse eller vielse.
• Vi har diskuteret universalisme, om helvede findes, om alles frelse, og om Gudsriget har sin gang på jord eller kun har noget med himmelen at gøre.
• Vi har diskuteret, om Gud har en moderlighed, eller om Gud kun er mand.
• Vi har diskuteret Gud som treenig Gud, eller om Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er en og samme, og ikke vægtes lige.
• Vi har diskuteret ”young earth creationism”, om jorden er skabt på små 10.000 år, eller om vi tror på evolutionsteorien.
• Vi har diskuteret bibelsyn. Er den en guddommelig indblæst bog, eller er det menneskelige vidnesbyrd om Gud?
• Vi har diskuteret baptistisk ledelse. Hvem kan sidde i menighedsråd – er det kun mænd? Og kan præster diktere en retning i menighederne?
• Vi har diskuteret, om dåben kræver et omvendelsesøjeblik, eller om den er et bekendelsessvar?
• Vi har diskuteret alt. Alt mellem himmel og jord.

Alle synspunkter og modpoler findes i vores kirkesamfund. Meget af det er direkte modstridende. Meget af det har ændret sig væsentligt i forhold til vores forfædre. Meget af det er forandret, for BaptistKirken er ikke der, hvor vi var i det 19. århundrede, og det er på mange måder både godt og naturligt.

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne?

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne? Eller hov? – har vi ikke også enkelte menigheder eller præster, der har døbt børn?

Er vi som baptister det kirkesamfund, som hovedsageligt døber voksne, men ellers lader præster og menigheder tro, hvad de vil?

Er det vores udgangspunkt, at alt altid er oppe til debat? Er det vores samarbejdsgrundlag? Er det diskussionen eller mangel på samme, fordi vi ikke tør tage samtalen på tværs, i frygt for den enkeltes selvstændighed, der er vores kerne?

Hvis de otte teser fortæller noget om, hvem vi er, så må jeg sige, det er tyndt. De fortæller om et kirkesamfund, hvor alle kirker kan være med, folkekirken såvel som frikirker. Vores fælles fodslag siger så lidt, at mange, hvis ikke størstedelen, af landets kirker kan sige ”Ja og amen” til det.

Er der behov for os?

Hvad vil konsekvensen af mere (eller mindre) kant være? (Foto: Bent L. Hansen)

Er det nok kant? Eller har vi behov for mere? Anderledes formuleret: Er der behov for os? Er baptister bedre tjent med at arbejde i de kirkesamfund, hvor vores enkelte særegenheder står nærmest, om det er Evangelisk Frikirke Danmark, Folkekirken, Apostolsk Kirke, Pinsekirken eller Metodistkirken? Eller bør vi arbejde sammen om mere kant? En fælles vej for baptister i fremtiden?

Jeg ved ikke selv, hvor jeg står. Jeg har kæmpet for menighedernes selvstændighed igennem hele mit voksne liv, men pt. føler jeg, at det lige netop er den, der udfordrer vores fremtid. Det er den, der sætter fællesskabet på prøve. Det er den, der handlingslammer os, og gør, at vi står i stampe og ikke ved, hvor vi skal hen.

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Et mindre kirkesamfund? Ja, det vil nok blive et mindre kirkesamfund, men det ville også blive et egentligt kirkesamfund igen. Et homogent et af slagsen. Det vil være nemmere at arbejde sammen. Vores stævner vil kunne være mere stringente. Lejre, uddannelse, kurser og meget mere ville måske være nemmere, fordi alting ikke altid ville være oppe til debat. Der ville ikke altid være en mistillid til andre sider af kirkesamfundet.

Vil nogle skulle gå? Det er svært at sige, men alt efter hvilken kant, man ender med, ja, så vil nogle i den ene, anden eller tredje fløj i BaptistKirken være nødsaget til at overveje, om den kant er noget, de/vi kan være kirke i.

Vil nogle blive smidt ud? Jeg tror det ikke; jeg tror nærmere, at vi finder ud af, hvad størstedelen af vores samfund vil sammen, og så er der nok nogle, der finder sammen med andre samarbejdspartnere.

Jeg ønsker et kirkesamfund

Ønsker jeg at splitte kirkesamfundet? Nej overhovedet ikke, men jeg ønsker et kirkesamfund. Ikke en historieforening eller en missionsforening, men et kirkesamfund. Et der ikke er i dyb krise, som den vi står i, men et kirkesamfund, der blomstrer igen.

Hvem skal bestemme, hvilken vej vi skal gå? Det nemme svar, og det eneste svar, vi har, er fællesskabet. Det er hverken ledelsen, præster eller mig som enkeltperson, der skal diktere en retning – nej, den skal vi finde i fællesskab.

Så er der behov for mere kant? Er der behov for at gå ned ad en ny vej? Er der behov for lidt mere retning, så vores samtale på tværs af kirkesamfundet kan fungere på ny?

Jeg ved det ikke, men lad os tale om det og ikke lukke samtalen, før den er startet!

Mere information:

Læs også Christians artikel Hvorfor døber vi ingen?
Link til nyhed på baptistkirken.dk og og pdf-fil med “De otte teser”

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Billedtekst: Præster og andet godtfolk mødtes til Himmelske Dage i Herning i 2019. Der er Himmelske Dage hvert 3. år, og således nu i år i Roskilde i Kr. Himmelfartsdagene.

Ugen inden påske så jeg et opslag om, at Lyngby Baptistkirke inviterede til et arrangement om dialog mellem kristne og muslimer i Libanon. Da jeg netop selv havde planlagt at holde påsken i Libanon med min familie passede det perfekt. Jeg tog mine efterhånden voksne børn med til Lyngby, for at de – som jeg – kunne blive lidt klogere. Først på vej til Lyngby opdagede jeg, at arrangementet ikke blev holdt i Baptistkirken, men i den lokale folkekirke.

Aftenens oplæg handlede i virkeligheden om dialogens nødvendighed både mellem enkeltmennesker og mellem grupper i samfundet. Om end udgangspunktet var situationen i Libanon kunne vi denne aften i Lyngby også lære noget helt grundlæggende om at lytte til hinanden og anerkende hinandens livsverdener. I anerkendelsen af den anden når vi ikke bare længere i den gensidige forståelse, men også i arbejdet for f.eks. fred og forsoning eller mere lokalt for samarbejdet på tværs af kirkelige forskelle. Aftenen sluttede af med en meget smuk Taizé-gudstjeneste.

Denne aften i Lyngby sammenfattede på mange måder, hvad økumenien er både lokalt og globalt. Det er først og fremmest troen på, at vi alle er ét i Kristus. Troen på denne enhed betyder imidlertid ikke troen på alles ens-hed. Nej, det er troen på, at vi i vores levende mangfoldighed af kirkesamfund og menigheder har vores fælles udgangspunkt i den kristne tro. Det økumeniske er imidlertid mere end det. Det er ikke alene en åndelig erfaring, men også et praktisk fællesskab. Over alt i landet – og rundt om i verden – ser vi, hvordan kirker går sammen for at gøre en forskel for ensomme, for de fattigste, for fred og for mennesker og natur, der lider under klimaforandringer.

Lidt forenklet kan man tale om økumeni ’fra oven’ med de store organisationer som Kirkernes Verdensråd og Konferencen af Europæiske Kirker, hvor Baptistkirken i Danmark har været med fra begyndelsen ligesom BaptistKirken også er med i Danske Kirkers Råd. Økumeni ’fra neden’ er det praktiske fællesskab og den åndelige erfaring af kristen enhed, der finder sted lokalt rundt om i landet.  Gennem de senere år har mere end 250 internationale menigheder etableret sig i Danmark – enten som helt nye kirker eller som en del af allerede eksisterende kirkesamfund herhjemme. De er en vigtig og stadig voksende del af det økumeniske møde herhjemme.

Når man i Lyngby går sammen på tværs af kirkesamfund for at gøre os klogere på dialogens nødvendighed både ude i verden og herhjemme og slutter af med en økumenisk gudstjeneste er det netop udtryk for bredden i det økumeniske engagement og fællesskab. Ikke som noget, man pådutter lokale menigheder, men som noget der kommer naturligt, fordi den økumeniske bevægelse ikke alene er noget, der sker i organisationer, men også i det spontane og nysgerrige møde mellem mennesker lokalt.

I Kristi Himmelfartsdagene 26.-29. maj 2022 holder vi Himmelske Dage i Roskilde. Her samles tusindvis af mennesker fra Roskilde og resten af landet og endda gæster fra det store udland. På Himmelske Dage kan man høre mere om erfaringer også fra det lokale økumeniske arbejde, når Danske Kirkers Råd præsenterer deres netop gennemførte undersøgelse om lokal økumeni. Der er masser af inspiration at hente på tværs af landsdelene.

Nå ja, tilbage til fortællingen om vores rejse til Libanon i påsken. Vi boede på et katolsk kloster langt ude i bjergene og deltog ved de store påskemesser sammen med lokale libanesere. Igen blev jeg ramt af den levende spiritualitet i et andet kirkesamfund end mit eget og grebet af den levende ånd, af åbenheden og fællesskabet og sammen kunne vi proklamere: ”Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden.”

Vi ses ved Himmelske Dage i Roskilde!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere